ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN 18. november 2004 ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET Slotsholmsgade 10-12 1216 København K Tlf.   33 92 33 50 Fax   33 12 37 78 [email protected] www.oem.dk Besvarelse spørgsmål 1 alm. del   stillet af Det Energipolitiske Udvalg den 8. oktober 2004 Spørgsmål   1: ”Fra Vindmølleforeningens side lægges der for tiden et meget stort pres på politikere og ministre for at skride til handling overfor de amter, der er tilbageholdende med at planlægge for nye arealer til de over 100 meter høje vindmøller, der ønskes etableret i forbindelse med skrotningsordningen. Det bedes i den anledning oplyst, om ministrene vil være opmærksomme på at kræve, at der fra amternes side bliver lagt meget stor vægt på at informere borgerne på en meget synlig måde, således at der ikke efterfølgende kan rejses kritik af den høringsprocedure, som den nye planlægning kræver.” Svar: Jeg har forelagt spørgsmålet for miljøministeren, der har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig: "Der findes i planloven regler, der i vid udstrækning sikrer offentlighedens inddragelse i planlægningsarbejdet. Erstatningsmøller i forbindelse med skrotningsordningen vil ligesom andre store vindmøller kun kunne opstilles i vindmølleområder, som er udpeget i regionplanerne. Denne planlægning omfatter bl.a. offentliggørelse af et debatoplæg og derefter offentliggørelse i mindst 8 uger af et planforslag med udpegning af vindmølleområderne. For projekter med vindmøller højere end 80 meter skal der tillige offentliggøres en VVM-redegørelse, det vil sige en redegørelse for anlæggets indvirkning på miljøet. Denne redegørelse vil bl.a. indeholde en visualisering af anlægget. Borgerne vil således blive informeret om de store vindmøllers visuelle påvirkning af omgivelserne og vil få lejlighed til at kommentere projekterne, inden planerne vedtages endeligt."