Justitsministeriet
Civil- og Politiafdelingen
Kontor:
Civilkontoret
Sagsnr.:
2004-150-0586
Dok.:
CAG21564
Besvarelse af spørgsmål nr. 18 fra Folketingets Retsudvalg.
Spørgsmål:
Ministeren bedes oplyse, om det i de øvrige EU-lande normalt er en politimæssig opgave at overvåge
overholdelsen af veterinærmæssige forskrifter m.v., eller er der andre myndigheder m.fl. der varetager
disse funktioner?
Svar:
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet anmodet Udenrigsministeriet om at tilvejebringe de ønskede
oplysninger fra de øvrige 24 medlemslande.
Justitsministeriet skal indledningsvis bemærke, at i Danmark er ordningen den, at det som udgangspunkt er
fødevareregionerne og Fødevarestyrelsen, der har ansvaret for kontrollen af de veterinærmæssige forskrifter m.v. på
dyrevelfærdsområdet. Hvis der imidlertid i forbindelse med en kontrol hos en besætningsejer opstår mistanke om
konkrete lovovertrædelser, er kontrolmyndigheden forpligtet til at overgive sagen til politiet til videre efterforskning.
Når der i det følgende redegøres for retstilstanden i de øvrige EU-medlemslande, og politiet ikke er omtalt, kan der ikke
herfra sluttes, at politiet ikke er tillagt en eller flere opgaver i forbindelse med kontrollen af overholdelsen af de
veterinærmæssige forskrifter i det pågældende EU-medlemsland. Det er således muligt, at der mellem særmyndigheder
og politiet består en opgavefordeling, som i større eller mindre grad svarer til den danske ordning, som er beskrevet
ovenfor.
Justitsministeriet kan herefter på baggrund af modtagne indberetninger fra de øvrige EU-medlemslandenes danske
repræsentationer oplyse følgende:
Belgien:
For så vidt angår Belgien har Ambassaden i Bruxelles oplyst, at den ansvarlige myndighed for kontrol af belgisk
veterinærlovgivning er det såkaldte "Agence Fédérale pour la Sécurité de la Chaîne Alimentaire", forkortet AFSCA
(føderalt agentur for overvågning af sikkerhed i fødevarekæden), der hører under det belgiske Ministerium for Sundhed,
Fødevaresikkerhed og Miljø. AFSCA er delt op i to generaldirektorater (Directorate Generale), hvoraf det ene, DG
Kontrol, er ansvarligt for selve kontroludøvelsen, mens det andet, DG Kontrolpolitik, bl.a. er beskæftiget med kontrol af
EU-implementering i belgisk lovgivning eller uoverensstemmelser i den belgiske lovgivning.
Belgisk politi er således ikke ansvarlig for overvågning af belgisk veterinærlovgivning, men kan, såfremt kontrollører
fra AFSCA i en specifik sag skulle skønne det påkrævet, blive tilkaldt af disse.
Estland: