Indenrigs- og sundhedsministeren Kære  Bo Asmus Kjeldgaard Med brev af 3. november 2004 har du rettet henvendelse til socialministeren vedrøre n- de  Københavns  Kommunes  ønske  om  at  kunne    etablere  fixerum.  Spørgsmålet  om fixerum henhører under mi t ansvarsområde, og Socialministeriet har derfor den 9. no- vember 2004 videresendt dit brev til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Dit brev giver mig anledning til først og fremmest at slå fast, at regeringen er helt på det rene med, at der uanset den hidtidige indsats med udbygning af behandlingskapacite- ten  og  indførelse  af   en  behandlingsgaranti  fortsat  er  en  gruppe  hårdt  belastede stof- misbrugere med nogle helt særlige behov, som det er vanskeligt at dække.   Disse stof- misbrugere  påfører  desværre  sig  selv,  deres  nærmeste  og  det  omgivende  samfund skader, der vel nok mest tydeligt ses i dele af København . Jeg har på den baggrund stor forståelse for Københavns Kommunes ønske om at gøre noget for at begrænse disse skader. Det er en ambition, som regeringen deler . Vi har et  fælles  ansvar  for  samfundets  svageste,  hvortil  den  omhandlede  gruppe  helt  klart hører. Regeringen har allerede fra sin tiltræden lagt vægt    på at forstærke dette ansvar. Specifikt  i  forhold  til  de  problemer,  som  der  her  er  tale  om,  har  regeringen  med  sin handlingsplan  mod  narkotikamisbrug  ”Kampen  mod  narko”   taget  en  række  initiativer, hvis sigte er direkte eller indirekte at begrænse de skade r, som følger med stofmisbr u- get.  Her  tæ nker  jeg  på  kvalitetsvurdering  af  metadonbehandlingen  som  grundlag  for fremtidig kvalitetssikring og -udvikling, indførelse af en ordning med tidlig og gratis va c- cination mod hepatitis A og B, herunder gratis vaccination af pårørende til stofmisbr u- gere  mod  hepatitis  B,  samt  initiativer  til  begrænsning  af  hepatitis  C -smitten  og  frem- læggelse af retningslinjer for undersøgelse og behandling af hepatitis C  -smittede. Med satspuljeaftalen for 2004 blev regeringen enig med forligspartierne om at afsætte de nødvendige midler til gennemførelse af disse initiativer  , hvortil kommer et yderligere initiativ vedrørende  vedlæggelse af  vandampuller i sprøjt esæt. Med handlingsplanen har regeringen endvidere lagt op til, at nye initiativer kan se da- gens  lys,  når forsøgene  med  en  metadoninjektionsordning,  med  øget  sundhedsfaglig indsats og med øget psykosocial støtte til sin tid er gennemført og evalueret. København, den  8. december 2004 3.k.kt., Valg j.nr.: 2004-14328-49 Familie- og arbejdsmarkedsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard Rådhuset 1599 København V

2 Med disse initiativer har regeringen vist vilje til at sætte  handling bag sine ord om, at skadesreduktion er og fortsat bør være et integreret element i narkotikapolitikken. In  i- tia  tiverne  afspejler  dels  regeringens    ønske   om  at  fastholde  og  forbedre  de  allerede eksisterende skadesreducerende tilbud, dels regeringens ambition om også at udvikle helt nye tilbud. Jeg vil gerne understrege, at regeringen i forhold til udviklingen af nye tilbud er både åben og fordomsfri. Det er imidlertid efter regeringens opfattelse vigtigt, at man også bruger sin kritiske sans og sunde fornuft, når forslag om nye initiativer vurderes. Især inden  man  tager  beslutning  om  mere  vidtrækkende  initiativer,  bør  konsekven  serne overvejes nøje. Og netop konsekvenserne taler klart imod etablering af fixerum.  For det er jo ikke så- dan, som man kunne få indtryk af ved at læse dit brev, at regeringen afviser etabl ering af fixerum alene med henvisning til, at det ville være i strid med FN’s narkotikakonve n- tioner. Nok så vigtigt og for mig helt afgørende er det, at e tablering af fixerum er et kva- litativt  betydeligt  mere  vidtgående  skridt  end  f.eks. metadonbehandling,  vaccinations- ordninger og udlevering af sprøjtesæt med vandampuller   og et klart udtryk for en lega- liseringstendens. Bærende for tanken om fixerum er jo, at hensynet til skadesreduktion må have absolut forrang. Problemet er, at en helt konsekvent forfølgelse af dette hensyn kollid erer med selve   kernen   i   narkotikapolitikken:   Imødegåelsen   af   al   ikke -medicinsk   og   ikke- videnskabelig anvendelse af narkotika. I forbindelse med, at Folketinget sidste år behandlede et beslutningsforslag om etable- ring af fixerum, anskueliggjorde jeg problemet ved at stille en række konkrete spørg  s- mål, som der nødvendigvis måtte findes svar på, hvis man ville gå ad den vej. Jeg skal ikke gentage alle spørgsmålene, men i stedet henvise  til 1. behandlingen, som jeg ved- lægger til din or ientering. Jeg vil dog tillade mig at gentage to spørgsmål, som meget  klart illustrerer dilemmaet. For det første:  Hvis stofmisbrugeres besiddelse af heroin accepteres i et fixerum, hvad så umiddelbart uden for døren, hvad så lidt længere væk, men dog i samme    kvarter, og hvad så i et helt andet kvarter eller på en nærliggende  S-station – hvornår klarer man frisag ved over for politiet at hævde, at man er på vej til fixerummet?  Og for det andet: Hvis det offentlige etablerer fixerum, hvorfor skal det offentlige så ikke også simpelthen udlevere heroin til de stofmisbrugere, der opsøger fixerummene i stedet for fortsat at lade stofmisbrugeren være henvist til først at begå kriminalitet og prostituere sig for a  t kunne skaffe heroinen på det illegale marked? Regeringen har fra fortalerne for etablering af fixerum efterlyst nogle rationelle og hold- bare begrundelser for i  givet fald at fravælge sådanne yderligere skadesreducerende skridt. Det har hidtil været forg æves, og det bekræfter min frygt for, at man med etabl  e- ring  af  fixerum  ville  bevæge  sig  ud  på  en  glidebane  i  retning  af  legalisering.  Og  min frygt  er  ikke  ubegrundet.  I  forbindelse  med  den  føromtalte  1.  behandling   lagde  for- slagsstillerne ikke skjul på, at man ikke kunne se problemet i, at en vedtagelse af for- slaget ville blive fulgt af yderligere forslag i samme retning. . / .

3 Endelig kan der vel være anledning til at nævne, at et flertal i Folketinget deler regeri  n- gens bekymringer og derfor også forkastede beslutningsforslaget om etablering af fixe- rum. Afslutningsvis  skal  jeg  gøre  et  par  bemærkninger  til  den  pressemeddelelse,    som  du den 9. november 2004 har udsendt. For det første  anfører du, at  sagen har ligget stille, siden den daværende justitsminister i 2001 svarede Kø benhavns Kommune, at hensynet til retshåndhævelsen hverken taler for  eller  imod  etablering  af  fixerum,  og  at  en  sådan  ordning  derfor  må  være  båret  af sociale  og  sundhedsmæssige  overvejelser .  Det  er  ikke  korrekt.  Regeringen  har  ved flere lejligheder taget aktivt stilling til sagen, bl.a. direkte i forhold til Københavns Ko m- mune med mit brev af 22. juli 2002 til den daværende overborgmester . For det andet fremhæve r du ”de gode erfaringer fra alle hjørner af den vestlige ve rden”, og  du  henviser  til,  at  der  bl.a.  fra  Australien,  Canada  og  Norge  generelt  meldes  om gode erfaringer. For så vidt angår Australien og Canada, bør det vel for  fuldstændigh e- dens skyld tages med, at der er tale om ét fixerum i hvert land. Det i Australien er ikke støttet af  den australske regering, og det i Canada er først åbnet sidste efterår og bliver først  evalueret  efter  tre  år.  Erfaringerne  fra  disse  hjørner  af  den  vestlige  verden  må med andre ord siges at være sparso mme. Med hensyn til Norge er erfaringerne end ikke sparsomme; de er faktisk ikke eksiste- rende.  Der  er  således  endnu  ikke truffet  beslutning  om  at  etablere  fixerum  hos  vor nordlige nabo. Men det er ikke ensbetydende med, at man ikke har høstet gode erf a- ringer,  blot  ikke  med  fixerum.  Således  er  det i  Norge  lykkedes  at  halvere  antallet  af narkotikarelaterede dødsfald fra 2001 til 2003, og man ser de senere års satsning på metadonbehandling og lavtærskeltilbud  som en vigtig forklaring på denne positive ud- vikling. De norske erfaringer bekræfter mig i, at det stad ig er muligt at gøre fre mskridt med en målrettet indsats, hvor vi fastholder og forbedrer de allerede eksisterende skadesredu- cerende tilbud, og hvor vi aktivt forsøger også at udvikle helt nye ti lbud uden derved at bevæge os ud på en glidebane i retning af  legalisering. Med venlig hilsen Lars Løkke Rasmussen Kopi:   Folketingets Sundhedsudvalg Socialminister Eva Kjer Hansen Justitsminister Lene Espersen