DEPARTEMENTET J.nr. M 7034-0009 Den 16. November 2004 Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 77 (alm. del) stillet af Fol ketingets Miljø- og Planlægningsudvalg den 21. oktober 2004. Spørgsmål  nr. 77: ”Hvor mange millioner tons CO2-ækvivalenter vil kunne reduceres på europæisk plan, hvis Rådet havde besluttet sig for at harmonisere reguleringen af de industrielle drivhusgasser (F-gasserne) på dansk niveau?” Svar: Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, der oplyser følgende, hvortil jeg kan henvise: ”Det er ikke muligt at give et præcist svar på spørgsmålet, da Miljøstyrelsen ikke har den nødvendige viden om de andre 24 medlemsstaters emission af f-gasser fra deres meget forskelligartede anvendelsesområder. Det er dermed heller ikke muligt at vurdere den konkrete effekt af en given regulering. Miljøstyrelsen har forespurgt EU-Kommissionen om de var i besiddelse af de nødvendige data, hvilket de har svaret nej til. Der kan således alene oplyses følgende: En rapport udarbejdet af EU-Kommissionen i 2001 angiver, at emissionen af f-gasserne i EU-15 (de 15 gamle medlemsstater) i 1995 svarer til ca. 65 mill. (+/- 20 mill.) tons CO2. Det anslås endvidere af Kommissionen, at emissionen i 2010 uden regulering vil være ca. 100 mill. (+/- 55 mill.) tons CO2. De danske estimater for emissionen i Danmark - baseret på forbrugs- og emissionstal fra 2000 - regner med en fordobling af
emissionen fra 2000 til 2008-12 uden regulering. Med reguleringen (bekendtgørelse samt afgift) forventes emissionen at stabiliseres på 2000 niveauet. Miljøstyrelsen vurderer at der ikke kan lægges til grund, at den danske regulering vil have samme effekt på EU niveau som i Danmark, da effekten af reguleringen afhænger af den konkrete anvendelsesstruktur, herunder ikke mindst udskiftningstakten for anlæg og installationer.”