ØKONOMI- OG
ERHVERVSMINISTEREN
18. november 2004
Besvarelse af spørgsmål 65 alm. del stillet af Det Energipolitiske Udvalg den 29.
oktober 2004.
Spørgsmål 65:
Ministeren bedes oplyse, hvordan Konkurrencerådets medlemmer udpeges, samt
redegøre for de organisationer og kompetencer de enkelte medlemmer repræsenterer.
Svar:
Konkurrencerådet består af en formand og 18 medlemmer. Formanden udnævnes af
kongen for en periode af op til fire år. De øvrige medlemmer udnævnes af Økonomi- og
erhvervsministeren for en periode af op til fire år. Rådet skal omfatte et alsidigt
kendskab til offentlig og privat erhvervsvirksomhed, herunder juridiske, økonomiske,
finansielle og forbrugermæssige forhold.
Formanden og 8 af Konkurrencerådets medlemmer skal være uafhængige af erhvervs-
og forbrugerinteresser. Økonomi- og erhvervsministeren udnævner herudover 7
medlemmer efter indstilling fra erhvervsorganisationer, 1 medlem efter indstilling fra
forbrugerorganisationer og 2 medlemmer med særlig indsigt i offentlig
erhvervsvirksomhed efter indstilling fra de kommunale organisationer.
Formanden er i dag professor dr. oecon. Svend Hylleberg og næstformandsposten
varetages af professor dr. jur. Peter Møgelvang-Hansen. De øvrige uafhængige
medlemmer er sammensat af fagfolk med juridisk og økonomisk ekspertise - både fra
universiteter og erhvervsliv.
De 7 erhvervsorganisationer, der er repræsenteret, er Dansk Industri, Danske
Entreprenører, Realkreditrådet, Landbrugsrådet, HTS, Håndværksrådet og
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Et medlem fra Forbrugerrådet varetager forbrugerinteresserne og 2 medlemmer fra
henholdsvis Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening varetager den særlige
indsigt i offentlig erhvervsvirksomhed.
Navnene på de enkelte rådsmedlemmer samt yderligere information kan findes på
www.ks.dk/om_ks/konkurrenceraadet
ØKONOMI- OG
ERHVERVSMINISTERIET
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf.
33 92 33
50
Fax
33 12 37
78
CVR-nr
10 09 24 85
[email protected]
www.oem.dk