28. oktober 2004
Svar på Det Energipolitiske Udvalgs spørgsmål nr. 36 af 19. oktober
2004.
Spørgsmål:
Hvorfor fremgår det ikke af udkastet til lovforslag, at staten har pligt til at
tilbagekøbe hele infrastrukturen inklusive lagre og ledninger, herunder
søledninger?
Svar:
For så vidt angår naturgasdistributionen, er i lov om naturgasforsyning af 9. juni
2004 indført en statslig tilbagekøbspligt i forhold til naturgasdistributionsnettet, der
træder i kraft i de i loven beskrevne situationer. Det betyder bl.a., at DONG A/S vil
skulle afstå distributionsnettet til staten, hvis statens ejerandel i DONG A/S
reduceres til 50 pct. eller derunder.
For så vidt angår den øvrige infrastruktur, er det som angivet i lovforslagets
bemærkninger regeringens hensigt, at der som vilkår for privatiseringen vil blive
fastsat en mekanisme, der bringes i anvendelse, såfremt staten senere ønsker at
reducere sin aktiepost i DONG A/S til 50 pct. eller derunder.
Det vil således være en forudsætning for en nedbringelse af statens ejerandel til 50
pct. eller derunder, at staten forinden har tilbagekøbt infrastrukturen.
Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, vil den nærmere tilrettelæggelse af
og vilkårene for aktiesalget, herunder den mekanisme der skal sikre den fortsatte
statslige kontrol med infrastrukturen, blive forelagt Folketingets Finansudvalg ved
aktstykke forud for aktiesalgets gennemførelse.