- 1 - Dok.: AVA21229 Udkast til Forslag til Lov om ændring af våbenloven (Våbenformidling mv.) § 1 I lov om våben og eksplosivstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr  . 918 af 10. september 2004, foreta- ges følgende ændri   nger: 1. I § 4 , stk. 1, 1. pkt.,  indsættes efter ”bære”: ”eller besidde”. 2.§ 6   affattes således: ” § 6. Det er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, i hvert enkelt tilfælde at udføre: 1) Våben af enhver  art med undtagelse af jagtvåben, 2)  ammunition med undtagelse af ammunition til jagtvåben , 3)  materiel til krigsførelse, 4)  militært   simulations- og træningsudstyr, 5)  maskiner, instrumenter, apparater og andre produktionsmidler, der er specielt konstrueret eller modificeret til fremstilling eller vedligeholdelse af de under 1-4 nævnte ge  nstande, 6)  dele specielt konstrueret eller modificeret til de under 1-5 nævnte genstande, 7) eksplosivstoffer, der er omfattet af forbuddet i § 1, 8)  software specielt konstrueret eller modificeret til udvikling, fremstilling eller anvendelse af de under 1-7 nævnte genstande, og 9)  teknologi til udvikling, fremstilling eller anvendelse af de under 1-8 nævnte gensta  nde, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Forbuddet i stk. 1, nr. 9, gælder ikke   følgende: 1)  Teknologi vedrørende genstande, der er opnået udførselstilladelse til efter stk. 1, når teknol o- gien udføres til samme modtager, som i henhold til udførselstilladelsen er modt  ager af de på- gældende gen  stande,

- 2 - 2)  teknologi, der er frit tilgængelig for offentligheden, 3)  teknologi, som vedrører grundforskning, og 4)  teknologi,  som  alene  omfatter,  hvad  der  som  minimum  kræves  i  forbindelse  med  patenta  n- søgninger. Stk. 3. Forbuddet i stk. 1 omfatter både fysisk flytn ing af genstande ud fra dansk områ de og ik- ke-fysisk overførsel til udlandet ved hjælp af fax, telefon eller andet elektronisk me   die. Mundtlig overførsel  af  teknologi  pr.  telefon  eller  lignende  kommunikationsmiddel  er  dog  kun  omfattet, hvis teknologien er indeholdt i et dokument, hvoraf den relevante del oplæses eller beskrives på en sådan måde, at der i alt væsentligt opnås det samme resultat , som hvis oplæsning havde fu  n- det sted. Stk. 4. Justitsministeren kan udstede forbud mod, at der udføres våben og amm  unition af enhver art.” 3. Efter § 7 a indsættes  : ” 7 b. Det er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, 1)  som mellemmand at forhandle eller arrangere transaktioner, som indebærer overførsel af de i § 6, stk. 1, nævnte våben mv. mellem lande uden for EU, eller 2)  at købe eller sælge de i § 6, stk. 1, nævnte våben mv. som led i en overførsel mellem lande uden for EU eller i øvrigt  arrangere en sådan overførsel   som ejer af de nævnte våben mv.   Stk. 2. Forbuddet i stk. 1 gælder ikke handlinger, som foretages i et andet EU  -land. Forbuddet gælder heller ikke handlinger, som foretages uden for EU af personer med fast bopæl i u dlandet.   Stk. 3. Justitsministeren kan bestemme, at stk. 1 skal gælde overførsel af våben o g ammunition af enhver art. § 7 c. Det er forbudt at yde teknisk bistand, jf. stk. 2, uden for EU vedrørende kemiske, biolog i- ske eller nukleare våben og missiler, der er specielt udformet eller modificeret til fremføring af så danne våben, jf. dog stk. 3  og 4. Stk. 2. Forbuddet i stk. 1 omfatter enhver form for teknisk bistand i forbindelse med reparation, udvikling, fremstilling, samling, prøvning, vedligeholdelse eller enhver anden form for teknisk service. Teknisk bistand kan tage form af instruktion, oplæring, overførsel af driftskendskab eller konsulentservice. Stk. 3. Forbuddet i stk. 1 omfatter ikke: 1) Teknisk bistand, der ydes i de lande, som efter Rådets forordning om en fællesskabsor   dning for kontrol med udførslen af produkter og teknologi med do bbelt anvendelse er omfattet af EU’s fællesskabsudførselstilladelse, og 2) teknisk bistand i form af overførsel af information, der er frit tilgængelig for offentligh   eden, eller som vedrører grundforskning. Stk. 4. Justitsministeren kan dispensere fra forbuddet i stk. 1.

- 3 - Stk.  5.  Uanset  bestemmelserne  i  straffelovens  §§  6-9  hører  overtrædelse  af  forbuddet  i  stk.  1 dog  under  dansk  straffemyndighed,  hvis  handlingen  er  foretaget  af  en  person,  der  på  gerning s- tidspunktet havde dansk indfødsret eller var bosat i  den danske stat, selv om handlingen ikke er strafbar efter lovgivningen i det pågældende statsområde.” 4.§ 10, stk.  1, 1. punktum, affattes således: ” §  10.  Med  bøde,  fængsel  indtil  4  måneder  eller  under  skærpende  omstændigheder  fængsel indtil 2 år straff es den, der overtræder §§ 1  -2 a, § 2 c, § 2 d, § 5, § 6, stk. 1, § 7,§ 7 b, stk. 1  , og § 7 c, stk. 1.” § 2 Loven træder i kraft den 1. juli 2005.

- 4 - Bemærkninger til lovforslaget Almindelige bemærkninger Indholdsfortegnelse 1. Indledning 6 2. Vå benformid- ling…   ………………………………………………………………………… … 7 2.1. Omfanget af dansk våbenformi d- ling…………………………………… ………………… 7 2.2. Dansk ret…………………………………………………………………………….……… .. 7 2.2.1. Regler om våbenoverførsler i våbenloven mv………….. …………………………… … 7 2.2.2. Straffelovens jurisdiktionsreg- ler…….. …………………………………………………… 9 2.3. Internationale instrumenter om våbenformi d- ling……….……………………………… 11 2.3.1. EU’s fælles holdning om våbenmæglervirksomhed (våbenformi d- ling)………… ..… 11 2.3.2. FN’s våbenprot o- kol………………………………………………………………….… …… 12 2.3.3 FN’s handlingsprogram til bekæmpelse af illegal handel med SALW (håndvåben og lette v  å- ben……………… 13 2.3.4. Wassenaar Arrangementets retningslinjer (”elements”)   for effektiv lovgivning om våbenformi d- ling…………………… ……………………………………… 14 2.3.5. OSCE’s dokument vedrørende SALW   (håndvåben og lette v  å- ben)….    ……… 15 2.3.6. OSCE’s principper for kontrol af formidling af SALW (håndvåben og lette v  å- ben)……………………………………………………. 16 2.3 7 . FN’s Sikkerhedsråds resolution 1540…………………………………………… 17 2.3.8. Sammenfatning og konklusi- on………………………. 17 2.4. Udenlandsk ret……………………………………………………………………….……… . 18 2.5. Våbena rbejdsgruppens forslag og Justitsministeriets overvejel- ser………………….. 19 2.5.1. Hvilke handlinger skal underlægges kon- 19

- 5 - trol…………………………………………… 2.5.1.1. Våbenarbejdsgruppens fo r- slag…………………………………………………………….. 19 2.5.1.2. Justitsministeriets overvejel- ser……………………………………………………………. 21 2.5.2. Geografisk afgrænsning   og ansvarssub- jekt.………………………… ………………… 22 2.5.2.1. Våbenarbejd sgruppens for- slag…………………………………………………………….. 22 2.5.2.2. Justitsministeriets overvejel- ser……………………………………………………………. 23 2.5.3. Autorisation og registrering ………………………………… .…………………………… 24 2.5.3.1. Våbenarbejdsgruppens fo r- slag…………………………………………………………….. 24 2.5.3. 2. Justitsministeriets overvejel- ser……………………………………………………………. 24 2.5.4. Hvilke våben mv. skal være omfattet af kontrolordningen …………………….…… 25 2.5.4.1. Våbenarbejdsgruppens fo r- slag…………………………………………………………….. 25 2.5.4.2. Justitsministeriets overvejel- ser…………… ………………………………………………. 25 2.5.5. Tilregnelse og strafferam- me…….………………………………………………. ………… 25 2.5.5.1. Våbenarbejdsgruppens fo r- slag…………………………………………………………….. 25 2.5.5.2. Justitsministeriets overvejel- ser……………………………………………………………. 25 3. Den produktmæssige afgr  ænsning af våbenekspor   tkontrollen…………………… …… 26 3.1. Dansk ret…………………………….……………..……….… ………………………… …. . 26 3.2. Internationale instrumen- ter…………………………………………………..…………… . 28 3.3. Udenlandsk ret..……………………………………………………………………………… 30 3.4. Våbenarbejdsgruppens fo r- slag………… …….…………………………………………… . 31 3.5 . Justitsministeriets overvejel- ser……………………………………………………………. 35 4. Ikke-fysisk overfø rsel..….……………………………..…………………………………. 35 4.1. Dansk ret…………………………………………………………………………………… … 35

- 6 - 4.2. Internationale instrumen- ter.……………………………………………………………… .. 35 4.3. Udenlandsk ret……………………………………………………………………………… .. 36 4.4. Våbenarbejdsgruppens fo r- slag…………………………………………………………….. 36 4.5. Justitsministeriets overvejel- ser…………………………………………….……………… 37 5. Teknisk bistand vedrørende våbe  n mv………………………………………………… 37 51. Dansk ret…………………………………………………………………………………… … 38 5.2. Internationale instrumen- ter………………………………………………………………… 40 53. Udenlandsk ret……………………………………………………………………………… .. 41 5.4. Våbenarbejdsgruppens fo r- slag………………………………………… .………… 43 5.5 . Justitsministeriets overvejel- ser……………………………………………………………. 44 6. Lovforslagets økono miske og administrative konsekvenser…………………………… 44 7. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser og forholdet til EU   -retten……………….. 45 8. Hørte myn digheder mv……………………………………………………………………… 46 Bilag 1: Rapport af 14. december 2004 fra Justitsministeriets arbejdsgruppe om reglerne om udførsel af våben mv. Bilag 1.1:    Skematisk oversigt over internationale instrumenter vedrørende våbenformidling Bilag 1.2:    EU’s fælles liste over    militært udstyr   af 17. november 2003 (2003/C 314/01) Bilag 2: EU’s  fælles  holdning af  23.  juni  2003  om  våbenmæglervirksomhed (2003/468/ FUSP) Bilag 3: EU’s fælles aktion af 22. juni 2000 vedrørende kontrol med teknisk bistan    d i forbin- delse med visse former for militær endelig anvendelse (2000/401/FUSP) Bilag 4: Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

- 7 - 1. Indledning Danmark  er  i  henhold  til  EU’s  fælles  holdning  af  23.  juni  2003  om  våbenmæglervirkso mhed (2003/468/FUSP) retligt forpligtet til at indføre kontrol med våbenformidling.   Formålet med den fælles  holdning  er  at  forhindre  omgåelse  af  våbenembargoer  vedtaget  af  FN,  EU  eller  OSCE samt omgåelse af de kriterier, der er fastsat i EU’s adfærdskodeks for våbeneksport. Herudover har Danmark ved vedtagelser i FN, OSCE og Wassenaar Arrangementet forpligtet sig politisk til at indføre  kontrol med våbenformidling.  Lovforslaget har til formål at  opfylde disse forpligtelser. Herudover har lovforslaget til formål at opdatere  våben lovens definition af de våben mv., som er underlagt eksportkontrol i henhold til våbenlovens § 6.  Den gældende definition   er i vidt omfang er en viderefø relse af definitionen i lov nr. 122 af 28. april 1934 om Handel med samt Tilvirk- ning og Besiddelse af Vaaben m.v. Den våbenteknologiske udvikling siden da har været betyd   e- lig, ligesom Danmark i EU og andre internationale fora har forpligtet sig til at føre ko ntrol med eksport af militære produkter  , der er nærm  ere specificeret på omfattende lister . Våbenlo vens § 6 fortolkes allerede i dag sådan, at disse forpligtelser opfyldes. Regeringen fi nder imidlertid, at lovens definition af de omfattede våben mv. bør ændres, så den også efter en natu r- lig sproglig forståelse dækker samtlige relevante produkter    på de i nternationale lister, dog sål e- des at der fortsat bør anvendes  brede kategorier, som sikrer, at også våben og krigsmat  eriel uden for listerne fortsat er underlagt eksportkontrol. Lovforslaget  har  endvidere  til  formål  at  sikre,  at  ikke  kun  fysisk  flytning   af  genstande  ud  fra dansk område, men også ikke  -fysisk overførsel til udlandet ved hjælp af fax, telefo   n eller andet elektronisk medie er omfattet af eksportkontrolordningen, hvis der er tale om overførsel af våben mv., herunder våbenrelateret software og  teknolo gi. Endelig har lovforslaget til formål at gennemføre den del af   EU’s fælles aktion af 22. juni 2000 om    teknisk    bistand    i    forbindelse    med    visse    former    for    militær    endelig    anvendelse (2000/401/FUSP), som hører under Justitsministeriets område. Den  fælles  aktion  pålægger  medlemsstaterne  at  føre  ko ntrol  med  teknisk  bistand  vedrørende masseødelæggelsesvåben,  som  ydes  uden  for  EU. Økonomi  -  og  erhvervsministeren  har  den  8. december 2004 fremsat lovforslag nr. L 138 om ændring af lov om anvendelsen af vi  sse af De europæiske  Fællesskabers  retsakter  om  økonomisk e  forbindelser  til  tredjelande  (Kontrol  med teknisk  bistand),  som  har  til  formål  at  gennemføre  den  fælles  a ktion  for  så  vidt  angår  teknisk bistand vedrørende   såkaldte  dual-use produkter, der i det konkrete tilfælde skal anvendes i fo  r- bindelse med masseødelæggelsesvåben. Nærværende lovforslag indeholder tilsvarende regler om teknisk bistand vedrørende  produkter, der alene kan anvendes som masseødelæggelsesv   å ben og

- 8 - dermed  ikke  har  nogen  civile  anvendelsesmuligheder,  og  missiler,  der  er  specielt  konstrueret eller modificeret til fremføring af masseødelæggelsesv å ben. Justitsministeriets  arbejdsgruppe  om  reglerne  for  udførsel  af  våben  mv.,  som  har  til  opgave  at vurdere de spørgsmål, som reglerne og prak  sis for kontrol med udførsel af våben m  v. giver an- ledning til, har den 14. december 2004 afgivet en rapport om våben formidling mv., som har dan- net grundlag for lovforslaget. Rapporten er optrykt som bilag 1 til lovforslaget. 2. Våbenformidling Der findes en række forskellige definitioner af våbenformidling    – rvirk- somhed, ”arms brokering” eller ”arms brokerage” – fremmed ret . Fælles  for  definitionerne  er  imidlertid,  at  de  vedrører  aktiviteter  med  he   nblik  på  overførsel  af våben fra ét land til et andet. Nogle definitioner omfatter alene handlinger foretaget af personer, der   som   mellemmænd forhandler   eller   arrangerer   overførsel   af   våben mv.   mellem   sæ  l- ger/afsender og køber/modtager, mens andre definitione r tillige omfatter handlinger foretaget af personer, der forhandler eller arrangerer overførsel af egne våben   mv. mellem to lande. Endvide- re  omfatter  nogle  definitioner  kun  overførsler  mellem  tredjelande,  mens   andre  tillige  omfatter udførsel fra det pågæld ende regeludstedende land. 2. 1. Omfanget af dansk våbenformidling Der  findes  ingen  opgørelser  over  omfanget  af  dansk  våbenformidling    forstået  som   forhandling og  arrangering  af  våbenoverførsler    foretaget  af  danske  mellemmænd  .  Der  findes  heller  ingen opgørelser over omfanget af  danskeres forhandling og arrangering af overførsler mellem tre dje- lande  af  våb en  mv.,  som  vedkommende  danskere  selv  ejer.  Derimod  kan  det  oplyses,  at  der  i 2003  blev meddelt 180 tilladelser til permanent udførsel af forsvarsmater iel  fra Danmark til en samlet væ  rdi af ca. 594 mio.kr. 2 2 . Dansk ret 2.2.1. Regler om våbenoverførsler i våbenloven mv    . Der findes i øjeblikket ingen generel regulering af våbenformidling i dansk ret.    Der findes der- imod  generelle kontrolordninger vedrør ende udførsel af våben fra Danmark, regler om tran  sport af våben mellem tredjelande , og regler om overførsel af våben til lande omfattet af jur  idisk bin- dende FN-våbenembargoer , jf. nedenfor. Disse regler sætter   –   sammen med straffelovens almin- delige regler om medvirken – græn  ser for, hvornår  en våbenformidler lovligt kan  forhandle eller arrangere en våbenoverførsel  .

- 9 - I henhold til våbenlovens § 6, stk. 1,  er det forbudt uden tilladelse i hvert enkelt tilfælde at   udfør e - våben  af enhver art, med undtagelse af jagtvåben, - ammunition, med undtagelse af ammunition til jagtvåben - krigsmateriel, - produktionsmidler, der overvejende anvendes til fremstilling eller vedligeholdelse af vå- ben, ammunition eller krigsmateriel, samt dele og tilbehør til sådanne produkti  onsmidler, og - eksplosivstoffer. Justitsministeren kan endvidere efter våbenlovens § 6, stk. 2, udstede forbud mod, at der udf ø våben og ammunition af nogen art. I henhold hertil har justitsministeren i våbenbekendtg  ø relsens § 27 bestemt, at udførsel af  våben  og ammunition af enhver art, med undtagelse af visse knive og dol ke, som udgangspunkt er forbudt uden tilladelse. Tilladelse  udstedes  som  udgangspunkt  af  Justitsministeriet.  Politiet  meddeler  dog  tilladelse  til udførsel af visse våbentyper til viss  e modtagerlande, jf. våbenbekendtgørelsens § 27, stk. 2. Overførsel af våben mellem tredjelande, dvs. alle andre lande end Danmark, er reguleret i v  å ben- lovens § 7 a, som blev indsat ved lov nr. 353 af 19. maj 2004 om ændring af våbenloven (Tran   s- port af våben mellem tredjelande). Efter § 7 a, stk. 1, kan justitsministeren efter fo rhandling med udenrigsministeren forbyde transport af de af § 6, stk. 1, omfattede våben mv. mellem tredjela n- de, når der er tale om nærmere angivne modtagerlande. Det er i forarbe   jderne til bestemmelsen forudsat, at der skal udstedes forbud mod transport af våben til lande, der er omfa ttet af en FN-, EU- eller OSCE-våbenembargo. Herudover kan der eventuelt udstedes forbud vedrørende lande, som  der  i  andre  bredt  sammensatte  internationale  fora  træffes  beslu  tning  om  at  forbyde  eller modvirke våbenoverførsler til. Efter § 7 a, stk. 2, er det endvidere forbudt at transportere de i stk. 1 nævnte våben mv. me   llem tredjelande, hvis der ikke fra de kompetente myndigheder i afsender- og modtagerlandet forelig- ger  de  efter  lovgivningen  i  vedkommende  lande  nødvendige  tilladelser  til  henholdsvis  udførsel og indførsel. Der er i henhold til § 7 a, stk. 3, mulighed for at meddele dispensation fra forbuddene i stk. 1 og 2. Endelig kan justitsministeren efter § 7 a, stk. 4, bestemme, at stk. 1 og 2 skal gælde v  å ben af enhver art. Justitsministeren har i henhold til § 7 a, stk. 1 og 4, udstedt bekendtgørelse nr.  1170 af 2. decem- ber  2004  om  transport  af  våben  mv.  mellem  tredjelande,  der  i  §  1  forbyd er  transport  af  våben

- 10 - mv. til 15 lande, og som samtidig indebærer, at både forbuddet i bekendtgøre lsens § 1 og vå ben- lovens § 7 a, stk. 2, omfatter våben af enhver art med undtagelse af visse dolke og knive. Såvel indgåelse af og instruktion om indgåelse    af aftale om transport som faktisk udførelse af og instruktion om faktisk udførelse af transport er omfattet af reglerne i § 7 a  og våbentran sportbe- kendtgørelsen . Derimod er en eventuel mellemmands formidling af en aftale om våbe ntransport ikke omfattet, men kan  – – æ- delse af de nævnte fo  rbud. Kongelige anordninger udstedt af Udenrigsministeriet, jf. lov om visse forholdsregler i henhold til De Forenede Nationers pagt, til opfyldelse af våbenem bargoer vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd i henhold til FN-pagtens kapitel VII indeholder typisk – ere indhold af den pågældende FN   -embargo – e- ring af våben og krigsmateriel  til det pågældende embargobelagte land. Våbenformi dling i form af forhandling eller arrangering af overførsel af egne våben til det pågælde nde land er omfattet af et sådant forbud og dermed strafbar efter straffelovens § 110 c, stk. 2. En pe rson, der som mel- lemmand er med til at forhandle eller arrangere overførsel af våben mellem sælger/afsender og køber/modtager,  vil efter omstændighederne kunne straffes for medvi  rken. Formidling  af  våben  kan  også  i  øvrigt  efter  omstændighederne  være  omfattet  af  andre  be stem- melser i straffeloven, herunder straffelovens § 114 b om medvirken til terrorisme. 2.2.2. Straffelovens jurisdiktionsregler Handlinger,  som  foretages  i  den  danske  stat  og  på  danske  fartøjer  (dvs.  skibe,  der  sejler  under dansk  flag,  og  luftfartøjer,  s om  er  dansk  registreret),  hører  under  dansk  straffemyndighed,  jf. straffelovens § 6 (territorialprincippet). Bestemmelsen kræver ikke, at hele den kriminelle vir  k- somhed er foretaget i den danske stat. Når blot en del af virksomheden er foretaget her i la ndet, må forholdet antages at være undergivet dansk straffemyndighed efter denne bestemme   lse. Dansk straffemyndighed omfatter endvidere handlinger foretaget i udlandet af personer, der har dansk  statsborgerskab  eller  bopæl  i  Danmark,  jf.  straffelovens  §   7, stk. 1,  (personalprincippet). Hvis   handlingen   foretages   inden   for   folkeretligt   anerkendt   statsområde,   er   det   dog   som altovervejende hovedregel en betingelse, at handlingen er strafbar både efter gerningsstedets lov og  dansk  lov  (princippet  om  dobbelt  strafbarhed),  og  at  den  pågældende  danske  straffeb   e- stemmelse  ikke  efter  sit  gerningsindhold  er  territorialt  begrænset  til  forhold  begået  i  Danmark. Efter stk. 2 finder bestemmelsen tilsvarende anvendelse på udlandshandlinger begået af en pe  r- son, der har indfød sret eller bopæl i de andre nordiske lande, og som opholder sig her i landet på påtaletid spunktet.

- 11 - Hvis der er tale om en handling udført i udlandet af en ansat i et selskab med hjemsted i Da n- mark,   som   er   ansvarlig   for   den   ansattes   handlinger,   er   spørgsm ålet,   om   lovovertræde   l- sen/handlingen skal anses for begået i udlandet eller i Danmark. Efter retspraksis anses en selskabsovertrædelse som udgangspunkt for begået dér, hvor den a  n- satte begår den handling eller undladelse, som udløser selskabsansvaret, jf  . Vestre Landsrets dom refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1987, side 705, og Højesterets dom refereret i Ug   eskrift for Retsvæsen 1995, side 9. De nævnte domme angår imidlertid begge objektivt arbejd sgiveransvar (dvs. at arbejdsgiveren ifalder strafansvar for den ansattes lovovertrædelse, selv om overtræde l- sen ikke kan tilregnes arbejdsgiveren som forsætlig eller uagtsom), hvor der ikke b  eviseligt fore- lå et forsætligt eller uagtsomt forhold, der kunne stedfæstes til selskabets (arbejdsgiverens) hje m- sted. Hvis selskabsovertrædelsen udløses af et tilregneligt forhold, der i stedlig henseende kan he   nfø- res til selskabets hjemsted, f.eks. i tilfælde, hvor en mangelfuld eller urigtig instruktion har ført til, at ansatte begår en overtrædelse uden for selskabets    hjemsted, er det mere usikkert, hvor den lovstridige  handling  kan  og  bør  anses  for  begået.  I  Straffelovrådets  betæn kning  nr.  1289/1995 om juridiske personers bødeansvar anføres herom: ”Gode grunde, herunder hensynet til en ensartet regel, der finder anve ndelse ved selskabs- overtrædelser,  uanset  hvordan  overtrædelsen  nærmere  er  begået,  kunne  tale  for  at  vælge det  sted,  hvor  gerningsindholdet  realiseres,  som  gerningssted.  I  modsat  fald  vil  det  f.eks. kunne blive vanskeligt at afgøre, hvor en selskabsovertræd   else skal anses for begå et, hvis overtrædelsen skyldes flere fejl, der er begået forskellige steder, f.eks. tilfælde hvor en se l- skabsovertrædelse  må  tilskrives  mangelfuld  instruktion  på  hjemstedet  i  komb ination  med uforsigtighed udvist af en ansat på ”gern  ingsstedet” . På den anden side kan en sådan regel være betænkelig, hvis den afskærer dansk jurisdiktion over for et selskab her i landet i ti l- fælde,  hvor  der  påviseligt  foreligger  fejl  begået  på  dansk  område.  En  lø sning,  der  sikrer dansk jurisdiktion i denne type sager, opnås, hvis såvel selskabets hje  msted som det sted, hvor overtræde  lsen manifesterer sig, anses som gerningssted.” Straffelovens  §§ 6  og  7  (territorial-  og  personalprincippet)  suppleres  af  § 8,  hvorefter  der  efter omstændighederne  er  dansk    straffemyndighed  i  forhold  til  udlandshandlinger  uden  hensyn  til, hvor gerningsmanden hører hjemme. Det gælder bl.a. i tilfælde, hvor »handlingen er omfattet af en mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at foretage retsfo rføl g- ning«, jf. § 8, nr. 5. Formålet med denne bestemmelse, der blev indsat ved lov nr. 322 af 4. juni 1986,  er  blandt  andet  at  opfylde  –   og  muliggøre  opfyldelse  af  fremtidige   – andre mellemfolkelige aftaler, der indebærer en forpligtelse fo  r Danmark til at have dansk straf-

- 12 - femyndighed  med  henblik  på  at  kunne  strafforfølge  nærmere  angivne  overtrædelser,  jf.  Fo lke- tingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 2080  -2081 og 2087. Når der i medfør af de ovennævnte regler sker påtale her i landet, skal afgø relsen såvel om straf som  om  andre  retsfølger  af  handlinger  ske  efter  danske  regler,  jf.  straffelovens  §  10,  stk. 1.  Er forholdet undergivet dansk straffemyndighed i medfør  af straffelovens §  7, stk. 1, nr. 2 (vedrø- rende handlinger foretaget af danskere i udlandet, når handlingerne er strafb are både efter dansk ret og efter lovgivningen på gerningsstedet) , kan der dog ikke idømmes stre ngere straf end efter gerningsstedets lovgivning, jf. § 10, stk. 2. 2 3 . Internationale instrumenter om våbenformidling 2 3 .1. EU’s fælles holdning om våbenmæglervirksomhed Den  26.  juni  2003  vedtog  Rådet  en  fælles  holdning  om  kontrol  med  våbenmæglervirksomhed (2003/468/FUSP),  som  forpligter  medlemsstaterne  til  at  indføre  kontrol  med  formidling  af  v å- benoverførsler me llemlande uden for EU . Den  fælles  holdning  forpligter  hver  medlemsstat  til  at  kontrollere  formidlingsaktivit  eter,  som foregår på   medlemsstatens territorium, gennem national lovgivning. Medlemsstaterne opfordres endvidere  til  at  overveje  at  kontrollere  formidlingsaktiviteter,  som  udføres  af  den  enkelte  me d- lems stats statsborgere uden for medlemsstatens territorium, jf. artikel 2. Våbenformidling defineres  i artikel 2, stk. 3, som aktiviteter, hvorved en person forhandler eller arrangerer transaktioner, som kan indebære overførsel af produkter omfattet af EU’s fæ lles liste over militært udstyr, der er omfattet af EU’s adfærdskodeks for våbenek sport (EU’s våbenliste) , fra ét ikke-EU-land til et andet. Omfattet er desuden aktiviteter, hvorved en person, som selv ejer sådant udstyr, køber, sælger eller arrangerer overførsel af udstyret fra ét ikke    -EU-land til et an- det. Overførsler af våben mellem, til eller fra EU  -lande er ikke omfattet. Den enkelte medlems- stat  kan  i  henhold  til  bestemmelsen  dog  fortsat  i  sin  nationale  lovgivning  lade  definitionen  af våbenformidling  omfatte  tilfælde,  hvor  der  eksporteres  militært  udstyr  fra  medlemsstatens  eget eller en anden medlemsstats område. Det bemærkes, at der under forhandlingerne af forslaget i COARM (Rådets arbejdsgruppe ve   drø- rende konventionelle våben) var enighed om, at begrebet ’overførsel’ (’transfer’) som u    dgangs- punkt ikke omfatter transport af våben, men at medlemsstaterne hver især dog kan vælge at in d- fortolke  transport  i  begrebet  og  lade  våbentransport  være  omfattet     af  deres  nationale  regler  om kontrol med formidling.

- 13 - Der skal efter den fælles holdning etableres en ordning, hvor formidlingsaktiviteter i hvert ti  lfæ de kræver   tilladelse fra de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor aktiviteterne finder sted, og – – sstat, hvor formidle ren har bopæl eller er etableret. Afgørelsen af, om tilladelse skal meddeles, skal træffes ud fra kriterierne i EU’s adfærdskodeks for våbenek    sport, jf. artikel 3, stk. 1.   Medlemsstaterne  skal  bevare  oplysninger  i  mindst  10  år  om  alle  personer,  der  får  tilladelse  til formidling, jf. artikel 3, stk. 2. Medlemsstaterne kan endvidere indføre en ordning, hvorefter formidling kun må foretages af på forhånd  autoriserede personer, ligesom medlemsstaterne kan etablere et register over formidlere. Der  skal  imidlertid  uanset  registrering  eller  autorisation  som  formidler  indhentes  tilladelse  til konkrete formidlingsaktiviteter som angivet ovenfor, jf. artikel 4, stk. 1. Der  skal  etableres  et  system  for  udveksling  af  information  om  formidlingsaktiviteter  mellem medlemsstaterne og, i relevant omfang, med tredjelande, jf. artikel 5. Endelig er medlemsstaterne forpligtede til at etablere passende sanktioner, herunder strafferetlige sanktioner, for at sikre effektiv håndhævelse af kontrollen med formidling, jf. artikel 6. Der er ikke fastsat nogen frist for gennemførelse af den fælles holdning. Den fælles holdning er   folkeretligt bindende for Danmark. 2 3 .2. FN’s våbe nprotokol FN’s Generalforsamling vedtog den 31. maj 2001 ved resolution nr. 55/255 en protokol om be- kæmpelse af ulovlig fremstilling af og handel med skydevåben og dele, komponenter samt a   m- munition  hertil  (Protocol  against  the  illicit  manufacturing  of  and  trafficking  in  firearms,  their parts  and  components  and  ammunition  supplementing  the  United  Nations  Convention  against transnational organized crime). Andre former for våben/forsvarsmateriel er ikke omfa ttet af pro- tokollens bestemmelser. Protokollen knytter sig til FN’s konvention om bekæmpelse af græns e- overskridende  organiseret  kriminalitet  (også  kaldet  Palermo -konventionen),  som  blev  vedtaget den 15. november 2000 ved resolution 55/25. Med henblik på at forebygge og bekæmpe ulovlig fremstilling af,    og handel med, de af protokol- len omfattede skydevåben mv. skal medlemsstaterne i henhold til protokollens artikel 15  overve- je  at  etablere  et  system  for  regulering  af  våbenformidling.  Ifølge  bestemmelsen  kan  en  sådan regulering indeholde et eller flere elementer så som:

- 14 - a)    Krav om registrering af våbenformidlere, der opererer  på statens område  , b)   krav om tilladelser eller autorisationer til våbenformidling, eller c)    krav om angivelse af navne og adresser på formidlere, der er involveret i den pågæ ldende transaktion, i import- og eksporttilladelser eller medfølgende dokumenter. Endvidere opfordres lande, der har etableret tilladelsesordninger vedrørende våbenformidling, til at udveksle information om våbenformidlere og våbenformidling og til at   bevare oplysninger om våbenformidlere og våbenformidling i mindst 10 år. FN’s  våbenprotokol  er   som  udgangspunkt  folkeretligt  forpligtende  for  Danmark,  men  bestem- melserne om våbenformidling er efter deres formulering ikke binde nde. Våbenprotokollen er på nuværende tidspunk t undertegnet af 52 stater, og ratificeret, accepteret, godkendt  eller  tiltrådt   af  30 stater .  Protokollen  træder  i  kraft,  når  den  er     ratificeret,  accepteret, godkendt  eller tiltrådt af 40 lande.  Danmark har  undertegnet, men  endnu  ikke ratificeret proto- kollen. 2.3. FN’s  handlingsprogram  til  bekæmpelse  af  illegal  handel  med     SALW  (håndvåben  og lette vå ) FN’s handlingsprogram til bekæmpelse af illegal handel med håndvåben og lette våben blev ved- taget på FN’s håndvåben   konference i New York i juli 2001. Medlemslandene påtager sig i han d- lingsprogrammet at føre kontrol med eksport, transit og formidling af håndvåben og lette v   å ben. I henhold til pkt. 14 påtager medlemslandene sig at udvikle hensigt smæssig lovgivning eller a  d- ministrative  procedurer,  som  regulerer  aktiviteter  vedrørende  formidling  af  håndv  å ben  og  lette våben. Denne lovgivning eller disse procedurer bør omfatte forholdsregler så som    registrering af formidlere, et system med tilladelser eller autorisationer til formidlingsaktiviteter samt passende straf for alle ulovlige formidlingsaktiviteter udført  inden for den pågældende stats juri   sdiktion og kontrol. FN’s handlingsprogram er politisk forpligtende for Danmark. 2 3 .4.     Wassenaar Arrangementets retningslinjer (”  elements”) for effektiv lovgivning om våbe n- formidling Wassenaar Arrangementet, som er et multilateralt forum, hvor 34 lande samarbejder om eksport- kontrol  med  våben   og  dual-use  produkter,  vedtog  i  december  2003  retningslinjer  for  effektiv lovgivning om våbenformidling (Elements for Effect ive Legislation on Arms Brokering).

- 15 - Våbenformidling defineres  i retningslinjernes pkt. 1, stk. 1, som aktiviteter vedrørende fo rhand- ling eller arrangering af kontrakter, salg, handel, arrangering af overførsel af våben og beslæ gtet militært udstyr, som ko  ntrolleres af Wassenaar Arrangementets medlemslande, fra ét tredjeland til et andet tredjeland. Begrebet ”tredjeland” er ikke defineret i teksten. Umiddelbart synes det naturligt at definere tre  d- jelande som ikke-Wassenaar-lande. Der er imidlertid enighed mellem EU-landene – størstedelen  af  Wassenaar -landene  –   om,  at  EU-lande  ikke  kan  anses  for  tredjelande.  Det  be- mærkes i den forbindelse, at ikke alle de nuværende EU -lande er medlemmer af Wassenaar Ar- rangementet. I henhold til pkt. 1, stk. 1, skal der indhentes en tilladelse til de nævnte formidlingsa  ktiviteter fra de  kompetente  myndigheder  i  det  (Wassenaar-)land,  hvor  aktiviteterne  finder  sted,  uanset  om formidleren er statsborger, bosiddende eller på anden måde underlagt vedkommende stats juri  s- diktion.  Ansøgninger  om  formidlingstilladelser  skal  vurderes  efter  principperne  i  nærmere  a   n- givne  Wassenaar-dokumenter,  herunder  ”Best  Practice  Guidelines  for  Exports  of  Small  Arms and  Light  Weapons”  og  ”Elements  for  Export  Controls  of  Man  -Portable  Air  Defence  Systems (MANPADS)”, jf. nærmere herom nedenfor. Medlemsstaterne kan ligeledes kræve tilladelse til formidlingsaktiviteter, der finder sted   uden for statens område , jf. pkt. 1, stk. 2. Medlemsstaterne kan endvidere lade definitionen af formidlingsaktiviteter omfatte tilfælde, hvor der eksporteres militært udstyr fra medlemsstatens eget område, jf. pkt. 1, stk. 3. Endelig kan medlemsstaterne søge at begrænse antallet af formidlere, jf. pkt. 1, stk. 4. I  henhold til pkt. 2 skal  medlemsstaterne bevare  oplysninger om enkeltpersoner og virksomhe- der, som har fået tilladelse til våbenformidling. Det er ikke anført, hvor længe oplysningerne skal bevares. Medlemsstaterne kan endvidere oprette et register over formidlere. Medlemsstaterne  skal  etablere  hensigtsmæssige    straffebestemmelser  af  administrative  forholds- regler, herunder strafferetlige sanktioner, med henblik på at sikre, at kontrol med våbenfo  rmid- ling bliver håndhævet effektivt, jf. pkt. 3. Herudover skal medlemsstaterne styrke samarbejde og gennemsigtighed ved at udveksle relevant information om våbenformidling og efter anmodning bistå andre medlemsstater ved eta  bleringen af effektive nationale systemer til kontrol af våbenformidling, jf. pkt. 4.

- 16 - Der er ikke fastsat nogen frist for gennemførelse  af retningslinjerne, men medlemsstaterne skal i henhold til pkt. 5 arbejde ufortøvet herpå. Retningslinjerne er politisk forpligtende for Danmark. 2.3. 5 . OSCE’s dokument vedrørende   SALW (håndvåben og lette våben    ) OSCE’s   vedtog  den  24.  november  2000  et  dokument  vedrørende  håndvåben  og  lette  våben (”OSCE Document on Small Arms and Light Weapons”  ). Ifølge dokumentets afsn it III, (D), 1, er regulering vedrørende  internationale våbenformidlere et væsentligt element i bekæmpelsen af ulovlig våbenhandel. De de ltagende stater skal derfor over- veje at indføre national regulering af internationale våbenformidleres aktiviteter. En sådan reg   u- lering kan i henhold til bestemmelsen omfatte elementer så som: - Krav om registrering af våbenformidlere, der opererer  på state ns område , - krav om tilladelser eller autorisationer til våbenformidling, eller - krav om angivelse af navne og adresser på formidlere, der er involveret i den pågæ ldende transaktion,i import - og eksporttilladelser eller medfølgende dokumenter. OSCE-dokumentet  er  politisk  forpligtende  for  Danmark.  Bestemmelserne  om  vå benformidling er dog efter formul eringen ikke bindende. 2.3. 6 .OSCE  ’s principper for kontrol af formidling af SALW ( håndvåben og lette v   å ) Den 24. november 2004 vedtog OSCE  en beslutning om  principper for kontrol af formidling af håndvåben  og  lette  våben  (   ” OSCE  Principles  on  the  Control  of  Brokering  in  Small  Arms  and Light Weapons”) . I henhold til artikel 2, stk. 1, skal medlemsstaterne kontrollere formidlingsaktiviteter, som finder sted på deres territorium . Medlemsstaterne opfordres endvidere til at overveje at kontrollere for- midlingsaktiviteter  uden  for  deres  territorium,  som  foretages  af  formidlere,  der  er  bosiddende eller etableret på deres territorium , jf. artikel 2, stk. 2. Våbenfor midling defineres i beslutningens  artikel 2, stk. 4, dels som forhandling  eller  arrange- ring  af  transaktioner,  som  kan  indebære  overførsel  af  genstande  omfattet  af  OSCE’s  SALW    - dokument, dvs. personbærbare (”man   -portable”) våben, der er lavet eller modificer  et efter mili- tære  specifikationer  til  brug  som  dødbringende  krigsmater   iel,  fra  ét  land  til  et  andet  land,dels

- 17 - som  køb,  salg  eller  arrangering  af  overførsel  af  sådanne  genstande,  der  er  ejet  af  formi   dleren selv, fra ét land til et andet land. Den  enkelte  medlemsstat  kan  i  national  lovgivning  lade  definitionen  af  formidlingsaktiviteter omfatte  tilfælde,  hvor  der  sker  eksport  fra  deres  egne  områder.  De  enkelte  medlemsstater     kan endvidere undtage formidlingsaktiviteter, der relaterer sig til overførsler til   eller fra andre  med- lemsstater, fra deres tilladelsesordninger. Efter beslutningens artikel 3, stk. 1, skal der indhentes tilladelse til formidlingsaktiviteter fra de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor aktiviteterne finder sted. Hvis der er krav her- om i national lovgivning, skal der endvidere indhentes tilladelse fra de kompetente myndigheder i  den  medlemsstat,  hvor  formidleren  er  bosiddende  eller  etableret.  Ansøgninger  om  till adelse skal vurderes efter retningslinjerne i afsnit III i OSCE’s SALW-dokument. Medlemsstaterne skal bevare oplysninger i mindst 10 år om alle, der har fået tilladelse til v  å ben- formidling, jf. artikel 3, stk. 2. Medlemsstaterne  kan  kræve,  at  formidlere  indhenter    autorisation  til  at  fungere  som  formidlere, og kan etablere et register over formidlere, jf. artikel 4. Endelig vil medlemsstaterne efter artikel 5 overveje at etablere et indbyrdes informationsudveks- lingssystem om f.eks. lovgivning, eventuelle registrerede formidlere, oplysninger om formidlere, afslag på ansøg  ninger om tilladelser og eventuelle ansøgninger om autorisationer. 2.3.7. FN’s Sikkerhedsråds resolution 1540 FN’s  Sikkerhedsråds  resolution  1540  af  28.  april  2004   om  ikke-spredning  af  masseødelægge   l- sesvåben  mv. indebærer blandt andet en forpligtelse for medle  msstaterne til at indføre pa ssende kontrol  med  kapital  og  tjenesteydelser  (”funds  and  services”)  vedrørende  eksport  af  masseød e- læggelsesvåben og fremføringsmidler hertil , så som finansiering og transport, der kan bidrage til spredning. Det kan ikke udelukkes, at en våbenformidlers forhandling eller arrangering af eksport af ma sse- ødelæggelsesvåben og  fremføringsmidler  hertil   kan  anses  for  omfattet  af  begrebet  ”se rvices”. Imidlertid  vil  sådanne  formidlingsaktiviteter  efter  omstændighederne  kunne  straffes  so   m  med- virken til overtrædelse af våbenlovens eksportkontrolregler, jf. § 6. Endvidere afhæ nger behovet for særskilte regler om sådanne aktiviteter af den øvrige nationale regulering af de pågældende våben.

- 18 - Danmark har i henhold til resolutionens artikel 4 afgivet en rapport til FN den 28. oktober 2004, hvor det oplyses, at Danmark vil gennemgå våbenlovgivningen i lyset af resol  utionen med hen- blik  på  at  identificere  eventuelle  nødvendige  lovændringer  og  i  givet  fald  fre msætte  lovforslag herom inden udgangen af 2005. 2.3.8 . Sammenfatning og konklusion EU’s  fælles  holdning    indebærer  en  folkeretlig    forpligtelse  fo r  Danmark  til  at  indføre  nærmere angivne regler om kontrol med våbenformidling.  Også  FN’s våbenprotokol  er som udgangspunkt retligt  bindende,  når  d en  ratificeres  af  Danmark,  men  den  indeholder  kun  en  opfordring  til  at overveje at indføre regler om kontrol med våbenformidling. De øvrige internationale i   nstrumen- ter er politisk forpligtende. Justitsministeriets våbenarbejdsgruppe  har foretaget en vurdering af, om de øvrige instrume nter – FN’s  Sikkerhedsråds  resolution  1540,  som  ikke  er  analyseret  nærmere  af arbejdsgruppen –   indebærer    forpligtelser til regulering af våbenformidling, som  går ud over de obligatoriske bestemmelser i EU’s  fælles hol  dning. Arbejdsgruppen konkluderer, at dette ikke er tilfæ  ldet, jf. afsnit 2.3.4. i arbejdsgruppens rapport (bilag 1). 2.4. Udenlandsk ret Våbenarbejdsgruppen   har  indhentet  oplysninger  om  retstilstanden  i  de  14  øvrige   ”ga mle”  EU - lande samt Norge, Canada og USA, jf. nærmere herom note 2 til arbejdsgruppens rapport (b  ilag 1). I henhold til disse oplysninger har Belgien, Finland, Frankrig, Holland, Storbritannien, Sveri- ge,  Tyskland,  Østrig,  Norge  og  USA    indført   regulering  af  våbenformidling,  mens  d ette  endnu ikke er tilfældet for Grækenland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Spanien og C anada. Det  nærmere  indhold  af  de  enkelte  landes  regler  om  våbenformidling  er  detaljeret  beskrevet  i arbejdsgruppens rapport (bilag 1), afsnit 2.4., og kan sammenfattes som følger: For de fleste landes vedkommende (Finland, Holland, Storbritannien, Sverige, Tyskland og Nor- ge) er formidling  af våbenoverførsler   mellem tredjelande  generelt omfattet af kontrolreglerne. Kun  Østrig  har  begrænset  anvendelseso mrådet  til   overførsler  mellem  ikke -EU-lande.  Frankrig kræve  r forudgående  registrering  af våbenformidl  ere, mens der kun kræves konkret tilladelse til formidling af våben fra Frankrig (dvs. i forbindelse med ek sport). Kun Storbritannien har – –   foretaget en geografisk afgrænsning af de   formid- lingsaktiviteter, der er omfattet af reglerne om kontrol med våbenformidling  (dvs. at kun hand- linger foretaget på et nærmere angivet  geografisk område er omfattet) . Hovedparten af landene har  i  stedet  afgræns  et  retssubjektet  for  reglerne  (dvs.  at  kun  handlinger  foretaget  af  bestemte

- 19 - persongrupper   er   omfattet),   så   formidling   foretaget   af   personer   med   bopæl/fast   o   pholds- sted/hjemsted i det pågældende land er omfattet af kontrolreglerne, uanset hvor formi   dlingsakti- viteterne finder sted. Dette gælder således i alt væsentligt for Belgien, Finland, Ho lland, Sverige, Østrig, og Norge. Retstilstanden i Tyskland er ikke næ rmere oplyst på dette punkt. De britiske regler om kontrol med formidling af militært u  dstyr  gælde  r som udgangspunkt kun handlinger foretaget i Storbritannien. Dog gælder reglerne om kontrol med formidling af lang  t- rækkende missiler og dele hertil, torturudstyr og enhver form for militært udstyr, som er b eregnet for embargobelagte destinationer, både ha ndlinger foretaget i Storbritannien og handlinger fore- taget af britiske statsborgere i udlandet, uanset hvor de har bopæl/opholdssted. De amerikanske regler om våbenformidling gælder alle amerikanere, uanset hvor de har b   opæl, samt udlændinge med b  opæl i   USA. Vedrørende  elementerne i kontrolsystemet er der en overvejende tendens til alene at kræve, at formidlere indhenter konkrete tilladelser til formidlingsaktiviteterne (en tilladelsesordning). Det- te er sål edes tilfældet i Belgien, Finland, Storbritanni  en, Tyskland, Østrig, og Norge. Frankrig  har  derimod  – –   alene  en  ordning  med  forudgående registrering af og efterfølgende oplysningspligt for for midlerne.  I Sverige kræves der både     for- udgående autorisation  og konkrete tilladelser til formidlingsaktiviteter. USA kræver dels foru  d- gående registrering, dels konkrete tillade lser. Andre aktiviteter, som kan anses for beslægtede med våbenformidling, så som transport, fo    rsik- ring, finansiering og markedsføring o.lign, i forbinde lse med våbenoverførsler, er kun i få lande underkastet kontrol, og da i varierende omfang, jf. nedenfor. I  Storbritannien  kræver  t  ransport,  finansiering  eller  finansielle  ydelser,  forsikring  og  generelle annoncerings-  eller  reklameydelser  i  forbindelse  med  våbenoverførsel  mellem  tredjelande  till  a- delse,  når  ydelserne  relaterer  sig  til   overførsler  af  langtrækkende  missiler  og  torturudstyr  og overførsler af militært og paramilitært udstyr til embargolande. I Belgien kræves der tilladelse til transport og formidling af transport af våben. I Tyskland forudsætter transport af våben mellem tredjelande tilladelse. I USA omfatter våbenformidling blandt andet også   finansiering. I Holland kræves  der  tilladelse  til  finansielle  transaktioner  relateret  til  overførsel  a   f  våben  (”str  ategic goods”), som finder sted uden for EU.  Dog er ” generiske finansielle ydelser” så som bankyde  lser ikke omfattet. 2 5 . Våbena rbejdsgruppens forslag og Justitsministeriets overvejelser

- 20 - 2 5 .1. Hvilke handlinger skal underlægges kontrol 2.5.1.1. Våbena rbejdsgruppens forslag I  EU’s  fælles  holdning  defineres  våbenformidling  dels  som  forhandling  eller  arrangering  af transaktioner, som kan indebære overførsel af våben mv., dels som aktiviteter, hvorved en person køber,  sælger  eller  arrangere   r  overførsel  af  våben  mv.,    som  personen  selv  ejer.  Hertil  kommer den geografiske afgrænsning, som er behandlet separat nedenfor. Våbenarbejdsgruppen  har  ikke  fundet  grundlag  for  at  anbefale,  at   den  danske  kontrolordning vedrørende  våbenformidling  udstræk kes  til  andre  handlinger,  end  de  i  EU’s  fælles  hol   dning nævnte handlinger  . Arbejdsgruppen finder således ikke, at  aktiviteter, som kan anses for beslæ  g- tede  med  våbenformidling,  så  som  transport,  forsikring,  finansiering,  markedsføring  o.lign. i forbindelse med våbenoverførsler, bør underkastes særskilt kontrol. Arbejdsgruppen anfører, at afgrænsningen af, hv   ornår en person kan anses for at have købt, solgt eller arrangeret overførsel af våben mv., som personen selv ejer  , jf. EU’s fælles hol   dning, artikel 2, stk. 3, næppe   vil give anledning til større afgrænsningsproblemer    i praksis. Derimod kan be- dømmelsen af, hv ornår en person kan anses for  (som mellemmand) at have forhandlet eller ar- rangeret  transaktioner,  der  kan  indebære  overførsel  af  vå ben  mv.,  som  ejes  af  andre,  muligvis give anledning til vanskeligheder.   Arbejdsgruppen finder det ikke muligt at fastlægge nærmere retningslinjer for denne bedø mmel- se,  som  nødvendigvis  må  bero  på  en  konkret  vurdering  fra  sag  til  sag.  Arbejdsgruppen  fi   nder imidlertid, at formidleren må have taget aktivt del i handelen/arrangeringen af overfør  slen og i en helhedsbedømmelse må anses for at have haft en   ikke uvæsentlig   rolle i samspillet mellem over- drager og erhverver. Videregivelse alene af f.eks. oplysning om identiteten på en p otentiel køber uden  yderligere  deltagelse  i  informationsudveksling,  forhandling,  aftaleindgåelse   mv.  mellem overdrager og erhverver  bør  således typisk ikke  være   tilstrækkeligt til at anse formidleren for at have forhandlet eller arrangeret vedkommende handel. Arbejdsgruppen  har  herefter  overvejet,  hvornår   i  forhandlings-  eller  arrangeringsprocessen  en tilladelse senest skal foreligge. I  tilfælde,  hvor  formidleren  er  en  mellemmand  mellem    erhverver  og  overdrager,  bør  der   ifø lge arbejdsgruppen  stilles  krav  om,  at  tilladelse  indhentes,  inden  formidleren  har  gjort  overdrager og/eller erhverver bekendt med både modpartens identitet (eller tid og sted for levering) og andre væsen    lige  elementer  i  den  pågældende  våbenoverførsel,  f.eks.  våbnenes  art  og  ant al,  nærmere leveringsbetingelser  eller  lignende.  Derimod  bør  der  som  u dgangspunkt  ikke  kræves  tilladelse

- 21 - for at en formidler – ø – retter  henvendelse  til  en  våbenproducent  med  foresp ørgsel  om  dennes  muli ghed  for  at  levere bestemte våben eller til en våbenhandler om dennes interesse i at aftage bestemte v  å ben. I  tilfælde,  hvor  formidleren  selv  har    eller  får  ejerskabet  til  de  pågældende  våben,  bør  der efter arbejdsgruppens opfattelse stilles krav om, at tilladelse indhentes, inden formidleren fremsæ  tter et konkret tilbud om overdragelse eller erhvervelse  og/eller overførsel af våbnene   eller accepte- rer et sådant tilbud.  Overfører formidleren våbnene til et andet land uden at der (på ove   rfø rsels- tidspunktet)  er  en  anden  modtager  i  dette  land  end  formidleren  selv,  bør   tilladelsen  foreligge, inden overførslen  iværk  sæ  ttes. 2.5.1.2.   Justitsministeriets overvejelser Justitsministeriet er enig med våbenarbejdsgruppen om , at de handlinger, som underlægges ko  n- trol,  bør  afgrænses  i  overensstemmelse  med     definitionen  af  ”våbenmæglervirkso mhed”  i   EU’s fælles holdning om v  å benmæglervirksomhed. Første   led  i  definitionen  omfatter  personer,  der  ”forhandler  eller  arrangerer  transaktioner,  som kan indebære overførsel af produkter, der er opført på den fælles EU -liste over militært u  dstyr, fra et tredjeland til et andet” . Denne del af definitionen må  – s andet led, jf. nedenfor, som omfatter  personer, der køber/sælger/ejer de pågæld ende produkter –   anses for at omfatte personer, der fungerer som mellemmænd mellem overdrag  eren/eksportøren og e rhverve- ren/importøren  eller  disses  repræsentanter  uden  selv  at  købe  eller  sælge  de  pågældende  våben som led i overførslen. Andet led i definitionen, som omfatter personer, der ”køber, sælger eller arrangerer overførsel af sådanne produkter, som de ejer, fra et tredjeland til et andet”  , er noget uklart formuleret. Det må imidlertid antages, at denne del af definitionen omfatter personer, som købe r eller sæ  lger våben mv. som led i en overførsel mellem lande uden for EU eller i ø  vrigt arrangerer en sådan overfø  r- sel som ejer af de nævnte vå   ben mv. Personer, der enten sælger (f.eks. som ek  sportør i afsende r- landet)  eller  køber  (f.eks.  som  i mportør  i  mod tagerlandet)  våben  mv.  som  led  i  en  overførsel mellem  ikke-EU-lande  er  således   omfattet.  Det  gælder  også  personer,  der  i  re   aliteten  fungerer som  mellemmænd  mellem  (den  oprindelige)  overdrager  og  (den  endelige)  e  rhverver,  men  som midlertidigt erhverver ejerskab til de pågældende våben mv. som led i ove rfør slen. Endvidere er personer,  der  arrangerer  overførsel  af  våben  mv.  som  de  selv  har    – overfør slen mellem de pågældende lande beholder    – mfattet. Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens synspunkter om, hvornår  i forhandlings - eller arrangeringsprocessen en tilladelse senest skal foreligge.

- 22 - Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3 (§ 7 b). 2 5 .2. Geografisk afgrænsning   og ansvarssubjekt 25.2.1. Våbenarbejd sgruppens forslag Spørgsmålet  om  den  geografiske  afgrænsning vedrører  dels   våbenoverførslerne  ,  dels  formid- lingsaktiviteterne. For så vidt angår   den geografiske afgrænsning af våbenoverførsler foreslår  arbejdsgruppen, at de kommende danske regler om våbenformidling i overensstemmelse med EU’s fælles hol    dning og Danmarks øvrige forpligtelser i henhold til det internationale samarbejde kun skal o mfatte over- førsler me llem ikke-EU-lande. Baggrunden for denne afgrænsning er dels, at overfør   sel af våben  til EU-lande generelt ikke kan anses for kritisk, dels at overførsler af våben    fra EU-lande allerede er underlagt kontrol via af- senderlandets   eksportkontrolsystem,   jf.   EU’s   adfærdskodeks   for   våbeneksport.   Kontroll    eres samme  overførsel  i  henhol d  til  danske  formidlingsregler,  vil  der  således  være  tale  om  do   bbelt- kontrol. Vedrørende   den  geografiske  afgrænsning  af  formidlingsaktiviteterne    er  spørgsmålet,  om  al  ene aktiviteter  (forhandling  mv.)  foretaget  på  dansk  område  eller  tillige  aktiviteter  i  u  dlandet  bør være omfattet af en kommende kontrolordning. Våbenarbejdsgruppen  foreslår  en  ordning,  hvor  der  kræves  tilladelse  til formidlingsaktiviteter  i såvel Da nmark som udlandet, dog med undtagelse af de øvrige EU -lande. Arbejdsgruppen har herved lagt vægt på, at udlandsaktiviteter bør være omfattet af kontrolor d- ningen, så danske formidlere ikke kan omgå de danske kontrolregler ved at henlægge deres fo r- midlingsaktiviteter  til  udlandet.  For  at  undgå  dobbeltkontrol  bør  formidlingsaktivit  eter  i  andre EU-lande  imidlertid  undtages  fra  den  danske  kontrolordning,  da  disse  lande  selv  fører   –   eller inden  for  overskuelig  fremtid  vil  føre   – aget  på  deres områder, jf. EU’s fælles hol    dning.

- 23 - Arbejdsgruppen  bemærker,  at  muligh  eden  for  at  håndhæve  danske  regler  om  kontrol  med  fo   r- midlingsaktiviteter i udlandet dog er begrænset af straffelovens regler om dansk straffemyndi  g- hed. Det er således som udgangspunkt alene muligt at straffe handlinger foretaget i den danske stat og på dan ske fartøjer samt handlinger foretaget i udlandet af personer, der har dansk stat s- bor gerskab eller bopæl i Danmark. For handlinger foretaget i udlandet af personer, der har dansk statsborgerskab  eller  bopæl  i  Danmark  er    der  dansk  straffemyndighed,  forudsat  at  handlingen både er strafbar efter gerningsstedets lov og dansk lov (princippet om dobbelt strafba rhed). Reglerne om dansk straffemyndighed er beskrevet i lovforslagets pkt. 2.2.2. Arbejdsgruppen foreslår, at k ontrolordningen for så vidt angår   formidlingsaktiviteter foretaget på dansk territorium skal gælde for enhver.   Derimod bør  danske statsborgere med fast bopæl i u  d- landet undtages fra kontrolordningen – n- ske myndigheder –   for så vidt angår   formidlingsaktiviteter i udlandet. For så vidt angår handlinger foretaget   i udlandet af virksomheder (juridiske personer) med hjem- sted i Danmark  bemærke  r arbejdsgruppen følgende: Hv is en efter danske regler ulovlig våbe n- formidlingsaktivitet foretages i udlandet af en ansat i en virksomhed med hjemsted i Danmark, og  overtrædelsen  skyldes  tilregnelige  forhold    (f.eks.  manglende  eller  urigtig  instruktion  af  den ansatte), der kan henregnes til virksomhedens hjemsted, bør   den ulovlige handling efter arbejds- gruppens  opfattelse  anses  for  begået   både   på  hjemstedet  i  Danmark  og  på  det  sted  i  u  dlandet, hvor lovovertrædelsen manifesterer sig. Der henvises i den forbindelse til afsnit 2.2.  2. i arbejd    s- gruppens rapport (bilag 1), herunder henvisningen til Straffelovrådet s betæn  kning nr. 1289/1995 om juridiske personers bødeansvar . Arbejdsgruppen bemærker endvidere, at    det af Rigsadvokatens meddelelse om valg af ansvars- subjekt  i  sager  om  virksomhedsansvar,  jf.  cirkulære  nr.  10723  af  6.  oktober  1999  ,  fremgår,  at tiltale mod underordnede ansatte i almindelighed ikke finder sted, medmindre der foreligger sæ  r- lige omstændigheder. Dette kan være tilfældet, hvis der er tale om en grov overtr æ  delse, som den underordnede  har  begået  forsætligt  og  eventuelt  på  eget  initiativ.  I  givet fald  rejses  om  muligt også tiltale mod virksomheden. 2.5.2.2.   Justitsministeriets overvejelser Justitsministeriet kan tiltræde arbejdsgruppens forslag om, at den kommende danske kontro  lord- ning  for  våbenformidling  kun  skal  omfatte  fo rmidling  af  våbenover førsler  mellem  ikke -EU- lande.

- 24 - Justitsministeriet  kan  endvidere  tiltræde  våbenarbejdsgruppen  forslag  om,  at  kontrolordningen skal omfatte formidlingsaktiviteter i både Danmark og udlandet, dog med undtagelse af de ø  vri- ge EU-lande, og at personer med fast bopæl i udlandet skal undtages fra kontrolordningen   for så vidt angår formidlingsaktiviteter i udlandet . Endelig  kan  Justitsministeriet  tilslutte  sig  arbejdsgruppens  betragtninger  vedrørende  handli nger foretaget i udlandet af virksomheder (juridiske personer) med hjemsted i Danmark. 2 5 .3. Autorisation og registrering 2.5.3.1.   Våbenarbejdsgruppens forslag I EU’s fælles holdning, FN’s våbenprotokol, FN’s handlingsprogram og OSCE’s principper o p- fordres de respektive medlemsstater til – g med tilladelser til formidlingsaktivi- teter  – rslaget  til  OSCE’s principper opfordres de respektive medlemsstater desuden til at overveje også at in dføre krav om forhåndsautorisation af f ormidlere. I henhold til EU’s fælles holdning    kræves der   tilladelse til formidlingsaktiviteter vedrø rende hver enkelt våbenoverførsel, og der   er således ikke er mulighed for at udstede mere gen erelle tilladel- ser.  På  den  baggrund  finder  arbejdsgruppen  ikk e,  at  en  godkendelse  af  formidleren  som  så dan har en så væsentlig selvstændig værdi, at den kan stå mål med den administrative by rde herved. På samme baggrund, og da der i forvejen i henhold til EU’s fælles holdning vil ske     opbevaring af oplysninger  i  10  år  om  alle,  der  får  tilladelse  til  formi  dling,  finder  arbejdsgruppen  heller  ikke grundlag for at anbefale indførelse af en registrering sordning. Arbejdsgruppen bemærker   i den forbindelse, at domstolene – isa- tion, optagelse i register eller lignende – kende en våbenfo rmid- ler retten til at udøve formidlingsvirksomhed i forbindelse med en dom for et strafbart fo rhold, jf. straffelovens § 79, stk. 2. 2.5.3.2.   Justitsministeriets overvejelser Justitsministeriet  kan  tilslutte  sig  våbenarbejdsgruppen s  forslag  om  ikke  at  indføre  en  registr e- rings- eller autorisationsordning for våbenformidlere.