TALE Besvarelse af spørgsmålH omforholdet mellem oprindelseslandsprin- cippet i forslag til servicedirektiv og EF-traktatens artikel 50. Besvarelse  i  åbent  samråd  i   FolketingetsErhvervsudvalg  alm.  del den 16. november 2004 SpørgsmålH: Udvalget ønsker en drøftelse af følgende  spørg smål: Ministeren  bedes  redegøre  for,  hvorvidt  ministeren  finder  det  i  overen s- stemmelse  med  Artikel  III-30  i  den  konsoliderede  traktattekst,  tidligere artikel 50 i TEF (Traktat om Oprettelse af Det Økonomiske Fællesskab) at indføre et oprindelseslandsprincip i tjenesteydelsesdirektivet, når der i artikel 50 – Med forbehold af underafdelingen ved- rørende etableringsretten kan tjenesteyderen udøve sin virksom  hed i den medlemsstat, hvor ydelsen præsteres, på samme vilkår som dem, den p å- gældende stat fastsætter for sine egne statsborgere .” (spørgerens kursiv  e- ring) Lad mig indlede med at sige, at vi har videregivet netop dette spørgsmål til Rådets Juridiske Tje   neste den 5. oktober i år. Jeg vil derfor henholde mig til den udtalelse, vi har fået derfra. Rådets  juridiske  tjeneste  forholder  sig  ikke  direkte  til  spørg  s- målet, i det svar vi har fået. I stedet konstateres følgende: For  det  første   forholder  Rådets  ju ridiske  tjeneste  sig  til  prin- cippet  om  national  behandling  og  EF-Domstolens  tolkning  af EF-traktatens artikel 49 om den fri udveksling af tjenesteydel- ser. Anvendelsen af princippet om national behandling efterla- der somme tider hindringer for gennemførelsen  af den frie ud- veksling  af  tjenesteydelser.  Rådet  har  på  området  for  etabl   e- ringsfriheden  understreget,  at  reglen  om  national  behandling 11. november 2004 2003-224/14035-3 DEP-EBST

2/3 opretholder alle andre hindringer end dem, der følger af man g- lende statsborgerskab i vær  tlandet. Med  andre  ord  anfører   rådets  juridiske  tjeneste,  at  princippet om  national  behandling  ikke  altid  er  nok  til  at  sikre  det  indre marked. Og her kommer artikel 49 om fri udveksling af tjenesteydelser ind  i  billedet.  Ifølge  Domstolen  forbyder  artikel  49  ikke  kun forskelsbehandling begrundet i nationalitet. Den forbyder også andre   former   for   skjult   forskelsbehandling,   som   kan   stille statsborgere  fra  andre  medlemsstater  i  en  ufordelagtig  situati- on.  Medlemsstaterne  er  derfor  forpligtet  til  at  fjerne nationale bestemmelser,  der  stiller  statsborgere  fra  andre  medlemsstater dårligere end nationale borgere  –   medmindre de nationale reg- ler er begrundet i hensyn til såkaldt b erettigede interesser. Dvs. blandt andet hensyn til sundhed og forbrugerbeskyttelse. Artikel 49 giver således yderli gere muligheder end blot kravet om national behandling til sikring af gennemførelsen af  det in- dre marked. Ud over artikel 49 anfører Rådets juridiske tjeneste, at fælle s- skabets  lovgivende  myndighed  desuden  har  kompetence  til  at vedtage  fælles  harmoniseri  ngsregler.  Ifølge  Rådets  Juridiske Tjeneste   er   oprindelseslandsprincippet   netop   en   harmonise- ringsregel. Og det er endda en harmoniseringsregel, som findes i en række andre EU  -retsakter. Det drejer sig blandt andet om

3/3 det  såkaldte e -handelsdirektiv  og direktivet  om  tv uden græ  n- ser. Oprindelseslandsprincippet  skal  med  andre  ord  ses  som  en harmoniseringsbestemmelse, der har til formål at  fjerne barrie- rerne for den fri udveksling af tjenesteydelser. Lad  mig  på  den  baggrund  gentage ,  at  det  altså  ikke  eksplici t fremgår af udtalelsen, hvorvidt rådets juridiske tjeneste mener, at  oprindelseslandsprincippet  er  i  overensstemmelse  med  EF- traktaten. Og tilsvarende anfører rådets juridiske tjeneste heller ikke, at princippet er i strid med traktaten. Vi vil fra dansk side tage udtalelsen fra Rådets Juridiske Tj e- neste til efterretning og fortsætte arbejdet med at få en endelig afklaring af spørgsmålet.