Justitsministeriet
Kontor:
Lovafdelingen
Sagsnr.:
2004-792-0904
Dok.:
LOJ21829
Besvarelse af spørgsmål nr. 46 af 15. oktober 2004 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del).
Spørgsmål:
Ad samrådet den 7. oktober 2004 om samrådsspørgsmål AI, jf. (2003-04) alm. del bilag 1126.
Ministeren bedes fra de enkelte afsoningssteder under Kriminalforsorgen indhente oplysninger om,
hvorvidt de nye retningslinier om bl.a. billedlegitimation var på plads pr. 1. juni 2004.
Svar:
I samrådet den 7. oktober 2004 redegjorde jeg for de nye retningslinier, som Direktoratet for Kriminalforsorgen
tidligere på året udarbejdede med det formål at undgå falske afsonere. De nye retningslinier trådte i kraft den 2. juni
2004, men som jeg nævnte under samrådet har Direktoratet for Kriminalforsorgen efterfølgende fundet det nødvendigt i
forskellige sammenhænge at indskærpe retningslinierne.
Retningslinierne indeholder bl.a. en pligt for institutionerne til at optage digitale billeder af personer, der møder til
afsoning, hvis ikke institutionen i forvejen har et vellignende billede af de pågældende. Institutionerne skal lagre
billederne i Kriminalforsorgens elektroniske klientsystem. Jeg går ud fra, at det med det stillede spørgsmål ønskes
belyst, hvorvidt de tekniske forudsætninger for denne procedure var på plads pr. 1. juni 2004. Direktoratet for
Kriminalforsorgen har derfor indhentet oplysninger herom fra institutionerne og svarene viser, at de tekniske forhold
vedrørende optagelse og lagring m.v. af digitalbilleder var på plads pr. 1. juni 2004. Direktoratet for Kriminalforsorgen
har endvidere oplyst, at man er vidende om, at der nogle få steder var indkøringsproblemer med hensyn til betjening af
kameraerne i de første par uger.
Direktoratet for Kriminalforsorgen har endvidere oplyst, at der pr. 2. juni 2004 var udarbejdet et tjekskema i elektronisk
form til brug for institutionernes interne identifikationsprocedure, ligesom der forelå blanketter i elektronisk form til
brug for institutionernes identifikationssamarbejde med politiet.
Endelig havde Direktoratet for Kriminalforsorgen forud for den 1. juni 2004 udsendt en vejledning til institutionerne om
optagelse og håndtering af de nævnte digitale billeder af de indsatte.
- 1 -