Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Christiansborg
København, den 14. oktober 2004
Sagsnr.: 1573
Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 15. september 2004 (alm. del
bilag 1191) anmodet om min besvarelse af følgende spørgsmål 349:
Spørgsmål 349:
Det fremgår af vedlagte artikel fra Jyllands-Posten den 2. september 2004, Ministerkritik af
landbrugsstøtte, at fødevareministeren er meget imod, at pensionister skal kunne modtage landbrugsstøtte.
Hvordan har ministeren og regeringen i den forbindelse konkret tænkt sig at få løst dette problem, og agter
ministeren at bringe denne problematik op i Ministerrådet og få presset på for, at denne urimelige støtte kan
blive fjernet hurtigst muligt?
Svar:
Et af elementerne i EU's landbrugsreform er, at store dele af den direkte støtte afkobles fra produktionen. Den
valgte model til afkobling af støtten i Danmark er den såkaldte regionale hybridmodel, som implementeres fra
2005. Modellen er sammensat således, at den største del af den samlede afkoblede støtte fordeles ud på
samtlige anmeldte støtteberettigede arealer gennem betalingsrettigheder uanset den enkelte landmands
hidtidige produktion. En del af den afkoblede støtte, som hidrører fra oksekødssektoren, fordeles som et tillæg
til disse betalingsrettigheder. Dette tillæg beregnes på grundlag af det gennemsnitlige præmiebeløb til kvæg,
som den enkelte landmand modtog i perioden 2000, 2001 og 2002.
For at få tildelt betalingsrettighederne i 2005, herunder kvægtillæg, er det et krav, at ansøgeren er aktiv
landbruger på ansøgningstidspunktet (21. april 2005) og har rådighed over de anmeldte arealer som ejer eller
forpagter. Hvis den aktive landmand ikke råder over støtteberettigede arealer den 21. april 2005 eller råder
over så få arealer, at betalingsrettighedsværdien pr. ha overstiger 37.250 kr., men alligevel er berettiget til
kvæg-tillæg, tildeles rettighederne som særlige betalingsrettigheder.
Jeg finder det urimeligt, at en mere eller mindre reelt pensioneret oksekødsproducent skal kunne oppebære
meget store støttebeløb op til 37.250 kr. per hektar. Jeg har derfor bedt mit ministerium om at analysere, om
der findes en rimelig måde at løse dette problem på, ligesom jeg rejser problemstillingen på det kommende
rådsmøde (landbrug og fiskeri) den 18.- 19. oktober 2004.
Hans Christian Schmidt
/Lotte Linnet