Folketingets Trafikudvalg Christiansborg 1240  København K Dato J.nr. : : 12. november 2004 442-91 Til udvalgets orientering vil taxivognmænd og chauffører med mere end 7 års erfaring blive fritaget for at gennemføre kvalifikationskurser og afsluttende prøver med henblik på at kunne fortsætte inden for taxi- og limousineerhvervet efter den 1. januar 2005. Efter de nuværende regler er taxivognmænd og chauffører med mere end 10 års dokumenteret erfaring fritaget for at gennemføre kurserne. Grænsen for fritagelsen nedsættes dermed fra 10 til 7 års erhvervserfaring. Kursuskravene blev indført som en følge af taxilovens adgangskrav til erhvervet, der trådte i kraft den 1. januar 1998. Taxivognmænd og chauffører, der indtrådte i erhvervet efter denne dato, og dermed har mindre end 7 års erfaring, har alle gennemført kurserne og prøverne som led i adgangskravet til erhvervet. Storkøbenhavns Taxinævn, en række større kommuner og Dansk Taxi Råd har alle tilkendegivet, at taxivognmænd og chauffører med over 7 års erhvervserfaring er lige så fagligt kvalificerede, som personer, der har over 10 års erfaring i erhvervet. Samtidig er det tilkendegivet, at de overgangsbestemmelser, der angår krav til faglige kvalifikationer til gruppen af vognmænd og chauffører med mellem 7 og 10 års erhvervserfaring, er unødvendige og bør fjernes. Jeg har endelig fået oplyst, at et stort antal vognmænd og chauffører med mellem 7 og 10 års erhvervserfaring endnu ikke har kvalificeret sig. På grundlag af de foreliggende oplysninger, mener jeg, at det er forsvarligt, at fritagelsen fra kursuskravet nedsættes fra 10 til 7 års erhvervserfaring inden for taxi- og limousinebranchen. Ændringen fastsættes i en bekendtgørelse, der udstedes af Færdselsstyrelsen med ikrafttræden 19. november 2004. Med venlig hilsen Flemming Hansen