Justitsministeriet Lovafdelingen Kontor: Strafferetskontoret Sagsnr.: 2005-792-0018 Dok.: JOK40027 Slotsholmsgade 10 Telefon: 33 92 33 40 E-post: [email protected] 1216 København K Telefax: 33 93 35 10 Internet: http://www.jm.dk Besvarelse af spørgsmål nr. 14 af 16. december 2004 fra Folketingets Kirkeudvalg. Spørgsmål: ”Ministeren bedes redegøre for anvendelsesområderne for henholdsvis straffel   ovens § 140 og § 266 b, herunder redegøre for, o m der er sammenfald i anvendelsesområ- derne, og om en eventuel ophævelse af straffelovens § 140 vil efterlade et hul.” Svar: 1. Efter straffelovens §  140 straffes med bøde eller fængsel indtil 4 m   å neder den, der offentlig driver  spot  med  eller  forhåner  no get  her  i  landet  lovligt  bestående  religionssamfunds  troslæ   r- domme eller gudsdyrkelse (blasfemi). Bestemmelsen er enslydende med den tilsvarende bestemmelse i straffeloven 1866 (denne lovs § 156), men har siden den nugældende straffelov af 1930 været begræ nset til offentligt fremsat spot eller forhånelse. 2. Blasfemibestemmelsen i straffelovens § 140 angår kun religionssamfund, der lovligt består her i landet, herunder – – anerkendte trossamfund. Kun ytringer, der må  karakteriseres som spot (latterliggørelse) eller forhånelse (foragt eller ne  d- gørelse på en ondskabsfuld måde) af noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds tro s- lærdomme eller gudsdyrkelse, er omfattet af bestemmelsen. Spot eller forhånelse af  religiøse følelser uden tilknytning til religionssamfundenes    troslæ  rdom- me eller gudsdyrkelse, f.eks. spot eller forhånelse af lærdomme af rent etisk, social eller lignende

- 2 - karakter,  er  ikke  omfattet  af  beskyttelsen  i  straffelovens  §  140,  jf.  Straffelovskommissionens betænkning fra 1917, side 136, 2. spa  lte. Ved  udtrykket  ”troslærdomme  og  gudsdyrkelse”  forstås  det  pågældende  trossamfunds  indre  og ydre  religiøse  liv,  såvel  trossæ tninger  som  indbegrebet  af  de  institutioner,  skikke,  personer  og ting, ved hvilke samfundets gudsdyrkelse finder sted, jf. herved C. Goos i ”Den danske stra ffe- rets specielle del”, 1895, side 558 ff., Oluf H. Krabbe i ”Borgerlig Straff  elov”, 1941, side 346, og Stephan  Hurwitz i ”Den danske kriminalret   – Der kan i øvrigt henvises til Kommenteret Straffelov – 3. På samme måde, som det er tilfældet med straffelovens § 266 b, jf. nedenfor under pkt. 7 og 8, må  bestemmelsen  i  straffelovens  §  140  efter  Justitsministeri ets  opfattelse antages  at  skulle  for- tolkes snævert under hensyn til det princip om ytringsfrihed, som er udtrykt i grundlovens § 77 og Den Europæiske Menneskerettighedsko  nventions artikel 10.    4. Bestemmelsen i straffelovens § 140 ses kun at have været   bragt i anvendelse i to tilfælde siden den nugældende straffelov af 1930 trådte i kraft den 1. januar 1933. Ved  Østre  Landsrets  dom  i  afgørelsen  U1938.419Ø  blev  fire  personer  idømt  frihed sstraf  for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 140 ved i en række udtalelser i blade, skrifter og plakater at have angrebet den jødiske troslærdom og gudsdyrkelse, bl.a. under anvendelse af såkaldte citater fra Talmud og andre jødiske skri fter. Ved utrykt dom afsagt af Gladsaxe Kriminalret den 21. oktober 1971 (B. 459/1971) var to prog- ramchefer i Danmarks Radio tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 140 ved at have været a n- svarlige for henholdsvis tv- og radioudsendelser, hvor en kunstner havde fremført en vise kaldet ”Øjet” med bl.a. følgende tekst: ”men selvføl’   ig det er synd, han har den drift, det er nok fordi han aldrig selv var gift”   og ”Ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud, han fik aldrig selv sat ild på sin cigar for han ordned  jo Maria pr. vikar” . Af dommen fremgår, at anklagemyndigheden under s agen bl.a. gjorde gældende, at det næv nte tekstuddrag  indeholder  en  latterliggørelse  af  de  kristne  trossamfunds  troslære  om  Guds  ove   r- menneskelighed og om den ubesmittede undfangelse ved Helligånden. Forsvaret a nførte til støtte for frifindelsespåstanden bl .a., at visen objektivt ikke indeholder en overtræ  delse af straffelovens §  140.  De  linjer,  som  omfattes  af  tiltalen,  er  løsrevet  fra  visens  kunstn eriske  og  idémæssige sammenhæng, og det er i øvrigt allerede tvivlsomt, om der er teologisk dæ kning for, at disse lin- jer  berører  noget,  der  kan  betegnes  som  troslærdomme.  Imidlertid  må  en  vurd ering  af  forfatte- rens intention ske på grundlag af hele visen og ikke på løsrevne ord. Det vil heraf fremgå, at he n- sigten har været i ”jeg   -form” at beskrive den pågældendes p iges opfattelse af den religiøse p å-

- 3 - virkning, som hun har modtaget som barn, i et frit sprog, der er naturligt for et ungt menneske i dag. Der kan ifølge forsvareren således være tale om angreb på moralfor estillinger og opdragel- sesprincipper, men ikke på re ligiøs tro, der alene er omfattet af det stra fferetli ge værn.   Kriminalretten i Gladsaxe, der frifandt de to tiltalte, anførte i præmisserne bl.a. følgende: ”Foreløbig bemærkes, at der ved anvendelsen af ordet ” troslærdomme” i straffelovens § 140 må ant ages at være tilsigtet en begrænsning i området for den straffere tlige beskyttelse sål e- des, at krænkelse af andre lærdomme, f.eks. af etisk eller moralsk karakter, ikke o mfattes af bestemmelsen. Retten kan med anklagemyndigheden være enig i, at forfattere  n – k- ket sit budskabs saglige virkning – okerende form, og at det også burde have stået de tiltalte klart, at en offentlig fre  mførelse af visen gennem fjer n- syn og radio måtte virke stærkt stødende på moralske og religiøse følelser, der er he  rskende indenfor betydelige kredse. I overensstemmelse med det af forsvaret anførte, må det imidlertid endvidere ant  ages, at en bedømmelse af de af tiltalen omfattede  sætninger   kun kan foretages ud fra en helhedsvurde- ring af visens tendens. Det er herefter rettens opfattelse, at denne må ses som et in dlæg i   po- lemisk form imod en religiøs opdragelse, der tilsigter at indgyde  børn  frygt for en straffende Gud, der særlig overvåger menneskers seksuelle    adfærd. Da forestillinger af denne art – –   ikke ses at have forbindelse til kristne troslærdomme, og da angreb og forhånelse af sådanne lærdomme derfor ikke kan a n- tages at ligge inden for visens sigte, findes betingelserne for domfældelse efter d  en omhand- lede bestemmelse ikke at være til stede.” 5. Straffelovens § 266 b blev indføjet i straffeloven i 1939 af hensyn til ”de i den nyeste Tid o  p- dukkende Foreteelser som Forfølgelser af Racer, Troe ssamfund m.v.”. Straffelovens § 266 b har følgende  ordlyd: ” § 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter u d- talelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller ne d- værdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etnisk   e oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændi ghed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.” Straffelovens § 266 b kriminaliserer, at en person offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre  kreds  giver  udtryk  for  racistiske  holdninger  forstået  som  ytringer,  der  truer,  håner  eller nedværdiger en gruppe af personer på grund af de pågældende personers race, hu dfarve, nationa- le eller etniske oprindelse, tro mv. Af praksis fremgår, at bestemmelsens kerne er udtale lser, som går  ud  på,  at  den  pågældende  gruppe  generelt  har  mindre  værdi  som  mennesker  (f.eks.  ved  at

- 4 - ligestille  de  pågældende  med  dyr),  og  udtalelser,  s   om  indeholder  helt  usaglige  generaliserende påstande om grov krim inalitet. 6.  Bestemmelsen  i  §  266  b,  stk.  1,  fik  sin  nuværende  udformning  i  1971.  Bestemmelsen  blev dengang  ændret  med  henblik  på  dansk  ratifikation  af  FN’s  konvention  om  racediskrimination    . FN-konventionens artikel 4, litra a, forpligter deltagerlandene til at ”kriminalisere al udbrede  lse af ideer, der hviler på racemæssig overlegenhed eller racehad, tilskyndelse til diskrimination og alle  voldshandlinger  eller  tilskyndelse  til  sådanne  hand linger  imod  enhver  race  eller  person- gruppe af anden hudfarve eller etnisk oprindelse samt ydelse af enhver bistand til raceforfølge ser, herunder deres finansiering.” Udtrykket racediskrimination defineres i konventionens artikel 1, stk. 1, som følger: ” […] enhver forskel, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling på grundlag af race, hu d- farve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse, hvis formål eller virkning er at oph æ- ve eller svække den ligelige anerkendelse, nydelse eller udøvelse af    menneskerettigheder og grundlæggende  frihedsrettigheder  på  det  politiske,  økonomiske,  sociale,  kulturelle  eller  et hvilket som helst andet område af samfundslivet.” I forbindelse med ændringen af § 266 b, stk. 1, i 1971, udgik ”afstamning og statsborgerfo   rhold” til  fordel  for  ”race,  hudfarve,  nationale  eller  etniske  oprindelse”.  Diskrimination  på  grund  af ”tro” blev derimod opretholdt, i hvilken forbindelse det på side 26 i    betænkning nr. 553/1969 om forbud mod racediskrimination, som 1971-ændringen bygger   på, blev anført: ” Det kan ikke antages, at der sker nogen ændring ved, at ordet ”afstamning” udgår af lo vtek- sten. Det skal blot tilføjes, at udvalgets forslag fortsat medtager religiøs overbevisning blandt de i § 266 b nævnte diskriminationsgrunde.  ” 7. Som nævnt kriminaliserer straffelovens § 266 b visse ytringer, der fremsættes offentligt e ller med forsæt til udbredelse i en videre kreds. Det indebærer, at bestemmelsen skal forto lkes snæ- vert  under  hensyn  til  det  princip  om  ytringsfrihed,  som  er  udtrykt  i  grundlovens  §  77  og  Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, jf. herved konventionens art  ikel 17. Der må således ved den konkrete anvendelse af bestemmelsen foretages en afvejning af hensynet til ytringsfriheden over for hensynet til den persongruppe, som ytringen fremsættes mod, jf. herved betænkning nr. 553/1969 om forbud mod racediskrimination, side 26ff: ”Der må iagttages en passende grænse for de indgreb i ytringsfriheden, som skal kunne gøres gennem    straffebestemmelser.    Dette    er    under    forarbejderne    til    konventionen    (FN- konventionen)  særlig  blevet  fremhævet  fra  de  nordiske  landes  side.  Ved  behandlingen  i menneskerettighedskommissionen af forslaget til en konvention blev det således påpeget, at menings-  og  ytringsfriheden  samt  forenings-  og  forsamlingsfriheden  må  respekteres  også

- 5 - ved lovgivning vendt mod racediskrimination m.v., og det var på disse landes foranle dning, at det omtalte forbehold blev indføjet i konventionsteksten. […] Det må anses for en selvfølge, at videnskabeligt fr emsatte teorier om racemæssige, n  ati- onale eller etniske forskelligheder, som det ikke kan antages at have været hensigten, at ko  n- ventionen skulle omfatte, falder udenfor bestemmelsen. Der kan formentlig være a  nledning til  at  tage  et  lignende  fortolkningsforbehold  med  hensyn  til  udtalelser,  som  uden  at  være egentlig videnskabelige fremkommer som led i en saglig debat.” 8. I retspraksis har spørgsmålet om forholdet til ytringsfriheden særligt været fremme i bl.a.  H ø- jesterets dom i U2000.2234H. Dommen vedrør te ytringer fremsat under en direkte tv-udsendelse af T, der i 1972 havde stiftet et politisk parti og i flere perioder havde været me  dlem af Folketin- get. I præmisserne anførte H   ø ”Tiltaltes  udtalelser  under  tv -udsendelsen  indeholdt  det  klare  budskab,  at  alle  her  i  landet boende muslimer, der stammer fra en vis kreds af lande, vil kastrere og dræbe Danmarks ø   v- rige befolkning, så snart de bliver mange nok til at gennemføre en sådan udryddelse   sproces, og  at  de  derfor  tilhører  en  gruppe  af  verd ensforbrydere.  Tiltalte  lagde  hermed  en  befolk- ningsgruppe for had på grund af dens tro og oprindelse. Tiltaltes udtalelser er sål  edes groft forhånende  og  nedværdigende  over  for  denne  befolkningsgruppe.  De  kan  ikke  l   egitimeres under  påberåbelse  af  videnskab  elighed  eller  saglig  debat,  og  det  er  uden  betydning  for  en bedømmelse af strafbarheden efter straffelovens § 266 b, stk. 1, hvorledes i slam bogstaveligt kan forstås, eller hvilke samfundsmæssige konsekvenser en virkeliggøre lse af fundamentali- stiske muslimers program har afstedkommet. Gerningsindholdet i § 266 b skal fastlægges under hensyn til ytringsfriheden. Ytringsfrih  e- den er grundlæggende for et demokratisk samfund, idet tolerance over for andres meninger er en nødvendig forudsætning for den frie deb   at. Ytringsfriheden skal imidlertid udøves med fornøden respekt for andre menneskerettigheder, herunder retten til beskyttelse mod trosd i- skriminerende forhånelse og nedværdigelse. Tiltalte har som politiker taget aktiv del i den politiske debat som led i sit arbejde for en re- striktiv udlændingepolitik vendt mod muslimer. Det kan ikke i sig selv anses for strafbart i en sådan debat at argumentere med en henvisning til islams skriftsteder eller til sa mfunds- mæssige konsekvenser af fundamentalistiske muslimer  s program. Sådanne henvisni nger kan imidlertid ikke retfærdiggøre en forhånelse og nedværdigelse som den, tiltaltes u dtalelser er udtryk  for.  En  debat  om  tiltaltes  politiske  mål  afskæres  ikke  ved  en  kriminalis   ering  af  så- danne udtalelser. Hensynet til den særligt vidtgående ytringsfrihed for politikere om kontr   o- versielle samfundsanliggender kan derfor ikke begrunde straffrihed for tiltalte. På denne baggrund tiltræder Højesteret, at tiltalte har realiseret gerningsindholdet i straff elo- vens § 266 b, stk. 1, således som denne bestemmelse må forstås i lyset af Den Europæ iske Menneskerettighedskonventions artikel 10 og artikel 17.” Endvidere kan nævnes afgørelsen i U2004.734H. Dommen vedrører ytringer fremsat af T på en af ham oprettet hjemmeside i forbindelse med et valg, hvor T var et partis spidskandidat til Kø- benhavns Borgerrepræsentation og folketingskandidat. Byretten anførte i præmisse rne bl.a.:

- 6 - ”Det er rettens opfattelse, at T på den af ham etablerede hjemmeside, navnlig ved anve  ndel- sen  af  udtryk  som  »Indfangning  af  muhamedanerne  i  Danmark«  og  »Opsamling  af  muha- medanerne i koncentrationslejre«, offentligt og med forsæt til u  dbredelse i en videre kreds har fremsat nedværdigende udtalelser rettet mod muslimer generelt. Selv om udtale  lserne er fremsat af T i politisk sammenhæng, er de fremsat på en hjemmeside og ikke som led i en politisk debat og derfor ikke beskyttet i videre omfang. T er derfor skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1.” Dette blev tiltrådt af landsretten med følgende be  mærkning: ”Også efter bevisførelsen for landsretten findes T af de grunde, som byretten har anført, skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1, som fastslået ved dommen. Hensynet til den særlige vidtgående ytringsfrihed for politikere om ko   ntroversielle sam- fundsanliggender kan ikke begrunde straffrihed for T.” Højesteret anførte i præmisserne bl.a.: ”Højesteret finder, at disse udtalelser er forhånende og nedværdigende over for den b efolk- ningsgruppe, som udtalelserne vedrører. Som anført   af landsretten kan hensynet til den sæ  r- ligt vidtgående ytringsfrihed for politikere om samfundsanliggender ikke medføre, at udt  a- lelserne ikke er strafbare. Højesteret tiltræder derfor, at tiltalte er fundet sky   ldig i overtræ- delse af straffelovens § 266 b, stk. 1, således som denne bestemmelse må forstås i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedsko  nventions artikel 10 og 17.” 9. Som det fremgår  af det ovenfor anførte, er der ikke sammenfald mellem de to bestemme lsers anvendelsesområde.  Straffelovens  §  14 0  beskytter  mod  offentlig  bespottelse  og  forhånelse  af personers religiøse følelse   i det omfang, denne følelse  knytter sig til de lovlige religionssamfunds troslærdomme og gudsdyrkelse.   Straffelovens § 266 b beskytter derimod bl.a. mod offentlig for- hånelse  eller forfølgelse af en  befolkningsgruppe på grund af  de pågældende pers   oners fælles tro  . En  ophævelse  af  straffelovens  bestemmelse  om  blasfemi  vil  indebære,  at  offentligt  fremsatte bespottelser  eller  forhånelser  af  her  i  landet  lovligt  bestående  religi  onssamfunds  troslærdo  mme og gudsdyrkelse ikke vil kunne strafforfølges.