REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 296: Kopi af justitsministerens svar på kirkeudvalgets alm. del

Retsudvalget 2004-05 (1. samling)
REU Alm.del Bilag 296
Offentligt

slM11N

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Folketinget

Kirkeudvalget

Christiansborg

1240 København K.

Retsudvalget

REU alm. del - Bilag 296

MU alm. del — svar på spm. 14

Offentlig

Retsudvalget 2004-05 (1. samling)

REU Alm.del - Bilag 296

Offentligt

1 7 JAN 2005

Dato:

Kontor:

Sagsbeh.:

Sagsnr.:

Dok.:

Strafferetskontoret

Joachim Kromann

2005-792-0018

JOK40007

Afsendt medi

E-Post / 7-//_05-

Vedlagt fremsendes i 5 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr. 14 af 16. december 2004 fra

Folketingets Kirkeudvalg.

Lene

Esper sera

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Telefon: 33 92 33 40

Telefax: 33 93 35 10

E-post: [email protected]

Internet: http://www.jm.dk

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 296: Kopi af justitsministerens svar på kirkeudvalgets alm. del - spm. 14

..s.sisA N

Lovafdelingen

Justitsministeriet

Kontor:

Sagsnr.:

Dok.:

Strafferetskontoret

2005-792-0018

JOK40027

Besvarelse af spørgsmål nr. 14 af 16. decembe

r 2004 fra Folketingets Kirkeudvalg.

Spørgsmål:

"Ministeren bedes redegøre for anvendelsesområderne

for henholdsvis straffelo-

vens § 140 og § 266 b, herunder redegøre for, om der

er sammenfald i anvendel-

sesområderne, og om en eventuel ophævelse af straffelo

vens § 140 vil efterlade et

hul."

Svar:

1. Efter straffelovens § 140 straffes med bøde eller fængsel indt

il 4 måneder den, der offentlig

driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt best

ående religionssamfunds troslær-

domme eller gudsdyrkelse (blasfemi).

Bestemmelsen er enslydende med den tilsvarende bestemmelse i

straffeloven 1866 (denne lovs

§ 156), men har siden den nugældende straffelov af 1930 været begr

ænset til offentligt fremsat

spot eller forhånelse.

2. Blasfemibestemmelsen i straffelovens § 140 angår kun religions

samfund, der lovligt består

her i landet, herunder - men ikke udelukkende - de her i landet aner

kendte trossamfund.

Kun ytringer, der må karakteriseres som spot (latterliggørelse) eller

forhånelse (foragt eller

nedgørelse på en ondskabsfuld måde) af noget her i landet lovligt best

ående religionssamfunds

troslærdomme eller gudsdyrkelse, er omfattet af bestemmelsen.

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Telefon: 33 92 33 40

Telefax: 33 93 35 10

E-post: [email protected]

Internet: http://www.jm.dk

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 296: Kopi af justitsministerens svar på kirkeudvalgets alm. del - spm. 14

religionssamfundenes troslær-

religiøse følelser uden tilknytning til

Spot eller forhånelse af

e af rent etisk, social eller

s. spot eller forhånelse af lærdomm

domme eller gudsdyrkelse, f.ek

straffelovens § 140, jf. Straffelovskommis-

kter, er ikke omfattet af beskyttelsen i

lignende kara

spalte.

sionens betænkning fra 1917, side 136, 2.

trossamfunds indre og

me og gudsdyrkelse" forstås det pågældende

Ved udtrykket "troslærdom

af de institutioner, skikke, personer og

iøse liv, såvel trossætninger som indbegrebet

ydre relig

C. Goos i "Den danske straf-

samfundets gudsdyrkelse finder sted, jf. herved

ting, ved hvilke

lig Straffelov", 1941, side

, 1895, side 558 ff., Oluf H. Krabbe i "Borger

ferets specielle del"

- speciel del", 1955, side 316. Der kan i

346, og Stephan Hurwitz i "Den danske kriminalret

7. udgave, 2001, side 81.

gt henvises til Kommenteret Straffelov - Speciel del,

øvri

b, jf. nedenfor under pkt. 7

me måde, som det er tilfældet med straffelovens § 266

3. På sam

inisteriets opfattelse antages at skulle

og 8, må bestemmelsen i straffelovens § 140 efter Justitsm

ihed, som er udtrykt i grundlovens §

fortolkes snævert under hensyn til det princip om ytringsfr

el 10.

77 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artik

et bragt i anvendelse i to tilfælde

4. Bestemmelsen i straffelovens § 140 ses kun at have vær

januar 1933.

siden den nugældende straffelov af 1930 trådte i kraft den 1.

personer idømt frihedsstraf for

Ved Østre Landsrets dom i afgørelsen U1938.419Ø blev fire

lelser i blade, skrifter og plakater

overtrædelse af bl.a. straffelovens § 140 ved i en række udta

. under anvendelse af såkaldte

at have angrebet den jødiske troslærdom og gudsdyrkelse, bl.a

citater fra Talmud og andre jødiske skrifter.

1971 (B. 459/1971) var to

Ved utrykt dom afsagt af Gladsaxe Kriminalret den 21. oktober

felovens § 140 ved at have

programchefer i Danmarks Radio tiltalt for overtrædelse af straf

r en kunstner havde fremført en

været ansvarlige for henholdsvis tv- og radioudsendelser, hvo

synd, han har den drift, det

vise kaldet "Øjet" med bl.a. følgende tekst: "men selvføl'ig det er

rmame svær at få smidt ud,

er nok fordi han aldrig selv var gift" og "Ham Gud, han er edde

pr. vikar".

han fik aldrig selv sat ild på sin cigar for han ordned jo Maria

de gældende, at det nævnte

Af dommen fremgår, at anklagemyndigheden under sagen bl.a. gjor

troslære om Guds over-

tekstuddrag indeholder en latterliggørelse af de kristne trossamfunds

varet anførte til

menneskelighed og om den ubesmittede undfangelse ved Helligånden. Fors

trædelse af

støtte for frifindelsespåstanden bl.a., at visen objektivt ikke indeholder en over

tneriske og

straffelovens § 140. De linjer, som omfattes af tiltalen, er løsrevet fra visens kuns

-2-

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 296: Kopi af justitsministerens svar på kirkeudvalgets alm. del - spm. 14

id&næssige sammenhæng, og det er i øvrigt allerede tvivlsomt, om der er teologisk dækning

for, at disse linjer berører noget, der kan betegnes som troslærdomme. Imidlertid må en vurde-

ring af forfatterens intention ske på grundlag af hele visen og ikke på løsrevne ord. Det vil

heraf fremgå, at hensigten har været i "jeg-form" at beskrive den pågældendes piges opfattelse

af den religiøse påvirkning, som hun har modtaget som barn, i et frit sprog, der er naturligt for

et ungt menneske i dag. Der kan ifølge forsvareren således være tale om angreb på moralfore-

stillinger og opdragelsesprincipper, men ikke på religiøs tro, der alene er omfattet af det straf-

feretlige værn.

Kriminalretten i Gladsaxe, der frifandt de to tiltalte, anførte i præmisserne bl.a. følgende:

"Foreløbig bemærkes, at der ved anvendelsen af ordet "troslærdomme" i straffelovens §

140 må antages at være tilsigtet en begrænsning i området for den strafferetlige beskyttelse

således, at krænkelse af andre lærdomme, f.eks. af etisk eller moralsk karakter, ikke om-

fattes af bestemmelsen.

Retten kan med anklagemyndigheden være enig i, at forfatteren - uden derved at have

svækket sit budskabs saglige virkning - kunne have anvendt en mindre provokerende form,

og at det også burde have stået de tiltalte klart, at en offentlig fremførelse af visen gennem

fjernsyn og radio måtte virke stærkt stødende på moralske og religiøse følelser, der er her-

skende indenfor betydelige kredse.

bedømmelse af de af tiltalen omfattede sætninger kun kan foretages ud fra en helhedsvur-

dering af visens tendens. Det er herefter rettens opfattelse, at denne må ses som et indlæg i

polemisk form imod en religiøs opdragelse, der tilsigter at indgyde børn frygt for en straf-

fende Gud, der særlig overvåger menneskers seksuelle adfærd.

Da forestillinger af denne art - for så vidt de forekommer - ikke ses at have forbindelse til

kristne troslærdomme, og da angreb og forhånelse af sådanne lærdomme derfor ikke kan

antages at ligge inden for visens sigte, findes betingelserne for domfældelse efter den om-

handlede bestemmelse ikke at være til stede."

overensstemmelse med det af forsvaret anførte, må det imidlertid endvidere antages, at en

5. Straffelovens § 266 b blev indføjet i straffeloven i 1939 af hensyn til "de i den nyeste Tid

opdukkende Foreteelser som Forfølgelser af Racer, Troessamfund m.v.".

Straffelovens § 266 b har følgende ordlyd:

"§ 266 b.

Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter

udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller

nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller,

seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændig-

hed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed."

-3-

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 296: Kopi af justitsministerens svar på kirkeudvalgets alm. del - spm. 14

Straffelovens § 266 b kriminaliserer, at en person offentligt eller med forsæt til udbredelse i en

videre kreds giver udtryk for racistiske holdninger forstået som ytringer, der truer, håner eller

nedværdiger en gruppe af personer på grund af de pågældende personers race, hudfarve, nati-

onale eller etniske oprindelse, tro mv. Af praksis fremgår, at bestemmelsens kerne er udtalel-

ser, som går ud på, at den pågældende gruppe generelt har mindre værdi som mennesker

(f.eks. ved at ligestille de pågældende med dyr), og udtalelser, som indeholder helt usaglige

generaliserende påstande om grov kriminalitet.

6. Bestemmelsen i § 266 b, stk. 1, fik sin nuværende udformning i 1971. Bestemmelsen blev

dengang ændret med henblik på dansk ratifikation af FN's konvention om racediskrimination.

FN-konventionens artikel 4, litra a, forpligter deltagerlandene til at "kriminalisere al udbredel-

se af ideer, der hviler på racemæssig overlegenhed eller racehad, tilskyndelse til diskrimination

og alle voldshandlinger eller tilskyndelse til sådanne handlinger imod enhver race eller per-

songruppe af anden hudfarve eller etnisk oprindelse samt ydelse af enhver bistand til racefor-

følgelser, herunder deres finansiering."

Udtrykket racediskrimination defineres i konventionens artikel 1, stk. 1, som følger:

"[...] enhver forskel, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling på grundlag af race,

hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse, hvis formål eller virkning er at

ophæve eller svække den ligelige anerkendelse, nydelse eller udøvelse af menneskerettig-

heder og grundlæggende frihedsrettigheder på det politiske, økonomiske, sociale, kulturelle

eller et hvilket som helst andet område af samfundslivet. "

I forbindelse med ændringen af § 266 b, stk. 1, i 1971, udgik "afstamning og statsborgerfor-

hold" til fordel for "race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse". Diskrimination på

grund af "tro" blev derimod opretholdt, i hvilken forbindelse det på side 26 i betænkning nr.

553/1969 om forbud mod racediskrimination, som 1971-ændringen bygger på, blev anført:

"Det kan ikke antages, at der sker nogen ændring ved, at ordet "afstamning" udgår af lov-

teksten. Det skal blot tilføjes, at udvalgets forslag fortsat medtager religiøs overbevisning

blandt de i § 266 b nævnte diskriminationsgrunde."

7. Som nævnt kriminaliserer straffelovens § 266 b visse ytringer, der fremsættes offentligt el-

ler med forsæt til udbredelse i en videre kreds. Det indebærer, at bestemmelsen skal fortolkes

snævert under hensyn til det princip om ytringsfrihed, som er udtrykt i grundlovens § 77 og

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, jf. herved konventionens artikel

17. Der må således ved den konkrete anvendelse af bestemmelsen foretages en afvejning af

-4-

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 296: Kopi af justitsministerens svar på kirkeudvalgets alm. del - spm. 14

hensynet til ytringsfriheden over for hensynet til den persongruppe, som ytringen fremsættes

mod, jf. herved betænkning nr. 553/1969 om forbud mod racediskrimination, side 26ff:

"Der må iagttages en passende grænse for de indgreb i ytringsfriheden, som skal kunne

gøres gennem straffebestemmelser. Dette er under forarbejderne til konventionen (FN-

konventionen) særlig blevet fremhævet fra de nordiske landes side. Ved behandlingen i

menneskerettighedskommissionen af forslaget til en konvention blev det således påpeget, at

menings- og ytringsfriheden samt forenings- og forsamlingsfriheden må respekteres også

ved lovgivning vendt mod racediskrimination m.v., og det var på disse landes foranled-

ning, at det omtalte forbehold blev indføjet i konventionsteksten.

[...] Det må anses for en selvfølge, at videnskabeligt fremsatte teorier om racemæssige, na-

tionale eller etniske forskelligheder, som det ikke kan antages at have været hensigten, at

konventionen skulle omfatte, falder udenfor bestemmelsen. Der kan formentlig være an-

ledning til at tage et lignende fortolkningsforbehold med hensyn til udtalelser, som uden at

være egentlig videnskabelige fremkommer som led i en saglig debat."

8. I retspraksis har spørgsmålet om forholdet til ytringsfriheden særligt været fremme i bl.a.

Højesterets dom i U2000.2234H. Dommen vedrørte ytringer fremsat under en direkte tv-

udsendelse af T, der i 1972 havde stiftet et politisk parti og i flere perioder havde været med-

lem af Folketinget. I præmisserne anførte Højesteret bl.a.:

"Tiltaltes udtalelser under tv-udsendelsen indeholdt det klare budskab, at alle her i landet

boende muslimer, der stammer fra en vis kreds af lande, vil kastrere og dræbe Danmarks

øvrige befolkning, så snart de bliver mange nok til at gennemføre en sådan udryddelses-

proces, og at de derfor tilhører en gruppe af verdensforbrydere. Tiltalte lagde hermed en

befolkningsgruppe for had på grund af dens tro og oprindelse. Tiltaltes udtalelser er såle-

des groft forhånende og nedværdigende over for denne befolkningsgruppe. De kan ikke le-

gitimeres under påberåbelse af videnskabelighed eller saglig debat, og det er uden betyd-

ning for en bedømmelse af strafbarheden efter straffelovens § 266 b, stk. 1, hvorledes is-

lam bogstaveligt kan forstås, eller hvilke samfundsmæssige konsekvenser en virkeliggørel-

se af fundamentalistiske muslimers program har afstedkommet.

Gerningsindholdet i § 266 b skal fastlægges under hensyn til ytringsfriheden. Ytringsfrihe-

den er grundlæggende for et demokratisk samfund, idet tolerance over for andres meninger

er en nødvendig forudsætning for den frie debat. Ytringsfriheden skal imidlertid udøves

med fornøden respekt for andre menneskerettigheder, herunder retten til beskyttelse mod

trosdiskriminerende forhånelse og nedværdigelse.

Tiltalte har som politiker taget aktiv del i den politiske debat som led i sit arbejde for en

restriktiv udlændingepolitik vendt mod muslimer. Det kan ikke i sig selv anses for strafbart

i en sådan debat at argumentere med en henvisning til islams skriftsteder eller til sam-

fundsmæssige konsekvenser af fundamentalistiske muslimers program. Sådanne henvisnin-

ger kan imidlertid ikke retfærdiggøre en forhånelse og nedværdigelse som den, tiltaltes ud-

talelser er udtryk for. En debat om tiltaltes politiske mål afskæres ikke ved en kriminalise-

ring af sådanne udtalelser. Hensynet til den særligt vidtgående ytringsfrihed for politikere

-5-

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 296: Kopi af justitsministerens svar på kirkeudvalgets alm. del - spm. 14

om kontroversielle samfundsanliggender kan derfor ikke begrunde straffrihed for tiltalte.

På denne baggrund tiltræder Højesteret, at tiltalte har realiseret gerningsindholdet i straffe-

lovens § 266 b, stk. 1, således som denne bestemmelse må forstås i lyset af Den Europæi-

ske Menneskerettighedskonventions artikel 10 og artikel 17."

Endvidere kan nævnes afgørelsen i U2004.734H. Dommen vedrører ytringer fremsat af T på

en af ham oprettet hjemmeside i forbindelse med et valg, hvor T var et partis spidskandidat til

Københavns Borgerrepræsentation og folketingskandidat. Byretten anførte i præmisserne bl.a.:

"Det er rettens opfattelse, at T på den af ham etablerede hjemmeside, navnlig ved anven-

delsen af udtryk som »Indfangning af muhamedanerne i Danmark« og »Opsamling af mu-

hamedanerne i koncentrationslejre«, offentligt og med forsæt til udbredelse i en videre

kreds har fremsat nedværdigende udtalelser rettet mod muslimer generelt. Selv om udtalel-

serne er fremsat af T i politisk sammenhæng, er de fremsat på en hjemmeside og ikke som

led i en politisk debat og derfor ikke beskyttet i videre omfang. T er derfor skyldig i over-

trædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1."

Dette blev tiltrådt af landsretten med følgende bemærkning:

"Også efter bevisførelsen for landsretten findes T af de grunde, som byretten har anført,

skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1, som fastslået ved dommen.

Hensynet til den særlige vidtgående ytringsfrihed for politikere om kontroversielle sam-

fundsanliggender kan ikke begrunde straffrihed for T."

Højesteret anførte i præmisserne bl.a.:

"Højesteret finder, at disse udtalelser er forhånende og nedværdigende over for den be-

folkningsgruppe, som udtalelserne vedrører. Som anført af landsretten kan hensynet til den

særligt vidtgående ytringsfrihed for politikere om samfundsanliggender ikke medføre, at

udtalelserne ikke er strafbare. Højesteret tiltræder derfor, at tiltalte er fundet skyldig i

overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1, således som denne bestemmelse må forstås i

lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 og 17."

9. Som det fremgår af det ovenfor anførte, er der ikke sammenfald mellem de to bestemmel-

sers anvendelsesområde. Straffelovens § 140 beskytter mod offentlig bespottelse og forhånelse

af personers religiøse følelse i det omfang, denne følelse knytter sig til de lovlige religionssam-

funds troslærdomme og gudsdyrkelse. Straffelovens § 266 b beskytter derimod bl.a. mod of-

fentlig forhånelse eller forfølgelse af en befolkningsgruppe på grund af de pågældende perso-

ners fælles tro.

-6-

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 296: Kopi af justitsministerens svar på kirkeudvalgets alm. del - spm. 14

En ophævelse af straffelovens bestemmelse om blasfemi vil indebære, at offentligt fremsatte

bespottelser eller forhånelser af her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme

og gudsdyrkelse ikke vil kunne strafforfølges.

-7-