Til Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen Socialminister Eva Kjer Hansen Beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen 2.1.2.12-2004-2047 Undervisningsminister Ulla Tørnæs              SK/FUJ Trafikminister Flemming Hansen    6. januar 2005 Vedr. bemærkninger til forskellige udkast til lovforslag som følge af kommunalreformen. Landsforeningen LEV har vurderet på de fremlagte 48 udkast til lovforslag på forskellige ministres områder. Af disse 48 har 26 udkast til lovforslag ikke h aft relevans for landsfor- eningens målgruppe af mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende. 22 udkast til lovforslag er således blevet vurderet, og der er knyttet bemærkninger til 11 udkast til lovforslag. Bemærkningerne er blevet til efter en administrativ forberedelse, et intensivt udvalgs arbejde og en demokratisk høring blandt landsforeningens 16 geografiske kredse og 19 tilsluttede foreninger. Landsforeningens bemærkninger er delt i en generel del, der giver landsforeningens syn på kommunalreformen på tværs af de enkelte ministres områder, og en specifik del, hvor landsforeningen kommenterer de relevante udkast til lovforslag. Dertil kommer et særligt notat om VISO, der er vedlagt dette høringssvar. Fra begyndelsen har landsforeningen været betænkelig ved en afskaffelse af et regionalt led med myndighedsansvar. Landsforeningen er usikker på, hvordan kommunerne og reg i- onerne i den nye struktur kan opretholde tilbuddene til grupper af udviklingshæmmede med specielle og komplekse funktionsforstyrrelser og de heraf afledte specielle og kompli- cerede behov. Erfaringsmæssigt har de eksisterende kommuner - små som store  - haft van- skeligt ved at dække behovene for landsforeningens brede målgruppe. På grund af den hi  d- tidige opgavefordeling mellem amter og kommuner har kun få kommuner valgt at påtage sig opgaverne omkring udviklingshæmmede med de mest specialiserede behov. Derfor er det også forståeligt, at kommunernes erfaringer med disse opgaver, i dag, ikke er store. Kun praksis kan vise, om kommunerne med tiden kan løfte opgaverne i større udstrækning end de gør i dag. Det afgørende lige nu er at stille balancerede krav til kommunerne, give dem optimale betingelser for udvikling og ikke mindst give dem kvalificerede partnere. Landsforeningen hilser det derfor velkomment, at regionerne kan fortsætte med at drive tilbuddene, som amtskommunerne i dag driver og har myndighedsansvaret for. Landsfor- eningen skal minde om, at indenrigs- og sundhedsministeren på regeringens vegne ved fremlæggelse af de 48 udkast til lovforslagene fremhævede, at kommunalreformen skal ses som en fortsættelse af den glidende decentralisering, som pågår og har pågået i de seneste tre årtier .

2 Det er landsforeningens opfattelse, at regeringen samtidig med at indgyde kommunerne mod til at påtage sig flere opgaver også bør opfordre kommunerne til at vise besindighed og i samarbejde med de kommende regioner planlægge en balanceret udvikling af fremti- dens tilbud til mennesker med udviklingshæmning. Hurtige hjemtagninger af tilbud til kommunens driftsansvar og der af følgende underminering af det overblik, som amtskom- munerne har skabt over behovene, kan kun få som resultat, at der sker en afspecialisering og faglig fragmentering af tilbuddene til udviklingshæmmede. Der vil med de forventede kommunestørrelser blive behov for regional varetagelse af tilbud, når det gælder de mest specialiserede behov. Landsforeningen finder det betænkeligt, at regionerne ikke kan foku- sere brugernes behov, men kun kan fokusere på de behov, som kommunerne markerer  ved deres skøn. Regionerne må gives en udviklingspligt, så nye tilbud kan udvikles på tværs af de enkelte kommuners fremtidige skøn. I sidste ende må brugerne i grænselandet mellem flere leverandører sikres valgmuligheder mellem flere tilbud, så brugerne  ikke stavnsbin- des. Brugerne og brugernes repræsentanter skal være en del af den samlede fremtidige planlægning. Regeringen og Folketinget skal præcist beskrive, hvordan kommuner, regio- ner og brugerne skal samarbejde om den fremtidige udvikling af tilbudene. Landsforeningen ser en række muligheder i de statslige jobcentre for at få en målrettet og systematisk indsats mod at få udviklingshæmmede i erhverv. Der er også mange muligheder i skabelsen af en national videns - og specialrådgivningso r- ganisation (VISO), der kan samle viden og erfaringer på det sociale område, og kæde viden og erfaringer sammen med specialiseret udredning og specialrådgivning. Som det har in d- gået i de hidtidige forhandlinger med Amtsrådsforeningen i Udviklingscenter for Specia  l- rådgivn ing forventer landsforeningen, at VISO bliver en selvstændig organisation uden om statslige styrelser og med sin egen bestyrelse. En faglig bestyrelse er ikke et tilstrækkeligt grundlag for VISOs opbygning og udvikling eller for sikring af den nødvendige brugerind- flydelse. Landsforeningen mangler også, i forslaget, præcision omkring det tværsektorielle samarbejde i VISO mellem social-, undervisnings-, beskæftigelses- og sundhedsområdet. Der mangler et handlekraftigt udspil for at gøre udredningerne mere end vejledende, lige- som der også omkring den nationale organisation mangler regeringens handlekraft, når det gælder at udnytte den historiske chance for at tage skridt til etablering af handicapforsk- ning i Danmark. Når det gælder VISO vil landsforeningen gå   så langt at sige, at VISOs muligheder for at samle og aktivere ekspertisen i Danmark omkring de specialiserede behov er en nødvendig forudsætning for, at kommunalreformen og den ændrede opgavefordeling skal få et positivt udfald for mennesker med udviklingshæmning i Danmark Uden en klar forbedring af VI- SO på de nævnte områder kan landsforeningen ikke tilslutte sig reformen. (Landsforeni  n- gen skal henvise til det vedlagte notat om VISO) Af statslige initiativer til gavn for mennesker med udviklingshæmninger savner landsfor- eningen en klar statslig forpligtelse, når det gælder en egentlig ungdomsuddannelse til u n- ge med udviklingshæmning. Evalueringsrapporten fra december 2003 (Evalueringsinstitut- tet i Danmark – EVA) påpeger, at Danmark er langt bagud, når det   gælder at sikre denne sidste gruppe retten til ungdomsuddannelse. Det er ikke godt nok at henvise til voksenspe- cialundervisningen i kommunerne. Ungdomsuddannelse skal give kompetencer, og udvik- lingshæmmede er kompetente, hvis de får muligheder for at blive  det. Landsforeningen

3 skal opfordre regeringen til at benytte lejligheden til at give unge udviklingshæmmede denne mulighed. Som landsforeningen vurderer det, er der bred politisk opbakning til et sådant skridt, så hvorfor ikke tage det nu? Som en følge af   førtidspensionsreformen er det ikke længere sådan, at udviklingshæmmede automatisk skal ”overføres” direkte fra skole til en fuld forsørgelse gennem førtidspension i kombination med en opbevaring på et akt i- vitets- og samværstilbud. Ungdomsuddannelsen er en nødvendighed for at forberede unge udviklingshæmmede til en aktiv voksentilværelse. Et sidste element, som landsforeningen generelt vil fremhæve, er spørgsmålet om  bruger- indflydelsen. Landsforeningen hilser de lovpligtige Handicapråd i kommunerne velko m- men. Det opfordres til, at de gives de nødvendige kompetencer til at få afgørende indfl y- delse på udviklingen af tilbuddene til mennesker med handicap i kommunerne, samt ikke mindst for kommunernes håndtering af samarbejdet med regionen såvel som private le  ve- randører. Landsforeningen ser ikke brugerindflydelse i regionerne i de fremsendte forslag. For landsforeningens målgruppe af udviklingshæmmede vil der være tale om et betragt e- ligt antal af pladser, hvorfor der vil være behov for at fortsætte det formaliserede samar- bejde mellem brugere og driftsansvarlig myndighed, som er etableret under amtskommu- nerne. Landsforeningen savner også et centralt statsligt udviklingsråd med brugerrepræse  n- tation, som kan samle billedet af den nationale udvikling på tværs af de  regionale udvik- lingsråd. Regeringen fremlægger kommunalreformen som afsæt for nye muligheder, hvor kommu- nerne skal være borgernes kommuner, og regionerne skal være kommunernes regioner. Ønsket er en forbedret indsats overfor borgeren. Landsforeningen har tilladt sig at leve med i den vision, og skal hermed fremlægge sin specifikke analyse af de fremlagte udkast til lovforslag. Indenrigsministeriets område. Forslag til Lov om forpligtende kommunale samarbejder: Landsforeningen skal påpege, at samarbejdet  efter § 1, stk. 2, 4) litra a også bør omfatte: Lov om social service § 12, der omhandler rådgivningstilbud til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Denne rådgivning kræver en del erfaring og derfor et tilstræ k- keligt underlag af borgere med udviklingshæmning. Lov om social service § 42, der omhandler dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Tildeling af denne ydelse forudsætter ofte en vanskelig udredning og helhedsforståelse af barnets ti l- stand og familiens situation. Derudover skal der gives en kompliceret rådgivning om yde l- sens påvirkning af familiens livssituation mange år fremover. Dele af Lov om social service § 52, der omhandler mulighederne for anbringelse. Når det gælder børn og unge med udviklingshæmning og deres anbringelse midlertidigt i aflastning eller permanent i døgntilbud, stilles der store krav til sagsbehandlingen ikke mindst, når det gælder en grundig udredning af barnet og en helhedsbetragtning af familiens situation. Derudover skal der findes og vurderes egnede tilbud.

4 Sundhedsministeriets område. Udkast til forslag til Sundhedsloven: Landsforeningen hilser det velkommen, at der i udkast til forslag til sundhedsloven samles en række love på sundhedsområdet i én lov. Dette medvirker til at give et overblik på o    m- rådet. La ndsforeningen finder dog, at det bør overvejes at videreføre formålsparagrafferne fra en række af de videreførte love i forslaget til sundhedsloven. Der kan peges på formål  s- paragrafferne i Lov om patienters retsstilling, i Lov om patientsikkerhed i sundhedsvæse- net og i Lov om tandpleje. Formålsparagrafferne rummer de politiske målsætninger, derfor er de vigtige. Landsforeningen finder det meget positivt, at Lov om sterilisation og kastration bliver overført fra Justitsministeriet til Sundhedsloven. Det er vedvarende blevet påpeget af landsforeningen, at denne lov var placeret i det forkerte ministerium. Landsforeningen skal generelt påpege, at der med samling af en række love i Sundhedsl o- ven, og det der af følgende overblik over området, falder kraftigt i  øjnene, at der er meget lidt brugerindflydelse på sundhedsområdet. Det er vigtigt, at der igangsættes et arbejde på at skabe brugerråd el. lign., hvor der forekommer konstante og afgrænsede brugergrupper. Mennesker med handicap er en sådan gruppe. Der skal  opfordres til, at der nedsættes et arbejdsudvalg under sundhedsministeren, der kan se nærmere på brugerindflydelse i sun d- hedssektoren. På fire specifikke områder skal landsforeningen bemærke følgende: Kapitel 64 – specialeplanlægningen: En af landsforeningens særlige interesser på sundhedsområdet er specialeplanlægningen behandlet i forslag til sundhedslovens i kapitel 64, §§ 202 til 204. Landsforeningens må l- grupper – de forskellige grupper med udviklingshæmning – er stærkt afhængig af adgang til speciel ekspertise indenfor en række lægelige specialer. Landsforeningen har en ople- velse af de hidtidige fire årige specialefastlæggelser og placeringen af specialerne som en meget lukket proces, hvor brugernes mulighed for påvirkninger først kommer ind, når pr  o- cessen reelt er afsluttet. Den hidtidige meget korte høringsrunde har mildt sagt haft et ”de- mokratisk underskud”.  Landsforeningen har eksempelvis gennem flere år søgt at få fas  t- lagt et særligt speciale, når det gælder udviklingshæmmede med sindslidelser,  hvilket kun er sporadisk lykkedes i form af etablering af et Videnscenter for psykiatri og udviklings- hæmning (VIPO) på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Der bør på dette område fastlægges et egentlig speciale, hvor der også indgår sengeafdeling. Der er også    fra landsforeningens side påpeget behovet for specialer på andre områder. Landsforeningen skal opfordre til, at handicaporganisationerne gives en særlig ret til at udtale sig om specialeplanlægningen tidligere i processen, hvor der reelt er muligheder for indflydelse. Der kan være en række områder, hvor brugerne  – mennesker med handicap – mere præcis ved hvor ekspertisen mangler i forbindelse med en række undersøgelses- og behandlingsmuligheder.

5 Kapitel 37 – amtstandpleje: Det kan på den ene side konsta teres, at det er gået langsomt med udviklingen af amtstan d- plejen på trods af de ekstra ressourcer, der for få år siden blev tilført til området til udby    g- ningen af amtstandplejen. For at opnå effektivitet er der i bl.a. tre amter lavet en fælles amtstandpleje til betjening af især mennesker med udviklingshæmning. Disse erfaringer tyder på, at grundlaget for en specialiseret amtstandpleje endda burde være større end de nuværende amter. Omvendt vil vi også på den anden side understrege, at behovet for en specialiseret tandpleje er stort, hvorfor der bør tilstræbes en relativ stor nærhed til borge- ren, herunder en geografisk nærhed til det sociale område, hvor den samlede målgruppe for den specialiserede tandpleje modtager øvrige servicetilbud. Det er således la ndsforeningens opfattelse, at der igen bør sættes særlig opmærksomhed på den specialiserede tandpleje for at sikre en balanceret udvikling fremover. Landsforenin- gen skal foreslå, at der nedsættes et særligt udlægningsudvalg på dette område, hvor også landsforeningen får plads. Kapitel 39 – genoptræning: Landsforeningen skal påpege, at begrebet ”genoptræning” er for snævert, når det gælder mennesker med handicap. Begrebet ”rehabilitering” bør introduceres i sundhedsloven, idet dette begreb både er mere mod erne og bredt dækkende for de behov, der følger af syg- dom/ulykke og funktionsforstyrrelser/funktionsnedsættelser. Landsforeningen skal henvise til høringssvaret fra De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) for en nærmere diskus- sion af rehabiliteringsbegrebet § 214 og 215 – Sundhedsstyrelsens tilsyn med institutioner efter Lov om social service: Landsforeningen skal påpege, at der er et særligt behov for tilsyn med de sundhedsmæssige forhold i større boformer efter Lov om social service. Større boformer med mere end 12 beboere bør betegnes som institutionelle boligtyper, hvor der ikke er tale om en mindre og lukket kreds af personer, der kan sammenlignes med en privat husholdning. De hygiejniske forhold i de større boformer bør underkastes tilsyn, så der  ikke opstår sager, som den sag vi for nylig kunne se i Ribe amt. Det skal derfor foreslås, at større boformer (med mere end 12 beboere) efter Lov om social service kapitel 20 også underkastes tilsyn efter § 214, samt at der fastsættes nærmere regler for de sundhedsmæssige forhold efter § 215. Kapitel 10 – tolkebistand: Landsforeningen har to bemærkninger at knytte til § 51 om tolkebistand. For det første skal landsforeningen påpege, at stk. 2 har en uheldig følgevirkning for me n- nesker med handicap og især mennesker med udviklingshæmning af anden etnisk bag- grund end dansk. Grupper med kognitive og indlæringsmæssige vanskeligheder kan have vanskeligt ved at lære dansk, hvorfor de i deres fulde livstid kan have behov for tolkning i forbindelse med en ofte hyppig brug af behandlingstilbuddene. Stk. 2 rummer således en

6 uhensigtsmæssig men formentlig utilsigtet diskriminering af mennesker med kognitive og indlæringsmæssige vanskeligheder af anden etnisk oprindelse end dansk. For det andet skal landsforeningen påpege, at der ikke kun er behov for tolkebistand fra et fremmedsprog til dansk. Der kan også i kommunikationen med personer med kognitive og indlæringsmæssige vanskeligheder være kommunikationsvanskeligheder, der kan gøre brug af tolkebistand nødvendig. Mennesker med udviklingshæmning anvender ofte alterna- tive og udvidende kommunikationsformer og sprogsystemer, der kan tolkes til verbal dansk. Disse mennesker skal også have vederlagsfri tolkebistand. Tolkeproblemet er en af hovedårsagerne til, at sundhed svæsnet ikke effektivt har kunnet løfte opgaver efter flytnin- gen af sundhedsopgaverne fra Statens Åndsvageforsorg til det almene sundhedssystem Landsforeningen skal benytte lejligheden til at påpege, at den nye Sundhedslov ikke løser problemet omkring den sociale støtte og assistance, der er nødvendig, når mennesker med udviklingshæmning indlægges på hospitalerne. Udviklingshæmmede føler sig ofte som helt fremmede på et sygehus/en hospitalsafdeling. De forstår ofte ikke i tilstrækkeligt o  m- fang det, der sker omkring dem. De har derfor brug for en person sammen med dem mange timer i døgnet for at kunne føle sig trygge og for at kunne medvirke til behandlingen. I dag er tildelingen af denne personlige sociale assistance en finansiel kamp mellem hospitalet og det sociale tilbud, hvor den pågældende bor. Ofte ender det med at forældrene/ botilb u- det bærer omkostningen ved at være til stede 24 timer i døgnet, fordi de to systemer ikke kan blive enige og det udviklingshæmmede menneske er uden støtte og assistance. Menne- sket med udviklingshæmning er således uden retslig sikring af støtte i forbindelse med hospitalsophold. Der bør skabes klarhed over hvem, der har opgaven og bærer udgiften. Socialministeriets område. Udkast til forslag til Lov om social service: Kommuner og regioner – kapitel 2, 31, 33 og 34: Landsforeningen hilser velkommen, at regionerne jf. lovforslaget efter aftale med kommu- nerne kan videreføre de nuværende tilbud i amterne til mennesker med udviklingshæm- ning, når det gælder midlertidige og vari ge boformer (§§ 107, stk. 2 og 108), beskyttet be- skæftigelse og aktivitets- og samværstilbud (§§ 103 og 104), døgninstitutioner til børn og unge (§ 67, stk. 2), samt de tilbud om service og anden bistand, der følger af §§ 83-88, 97,98 og 102. Det er også t ilfredsstillende, at regionerne får en forpligtelse til at yde spec i- alrådgivning fra disse tilbud til kommunerne og borgere i kommunerne. Det er dog land s- foreningens opfattelse, at denne organisering af tilbuddene efterlader en række spørgsmål om den regionale forsyningspligt og især dens udmøntning i praksis. Med hensyn til takster skal landsforeningen understrege vigtigheden af, at fastlæggelsen af principper for beregning af taksterne på pladserne sker ud fra princippet om, at al service ifølge loven tager udgangspunkt i borgerens individuelle behov. Sådan som disse bl.a. skal være beskrevet gennem handleplanerne jf. § 140. Der må ikke indføres takster på typer af tilbud, når tilbuddene skal være individuelt tilpasset den enkelte. Taksameter -princippet har været udbredt i bl.a. den offentlige sektors sociale tilbud. Ved overgangen fra bistands- loven til serviceloven blev det understreget, at borgernes behov er forskellige, hvorfor til-

7 buddene også skal være individuelle. Med tilpasning af serviceloven til s trukturreformen er der en historisk chance for at komme taksameter-princippet til livs og igen sætte fokus på tilbuddenes individuelle karakter. Det er ikke umiddelbart gennemskueligt for landsforeningen, hvordan finansieringen af de regionale tilbud skal finde sted. Det er forstået, at tilbuddene skal finansieres via takster, som kommunerne betaler for pladserne. Dette er som nævnt et problem for landsforenin- gen, der ser faren for at skabe et hierarki af typer af tilbud, som brugerne skal passes ind i frem for at få løst individuelle behov. Landsforeningen forstår, at regionerne skal sikres en objektiv finansiering for omkostningerne til udvikling og planlægning, ligesom der skal afsættes ressourcer til specialrådgivning fra tilbuddene. Disse  – uden for tilbudene lovfast- lagte aktiviteter – skal finansieres, så pladspriserne i sidste ende kan være sammenlignelige med kommunale eller private tilbud, der ikke har de forpligtelser, som regionerne har iføl- ge loven. Af hensyn til forståelsen af den fremtidige fin ansieringsmodel skal loven og dens bemærkninger gøres mere gennemskuelige og præcise. Når det gælder konkurrence mellem leverandører af tilbud ser landsforeningen en risiko for, at kommunerne vil vælge billigere tilbud, også selvom tilbuddet ligger i en a nden regi- on. Der bør beskrives en takstpolitik og bestemmelser, der forhindrer kommunerne i at nedbryde nærhedsprincippet, som ideologisk ligger til grund for forliget om kommunalre- formen. Det må klart i loven formuleres, at kommunerne ikke må vægte økonom  iske grun- de. En visitation må altid have sit grundlag i personens behov og den mest optimale faglige løsning på imødegåelse af disse behov. Landsforeningen finder, at de et årige aftaler jf. § 6 ikke sikrer den nødvendige langtid s- planlægning omkring tilbuddene til mennesker med udviklingshæmning. Der hersker også usikkerhed omkring det økonomiske fundament for tilbudene, idet der kan vise sig et mi s- forhold mellem den kommunale forventning til brug af tilbuddene (markeret i den årlige redegørelse) og så de t faktiske forbrug af tilbuddene, der via taksterne sikrer økonomien. Den årlige rammeaftale bliver et afgørende værktøj til løsning af disse usikkerheder. Det er derfor ikke betryggende, at lovteksten ikke foreskriver, hvordan uenigheder om rammeaf- talen skal afklares. Ophæves grundlaget for al virksomhed, hvis der ikke kan indgås en rammeaftale? Falder rammeaftalen, hvis én kommune ikke kan tilslutte sig rammeaftalen. Regionerne kan jo ikke finansiere tilbuddene uden om kommunerne. Reelt vil det være regionerne, der har det egentlige overblik over den kortsigtede efter- spørgsel efter boformer, institutioner og tilbud, idet de både på tværs af regionerne og kommunerne kender efterspørgslen. Men hvem sikrer overblik over den langsigtede efter- spørgsel? Hvordan er det korte og langsigtede forhold mellem forhåndsbestillinger og b e- redskab? Regionerne bør kende og kunne forpligtes på tendensen over tid, dvs. komm u- nerne bør forpligtes til at opgøre estimat over det langsigtede behov. Allerede i dag ser landsforeningen dette som amtskommunernes svaghed, idet hverken amtskommune eller kommuner er forpligtet til at opgøre og meddele hinanden det langsigtede behov for dag- og klubtilbud til børn og unge eller bo- og beskæftigelsestilbud til voksne. Ofte ser det ud til at komme bag på både kommuner og amter, at tilbuddene efterspørges. Dertil kommer, at kommunerne generelt set har svært ved at forudse de vanskeligste og mest komplicerede enkeltsager.

8 Der opstår endelig et misforhold, når det gælder akutpladser. Det er jo   reelt kommunerne, der skal acceptere rammeaftalen, der jo bl.a. skal fastlægge prisen på tilbuddene. Ønsker kommunerne en stram planlægning uden den nødvendige ekstra kapacitet til at imøde- komme de akutte og pludseligt opståede behov, som vi kender omkrin g mennesker med udviklingshæmning, så kan regionerne reelt set ikke opretholde de nødvendige tilbud, som brugerne efterspørger. Kan der etableres sanktioner overfor kommuner, der ikke i tilstræk- kelig grad forudser behovene for tilbud? Bliver der retningslinier for en vis overkapacitet med henblik på akut opståede behov? Og kan det klares gennem ministerielle retningslin  i- er. Vil der blive givet ministeriet beføjelser til at sætte en kommune under administration, hvis kommunen i praksis ikke kan planlægge efter de faktiske behov? Landsforeningen hilser det velkommen, at tilsyn med boformer, institutioner og tilbud føl- ger med driftsansvaret, når det gælder kommunerne og regionerne. Kommunerne kan ikke føre det nødvendige tilsyn med de regionale tilbud, ligesom de heller ikke kan sikre op- følgning på indberetninger omkring magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelse s- retten i de regionale boformer, institutioner og tilbud. Det er dog uklart, hvorvidt kommu- nens beslutning om magtanvendelse kan gælde i de regionale tilbud, dvs. om en bemyndi- gelse kan uddelegeres til regionen og regionens ansatte. Samme forhold gør sig i øvrigt gældende for personer fra Grønland og Færøerne. Det er også juridisk uklart, hvorvidt r e- gionerne i forhold til driften af de regionale boformer, institutioner og tilbud er omfattet af den omsorgsforpligtelse, der beskrives i § 82, når de på vegne af kommunerne opretholder eller etablerer tilbud efter loven. I dag hersker der en lignende uklarhed, når det gælder de selvejende og private boformer, institutioner og tilbud. Lovens § 82 bør præciseres, når det gælder de situationer, hvor kommunen indgår aftaler med andre leverandører. Landsforeningen mener, at der bør stilles en række krav i forbindelse med kommunernes overtagelse af amtskommunale eller fremover regionale tilbud. Derfor ser landsforeningen frem til, at socialministeren jf. § 186, stk. 2 og § 190, stk. 3 fremkommer med retningslini- er for den kommunale overtagelse. Landsforeningen skal foreslå, at der anslås en balanc  e- ret og behersket udvikling over tid, hvor der fokuseres på en overtagelse af de tilbud, der overvejende bruges af kommunens egne borgere. Overtager kommunen tilbud skal kom- munen sikre en fortsat drift for en årrække, dvs. tilbud må ikke blot overtages for en ne  d- lukning eller afvikling. Kommunen bør før en overtagelse kunne dokumentere erfaring med lignende tilbud eller en samlet udviklingsplan på området, som tilbuddet dækker. Det skal sikres, at fagligheden fastholdes og kommer til at indgå i et udviklende miljø. En hjemtagning af tilbud – uanset om tilbuddet dækker kommunens egne borgere eller borgere fra flere kommuner – må ikke ende i en sammenblanding af forskellige og indbyrdes ufo r- ligelige brugergrupper, fordi brugerunderlaget skrider. Endelig er det landsforeningens klare opfattelse, at brugere/beboere skal høres i processen. Er der tale om tilbud, som rækker væsentligt udover kommunens egne borgere, bør der stilles krav til enighed mellem amtskommunen (senere regionen) og kommunerne om en enkelt kommunes overtagelse af et tilbud. Landsforeningen ser klart en risiko for en udhu- ling af beredskabet for at klare de specialiserede behov, ligesom der over tid kan ske en afspecialisering. Derfor bør decentraliseringen ske glidende og efter en bevidst planlæg- ning regionen og kommunerne imellem.

9 Endelig når det gælder boliger finder landsforeningen det positivt, at regionsrådet skal u  d- arbejde en udviklingsplan jf. § 9 for boformer og institutioner med mere end 100 pladser. Landsforeningen skal dog foreslå, at pladsantall et sættes væsentlig lavere, da hensigten må være at afskaffe de institutionelle ramme. Landsforeningen hilser det velkommen, at der nedsættes udviklingsråd for en fire årig p  e- riode. Det er dog landsforeningens håb, at der vil være lydhørhed for en forlæng else af udviklingsrådenes funktionsperiode, hvis det viser sig, at der stadig foregår en væsentlig transformation og udvikling af de nye strukturer. Landsforeningen savner også et centralt udviklingsråd, der kan danne et samlet overblik over kommunalreformens konsekvenser og udviklingen på de forskellige serviceområder, ligesom det kan lave en samlet vurdering af udviklingen i det tværsektorielle samarbejde mellem social-, undervisnings- og sundhedsområdet. Rådgivning  – kapitel 3: Selvom lovforslaget udelukkende med redaktionelle ændringer og ændringer som følge af strukturformen viderefører de eksisterende paragrafer vedrørende rådgivning skal landsfo r- eningen påpege, at rådgivningen efter § 11, stk. 3 ligesom anden rådgivning efter §§ 11 og 12, når det  gælder personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, bør være opsø- gende. Det bør også i loven påpeges, at rådgivningen efter §§ 11, stk. 3 og 12, stk. 1 og 2 ikke alene kan ske i samarbejde med kommunen, men også om nødvendigt bør ske i sa m- arbejde med specialrådgivningen i regionerne jf. bemærkningerne til § 5 og med VISO jf. § 13. Når det gælder § 12, stk. 2 sammenholdt med bl.a. § 5, stk. 2, er det uklart, hvor den nuv æ- rende rådgivning efter nuværende § 97, stk. 2 skal varetages. Som udgangspun kt forstår landsforeningen, at al rådgivning om hjælpemidler som princip ligger i kommunerne. R e- gionsrådet kan dog jf. § 5, stk. 2 medvirke til at fremskaffe hjælpemidler, dvs. de nuvære n- de hjælpemiddelcentraler eller hjælpemiddelenheder kan videreføres i regioner, hvilket må betyde, at de også foretager rådgivning af kommunerne og borgerne, når det gælder hjæ   l- pemidler. Derudover blev det ved arbejdet med serviceloven klart, at de særlige hjælpe- midler jf. nuværende § 97, stk. 2 kun vanskeligt kunne varetages i kommunerne. Selv blandt de forventede større kommuner vil hovedparten ikke kunne håndtere de særlige IT - og kommunikationshjælpemidler til mennesker med udviklingshæmning. Der kræves en særlig ekspertise og et meget stort volumen for at opretholde denne ekspertise. VISO, Hjælpemiddelinstituttet og kommunikationscentrene (videreføres formentlig af regionerne jf. ændringerne på de forskellige love på undervisningsområdet) vil have denne ekspertise, når det gælder landsforeningens målgruppe med meget speci  elle behov, men VISO vil ikke få en forpligtelse til at lave udredning jf. § 13. Erfaringerne viser, at der allerede i dag på grund af manglende kvalificeret udredning og af økonomiske grunde er tilbageholdenhed med at bevilge de nødvendige IT- og kommunikationshjælpemidler. Det vil ikke blive bed- re ved overføring af opgaven fra amterne til kommunerne.

10 VISO - § 13: Det skal igen understreges, at landsforeningen ser VISO som et kardinalpunkt, når det gælder tilslutning til kommunalreformen. Landsforeningen ser VISO som en historisk mu- lighed for at samle indsatsen omkring viden og specialrådgivning i Danmark. Dertil ko m- mer, at den ekspertise, der samles i VISO, vil kunne udgøre kernen i den meget specialise- rede udredning af børn, unge og voksne med de meste specialiserede og komplekse funkti- onsforstyrrelser. Som nævnt tidligere i indledningen ser landsforeningen en række mangler i beskrivelsen af VISO i loven og dens bemærkninger. Landsforeningen forstår § 13, stk. 2, 2. pkt. således, at kommunerne skal t  ræffe en afgørel- se om henvisning, samt at denne afgørelse er omfattet af den generelle klageadgang jf. lo- ven. Er denne opfattelse forkert bør der ske en præcisering af loven. Kommunerne bør også gives en forpligtelse til at følge den vejledning, der kommer ud af udredningen. Det kan ikke være meningen, at brugerne skal kæmpe for at få en henvisning til VISO, hvis den er berettiget, og efterfølgende skal kæmpe for at få kommunerne til at følge den vejledning, der kommer ud af udredningen. VISO har jf. § 13, stk. 3 afgørelsen, om der skal ydes til- bud om udredning, så uberettigede henvisninger vil kunne sorteres fra af VISO selv. Landsforeningen så gerne, at borgerne fik en direkte ret til at henvende sig til VISO, når det gælder specialrådgivning og udredning.  Ligesom landsforeningen mener kommunerne som et minimum skal forpligtes til at redegøre for den specialrådgivning, der er foretaget af VISO, og hvorfor de følger eller ikke følger den givne rådgivning og udredning. Endvidere forventer Landsforeningen, at VISO fremover i den samlede organisering af VISO skal sikre fokus og faglig forankring på de områder, der ikke i dag er dækket af de nuværende videnscentre m.m. I loven og dens bemærkninger lægges der op til etablering af en samlet central enhed, der skal være kernen i et netværk af videnshavere og med personer med specialrådgivning og udrednings ekspertise. Landsforeningen finder det vigtigt, at der kommer en sådan samlet og central enhed. Det er landsforeningens opfattelse, at VISO skal etableres uafhængig af statsadministrationen i ministeriet. VISO skal ikke underlægges eller være en styrelse. VI- SO skal have sin egen ledelse og en faglig bestyrelse er ikke tilstrækkelig til at styre op- bygningen og udviklingen. Det er vigtigt at sikre brugerindflydelsen på VISOs virkso m- hed, hvorfor etableringen af en bestyrelse for VISO med brugerrepræsentation er et krav. Landsforeningen skal dog påpege, at  – med mindre brugerrepræsentationen gøres meget bred – så vil en bestyrelse kun vanskeligt være dækkende for de m angeartede behov, VISO skal tilgodese. Landsforeningen skal derfor foreslå nedsættelse af fagråd under bestyrelsen. Disse fagråd bør være beskrevet i lovteksten. En af manglerne ved det eksisterende videnssystem på det sociale område i dag er den manglende sammenhæng til handicapforskningen. VISO bør gives en generel forpligtelse til at koordinere og deltage i forskningsvirksomhed. Dette skal ikke kun gælde på hjælp e- middelområdet. Handicapforskning generelt  – men især på det sociale område   – er klart underprioriteret i Danmark. Der bør ved denne historiske lejlighed gives en særlig bevil- ling til VISO, så der kan skabes et systematisk afsæt for handicapforskning i Danmark. VISO bør selv deltage i forskning, men bør også via særlige puljer eller årsværk rette  t mod

11 de etablerede forskningsinstitutioner og -miljøer kunne stimulere forskningen i disse insti- tutioner og miljøer. Endelig hilser landsforeningen det særdeles velkommen, at handicaporganisationerne skal indgå i bestyrelsen for VISO. Landsforeningen påt  ager sig gerne sin del af ansvaret om- kring udviklingen af VISO. [Der skal henvises til vedlagte særlige notat om VISO] Brugerinddragelse m.m. – kapitel 5: Landsforeningen finder, at der i loven bør foreskrives en forpligtelse for regionerne til ind- dragelse af brugerne, så de får mulighed for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og udny    t- telsen af boformer, institutioner og tilbud efter § 5, stk. 1-3. Regionerne er en vigtig part, når det gælder forsynings - og tilsynspligten, samt tillige når det gælder  udviklingen jf. §§ 6 og 9. Regionerne bør også have brugerråd   – både omkring de enkelte tilbud og generelt i forhold til planlægningen og udviklingen af tilbuddene. En indirekte brugerindflydelse gennem kommunernes handicapråd m.m. er ikke tilstrækk e- lig. I forlængelse heraf skal regionerne forpligtes på at formulere en skriftlig handicappolitik i samarbejde med et regionalt handicapråd/brugerråd. Denne politik skal baseres på ”FNs standardregler om lige muligheder for handicappede.” Dag- og klubtilbud til børn og unge - §§ 32 og 36: I den gældende Lov om social service beskriver §§ 18 og 25, at tilskud og egenbetaling i særlige dag- og klubtilbud beregnes efter regler, som socialministeren fastsætter. I lovfors- laget er disse bestemmelser ikke medtaget, og ej heller omfattet af tilskuds- og egenbeta- lingsregler for de almindelige dagtilbud. De særlige dagtilbud giver i udpræget grad tilbud om særlig pædagogisk og behandlingsmæssig støtte til de udviklingsbehov, som børn og unge med særlige behov har. Denne pædagogiske støtte og behandling må ikke være et tilbud, som forældrene af økonomiske grunde må takke nej til. Tilbuddene er vigtige for barnet. Der bør således være en begrænset og rimelig egenbetaling, og tilbuddene bør også på grund af børnenes handicap  følges af tilbud om transport til og fra dag- eller klubtilbud- det. Kapitel 11 særlig støtte til børn og unge - § 52 m.fl.: Landsforeningen finder, at der i sammenhængen mellem §§ 52, 55, 66 og 67 er sket en tydeliggørelse af de mulige støtteforanstaltninger, der kan gives til familien og barnet/den unge (herunder også familien og barnet/den unge med udviklingshæmning). Landsforeni n- gen finder dog, at mulighederne – jf. den nuværende § 40 – for at yde støtte til eller tilbyde ophold på kost - og efterskoler ikke fremgår af lovforslaget. Landsforeningen skal foreslå, at der sker en præcisering af § 66, eller at kost- og efterskoler nævnes i bemærkningerne til § 66, så der ikke hersker tvivl om, at anbringelsessteder også kan omfatte kost  - og efter- skoler. Flere grupper af udviklingshæmmede har behov for særlig støtte for at kunne beny t-

12 te kost- og efterskoler. Disse tilbud er tillige vigtige for både familien og den unge, når der skal ske en frigørelse fra forældrehjemmet, og hvor der er behov for at sikre et mere skær- mende miljø ved sociale eller adfærdsmæssige problemer i tilknytning til udviklingshæm- ningen. Et efterskoletilbud kan for gruppen af socialt belastede udviklingshæmmede mod- virke en uheldig social udvikling og dens følger i form af kriminalitet og misbrug. Et efter- skoletilbud kan medvirke til etablering af venskaber, dvs. dannelse af netværk, hvilket især er vigtigt, fordi ensomhed er et dokumenteret problem blandt mennesker med udviklings- hæmning. Derudover mener landsforeningen også, at der sker en  forringelse ved at fjerne de tidligere punkter 8) og 9) under § 40, stk. 2. om økonomiske støtte i forbindelse med foranstaltnin- gerne. Landsforeningen skal opfordre til, at de enten tilbageføres, eller at der anføres i be- mærkningerne efter hvilke andre paragrafer, denne økonomiske støtte kan gives. Kapitel 15, § 82 – omsorgspligten. Der skal henvises til kommentarerne tidligere, men konkret skal landsforeningen anføre, at der i begrebet ”tilbyder” i forhold til det tidligere begreb ”yder” er en kvalitativ forskel, der forandrer lovens intention. § 82 omhandler pligten til at tage hånd om personer, der ikke selv kan træffe en beslutning. Der kan således ikke være tale om et tilbud til personen, men kommunens pligt til at gennemføre en indsats over for personen. Det lå i begrebet ”yder”, men ligger ikke i begrebet ”tilbyder”. Personen kan ikke vælge og har dermed ikke et valg. §§ 45 og 97 – Ledsagelse. Landsforeningen skal benytte lejligheden til at påpege, at bestemmelserne om ledsagelse i en del tilfælde forstås af de bevilgende myndigheder på en misforstået og uhensigtsmæssig måde, der gør det vanskeligt for en del mennesker med udviklingshæmning at opnå leds  a- gelse. Det drejer sig om en fortolkning af begrebet ”efterspørge”. Dette forstås som en ve r- bal anmodning om ledsagelse. Landsforeningen ser begrebet ”efterspørge” bredere end en verbal markering, hvilket bør indføjes direkte i lovteksten, evt. ved følgende sætning: ”Til- bud om ledsagelse skal gives uafhængigt af en verbal tilkendegivelse.” Kapitel 20 botilbud - § 108, stk. 6 kriminelle udviklingshæmmede: Landsforeningen finder, at der bør gøres et forsøg på at samle indsatsen omkring udvi k- lingshæmmede lovovertrædere. Forhåbentlig udtrykker ministerbemyndigelsen i § 108, stk. 6 et ønske om at gøre dette forsøg i forbindelse med strukturomlægningerne. Lands- foreningen skal understrege, at det er vigtigt med et egentlig regelsæt for samråd om u d- viklingshæmmede lovovertrædere, således indsatsen kan koordineres mellem socialsekt o- ren, kriminalforsorgen, sundhedssektoren, anklagemyndigheden og politiet, ligesom der kan ske en opfølgning og vejledning i forhold til de boformer, institutioner og tilbud, der modtager udviklingshæmmede lovovertrædere. Landsforeningen er af den opfattelse, at der med fordel kunne etableres et nationalt samråd, der skal følge de relativt få sager på land   s- plan. Alternativt bør der skabes grundlag for etablering af samråd i regionerne eller de r e- gionale statsforvaltninger. Forholdet mellem samråd, boformer, institutioner, tilbud og VISO bør præcist beskrives.

13 Der bør også foretages overvejelser om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemme l- sesretten, når det gælder kriminelle udviklingshæmmede. Der har været megen diskussion af de sociale tilbuds muligheder for at lave indgreb i selvbestemmelsesretten, når det gæ l- der domsanbragte kriminelle udviklingshæmmede. Dommen i sig selv rummer basis for indgreb i selvbestemmelsesretten, men den sociale lovgivning har været uklar. Kapitel 21 hjælpemidler – §§ 112 og 114: Det fokus, som i den nuværende lovgivningens § 97, stk. 2, 4) gives til informationstekno- logiske hjælpemidler og dertil understøttende hjælpemidler ved placeringen i amtskommu- nerne, forsvinder med lovforslaget. Der skal henvises til de tidligere bemærkninger, men det skal her blot gentages, at landsforeningen ikke kan forestille sig, at kommunerne på trods af den forventede forøgede størrelse kan løfte opgaven omkring de informationstek- nologiske hjælpemidler. Landsforeningen ser gerne, at denne opgave løftes i et samspil mellem regioner og VISO, hvor den specielle ekspertise, som i dag findes i dele af kom- munikationscentrenes virksomhed bør henhøre. Med hensyn til § 114 vækker det bekymring i landsforeningen, at kommunerne bliver ene om at behandle ansøgninger om støtte til køb af bil. Erfaringerne viser, at kommunerne ikke vil afholde de nødvendige udgifter til udredning af berettigelsen og behovet for bil og specialindretning af bilen. Der bør således indføres  - i loven eller i ministerens bekendtgø- relse – a) regler om udredningsprocessen, b) hvor udredningen bør foretages og c) hvad afklaringsgrundlaget skal rumme. Kapitel 25 kvalitetsstandarder - §§ 138 og 139: Landsforeningen finder det uacceptabelt, at der sker en forringelse med ændringer i §§ 138 og 139, hvorefter det bliver valgfrit for ministeren at udfærdige en bekendtgørelse om kva- litetsstandarder. Informationer i tilbudsportal mv. kan ikke blive sammenlignelige, hvis der ikke fastsætte retningslinier for kvalitetsstandardernes udformning. Landsforeningen for- udsætter, at der også fremover tages udgangspunkt i den enkelte brugers individuelle b e- hov, jf. Serviceloven. § 141- handleplaner: Landsforeningen skal benytte lejligheden til at foreslå en præcisering af § 141, stk. 4, idet der bør stå, at ”Handleplanen bør uda rbejdes ud fra borgerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne eller dennes værge.” Den sidste tilføjelse er i tråd med b e- mærkningerne til Serviceloven ved dennes fremsættelse. Det vil samtidig fjerne uklarhed omkring inddragelse af tredje person ”for de grupper, der er så svage, at de selv kun va n- skeligt eller slet ikke kan indgå i dialog om udarbejdelse af individuelle planer,” som det blev udtrykt i de oprindelige bemærkninger til § 111 i Serviceloven. § 180: Landsforeningen kan ikke i loven finde hjemmel til at drive Kennedy Instituttet – Statens Øjenklinik. Der nævnes i bemærkningerne til § 4 i Udkast til forslag om Lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og andre love, at § 2 i Lov

14 om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg mv. videreføres i Lov om social service § 180, stk. 1 på grund af ophævelse af udlægningsloven. § 180, stk. 1 o m- handler ikke dette. Udkast til forslag til Lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og andre love. § 1, nr. 16 – Handicapråd: Landsforeningen skal påpege, at der for de nye Handicapråd i det mindste kommer til at gælde lignende lovkrav som for ældrerådene. I den foreslåede § 38 står der i stk. 1 ”Ko   m- munen nedsætter et handicapråd, som kan rådgive kommunalbestyrelsen i generelle loka  l- politiske spørgsmål”. Der bør stå ”Kommunen nedsætter et handicapråd. Handicaprådet rådgiver kommunalbestyrelsen i handicappolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører me n- nesker med handicap.” Derudover bør der som ved ældrerådene tilføjes, at ”kommunalb e- styrelsen skal høre handicaprådet om alle forslag, der vedrører mennesker med handicap”, samt at ” kommunalbestyrelsen afgør, om der er grundlag for at nedsætte flere handi- capråd.” Landsforeningen skal også påpege, det bør være et krav, at kommunen i tæt samarbejde med Handicaprådet formulerer en handicappolitik, som skal baseres på ”FNs standardre  g- ler om lige muligheder for handicappede”. § 1, nr. 19 – ophævelse af § 42 under det nye kapitel 6 ”Opgaver, der overlades til andre”: Landsforeningen skal foreslå, at der efter ophævelsen af § 42 indføjes en ny § 42, der o m- handler kommunernes forpligtelse til at indhente og henvise til specialrådgivning og u d- redning hos VISO. Forslag til Lov om ændring af lov om almene boliger samt støttede private andelsbo- liger m.v., lov om fremme af privat udlejningsbyggeri og forskellige andre love. Landsforeningen har kun få bemærkninger, til forslag til lov om ændring af lov om almene boliger osv. Ændringerne i anvisningsretten § 1, nr. 7 og 8 vedr. § 54, stk.2 efterlader ikke den fornød- ne klarhed. Ifølge § 54, stk. 2, pkt. 2 og 3 kan enten kommunalbestyrelsen eller regionsrå- det beslutte, at boligerne skal udlejes til målgruppen efter § 54, stk. 1, pkt. 1, hvis boligerne ikke udlejes til målgruppen, der er beskrevet i § 54, stk. 2, pkt. 1. Derimod er det kun kommunen, der har anvisningsretten, når det gælder § 54, stk.  2, pkt.1. Det virker ulogisk, at regionsrådet ikke har en indstillingsret, dvs. kommunen har anvisningsretten efter in d- stilling fra regionsrådet, når det gælder boliger opført af regionsrådet. Disse boliger skal indgå i den samlede rammeaftale efter Lov om  social service og bør kunne medregnes ved langtidsplanlægning af området. Anvisningen skal hænge sammen med regionens muligheder for at planlægge kapaciteten og den individuelle placering af den konkrete borger, jf. rammeaftalen i Lov om social

15 service. Der skal henvises til bemærkningerne fra landsforeningen til kapitel 2, 31, 33 og 34 i udkast til forslag til Lov om social service. Beskæftigelsesministeriets område. Udkast forslag til lov om ansvaret for og styring af den aktive beskæftigelsesindsats. Landsforeningen har ingen bemærkninger til det fremlagte udkast. Landsforeningen finder det positivt, at der kommer en klar grænse mellem beskæftigelsesindsatsen og den sociale indsats. Det er især positivt, at de kommende jobcentre skal rumme beskæftigelsesindsat- sen for alle grupper i samfundet, herunder også de grupper, der på nuværende tidspunkt er fjernest fra arbejdsmarkedet. Selvom grænsen bliver trukket skarpere op, kan landsforeningen dog se, at der fastlægges nogle regler for henvisning mellem de to systemer. Personer, der får afslag på førtidspens  i- on, skal førtidspensionssystemet henvise til jobcentrene for at få angivet de arbejdsfunkti o- ner den pågældende kan varetage. Omvendt skal jobcentrene henvise til angivelse af fo r- sørgelse eller supplerende forsørgelse, når en person ikke kan få en fuld eller delvis ti  l- knytning til arbejdsmarkedet. Visse grupper af mennesker med udviklingshæmning kan ende i en ”gråzone”, hvor både forsørgelsesgrundlaget og anvisning af jobmuligheder ikke er tilstrækkelige. Udkast til forslag til Lov om ændring af lov om aktiv beskæftigelsesindsats med flere love. Ad. § 1 Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. pkt. 4: Landsforeningen skal foreslå, at den nye § 4a også kommer til at rumme en bemyndigelse til beskæftigelsesministeren om at fastsætte regler om de initiativer, der skal iværksættes i forhold til målgrupperne i § 2, pkt. 5), 6) og 7). Personer omfattet af § 2, pkt. 5) kunne være mennesker med udviklingshæmning, der har gennemgået en kortere teknisk ungdomsu ddannelse, men som alligevel ikke magter opga- ven. Der bør fastlægges regler for jobcentres virksomhed, bl.a. hvordan ressourceprofilen., jf. vejledning knyttet til Lov om aktiv social politik skal etableres og anvendes. Personer omfattet af § 2, pkt. 6) kan være mennesker med udviklingshæmning, der retter henvendelse med ønske om et job med løntilskud, fordi de oplever at have en rest er- hvervsevne. Der bør også her fastlægges regler for jobcentrenes virksomhed, herunder hvordan der systematisk arbejdes på  at skabe jobmuligheder. Igen er ressourceprofilen vig- tig for denne gruppe. Personer omfattet af § 2, pkt. 7) kan være mennesker med udviklingshæmning, hvor ni- veauet i deres arbejdsevne ikke er fastslået, og hvor der enten ikke er taget stilling til fø r- tidspension eller afklaringen af førtidspension er udskudt. Gruppen udgør en ”gråzone -

16 gruppe” eller mellemgruppe, der let kan komme til at hænge i systemet, hvis der ikke sæt- tes ind med en målrettet indsats på afklaring af erhvervsevne såvel som deres sociale    ko m- petencer. Der bør også her fastlægges regler for jobcentrenes virksomhed. Indsatsen overfor disse tre målgrupper rummer naturligt den rådgivning som er foreskrevet i lovens § 9, men det bør understreges i de regler, som ministeren kan fastlægge, at rå dgiv- ningen efter § 9 skal være opsøgende, når det gælder ressourcesvage grupper som menn e- sker med udviklingshæmning. Jobcentrene bør her kunne hente fornøden vejledning hos VISO, jf. Lov om social service § 13. Ligeledes bør det understreges, at indsatsen i job- centrene skal koordineres med den øvrige sociale indsats, samt at beskæftigelsesindsatsen skal indgå i formuleringen af handleplaner jf. Lov om social service § 141. Andre bemærkninger udover lovforslagene: ad. kapitel 7: Landsforeningen skal udtrykke sin forundring over, at der ikke skal fastlægges individuelle kontaktforløb jf. lovens kapitel 7, når det gælder personer, der er omfattet af § 2, nr. 5 -8. Dette set i lyset af intentionen om, at jobcentrene skal varetage al indsats vedrørende be- skæftigelse for alle grupper. ad. kapitel 10: Det kan undre, at personer omfattet af § 2, nr. 6 ikke er omfattet af kapitel 10. Mennesker med udviklingshæmning med en rest erhvervsevne kan for at komme tættere på arbejd s- markedet have behov for opkvalificering, når det gælder nødvendige sociale kompetencer på en arbejdsplads, dansk kundskaber eller særligt tilrettelagte projekter omkring anve n- delse af maskiner, redskaber m.m. Igen set i lyset af lovens intention om at gøre jobcentre til et tilbud for alle, så ka n det undre af store grupper blandt mennesker med udviklings- hæmning holdes ude. ad. §§ 74, 76 og 78: Landsforeningen skal benytte lejligheden til at påpege, at § 74, der beskriver kompensation for handicappede i erhverv i form af arbejdsredskaber, arbejdspladsindretninger m.v. er forældet. Paragraffen bør tillige omfatte kommunikationshjælpemidler og personlig assi- stance, der er kompenserende for mennesker med udviklingshæmning i skåne - og fleksjob eller job med løntilskud.. Ligeledes skal påpeges i § 76 , stk. 3, at målgruppen bør omfatte personer omfattet af § 2, nr. 6. Mennesker med udviklingshæmning kompenseres i udstrakt grad gennem personlig assistance. Endelig skal Landsforeningen påpege, at mentorordningen i § 78 ofte tidsbegrænses, hvi l- ket er uheldigt, når det gælder mennesker med udviklingshæmning. Der bør således af lo  v- givningen fremgå, at mentorordningen kan oppebæres så længe behovet er til stede.

17 Ad. § 2 – Loven om kompensation til handicappede i erhverv. Landsforeningen har ingen bemærkninger til de foreslåede ændringer af loven. Landsfo r- eningen skal dog bemærke, at udviklingshæmmede – på trods af lovens intention om at dække alle handicapgrupper – ofte fortolkes ud af målgrupperne, der beskrives i § 4. A d- skillige sager viser, at arbejdsformidlingerne vælger en stram fortolkning. Undervisningsministeriets område. Lov om ændring af lov om folkeskolen, lov om specialundervisning for voksne, lov om forberedende voksenundervisning (FVU-loven) og forskellige andre love. Landsforeningen har delte meninger om, at specialundervisningen efter Folkeskolelovens nuværende § 20, stk. 1 og 2 samles i den samme del af § 20 (§ 20, stk. 2). På den ene side må det konstateres, at den nuværende kvalitet af undervisningen i amtskommunalt regi, er langt fra tilstrækkelig. Der er problemer med manglende kvalifikationer hos lærerne og mangelfuld eller fravær af efterlevelse af de lovpligtige individuelle læseplaner og under- visningsvejledninger. På den anden side vil landsforeningen pege på, at behovet for efte  r- uddannelse af lærere og efterlevelse af Folkeskoleloven i forhold til elever med udvik- lingshæmning er af overordentlig stor betydning. På den baggrund er landsforeningen bekymret for en hastig udlægning af specialundervi s- ningen. Regionernes mulighed for at drive tilbud for kommunerne i en fire årig overgang s- periode, sammenholdt med at kommunerne generelt skal finde deres ben, levner ikke man- ge mulighed for en glidende decentralisering. Landsforeningen skal foreslå, at tidsb e- grænsningen i selve lovteksten afløses af en hensigtserklæring og en aktiv indsats på at følge og stimulere decentralisering. Dette vil samtidig kunne sætte et fokus på kvaliteten i specialundervisningen frem for på strukturændringen. Det er positivt, ministeriet stiller krav om, at kommunerne skal afgive en redegørelse om forventet pladsforbrug for en tre årig periode, jf. § 1, nr. 18. Dette giver regionsrådet m  u- lighed for at planlægge undervisningstilbuddenes udvikling på mellemlang sigt. Ligeledes finder landsforeningen det positivt, at der gives en generel (og dermed udvidet) klageadgang for al specialundervisning efter Folkeskoleloven jf. ændringerne i § 1, nr. 23- 29. Landsforeningen finder afgrænsningen mellem lands- og landsdelsdækkende tilbud på den ene side og den øvrige specialundervisning på specialskolerne på den anden side for uklar. Som eksempel fastlægges Geelsgaardskolen jf. § 1 nr. 1 som landsdækkende undervis- ningstilbud for børn og unge med svære motoriske forstyrrelser, med erhvervet hjerneska- de, døvblinde elever m.v. Samtidig kan vi konstatere, at Kirkebækskolen med sin gruppe af børn med svære multiple funktionsnedsættelser formentlig vil blive udlagt til Vallensbæk kommune. Geelsgårdskolen og Kirkebækskolen er begge i dag drevet af Københavns amt og i praksis har de sammenlignelige målgrupper. Vidensmæssigt supplerer de to skoler i dag hinanden.

18 Landsforeningen skal foreslå, at initiativerne omkring det foreslåede KVIS 2 forlænges, så KVIS 2 kan fungere som en samarbejdspartner til de regionale udviklingsråd, der ska l føl- ge udviklingen både på det sociale område og specialundervisningen. Landsforeningen mangler en beskrivelse af den mellemkommunale finansiering. Umiddel- bart er det landsforeningens vurdering, at der kommer til at mangle regler for denne finan- siering på  det nuværende § 20, stk. 2 område, når amtskommunerne ikke længere eksist  e- rer. Der bør i reglerne være et incitament til samarbejde kommunerne imellem. Afslutningsvis skal landsforeningen endnu engang påpege, at der må sikres en mindretal  s- beskyttelse i skolebestyrelserne, så forældre til enkeltintegreret specialundervisnings elever og/eller elever i specialklasser/specialklasserækker bliver synlige og får en reel mulighed for at tale denne elevgruppes sag. Lov om ændring af lov om Centre for Videregående  Uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v., lov om mellemlange videregående uddannelser, lov om centre for undervisningsmidler m.v. og forskellige andre love på Undervisningsministeriets område. § 1, nr. 2: I forhold til § 27 a stk. 3, ny 2. pkt. skal landsforeningen påpege, at der i takt med de øgede muligheder på CVU’erne for at etablere almene ungdomsuddannelser og erhvervsrettede ungdomsuddannelser, bør disse kunne tilbyde elever med handicap handicapkompenseren- de foranstaltninger. Lovteksten nævner ikke, at der tilbydes handicapkompensation. Dette bør indføjes. § 6, nr. 1: Landsforeningen finder det ikke hensigtsmæssigt, at der i § 1, stk. 2, pkt. 1) i Lov om centre for undervisningsmidler m.v. slettes, at samlingen af undervisningsmidler er bereg- net for udlån til undervisningsinstitutioner. Undervisningsinstitutioner, der bedriver spec i- alundervisning har et stort behov for at afprøve undervisningsmidler inden de anskaffes, hvorfor centrene for undervisningsmidler og deres samlinger både er en inspirationskilde, men også en kilde til afprøvning. Landsforeningen skal foreslå at tilføjelsen om udlån o   p- retholdes. Forslag til lov om ændring af lov om produktionsskoler, lov om støtte til folkeoply- sende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og daghøjskole samt om Folkeuniversitet (folkeoplysningsloven) og de forskellige andre love på U n- dervisningsministeriets område. § 1: Generelt ønsker Landsforeningen LEV at henlede opmærksomheden på, at der  endnu ikke er fundet en løsning på en lovfæstet ret til en særlig ungdomsuddannelse for mennesker med udviklingshæmning. Udviklingshæmmede er derfor i princippet dækket af den almin- delige lovgivning vedrørende ungdomsuddannelser. Det betyder dog i praksis, at udvi k-

19 lingshæmmede afhængigt af, hvor de bor, må nøjes med uddannelsestilbud, der ikke er kompetencegivende, og som er meget varierende i kvalitet og omfang. Regeringen har tidligere fået foretaget en vurdering af den kompenserende specialunde r- visning for voksne af Evalueringsinstituttet i Danmark (EVA). Konklusionen på denne evaluering siger klart og tydeligt, at mennesker med udviklingshæmning er stillet væsentlig dårligere end alle andre samfundsgrupper, når det handler om adgang til ungdomsudda  n- nelse. Landsforeningen LEV skal derfor foreslå, at det i lovforslaget om produktionsskoler præc i- seres, hvilke handicapkompenserende foranstaltninger, skolerne skal etablere for at kunne imødekomme behovet for undervisning af mennesker med udviklingshæmning eller gene- relle indlæringsvanskeligheder. § 1, nr. 8 og 9: Vedrørende § 8a stk. 2 skal det foreslås, at DSI også får sæde i dette råd. Mange handica    p- pede og især mennesker med udviklingshæmmede må betegnes som kortuddannede. § 2: Generelt skal landsforeningen benytte lejligheden til at fremhæve, at folkeoplysningsud- valgene jf. § 34 i folkeoplysningsloven ikke har en fast repræsentation fra DSI. Det er landsforeningens opfattelse, at mange folkeoplysningsudvalg, ofte har svært ved at forstå de særlige problemstillinger der er i relation til undervisning af mennesker med handicap og i særlig grad menneske med udviklingshæmning. Vi skal derfor foreslå at man genin d- fører en fast ”handicaprepræsentation” i folkeoplysningsudvalgene, således at man he r- igennem sørger at fastholde og udvikle de frivillige folkeoplysende tilbud på en sådan m  å- de, at mennesker med handicap /udviklingshæmning kan få størst mulig gavn heraf. Landsforeningen skal også henlede opmærksomheden på, at der i enkelte amter, bl.a. K  ø- benhavns amt, har været mulighed for ”regionalskoler”. Målet med regionalskolerne har været at sikre mennesker med handicap den bedste adgang til undervisningsmuligheder uden, der nødvendigvis skulle etableres en folkeoplysende kreds i hver eneste kommune. Landsforeningen skal derfor foreslå, at der i forbindelse med lovrevisionen gives lo v- hjemmel for regionalskoler inden for særlige områder, herunder undervisningstilbud til mennesker med udviklingshæmning. § 6: Af § 7, stk. 3 i lov om erhvervsrettede grunduddannelse og videregående uddannelse for voksne bestemmes det, at forudsætningerne for at kunne benytte voksenuddannelsen er, at man er 25 år, har mindst 2 års erhvervserfaring og forudsætninger svarende til grundsk  o- lens afgangsniveau. På grund af den generell e mangel på muligheder for en ungdomsuddannelse for mennesker med udviklingshæmning, finder landsforeningen, at det er nødvendigt at præciseres i lo-

20 ven, hvordan arbejde på beskyttet værksted for mennesker med udviklingshæmning vil kunne sidestilles med erhvervserfaring. I forhold til kravet om grundskolens afgangsniveau har hovedparten af udviklingshæmme- de svært ved at dokumentere, at de har gennemført grundskolen trods deres opfyldelse af undervisningspligten. Det er svært at dokumentere, da hovedparten af landets 20.2 under- visningstilbud aldrig har udstedt eksamensbeviser eller undervisningsbeviser til elevgrup- pen. Landsforeningen LEV har tidligere rejst denne problemstilling uden held over for undervisningsministeriet. Forslag til lov om ændring af lov om institutioner for uddannelsen til studentereksa- men, lov om institutioner for uddannelsen til højere forberedelseseksamen, lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser, lom om almen voksenuddannelse og om voksenuddannelsescentre og forskellige andre love. § 5: Landsforeningen skal til lov om brobygningsforløb til ungdomsuddannelse påpege en fo r- ventning om, at man i kommunerne i højere grad, end det hidtil har været praktiseret, giver de tidligere 20.2 elever adgang til at benytte brobygningsforløbet, når kommunerne overt a- get ansvaret for hele den vidtgående specialundervisning (20.2). Regeringen har valgt, at der stadig ikke skal være et lovfæstet ungdomsuddannelsestilbud til mennesker med udvik- lingshæmning. Landsforeningen LEV ser derfor gerne, at der i bemærkningerne til loven, lægges op til et øget brug af brobygningsforløbet, således man vil kunne holde unge udvi k- lingshæmmede i et uddannelsesforløb indtil de fylder 18 år, hvorefter de kan vælge at lade sig indskrive på den kompenserende specia lundervisning for voksne. Ønsker en elev med udviklingshæmning at benytte brobygningstilbudet forventes det, at uddannelsesplanen udarbejdes i samarbejde med uddannelsesstedet, jobcenteret og socialforvaltningen. Ved at samle disse instanser sikres der et endnu bedre grundlag for at udarbejde ressourceprofilen. § 7, nr. 2: Landsforeningen skal til § 4 stk. 1, 3. punkt i bekendtgørelse af lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse påpege, at det må forventes, når de erhvervsrettede uddannelse   s- institutioner gives mulighed for at udvide undervisningen med bl.a. ungdomsuddannelser, at der stilles krav til de pågældende uddannelsesinstitutioner om at være tilgængelig for alle, herunder sikre den nødvendige adgang til særlige tilrettelagte undervisningsformer. Det bør påhviler uddannelsesinstitutionen at godtgøre, at dette krav er opfyldt. § 7, nr. 6: Ifølge forslaget skal regionsrådet koordinere den samlede indsats, når det gælder un  g- domsuddannelse. Landsforeningen LEV finder det naturligt, at regionsrådet får en særlig forpligtelse til at sætte fokus på adgangen til ungdomsuddannelse for mennesker med u d- viklingshæmning.

21 Trafikministeriets område. Udkast til forslag om Lov om trafikselskaber: Landsforeningen har bemærkninger til udkastes beskrivelse af målgruppen for den indiv i- duelle handicapkørsel efter § 5, stk. 1, nr. 4) og § 11, samt det fremsatte lovforslag nr. L 105. Målgruppebeskrivelsen i lovteksten fokuserer udelukkende på bevægelseshæmning i f  ysisk forstand, jf. bemærkningerne til § 11. Selvom der i bemærkningerne gøres opmær ksom på, at trafikselskaberne kan tilbyde ordningen til andre grupper af mennesker med handicap, så er målgruppeafgrænsningen diskriminerende i forhold til de grupper af udviklingshæmm e- de, der er bevægelseshæmmede i psykisk eller adfærdsmæssig forstand. Landsforeningen foreslår, at der  – om ikke andet i bemærkningerne – blødes op på defin i- tionen af ”svært bevægelseshæmmede”. Grupper af mennesker med udviklingshæmning, som har vanskeligt ved at benytte offentlige transportmidler, bør også omfattes. Årsagen til disse gruppers vanskeligheder er ikke den fysiske tilgængelighed, men den psykiske og sociale tilgængelighed ved de offentlige transportmidler. Gruppen er i risiko for at udløse psykiske eller adfærdsmæssige problemer i samvær med de øvrige brugere af de offentlige transportmidler. De kan eksempelvis begynde at råbe og skrige, slå ud efter de øvrige pa  s- sagerer og lignende, når de bliver utrygge. Det kan også være autister, der har behov for meget overskuelige rammer og en stor forudsigelighed og struktur. I modsat fald bliver de angste og utrygge, hvilket kan give sig udslag i voldsom selvdestruktiv eller udadrettet adfærd. Der er reelt set ikke tale om en stor målgruppe. Men for de få er det afgørende at have m  u- ligheden for individuel handicapkørsel. ------ oooOooo ------ Landsforeningen skal hermed overgive dette høringssvar til regeringens og ministeriernes velvillige behandling. I den kommende proces forventer landsforeningen selvfølgelig at blive inddraget, så  landsforeningen kan komme med uddybninger til den fremlagte analy- se. Det gælder både for det kommende lovforberedende arbejde i Folketinget og dets r e- spektive udvalg, såvel som i det kommende arbejde i ministerierne med bekendtgørelser og vejledninger. Landsforeningen har altid søgt at bidrage med sin viden og erfaringen i så- danne processer. Med venlig hilsen Landsforeningen LEV Sytter Kristensen Landsformand

22 Notat om National videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO). Landsforeningen LEV skal indledningsvis udtale, at landsforeningen i den nationale vi- dens- og specialrådgivningsorganisation ser en historisk chance for at samle videns -, speci- alrådgivnings - og udredningsfunktioner. Landsforeningen ser en strømlinet National vi- dens- og specialrådgivningso rganisation som en forudsætning for kommunalreformen, når det gælder mennesker med udviklingshæmning. Der skal tages de nødvendige skridt til at gøre denne organisation helstøbt ved at sikre, at VISO bliver En tæt og sammenhængende organisation med en koordinerende og fysisk samlet ce n- tral enhed med en række fysisk spredte netværksenheder. VISO skal have en selvstæn- dighed og uafhængighed af den statslige centraladministration. VISO skal have sin egen ledelse og bestyrelse. En faglig bestyrelse er ikke tilstrækkelig, og der skal under besty- relsen etableres en række fagråd. Grundstammen for samarbejdet mellem social-, undervisnings- og sundhedssektoren på handicapområdet, hvorfor det skal præciseres nærmere, hvori bidrag fra undervisning s- ministeriets og sundhedsministeriets områder kan bestå. Landsforeningen kan på det sundhedsmæssige område eksempelvis pege på Videnscenter for psykiatri og udvi  k- lingshæmning i Århus og de to vide  nsenheder, når det gælder små og sjældne handicap i henholdsvis Århu  s og København. Afsæt for et fokus på handicapforskning i Danmark. Det er klart, at denne forskning bør sikres en basis i de egentlige forskningsmiljøer, men der kan i VISO ske en koordine- ring af de særlige sektorforskningsinitiativer på social -, undervisnings- og sundhedsom- råderne. VISO kan gives ressourcer til koordinering og til at indgå i handicapforskning, dvs. der forventes tilført særlige midler til VISO og midler til etablering af egentlige forskningsmiljøer. Organisationen, der samler specialrådg ivnings- og udredningskompetence. Specialrå d- givning og udredning, der udgår fra VISO, skal have mere end en vejledende funktion. Kommunerne bør forpligtes på at henvise til udredning. Kommunerne bør forpligtes på at følge den specialrådgivning og udredning , der bliver givet kommunerne eller bruger- ne af VISO. Kommunerne skal som et minimum forpligtes til at redegøre for den speci- alrådgivning og udredning, der er foretaget af VISO, og begrunde hvorfor de følger eller ikke følger den givne rådgivning og/eller  udredning. Landsforeningen så gerne, at bo r- geren fik en direkte ret til at henvende sig til VISO med henblik på både specialerådgi   v- ning og udredning. Bindeleddet mellem videns-, specialrådgivnings - og udredningsfunktionen og de prak- siserfaringer, som udspringer af virksomheden i de kommunale og regionale tilbud. Det- te bindeled kan opnås dels via en forpligtelse til også direkte at skulle rådgive de ko   m- munale og regionale tilbud dels ved, at VISO får mulighed for at vejlede kommuner og regioner om indholdet i det tilsyn med tilbuddene, der følger af den sociale lovgivning. Ligesom VISO med fordel vil kunne forestå en formel uddannelse af tilsynskonsulenter.

23 Landsforeningen ser også, at det kan ske ved at give VISO mulighed for at købe spec i- alrådgivnings - og udredningsydelser i de kommunale og regionale tilbud. Landsforeningen har i sit generelle høringssvar omkring lovforslagene i forlængelse af kommunalreformen fremkommet med en række specifikke punkter. Der er udover disse en række spørgsmål og mangler  i forhold til de hidtidige udspil fra regeringen og socialmini- steriet, som er nødvendigt at få afkl aret: 1.    Det skal præciseres, at der skal være tale om en helhedsorienteret rådgivning, og at udredninger ikke må planlægges og gennemføres løsrevet fra en he lhedsbetragtning. Endelig bør en relationistisk tilgang foreskrives. 2.    Det skal præciseres, hvordan specialrådgivningen og udredningen skal foregå, bl.a. hvordan samarbejdet og kommunikationen med borgeren skal være, hvorvidt nærtstå- ende personer skal inddrages, når der er tale om voksne, og hvordan forældre skal in d- drages, når der er tale om børn og unge. 3.    VISO dækker alle handicapgrupper. Som udgangspunkt overføres der kun ressourcer indenfor vidensfunktionen på nogle få afgrænsede områder. Der skal ske e   n præcise- ring af, hvordan alle handicapgrupper skal kunne dækkes i vidensfunktionen, så der o g- så fra VISOs side kan ydes rådgivning og udredning bredt. 4.    Landsforeningen forventer, at alle grupper med specielle og komplekse funktionsfor- styrrelser vil blive omfattet af VISOs virksomhed. Landsforeningen forestiller sig sål e- des også, at der oprettes en særskilt vidensenhed under VISO med specifikt fokus på mennesker med udviklingshæmning. Tilbuddene efter lov om social service forudsæ t- ter ikke særlige diagnoser eller en præcis diagnose hos borgeren. Grundlaget er en vur- dering af funktionsevnen. 5.    Det skal præciseres, hvordan VISO skal håndtere afgrænsningen ”de få mest specialis  e- rede og komplicerede enkeltsager”. Landsforeningen skal foreslå en pragmatisk lø s- ning, der samtidig respektere kommunale og regionale forskelle i videns- og erfarings- niveau. Det skal foreslås, at der vælges en ”brugerstyret” tilgang, dvs. det er opleve l- sesniveauet i praksis, der afgør om en sag er specialiseret og kompliceret. Det vil så være op til VISO at ”tilbagevise” eller ”afvise” sagen med den nødvendige vejledning til at komme videre. Det kan være med en henvisning til kommuner eller regioner, hvor specialrådgivning og udredning foregår uden for VISO. Derved får VISO også en netværksskabende funktion. 6.    Når bidrag fra undervisningsområdet foreligger, skal der følge en beskrivelse af, hvordan rådgivning og udredning om den specialpædagog i- ske bistand til småbørn skal koordineres/samordnes med den specialiserede sm å- børnsvejledning, der må være dækket af VISO, dvs. den rådgivning, der ligger u  d- over PPRs rådgivning i kommunerne. De seneste par år har den specialpædagog  i-

24 ske rådgivning ligget i de kommunale PPR. Erfaringerne viser, at det de færreste PPR kontorer har magtet opgaven. ske en præcisering af, hvordan voksne udviklingshæmmede kan få en specialpæd a- gogisk rådgivning og udredning hos VISO, der ligger udover den rådgivning og u  d- redning, som kommer til at ske på specialundervisningscentrene for voksne i ko m- munerne. laves en beskrivelse af kommunikationscentrenes bidrag til VISOs virksomhed. Kommunikationscentrene tilbyder en meget kompetent rådgivning og udredning, når det gælder personer med svære og sammensatte kommunikationsvanskeligh e- der og sensoriske forstyrrelser, herunder når de t gælder afklaring af brug af IT hjælpemidler og andre kommunikationshjælpemidler. 7.    VISO skal have mulighed for at hente, samordne og koordinere viden, specialrådgi v- ning og udredning med enheder på sundhedsområdet. Landsforeningen skal her påp   e- ge, at Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning på Psykiatrisk Hospital i Ri i- skov og andre har relevant ekspertise, når det gælder mennesker med udviklingshæ m- ning.