SkatteministerietJ. nr. 2004-711-0041 Udkast 1. november 2004 Forslag til Lov om beskatning af søfolk Lovens anvendelsesområde §  1.  Lønindkomst,  som  erhverves  ved  arbejde  ombord  på  skibe  m.v.,  beskattes  efter skattelovgivningens almindelige regler med de undtagelser, der følger af denne lov. Stk. 2. Loven finder tilsvarende anvendelse på beskatning af lønindkomst ved arbejde ombord på skib, der midlertidigt er ude af drift på grund af reparationsarbejde, midlertidig oplægning o.l. Det  er  en  betingelse,  at  den,  som  erhverver  lønindkomsten,  umiddelbart  forud   for reparationsarbejdet  eller  den  midlertidige  oplægning  o.l.  var  omfattet  af  denne  lov,  og  at ansættelsesforholdet ikke alene er indgået med henblik på at udføre arbejde ombord på skib, som er ude af drift. Stk. 3. Personer, som erhverver lønindkomst ved arbejde ombord på skib, som de ejer, eller i hvilket de som partsredere eller interessenter ejer en andel, er omfattet af denne lov. Det er en betingelse  for  anvendelsen  af  §§  5-6  og  §  8,  at  ejerens,  partsrederens  eller  interessentens aflønning svarer til den, der ydes til ansatte med samme anciennitet m.v. Stk. 4. Stk. 3 finder tilsvarende anvendelse for personer, som udøver bestemmende indflydelse over  det  rederi,  som  ejer  det skib,  hvor  den  pågældende  udfører  arbejde.  Ved  bestemmende indflydelse   forstås   ejerskab   eller   rådighed   over   stemmerettigheder   som   omhandlet   i ligningslovens § 2, stk. 2. § 2. I denne lov forstås ved: 1. Dansk skib: Et skib, som er registreret med hjemsted her i landet med en bruttotonnage på 20 tons  eller  derover,  og  som  udelukkende  anvendes  til  erhvervsmæssig  befordring  af passagerer eller gods eller som bugser- og bjærgningsfartøj. Et skib, som er registreret med hjemsted på Færøerne, i Grønland eller i udlandet med en bruttotonnage på 20 tons eller  derover,  og  som  uden  besætning  overtages  til  befragtning  af  et  dansk  rederi, sidestilles med dansk skib. Et skib, som er registreret med hjemsted her i landet, og som uden besætning overtages til befragtning af et færøsk, grønlandsk eller udenlandsk rederi, anses ikke for et dansk skib. 2. Begrænset fart  :

- 1 - a. Fart  eller  bugser-  og  bjærgningsvirksomhed  med  skibe,  der  væsentligst  sejler  på danske indsøer, indre vandveje og fjorde. b. Anvendelse af skibe i stationær virksomhed, herunder havnefart o.l. c. Fart    eller    bugser-    og    bjærgningsvirksomhed    med    skibe    uden    egne fremdrivningsmidler. d. Rutetrafik, hvor sejldistancen fra havn til havn er mindre end 50 sømil. e. Anden fart eller bugser- og bjærgningsvirksomhed, når forholdene er sådan, at den pågældende person har mulighed for regelmæssigt at overnatte i land. Sømandsfradrag § 3. Personer, som er skattepligtige efter kildeskattelovens § 1, og som uden for begrænset fart erhverver  lønindkomst  ved  arbejde  ombord  på  skibe  med  en  bruttotonnage  på  20  tons  eller derover, kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrage 156 kr. pr. påbegyndt døgn, hvor  den  pågældende  udfører  arbejde  ombord  på  sådant  skib.  Det  er  en  betingelse,  at forhyringsvilkårene for den pågældende svarer til, hvad der sædvanligvis gælder for søfolk. Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse ved erhvervelse af lønindkomst ved arbejde udført ombord på skibe og installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning og udvinding af kulbrinter  uden  for  dansk  søterritorium  og  dansk  kontinentalsokkelområde,  samt  ved  arbejde ombord på skole- og øvelsesskibe, jf. lov om søfartsuddannelse. §  4.  Når  der  foretages  fradrag  efter  §  3,  kan  der  ikke  samtidig  foretages  fradrag  efter ligningslovens  §  9,  stk.  1,  ligningslovens  §§  9  B-9  D  og  ligningslovens  §  13  samt  efter pensionsbeskatningslovens § 49, stk. 1. Stk. 2. Personer, som kan foretage fradrag efter § 3, er ikke omfattet af ligningslovens § 9 A, stk. 1-9. Beskatning ved arbejde ombord på dansk skib registeret i Dansk Internationalt Skibsregister § 5. Har en person, der er skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, erhvervet lønindkomst ved arbejde ombord på et dansk skib, som er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, og som anvendes  til  formål,  som  vil  kunne  omfattes  af  tonnageskatteloven,  nedsættes  den  samlede indkomstskat  med  det  beløb,  der  forholdsmæssigt  falder  på  denne  indkomst.  1.  pkt.  finder tilsvarende   anvendelse   på   dødsboer   omfattet   af   dødsboskattelovens   §   1,   stk.   2. Fratrædelsesgodtgørelser m.v. er ikke omfattet af 1. pkt. Stk. 2. Personer, som er skattepligtige efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra j, svarer ikke skat af lønindkomst  erhvervet  ved  arbejde  ombord  på  et  dansk  skib,  som  er  registreret  i  Dansk Internationalt  Skibsregister,  og  som  anvendes  til  formål,  som  vil  kunne  omfattes  af tonnageskatteloven. Stk. 1, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Stk. 3. Skattefritagelse efter stk. 1 og stk. 2 er betinget af, at lønnen er fastsat under hensyn til skattefritagelsen.

- 2 - Stk. 4. Personer, som kan anvende stk. 1, er ikke omfattet af ligningslovens § 9 A, stk. 1-9. § 6. Ved  arbejde  ombord  på  skib,  som  anvendes  som  bugser-  og  bjærgningsfartøj  inden  for EU/EØS,  finder  §  5  udelukkende  anvendelse  i  tilfælde,  hvor  skibet  udfører  bugser-  og bjærgningsaktiviteter til søs i mindst 50 pct. af den tid, skibet i løbet af et indkomstår er i drift. Det er en betingelse, at fartøjet har hjemsted i en EU- eller EØS-medlemsstat. Stk.  2.  Ved  anvendelsen  af  stk.  1  fordeles  ventetid  forholdsmæssigt  mellem  den  tid,  der  er medgået  til  bugser-  og  bjærgningsaktiviteter  til  søs,  og  den  tid,  der  er  anvendt  til  andre aktiviteter. §  7.  Ved  arbejde  ombord  på  skib,  som  sejler  i  regelmæssig  passagersejlads  mellem  havne  i EU-medlemsstater, finder § 5, stk. 2, alene anvendelse på personer, som er statsborgere eller hjemmehørende i en EU- eller en EØS-medlemsstat. Beskatning ved arbejde ombord på andre skibe § 8. § 5 finder uanset tonnageskattelovens bestemmelser tilsvarende anvendelse ved arbejde uden for EU/EØS ombord på stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, som nævnt i § 10, stk. 1. §  9.  For  personer,  som  er  skattepligtige  efter  kildeskattelovens  §  2,  stk.  1,  litra  j,  og  som erhverver lønindkomst som nævnt i kildeskattelovens § 43, stk. 1, ved arbejde udført ombord på dansk skib uden for begrænset fart uden at være omfattet af § 5, stk. 2, beregnes skatten som 30 pct.  af bruttoindkomsten.  Den  skattepligtige kan    dog vælge  at  blive beskattet,  som  om den pågældende var omfattet af kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra a. Valget skal træffes senest den 1. maj efter det pågældende  indkomstår. Valget kan omgøres inden  udløbet af den frist, der er nævnt i skattestyrelseslovens § 3, stk. 1. Stk.  2.   Stk.  1  finder  tilsvarende  anvendelse for  personer,  som  uden  at være  omfattet  af  §  8 erhverver  lønindkomst  ved  arbejde  ombord  på  stenfiskerfartøjer,  herunder  sandsugere,  som nævnt i § 10, stk. 1. Stk.  3. Den  skat,  der  efter  stk.  1  og  stk. 2  beregnes  for  personer,  der  er  hjemmehørende  på Færøerne eller i Grønland, tilfalder henholdsvis Færøernes og Grønlands landskasse. Andre bestemmelser § 10. Rederier,  som  udøver  virksomhed  med  stenfiskerfartøjer,  herunder  sandsugere,  som  er registreret med hjemsted her i landet med en bruttotonnage på 20 tons eller derover, eller som er registreret med hjemsted i en anden EU/EØS-medlemsstat med tilsvarende bruttotonnage og uden besætning er overtaget til drift af et dansk rederi, kan efter ansøgning få refunderet indeholdte A-skatter m.v., jf. stk. 2-3, for personer, som udfører arbejde ombord, og som ikke er omfattet af § 8.

- 3 - Stk. 2. Det er en betingelse for refusion, at det enkelte fartøj i løbet af et indkomstår har udført søtransportaktiviteter i mindst 50 pct. af den tid, fartøjet har været i drift. Stk. 3. Refusion ydes til rederiet med det beløb, der for hver enkelt medarbejder beregnes som 35 pct. af den del af grundlaget for lønmodtagerbidraget efter § 8 i lov om en arbejdsmarkedsfond, der kan henføres til arbejde udført i forbindelse med søtransportaktiviteter. Stk. 4. Rederier, som ønsker refusion efter stk. 1-3, skal føre særskilt regnskab for søtransportens omfang. § 11. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om lovens gennemførelse og administration. § 12. Skatteministeren  kan  bemyndige  de  statslige  eller  kommunale  skattemyndigheder  til  at træffe afgørelser efter denne lov. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserne,  herunder  om  at  afgørelserne  ikke  kan  indbringes  for  højere  administrativ myndighed. Overgangsbestemmelser § 13. Sejldistancen efter § 2, stk. 1, nr. 3, litra d, fastsættes til 25 sømil ved arbejde i rutetrafik, hvor bestemmelserne i § 5, stk. 4, i lov om særlige fradrag til sømænd, jf. lovbekendtgørelse nr. 723  af  6.  august  2001,  som  ændret  ved  §  11  i  lov  nr.  394  af  28.  maj  2003,  den [fremsættelsesdatoen]   fandt anvendelse. § 14. Personer,  som den [fremsættelsesdatoen]   ikke  efter ligningslovens §  9 A, stk.  11, var afskåret fra at anvende ligningslovens § 9 A, stk. 1-9, og som kan foretage fradrag efter § 3, kan vælge fortsat at være omfattet af ligningslovens § 9 A, stk. 1-9. Er der foretaget fradrag efter § 3, finder 1. pkt. ikke længere anvendelse. Når 1. pkt. vælges anvendt, kan der ikke foretages fradrag efter § 3. Ikrafttrædelsesbestemmelser og ændring af anden lovgivning § 15. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af skatteministeren. Stk.  2.  Skatteministeren  kan  fastsætte,  at  loven  træder  i  kraft  på  forskellige  tidspunkter. Ministeren kan herunder fastsætte, at lov om særlige fradrag til sømænd, jf. lovbekendtgørelse nr. 723 af 6. august 2001, som ændret ved § 11 i lov nr. 394 af 28. maj 2003, finder tilsvarende anvendelse ved anvendelse af lovens §§ 5-8, så længe lovens øvrige bestemmelser ikke er trådt i kraft. § 16. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. § 17. I lov om en arbejdsmarkedsfond, jf. lovbekendtgørelse nr. 694 af 20. august 2002, som senest ændret ved § 1 i lov nr. 468 af 9. juni 2004, foretages følgende ændring: 1. § 8, stk. 3, affattes således:

- 4 - ” Stk. 3. Vederlag, der er omfattet af § 5 og § 8 i lov om beskatning af søfolk medregnes ikke til bidragsgrundlaget.” § 18. I lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 827 af 22. september 2003, som senest ændret ved § 4 i lov nr. 458 af 9. juni 2004, foretages følgende ændringer: 1. § 55, stk. 2, 1. pkt., affattes således: ” Stk. 2. Der kan ikke kræves afsluttende skatteansættelse efter § 13 af indkomst som omhandlet i kildeskattelovens § 2, stk. 5, § 48 B, § 65, § 65 A og § 65 C, kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2, samt § 9 i lov om beskatning af søfolk.” 2. § 56, stk. 2, 1. pkt., affattes således: ” Stk. 2. Indkomst som omhandlet i kildeskattelovens § 2, stk. 5, § 48 B, § 65, § 65 A og § 65 C, kulbrinteskattelovens  §  21,  stk.  2,  samt  §  9  i  lov  om  beskatning  af  søfolk,  indgår  ikke  ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten.” §   19.   I   lov   om   opkrævning   af   indkomstskat   samt   kommunal   og   amtskommunal ejendomsværdiskat  for  personer  m.v.  (kildeskat),  jf.  lovbekendtgørelse  nr.  678  af  12.  august 2002, som senest ændret ved § 4 i lov nr. 468 af 9. juni 2004, foretages følgende ændringer: 1. I § 2, stk. 7, ændres ”§ 48 C, stk. 1” til: ”§ 9 i lov om beskatning af søfolk” to steder. 2. I § 5 B, stk. 3, ændres ”§ 48 C, stk. 1” til: ”§ 9 i lov om beskatning af søfolk”. 3. § 48 C ophæves. 4. § 48 D ophæves. § 20. I lov om kommunal indkomstskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 199 af 24. marts 2003, foretages følgende ændring: 1. I § 9, stk. 1, 3. pkt., ændres ”reglerne i lovens § 48 C” til: ”§ 9 i lov om beskatning af søfolk”. § 21. I lov om påligningen af indkomst til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 791 af 17. september 2002,  som senest ændret ved § 2 i lov nr. 490 af 9. juni 2004, foretages følgende ændringer: 1. § 9 A, stk. 11, 1. pkt., affattes således: ” Stk. 11. Personer, der modtager ydelser efter § 7, nr. 15, eller § 31, stk. 4, er ikke omfattet af stk. 1-9.”. 2. I § 33, stk. 6, ændres ”§ 33 C” til: ”§ 5 i lov om beskatning af søfolk”.

- 5 - 3. I § 33 A, stk. 1, 3. pkt., ændres ”jf. § 33 C” til: ”jf. lov om beskatning af søfolk”. 4. § 33 C ophæves. § 22. I lov om indkomstskat for personer m.v. (personskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af 29. august 2003, som senest ændret ved § 3 i lov nr. 302 af 30. april 2004, foretages følgende ændringer: 1. I § 10, stk. 5, 3. pkt., ændres ”reglerne i kildeskattelovens § 48 C” til: ”§ 9 i lov om beskatning af søfolk”. 2. § 13, stk. 5, 4. pkt., affattes således: ”Bestemmelsen finder dog ikke anvendelse, hvor skatten er nedsat i henhold til bestemmelsen i ligningslovens § 33 A eller efter § 5 eller § 8 i lov om beskatning af søfolk.” § 23. I skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 869 af 12. august 2004, foretages følgende ændringer: 1. I § 2, stk. 1, nr. 2, ændres ”kildeskattelovens § 48 C” til: ”§ 9 i lov om beskatning af søfolk”. 2. I § 7, stk. 2, nr. 6, ændres ”et dansk skib i udenrigsfart henholdsvis nærfart, jf. § 2 i lov om særlige fradrag til sømænd mv.” til: ”et dansk skib i, henholdsvis udenfor,  begrænset fart, jf. § 2 i lov om beskatning af søfolk”. § 24. I  lov  om skattemyndighedernes  organisation  og opgaver  m.v.  (skattestyrelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 868 af 12. august 2004, foretages følgende ændring: 1. I § 21, stk. 1, 3. pkt., ændres ”sømænd m.v., der sejler i udenrigsfart” til ”sømænd, der sejler uden for begrænset fart”. § 25. Lov om særlige fradrag til sømænd m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 723 af 6. august 2001, som ændret ved § 11 i lov nr. 394 af 28. maj 2003, ophæves. § 26. I lov nr. 460 af 31. maj 2000 (Udvidelse af DIS-ordningen samt beskatning af søfolk og luftfartspersonale i international trafik m.v.) som ændret ved § 3 i lov nr. 270 af 8. maj 2002, ophæves §§ 2-7. Bemærkninger til lovforslaget Almindelige bemærkninger 1. Lovforslagets formål. Dette lovforslag har et dobbelt formål. For det første er der behov for at tilpasse reglerne om beskatning  af  søfolk  til  de  nye  retningslinier  for  statsstøtte  til  søtransportsektoren,  som EU-Kommissionen  udsendte  i  januar  2004  (EFT  C  13  af  17.1.2004,  s.  3),  og  som

- 6 - medlemsstaterne  efter  retningslinierne  skal  gennemføre  inden  udgangen  af  juni  2005. Lovforslaget  skal  i  denne  forbindelse  ses  i  sammenhæng  med  det  forslag  om  ændring  af tonnageskatteloven, som regeringen samtidig har fremsat. Samtidig ønsker regeringen  som led i bestræbelserne  på at forenkle skattesystemet  at foreslå væsentlige forenklinger af reglerne for beskatning af søfolk. I  øjeblikket  skal  reglerne  om  beskatning  af  søfolk  søges  i  et  samspil  mellem  regler  i kildeskatteloven, regler i ligningsloven og endelig lov om særlige fradrag til  sømænd. Dertil kommer,  at  en  del  af  regelsættet  består  af  bemyndigelser  til  skatteministeren  til  at  meddele dispensationer. Regeringen  ønsker  at  forenkle  og  objektivere  dette  regelsæt.  Derfor  foreslår  regeringen  at afskaffe det eksisterende dispensationssystem og i stedet alene basere reglerne om beskatning af søfolk på objektive kriterier. Desuden foreslås det at forenkle de ganske komplicerede regler for særlige fradrag til søfolk. 2. De gældende regler for beskatning af søfolk. Som udgangspunkt beskattes søfolk af deres lønindkomst på linie med andre lønmodtagere, men samtidig findes der to særlige regelsæt for denne gruppe. Det ene er reglerne om skattefritagelse for  søfolk,  der  arbejder  ombord  på  skibe  registreret  i    Dansk  Internationalt  Skibsregister (”DIS-ordningen”).   Det   andet   er   reglerne   i     lov   om   særlige   fradrag   til   sømænd (sømandsfradragsloven). a. DIS-ordningen. Dansk Internationalt Skibsregister (DIS) blev oprettet i 1988. Baggrunden var et ønske om, at dette  register  skulle  kunne  yde  samme  konkurrencemæssige  vilkår  som  andre  internationale skibsregistre for effektivt at kunne modvirke udflagning af danske skibe. Det blev dengang konstateret, at mandskab ombord på skibe i andre internationale skibsregistre ikke betaler skat til flagstaten, og man fandt det på denne baggrund nødvendigt på tilsvarende måde at lempe de danske skatteregler, således at DIS også på dette område kunne yde samme konkurrencemæssige vilkår som andre internationale skibsregistre. Søfolk  ombord  på  danske  skibe  registreret  i  DIS  blev  på  denne  baggrund  fritaget  for  dansk beskatning. Dette gælder, hvad enten de pågældende søfolk er hjemmehørende i Danmark eller i udlandet. Er den pågældende hjemmehørende i Danmark, nedsættes vedkommendes skat med det beløb, der forholdsmæssigt falder på den indkomst, der er erhvervet ved arbejde om bord på DIS-skib  (ligningslovens  §  33  C).  Er  den  pågældende  hjemmehørende  i  udlandet,  frafaldes beskatningen (kildeskattelovens § 48 D). Det er en forudsætning for gennemførelsen af skattefritagelsen, at lønnen for søfolk ombord på DIS-skibe fastsættes på internationalt konkurrencedygtige vilkår, d.v.s. som en nettohyre, der tager hensyn til skattefritagelsen. DIS-skattereglerne  kan ikke  anvendes  ved  arbejde  ombord  på færger  i  dansk  indenrigstrafik.

- 7 - DIS-skattereglerne   kan   heller   ikke   anvendes,   hvis   skibet   ikke   er   et   dansk   skib   i skattelovgivningens forstand, uanset om skibet rent faktisk er registreret i DIS. (Registreringen af et  skib  i  DIS  sker  i  Søfartsstyrelsens  regi.  DIS-registrering  er  en  forudsætning  for DIS-skattefritagelse  af  de  søfarende,  men  fritagelsen  gives  kun,  når  skattelovgivningens betingelser samtidig er opfyldt.) Begrebet ”dansk skib” i skattelovgivningens forstand er defineret i § 2 i lov om særlige fradrag til sømænd. Efter denne bestemmelse forstås der ved dansk skib bl.a. et skib med hjemsted her i landet,  som  har  en  bruttotonnage  på  mindst  100  tons,  og  som  udelukkende  anvendes  til erhvervsmæssig befordring af personer eller gods eller som bjærgningsfartøj. Sømandsfradragsloven  indeholder  endvidere  forskellige  dispensationsbestemmelser,  således  at der kan gives sømandsfradrag, selv om tonnagemålet på de 100 tons ikke er opfyldt, og selv om den erhvervsmæssige anvendelse er en anden end den ovenfor nævnte. Efter en praksis, som daterer sig tilbage til indførelsen af DIS-ordningen, har dispensation efter sømandsfradragsloven ikke alene medført, at søfolkene ombord på det pågældende skib kan få sømandsfradrag, men også at de kan beskattes efter DIS-reglerne, hvis skibet er registreret i DIS. Denne  praksis  har  givet  anledning  til  kritik,  idet  den  i  visse  tilfælde  har  medført konkurrenceforvridning i forhold til de landbaserede erhverv. Der blev derfor i 2001 foretaget en ændring  af  praksis,  således  at  der  ikke  længere  gives  dispensation  til  de  såkaldte entreprenørskibe, der anvendes ved bygning af f. eks. havneanlæg og moler. Herved undgik man konkurrencemæssige problemer i forhold til de landbaserede entreprenørvirksomheder. Denne praksisændring har dog ikke løst alle problemer, der er knyttet til dispensationssystemet. Dispensation for tonnagemålet – d.v.s. tilladelse for skibe på under 100 tons til at gøre brug af DIS-skattereglerne – gives nemlig kun i de tilfælde, hvor rederiet har skibe såvel over som under grænsen på  100 tons. Begrundelsen  er, at søfolk  frit skal  kunne overflyttes mellem  samtlige rederiets skibe uanset størrelse. Derfor må de af rederiets skibe, som er under 100 tons, også kunne inddrages. Sat lidt på spidsen indebærer disse bestemmelser, at et rederi med et skib på 100 tons og et skib på 98 tons kan få begge skibe ind under DIS-skatteordningen, mens et andet rederi med to skibe på  hver  99  tons  ikke  kan  få  nogen  af  dem  ind.  Dette  er  konkurrenceforvridende  og  klart utilfredsstillende. Det konkurrencemæssige aspekt i disse regler er blevet vurderet af Konkurrencestyrelsen. Dette skete  på  foranledning  af  et  mindre  rederi,  som  ikke  havde  skibe  over  100  tons,  og  som  i modsætning til sine konkurrenter derfor ikke kunne få dispensation efter sømandsfradragsloven. Konkurrencestyrelsen  udtalte,  at  de  gældende  dispensationsregler  medfører  eller  vil  kunne medføre    forskelsbehandling    af    indbyrdes    konkurrerende    erhvervsvirksomheder. Konkurrencestyrelsen opfordrede Skatteministeriet til at tage reglerne op til revision med henblik på at sikre, at konkurrencemæssig forskelsbehandling undgås. b. Sømandsfradragsloven. Sømandsfradragsloven  blev  indført  sammen  med  DIS-ordningen.  Formålet  var  dengang  i  alt

- 8 - væsentligt at videreføre praksis fra den gamle sømandsskatteordning, som var blevet indført i slutningen af 1950’erne, og som nu blev afløst af DIS-ordningen og sømandsfradragsloven. Sømandsfradragsloven opererer med tre fartområder, nemlig udenrigsfart, nærfart og begrænset fart. Ved udenrigsfart forstås fart uden for et område, der i Nordsøen afgrænses af 3 grader østlig længde og 61 grader nordlig bredde og i Østersøen af 58 grader nordlig bredde. Ved nærfart forstås fart inden for dette område bortset fra begrænset fart. Området for begrænset fart er ikke på samme måde defineret med angivelse af længde- og breddegrader, men området omfatter i alt væsentligt Danmarks umiddelbare nærhed. Sondringen  mellem  udenrigsfart,  nærfart  og  begrænset  fart  har  i  dag  alene  betydning  for sømandsfradragets  størrelse,  jf.  nedenfor.  Tidligere  havde  sondringen  tillige  betydning  for anvendelsen af DIS-skattereglerne, idet passagerskibe før august 2000 kun kunne gøre brug af disse regler, når de sejlede i udenrigsfart. Før 1996 var der lignende begrænsninger for så vidt angår fragtskibe. Desuden indeholder sømandsfradragsloven bl.a. som ovenfor nævnt definitionerne af danske og udenlandske skibe samt de dispensationsregler, der ligeledes er redegjort for. Endelig indeholder sømandsfradragsloven bestemmelser om sømandsfradragets størrelse. Der  kan  kun  gives  sømandsfradrag  ved  arbejde  ombord  på  skibe  i  udenrigsfart  og  nærfart. Udføres arbejdet ombord på dansk eller udenlandsk skib i udenrigsfart, udgør fradraget 23.000 kr.  årligt  +  en  vis  procentdel  af  lønnen.  Arbejdes  der  ombord  på  et  dansk  (men  ikke  et udenlandsk)  skib  i  nærfart,  udgør  fradraget  8.000  kr.  årligt  +  en  procentdel  af  lønnen. Procentfradraget beregnes i begge tilfælde som 15 pct. af den del af lønindkomsten, der ikke overstiger 130.000 kr., og med 8 pct. af resten op til en lønindkomst på højst 310.000 kr. Har den pågældende kun lønindkomst en del af året, nedsættes fradragene forholdsmæssigt. Det  maksimale  sømandsfradrag  er  herefter  56.900  kr.  ved  arbejde  ombord  på  dansk  eller udenlandsk skib i udenrigsfart, mens det ved arbejde ombord på dansk skib i nærfart er 41.900 kr. Ved arbejde hele indkomståret svarer dette til et fradrag på hhv. ca. 156 kr. og ca. 115 kr. om dagen. Hvis  sømandsfradraget  vælges,  kan  den  pågældende  ikke  samtidig  foretage  fradrag  efter ligningslovens § 9, stk. 1, (lønmodtagerudgifter over p.t. 4.900 kr.), ligningslovens §§ 9B-9D (befordringsfradrag), ligningslovens § 13 (kontingenter til faglige sammenslutninger) eller efter pensionsbeskatningslovens  §  49,  stk.  1,  (arbejdsløshedsforsikring).  Er  man  berettiget  til sømandsfradrag, kan man endvidere ikke modtage skattefri rejsegodtgørelse efter ligningslovens § 9 A. 3. EU’s retningslinier for statsstøtte til søtransportsektoren. EU-Kommissionen   udsendte  i   januar   2004   reviderede   retningslinier   for  statsstøtte   til søtransportsektoren  (EFT  C  13  af  17.1.2004,  s.  3).  Danmark  har  sammen  med  andre medlemsstater tilkendegivet  at ville  indrette deres nationale  regler efter  de nye  retningslinier inden udgangen af juni 2005. De nye retningslinier afløser et sæt retningslinier fra 1997.

- 9 - Retningslinierne er ikke i juridisk forstand bindende for medlemsstaterne på samme måde som forordninger  og  direktiver.  Med  meddelelsens  egne  ord  tager  den  sigte  på  at  fastlægge  de parametre, inden for hvilke statsstøtte til søtransportsektoren vil blive godkendt af Kommissionen efter de fællesskabsretlige regler og procedurer for statsstøtte i henhold til traktatens artikel 87, stk. 3, litra c) og/eller artikel 86, stk. 2. Retningslinierne har således formelt set mest karakter af en  tilkendegivelse  fra  Kommissionen  til  medlemsstaterne  om,  hvordan  man  vil  håndtere ansøgninger om godkendelse af statsstøtteforanstaltninger på søtransportområdet. Realiteten  er  imidlertid,  at  Kommissionen  til  enhver  tid  af  egen  drift  kan  tage  eksisterende statsstøtteordninger  op  til  genovervejelse  –  også  selvom  de  allerede  er  godkendt.  Hvis  en medlemsstat ikke foretager de tilpasninger, som de nye retningslinier måtte give anledning til, har Kommissionen muligheden for i sidste ende at gennemtvinge sådanne ændringer via Domstolen. Da ulovlig  statsstøtte skal tilbagebetales  af modtageren, kan  noget sådant  få meget alvorlige konsekvenser for de personer eller virksomheder, der måtte blive mødt med et sådant krav. Den pågældende medlemsstat vil ikke i en sådan situation kunne gå ind og kompensere modtagerne af ulovlig statsstøtte, idet en sådan kompensation i sig selv ville være ulovlig statsstøtte. Regeringen er ganske enig med Kommissionen i ønsket om, at der tilvejebringes størst mulig gennemsigtighed  og  ”fair  play”  medlemsstaterne  imellem  på  dette  vigtige  område.  I  de  nye statsstøtteretningslinier opfordrer Kommissionen medlemsstaterne til at tilkendegive, at man vil søge de nødvendige tilpasninger gennemført senest ved udgangen af juni 2005. Danmark har sammen med andre medlemsstater efterkommet denne opfordring. Det forhold, at en statsstøtteordning skønnes at holde sig inden for rammerne af Kommissionens retningslinier, fritager ikke den pågældende medlemsstat for at notificere ordningen og indhente Kommissionens godkendelse efter de almindelige regler for godkendelse af statsstøtteordninger. De  ændringer,  som  er  omhandlet  i  dette  lovforslag,  vil  således  skulle  godkendes  af Kommissionen, før de kan træde i kraft. Det  anføres  indledningsvis  i  EU-retningslinierne  for  statsstøtte  til  søtransportsektoren,  at retningslinierne omfatter, hvad der betegnes som tjenesteydelser inden for søtransport, som disse er defineret i forordning (EØF) nr. 4055/86 og forordning (EØF) nr. 3577/92, d.v.s. ”søtransport af gods og passagerer”. Retningslinierne gælder i bestemte tilfælde også for bugsering og for opmudrings-  og sandsugningsaktiviteter. For så vidt angår bugsering gælder der efter de nye retningslinier den særlige regel, at sådanne aktiviteter   kun   kan   omfattes   af   statsstøtteforanstaltninger,   hvis   over   50   pct.   af   de bugseringsaktiviteter,  som  et  bugserfartøj  udfører  i  løbet  af  et  år,  udgøres  af  ”søtransport”. Ventetid kan fordeles forholdsmæssigt mellem søtransport og andre aktiviteter. Det nævnes i retningslinierne,  at  bugseringsaktiviteter  i  havne  m.v.  ikke  er  søtransport  i  retningsliniernes forstand. Om opmudring og sandsugning siges det i retningslinierne, at sådanne aktiviteter principielt ikke er   berettiget   til   søtransportstøtte.   Dog   kan   sådanne   aktiviteter   bringes   ind   under statsstøtteordninger, hvis mindst 50 pct. af fartøjets aktiviteter udgøres af søtransport, hvorved forstås transport af opgravede materialer. Det er kun selve transporten, der kan bringes ind under

- 10 - statsstøtteordninger – ikke opgravningen eller udvindingen af materialer. Det skal også nævnes, at de nye statsstøtteretningslinier indeholder en begrænsning for så vidt angår færgeruter mellem destinationer inden for EU, idet der efter retningslinierne kun kan gives skattefritagelser for personer, der er statsborgere i en EU/EØS-medlemsstat. Der redegøres under bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser for, hvordan disse begrænsninger foreslås indarbejdet i den danske ordning. Anvendelsesområdet   for   statsstøtteforanstaltninger   på   dette   område   er   således   den erhvervsmæssige transport af gods og passagerer til søs, samt i begrænset omfang bugsering og opmudring/sandsugning.    Andre    former    for    virksomhed    kan    ikke    omfattes    af statsstøtteforanstaltningerne, uanset om de foregår på eller fra et skib. Retningslinierne vedrører al støtte til søtransport, der ydes af medlemsstaterne eller ved hjælp af offentlige midler, herunder økonomiske fordele af enhver art, som finansieres af offentlige myndigheder. Den statsstøtte, som medlemsstaterne inden for denne ramme kan give, er for de arbejdsrelaterede omkostningers  vedkommende  maksimeret  til  en  fritagelse  af  søfolkene  for  beskatning  og socialsikringsbidrag.  Medlemsstaterne  kan  vælge  at  skattefritage  søfolk,  som  det  sker  i DIS-ordningen. De kan også vælge at give et tilskud til rederierne i form af hel eller delvis godtgørelse  af  søfolkenes  skatter.  Uanset  den  tekniske  udformning  af  støtteordningerne  må støtten ikke overstige det samlede beløb for skatter og socialsikringsbidrag, der opkræves fra skibsfartsaktiviteter og fra søfolk. Der  er  intet  til  hinder  for,  at  en  medlemsstat  gennemfører  statsstøtteforanstaltninger,  som  er mindre vidtgående, end retningslinierne åbner mulighed for. Statsstøtteforanstaltninger skal som før nævnt under alle omstændigheder notificeres og godkendes af Kommissionen, før de kan sættes i værk, men der er ingen EU-retlig forpligtelse for medlemsstaterne til at udfylde rammen fuldt ud. Hvis en medlemsstat derimod måtte ønske at give statsstøtte ud over de rammer, der her er fastlagt, vil Kommissionen ikke give sin godkendelse, og en sådan foranstaltning vil dermed ikke kunne sættes i værk. 4. Lovforslagets indhold. Som ovenfor nævnt er formålet med dette lovforslag dels at tilpasse reglerne om beskatning af søfolk  til  de  nye  EU-retningsliner  for  statsstøtte  til  søtransportsektoren,  dels  at  foretage  en forenkling af regelsættet. De gældende regler findes spredt i kildeskatteloven, ligningsloven og lov om særlige fradrag til sømænd. De ændringer, som regeringen her foreslår, er af en sådan karakter, at det ville være vanskeligt at gennemføre ændringerne i form af ændringer af de tre nævnte love. Især ville der ikke være meget tilbage af den eksisterende sømandsfradragslov efter sådanne ændringer. Regeringen foreslår derfor, at sømandsfradragsloven helt ophæves og erstattes med en ny lov om beskatning  af  søfolk.  Samtidig  foreslås  det,  at  de  eksisterende  regler  i  kildeskatteloven  og ligningsloven om beskatning af søfolk indarbejdes i den nye lov om beskatning af søfolk i den udformning, som de nu skal have. Hermed samles de særlige skatteregler, der gælder for denne

- 11 - gruppe, på ét sted. De væsentligste ændringer i forhold til de gældende regler er følgende: - Anvendelsesområdet for DIS-ordningen bliver det samme som for tonnageskatteordningen. DIS-ordningen (beskatning af søfolk ombord på danske skibe) og tonnageskatteordningen (beskatning af danske rederier) er begge i EU-retlig forstand statsstøtteordninger, og de hviler   på   samme   EU-retlige   grundlag.   Derfor   bør   de   også   have   samme anvendelsesområde, medmindre andet følger af EU-reglerne. - Det nuværende dispensationssystem i sømandsfradragsloven og efter praksis dermed også i DIS-ordningen  afskaffes.  DIS-reglerne  vil  herefter  alene  hvile  på  objektive  kriterier. Herved  sikres  det,  at  de  nuværende  uheldige  konkurrencemæssige  virkninger  af  de gældende regler fjernes. Det sikres også, at DIS-skattefritagelserne holdes inden for det anvendelsesområde,   der   er   fastlagt   i   EU-retningslinierne   for   statsstøtte   til søtransportsektoren,  nemlig  erhvervsmæssig  befordring  af  passagerer  eller  gods  samt bugser- og bjærgningsvirksomhed. - Sømandsfradraget, som i sin nuværende form er ganske kompliceret, erstattes med et fast fradrag pr. dag. - Den nuværende opdeling af fartområderne i udenrigsfart, nærfart og begrænset fart forenkles, således at der fremover kun skelnes mellem begrænset fart og anden fart. - Det gøres  muligt for ejere  af sandsugerfartøjer at  modtage statsstøtte  til arbejdsrelaterede omkostninger  inden  for  de  begrænsninger,  det  efter  statsstøtteretningslinierne  bliver tilladt. Dette vil efter lovforslaget ske, ved at sådanne rederier efter nærmere regler kan få refunderet  indeholdte  A-skatter  m.v.  for  personer,  som  udfører  arbejde  ombord  på sådanne fartøjer. Økonomiske konsekvenser for stat, amter og kommuner Forslaget om at erstatte sømandsfradraget med et fast fradrag på 156 kr. pr. dag på skibe ved fart uden for begrænset fart bevirker, at personer, der i dag arbejder ombord på et skib i nærfart, fremover  får  samme  indkomstuafhængige  fradrag  pr.  dag  som  personer,  der  arbejder  i udenrigsfart. Herudover bevirker det, at alle berettigede søfolk gives det hidtidige maksimale indkomstafhængige fradrag pr. dag. Dette er i dag kun muligt med en årsløn over 310.000 kr. Personer, der arbejder i nærfart, eller som tjener under 310.000 kr. i årsløn, får derved et højere dagligt fradrag, hvis de er berettiget til sømandsfradraget. Derudover vil forslaget om nedsættelse af tonnagegrænsen til 20 tons betyde, at personer, der i dag  er  hyret  på  skibe  på  20-100  tons,  og  ellers  opfylder  kriterierne,  kan  få  det  faste sømandsfradrag. Til gengæld betyder ophævelsen af adgangen til dispensationer, at kun personer på skibe, som opfylder kriterierne og sejler uden for begrænset fart, kan vælge sømandsfradraget. Der er i dag ca. 1.000 personer, som får sømandsfradrag ved arbejde udført ombord på skibe, som ikke  er  registreret  i  Dansk  Internationalt  Skibsregister,  herunder  ca.  800  i  nærfart.  På  den

- 12 - baggrund anslås provenutabet vedrørende den del af lovforslaget, der erstatter det nuværende sømandsfradrag med et fast fradrag pr. dag,  næppe at overstige 5 mio. kr. årligt. Herudover skønnes nedsættelsen af tonnagegrænsen at bevirke et beskedent provenutab. Bortfaldet af dispensationsadgangen og derved overgangen til alene objektive kriterier for den lempeligere sømandsbeskatning samt sikring af DIS-beskatningsprincippernes forenelighed med EU-rettens  statsstøttebestemmelser    –  svarende  til  anvendelsesområdet  for  tonnageskatten  – skønnes at bevirke et mindre merprovenu i størrelsesordenen som det ovennævnte provenutab. Merprovenuet hidrører fra den indskrænkning, der sker i adgangen til DIS-ordningen som følge af EU-reguleringen. Alt i alt skønnes lovforslaget ikke at have nævneværdige provenukonsekvenser. For finansåret 2005 skønnes lovforslaget at have yderst begrænsede konsekvenser. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Lovændringen skønnes ikke at have nævneværdige økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. Administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget  vil  indebære  en  administrativ  lettelse  for  erhvervslivet,  idet  det  nuværende dispensationssystem afskaffes og erstattes af objektive regler. Administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner [-----] Miljømæssige konsekvenser Forslaget skønnes ikke at have miljømæssige konsekvenser. Forholdet til EU-retten Lovforslaget har bl.a. til formål at tilpasse de danske regler for beskatning af søfolk til de nye EU-retningslinier  for  statsstøtte  til  søtransportsektoren.  Ændringerne  skal  godkendes  af Kommissionen efter statsstøttereglerne, før de kan træde i kraft. Høring Lovforslaget  har  været  sendt  i  høring  hos  følgende  organisationer  m.v.:  Advokatrådet, Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Danmarks Rederiforening, Bilfærgernes Rederiforening, Rederiforeningen for Mindre Skibe, Rederiforeningen af 1895, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen Danske Revisorer, Foreningen Registrerede Revisorer, Kommunernes    Landsforening,    Københavns    Kommune,    Frederiksberg    Kommune, Landsorganisationen i Danmark, Søfartens Ledere/Dansk Navigatørforening, Maskinmestrenes Forening,  Skattechefforeningen,  Skatterevisorforeningen,  Erhvervs-  og  Selskabsstyrelsen  og Søfartsstyrelsen. [Oversigt over modtagne høringssvar]

- 13 - Vurdering af lovforslagets konsekvenser Positive konsekvenser Negative konsekvenser Økonomiske  konsekvenser for    stat,    amter    og kommuner Lovforslaget   skønnes   ikke   at   have nævneværdige provenumæssige konsekvenser. Administrative konsekvenser   for   stat, amter og kommuner [-----] Økonomiske  konsekvenser for erhvervs livet Ingen nævneværdige konsekvenser. Administrative konsekvenser for erhvervslivet Administrativ lettelse, da den eksisterende dispensationsordning     erstattes    med objektive regler. Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen Administrative konsekvenser for borgerne Reglerne    om    sømandsfradrag    bliver enklere og mere overskuelige for borgerne. Forholdet til EU-retten Lovændringen skal efter EU’s statsstøtteregler godkendes af Kommissionen, inden den kan sættes i værk. Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser Til § 1 Det fastsættes indledningsvis i stk. 1, at lønindkomst, som erhverves ved  arbejde ombord på skibe m.v., beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler med de undtagelser, der følger af denne lov. Herved gøres det klart, at søfolk som udgangspunkt skattemæssigt er ligestillet med alle andre personer, og at dette kun fraviges i det omfang, at det følger af denne lov. Efter stk. 2 finder loven tilsvarende anvendelse ved arbejde ombord på skib, der er midlertidigt ude af drift  på grund af reparationsarbejde, midlertidig oplægning og lignende. Det gøres til en betingelse, at den pågældende umiddelbart forud for reparationsarbejdet eller den midlertidige oplægning  var  omfattet  af  denne  lov,  og  at  ansættelsesforholdet  ikke  alene  er  indgået  med henblik på at udføre arbejde ombord på skib, som er ude af drift. Formålet med denne betingelse er at sikre, at det kun er egentlige søfolk, som omfattes af loven. Skibsværftsarbejdere, reparatører og andre ikke-søfolk, som udfører arbejde ombord på et skib, der midlertidigt er ude af drift, er ikke omfattet af loven. Stk. 3 fastsætter, at personer, som arbejder om bord på deres eget skib, samt partsredere eller interessenter, som ejer en andel af det skib, hvor de arbejder, også er omfattet af loven. Dette er

- 14 - til dels en videreførelse af de eksisterende regler, hvor det dog er fastsat, at den pågældende højst må eje en andel på 10 pct. af skibet (sømandsfradragslovens § 1, stk. 2 og stk. 3). Denne  regel  skønnes  ikke  længere  at  være  tidssvarende,  idet  der  ikke  gælder  en  tilsvarende begrænsning  for  personer,  som  indirekte  ejer en  andel  af  et  skib  gennem  et  selskab.  Der  er således ikke i øjeblikket noget til hinder for, at en person, som ejer et skib gennem et 100 pct. ejet ApS, kan ansætte sig selv som sømand under DIS-ordningen. Det  foreslås  derfor,  at  ejere,  partsredere  og  interessenter  kan  omfattes  af  loven  uanset  deres ejerandel. Til gengæld gøres det til en betingelse for ejerens, partsrederens eller interessentens anvendelse af DIS-skattereglerne, at den pågældendes aflønning svarer til den, der ydes til ansatte med samme anciennitet m.v. Det  foreslås  i  stk.  4,  at  samme  betingelse  kommer  til  at  gælde  for  personer,  som  udøver bestemmende  indflydelse  over  det  rederi,  som  ejer  det  skib,  hvor  den  pågældende  udfører arbejde. Ved bestemmende indflydelse forstås ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder som omhandlet i ligningslovens § 2, stk. 2, d.v.s. direkte eller indirekte rådighed over mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller rådighed over mere end 50 pct. af stemmerne i det rederi, som ejer skibet. Formålet med reglerne i stk. 3 og stk. 4 er at undgå, at en reder ved at ansætte sig selv til arbejde ombord på sit skib kan udbetale en skattefri DIS-hyre til sig selv, som overstiger det, som den pågældende ville udbetale til en anden. Vælger en sådan reder at udbetale en hyre til sig selv, som overstiger niveauet for andre ombord med samme anciennitet m.v., skal det overskydende beløb beskattes efter de almindelige regler. Til § 2 Bestemmelsen definerer, hvad der forstås ved et dansk skib og begrænset fart. Ved  et  dansk  skib  forstås  et  skib,  som  er  registeret  med  hjemsted  her  i  landet  med  en bruttotonnage  på  20  tons  eller  derover,  og  som  udelukkende  anvendes  til  erhvervsmæssig befordring  af  passagerer  eller  gods  eller  som  bugser-  og  bjærgningsfartøj.  Et  skib,  som  er registreret  i  udlandet,  på  Færøerne  eller  i  Grønland,  og  som  uden  besætning  overtages  til befragtning af et dansk rederi (bareboat-charter), betragtes som et dansk skib. Derimod betragtes et skib, som er registreret her i landet, og som bareboat-chartres til et færøsk, grønlandsk eller udenlandsk rederi, ikke som et dansk skib efter denne lov. I  forhold  til  de  gældende  regler  (sømandsfradragslovens  §  2,  nr.  1  og  nr.  4)  sker  der  efter forslaget den ændring i definitionen på dansk, at tonnagegrænsen nedsættes fra de nuværende 100 tons til 20 tons. Udenlandsk skib er ikke længere defineret, da der ikke længere vil være behov herfor. Desuden er udtrykket ”personer eller gods” erstattet med ”passagerer eller gods”, som er det udtryk, der anvendes i tonnageskatteloven og i EU-reglerne. Endelig sker der den sproglige præcisering, at bjærgningsfartøjer nu betegnes som bugser- og bjærgningsfartøjer. Det er ikke hensigten at ændre anvendelsesområdet for denne type fartøjer ud over hvad der følger af ændringen af tonnagegrænsen.

- 15 - Den nye grænse på de 20 tons er valgt, fordi dette efter lov om Dansk Internationalt Skibsregister (DIS-loven) er grænsen for, hvornår et skib kan registreres i DIS. (DIS-loven administreres af Søfartsstyrelsen og omhandler alene registrering af skibe. DIS-loven er således ikke en skattelov. Det er en forudsætning for ”DIS-beskatning” af en sømand, at skibet er registreret i DIS, men derudover skal skattelovgivningens krav også være opfyldt.) 20  tons  er  også  grænsen  for,  hvornår  et  skib  kan  omfattes  af  tonnageskatteordningen.  Som tidligere  omtalt  ønsker  regeringen  så  vidt  muligt  at  give  de  to  statsstøtteordninger  – DIS-ordningen og tonnageskatteordningen – fælles anvendelsesområde. Nedsættelsen  af  tonnagegrænsen  til  20  tons  gør  de  gældende  dispensationsbestemmelser  for tonnagemål overflødige. Som tidligere omtalt er det under visse betingelser muligt at dispensere for den grænse på 100 tons, der i øjeblikket er gældende (sømandsskattelovens § 5, stk. 2). Dette har  nogle  uheldige  konkurrencemæssige  konsekvenser.  Dispensationsbestemmelserne  foreslås derfor afskaffet, hvilket samtidig vil medføre en forenkling af regelsættet. Videre  defineres  det  i  §  2,  hvad  der  forstås  ved   begrænset  fart  .  Efter  de  gældende  regler (sømandsfradragslovens § 2, nr. 2 og 3) skelnes der mellem udenrigsfart, nærfart og begrænset fart. Sondringen mellem udenrigsfart og nærfart har i dag alene betydning for spørgsmålet om sømandsfradragets  størrelse.  Det  foreslås  at  forenkle  reglerne,  så  der  fremover  kun  skelnes mellem begrænset fart og anden fart, således at sømandsfradraget i alle tilfælde gives med samme sats ved fart uden for det begrænsede fartområde, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 3 og § 4 nedenfor. Området for begrænset fart er ikke på samme måde som udenrigsfart og nærfart i de gældende regler  defineret  ved  angivelse  af  længdegrader  og  breddegrader.  Der  er  ikke  tilstræbt  nogen ændring i forhold til det gældende  om, hvornår der er tale om begrænset fart,  dog med den undtagelse at den gældende dispensationsbestemmelse også her foreslås afskaffet. Området for begrænset fart foreslås herefter defineret som - fart  eller  bugser-  og  bjærgningsvirksomhed  med  skibe,  der  væsentligst  sejler  på  danske indsøer, indre vandveje og fjorde, - anvendelse af skibe i stationær virksomhed, herunder havnefart o. l., - fart eller bugser- og bjærgningsvirksomhed med skibe uden egne fremdrivningsmidler, - rutetrafik, hvor sejldistancen fra havn til havn er mindre end 50 sømil, - anden fart eller bugser- og bjærgningsvirksomhed, når forholdene er sådan, at den pågældende person har mulighed for regelmæssigt at overnatte i land. For rutetrafikken gælder der i øjeblikket en dispensationsregel (sømandsfradragslovens § 5, stk. 4),  hvorefter  sejldistancen  på  50  sømil  kan  nedsættes  til  25  sømil.  Forudsætningen  er,  at  et overvejende antal af rederiets øvrige skibe sejler i nærfart eller udenrigsfart, og de pågældende søfolk kontraktligt er bundet til at lade sig overflytte til tjeneste ombord på skibe i nærfart eller udenrigsfart. Regeringen ønsker at fjerne alle dispensationsbestemmelser fra reglerne om beskatning af søfolk

- 16 - og udelukkende lade reglerne være baseret på objektive kriterier. Hvorvidt en sømand skal have adgang til et bestemt fradrag skal afhænge af den pågældendes egne forhold og ikke af, hvordan rederiets flåde er sammensat. Regeringen ønsker derfor at fjerne denne dispensationsadgang i lighed med de øvrige. Imidlertid  ønsker  regeringen  ikke  at  ændre  vilkårene  for  søfolk  og  rederier,  som  allerede  er omfattet af den nævnte dispensationsbestemmelse. Der foreslås derfor en overgangsregel herom, jf. bemærkningerne til lovforslagets §§ 13-14. Til §§ 3-4 § 3 og § 4 omhandler det særlige sømandsfradrag. Som der er redegjort for under de almindelige bemærkninger,  gives  sømandsfradraget  i  øjeblikket  ved  arbejde  ombord  på  danske  og udenlandske skibe i udenrigsfart og desuden på danske skibe i nærfart (sømandsfradragslovens § 3). I udenrigsfart udgør fradraget 23.000 kr. årligt, mens det i nærfart er på 8.000 kr. Dertil kommer i begge tilfælde et procentfradrag, som udgør 15 pct. af lønindkomsten op til 130.000 kr. og 8 pct. af det overskydende beløb, dog højst af en lønindkomst på op til 310.000 kr. Det  maksimale  sømandsfradrag  er  herefter  56.900  kr.  ved  arbejde  ombord  på  dansk  eller udenlandsk skib i udenrigsfart, mens det ved arbejde ombord på dansk skib i nærfart er 41.900 kr. Ved arbejde hele indkomståret svarer dette til et fradrag på henholdsvis ca. 156 kr. og ca. 115 kr. om dagen. Regeringen ønsker at forenkle dette fradragssystem. Som ovenfor omtalt foreslår regeringen, at den  nuværende  sondring  mellem  udenrigsfart,  nærfart  og  begrænset  fart  afskaffes,  og  at  der fremover således alene skal sondres mellem begrænset fart og anden fart. Sømandsfradraget skal herefter gives med samme sats ved fart uden for det begrænsede fartområde. Regeringen foreslår, at det eksisterende sømandsfradrag erstattes med et fradrag, der beregnes med en bestemt sats pr. dag, hvilket vil være en forenkling i forhold til de gældende regler. Satsen foreslås fastsat til 156 kr. pr. dag, hvor den pågældende har udført arbejde ombord på skib uden  for  det  begrænsede  fartområde.  Dette  svarer  til  det  højst  opnåelige  fradrag  under  de nuværende regler. Den allerede eksisterende praksis, hvorefter den pågældende i et vist omfang midlertidigt kan opholde sig i land uden at miste sømandsfradraget, vil ikke blive berørt af, at fradraget fremover vil blive beregnet på en enklere måde end hidtil. Der skelnes ikke mellem danske og udenlandske skibe ved beregningen af sømandsfradragets størrelse,  ligesom  definitionen  af  ”dansk  skib”  efter  §  2  heller  ikke  finder  anvendelse. Sømandsfradraget gives ved arbejde ombord på skibe med en bruttotonnage på 20 tons eller derover,  idet  det  under  alle  omstændigheder  er  en  betingelse,  at  forhyringsvilkårene  for  de pågældende personer svarer til de, der sædvanligvis gælder for søfolk. De eksisterende regler om, at sømandsfradraget også gives ved erhvervelse af lønindkomst ved arbejde udført ombord på skibe og installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning og udvinding af kulbrinter uden for dansk søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde, samt ved arbejde ombord på skoleskibe, foreslås videreført.

- 17 - Endelig  foreslås  det  at  videreføre  de  eksisterende  regler  om,  at  personer,  der  vælger sømandsfradraget,  ikke  samtidig  kan  foretage  fradrag  efter  ligningslovens  §  9,  stk.  1, (lønmodtagerudgifter  over  p.t.  4.900  kr.),  ligningslovens  §§  9B-9D  (befordringsfradrag), ligningslovens    §    13    (kontingenter    til    faglige    sammenslutninger)    eller    efter pensionsbeskatningslovens  §  49,  stk.  1,  (arbejdsløshedsforsikring).  De  eksisterende  regler, hvorefter  personer,  som  kan  vælge  at  foretage  sømandsfradraget,  ikke  kan  modtage  skattefri rejsegodtgørelse efter ligningslovens § 9 A, foreslås også videreført. Det  kan  dog  ikke  udelukkes,  at  der  kan  være  personer,  som  i  dag  modtager  skattefri rejsegodtgørelse efter ligningslovens § 9 A, og som fremover vil kunne vælge sømandsfradraget, hvilket som nævnt vil afskære dem fra adgang til skattefri rejsegodtgørelse. Der foreslås derfor en overgangsregel for sådanne personer, jf. bemærkningerne til lovforslagets §§ 13-14. Til § 5 Lovforslagets § 5 fastsætter rammerne for beskatning af søfolk, der arbejder ombord på skibe, der er  registreret  i  Dansk  Internationalt  Skibsregister  (DIS).  Hovedreglen  er  efter  forslaget,  at DIS-ordningen kan anvendes ved arbejde ombord på dansk skib, som anvendes til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven. Det er uden betydning, om skibet rent faktisk er inddraget under tonnageskatteordningen. Det er ligeledes uden betydning, hvordan skibet er registreret i DIS. Et skib kan eksempelvis godt være registreret som et lastskib i DIS, uden at betingelserne for DIS-skattefritagelse dermed er opfyldt. Dette vil være tilfældet, hvis skibet anvendes på en sådan måde, at det ikke vil kunne omfattes af tonnageskatteloven. Det er kort sagt skibets anvendelse, som er afgørende for anvendelsen af DIS-skattereglerne. Den virksomhed, der kan omfattes af tonnageskatteordningen, er erhvervsmæssig transport af passagerer eller gods mellem forskellige destinationer, jf. tonnageskattelovens § 6. Der er i tonnageskattelovens § 8 opregnet forskellige former for virksomhed, som falder uden for tonnageskatteordningens anvendelsesområde, uanset om den pågældende form for virksomhed udøves fra skib, som i anden sammenhæng ville kunne omfattes af tonnagebeskatningen. Sådan virksomhed falder hermed også uden for DIS-ordningens anvendelsesområde. De former for virksomhed, der ikke kan omfattes af tonnagebeskatningen og efter lovforslaget hermed heller ikke af DIS-ordningen, er følgende: 1. Forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter og andre naturforekomster. Virksomhed i  forbindelse  med kulbrinteudvinding  kan  ikke omfattes  af tonnagebeskatningen. Dog vil egentlig transportvirksomhed kunne omfattes, f. eks. forsyningssejlads og transport af olieprodukter m.v. 2. Fiskeri og forarbejdningsvirksomhed. Fiskerisektoren   er   ikke   omfattet   af   tonnageskatteordningen.   Det   samme   gælder forarbejdningsvirksomhed til søs, uanset om dette har forbindelse med fiskerisektoren eller ej.

- 18 - Det  kan  tilføjes,  at  fiskefartøjer  efter  lov  om  Dansk  Internationalt  Skibsregister  ikke  kan registreres i DIS. 3.  Bygning  og  reparation  af  havne,  broer,  olieinstallationer,  vindmølleparkere  eller  andre havanlæg, nedlægning af rørledninger på havbunden, opmudring, stenfiskeri, sandsugning eller lignende virksomhed. Entreprenørmæssig    virksomhed    m.v.,    der    foregår    fra    skib,    er    udelukket    fra tonnageskatteordningen. (Om sandsugere se bemærkningerne til lovforslagets § 10.) 4. Dykkervirksomhed. 5. Bugsering, lodsning m.v., når skibene anvendes i og omkring havne. Lokal  bugsering  og  lodsning  i  havne  og  fjorde  m.v.    er  ikke  omfattet.  Anden  bugsering  er omfattet.  (Se  nedenfor  om  de  særlige  begrænsninger,  der  med  de  nye  EU-retningslinier  er gældende for bugserfartøjer.) 6. Passagersejlads i eller over havneløb m.v. 7. Uddannelsesaktiviteter, sociale og pædagogiske aktiviteter m.v. 8. Museumsaktiviteter og skibsbevaring. 9. Sports-, udflugts og fritidsformål. Sejlads, som ikke kan begrundes med et egentligt trafikbehov, uanset om sejladsen foregår efter faste  sejlplaner,  kan  ikke  omfattes  af  tonnageskatteordningen.  Bestemmelsen  omfatter  også sejlads med repræsentative formål m.v. 10. Anvendelse af permanent opankrede skibe, uanset formål. Søfolk, som arbejder ombord på et skib, som anvendes til et af disse formål, eller som anvendes til andre formål, som ikke vedrører erhvervsmæssig befordring af passagerer eller gods mellem forskellige destinationer, vil efter lovforslaget således ikke være fritaget for beskatning af deres lønindkomst for sådant arbejde efter DIS-reglerne. Samtidig  med,  at  de  to  statsstøtteordninger  for  søtransportsektoren  –  DIS-ordningen  og tonnageskatteordningen  –  får  samme  anvendelsesområde,  foreslås  det,  at  de  eksisterende dispensationsbestemmelser i sømandsfradragsloven  for anden erhvervsmæssig  anvendelse end befordring af personer eller gods afskaffes. DIS-ordningen skal fungere inden for rammerne af EU-retningslinierne for statsstøtte til søtransportsektoren, som netop omhandler erhvervsmæssig befordring   af   passagerer   eller   gods.   Det   giver   ingen   mening   at   opretholde dispensationsbestemmelser for anden anvendelse end den, der er tilladt efter EU-retten. Bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 1, om skattefritagelse for fuldt skattepligtige søfolk, der arbejder ombord på DIS-skibe, er en gengivelse af den tilsvarende bestemmelse, der i øjeblikket findes i ligningslovens § 33 C, bortset fra henvisningen til anvendelse efter tonnageskatteloven. Ligeledes er i sagens natur udeladt den nugældende bestemmelse i ligningslovens § 33 C om, at

- 19 - et dansk skib defineres efter bestemmelserne i sømandsfradragsloven. Lempelsen for DIS-beskatning vil rent beregningsteknisk komme til at foregå på samme måde, som det nu er tilfældet. Det kan yderligere tilføjes, at den allerede eksisterende praksis, hvorefter en DIS-sømand i et vist omfang midlertidigt kan opholde sig i land, vil blive opretholdt. Det samme gælder den praksis, der allerede eksisterer for så vidt angår bl.a. rejsende montørers mulighed for at kunne anvende DIS-skattereglerne under sejlads med et DIS-skib. Princippet er her, at DIS-skattereglerne kan anvendes, hvis den rejsende montør el. lign. udfører arbejde, som almindeligvis vil kunne udføres af en skibsbesætning – f. eks. et monterings- eller reparationsarbejde ombord. Er der derimod tale om arbejdsopgaver, som ligger udenfor, hvad en skibsbesætning almindeligvis vil udføre, kan DIS-skattereglerne ikke anvendes. Det foreslås videre i lovforslagets § 5, stk. 1, at fratrædelsesgodtgørelser ikke kan omfattes af DIS-skattefritagelsen. Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er en landsretsdom afsagt i april 2004, hvor en skatteyder fik medhold i, at fratrædelsesgodtgørelse i forbindelse med usaglig afskedigelse   kunne   omfattes   af   DIS-skattereglerne.   Landsretten   nåede   frem   til,   at fratrædelsesgodtgørelsen  i  relation  til  muligheden  for  skattelempelse  må  karakteriseres  som hidrørende  fra  et  ansættelsesforhold  i  udlandet,  således  at  der  skal  ske  lempelse  efter ligningslovens § 33 C (DIS-skattereglerne). Dommen kan give anledning til anvendelse af fratrædelsesgodtgørelser på en måde, som ikke var tilsigtet i DIS-ordningen, og regeringen finder derfor anledning til at foreslå det fastsat i loven, at DIS-skattereglerne ikke finder anvendelse på fratrædelsesgodtgørelser m.v. Bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 2, om skattefritagelse for begrænset skattepligtige er med de  nødvendige  tilpasninger  en  videreførelse  af  bestemmelser,  der  i  øjeblikket  findes  i kildeskattelovens § 48 C og § 48 D. Bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 3, har hele tiden været en underliggende forudsætning for anvendelse  af  DIS-skattereglerne,  nemlig  at  de  pågældende  søfolk  bliver  aflønnet  med  en nettohyre, som er beregnet ud fra en forudsætning om, at den er skattefri. Dette har ikke hidtil fremgået  direkte  af  lovteksten.  Det  foreslås  for  god  ordens  skyld,  at  en  sådan  bestemmelse indsættes. Det følger af bestemmelsen, at indkomsten skal beskattes efter de almindelige regler, hvis betingelsen om nettoaflønning ikke er opfyldt. Lovforslagets § 5, stk. 4, viderefører de eksisterende regler, hvorefter personer, som kan omfattes af DIS-ordningen, ikke kan modtage skattefri rejsegodtgørelse efter ligningslovens § 9 A. Til § 6 Som omtalt under gennemgangen af EU’s nye retningslinier for statsstøtte til søtransportsektoren under de almindelige bemærkninger er der nogle særlige begrænsninger for bugserfartøjer og sandsugere.

- 20 - For bugserfartøjer   gælder  der  nu  den  særlige  regel,  at  sådanne  fartøjer  kun  kan  omfattes  af statsstøtteforanstaltninger, hvis over 50 pct. af de bugseringsaktiviteter, som et fartøj udfører i løbet af et indkomstår, er ”søtransport”. Der fremgår videre af EU-retningslinierne, at ventetid kan  fordeles  forholdsmæssigt  mellem  søtransport  og  andre  aktiviteter.  Det  er  i  øvrigt  en betingelse, at fartøjet har hjemsted i en af medlemsstaterne. Formålet  med  de  fælles  EU-regler  for  statsstøtte  til  søtransportsektoren  er  at  sikre  den  lige konkurrence mellem medlemsstaternes virksomheder på det fælles marked. Der er behov for på det  fælles  marked  at  sikre  ”fair  play”  og  at  undgå,  at  medlemsstaterne  kaster  sig  ud  i  et støttekapløb mod hinanden. Derfor er der fastsat en fælles ramme for statsstøtteforanstaltninger og et fælles loft for støttens størrelse. Spørgsmålet er imidlertid, i hvilket omfang samme hensyn gør sig gældende, når en virksomhed i EU opererer uden for EU’s eget område. Hvis et EU-rederi eksempelvis udøver virksomhed med bugserskibe i Fjernøsten, er det vanskeligt at finde en EU-konkurrencemæssig begrundelse for, at det til enhver tid skulle være nødvendigt at beskatte besætningen ombord efter de regler, der gælder  i  rederiets  hjemland.  Dette  er  ikke  mindst  tilfældet,  når  EU-rederiet  i  eksemplet konkurrerer med fjernøstlige rederier, hvis besætning ikke undergives beskatning på et europæisk niveau, og hvor rederierne ikke er belastet med lønomkostninger af samme størrelsesorden som de europæiske rederier. EU-retningslinierne  for  statsstøtte  til  søtransportsektoren  bør  derfor  tolkes  sådan,  at  de begrænsninger, der lægges på  bugserfartøjer og sandsugere, må være  gældende, så længe de pågældende  fartøjer  udøver  virksomhed  på  EU’s  (og  EØS’s)  eget  område.  Lader  man restriktionerne gælde globalt, vil man give EU-rederier en betydelig konkurrencemæssig ulempe i forhold til ikke-EU-rederier. Lovforslagets § 6 er derfor udformet sådan, at kravet om, at et bugserfartøj skal anvendes til søtransport i mindst 50 pct. af den tid, fartøjet er i drift i løbet af et år, gælder ved aktiviteter inden for EU/EØS, men ikke uden for dette område. Som nævnt fremgår det af EU-retningslinierne, at ventetid kan fordeles forholdsmæssigt mellem søtransporttid og anden tid, jf. lovforslagets § 6, stk. 2. For sandsugeres  vedkommende  er  situationen  i  øjeblikket  den,  at  sådanne  fartøjer  ikke  kan registreres i Dansk Internationalt Skibsregister, og at ansatte ombord på sandsugere således ikke kan gøre brug af DIS-skattereglerne. Dette gælder i praksis dog kun delvis, idet sandsugere kun holdes ude af DIS, så længe de arbejder på grundlag af en indvindingstilladelse efter råstofloven. Er der ikke udstedt indvindingstilladelse, eller er tilladelsen deponeret, registreres sandsugere efter praksis i DIS som lastskibe med deraf følgende DIS-skattefritagelse for de personer, der arbejder ombord. Denne  praksis  vil  med  de  nye  statsstøtteretningslinier  ikke  kunne  opretholdes.  Det  siges  i retningslinierne, at sandsugning m.v. principielt ikke er berettiget til søtransportstøtte. Dog kan sådanne  aktiviteter  bringes  ind  under  statsstøtteordninger,  hvis  mindst  50  pct.  af  fartøjets aktiviteter udgøres af søtransport, hvorved skal forstås transport af de opgravede materialer. Det

- 21 - er kun selve transporten, der kan bringes ind under statsstøtteordninger. Det er ikke opgravningen eller udvindingen af materialer og heller ikke f. eks. kystsikringsarbejde eller andet. Det påhviler efter  statsstøtteretningslinierne  i  sådanne  tilfælde  rederierne  at  føre  adskilte  regnskaber  for søtransportaktiviteterne. For at en sandsuger efter statsstøttereglerne skal kunne bringes ind under DIS-ordningen, skal den således udføre transport af opgravede materialer i mindst halvdelen af den tid, den er i drift. Dette  er  efter  det  foreliggende  ofte  en  tvivlsom  forudsætning.  Dertil  kommer,  at  de  ansatte ombord kun ville kunne DIS-skattefritages i den tid, hvor der transporteres materialer, men ikke når der graves eller suges, eller når der udføres andre aktiviteter. Herefter vil en person ombord på en sandsuger helt bogstaveligt kunne være skattepligtig efter de almindelige  regler  om  formiddagen,  mens  der  suges  sand,  og  derefter  skattepligtig  efter DIS-reglerne om eftermiddagen, mens sandet transporteres, for derefter igen at blive skattepligtig efter de almindelige regler, når sandet f. eks. anvendes ved et kystsikringsarbejde. Det siger sig selv, at en sådan ordning vil være praktisk umulig at administrere, hvis det skal ske inden for en skattefritagelsesordning som DIS-ordningen. Regeringen har derfor valgt at foreslå en anden løsning for sandsugere, nemlig en refusionsordning. Se herom i bemærkningerne til lovforslagets § 10. Til § 7 De  nye  EU-statsstøtteretningslinier  indeholder  en  begrænsning  for  så  vidt  angår  færgeruter mellem destinationer inden for EU, idet retningslinierne kun åbner mulighed for skattefritagelse for personer, som er statsborgere i en EU/EØS-medlemsstat. Denne  begrænsning  kan  sin  ordlyd  til  trods  ikke  forstås  sådan,  at  den  tager  sigte  på tredjelandsstatsborgere,  som  har  fast  bopæl  og  er  skattemæssigt  hjemmehørende  i  en EU-medlemsstat. Skattereglerne i Danmark og formentlig i alle andre EU-medlemsstater er ikke baseret  på  statsborgerskabsforhold,  men  på  et  bopælskriterium.  Eksempelvis  vil  en  canadisk statsborger, som permanent har slået sig ned i Danmark, i skattemæssig henseende på enhver måde skulle behandles på samme måde som en dansk statsborger eller en statsborger fra et andet EU-land i Danmark. Begrænsningen kan således udelukkende tage sigte på personer, som er begrænset skattepligtige til en EU-medlemsstat – d.v.s. personer, som er hjemmehørende uden for EU/EØS, og som er skattepligtige til en EU-medlemsstat af lønindkomst for arbejde udført i denne stat. Ønsker  et  dansk  rederi  at  ansætte  en  sømand  på  en  færgerute  mellem  Danmark  og  et  andet EU-land,  vil  rederiet  herefter  under  DIS-ordningen  kunne  ansætte  en  person,  som  er hjemmehørende  i  en  EU/EØS-medlemsstat,  uanset  den  pågældendes  statsborgerskabsforhold. Ansætter man en person, som ikke er hjemmehørende i EU/EØS, vil kun EU/EØS-statsborgere kunne omfattes af DIS-skattereglerne. Til § 8

- 22 - Som der er redegjort for under bemærkningerne til § 6, er der en række hensyn, som gør sig gældende i relation til konkurrencen blandt EU’s virksomheder på det fælles marked. Samme hensyn  eksisterer  ikke  i  relation  til  konkurrencen  uden  for  EU  og  ville  tværtimod  være  til konkurrencemæssig ulempe for EU-virksomheder i konkurrencen med tredjelandsvirksomheder. De  betragtninger,  der  i  bemærkningerne  til  lovforslagets  §  6  er  anført  om  bugserfartøjers virksomhed uden for EU’s eget territorium, er tilsvarende relevante for sandsugere. Det foreslås derfor,   at   DIS-skattereglerne   finder   tilsvarende   anvendelse   ved   arbejde   ombord   på stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, uden  for EU/EØS. Betegnelsen ”stenfiskerfartøjer” er anvendt i lovforslaget, da denne betegnelse anvendes i lov om Dansk Internationalt Skibsregister (DIS-loven).  Betegnelsen  omfatter  i  DIS-lovens  forstand    også  de  fartøjer,  der  sædvanligvis betegnes som sandsugere. Til § 9 Bestemmelsen er en videreførelse af de bestemmelser om 30 pct. bruttobeskatning af begrænset skattepligtige søfolk, der i øjeblikket findes i kildeskattelovens § 48 C. Dog er de gældende bestemmelser om arbejde i oversøiske farvande på særlige forhyringsvilkår, de såkaldte Hong Kong-vilkår, ikke medtaget, idet disse bestemmelser er forældede og kan udgå. Som noget nyt i forhold til de gældende bestemmelser foreslås det, at begrænset skattepligtige søfolk i stedet for bruttobeskatning på 30 pct. kan vælge beskatning efter de almindelige regler for begrænset skattepligtige lønmodtagere, jf. kildeskattelovens  2, stk. 1, litra a. Hermed får begrænset skattepligtige søfolk samme valgmulighed som andre begrænset skattepligtige, som er undergivet bruttobeskatning, nemlig arbejdsudlejede personer (kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra c,  jf.  §  2,  stk.  3)  og  begrænset  skattepligtige  personer,  som  arbejder  i  forbindelse  med kulbrintevirksomhed   for   en   udenlandsk   arbejdsgiver   uden   hjemting   her   i   landet (kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2). Disse lønmodtagergrupper fik ved lov nr. 221 af 31. marts 2004 (L 119 – ”EU-pakken”) denne valgmulighed. Til § 10 Statsstøtte til arbejdsrelaterede omkostninger i søtransportsektoren kan gives på to måder. Enten kan de pågældende søfolk få udbetalt en skattefri nettohyre, eller også kan rederierne helt eller delvis få refunderet den skat og de sociale bidrag, som opkræves hos søfolkene. Medlemsstaterne kan  frit  vælge,  hvilken  metode  man  vil  anvende,  og  det  er  også  muligt  at  kombinere  de  to metoder. Der er under bemærkningerne til lovforslagets § 6 ovenfor redegjort for, at det ikke vil være praktisk muligt at indrette den eksisterende skattefritagelsesordning – DIS-ordningen – på en sådan måde, at den vil kunne rumme de begrænsede muligheder, der efter EU-retningslinierne er for at give statsstøtte til sandsugere. Sådan støtte kan kun gives i det omfang, at det enkelte fartøj anvendes til søtransportaktiviteter i mindst 50 pct. af den tid, det er i drift i løbet af et år, og støtten kan kun gives til søtransportaktiviteter. Der kan ikke gives statsstøtte til opgravning og udvinding  af  materialer  fra  havbunden  og  til  andre  former  for  virksomhed,  der  udøves  med sandsuger.       

- 23 - Regeringen  ønsker  at  udfylde  EU’s  retningslinier  for  statsstøtte  til  søtransportsektoren  bedst muligt,  og  det  foreslås  derfor,  at  det  gøres  muligt  at  refundere  sandsugerrederier  den  del  af indeholdte A-skatter m.v., der indeholdes fra personer, der arbejder ombord på sådanne fartøjer. Refusionen ydes, når det enkelte fartøj i et indkomstår har udført søtransportaktiviteter i mindst halvdelen af den tid, det har været i drift. Refusionen ydes til rederiet efter ansøgning med et beløb,  som  for  hvert  enkelt  medarbejder  beregnes  som  35  pct.  af  den  del  af  grundlaget  for arbejdsmarkedsbidraget (jf. arbejdsmarkedsfondslovens § 8), der kan henføres til arbejde udført i forbindelse med søtransportaktiviteter. Ved at vælge arbejdsmarkedsbidragsgrundlaget sikrer man sig, at refusionen knytter sig til løn for arbejde  udført  ombord  på  de  pågældende  sandsugerfartøjer.  Hvis  man  valgte  at  refundere indeholdte A-skatter og AM-bidrag direkte, kunne man komme i den situation, at en lønmodtager f. eks. på grund af  underskud i egen virksomhed kun ville skulle betale en beskeden eller måske slet ingen skat. Rederiet ville dermed ikke være berettiget til refusion for den pågældende, uanset at lønomkostningerne har været de samme som for andre personer ombord. Som   nævnt   under  bemærkningerne   til   lovforslagets   §   6   påhviler   det   efter  de   nye EU-retningslinier  for  statsstøtte  til  søtransportsektoren  i  sådanne  tilfælde  rederierne  at  føre adskilte regnskaber for søtransportaktiviteterne, hvis der søges refusion. Der er derfor indsat en bestemmelse i § 10, stk. 4, herom. Til § 11 Bestemmelsen  bemyndiger  skatteministeren  til  at  fastsætte  nærmere  regler  om  lovens gennemførelse  og  administration.  Bestemmelsen  er  en  videreførelse  af  den  eksisterende bemyndigelse (sømandsfradragslovens § 6). Til § 12 Også denne bestemmelse er en videreførelse af gældende bestemmelser (sømandsfradragslovens § 6 A). Til §§ 13-14 Det foreslås, at der indsættes nogle     overgangsbestemmelser, som tager hensyn til de tilfælde, hvor reglerne ændres på andre måder end det, der er EU-retligt begrundet. Den  første  overgangsbestemmelse  (§  13)  vedrører  rutetrafik,  hvor  der  efter  den  gældende sømandsfradragslov er givet dispensation fra sejldistancen på 50 sømil, således at der kan gives sømandsfradrag, selvom sejldistancen fra havn til havn er mindre end de 50 sømil. Dette er på visse betingelser muligt, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 2. Regeringen ønsker ikke at ændre vilkårene for søfolk og rederier, som allerede er omfattet af denne  dispensationsbestemmelse.  Det  foreslås  derfor,  at  sejldistancen  fortsat  beregnes  til  de nuværende minimum 25 sømil i tilfælde, hvor en bestemt sejlrute på tidspunktet for lovforslagets