Sekretariatet for Rådet for Etniske Minoriteter Holbergsgade 6 Telefon +45 3392 3380     E-mail: [email protected] DK-1057 København K Telefax +45 3311 1239 www.rem.dk Arbejdsmarkedsstyrelsen Holmens Kanal 20 1060 København K Dato: 7. januar 2005 J. nr: 2004/5020-148 Sagsbeh.: hfu Fil-navn: 05amskommunalreform Høring over lovforslag til udmøntning af kommunalreformen på Beskæftigelsesministe- riets område Rådet  for  Etniske  Minoriteter  takker  for  lejligheden  til  at  fremkomme  med  bemærkninger  til lovforslag til udmøntning af kommunalreformen på Beskæftigelsesministeriets område. Rådet for Etniske Minoriteter bifalder, at der skabes rammer for en enkel og effektiv offentlig sektor, hvor de centrale velfærdsopgaver løses så tæt på borgerne som muligt. Det er ikke mindst vigtigt for borgere med etnisk minoritetsbaggrund på beskæftigelsesområdet. Rådet har følgende bemærkninger til udkast til forslag til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats: Hurtigst muligt i arbejde Rådet for Etniske Minoriteter bakker op om bestræbelserne på at få den enkelte hurtigst muligt i arbejde. Det er imidlertid vigtigt, som det også fremgår af lovforslaget, at der tages udgangspunkt i  den enkeltes ressourcer. Rådet mener, at det bør pointeres, at det  skal være hurtigst  muligt i passende arbejde – arbejde, som stemmer overens med den enkeltes motivation og kompetencer, - arbejde, hvor det danske samfund får udnyttet flest mulige kompetencer hos den enkelte.   Rådet mener, det er vigtigt at sikre den enkeltes motivation for arbejdet på lang sigt, således at sandsynligheden for frafald gøres mindst muligt. Rådet vil derfor gerne betone vigtigheden af, at der for etniske minoriteter tages udgangspunkt i eventuelle uddannelser fra oprindelseslandet. I den udstrækning, den enkelte ønsker det, bør der gives mulighed for at færdiggøre ikke tilendebragte uddannelser. Endvidere bør det være muligt at  opgradere  tilendebragte  uddannelser  i  det  omfang,  det  anses  for  relevant  i  forhold  til  at bestride et job med den pågældende uddannelse i Danmark. Deling af den arbejdsmarkedsrettede indsats og den sociale indsats Blandt   etniske   minoriteter   i   Danmark   er   der   en   del   mennesker,   der   ud   over   den arbejdsmarkedsrettede  indsats  også  har  behov  for  støtte  af  mere  social  karakter.  Rådet  for
- 2 - Etniske Minoriteter finder det derfor vigtigt, at der er en tæt koordinering af indsatserne på disse to områder med en sikring af jobmæssig effekt også for denne målgruppe. Rådet vurderer, at der med  delingen af  den  kommunale  opgave  mellem  jobcentret  og  den  afdeling  i  kommunen,  der varetager de sociale forhold, som det er beskrevet i lovforslaget ikke er en tilstrækkelig sikring af behovene hos de svagere målgrupper med henblik på arbejdsmarkedstilknytning. Repræsentation af etniske minoriteter i de tre beskæftigelsesråd Det fremgår af lovforslaget, at det centrale beskæftigelsesråds opgave blandt andet er at rådgive og afgive indstilling om forslag til love og regler på det beskæftigelsespolitiske område, herunder også den beskæftigelsesrettede del af integrationsindsatsen. Rådet for Etniske Minoriteter finder det stærkt kritisabelt, at der ikke er sikret repræsentation af etniske minoriteter i de tre arbejdsmarkedsråd. I og med at integrationen af etniske minoriteter på det danske arbejdsmarked har en meget høj prioritet, og at det centrale beskæftigelsesråd ud over at vejlede beskæftigelsesministeren også skal vejlede  integrationsministeren,  finder  rådet  det  oplagt  og  nødvendigt,  at  etniske  minoriteter  er repræsenteret i det centrale beskæftigelsesråd, således at deres interesser og behov indgår direkte i rådets  overvejelser  og  indstillinger  vedrørende  den  overordnede  beskæftigelsespolitik.  Rådet anbefaler, at det i lovforslaget tilføjes, at Rådet for Etniske Minoriteter udpeger en repræsentant for etniske minoriteter til det centrale beskæftigelsesråd. I  det  regionale  beskæftigelsesråd  er  det  tilsvarende  vigtigt,  at  der  er  repræsentation  af  etniske minoriteter. Dette set i forhold til det regionale beskæftigelsesråds opgaver dels som bidragyder til  fastlæggelse  af  de  fremadrettede  mål  for  beskæftigelsesindsatsen  i  regionerne,  dels  med sikringen af adgang til den nødvendige specialistviden, herunder om etniske minoriteters særlige behov og interesser. Rådet for Etniske Minoriteter kan oplyse, at der på nuværende tidspunkt er etableret regionale netværk mellem de kommunale integrationsråd. Disse vil rådet sørge for at få omstruktureret,  således  at  de  stemmer  overens  med  de  fem  nye  regioner.  I  forlængelse  heraf anbefaler rådet, at disse netværk udpeger en repræsentant for etniske minoriteter til de regionale beskæftigelsesråd. Hvad  angår  de  lokale  beskæftigelsesråd,  bifalder  rådet  den  tilstræbte  repræsentation  af  etniske minoriteter  via  et  medlem  fra  det  kommunale  integrationsråd.  Rådet  vil  dog  anbefale,  der  i lovforslaget tilføjes, at den pågældende repræsentant skal udpeges blandt medlemmer med etnisk minoritetsbaggrund.  Endvidere  ønsker  rådet  tilføjet,  at  der  i  de  kommuner,  hvor  der  ikke  er nedsat et integrationsråd, tilstræbes, at der er et medlem i beskæftigelsesrådet, som på anden vis kan repræsentere etniske minoriteters interesser.   På vejen af Rådet for Etniske Minoriteter formand Sükrü Ertosun