Indenrigs- og Sundhedsministeriet Sundhedsafdelingen 2.s.kt.j.nr. 2004-1200-59 Den 1. december 2004 Udkast til forslag til Sundhedsloven Specielle bemærkninger Til afsnit I Sundhedsvæsenet Kapitel 1 Formål og opgaver mv. Til §§ 1- 4 Med sundhedsloven udmøntes en del af den kommunalreform, der som et ce n- tralt formål har at skabe grundlag for at understøtte og fremme et stærkt sun  d- hedsvæsen.  Bestemmelserne i afsnit I beskriver sundhedsvæsenets formål og regionernes overordnede ansvar for sundhedsvæsenet og for sama rbejde og kvalitet. Formålet er først og fremmest  at fremme befolkningens sundhed og forebygge og behandle sygdom, lidelse og funktionsbegrænsning. Det er regionerne og kommunerne, der er ansvarlige efter loven for, at yde en forebyggelses- og sundhedsfremmeindsats rettet til befolkningen samt tilbyde behandling til den enkelte patient. Sundhedsvæsenets opgaver udføres af regionernes sygehusvæsen, praktis   e- rende sundhedspersoner, kommunerne og øvrige offentlige og private institut i- oner mv. Regioner og kommuner skal sammen med de statslige myndigheder løbende sikre udvikling af kvaliteten og en effektiv ressourceudnyttelse i sundhedsvæ- senet. Det skal ske gennem uddannelse, forskning, planlægning og samarbe jde mv.

2 Til § 5 Med bestemmelsen defineres, hvad der i loven forstås ved behandling, dvs. undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, fødselshjælp, genoptr   æ- ning, sundhedsfaglig pleje samt forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient. De enkelte bestemmelser i loven, som omhandler behandling vil dog efter om- stændighederne kun omhandle dele af dette behandlingsb egreb. Ved anvendelse af begrebet sundhedsfaglig pleje præciseres det, at den pleje, der finder sted med hjemmel i lov om social service og den øv rige sociale lov- givning ikke er omfattet af reglerne i loven. Bestemmelsen svarer med enkelte tekniske ændringer til § 3 i patientretstilling s- loven. Til § 6 Bestemmelsen definerer, hvad der i loven forstås ved sundhedspersoner, dvs. personer, der er autoriseret i henhold til særlig lovgivning til at varetage sun d- hedsfaglige opgaver og personer, der handler på disses ansvar. Personer, der ikke er undergivet en autorisationsordning, hvilket f.eks. er tilfældet med social - og sundhedsassistenter, kan kun optræde som en sundhedsperson i lovens forstand efter delegation fra f.eks. en læge eller sygeplejerske. Bestemmelsen svarer til § 4 i patientretstillingsloven. Til afsnit II Retten til ydelser efter loven Kapitel 2 Personkreds Til § 7-8 Der sker med bestemmelserne en videreførelse  af de gældende regler om pe r- sonkreds i § 1, stk. 1, i sygesikringsloven, § 5 i sygehusloven, § 11 i lov om fo- rebyggende sundhedsordninger for børn og unge, § 2, stk. 1 , i bekendtgørelse af lov om tandpleje mv. og § 1, stk. 1, i lov om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme. Personer, der har bopæl her i landet,  dvs. er tilmeldt med bopæl i Folkeregist e- ret, har efter § 7 ret til lovens ydelser. Personer, der tilflytter fra Færøerne eller Grønland, har ret til loven   s ydelser fra tilmeldingen til Folkeregistret.

3 Ydelser  omfattet  af overenskomster  med  andre  stater  eller  EU-retten, her  reg- lerne i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale si k- ringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres fami- liemedlemmer,  der  flytter  inden  for  Fællesskabet , tilkommer  endvidere  perso- ner, der er dansk socialt sikret, herunder også sygesikret, uanset at de pågæl- dende ikke har bopæl i Danmark . Dette vil eksempelvis være personer, der er beskæ  ftiget i Danmark, men bor i et andet EU-land, eller personer, der udsendes fra en virksomhed her i landet til i en kortere eller længere periode at arbejde i et andet land. For tilflyttere fra udlandet gælder , at de efter § 8 først har ret til lovens yde lser 6 uger efter tilmeldingen til Folkeregistret. Der gælder dog ikke 6 ugers karenstid  for personer, der flytter til eller får arbej- de  i  Danmark,  i  det  omfang  disse  personer  kan  sammenlægge  forsikringstid optjent  i  en  anden  stat,  jf. overenskomster med  andre  stater og EU-retten, her reglerne  i  Rådets  forordning  (EØS)  nr.  1408/71  om  anvendelse  af  de  sociale sikringsordninger  på  arbejdstagere,  selvstændige   erhvervsdrivende  og  deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet. Bestemmelsen i stk. 8 er en videreførelse af reglerne i § 1, stk. 3 sygesikring s- loven og § 5, stk. 7, i s ygehusloven. Til § 9 Bestemmelsen fastlægger, at p ersoner, der ikke har bopæl her i landet, u nder midlertidigt  ophold  har  ret  til  ydelser  efter  bestemmelserne  i  §  80,  dvs.  ret  til akut sygehusbehandling. I stk. 2 bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte regler herom, samt om at lovens ydelser helt eller delvist skal tilkomme enhver eller nærmere beste mte persongrupper, som ikke har bopæl her i landet. Med  bemyndigelsen  vil  indenrigs-  og  sundhedsministeren  først  og  fremmest kunne fastsætte regler, som viderefører reglerne   om akut behandling i bekendt- gørelse om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp    mv.  § 9 samt om adgang til vaccinationer i § 1, stk. 1 i lov om tilbud om gratis vaccination mod visse syg- domme. Til § 10 Bestemmelsen er med enkelte ændringer en videreførelse af § 1, stk. 2 i syg  e- sikringsloven.  Den  gældende  lovs  bestemmelser  om,  at  søfarende  for  tsat  vil være  omfattet af  loven  i  2  ug er  efter  udløbet  af  den  dag,  da  tjenestefo rholdet ophø rer,  dog  længst  indtil  de  tager  anden  beskæftigelse  ,  vil  blive  fastsat  i  en bekendtgørelse.  Bestemmelserne  om  rettigheder  for  hyresøgende  i  udlandet udgår, da de hviler på en forudsætning om, at der findes danske forhyringskon- torer i udlandet, hvilket ikke længere er tilfældet. Det foreslås derudover, at der indføjes en direkte lovhjemmel  til, at medsejlende ægtefæller og børn omfattes

4 af loven. Dette har hidtil været fastsat i bekendtgørelse om offentli  g sygesikring for søfare nde m.fl. Til § 11 § 11 er en videreførelse  af reglerne § 1, stk. 5 i sygesikringsloven og § 5, stk. 9 i sygehusloven, hvorefter indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilket omfang lovens ydelser tilkommer personer, hvis ophold her i landet er reguleret i aftaler om retsstillingen for styrker eller militære hovedkva r- terer,  som  Danmark  har  tiltrådt,  udenlandske  statsborgere,  der  er  beskæftiget her i landet for en udenlandsk stat eller en international organisation samt familiemedlemmer til de under nr. 1 og 2 nævnte personer. Til § 12 Bestemmelsen i § 12 er en videreførelse af § 1, stk. 6 , i sygesikringsloven, idet bemyndigelsen til at fastsætte særlige regler om sygesikring af personer opt  a- get i sociale institutioner dog ikke er videreført, da den ikke har været a  nvendt.   Kapitel 3 Bevis for retten til ydelser efter loven Til § 13 Med bestemmelsen sker der i vidt omfang en videreførelse af § 5 i sygesikring s- loven,  som  bestemmer,  at  indenrigs-  og  sundhedsministeren  fastsætter  regler om udfærdigelse af et bevis til personer, som har ret til ydelser efter loven. I n- denrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvorledes si  k- ringsform 1 og 2 skal gælde for børn, der har fast ophold uden for   hjemmet og personer, der ikke har bopæl i landet. Endvidere kan indenrigs - og sundheds- ministeren fastsætte  regler  om  opkrævning  af  gebyr  for  beviser,  der  udstedes på grund af, enten at den sikrede ønsker ændringer af bevisets oplysninger e  l- ler på grund af bevisets bortkomst eller ødelæggelse. Denne bestemmelse blev senest ændret ved lov nr. 857 af 20. december 1989, hvor der blev indført a  d- gang til at opkræve gebyr ved udskiftning af beviset. Det er hensigten med den foreslåedes § 13, at beviset skal gælde som doku- mentation for retten til alle lovens ydelser, hvormed der sker en udvidelse i for- hold  til  det  nuværende  sygesikringsbevis,  der  alene  dokumenterer  retten  til ydelserne  efter  sygesikringsloven.  Da  enkelte  persongrupper  alene  har  ret  til visse  af  lovens  ydelser,  tillægges  indenrigs -  og  sundhedsministeren  bemyndi- gelse  til  at  fastsættelse  regler  om  udstedelse  af  bevis  m.m.  til  disse  perso n- grupper. Disse regler er i dag fastsat i bekendtgørelse om valgfri indplacering i sygesikringsgrupper, udstedelse af sygesikringsbeviser mv. Til afsnit III Patienters retsstilling

5 Til §§ 14-36 Bestemmelserne i afsnit III er en videreførelse af de gælde  nde regler i § 2, §§ 5-18 g, §§ 20-23 og §§ 25-32 i lov om patienters retsstilling. Alene §§ 37 og 42 indeholder ændringer i forhold til gældende ret (§§ 19 og 24). Kapitel 4 Patientkreds Til §§ 14-15 § 14, der er en videreførelse af § 2 i patientretsstillingsloven, beskriver anve n- delsesområdet for reglerne i afsnit III: patienter der inden for sundhedsvæsenet modtager eller har modtaget behandling af sundhedspersoner, medmindre an- det er særligt fastsat i lovgivningen, som  fx i lov om frihedsberøvelse og a nden tvang i psykiatrien. Reglerne i § 36 gælder dog for personer, der til private virksomheder afgiver biologisk materiale til opbevaring eller lægemiddelproduktion  mv., dvs. såvel raske personer som patienter. § 15, der er en videreførelse af § 5 i patientretsstillingsloven, indeholder en a l- mindelig bestemmelse om, i hvilket omfang en tredjeperson kan varetage pati- entens interesser, når patienten ikke selv er i stand til dette. Kapitel 5 Patienters medinddragelse i beslutninger Kapitel 5 indeholder de almindelige bestemmelser om patienters medinddragel- se i beslutninger i læge -patientforholdet. Til §§ 16-17 § 16, der er en videreførelse af § 6 i patientretsstillingsloven, angiver, at ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Begrebet ”informeret samtykke” defineres, og det fastlægges , at patientens samtykke på ethvert tidspunkt kan tilbagekaldes. § 17, der er en videreførelse af § 7 i patientretsstillingsloven, angiver omfanget og intensiteten af den information, som patienten har krav på, og som danner basis for det informerede samtykke. Såvel § 16 som § 17 indeh tte nærmere regler  om samtykkes form og indhold. Dette er sket ved bekendtgø- relse om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv. Til §§ 18-19

6 §§ 18-19, der er en videreførelse af  §§ 8-9 i patientretsstillingsloven, indeholder bestemmelser om mindreåriges og inhabiles samtykkekompetence. Efter § 18 kan patient, der er fyldt 15 år, selv give informeret samtykke til be- handling. For at sikre, at forældremyndighedens indehaver varetage r sin om- sorgspligt over for den mindreårige, skal forældremyndighedsindehaveren have samme information som den mindreårige, og inddrages i dennes stillingtagen. Efter § 19 indtræder de nærmeste pårørende i patientens samtykkekompete  n- ce, hvis patienten varigt mangler evner til at give informeret samtykke. I de til- fælde, hvor patienten er under værgemål, der omfatter personlige forhold, he r- under helbredsforhold, kan informeret samtykke gives af væ rgen. Til § 20 Bestemmelsen, der er en videreførelse af § 10  i patientretsstillingsloven, om- handler de situationer, hvor der opstår et øjeblikkeligt behandlingsb ehov, og patienten midlertidigt eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke eller er under 15 år. I disse situationer kan sundhedspersonen behandle uden indhentelse af samtykke. Til §§ 21-22 § 21, der er en videreførelse af § 11 i patientretsstillingsloven, angiver, at pat i- enter, der ikke selv kan give informeret samtykke, skal inddrages mest muligt i beslutningsprocessen. Reglen i § 22, der er en videreførelse af § 12 i patientretsstillingsloven, a ngiver, at det er den sundhedsperson, der er ansvarlig for behandlingen, der er forplig- tet til at sørge for, at reglerne i §§ 16 -21 overholdes. Kapitel 6 Selvbestemmelse i særlige tilfælde Kapitel 6 indeholder regulering af nogle særlige tilfælde, hvor patienter har en specifik beskrevet selvbestemmelse i læge -patientforholdet. Til § 23 § 23, der er en videreførelse af § 13 i patientretsstillingsloven, redegør for sammenhængen mellem de a lmindelige bestemmelser i kapitel 5 og de særlige bestemmelser i kapitel 6.

7 Til § 24 Efter § 24, der er en videreførelse af § 14 i patientretsstillingsloven, skal en sundhedsperson respektere en sultestrejke, som patienten bevidst har ivær k- sat. Til § 25 En patient har ret til at afvise at modtage blod i forbindelse med behandling, jf. § 25, der er en videreførelse af § 15 i patientretsstillingsl oven. Dette ønske fra patienten skal de involverede sundhedspersoner respekt ere. Såfremt en sundhedsperson af etiske grunde ikke ønsker at medvirke ved en behandling uden blodtilførsel, har vedkommende ret til at frasige sig opgaven, der så i givet fald må varetages af en anden sundhedsperson. Til §§ 26-28 Efter § 26, der er en videreførelse af § 16 i patientre tsstillingsloven, kan en uaf- vendelig døende patient afvise behandling, der kun har til formål at u dskyde dødens indtræden, og patienten kan modtage de smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patie ntens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af dødstid  spunktet. Enhver, der er fyldt 18 år og ikke er under værgemål, der omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, kan oprette et livstestamente, jf. § 27, der er en videreførelse af § 17 i patient retsstillingsloven. I et livstestamente kan opta- ges bestemmelser om, at 1) der ikke ønskes livsforlængende behandling i en situation, hvor testator er uafvendeligt døende, og 2) der ikke ønskes livsfo  r- længende behandling i tilfælde af, at sygdom, fremskred  en alderdomssvække l- se, ulykke, hjertestop eller lignede har medført så svær invaliditet, at testator varigt vil være ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt. I første tilfælde er testators ønske bindende for sun  dhedspersonen, i andet tilfælde er testators ønske vejledende for sundhedspersonen og skal indgå i dennes ove r- vejelser om behandling. Indenrigs- og sundhedsministeren opretter et livstestamenteregister, og fastsæ tter nærmere regler om livstestamenters oprettelse, udformning, registrering, tilbagekaldelse mv., jf. § 28, stk. 1, der er en videreførelse af  § 18 i patientretsstillingsloven. Efter stk. 2 bemyndiges indenrigs- og sundheds- ministeren til at fastsætte bestemmelser om gebyr for registrering af livst e- stamenter. Indenrigs- og sundhedsministeren har oprettet Livstestamenteregisteret på Rigshospitalet, og har benyttet de to bemyndigelser ved udstedelse af bekendtgørelse nr. 663 af 14. september 1998 om livstest a- menter.   Kapitel 7 Selvbestemmelse over biologisk materiale Til §§ 29 -36

8 Kapitel 7 indeholder regler om patienters selvbestemmelse over biologisk mate- riale, der er afgivet i forbindelse med behandling. § 36 gælder dog for pers oner, der til private virksomheder afgiver biologisk materiale til opbevaring eller læ- gemiddelproduktion mv., dvs. såvel raske personer som patienter. Til § 29 Efter    bestemmelsen    i    §    29,    der    er    en    videreførelse    af    §    18    a    i patientretsstillingsloven,  får  særlige  regler  om  biologisk  materiale,  som  måtte være fas tsat i anden lovgivning, forrang for bestemmelserne i §§ 30-36. Ved særlige regler om biologisk materiale tænkes først og fremmest på de re   g- ler, der regulerer de eksisterende donorordninger, dvs. lov om kunstig befrugt- ning  i  forbindelse med  lægelig  behandling,  diagnostik  og  forskning  mv.  og  lov om fremskaffelse af blodprodukter til lægemiddelformål  mv. Endvidere tænkes på den kontrollovgivning, der er etableret med henblik på at imødegå misbrug af rusmidler,  dopingmidler  mv.  Endelig  tænkes  på  de  regler,  hvor  menneskeligt biologisk materiale må anvendes som bevismateriale i straffesager mv. Reglen i § 53 fortrænger ligeledes bestemmelserne i §§ 30-36. Til § 30 En patient kan beslutte, at biologisk materiale, som patienten afgiver eller har afgivet i forbindelse med behandling, kun må anvendes til behandling af den pågældende selv, jf. § 30, der er en videreførelse af § 18 b i patientretsstilling s- loven. En sådan beslutning skal registreres i Vævsanvendelsesregisteret, der er oprette i Sundhedsstyrelsen. Bestemmelsen indeholder endvidere en bemyndi- gelse for indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler Vævsanvendelsesregisterets indretning og drift, herunder udformningen af reg i- streringsblanket, registreringsform mv. Denne bemyndigelse er benyttet ved udstedelse af bekendtgørelse nr. 966 af 22. september 2004 om Vævsanve  n- delsesregisteret. Til §§ 31-33 Bestemmelserne i §§ 31-32, der er en videreførelse af § 18 c – 18 d i patient- retsstillingsloven, bemyndiger indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler o m opbevaring og videregivelse af afgivet biologisk materiale. Disse bemyndigelser er endnu ikke benyttet. § 33, der er en videreførelse af § 18 e i patientretsstillingsloven, indeho lder en regel om, at biologisk materiale kan videregives til brug for et biomedicinsk forskningsprojekt, hvis der er meddelt tilladelse til projektet efter lov om et v i- denskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske forskningsprojek- ter, medmindre patienten har fået registreret en beslutning i Vævsanvendelses- registeret. Til §§ 34-35

9 En patient kan kræve, at biologisk materiale, som patienten har afgivet i forbi n- delse med behandling, skal destrueres eller udleveres til patienten selv. Udleve- ring kræver dog, at patienten kan godtgøre en særlig interesse heri. §§ 34   -35 er en videreførelse af §§ 18 f -18g i patientretsstillingsloven. Destruktion eller udlevering kan dog afslås, hvis patientens interesse i at få d strueret eller udleveret det biologiske materiale findes at burde vige for afgø- rende hensyn til offentlige eller private interesser. Til § 36 En privat virksomhed, der indsamler biologisk materiale med henblik på opbe- varing – som fx stamceller fra navlesnorsblod fra nyfødte  – eller lægemidde l- produktion, skal sikre, at der foreligger en skriftlig aftale mellem den person, der afgiver biologisk materiale – for børns vedkommende forældremyndighedsind  e- haveren, jf. § 36, der er en videreførelse af § 18 i patien tretsstillingsloven. Aftalen, der skal underskrives af begge parter, skal indeholde en række spec i- fikke oplysninger om formålet med opbevaringen, længden af opbevaringstiden, beskrivelse af firmaet ejer- og ansvarsforhold mv., der nærmere er opre   net i nr. 1-5 i stk. 2 Kapitel 8 Aktindsigt Kapitel 8 indeholder de almindelige regler om aktindsigt i helbredsoplysninger indeholdt i journaler mv. Til § 37 Med bestemmelsen foreslås en modernisering af den nuværende § 19 i lov om patienters   retsstilling,   som   udelukkende   omhandler   aktindsigt   i   manuelle patientjournaler  eller  registre,  der  føres  for  private.  Aktindsi gt  i  elektroniske journaler,  der  føres  for  den  offentlige  forvaltning,  er  derfor  i  dag  reguleret  i persondataloven.  Indholdsmæssigt  er  aktindsigtsreglerne  i  de  to  love  stort  set identiske, bortset fra den tidsfrist inden for hvilken en myndighed skal besvare en   modtagen   begæring   om   indsigt.   Her   stilles   der   lidt   skrappere   krav   til myndigheden i retsstillingsloven. Det  foreslås  på  denne  baggrund  at  forenkle  bestemmelsen,  således  at  alle journaler - elektroniske som manuelle - omfattes af sundhedslovgivningen. Til § 38 Reglen, der er en videreførelse af § 20 i patientretsstillingsloven, fastslår patien- tens ret til aktindsigt i helbredsoplysninger i patientjournaler mv. De oplysninger, som skal meddeles, svarer til de oplysninger, som skal gives efter persondata- loven.

10 Til § 39 I bestemmelsen, der er en videreførelse af § 21 i  patientretsstillingsloven, fast- slås, at det er den myndighed, institution eller sundhedsperson, der har patient- journalen mv. i sin besiddelse, der skal træffe afgørelse om retten til a  ktindsigt. Er en anmodning om aktindsigt ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage, skal myndigheden, institutionen eller sundhedspersonen underrette patienten om grunden hertil samt om, hvornår en afgørelse kan forventes at for eligge. Til § 40 Efter bestemmelsen, der er en videreførelse af § 22 i patientretsstillingsloven, bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte regler om gebyr til dækning af kopierings - og forsendelsesomkostninger mv. i forbindelse med aktindsigten. Denne bemyndigelse er benyttet ved udstedelse af bekendtgøre l- se nr. 664 af 14. september 1998 om betaling for afskrifter, edb-udskrifter og fotokopier, der udleveres efter kapitel 4 om aktindsigt i lov om patienters retsstil- ling. Kapitel 9 Tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger mv. Kapitel 9 indeholder de almindelige regler om tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger mv. Til § 41 I § 41, der er en videreførelse af § 23 i patientretstillingsloven, fastslås som al- mindelig regel, at sundhedspersoner skal iagttage tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbreds- forhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. Til § 42 Aftalen om en strukturreform mellem regeringen og Dansk Folkeparti fastslår, at det er afgørende for det gode sammenhængende patien  tforløb, at der er et godt og stabilt samarbejde mellem sygehusene og de praktiserende læger. Med henblik på at sikre en sammenhæng i patientforløbet, foreslås det i stk. 2 , nr. 2, at læger ansat i sygehusvæsenet kan videregive oplysninger om konkret sygehusbehandling af patienter til patientens alment praktiserende læge. Syg e- huslægen kan dermed sende oplysninger om indlæggelsen, behandlingen samt udskrivningstidspunktet mv., ligesom der kan gives oplysning om eventuel hen- visning til fortsat behandling hos anden praktiserende sundhedsperson.   Forslaget er en udvidelse af de nugældende regler om videregivelse af he l- bredsoplysninger i § 24 i lov om patienters retsstilling, som foreslås afløst af lovforslaget. Der gælder efter lov om patienters retsstilling en altovervejende

11 hovedregel om, at patienten har krav på, at sundhedspersoner m.fl. iagttager tavshed om, hvad de under udøvelse af deres erhverv erfarer eller får formo d- ning om angående helbredsforhold mv. Det er således en fundmental regel, at de oplysninger, man betror en sundhedsperson, bliver mellem patienten og den pågældende sundhedsperson og ikke videregives til uvedkommende. Sund- hedspersoner må dermed kun videregive oplysninger om patienters helbreds- forhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, til a ndre sundhedspersoner, såfremt patienten har givet sit samtykke hertil. Sundheds- personen kan dog uden samtykke videregive og indhente helbredsoplysninger i forbindelse med et aktuelt behandlingsforløb for patienten, dvs. i de tilfælde, hvor patienten skal fortsætte den aktue lle behandling hos den praktiserende læge. De fleste patienter vil imidlertid betragte det som en naturlig ting, at den prakti- serende læge kan blive underrettet om den foretagne b ehandling på sygehuset uagtet af, at behandlingen ikke skal fortsætte hos egen praktis erende læge. Det vil særligt være naturligt i de situationer, hvor patienten er henvist til sygehu  s- behandlingen af den praktiserende læge. Det vil endvidere sikre det samme n- hængende patientforløb, såfremt den praktiserende læge kan virke som tovho   l- der for patienten i forbindelse med patientens behandling i sygehusvæsenet samt eventuel efterbehandling hos anden praktiserende sundhedsperson, og dermed have overblikket over den behandling, som patienten er blevet tilbudt og således være bedre i stand til at rådgive og vejlede patienten. Patienten kan efter stk. 3 frabede sig, at oplysningerne videregives til den al- ment praktiserende læge. Patienten skal informeres om sin ret til at nægte vid  e- regivelse, enten direkte af sundhedspersonen eller i form at mere generel in- formation, fx informationsmateriale, som forefindes på sygehuset. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter stk. 6 fastsætte nærmere regler om underretningens omfang samt om gennemførelsen heraf. Der kan bl.a. fastsæ  t- tes regler om, hvilke informationer der kan fremsendes til patientens praktise- rende læge, herunder om det kan ske i skemaform, ligesom der kan fa stsættes regler om elektronisk overførelse af inform ationen. Til § 43 Bestemmelsen, der er en videreførelse af § 25 i patientretstillingsloven, angiver, at samtykket til videregivelse af helbredsoplysninger til behandlingsformål kan være mundtligt eller  skriftligt. Bestemmelsen indeholder endvidere en bemyndi- gelse for indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om samtykket. Denne bemyndigelse er benyttet ved udstedelse af bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv. Til § 44 Bestemmelsen, der er en videreførelse af § 26 i patientretstillingsloven, fas t- lægger på hvilke betingelser, der kan ske videregivelse af helbredsoplysninger mv. til andre formål end behandling. Hovedreglen er, at dette kun kan ske med

12 patientens samtykke. I bestemmelsen opregnes tre undtagelser, hvor der kan ske videregivelse af helbredsoplysninger uden patientens samtykke. Til § 45 Bestemmelsen, der er en videreførelse af § 27 i patientr etstillingsloven, angiver, at samtykket til videregivelse af helbredsoplysninger til ikke-behandlingsformål skal være skriftligt. Bestemmelsen indeholder endvidere en bemyndigelse for indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsæ tte nærmere regler om samt ykket. Denne bemyndigelse er benyttet ved udstedelse af bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af hel- bredsoplysninger mv. Til § 46 § 46, der er en videreførelse af § 28 i patientretstillingsloven, regu lerer videregi- velse af helbredsoplysninger til pårørende vedrørende afdøde patie   nter. En sundhedsperson kan videregive oplysninger om en afdød patients sygdomsfo r- løb, dødsårsag og dødsmåde til afdødes nærmeste pårørende, såfremt det ikke må antages at stride mod afdødes ønske og hensynet til afdøde eller andre pr   i- vate interesser ikke taler afgøre nde herimod. Til §§ 47-49 Bestemmelserne, der er en videreførelse af §§ 29 -31 i patientretstillingsloven, angiver betingelserne for videregivelse af helbredsoplysninger til forskning og statistik mv. Til § 50 Indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om videregivelse af helbredsoplysninger til tredjelande. Denne bemyndigelse er endnu ikke blevet benyttet. Kapitel 10 Tolkebistand Til § 51 Der er tale om en videreførelse af reglen i § 6, stk. 6, i sygesikringsl oven, som bestemmer, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at den offentlige sygesikring afholder udgifter til nødvendig tolkebistand i forbi n- delse med lægehjælp efter stk. 1  -4, samt en videreførelse af praksis efter syg e- husloven. Det følger af bekendtgørelse om tolkebistand i forbindelse med l  æ- gehjælp efter lov om offentlig sygesikring bl.a., at lægen har kompetencen til at skønne, om tolkens tilsted eværelse er nødvendig for behandlingen, og at lægen skal sikre sig, at tolken behersker det danske sprog.

13 På sygehusområdet er der praksis for at opfatte tolkebistand som en accesso- risk del af ydelsen, således at sygehuset er forpligtet til at sørge for  tolkning, når det er nødvendigt for behandlingens ge nnemførelse. Med forslaget bliver denne praksis forankret i lovgivningen. Stk. 2-3 i den foreslåede § 51 er en videreførelse af sygehusloven, jf. lov nr. 441 af 9. juni 2004, som bestemmer, at amtskommunerne (nu regionerne) op- kræver gebyr for to lkebistand for personer, der har boet her i landet i mere end 7 år. Bestemmelserne træder i kraft den 1. juni 2011. Kapitel 11 Patientkontorer Til § 52 Reguleringen af patientkontorernes virksomhed findes i dag i lov om sundheds- væsenets centralstyrelse mv. Forslaget er en videreførelse af de eksisterende regler om patientkontorer i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelses § 23, dog med den ændring, at forpli  g- telsen til at etablere patientkontorerne, fastsætt e nærmere retningslinjer mv., overføres til regionsr ådene fra amtsrådene, kommunalbestyrelsen i Bornholms Kommune og bestyrelsen for Hovedstadens Sygehusfæ llesskab i samarbejde med kommunalbestyrelserne i Københavns og Frederiksberg Komm uner. Dette er en konsekvens af nedlæggelsen af amtskommunerne, Hovedstadens Udvi k- lingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab. Stk. 3 er en videreførelse af § 5 b, stk. 7, i lov om sygehusvæsenet. Beste  m- melsen  blev  indsat  i  sygehusloven  ved  L209  2003/1.  Oprettelsen  i  november 2003  af  patientkontorer  i  alle  amtskommuner,  jf.  lov  om  sundhedsvæsenets centralstyrelse § 23, havde til formål at styrke patienternes retstilling gennem en forbedret og uafhæ ngig rådgivning og bistand samt sikre en enstrenget klage- og erstatningsvej. I forlængelse heraf foreslås med lovforslaget at gøre det le  t- tere og hurtigere for patienterne at få bistand og rådgivning fra patientkontorer- ne. Patientvejlederne skal straks kunne indhente de journaloplysninger mv., der er nødvendige, hvor de i dag først   skal indhente et skriftligt samtykke fra patien- ten, jf. lov om patienters retstilling § 27, stk. 1. Med lovforslaget foreslås det, at sundhedspersoner skal kunne give patientvej- lederen disse oplysninger med patientens mundtlige samtykke med henblik på hurtig og let rådgivning af patienten I praksis drejer det sig oftest om oplysninger om patientens henvisningsdiagno- se,  hvor  længe  patienten  har  stået  på  venteliste,  samt  hvor  længe  patienten endnu  skal  vente på undersøgelse  og  behandling.  Med disse oplysn inger  kan patientvejlederen  hurtigt  og  let  rådgive  om  patientens  muligheder  for  at  blive viderehenvist  dels  til  et  andet  offentligt  sygehus  efter  det  frie  sygehusvalg  og

14 dels til et privat sygehus, klinik eller et sygehus i udlandet efter det udvidede frie sygehusvalg. Indenrigs- og sundhedsministeren får efter stk. 3 adgang til at fastsætte nærm e- re regler om videregivelse af helbredsoplysninger mv. og om krav til det mundt- lige samtykke. Til afsnit IV Transplantation Kapitel 12 Transplantation fra levende og afdøde personer Til § 53 Bestemmelsen svarer til § 13 i lov om ligsyn, obduktion og transplantation mv., hvorefter der kræves samtykke til transplantation. Samtykke kan gives af pe r- soner, som er fyldt 18 år. I særlige tilfælde, kan samtykke gives  af en person under 18 år, når samtykket er tiltrådt af forældremyndighedens indehaver. Sam- tykket kan ikke vedrøre ikke -gendanneligt væv. Bestemmelsen om, at samty k- ket ikke kan vedrøre ikke -gendanneligt væv er en opfølgning på ratifik  ationen af Europarådets konvention af 4. juni 1997 om beskyttelse af menneskerettigheder og menneskelig værdighed i forbindelse med anvendelse af biologi og lægev denskab: Konvention om menneskerettigheder og biomedicin. Transplantation fra afdøde personer Til §§ 53 –  57 Bestemmelsen svarer til § 14 i lov om ligsyn, obduktion og transplantationmv. , hvorefter transplantation kan foretages fra en afdød, såfremt den pågældende efter sit fyldte 18. år skriftligt har truffet bestemmelse herom. Såfremt afdøde skriftligt har truffet beslutning herom, kan de pårørende ikke modsætte sig transplantation medmindre afdøde har bestemt, at beslutningen er givet under forudsætning af de pårørendes a  ccept. I andre tilfælde må indgrebet foretages, såfremt der ikke foreligger tilkendegi- velse imod indgrebet fra afdøde, og afdødes nærmeste pårørende ikke mo    d- sætter sig indgrebet. Efterlader afdøde sig ingen nærmeste pårørende kan in    d- grebet ikke finde sted. ”Nærmeste pårørende ” afgrænses i overensstemmelse med hidtidig praksis, således at udtrykket i hvert fald omfatter ægtefælle eller samlever, slægtni   nge i lige linje og, alt efter de konkrete forhold, søskende. Adopti vbørn vil som regel og plejebørn jævnligt være omfattet af reglen. Bestemmelsen vil efter omstæ    n- dighederne, navnlig hvor afdøde ik ke har efterladt sig ægtefæ  lle, samlever eller børn kunne omfatte slægtninge, som afdøde var nært knyttet til, eller nært b e-

15 svogrede. Det er tilstrækkeligt, at der er givet samtykke fra en af de personer, der i det konkret tilfælde kan henregnes til afdøde  s nærmeste. Det må dog også understreges, at der ikke kan antages at foreligge samtykke til transplantation, såfremt blot en af de personer, der hører til kredsen af afdødes nærmeste har udtalt sig imod indgrebet, inden indgrebet er foretaget. Vedrørende  stk. 4 bemærkes, at det forudsættes, at forældremyndighedens indehaver ved afgørelsen af, hvorvidt der gives samtykke, vil tillægge det vægt, såfremt en person på 14– 17 år (mundtligt eller skriftligt) har tilkendegivet sin holdning til organdonation. Generelt i forbindelse med afgivelse af samtykke efter denne lov bemærkes, at almindelige habilitetskrav skal være opfyldt. Det vil særlig være nærliggende at frakende et samtykke betydning, når det afgives af en psykisk syg person eller af en person, der i øvrigt ikke har tilstrækkelig forståelse af betydningen af et samtykkes gyldighed. Med bestemmelsen er det markeret, at det primært er afdødes indstilling, som er afgørende for, om der må foretages organudtagning. Kun hvor der ikke foreligger nogen tilkendegivelse fra afdøde, er de pårørendes indstilling således af betydning. Lovgivningen er således samlet udtryk for en afvejning mellem på den ene side hensynet til den enkeltes integritet og selvbestemmelse, der fuldt ud respekteres, og på den anden side hensynet til organmodtageren og de på- røre nde. Der er lagt vægt på, at det må forventes, at der også fremover vil være mange, som ikke i levende live har tilkendegivet deres holdning til transplantation, såle- des at spørgsmålet om organudtagning ikke vil  kunne afgøres på grundlag af en sådan tilkendegivelse. Der opretholdes derfor en retstilstand, hvorefter afdødes nærmeste kan give tilladelse til transplantation, hvis afdøde ikke har tilkendeg  i- vet sin holdning. De  i  1990  ikrafttrådte  bestemmelser  ændredes  med  virkning  fra  1.  juni  2001, således  at de  pårørendes  adgang  til  at  modsætte  sig  en  afdøds  skriftlige  b   e- stemmelse om organdonation fjernes. Adgangen til at modsætte sig en afdøds skriftlige bestemmelse fremgik ikke af lovens bestemmelser, men var en følge af,  at  det  af  bemærkningerne  til  loven  fra  1990  fremgik,  at  "det  foru dsættes  i øvrigt, at lægerne i overensstemmelse med hidtidig praksis og lægeetiske pri   n- cipper  vil  undlade  at  foretage  transplantation  i  tilfælde,  hvor  a fdøde  har  udtalt sig  for  et  sådant  indgreb,  men  de  pårørende  modsætter  sig  transplantat ion". Dette betød i praksis, at de pårørende havde mulighed for at modsætte sig d   o- nation, også i tilfælde, hvor den afdøde skriftligt har meddelt sin positive hol  d- ning  til  organdonation.  Det  fremgår  således  ikke  af  lovens  tekst,  at  donation undlades,  såfremt  de  pårørende  modsætter  sig  donation  på  trods  af  afdødes beslutning herom, men i praksis og på grundlag af lovbemærkningerne undla- des donation altid, hvis de pårørende modsætter sig det. Ved en sk  riftlig tilken- degivelse imod organdonation, har de pårørende ikke mulighed for at o mgøre afdødes beslu tning.

16 Lovændringen  i  2001  indebærer,  at  der  ikke  længere  er  tvivl  om,  at  afdødes skriftligt tilkendegivne indstilling, hvor en sådan foreligger, er afgørende for, om der må foretages organudtagning. Regeringen ønsker, at alle skal have mulighed for skriftligt at tilkendegive deres holdning til organdonation - også de personer, for hvem det er afgørende, at de pårørende fortsat kan modsætte sig afdødes    skriftlige beslutning. Der er derfor indføjet en bestemmelse, som giver de pårørende mulighed for at mo  dsætte sig indgrebet, hvis afdøde har bestemt, at beslutningen om organdonat ion er givet under  forudsætning  af  de  pårørendes  accept.  Der  er  således  muli ghed  for  at tilkendegive, at de pårørendes a ccept skal foreligge.   Det indgik i bemærkningerne til loven fra 1990, at der skal etableres en  ordning, hvorefter borgerne på en enkel og ubureaukratisk måde kan tilkendegive deres holdning til organdonation. Der blev herefter etableret mulighed for at tilkende- give sin holdning på tre måder: ved at fortælle de pårørende om sin hol dning, ved at udfylde et donorkort, som man bærer på sig og ved at tilmelde sig et cen- tralt donorregister. Ved lovændringen i 2001 ble v det yderligere gjort nemmere for befolkningen at tage stilling til organdonation, idet der afsattes et årligt beløb til permanentgørelse af det igangværende forsøg med udsende   lse af donorkort sammen med sygesikringsbeviset. Donorkortet sendes ud til personer i alderen 18 - 70 år, som modtager nyt sygesikringsbevis. Det fremgår af bemærkningerne til lovændringen fra 2001, at ca. 230.000 pe r- soner dengang havde tilmeldt sig donorregisteret, og et ukendt antal havde ud- fyldt donorkortet og bærer det på sig.  De, som på det tidspunkt skriftligt har ud- talt sig for organdonation, har gjort dette under den nuværende lovgivning, hvor de pårørende har mulighed for at modsætte sig indgrebet. Det forudsættes, at tilmeldinger på gamle kort uden mulighed for at afkrydse felt vedrørende pår ø- rendes  eventuelle  "vetoret",  registreres  og  tolkes,  som  om  vedkommende  har ønsket, at de pårørende fortsat skal have mulighed for at modsætte sig indgr   e- bet. Der er ikke i lovforslaget fastsat sanktioner mod hverken pårørende eller p erso- nale i tilfælde af, at donation undlades på trods af reglerne i § 14, stk. 2. Der vil således ikke blive anvendt magt imod pårørende, som alligevel modsætter sig afdødes skriftlige bestemmelse, ligesom det forudsættes, at det ikke får kons  e- kvenser for personalet, såfremt man på grund af de pårørendes modstand und- lader donation.   Til § 55 Bestemmelsen svarer til § 15 i lov om ligsyn, obduktion og transplantationmv. , hvorefter transplantation ikke må foretages af de læger, som har behandlet af- døde un der dennes sidste sygdom eller har konstateret pers o nens død. Det fremgår ligeledes af bestemmelsen, at udtagelse af væv kun må foretages af læger, der er ansat på sygehus eller lignende institution, og som Sundhedssty- relsen har godkendt hertil. Det er således den enkelte læge, som Sundhedsst y- relsen giver godkendelsen til og ikke institutionen som sådan.

17 Til § 56 Bestemmelsen svarer til § 16 i lov om ligsyn, obduktion og transplantationmv. Reglen gælder for indgreb i videnskabeligt eller undervisningsmæ  ssigt øjemed, der ikke foretages i forbindelse med obduktion. Bestemmelsen indebærer, at disse indgreb kun må foretages, såfremt afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt har truffet beslutning herom. Efter stk. 2 må sådanne indgreb uanset tilladelse fraafdøde ikke foretages, før uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed er indtrådt. Hermed forb y- des fx videnskabelige forsøg på hjernedøde personer, hvis åndedrætsfun  ktioner holdes i gang ved hjælp af en respirator. Til § 57 Bestemmelsen svarer til § 17 i lov om ligsyn, obduktion og transplantationmv. Til stk. 2 bemærkes, at denne bestemmelse ikke omfatter fjernelse af hornhi n- der, der således skal behandles efter reglerne om obduktion eller transplantati- on. Reglerne i kapitel 5 (§§ 16-28) om patienters medindflydelse i beslutninger fin- der ikke anvendelse på transplantation. Patienters medindflydelse i beslutninger om transplantation er udtømmende reguleret i afsnit IV. Reglerne i kapitel 6 (§§ 30-36) om selvbestemmelse over biologisk materiale finder ikke anvendelse på transplantation, jf. § 29. Reglerne i kapitel 7 (§§ 37-40) om aktindsigt, i kapitel 8 (§§ 41-50) om tavs- hedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger mv., i kapitel 9 (§ 51) om tol- kebistand og i kapitel 10 (§ 52) om patientkontorer finder alle anvendelse i rela- tion til transplantation.   Til afsnit V Praksissektorens ydelser Kapitel 13 Regionsrådets ansvar for ydelser i praksissektoren Til § 58 Med bestemmelsen lovfæstes, at regionsrådet har en pligt i forhold til at sikre tilvejebringelsen af behandlingstilbud i praksissektoren. Der er ikke tale om en ny opgave, da forsyningsforpligtelsen har indgået som en del af ansvaret for at tilbyde ydelser efter de gældende regler i sygesikringsloven. Der er med beskr i- velsen af praksissektorens ydere ikke tilsigtet ændring i forhold til praksissekt o- ren i dag. Kapitel 14

18 Valg af sikringsgruppe Til § 59 Der sker med bestemmelsen en videreførelse af de gældende regler i sygesi  k- ringslovens  §§  2,  4  og  6,  stk.  5,  som  beskriver  konsekvenserne  af  at  vælge henholdsvis sikringsform 1 eller 2. Reglerne beskriver videre, at der kan vælges sikringsform én gang om året, at personer mellem 16 og 18 år kan vælge sik- ringsform  uden  samtykke  fra  forældremyndighedsindehaveren,  samt  at  hje m- meboende  børn  under  16  år  er  afhængig  af  forældrenes  valg  af  sikring  sform. Endelig omhandler reglerne mulighed for at overføre gruppe 2 -sikrede til gruppe 1. Med den foreslåede bestemmelse, bliver børn dog selvstændigt sikrede, sål e- des  at de med forældren es  eller  værgens  samtykke  kan  vælge  en  anden  si  k- ringsform end forældrene, når børnene er i aldersgruppen 0  -16 år. Herefter kan de vælge sikringsform uden forældrenes samtykke. Bemyndigelsesbestemme  l- sen i § 59, stk. 4 omfatter generelle regler om gruppeskift, samt den nuværende sygesikringslovs bestemmelse om tvangsoverfø relse af en person fra gruppe 2 til gruppe 1-sikring, jf. § 2, stk. 5, samt den situation, hvor der må anses at fore- ligge et misbrug af retten til tilskud, jf. § 6, stk. 5, således som bemyndigelsen i dag er udmøntet i bekendtgørelse om valgfri indplacering i sygesikringsgrupper, udstedelse af sygesikringsbeviser mv.   Kapitel 15 Ydelser Lægevalg samt lægehjælp hos praktiserende læge Til § 60 Der sker med bestemmelsen en videreførelse af  de gældende regler i § 6, stk. 2, i sygesikringsloven om valg af alment praktiserende læge, som beskriver, at indenrigs-  og  sundhedsministeren  kan  fastsætte  nærmere  regler  for  ydelse  af lægehjælp, herunder valg af læge, og begrænsninger heri. Dog bliver b    ørn med den  foreslåede  bestemmelse  selvstændigt  sikrede,  således  at  de  med  foræ l- drenes eller værgens samtykke kan vælge en anden læge end fo   rældrene, når børnene  er  i  aldersgruppen  0 -16  år.  Herefter  kan  de  vælge  læge  uden  foræ  l- drenes samtykke. Til § 61 Der sker med bestemmelsen en videreførelse af de gældende regler i sygesi  k- ringsloven om behandling hos alment praktiserende læge, jf. § 2, stk. 1, og stk. 2, § 6, stk. 1, og stk. 4, som beskriver, at den offentlige sygesikring yder veder-

19 lagsfri lægehjæ  lp hos alment praktiserende læge til personer, der er o mfattet af gruppe  1,  og  at  den  offentlige  sygesikring  yder  tilskud  til  delvis  dækning  af udgifter   til   lægehjælp   hos   alment   praktiserende   læge   til   personer,   der   er omfattet af gruppe 2. Til § 62 Bestemmelsen er en videreførelse af bestemmelsen i lov om svangerskabsh y- giejne og fødselshjælp § 1,   stk. 1, hvor det dog er udtrykkeligt anført, at  kvinder har ret til indtil 5 forebyggende helbredsundersøgelser i anledning af svange r- skab hos en læge. Med  den foreslåede bemyndigelse vil det blive fastsat, at kvinden fortsat har ret til indtil 5 forebyggende helbredsundersøgelser  hos en læge . Til § 63 Efter bestemmelsen, der er en videreførelse af  reglerne i lov om svangerskab s- hygiejne og fødselshjælp, jf  . § 1, stk. 2, yder regionsrådet vederlagsfri vejled- ning om anvendelse af svangerskabsforebyggende metoder. Vejledningen ydes hos en alment praktiserende læge efter personens eget valg og uanset pers o- nens sikringsgruppe Vejledning kan også tilbydes og ydes til mindreårige uden samtykke fra foræl- dremyndighedsindehaveren. Til § 64 Der sker med bestemmelsen en videreførelse af de gældende regler i § 3 i lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge, som sikrer, at alle fø  r- skolebørn får tilbudt 7 forebygg ende lægeundersøgelser, heraf 3 undersøgelser det første år.   Til § 65 Der sker med bestemmelsen en videreførelse af de gældende regler i § 6, stk. 3 og 4, i sygesikringsloven om adgang til speciallægebehandling, som beskriver, at  den  offentlige  sygesikring  yder  vederlagsfri  lægehjælp  hos  praktiserende speciallæge efter henvisning fra alment praktiserende læge efter regler fastsat af  indenrigs-  og  sundhedsministeren  til  personer,  der  er  omfattet  af  gruppe  1. Derudover yder den offentlige sygesikring tilskud til delvis dækning af udgi fter til lægehjælp hos praktiserende speciallæge til personer, der er omfattet af gru   ppe 2.  Derudover  er  det  bestemt,  at  ved  behandling  eller  undersøgelse,  der  efter henvisning fra alment praktiserende læge ydes af en speciall æge, i nden for hvis speciale,  der  ikke  findes  nogen  godkendt  overenskomst  med  den  offentlige sygesikring, yder sygesikringen tilskud til delvis dækning af udgiften efter regler, der  fastsættes  af   indenrigs -   og   sundhedsministeren   efter  forhandling   med Sundhedsstyrelsen.   Bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 3 skal anvendes til at videreføre gæ  ldende lægevalgsregler i bekendtgørelse om lægehjælp efter sygesikring    sloven.  

20 Med bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 4 er det tilsigtet at bringe lovgivningen i overensstemmelse med den praksis, der har udviklet sig på området samt med eksisterende overenskomster, fx således at det præciseres, at behandling hos praktiserende  øjen -  og  ørelæge  tilbydes  vederlagsfrit  uden  henvisning  fra  a  l- ment praktiserende læge. Det er endv idere tilsigtet at anvende bemyndigelsen til  i  overensstemmelse  med  gældende  lov  om  svangerskabsafbrydelse  og  f o- sterreduktion at fastlægge, at svangerskabsafbrydelse hos praktiserende spec i- allæge kan ske uden henvisning fra alment praktiserende læge.  Endv  idere be- myndiges  indenrigs-  og  sundhedsministeren  til  i  overensstemmelse  med den  i dag gældende praksis  efter speciallægeoverenskomsten  inden for visse specia- ler at bestemme, at en praktiserende speciallæge kan henvise direkte til en a n- den praktiserende speciallæge. Tilskud til behandling hos tandlæge, kiropraktor, fysiot   erapeut, fodterapeut, psykolog m.fl. Til §§ 66-73 Der sker med bestemmelsen en videreførelse af de gældende regler i §§ 8, 9 og 10 i sygesikringsloven. § 8 omhandler mulighederne for tilskud til tandbehandling. § 9 omhandler mu- lighederne  for  tilskud  til  fysioterapi,  psykologbehandling,  fodterapi,  kiropraktik, og anden behandling. For begge bestemmelser gælder, at den offentlige syg e- sikring yder tilskud med samme beløb til gru ppe 2-sikrede, som den skulle have afholdt for en tilsvarende behandling til en gruppe 1- sikret. § 10 bestemmer, at den offentlige sygesikring yder tilskud til briller til børn under 16 år efter regler fastsat af indenrigs- og sundhedsministeren. Den gældende best emmelse i § 9, stk. 1 om at Sundhedsstyrelsen fastsætter regler  for  indretningen  på  fysioterapeutiske  klinikker  ophæves,  da  bestemmel- sen ikke anvendes. Bemyndigelsesbestemmelsen i den foreslåede § 73 skal anvendes til at videre- føre bekendtgørelse om tils  kud efter sygesikringsloven til tandpleje, bekendtgø- relse  om  tilskud  efter  sygesikringsloven  til  fysioterapeutisk  behandling,  be- kendtgørelse om tilskud efter sygesikringsloven til psykologbehandling for sæ  r- ligt  udsatte  grupper,  bekendtgørelse  om  tilskud  ef ter  sygesikringsloven  til  fod- behandling,  bekendtgø relse  om  tilskud  efter  sygesikringsloven  til  kiropraktisk behandling,  bekendtgørelse  om  tilskud  efter  til  optræning  af  handicappede  og behandling af muskellidelser på optræningscentret i Karlslunde og bekendtgø- relse om tilskud til briller under en vis styrke til børn under 16 år. Til § 74 Bestemmelsen er en videreførelse af sygesikringsloven § 13, som bestemmer, at kommunalbestyrelsen undtagelsesvis kan yde hjælp til supplering af de i §§ 6, 8, 9 og 10 omhandlede ydelser, dvs. lægehjælp og speciallægehjælp, tan    d-

21 lægehjælp, hjælp til fysioterapi, fodterapi, kiropraktik, psykologhjælp, anden b    e- handling, samt brilletilskud. Til afsnit VI Sygehusydelser Kapitel 16 Regionsrådets ansvar for sygehusydelse r §§ 75-77 Der sker med bestemmelserne en videreførelse af de gældende regler i syg  e- huslovens § 1, stk. 1, § 3, § 4 og § 5, stk. 6, om ansvaret og rammerne for at løse sygehusvæsenets opgaver   med de konsekvensændringer, som er en fø  lge af  nedlæggelsen  af   amtskommunerne  og  Hovedstadens  Sygehusfælle sskab, og  som  indebærer,  at  regionsrådene  overtager  disse  myndigheders  opgaver samt som følge af, at kommunerne overtager opgaver, herunder geno ptræning fra amterne. Det fastlægges her, at regionsrådet har ansvaret for at varetage sygehusvæs e- nets opgaver, og at en regions sygehusvæsen omfatter regionens egne syg e- huse og tilknyttede behandlingsinstitutioner mv. Til § 75 Der er tale om en videreførelse af reglerne i sygehusloven § 3. I bestemmelsen fastlægges, at  regionsrådet har ansvaret for at varetage syge- husvæsenets opgaver,  og det fastslås, at en regions sygehusvæsen omfatter regionens egne sygehuse og tilknyttede behandlingsinstitutioner mv. Her nævnes  dog ikke eksplicit fødeklinikker og rekonvalescenthjem,  således som de er nævnt i den gældende sygehuslovens § 3, stk. 1, idet der ikke i dag eksisterer amtslige fø deklinikker eller rekonvalescenthjem , og de vil under alle omstændigheder være ”behandlingsinstitutioner mv.”. Behandlingsinstitutioner  omfatter  efter  forslaget  også  døgnhuse,  som  amt s- kommunerne  kan  etablere  efter  den  gældende  servicelovs  §  93,  stk.  2.  Det fremgår af den gældende servicelovs § 93, stk. 2, at amtskommunen kan opret- te  pladser  til  midlertidigt  ophold  i  døgnhuse  med  behandlingsunderstøtte  nde rammer til personer med sindslidelser, som for en kortere periode har behov for behandlingsmæssig  støtte  og  pleje,  mens  deres  situation  stabiliseres.  Det  er som  led  i  kommunalreformen  besluttet,  at  adgangen  til  at  etablere  døg nhuse overføres til region erne som en del af sygehusvæsenets tilbud efter denne lov. De regler om tvang i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, der forudsætter indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, finder fortsat ikke anvende l- se på døg nhuse. Det fastlægges  endvidere, at et regionsråd kan samarbejde med andre regio- ners sygehusvæsen som led i løsningen af sygehusvæsenets opg   aver, og at et

22 regionsråd kan indgå overenskomst med eller på anden måde benytte private sygehuse mv. som led i løsningen af sine sygehusopgaver Det fastlægges desuden, at regionsrådet kan indgå overenskomst med eller på anden  måde  benytte  private  sygehuse  mv.  som  led  i  løsningen  af  sine  syg e- husopgaver.  Indenrigs-  og  sundhedsministeren  kan  fastsætte  nærmere  regler om regionernes benyttelse af sådanne sygehuse mv.     Indenrigs-  og  sundhedsministeren  bemyndiges  til  at  fastsætte  nærmere  re  gler om  regionernes  benyttelse  af  sådanne  sygehuse  mv. Hjemlen  er  anvendt  til udstedelse  af  cirkulære  om  amtskommunernes  benyttelse  af  private  kur -  og rekonvalescenthjem her i landet og i udlandet. Efter bestemmelsen skal regionsrådene indgå driftsoverenskomst med de priva- te specialsygehuse m.fl., som er nævnt i § 79, stk. 2 , som er beliggende i regio- nen. Det drejer sig om Sankt Lukas Hospice, Diakonissestiftelsens Hospice, Sct. Maria Hospice, rehabiliteringscentrene for traumatiserede flygtninge, OA- SIS og RCT-Jylland, Epilepsihospitalet i Dianalund, Sclerosecenter Haslev, Sclerosecenter Ry, Polio-, Trafik- og Ulykkesskadedes Fysiurgiske Ambulatori- um, Dronning Alexandrines Gigtsanatorium, Gigtsanatoriet Hans Jansens Hjem, Gigtsanatoriet i Skælskør, Muskelsvindfondens Vejlednings  - og Behandlings- center, Vejlefjord og Center for Hjerneskade. I bestemmelsen fastlægges endelig, at i ndenrigs- og sundhedsministeren efter ansøgning fra en privat institution som nævnt i stk.   4 kan bestemme, at reglerne om frit sygehusvalg som nævnt i  § 86 helt eller delvist skal finde anvendelse på institutionen. Bestemmelsen er anvendt til at bestemme, at de selvejende hospicer, som har modtaget støtte fra de på finansloven 2003 og 2004 afsatte hospic epuljer er omfattet af det frie sygehusvalg. Til § 76 Indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges med bestemmelsen til at fast- sætte nærmere regler om regionernes adgang til som led i løsningen    af syge- husvæ senets opgaver at drive eller benytte sygehuse og institutioner i udlandet, herunder om regionernes betaling for behandling i udlandet. Der er tale om en videreførelse af bestemmelsen i sygehusloven s § 4. Med denne bemyndigelse kan indenrigs- og sundhedsministeren videreføre reglerne i bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp .                                             Herudover bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte, i hvi l- ket omfang reglerne i dette afsnit og i §§ 165-166 om befordring finder anven- delse, når en region driver eller benytter institutioner i udlandet. Med bemyndigelsen kan ministeren videreføre regler i cirkulære om yde  lse af befordring eller befordringsgodtgørelse i henhold til lov om  sygehusvæs enet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp. Det drejer sig om amtskomm  u- nernes pligt til at afholde udgifter til befordring for en patient (og evt. ledsager) til og fra behandling i udlandet med det efter omstændighederne billigste befo r- dringsmiddel, når patienten er blevet henvist til behandling i udlandet.  

23 Med bemyndigelsen kan endvidere regler om amtskommunernes benyttelse af private kur- og rekonvalescenthjem i udlandet om videreføres, jf. cirkulære om amtskommunernes benyttelse af private kur- og rekonvalescenthjem her i lan- det og i udlandet. Bestemmelserne heri vedr. befordring fremgår endvidere af cirkulære om yde lse af befordring eller befordringsgodtgørelse i henhold til lov om sygehusvæs enet og lov om svangerskabshygiejne og fød selshjælp. Til § 77 Efter denne bestemmelse kan et regionsråd kun deltage i driften, ledelsen eller finansieringen mv. af et sygehus, hvis det drives efter beste m melserne i denne lov. Der er med sproglige ændringer tale om en videreførelse af sygehusloven   § 5, stk. 6. Til § 78 Efter bestemmelsen i stk. 1, kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler om, at et regionsråd mod betaling kan tilbyde sygehusbehandling til per- soner, som ikke har ret til sygehusbehandling efter denne lov, fx tilgrav    ide kvinder med tilknytning her til landet, som midlertidigt bor i et ikke-EU/EØS - land, og som ønsker at føde på et sygehus   her, der har kapacitet til det. Det kan også dreje sig om personer med en sjælden sygdom, eller en sygdom i øvrigt, som kræ ver en særlig  ekspertise, som findes på et sygehus her i landet. Der er tale om en videreførelse af  § 10, stk. 2, i lov om sygehusvæs enet. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter stk. 2, fastsætte regler om, at et regionsråd mod betaling kan tilbyde behandlinger og ydelser på regionens sy- gehuse, herunder udlejning af lokaler og udstyr til offentlige myndigheder og private virksomheder. Bestemmelsen er i al væsentlighed en  videreførelse  af praksis og gældende bestemmelser i sygehusloven, som præciseret i  bekendtgørels e om ret til syge- husbehandling og fødselshjælp   mv. § 34, hvorefter amtskommunen opkræver betaling for behandlinger, undersøgelser og prøver   mv., der udføres til brug for forsikringsselskaber, pensionskasser, trafikselskaber m.fl. I de tilfælde, hvor der er fastsat takster for disse ydelser i Indenrigs- og Sundhedsministeriets be- kendtgørelse om betaling for sygehusbehandling ved en anden amtskommunes sygehusvæsen, anve ndes disse. På samme måde vil sygehusene med hjemmel i bestemmelsen som hidtil mod betaling kunne levere diagnostiske undersøgelser til privathospitaler mv.   Bestemmelsen vil herudover kunne benyttes til at fastsætte bestemmelser om, at et regionsråd efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen vil kunne etablere eller videreføre de genop træningstilbud, der i dag gives i sygehusregi. Regional opgaveløsning på kommunale ansvarsområder bør aftales i det sa m- arbejdsudvalg, som regionen og kommunerne skal etablere efter lovforslaget og indgå fx i de aftaler, der skal udarbejdes om genoptræning  eller om forebyggel- se. Herudover giver bestemmelsen grundlag for at videreføre accessoriske yde lser i sygehusvæsenet,  som fx cafeteriaer, patienthoteller, Sundhedsportalen, Med- Com og Den Danske Kvalitetsmodel mv.

24 Baggrunden  for  disse  bestemmelser  er,  at  kommunalfuldmagtsreglerne  i  dag gælder for amtskommunerne . Ifølge lovforslag   om regioner § 5, stk. 2,  kan re- gionsrådet imidlertid  ikke  fremover  varetage  andre  opgaver  end  sygehusvæ- sens  opgaver  og  tilvejebringe  tilbud  om  behandling  hos  praktiserende  sund- hedspersoner,  herunder  efter  aftale  med  kommunerne  varetage  kommunale opgaver, der ligger i naturlig tilknytning til regionens opgaver på sundhedsom- rådet. Bestemmelserne har dels til formål at skabe hjemmel til at videreføre eksist e- rende samarbejder - som i dag er hjemlet i kommunalfuldmagtsreglerne - mel- lem amterne i kommunale selskaber, eller mellem det offentlige sygehusvæsen og private virksomheder samt dels at skabe grundlag for lignende samarbejder i fremtiden. Derudover vil regionerne kunne forpligtes økonomisk af de aftaler, som det kommunale eller offentligt-private selskab indgår.  Bestemmelserne har ikke til formål at udvide regionernes frihedsgrader ud over, hvad der gælder i dag i henhold til sygehusloven og kommunalfuldmagtsreglerne. Efter stk. 3 kan et regionsråd efter indenrigs- og sundhedsministerens godken- delse samarbejde med offentlige myndigheder og private virksomheder, herun- der i selskabsform om løsningen af fælles opgaver.   Eksempelvis vil det kommunale selskab AMGROS I/S kunne viderefør es med hjemmel i stk. 3. Der foregår også forskningssamarbejde mellem, fx Rigshospi- talet og private virksomheder i selskabsform, som vil kunne videreføres med denne bestemmelse. Efter stk. 4 kan et regionsråd efter indenrigs- og sundhedsministerens godken- delse påtage sig opgaver og dermed forbundne udgifter, som ikke er omfattet af denne lov, såfremt det har væsentlig betydning for varetagelsen af regionsrå- dets opgaver efter dette afsnit og afsnit XV - XVII. Der vil i den forbindelse bl.a. blive lagt vægt p å, om der foreligger en særlig re- gionsinteresse, der kan begrunde varetagelsen af den pågældende opgave, og dette vil bero på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Kapitel 17 Sygehusbehandling mv. Til § 79 Bestemmelsen er en videreførelse af  de eksisterende regler i sygehusloven, jf. §  5,  stk. 1-3.  Den fastlægger,  at  et  regionsråd  skal  yde  sygehusbehandling  til personer, der har bopæl i regionen dels ved sit eget sygehu svæsen og dels ved andre  regioners  sygehuse.  Det  drejer  sig  om  både  akut  og  ikke-akut  behand- ling. Herudover skal regionsrådet inden for en nærmere bestemt økonomisk ramme, jf. § 229, stk. 4, yde behandling til personer, der har bopæl i regionen, ved fø  l- gende  private  specialsygehuse  m.fl.:  Sankt  Lukas  Hospice,  Diakonissestiftel- sens  Hospice,  Sct.  Maria  Hospice,  rehabiliteringscentrene  for  traumatiserede flygtninge, OASIS og RCT-Jylland, Epilepsihospitalet i Dianalund, Sclerosecen-