Departementet Holmens Kanal 22 1060 København K Tlf. 3392 9300 Fax. 3393 2518 E-mail [email protected] I/ J.nr. B-1215-2 Folketingets Boligudvalg Dato: 9. oktober 2004 Under henvisning til Folketingets Boligudvalgs brev af 20. oktober 2004 følger hermed – i 5 eksemplarer – socialministerens svar på spørgsmål nr. 6 (Alm. del). Spørgsmål nr.   6: ” Idet der henvises til samrådsspørgsmål A bedes ministeren tilsende udvalget kopi af de indkomne ansøgninger til 100 mio. kr.’s puljen. Ministeren bedes i den forbindelse desuden fremsende begrundelser for de respektive tilsagn henholdsvis afslag på projektmidler fra puljen. Spørgsmålet bedes besvaret inden afholdelse af samråd A og B.” Svar: Socialministeriet modtog ved ansøgningsfristens udløb den 10. september 2004 40 ansøgninger fra 20 forskellige kommuner til særlig byfornyelse i udsatte områder i store byer. Der er samlet søgt om 518 mio. kr.  Kopi af alle ansøgninger vedlægges. Der er udvalgt 15 områder fordelt på 11 kommuner, som er indbudt til sammen med Socialministeriet at fastlægge de nærmere rammer for projektet, herunder projekternes indhold, finansiering og tilrettelæggelse med henblik på efterfølgende afgivelse af tilsagn. Arbejdet er endnu ikke afsluttet, men det forventes, at der vil blive givet tilsagn til projekterne i begyndelsen af december d.å. Begrundelserne for udvælgelsen af de 15 projekter fremgår af bilag 1. Der er den 22. oktober 2004 givet afslag til de øvrige ansøgninger. Begrundelserne herfor fremgår af afslagene. Kopi af samtlige afslag vedlægges. Eva Kjer Hansen /Birgitte Lundblad
1 Socialministeriet Bolig/ J.nr. 1215-2 PNI 8. november 2004 Bilag 1: Oversigt over begrundelser for udvælgelsen af de 15 projekter under 100 mio. kr. puljen Følgende 15 projekter er udvalgt til sammen med Socialministeriet at fastlægge de nærmere rammer for projektet, herunder projekternes indhold, finansiering og tilrettelæggelse med henblik på efterfølgende afgivelse af tilsagn. Skelager (Aalborg Kommune) I projektet i Skelager inddrages børn og unge som ”bygherrer” af en børne- og ungdomspark. Der etableres stier og grønne bånd mellem boligbebyggelsens friarealer og parken. Ud over etableringen af en park til børn og unge rummer indsatsen også uddannelses- og beskæftigelsesmæssige aspekter. Det innovative i projektet er metoden til inddragelse af børn og unge som bygherrer ved etableringen af parkområdet. Erfaringerne vurderes at kunne anvendes af andre kommuner i byfornyelsessammenhæng. Indsatsen har et uddannelsesmæssigt og socialt sigte, og tilgangen sikrer en ansvarliggørelse af børn og unge for tilstanden og udviklingen i et boligområde. Indsatsen gennemføres samtidigt med en øvrig koordineret indsats. Der er reserveret 12 mio. kr. til projektet. Vængerne (Ballerup Kommune) Projektet i Vængerne er en helhedsorienteret indsats for at modvirke områdets negative udvikling. Indsatsen omfatter blandt andet forbedring af samarbejde på tværs af boligafdelinger, institutioner og kommune, udvikling af skolen til at være områdets kulturelle løftestang, etablering af idrætslegeplads, forbedring af de grønne arealer og skabelse af større tryghed. Det innovative i forhold til den ”ordinære” områdefornyelse er primært fokus på den rolle, som skolen og aktiviteter for børn og unge rolle spiller i et løft af området. Projektet opfylder desuden særligt kriteriet om inddragelse af borgere. Der er reserveret 3 mio. kr. til projektet. Skovparken (Kolding Kommune) Der søges om støtte til etablering af et børne- og ungdomskompleks i Skovparken, således at der skabes et alternativt fritidstilbud til børn og unge. Projektet i Skovparken vurderes at være innovativt i sin måde at inddrage børn og unge i udviklingen af projektet og ansvarliggøre grupperne. Projektet bygger på et bredt lokalt
2 samarbejde mellem professionelle, frivillige organisationer og de unge og børnene. Modellen for det nye byggeri vurderes at kunne anvendes af andre kommuner i tilsvarende boligområder. Hovedparten af støtten går til anlægsudgifter, der er beskæftigelsesfremmende. Der er reserveret 4 mio. kr. til projektet. Kvarterløft Nord-Vest (Københavns Kommune) Gennem projektet ønskes udviklet en centralt beliggende grund i Kvarterløft Nord-Vest med nedlagt erhverv til boliger og kvarterpark. Formålet er at igangsætte et offentlig-privat partnerskabsprojekt om udviklingen af HT-grunden, Hulgårdsplads og Frederikssundsvejens skole i samarbejde med lokalområdet. En af de centrale problemstillinger er bl.a., hvordan en privat investor, som investerer i boligbyggeri, kan/vil indgå i samarbejde om udvikling af en kvarterpark, og hvordan offentlige planlægningsmetoder og processer matcher realiseringen af et partnerskabsprojekt. Projektet vurderes som innovativt og meget aktuelt i sit fokus på organiseringen af samspillet mellem offentlige og private investeringer. Projektet indgår i den koordinerede byfornyelsesindsats med inddragelse af lokale aktører. Der er reserveret 10 mio. kr. til projektet. Sundevedsgadekarreen (Københavns Kommune) I projektet på  Ydre Vesterbro i København søges der om støtte til indretning og forbedring af et gårdanlæg i Sundevedskarreen. Projektet sigter mod at sammensætte en model for offentligt-privat samspil (partnerskab) i forbindelse med forbedring af et gårdanlæg, der både skal indeholde friarealer for beboerne, småerhverv og parkering. Der udarbejdes en 3D-model som grundlag for udskrivelse af en idékonkurrence og med henblik på beboer/borgerinddragelsen. Projektet er med sit fokus på offentligt-privat partnerskab nytænkende i forhold til forbedring af et privat gårdanlæg og en videreudvikling af anvendelsen af 3D-modeller i borgerinddragelsen, som vil kunne overføres til andre lignende karrébebyggelser. Der er reserveret 4,9 mio. kr. til projektet. Nordbyen (Randers Kommune) Projektets fokus: Projektet er en del af en helhedsorienteret indsats for at udvikle Nordbyen. Der søges bl.a. om støtte til skabelse af et nyt byrum ved kirken, skolen, kroen og købmanden. Ambitionen er at skabe et attraktivt byrum i området, der kan være med til at tilføre området nye aktiviteter, samt at afprøve en samarbejdsmodel mellem private og offentlige grundejere om etablering af et sammenhængende fælles byrum, der samler de offentlige og private arealer.   Projektet er opstået lokalt og opfylder derfor særligt kriteriet om at inddrage borgere og private aktører. Det innovative i projektet er afprøvning af den opstillede samarbejdsmodel mellem private og offentlige grundejere om etablering af byrummet ved kirken mv. Konkret gives der støtte til at afprøve en model, hvor offentlige og private grundejere samarbejder om udviklingen og etableringen af et fælles byrum. Der er reserveret 3,6 mio. kr. til projektet.
3 Nørremarken (Vejle Kommune) Indsatsen i Nørremarken Nord omhandler projekter til udvikling af områdets kulturbærende institutioner, udvikling af boligsociale redskaber samt etablering af en kulturrambla mv., som kobler institutioner, boligområde og byrum. Ved at styrke områdets kulturbærende institutioner styrkes området som helhed. Indsatsen er bredt koordineret med udvikling af boligsociale og boligpolitiske redskaber, understøttelse af kulturelle tiltag i og på tværs af institutionerne samt fysiske løft af området. Det innovative i projektet er at anvende kulturen og institutionerne som løftestang for udviklingen af et udsat område og dermed udvikle en ny model for fremtidigt boligsocialt arbejde, som forventes at kunne anvendes af andre kommuner i tilsvarende områder. Der er reserveret 13,4 mio. kr. til projektet. Holtbjerg (Herning Kommune) Projektet omfatter en helhedsorienteret indsats, der skal gribe ind over for den negative udvikling i Holtbjerg. Indsatsen omfatter blandt andet forbedring af nedslidte boliger, fornyelse af de grønne områder og etablering af mødesteder med skolen som omdrejningspunkt. Metoden til inddragelse af lokal arbejdskraft og det lokale erhvervsliv med etablering af fritidsjobs og erhvervspraktikordninger har et beskæftigelsessigte og vurderes innovativt i forhold til den ”ordinære” områdefornyelse under byfornyelsesloven. Der er reserveret 11,7 mio. kr. til projektet. Tåstrupgård (Høje-Taastrup Kommune) Projektet benytter kulturen som motor for en udvikling af Tåstrupgård. Der etableres forbindelse mellem Tåstrupgård og bymidten via en kulturring, som er en række kreativt indrettede byrum, som sammen med et kulturpartnerskab med bl.a. Taastrup Teater skal styrke den kulturelle indsats i området. Projektet er innovativt med sit fokus på kulturen som løftestang for en udvikling af et problemramt byområde. Der er tale om en helhedsorienteret og koordineret indsats med sociale, kulturelle, beskæftigelsesmæssige og fysiske aspekter. Projektet opfylder endvidere særligt kriterierne vedrørende en øget beskæftigelsesindsats, inddragelse af borgere og nytteværdi i byfornyelsessammenhæng. Der er reserveret 5,9 mio. kr. til projektet. Øresundsvejskvarteret (Københavns Kommune)   Målet med forsøgsprojektet er at anvende Øresundsvejskvarterets musik- og kulturaktiviteter som branding. Der anlægges en plads, som skal forbedre vilkårene for områdets kultur- og musikmiljø og herigennem tiltrække flere private investeringer, skabe aktiviteter for særligt udsatte grupper og skabe et offentligt udendørsareal af høj kvalitet, der styrker områdets image. Desuden søges der om støtte til en profilering af områdets musik- og kulturaktiviteter. Metoden til at bruge kulturen som løftestang for udviklingen af et byområde vurderes innovativt. Særligt spændende er afprøvningen af en helhedsorienteret brandingproces, hvor anlæggelsen af en plads, som forbedrer vilkårene for områdets musikmiljø, spiller
4 sammen med en informations- og kulturindsats. Projektet opfylder endvidere særligt kriterierne om en øget beskæftigelsesindsats, inddragelse af borgere og nytteværdi i byfornyelsessammenhæng. Der er reserveret 10 mio. kr. til projektet. Området omkring Sjællandsgade Skole (Københavns Kommune) Målsætningen med projektet er at tage afsæt i nogle konkrete fysiske forbedringer af forholdene i området omkring Sjællandsgade Skolen og derved bidrage til et samlet løft af området. Ved at styrke skolen og andre funktioner i tilknytning til skolen som sammenhængende kulturinstitutioner dannes rammen for et stærkt kulturelt centrum i lokalområdet. Det innovative ved projektet er udnyttelsen af især skolen og det lokale foreningsliv som løftestang for at igangsætte en positiv udvikling for lokalområdet omkring skolen og lokalinstitutionerne ved Sjællandsgade Skole. Projektet opfylder endvidere særligt kriterierne vedrørende en øget beskæftigelsesindsats, inddragelse af borgere og nytteværdi i byfornyelsessammenhæng. Der er reserveret 7,9 mio. kr. til projektet. Christiania (Københavns Kommune) Formålet med det ansøgte projekt er at udvikle nye former for organisering af den kommende områdefornyelse på Christiania.  Der er tale om et forprojekt, som skal være med til at afklare mulighederne for at bruge en rammeaftale som fælles platform for den videre udvikling af området og organisering af indsatsen. På Christiania er der stor tradition for borgerinvolvering i udviklingen af byområdet. Det vurderes, at der gennem projektet kan indhentes nyttige erfaringer om organisering og borgerinddragelse i forbindelse med ansvarlig byudvikling i et område, hvor beboerne søger stor indflydelse og medbestemmelse. Der er reserveret 0,9 mio. kr. til projektet. Høje Kolstrup (Aabenraa Kommune) Projektet i Høje Kolstrup omhandler primært en anden anvendelse af det lokale detailhandelscenter. Der udvikles et nyt koncept for centeret, der matcher de lokale behov. Der skabes muligheder for etablering af private og offentlige serviceerhverv, hobbylokaler, hjemmearbejdspladser, lokaler til iværksættere m.m. Konceptet understøttes af en fysisk forbedring af boliger og infrastruktur. Projektet vurderes innovativt ved udviklingen af et nyt koncept for nødstedte, lokale detailhandelscentre i problemramte områder, som andre kommuner med tilsvarende problemområder kan drage nytte af. Projektet skal udvikle nye samspilsmodeller mellem boligområder (kommune og boligorganisationer), de professionelle aktører på butikskonceptmarkedet og lokale igangsættere. Der er reserveret 5 mio. kr. til projektet. Vollsmose bibliotek (Odense Kommune) Initiativet bygger på en igangværende brug af Vollsmose Bibliotek som læringscenteret. Bibliotekets funktion som læringscenter søges yderligere styrket via etablering af
5 værksteder. Værkstederne er fysiske enheder, som er åbne for alle borgere og delvist styret af beboerne. Værkstederne skal fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet. Projektet søger gennem empowerment at tilføre områdets beboere flere ressourcer i form af information, uddannelse, medindflydelse og større involvering i udviklingen af området. Projektet er interessant og innovativt i inddragelsen af biblioteket som empowerments- og læringscenter for beboerne i et udsat område. Projektet opfylder særligt kriterierne vedrørende en øget beskæftigelsesindsats, inddragelse af borgere og nytteværdi i byfornyelsessammenhæng. Der er reserveret 5 mio. kr. til projektet. Byparken & Skovparken (Svendborg Kommune) Projektet i Byparken og Skovparken ønsker at etablere nye offentlige opholds- og legearealer. Formålet er at forbedre de triste friarealer og igangsætte en integrationsproces ved at etablere en række fælleshaver og etniske haver. Udgangspunktet for projektet er, at en flerhed af etniske grupper er en styrke. Beboerne skal planlægge haverne og har ansvaret for udarbejdelse af modeller, budget mv. Det er desuden et mål, at beboerne selv deltager i det praktiske arbejde med at etablere haverne. Metoden med at lade beboerne selv fungere som bygherre og til dels som håndværkere i projektet vurderes som innovativ. Endvidere opfylder projektet særligt kriteriet om at inddrage borgere. Der er reserveret 4 mio. kr. til projektet.