DEPARTEMENTET J.nr. SN 2001-101-0931 Den  1. november 2004 Miljøministerens besvarelse af Alm. del - spørgsmål nr. 73 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg. Spørgsmål 73 Ministeren bedes redegøre for Skov- og Naturstyrelsens praksis med hensyn til at ophæve eller indskrænke skovbyggelinjer. Svar Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har svaret følgende, som jeg kan henholde mig til: ”Formålet  med  ministerens  hjemmel  i  naturbeskyttelsesloven  (der  er  delegeret  til  Skov-  og Naturstyrelsen) til  at  ophæve/indskrænke naturbeskyttelseslovens  bygge- og  beskyttelseslinjer er  at tilvejebringe  en  administrativ  lettelse  for  myndighederne,  hvor  man  erstatter  en  række  konkrete dispensationer med én administrativ sagsgang, en samlet ophævelse. Dvs. at ophævelse/indskrænkning kan komme på tale i forbindelse med f.eks. parcelhusområder, der opføres på grundlag af en lokalplan. Lovens  hovedprincip  er  fortsat,  at  der  søges  konkret  dispensation  hos  amt  eller  kommune  med ankemulighed til Naturklagenævnet. Hvis der ikke er tale om lokalplaner med et større antal successive byggemuligheder, afviser styrelsen en ansøgning og henviser kommunen til lovens hovedprincip om konkret  dispensation.  Sager  af  denne  karakter  kan  være  institutionsbyggerier,  hotelbyggerier  og lokalplaner for et mindre antal huse. Styrelsen afviser med samme begrundelse endvidere at ophæve bygge- og beskyttelseslinier, hvor der er tale om enten meget ekstensiv arealanvendelse, f.eks. sommerlande, oplevelsesparker, idrætspladser, vindmølleparker, P-pladser, campingpladser, materiel- og oplagspladser o.lign., eller hvor udnyttelsen er midlertidig, f.eks. lossepladser eller deponeringspladser. Når styrelsen afslår at ophæve en linje, helt eller delvis, vil det fremgå, om det skyldes, at kravet om administrativ lettelse ikke er opfyldt, at lokalplanen er for upræcis, eller om det skyldes, at man ikke finder det foreneligt med beskyttelseshensynet at ophæve linien eller kun vil ophæve den delvis.

Skov- og Naturstyrelsens beslutning om ophævelse/reduktion af skovbyggelinjen er baseret på en afvejning af hensynet til planlagt bebyggelsesudvikling, der foregår i sammenhæng med det eksisterende bymønster, overfor hensynet til den landskabelige oplevelse af skoven og hensynet til skovbrynet. Styrelsen er normalt tilbageholdende med hensyn til ophævelse af bygge- og beskyttelseslinjerne, hvis der er stor lokal uenighed og diskussion om lokalplanforslaget. I disse tilfælde finder styrelsen, at det kan være forkert at fravige lovens hovedprincip, nemlig at beskyttelseslinjer fraviges ved dispensation meddelt af amt eller kommune, der kan påklages til Naturklagenævnet. Skovbyggelinjen  har  altid  været  administreret  mere  lempeligt  end  sø-  og  åbeskyttelseslinjen.  Det gælder både dispensationspraksis  og styrelsens ophævelsespraksis.  Det skyldes, at  skovbyggelinjen oprindelig  var  en  censurbestemmelse,  hvor  man  ikke  kunne  afslå  byggeri,  men  kun  stille  krav  til placering  og  udformning.  Fortidsmindebeskyttelseslinjen  og  ikke  mindst  strandbeskytteleslinjen administreres derimod særdeles restriktivt. I normale tilfælde af kontinuerlig byudvikling vil skovbyggelinjen blive ophævet, dog således at der altid bibeholdes en afstand til skoven. Afhængig af skovbrynets/skovens karakter kan der f.eks. ved høj, gammel løvskov friholdes 30-40 m og ved nåleskov 15-20 m. Hvor  der  ikke er  tale  om  kontinuerlig  byudvikling,  eller  hvis  der er  tale  om  særligt  landskabeligt værdifulde løvskove, der f.eks. kan opleves fra offentlig vej eller på anden måde, kan styrelsen afslå ophævelse helt eller delvis. I særlige tilfælde kan styrelsen nedlægge veto mod et lokalplanforslag. Styrelsen ophæver således ikke skovbyggelinjen, hvis der er tale om byggeri, der ønskes placeret i det åbne land uden sammenhæng med den almindelige byudvikling, og normalt heller ikke, hvis der er tale om et landskabeligt værdifuldt skovbryn, typisk løvskov, der kan opleves fra offentlig vej. Hvor det landskabelige hensyn skønnes at være særligt stort, har styrelsen i enkelte tilfælde nedlagt veto mod lokalplanen. Der har udviklet sig en praksis i Naturklagenævnet, hvorefter nævnet normalt afslår at dispensere, hvis Skov- og Naturstyrelsen har afslået at ophæve en bygge- eller beskyttelseslinje under henvisning til en klar konflikt med landskabelige eller andre naturmæssige hensyn.” 2