Uddannelsesudvalget 2004-05 (1. samling)
UDU Alm.del Bilag 131
Offentligt
Undervisningsministeriet,
Frederiksholms Kanal 21,
1220 København K
Uddannelsesudvalget
UDU alm. del - Bilag 131
Offentlig
Frederiksberg 30. november 2004
Friskolerne har siden Grundtvigs dage været en bærende del af dansk kultur. Jeg mener, at det er et
alvorligt indgreb i de rettigheder og den undervisningsfrihed, der hidtil har været forældrekredsens,
hvis friskolerne med det nye forslag skal rettes ind efter folkeskolens mål og ideer, som der er lagt
op til. Derved forsvinder forskelligheden.
Der er ingen grund til at lovgive efter den laveste fællesnævner. Folkeskolen har bestemt sine
fordele — jeg har selv gået i en almindelig landsbyskole og var glad for det — men friskolerne er en
væsentlig del af dansk kultur, og en skabende kraft i dansk nytænkning. Vigtigst af det hele; langt
den største del af friskolerne klarer sig fortrinligt og integrerer bedre end mange folkeskoler elever
med anden etnisk oprindelse.
Mange af de skoler, der måske statistisk klarer sig under gennemsnittet, tager sig til gengæld i langt
højere grad selv af hæmmede og langsommere elever, end det er tilfældet i folkeskolen, hvor de
vanskeligste elever anbringes i specialklasser. Det sker vel og mærke uden at det går ud over de
velfungerende elever. Derfor tæller mindre velfungerende elever med i statistikken hos mange af
friskolerne. Statistikken giver derfor ikke et reelt billede af skolernes styrke, når de vælger at løfte
de svageste elever selv. Til gengæld har alle elever i den udelte friskole fået en bedre ballast til at
klare tilværelsen efter skolen.
Jeg mener, at et liberalt parti som Venstre, der netop sætter frihed og demokrati i højsædet, bør
tænke sig om to gange, før de vælger at indskrænke friskolernes rettigheder, og borgernes
rettigheder til at vælge den skole og de pædagogiske principper, de gerne vil støtte.
J
ed venlig hilsen
Louis Lawaetz
Cc. Folketingets undervisningsudvalg
Folketingsmand for Venstre i Falkonerkredsen, Poul Brix (som e-mail)