ØKONOMI- OG
ERHVERVSMINISTEREN
18. november 2004
ØKONOMI- OG
ERHVERVSMINISTERIET
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf. 33 92 33 50
Fax 33 12 37 78
[email protected]
www.oem.dk
Besvarelse af spørgsmål 60 alm. del stillet af Det Energipolitiske Udvalg den 29.
oktober 2004.
Spørgsmål 60:
IT- og Telestyrelsen skal modtage et regnskab fra elselskaberne, hvis disses
bredbåndsaktiviteter når op over 100 mio. kr., således at det kan sikres, at der ikke sker en
krydssubsidiering i forhold til de bevillingspligtige aktiviteter. Har IT- og Telestyrelsen på
nuværende tidspunkt modtaget regnskaber fra elselskaberne over deres
bredbåndsaktiviteter?
Svar:
Jeg har indhentet bidrag til besvarelsen af spørgsmålet fra IT- og Telestyrelsen, som oplyser
følgende:
Som nævnt i besvarelsen til spørgsmål 54 gælder der særlige regler for virksomheder, der
udbyder elektroniske kommunikationsnet eller offentligt tilgængelige elektroniske
kommunikationstjenester, og som nyder særlige eller eksklusive rettigheder til at udbyde
tjenester i andre sektorer i Danmark eller et andet EU- eller EØS-land. Sådanne
virksomheder skal
1)
føre særskilte regnskaber for aktiviteter, der vedrører udbud af elektroniske
kommunikationsnet eller -tjenester, i samme grad, som det ville være påkrævet,
hvis disse aktiviteter blev forestået af et retligt uafhængigt selskab, eller
2)
organiseres, så aktiviteterne vedrørende elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester
er strukturelt udskilt.
Disse krav fremgår af § 82 i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet og
gælder ganske rigtigt ikke, såfremt virksomhedens samlede årlige omsætning for aktiviteter i
forbindelse med elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester i Danmark er mindre end
100 mio. kr.
IT- og Telestyrelsen kan oplyse, at der ikke på nuværende tidspunkt er modtaget regnskab
fra noget elselskab i henhold til § 82 i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på
telemarkedet.