REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

Retsudvalget 2004-05 (1. samling)
REU Alm.del Bilag 228
Offentligt

KØBENHAVNS UNIVERSITET

DET JURIDISKE FAKULTET

Retsudvalget

REU alm. del - Bilag 228

Offentlig

Til Folketingets Retsudvalg

Til orientering sender jeg vedlagt artiklen Unge kriminelle i strafferetten

og socialretten, som offentliggøres i dag. I artiklen påpeges der en lang

række problemer vedrørende ungdomssanktionen. De væsentligste pro-

blemer i forbindelse med denne sammanfattes således:

17. DECEMBER 2004

JØRN VESTERGAARD,

AFDELINGSLEDER

LEKTOR, LIC. JUR.

•

usikkerhed om sanktionens indhold (paradigme, substans, funktionsmåde,

effekt);

usikkerhed om anvendelsesområde (kriminalitetskrav, social profil);

usikkerhed om den individuelle doms konkretisering (både indhold og kon-

cipering);

usikkerhed om principper for udmøntning ogfuldbyrdelse (sikring, døgn-

anbringelse, udslusning til ambulant regi, overgang til efterværn);

ufleksible ydre rammer (længstetider, institutionstyper, reaktioner ved

sammenbrud);

uforholdsmæssig indgrebsintensitet og mangel på proportionalitet;

uholdbar decentralisering af planlægning og styring;

utilstrækkelig basis for rekruttering og fastholdelse af kvalificeret persona-

le;

fravær af ensartethed, forudsigelighed og grundlæggende retssikkerhed på

alle processens stadier.

SANKT PEDERS STRÆDE 19

1453 KØBENHAVN K

TLF

FAX

35 32 33 45

35 32 33 34

[email protected]

www.jur.ku.dk/retd

I lyset af disse iagttagelser fastslås det,

ungdomssanktionen både principielt

og på sine egne præmisser savner legitimitet,

den som straf er uretfærdig,

den som behandling er fundamentalt ineffektiv,

den som socialretlig praksis

er udtryk for et voldsomt indgreb i den individuelle frihed og personlige inte-

gritet,

den for personalet på ungdomsinstitutionerne giver urimelige ar-

bejdsvilkår, og

ungdomssanktionen generelt repræsenterer et påtrængende

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17. DECEMBER 2004

SIDE 2 AF 4

etisk problem, idet den er indført i strid med både forskningsbaseret kundskab,

hensynet til elementær retssikkerhed og almindelig rimelighed.

Helt grundlæggende er der behov for initiativer med henblik på etablering af et

vidensbaseret perspektiv, overordnet styring og løbende opfølgning, herunder i

form af systematisk forskningsmæssig resultatkontrol og sammenligning af

programmer og resultater.

En dom til ungdomssanktion indebærer et særdeles indgribende, langvarigt og

skønsbetonet indgreb. Sanktionen er er langt strengere end den dom til ubetin-

get fængsel, som ellers var forskyldt. Dette begrundes principielt med den be-

handlingsintention, som sanktionen hviler på. Sverige indførte i 1999 en sank-

tionen sluten ungdomsvård, der har samme målgruppe som den danske ung-

domssanktion, men som er i langt bedre overensstemmelse med sædvanlige

strafudmålingshensyn. Retten fastsætter en anbringelsestid, som skal stå i

rimeligt forhold til den ellers forskyldte fængselsstraf. Rammen går fra to uger

indtil fire år. Retten skal tage i betragtning, at domfældte ikke har adgang til

prøveløsladelse. Tid tilbragt i varetægt eller surrogat herfor fradrages. Den

faktiske anbringelsestid må ikke overstige den straffetid, som ellers ville blive

afsonet i fængsel. Der er gode grunde til at ændre dansk lovgivning i retning af

de svenske regler.

Efter de gældende regler om ungdomssanktionen fradrages varetægtstid ikke i

den samlede længstetid for den del af sanktionen, som indebærer institutions-

anbringelse. Dette skaber ulighed mellem domfældte og virker uretfærdigt.

Under den tilsvarende svenske ordning trækkes varetægtstiden fra. Det ville

være rimeligt at foretage en lovændring, der giver domfældte med ungdoms-

sanktion mulighed for varetægtsfradrag.

Det er et grundlæggende problem med ungdomssanktionen, at der ikke eksiste-

rer en konkretiseret, koherent og bæredygtig vision for, hvad foranstaltningens

indhold egentlig skal være, selv om sanktionen indebærer særdeles vidtgående

og skønsbetonede indgreb i den personlige frihed og integritet. De unge an-

bringes under restriktive forhold i forholdsvis lange perioder med det formål at

gennemgå en behandling, som ikke er nærmere defineret, og som man ikke

kender virkningen af. Sanktionen udsætter unge lovovertrædere for pønale

reaktioner, der er markant strengere end tariffen over for voksne kriminelle, og

som frembyder store problemer i relation til grundlæggende retssikkerhedshen-

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17. DECEMBER 2004

SIDE 3 AF 4

syn. Der er behov for at få afklaret, hvad der i praksis lægges i begrebet 'en

struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling', og at få klargjort,

hvad den rette forståelse af begrebet efter de ansvarlige ministres opfattelse er.

De magtbeføjelser, som en dom til ungdomssanktion tillægger det sociale sy-

stem, er særdeles vidtgående, og kriterierne for tildeling af begunstigelser og

iværksættelse af restriktioner er overordentlig vage, f.eks. med hensyn til over-

førsel fra sikret regi til almindelig døgninstitution og senere til ambulant tilsyn

samt i relation til spørgsmålet om tilbageførsel. Ministeren bedes redegøre for,

om der agtes fremsat forslag om lovfæstelse af principperne vedrørende magt-

beføjelser og begunstigelser, sådan som det generelt skete med vedtagelsen af

straffuldbyrdelsesloven i 2000. Der er behov for en præcisering af de admini-

strative forskrifter. Der desuden brug for målrettede tiltag med henblik på at

ruste institutionernes ledelse og personale til på en betryggende måde at vare-

tage hensynet til de anbragtes retssikkerhed.

Efter dom til ungdomssanktion tilbringer mange af de domfældte lang tid på

sikret afdeling, også selv om de under sagen allerede har været anbragt på den-

ne måde og efter institutionens opfattelse er parate til udslusning. Et ophold af

længere varighed er en klar belastning, det opleves som en straf og kan vanske-

liggøre behandlingsindsatsen. Der er behov for politiske og administrative ini-

tiativer til sikring af, at den domfældte snarest muligt overføres til almindelig

anbringelse.

Unge med dom til ungdomssanktion har som regel et stort behov for støtte til

indlæring og personlighedsudvikling, både af praktiske, boglige og sociale

færdigheder. I en del sager har der ikke forud for dommen været anvendt hen-

sigtsmæssige, målrettede og konsekvente hjælpeforanstaltninger, og dommen

virker som en meget voldsom eskalering af indsatsen, der først kommer, når

det er alt for sent. Der er behov for politiske og administrative initiativer for at

sikre iværksættelse af en hensigtsmæssig social indsats, der fanger truede unge

op i tide, før de havner i et kriminelt regi.

Nogle af de domfældte med ungdomssanktion har et meget lavt intelligensni-

veau eller er mentalt retarderede. Nogle er stærkt karakterafvigende. Nogle har

misbrugsproblemer eller andre alvorlige psykiske problemer. Personalet er

ikke rustet til at håndtere massive psykiske lidelser eller misbrugsproblemer,

hverken i forhold til behandling eller til orden og sikkerhed. For de øvrige an-

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17. DECEMBER 2004

SIDE 4 AF 4

bragte unge har fejlanbringelserne den virkning, at de konstruktive elementer i

det socialpædagogiske projekt undermineres. Der er behov for politiske og

administrative initiativer til sikring af, at der på domstidspunktet foreligger

fyldestgørende oplysninger om eventuelle psykiske problemer, og at der efter-

følgende iværksættes hensigtsmæssige foranstaltninger.

Ungdomsinstitutionernes beredskab er mangelfuldt, når det drejer sig om at

klare aggressiv og voldelig adfærd samt modvirke rømninger og behandlings-

sammenbrud. Efterfølgende placering volder ofte problemer med brudt be-

handlingskontakt og forringelse af behandlingsudsigterne til følge. Der er be-

hov for politiske og administrative initiativer for at rette op på forholdene.

Personalet på ungdomsinstitutionerne har store problemer med at forklare de

unge med dom til ungdomssanktion, hvad projektet egentlig går ud på. Både

ansatte og klienter har overvejende den uholdbare opfattelse, at det grundlæg-

gende formål med ungdomssanktionen er at straffe, ikke at behandle. Der er

behov for politiske og administrative initiativer for at bibringe de ansatte de

fornødne kundskaber om regelgrundlaget og behandlingsintentionerne.

Med venlig hilsen

Jørn Vestergaard

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17993 12-fm Page 1 Friday, October 29, 2004 4:05 PM

Unge kriminelle i strafferetten og

socialretten

Jørn Vestergaard

»Kampen mod ungdomskriminalitet fortsætter og skal intensiveres. Vi skal

bruge erfaringerne til at målrette indsatsen til det, der har dokumenteret ef-

fekt... «

VK-regeringen, Supplerende regeringsgrundlag 27.08.2003

»Vi er nødt til at vise konsekvens. Der er for meget rundkreds i det danske so-

cial- og undervisningssystem og for lidt kontant afklapsning. Vi vil ikke finde

os i, at de griner af det danske samfund.«

Anders Fogh Rasmussen

formand for partiet Venstre, pt. statsminister, BT 27.10.2000

For mange lovovertrædere

er mødet med strafferetten også et møde med so-

cialretten.2 Forholdet kan også udtrykkes på den måde, at for beslutningstage-

re i strafferetten kommer socialretten i mange tilfælde ind i billedet, og dette

kan ske på stort set alle trin under strafforfølgning og fuldbyrdelse af straffe-

retlige sanktioner. Der kan være tale om et valg mellem anvendelse af det ene

eller det andet regelsæt i det videre forløb. Der kan også være tale om integre-

ring af foranstaltninger, sådan at den samlede regulering af indsatsen må fin-

des i såvel strafferetten som socialretten, lovteknisk ofte med henvisning fra

førstnævnte til sidstnævnte regelsæt. Og der kan være tale om, at strafferetten

og socialretten supplerer hinanden, f.eks. ved at socialretlige foranstaltninger

Forfatterens artikel dannede baggrund for et oplæg ved Det XIII. Nordiske Krimina-

listmøde, Helsingfors, juni 2004.

Hovedpunkterne i dansk lovgivning om den strafferetlige og socialretlige indsats over

for risikoungdom og unge lovovertrædere er gennemgået i bogen Strafansvar, særligt

kap. 3, Greve & Vestergaard 2002. Fra strafferetten er der også tætte forbindelseslinjer

til andre velfærdsretlige områder, herunder ikke mindst sundhedsretten; se herom

f.eks. Koch 1991; Engbo 2001. Se også Rigsadvokatens meddelelse nr. 5, 2003.

FESTSKRIFT TIL OLE ESPERSEN

-to

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17993 12-fm Page 2 Friday, October 29, 2004 4:05 PM

Jørn Vestergaard

komplementerer de strafferetlige fuldbyrdelsesregler — eller ligefrem kompen-

serer for problemer genereret af straffesystemet. Forholdet kan også være det,

at en strafferetlig foranstaltning har inkorporeret socialretlige elementer eller

figurer i kraft af at omfatte en behandlings- eller velfærdsdimension.3

Det er heller ikke ukendt, at socialretten kan have tvangsbetonede eller li-

gefrem pønale elementer. Forholdet mellem den sociale klient som service-

modtager og det sociale system som service-leverandør er grundlæggende set

en asymmetrisk magtrelation. Det er i mange sammenhænge klienten, der for

at få en ydelse må indordne sig under et givet paradigme, ikke institutionen el-

ler den individuelle socialarbejder.4 Så på mange måder kan det være nærlig-

gende at opfatte strafferetten og socialretten som fætter og kusine.5

Det kan være svært nok at etablere og effektuere et system med rent pønale

sanktioner på en måde, der i rimelig grad er konsistent og lader sig legitimere i

relation til idealer og principper vedrørende retfærdighed, retssikkerhed og

personlig integritet. Herom vidner generationers bidrag til såvel den teoretiske

som den praktiserede strafferet. Enhver tænkelig model rejser endeløse

spørgsmål om en rimelig — ideelt set den rette — balance med hensyn til

sanktionernes repressive og præventive elementer. Mange af de samme

spørgsmål rejser sig i relation til et hvilket som helst offentligt socialt

servicesystem — for myndighedsudøvelse, der har som formål at yde hjælp/

støtte/service/behandling, kan aldrig foregå alene på klientens betingelser og i

fuld respekt af vedkommendes autonomi og individuelle behov, men vil altid

blive udøvet i et univers, hvor det er systemet og dettes repræsentanter, der har

den endegyldige magt til at definere/diagnosticere/kategorisere/styre/afgøre/

kontrollere/reagere. Omdrejningspunktet i socialt arbejde er selvsagt ikke

undertrykkelse af klienterne, men hjælp til at blive socialt kompetente,

ansvarlige og agtværdige medborgere, dvs. myndiggørelse eller empower-

ment.6 Men denne 'medborgerskabs-teknologi' praktiseres ikke i et magtfrit

rum.7

Ved en forening af strafferetlige og socialretlige designs kompliceres pro-

blematikkerne yderligere.8 Både teoretisk og praktisk indebærer selve kombi-

Grundlæggende oplysninger om ungdomskriminalitet i Norden er behandlet i Nord

2000:30. En oversigt over svensk ret findes hos Thunved et al. 2003. Om norsk ret, se

Falck 1998; Mørch, Snoek & Syse 1998; Falck & Havik 2000; NOU 2000:12; St.meld.

17, 1999-2000; St.meld. 40, 2001-2002. Finske forhold er belyst af Ungdomsbrotts-

kommissionen, jf. Kommitæbetånkande 2003:2. Et komparativt perspektiv på nordisk

lovgivning er præsenteret af Hestbæk 1998.

Se herom f.eks. Jårvinen & Mik-Meyer 2004.

Jf. Ketscher 1998.

Se Villadsen 2004 s. 194; Andersson 2004.

Mange socialarbejdere har dog tilsyneladende en forholdsvis lav bevidsthed herom, og

den faglige litteratur er gennemgående påfaldende tavs om problematikken.

POLITIK OG JURA

•

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17993 12-fm Page 3 Friday, October 29, 2004 4:05 PM

Unge kriminelle i strafferetten og socialretten

nationen en række selvstændige skismaer i relation til foranstaltningernes bag-

udrettede og fremadrettede aspekter og dermed til adækvans og effektivitet,

individualisering og ensartethed, proportionalitet, retssikkerhed etc.

Det er ikke mindst i sager vedrørende socialt og kriminelt tungt belastede

unge, at konfliktstoffet manifesterer sig systematisk, både teoretisk og

praktisk. For i sådanne sager kommer såvel de strafferetlige som de

socialretlige grundhensyn til fuld udfoldelse, og et clash er uundgåeligt. Straf

og behandling/støtte/hjælp/forsorg er ikke forenelige midler i samme

overordnede formåls tjeneste, og en blanding må nødvendigvis fostre

modsigelser og praktiske brydninger.9 Såvel den teoretiske som den empiriske

dokumentation herfor er overvældende og uomgængelig. Ikke desto mindre

bygger megen lovgivning på en postulerende og til tider næsten besværgende

fusions-tankegang. Behovet for at tro på nytten af at kombinere retributive og

opbyggelige elementer i individualpræventive foranstaltninger over for unge

lovovertrædere er en realitet på alle niveauer af det kriminalpolitiske

beslutningsunivers. De social-psykologiske forklaringer på dette fænomen er

komplicerede og skal ikke belyses her.

Fokus i det følgende vil blive rettet mod behovet for at minimere skade-

virkningerne af den pønale behandlingsoptimisme og mulighederne for at

dæmpe dennes dysfunktioner så meget, at der bliver plads til konstruktive og

humane tiltag, som bygger på respekt for menneskelig værdighed og integritet

samt grundlæggende retsstatslige værdier.

Nogle vendinger i dansk kriminalpolitik

En periode med humanisering af kriminalpolitikken kulminerede ved udgan-

gen af 1970'eme. Opstramninger i forhold til unge kriminelle blev sat på dags-

ordenen i midten af 1980'erne af den konservative justitsminister Erik Ninn-

Hansen, som bl.a. lancerede tanken om indførelse af såkaldte 'sociale kontrak-

ter' over for unge lovovertrædere, der ikke er kommet ind i et mere fast krimi-

nalitetsmønster.10 Efter flere tilløb blev ordningen gennemført med ungdoms-

kontrakter som vilkår i forbindelse med tiltalefrafald." Efterlever lovovertræ-

deren de aftalte vilkår, registreres lovovertrædelsen kun på vedkommendes

Praksis i forbindelse med velfærdsydelser frembyder selvsagt også mangfoldige selv-

stændige og specifikke problemstillinger, herunder vedrørende prioritering og meto-

dik. Om de sociale myndigheders praksis i sager vedrørende unge, se en række nyere

publikationer fra Socialforskningsinstituttet, f.eks. Bonke & Kofoed 2001; Egelund &

Andr61 Thomsen 2002.

9. Et kritisk perspektiv på sammenblandingen af straf og behandling er for nylig blevet

præsenteret i den svenske betænkning Unga lagfivertrådare, 2002.

10. Se nærmere Vestergaard 1991.

FESTSKRIFT TIL OLE ESPERSEN

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17993 I2-fm Page 4 Friday, October 29, 2004 4:05 PM

Jørn Vestergaard

straffeattest i 1 år, hvor et tiltalefrafald med vilkår ellers fremgår af straffeatte-

sten i 2 år.12

Behandling af mindre alvorlige straffesager i såkaldte konfliktråd er som

koncept et produkt af den humane kriminalpolitik. Her i landet er tanken al-

drig kommet til fuld praktisk udfoldelse. I en årrække har en sådan model væ-

ret praktiseret som forsøg i tre politikredse. Til trods for stærke ønsker fra op-

positionen om udvidelse til en landsdækkende ordning er der i regeringens ak-

tuelle budgetaftale imidlertid ikke blevet plads hertil. I andre nordiske lande

har man omfattende og positive erfaringer med sådanne ordninger.13

Senest er det de mest belastede unge, der har påkaldt sig den største inte-

resse. På dette område blev der i 2001 indført en særlig ungdomssanktion.

Ungdomssanktionen

Det bedste, der kan siges om ungdomssanktionen, er nok, at den med sin ind-

gribende karakter er særligt egnet til illustration af de grundlæggende proble-

mer, skismaer og dilemmaer, som manifesterer sig ved udformningen og prak-

tiseringen af foranstaltninger over for socialt belastede unge kriminelle.14

Ungdomssanktionen er formelt set et alternativ til ubetinget fængsels-

straf.15 Foranstaltningen idømmes af domstolene efter indstilling fra kommu-

nen. De sociale myndigheder udarbejder deres anbefalinger på grundlag af

skøn, og der anvendes ikke videnskabeligt baserede instrumenter til risikobe-

dømmelser. Kommunen har også ansvar for ungdomssanktionens fuldbyrdel-

se.16

Målgruppen omfatter alle unge lovovertrædere, som dømmes for 'alvorlig

kriminalitet', og som på gerningstiden var mellem 15 og 18 år. Formålet med

11. En tilsvarende ordning er foreslået af den finske Ungdomsbrottskommissionen, jf.

Kommittaletnkande 2003:2. I Finland har man i øvrigt en regional forsøgsordning

med 'ungdomsstraff', der er en betinget dom med vilkår om 'overvakarsamtal, uppgif-

ter och program som frSmjar den sociala funktionsffirmågan'. Erfaringerne er blande-

de, se Marttunen & Takala 2002. Alligevel har regeringen i et aktuelt lovforslag lagt op

til at gøre ordningen permanent og landsdækkende samt at lade omfatte også alders-

gruppen 18-20 årige, jf. prop. 102, 2004.

12. Som justitsminister 1980-81 fik professor, dr. jur. Ole Espersen udvirket, at strafbare

forhold begået af børn under 15 år ikke længere blev optaget i Det Centrale Kriminal-

melser herom findes i bkg. 218, 2001, bilag 2, pkt. 11. Ole Espersen har også ved andre

lejligheder været foregangsmand i bestræbelser på en selektiv og differentieret anven-

delse af straffeattester, se f.eks. et indlæg i Politiken 20. januar 1996.

13. I Finland har Ungdomsbrottskommissionen nu foreslået at gøre ordningen med 'fdrlik-

ning' landsomfattende.

14. Pladsen her tillader kun en forholdsvis summarisk redegørelse for regler og praksis.

For en mere udførlig gennemgang henvises der til Vestergaard 2003a & 2004.

POLITIK OG JURA

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17993 12-fm Page 5 Friday, October 29, 2004 4:05 PM

Unge kriminelle i strafferetten og socialretten

indførelsen af ungdomssanktionen var at sikre en mere 'effektiv og konse-

kvent' indsats for at 'rette op' på 'den hårdeste kerne af socialt belastede og

utilpassede unge'. Den sociale lovgivning gav — og giver stadig — ganske vid

adgang til anbringelse i døgninstitution og til anvendelse af andre foranstalt-

ninger, herunder uden samtykke, så behovet for et andet hjemmelsgrundlag

var i høj grad diskutabelt.17

Indholdet i ungdomssanktionen skal være en 'længerevarende' og 'struktu-

reret, kontrolleret socialpædagogisk behandling' med 'konsekvens' og 'et ele-

ment af fastholdelse'. Den samlede varighed af sanktionen er 2 år. Rammen er

ophold på døgninstitution efterfulgt af en ambulant udslusningsfase med til-

syn. Institutionsopholdet indledes på sikret afdeling, typisk i 2 måneder, max. i

1 år. De fleste sikrede afdelinger rummer også unge anbragt efter den sociale

lovgivning, nu helt ned til 12 år," samt unge i varetægtssurrogat eller under

mentalobservation, så klientellet er meget sammensat, og udskiftningshyppig-

heden for de anbragte er høj.19

På grund af dommenes udformning og organisatoriske barrierer tilbringer

mange af de domfældte lang tid på sikret afdeling, også selv om de under sa-

gen allerede har været anbragt på denne måde og efter institutionens opfattelse

er parate til udslusning. For nogle unge kan anbringelsen i sikret afdeling sik-

kert betyde en tiltrængt time-out, så de kommer på afstand af deres hidtidige

miljø og falder til ro; men et ophold af længere varighed er en klar belastning

og opleves som en straf. I nogle tilfælde er det formentlig helt unødvendigt, at

15. Sanktionen har hjemmel i straffeloven, jf. en ny bestemmelse i strl. § 74 a. Supplerende

regler er fastsat i den sociale lovgivning, jf lov om social service § 58, stk. 2. Afledte

ændringer blev foretaget i straffelovens § 88, stk. 5, § 89 a, § 95 og § 97, stk. 2, nr. 1.

Med nævnte lov 469, 2001 blev der indsat en ny bestemmelse i lov om social service §

58, stk. 2. Se i øvrigt magtanvendelsesbekendtgørelsen, bkg. 620, 2001 § 4, nr. 6, § 5,

stk. 4 og 5, § 8, stk. 7; Socialministeriets vejledning om servicelovens regler om særlig

støtte til børn og unge, vejl. 4 af 16. januar 2002 pkt. 81-85 (handleplaner), pkt. 86-90

(ungdomssanktionen) samt pkt. 247 (finansiering).

16. I andre lande er det kriminalforsorgen, der udreder spørgsmålet om sanktionsvalg og

har ansvar for fuldbyrdelsen, hvilket næppe svækker professionalismen i tilgangen el-

ler de unges retssikkerhed. I nogle politikredse har man ønsket at inddrage kriminalfor-

sorgen for at få udarbejdet personundersøgelser, hvilket også er sket i en del af de af-

gjorte sager. Se herom Socialministeriets vejledning om særlig støtte til børn og unge,

vejl. 4 af 16. januar 2002 pkt. 81. I Odense og visse andre steder forelægges nogle sa-

ger for et tværsektorielt samråd for kriminelle unge. Kriminalforsorgen er efter det op-

lyste ikke indstillet på i en eventuel personundersøgelse at udtale sig om den unges eg-

nethed til at modtage en ungdomssanktion.

17. De sociale myndigheder har i praksis været tilbageholdende med hensyn til instituti-

onsanbringelse uden samtykke. Til gengæld har Danmark nordisk rekord med hensyn

til mere eller mindre frivillige anbringelser. Se nærmere Hestbæk 1998.

FESTSKRIFT TIL OLE ESPERSEN

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17993 12-fm Page 6 Friday, October 29, 2004 4:05 PM

Jørn Vestergaard

observationsfasen foregår i sikret institution. Efter afsluttet observation må

nogle af de unge vente meget længe på overførsel fra sikret afdeling til almin-

delig døgninstitution, i enkelte tilfælde i op til et halvt år eller længere. Ofte

foregår overførsel til åbent regi ret hovedkulds og uden passende inddragelse

af den unge.20 Der er mangel på anbringelsesmuligheder, som er velegnede til

de vanskeligste unge. Kun i begrænset omfang er åbne pladser øremærket til

unge med ungdomssanktion, og institutionerne har ikke modtagepligt.

Den samlede varighed af institutionsopholdet er som udgangspunkt 1 år og

6 måneder. Efter ny kriminalitet kan sanktionen og den samlede opholdstid

forlænges med op til 6 måneder. Sanktionen kan ikke konverteres til fængsel,

så den unge kan ikke 'provokere sig ud af' sanktionen.

Varetægtstid fradrages ikke i den samlede længstetid for sanktionen. Den

domfældte har ikke mulighed for prøveløsladelse.

Det forventede antal domme til ungdomssanktion var ca. 35 årligt. Det fak-

tiske antal domme er blevet det dobbelte, dvs. ca. 60 årligt.21 Mere end halvde-

len af de domfældte har en anden etnisk baggrund end dansk.

Mange af de unge er dømt for alvorlig og/eller omfattende kriminalitet, til

dels personfarlig. I nogle sager er kriminaliteten dog mindre alvorlig, og sam-

let set er der betydelig variation med hensyn til strafværdighed. Nogle kom-

muner og nogle dommere har kun begrænset erfaring med disse sager, hvilket

ikke bidrager til en ensartet praksis.

I mange sager har de unge massive sociale og personlige problemer, og der

har forud for dommen været iværksat diverse foranstaltninger efter den sociale

lovgivning. I disse sager er der et helt åbenbart behov for støtte til indlæring og

personlighedsudvikling, både af praktiske, boglige og sociale færdigheder. I

en del sager er det imidlertid langt fra iøjnefaldende, at der på et tidligere tids-

punkt i den unges tilværelse er anvendt hensigtsmæssige, målrettede og konse-

kvente hjælpeforanstaltninger. Dommen til ungdomssanktion er derfor udtryk

18. I den sociale lovgivning er den generelle aldersgrænse for anbringelse i sikret afdeling

pr. 1. juni 2004 sat ned fra 15 år til 12 år, jf. ændring ved bkg. 399 27. maj 2004 af

magtanvendelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1. Derved er den kriminelle lavalder reelt

sat ned administrativt, men uden de retsgarantier, som i straffeprocessen er knyttet til

en frihedsberøvelse.

19. Antallet af sikrede pladser er på kort tid blevet fordoblet til ca. 88 på landsplan. Det er

i øvrigt vedtaget at oprette 15 supersikrede pladser til meget voldelige unge, 10 sikrede

pladser til børn under 15 år og 20 særlige pladser til unge med anden etnisk baggrund

end dansk.

20. Se nærmere Andersen et al. 2004; Andr61 Thomsen et al. 2003.

21. Også i Sverige har man kunnet iagttage en klar tendens til `net-widening' i relation til

unge lovovertrædere, se således Granath 2002; Levin 1998; Victor 1995. Indførelse af

sanktionen 'sluten ungdomsvård' i 2000 betød således en syv-dobling af antallet af fri-

hedsberøvede unge.

POLITIK OG JURA

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17993 12-fm Page 7 Friday, October 29, 2004 4:05 PM

Unge kriminelle i strafferetten og socialretten

for et drastisk spring i indgrebsintensitet i den individuelle sag. Det er påfal-

dende, at der ikke på forudgående stadier er iværksat adækvate foranstaltnin-

ger, og idømmelsen af en ungdomssanktion fremstår i disse sager som en ulo-

gisk eskalering af indsatsen. Generelt er det et paradoks at prioritere ressour-

cer til en indsats, der først intensiveres, når det i mange tilfælde er alt for sent.

Nogle af de domfældte har et meget lavt intelligensniveau eller er ligefrem

mentalt retarderede. Nogle er stærkt karakterafvigende. Nogle har misbrugs-

problemer. En ikke ubetydelig del har alvorlige psykiske problemer.22 I nogle

tilfælde har der ikke foreligget fyldestgørende oplysninger på domstidspunk-

tet, i andre er der blevet idømt ungdomssanktion til trods for markante kontra-

indikationer, og den efterfølgende screening på de sikrede afdelinger er ikke

systematisk. Anbringelse af disse unge i en socialpædagogisk døgninstitution

er efter omstændighederne en utilstrækkelig eller helt inadækvat foranstalt-

ning, som kan være en særdeles alvorlig belastning både for dem selv og om-

givelserne med ganske negative resultater til følge.23 Personalet er ikke rustet

til at håndtere massive psykiske lidelser eller misbrugsproblemer, hverken i

forhold til behandling eller til orden og sikkerhed. Oplevelsen af, at klienter

har et socialt funktionsniveau svarende til mindre børns, kan bidrage til at ska-

be en oplevelse af legitimitet med hensyn til iværksættelse af tvivlsomme

tvangsmæssige tiltag. Udadreagerende unge med behandlingskrævende psyki-

ske problemer undergives restriktioner i stedet for behandling, ultimativt ved

overførsel til arresthus eller psykiatrisk voksenafdeling. For de øvrige anbrag-

te unge har fejlanbringelserne den virkning, at de konstruktive elementer i det

socialpædagogiske projekt undermineres.

For nogle af de unges vedkommende burde andre foranstaltninger have

været iværksat i det sociale system eller i psykiatrien. For andre findes der ak-

tuelt ingen adækvate foranstaltninger, og det er omdiskuteret og uafklaret,

hvilke alternativer, der bør etableres, og i hvilke regier. Der er indgået politisk

aftale om udbygning af børne- og ungdomspsykiatrien; men der peges også på

et behov for oprettelse af sikrede afdelinger med særlig psykiatrisk bemanding

og kompetence i misbrugsbehandling. Etablering af et mobilt team af psykia-

tere og psykologer som støtte for døgninstitutionerne har været nævnt. Der er

indgået politisk aftale om en særlig supersilcret afdeling. En institution med

udvidede magtbeføjelser til anbringelse af 'hardcore' karakterafvigende unge

har været foreslået, eventuelt under kriminalforsorgen (et 'pædagogisk arrest-

22. Jf. Gosden et al. 2003. Tilsvarende problemer er fundet i en finsk undersøgelse af dom-

me til ungdomsstraf, jf. Marttunen & Takala 2002. Ungdomsbrottskommissionen har

da også foreslået, at 'mental- eller missbrukarvård' skal kunne udgøre en væsentlig del

af en revideret ordning med 'ungdomsstraff'.

23. Sundoph, & Julie Mauritzen.

FESTSKRIFT TIL OLE ESPERSEN

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17993 12-fin Page 8 Friday, October 29, 2004 4:05 PM

•

Jørn Vestergaard

hus'). Og en generel udvidelse af magtbeføjelserne på de sikrede afdelinger er

under overvejelse.

Institutionernes beredskab er gennemgående også bristfældigt, når det dre-

jer sig om at klare aggressiv og voldelig adfærd samt modvirke rømninger og

behandlingssammenbrud. Den domfældte kan ikke fremprovokere en konver-

tering af ungdomssanktionen til en fængselsstraf, dvs. blive 'smidt ud af'

sanktionen; men den unge kan godt blive 'smidt ud af' en bestemt institution,

og efterfølgende placering volder ofte problemer med brudt behandlingskon-

takt til følge.24

Eskalering af indgrebsintensiteten

Dom til ungdomssanktion er en væsentligt mere indgribende, langvarigt og

skønsbetonet foranstaltning end dom til ubetinget fængsel efter tidligere prak-

sis. Begrundelsen for skærpelsen er først og fremmest den behandlingsintenti-

on, som sanktionen hviler på.25

Efter tidligere praksis blev fængselsdømte unge som regel slet ikke sendt i

fængsel, men anbragt i sociale institutioner, i hvert fald for en væsentlig del af

straffetiden. Sådan havde regler og praksis udviklet sig efter Danmarks tiltræ-

delse af FNs børnekonvention i begyndelsen af 1990'eme. Opholdstiderne var

korte, typisk nogle få måneder. Forskydningen fra dom til ubetinget fængsel

over til ungdomssanktion er især sket i området for straffetider på op til ca. 3

måneder.

Mange domfældte giver udtryk for, at de hellere ville i fængsel end idøm-

mes ungdomssanktion.26 De unges præferencer kan til dels bero på, at det gi-

ver mere status og prestige i ungdomsgruppen at komme i spjældet end at bli-

ve dømt til terapi. Indstillingen kan også til dels skyldes, at utilpassede unge er

trætte af socialpædagoger og demotiverede med hensyn til at indgå i terapeuti-

ske udviklingsforløb, eller at de ligger under for den velkendte naive tro på po-

sitive effekter af fysisk afstraffelse og andre strenge og voldelige opdragelse-

metoder. Dette er imidlertid ikke hele forklaringen.

Rent objektivt udsættes unge, der dømmes til ungdomssanktion, for en

særdeles indgribende foranstaltning, som er langt strengere end den dom til

ubetinget fængsel, som formelt set er alternativet. Diskrepansen bliver særligt

24. Det er velkendt, at afbrydelser, instabilitet og inadækvat placering modvirker en positiv

udvikling, jf. Andreassen 2003; Vinnerljung et al. 2001; Levin 1998; Hestbæk 1997;

Sarnecki 1996; Daleflod 1996. Se i øvrigt Andersen et al. 2004 om den yo-yo-effekt,

som praksis med hensyn til overførsel og tilbageførsel indebærer.

25. Se således Rapport om ungdomskriminalitet s. 127.

26. Dagbladet BT har ligefrem kørt kampagnejoumalistik om unge kriminelle med ind-

vandrerbaggrund på historien om Isam, en ung palæstinenser, som foretrak at blive

smidt i fængsel frem for at blive idømt ungdomssanktion. Artiklerne blev fulgt op med

en bog om Isams historie.

POLITIK OG JURA

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17993 12-fm Page 9 Friday, October 29, 2004 4:05 PM

Unge kriminelle i strafferetten og socialretten

iøjnefaldende, hvis der i samme sag er domfældte over 18 år, som 'slipper

med' fængsel. Omvendt kan der — i samme eller andre sager — være andre

domfældte, som dømmes til ungdomssanktion, men for langt mere omfattende

og/eller alvorlig kriminalitet.

De magtbeføjelser, som en dom til ungdomssanktion tillægger det sociale

system, er særdeles vidtgående og ubestemte, hvorved grundlæggende hensyn

til retssikkerheden sættes på en hård prøve. Kriterierne for tildeling af begun-

stigelser og iværksættelse af restriktioner er overordentligt vage. Dette er ikke

bare tilfældet med hensyn til overførsel fra sikret regi til almindelig døgninsti-

tution og senere til ambulant tilsyn, men også i relation til spørgsmålet om til-

bageførsel. Udøvelse af magt er reguleret administrativt i bekendtgørelses-

form, hvilket står i skarp kontrast til den lovmæssige regulering, som i 2000

blev gennemført med hensyn til straffuldbyrdelse, og til den nylige lovfæstelse

af reglerne om straffeprocessuelle tvangsindgreb over for børn under den kri-

minelle lavalder.27 Det sociale system er i øvrigt slet ikke professionelt gearet

til at varetage de hensyn til proportionalitet og retssikkerhed, som der er tradi-

tion for at fokusere på i kriminalforsorgen og resten af straffesystemet.28 Dette

er i særlig grad problematisk i forbindelse med institutionsforløb, hvor den

domfældtes forhold og vilkår i høj grad bestemmes af en individualiseret og

subjektivt præget bedømmelse af vedkommendes evne og vilje til at 'rette op'

på sin situation.29 Erfarne klienter lærer betydningen af at kunne begå sig i de

forhandlingssituationer, som defineres og administreres af institutionen. De

socialt begavede klienter tilegner sig let koderne, mens de svagere har svært

ved at leve op til systemets forventninger. Omstillingsparatheden er måske kun

til pynt og stikker ikke dybere. Adfærden på institutionen bliver et slalomløb

igennem systemets normer, og de svagt udrustede står ikke distancen.

Udformningen af regelsættet omkring ungdomssanktionen afspejler en —

genopvakt tiltro til, at kriminelle kan resocialiseres ved hjælp af restriktioner,

anbringelse på institution og behandling under tvang. Man kunne tro og håbe,

27. Lov om fuldbyrdelse af straf mv. 432 af 31. maj 2000, hhv. lov 443 af 9. juni 2004 om

ændring af retsplejeloven.

28. Det fortjener en nærmere overvejelse at flytte ansvaret for fuldbyrdelsen af strafferetli-

ge foranstaltninger over for unge fra den sociale sektor til kriminalforsorgen, sådan

som man kender eksempler på fra andre lande.

29. Også på kriminalforsorgens område kendes problematikken mere end vel. Regler og

praksis vedrørende prøveløsladelse er i tiltagende grad blevet en klar illustration heraf,

efterhånden som andelen af afslag på løsladelse efter udståelse af to tredjedels tid er

vokset markant, se herom Vestergaard 2001. Problemstillingen er for nylig blevet yder-

ligere accentueret med indførelse af en adgang til prøveløsladelse efter halv tid af døm-

te, der 'har ydet en særlig indsats for ikke på ny at begå kriminalitet, herunder ved at

deltage i behandlings- eller uddannelsesforløb', jf. strl. § 40 a; se herom Engbo 2004.

En 'noget-for-noget' praksis bliver let 'noget-for-nogen — ingenting-for andre'.

FESTSKRIFT TIL OLE ESPERSEN

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17993 12-fm Page 10 Friday, October 29, 2004 4:05 PM

Jørn Vestergaard

at denne neo-behandlingsoptimisme var udtryk for en mere sofistikeret forstå-

else af de relevante sammenhænge end den modernitetens behandlingsopti-

misme, som prægede første del af forrige århundrede, og som af gode grunde

blev afskrevet som uholdbar både ud fra sit eget rationale og i lyset af et kon-

kurrerende — såkaldt neo-klassicistisk — paradigme, der satte almenpræventi-

on, strafværdighed og proportionalitet i forgrunden frem for individualpræ-

vention, behandling under tvang og tidsubestemthed. Men ungdomssanktio-

nens grundlæggende rationale er ikke nyt eller anderledes end den ideologi,

som børneværnets institutioner og ungdomsfængslet byggede på for hundrede

år siden og et stykke tid derefter."

Ungdomssanktionens defekte rationale

Det grundlæggende problem med ungdomssanktionen er, at der ikke eksiste-

rer en konkretiseret, koherent og bæredygtig vision for, hvad foranstaltningens

indhold egentlig skal være. Der savnes såvel et kundskabsmæssigt som et etisk

fundament under en ordning, der indebærer særdeles vidtgående og skønsbe-

tonede indgreb i den personlige frihed og integritet, som udsætter unge lov-

overtrædere for pønale reaktioner, der er markant strengere end tariffen over

for voksne kriminelle, og som frembyder store problemer i relation til grund-

læggende retssikkerhedshensyn.

Lovgivningsmagten og de fuldbyrdende myndigheder har fastlagt de ydre,

strukturelle og kapacitetsmæssige rammer for sanktionen, herunder kompe-

tenceplaceringen, indgrebenes varighed, anbringelsesstedernes art, reaktions-

mulighederne, etc. Men en nærmere overvejelse over og fastlæggelse af, hvad

'en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling' skal gå ud på, hvis

man skal gøre sig håb om, at indsatsen 'retter op på' den unge, har man ikke

foretaget. Man har satset betydelige ressourcer på at udbygge og indrette insti-

tutionspladser og forsyne dem med personale. Man har i loven pålagt kommu-

nerne at udarbejde individuelle handleplaner for den enkelte unge.31 Men man

har henskudt det til mere eller mindre lokale initiativer i de enkelte dele af sy-

stemet at få rammerne i det generelle koncept udfyldt.

De unge anbringes under restriktive forhold i forholdsvis lange perioder

med det formål at gennemgå en behandling, som ikke er nærmere defineret, og

30. Om den historiske oprindelse og udvikling af børne- og ungdomsforsorgen og dens in-

stitutioner i de nordiske lande, se Stang Dahl 1978/1992 (Norge); Grothe Nielsen 1986

og Løkke 1990 (Danmark); Levin 1998 og Svensson 1998 (Sverige). Se tillige Platt

1977; Rothman 1971 & 1980. Om ungdomsfængslets historie, se Kyvsgaard 1977.

31. Praksis med hensyn til handleplaner er usikker og uensartet, og i nogle tilfælde savnes

handleplanen helt. Politikere i Folketinget har med god grund efterspurgt præcise, kon-

krete og realistiske handleplaner, som systematisk skal følges op og efter behov juste-

res i samarbejde med den unge. Fra folketingsåret 2003-04, se i øvrigt behandlingen af

beslutningsforslagene B 75, B 117, B 131, B 202, B 203 samt af lov 129, 2004.

POLITIK OG JURA

•

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17993 12-fm Page 11 Friday, October 29, 2004 4:05 PM

Unge kriminelle i strafferetten og socialretten

som man ikke kender virkningen af. Der forudsættes et paradigmeskift med

hensyn til den social-pædagogiske tilgang; men der er stor usikkerhed om,

hvad det i teori og praksis betyder at bevæge sig fra en anti-autoritær, dialog-

og motivations-orienteret pædagogik til en 'konsekvens-orienteret pædago-

gik'. Konsekvens kan jo indebære mange, helt forskelligartede reaktioner. I

den ene ende af spektret fører konsekvens til rigid og ensidig regel-baseret dis-

kvalifikation, opgivelse, indberetning og straf — i den anden ende til relations-

pædagogisk opjustering og intensivering af personorienteret omsorg og støtte.

Medarbejdernes faglige og personlige holdninger til udøvelse af kontrol og

magt er i øvrigt meget uensartede.32 Denne uklarhed medfører bl.a., at perso-

nalet på institutionerne har store problemer med at forklare de domfældte,

hvad projektet egentlig går ud på.33 Efter det foreliggende har både ansatte og

klienter overvejende den — helt uholdbare, men forståelige — opfattelse, at det

grundlæggende formål med ungdomssanktionen er at straffe, ikke at behand-

le.34 Særlig udtalt er personalets famlen nok på de sikrede afdelinger, hvor be-

redskabet til en systematisk behandlingsindsats har været svagt og tilfældig-

hedspræget, dels på grund af institutionernes sikringsfunktion, dels på grund

af vanskeligheder med at opnå stabilitet i bemandingen. Forvirringen er ikke

ligefrem befordrende for et konstruktivt forløb.

Ungdomssanktionen blev skabt på meget kort tid som det resolutte svar på

problemet med de utilpassede unge, da dette manifesterede sig i offentlighe-

dens bevidsthed med nogle sager om andengenerations-indvandrere i somme-

ren 2000, herunder især et par sager om såkaldt gruppe-voldtægt. Sagerne for-

stærkede de velkendte krav om sænkning af den kriminelle lavalder, straks-

domme, straks-afsoning og andre ønsker om øget repression. Denne proces er

i sig selv et interessant eksempel på tendensen til, at kriminalpolitikken præ-

ges af signallovgivning, der tages i brug for at vise politisk handlekraft og kon-

trol.35 Sådanne initiativer og aktiviteter kan efter omstændighederne være

mere eller mindre velbegrundede og legitime; men de kan også tage en helt gal

retning, hvilket ikke mindst beror på et medieskabt pres på politikerne, som

med eller mod deres personlige overbevisninger drives ud i en kollektiv, over-

dreven pay back tænkning.36

Da ungdomssanktionen blev kreeret, var der ikke tid til eller interesse for at

basere nyskabelsen på systematiske forskningserfaringer. Det er en trist kon-

statering, men det ville selvsagt være naivt at forvente en sådan rationalitet, så

32. De ansattes faglige forudsætninger er i øvrigt særdeles varierende, og personaleud-

skiftningen er ganske betragtelig.

33. Jf. Andersen et al 2004 s. 158, smh. Levin 1999 s. 173.

34. Jf. Andr&I Thomsen et al. 2003 s. 34; Sundoph & Mauritzen 2004 s. 19.

35. Om kriminalpolitikken som middel til sikring af systemlegitimitet, se Mathiesen 2000;

Cohen 1985; Rothman 1971.

FESTSKRIFT TIL OLE ESPERSEN

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17993 12-fm Page 12 Friday, October 29, 2004 4:05 PM

•

Jørn Vestergaard

det far så være. Værre er det egentlig, at de relevante myndigheder heller ikke

efter indførelsen af ungdomssanktionen har taget ansvar for på en systematisk

måde at få det bedst mulige ud af konceptet ved at udmønte intentionerne på

en sammenhængende og forsvarlig måde.

Kommunerne, institutionerne og de enkelte medarbejdere må improvisere

sig frem på basis af varierende tradition, praksis, erfaring, ideologi, fagetik,

ressourcer etc. Anbefalinger af sanktionsvalg, valget af institution og restrikti-

oner samt den konkrete behandlingsindsats beror i det væsentlige på subjekti-

ve vurderinger og de placeringsmuligheder, som er til rådighed på et givet

tidspunkt. I bedste fald er der tale om lokale metodeudviklingsprojekter, her-

under med henblik på bedre screening for psykiatriske problemer.37

Den kritiske, græsrods-prægede del af det socialpædagogiske fagmiljø for-

søger heroisk at frigøre sig fra fortidens berøringsangst i forhold til magt- og

myndighedsudøvelse som uomgængeligt element i metodikken og at udvikle

en ny bevidsthed om empatisk, legitim og konstruktiv autoritetsudøvelse i per-

sonlige og lokale relationer, men tager kompromisløst afstand fra standardise-

ring og centralisering af metoder.38

På alle niveauer savnes der gennemgående et vidensbaseret perspektiv,

overordnet styring og løbende opfølgning.39 For den enkelte medarbejder er

den daglige opgave en krævende personlig og faglig udfordring, og risikoen

for nederlag og hurtig udbrænding er stor.

Enkelte amter og institutioner har udarbejdet principprogrammer, men i al-

mindelighed eksisterer der ikke empirisk baserede visiteringskriterier, standar-

diserede beskrivelser af arbejdsmetoder eller 'god praksis', endsige differen-

tierede behandlingsprogrammer og manualer, for ingen instans har taget sam-

let ansvar for udarbejdelse af sådanne. I lyset heraf kan der selvsagt ikke fore-

tages en systematisk forskningsmæssig resultatkontrol eller sammenligning af

programmer og resultater.

Behovet for evaluering og empirisk forskning har egentlig heller ikke på-

kaldt sig synderlig interesse.40 I takt med tidens toner er der ganske vist støttet

og rekvireret nogle spredte undersøgelser.41 Dette kan i bedste fald være bedre

end ingenting, men kan også bidrage til at legitimere og tilsløre, at man spiller

36. Fænomenet er velkendt også i andre nordiske lande, f.eks. i forbindelse med nogle sa-

ger om unges voldskriminalitet i Finland sommeren 2001. Om svenske forhold, se

Estrada 1999 & 2001. Vedrørende kriminalpolitik som produkt af stemningsbølger, se

desuden Vestergaard 2003b; Balvig 2000b & 2003; Andersson 2002; Laursen 2001;

Garland 1996 & 2001; Levin 1998; Victor (ed.) 1995; Goode & Ben-Yehuda 1995;

Sparks 1995; Cohen 1972. Om kriminalitet i danske medier, se Lund 2003.

37. F.eks. i Fyns Amt. Københavns Kommune har oprettet en sanktionsafdeling og iværk-

sat en særlig personaleuddannelse, se nærmere www.kk.dk/prakxis.

38. Se således Lihme 2004; jf. Villadsen 2004 s. 211

39. Jf. Bonke & Kofoed 2001.

POLITIK OG JURA

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17993 12-fm Page 13 Friday, October 29, 2004 4:05 PM

Unge kriminelle i strafferetten og socialretten

hasard med den enkelte unges tilværelse. For såvel den lovgivningsmæssige

udformning af rammerne om ungdomssanktionen som den konkrete udmønt-

ning af dommene er i åbenbar og eklatant strid med de grundlæggende forsk-

ningserfaringer, som faktisk findes. De unge lovovertrædere og de sociale

medarbejdere er taget som gidsler i et moralsk korstog og et perspektivløst

eksperiment baseret på medieskabte folkestemninger. Det er hverken de unges

eller almenhedens bedste, der varetages, og de vilde unge må endnu engang

betale prisen for nogle kortsigtede politiske positionerings- og markeringsbe-

hov.

Før vedtagelsen af ungdomssanktionen gav en række socialarbejdere og

faglige organisationer med god grund udtryk for modvilje mod et koncept, der

indebærer en sammenblanding af straf og behandling. Efterfølgende har man

efterlyst retningslinjer for indsatsen, men ingen fået. Den utaknemmelige op-

gave, man er blevet pålagt, er på samme tid bunden og modsætningsfyldt. At

der stadig savnes en konkretisering af udfyldningen og udmøntningen, er

egentlig logisk nok. En motor, der er konstrueret af rustne stumper, som ikke

passer ordentligt sammen, kan ikke tunes. Og det er mere end tvivlsomt, om

den overhovedet kan drive køretøjet frem. For den er produceret og markeds-

ført under falsk varebetegnelse. Den misvisende behandlings-etikette tilslører,

at ungdomssanktionen først og fremmest er kendetegnet ved indgribende

tvang og alvorlige pønale elementer, som i mange tilfælde rækker langt ud

over, hvad strafværdigheden af den begåede kriminalitet i sig selv kan begrun-

de.

Sammenfattende kan de væsentligste problemer i forbindelse med ung-

domssanktionen opregnes således:

•

usikkerhed om sanktionens indhold (paradigme, substans, funktionsmåde,

effekt);

usikkerhed om anvendelsesområde (kriminalitetskrav, social profil);

usikkerhed om den individuelle doms konkretisering (både indhold og

koncipering);

usikkerhed om principper for udmøntning og fuldbyrdelse (sikring,

døgnanbringelse, udslusning til ambulant regi, overgang til efterværn);

ufleksible ydre rammer (længstetider, institutionstyper, reaktioner ved

sammenbrud);

40. Kontrasten er markant i forhold til evalueringsintensiteten på de videregående uddan-

nelser, f.eks. den juridiske, hvor optagelse er frivillig, mål, metoder og resultater er re-

lativt veldokumenterede, og succesraten er høj og velkendt.

41. Bl.a. skal sektorforskningsinstituttet SFI, et amtsligt metodecenter og et forskerteam

fra Psykologisk Institut AAU belyse, hvad der egentlig foregår, og Justitsministeriets

forskningsenhed skal opgøre, hvordan det går med tilbagefaldet i kriminalitet.

FESTSKRIFT TIL OLE ESPERSEN

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17993 12-fm Page 14 Friday, October 29, 2004 4:05 PM

Jørn Vestergaard

•

uforholdsmæssig indgrebsintensitet og mangel på proportionalitet;

uholdbar decentralisering af planlægning og styring;

utilstrækkelig basis for rekruttering og fastholdelse af kvalificeret persona-

le;

fravær af ensartethed, forudsigelighed og grundlæggende retssikkerhed på

alle processens stadier.

Realiteten er, at ungdomssanktionen både principielt og på sine egne præmis-

ser savner legitimitet. Som straf er den gennemgående hamrende uretfærdig.

Som behandling er den fundamentalt ineffektiv. Som socialretlig praksis er

den udtryk for et voldsomt indgreb i den individuelle frihed og personlige inte-

gritet. Som ansættelsesmæssig praktik repræsenterer den arbejdsvilkår, som

kun de mest vedholdende ildsjæle kan stå model til gennem længere tid, hvis

engagementet og jobtilfredsheden skal bevares. Generelt set repræsenterer

ungdomssanktionen et kolossalt etisk problem. Sanktionen er ikke blot et be-

klageligt vildskud blandt mange skadelige arter, som i tidens løb har fået lov at

slå rod i retspolitikkens have, fordi man ikke vidste bedre, end at væksterne

kunne forædles som nytteplanter. Ungdomssanktionen er indført i stik mod-

strid med både forskningsbaseret kundskab, hensynet til elementær retssikker-

hed og almindelig rimelighed.

Forskningsbaseret kundskab om effekter af foranstaltninger over for unge

lovovertrædere

Den internationale forskningslitteratur om resultaterne af behandlingspro-

grammer for unge kriminelle viser grundlæggende to ting.42 For det første, at

der anvendes forfærdeligt mange ressourcer på behandling og andre foranstalt-

ninger, som ikke virker positivt, og som i vidt omfang forværrer problemer-

ne.43 For det andet, at der findes systematisk og pålidelig dokumentation for, at

'something works, but not anything'. Visse behandlingsprogrammer kan have

relativt store positive effekter på social tilpasning og forebyggelse af kriminelt

recidiv — vel at mærke under forudsætning af en målrettet og struktureret im-

plementering. Forskningen viser først og fremmest følgende:

42. Den nyeste og mest kvalificerede gennemgang af den internationale forskningslittera-

tur er i Norden foretaget af Tore Andreassen 2003. Hans fortrinlige bog bygger først og

fremmest på en gennemgang af såkaldte meta-analyser af effektstudier. Den er udgivet

på både norsk og svensk og fortjener stor udbredelse blandt alle typer af kriminal- og

socialpolitiske aktører.

43. Se således Kfililhom 2002; Samecki 1999; Lipsey 1999a & 1999b; Levin 1997 &

1998; Kyvsgaard 1997 & 2001b; Grevholm & Kfililhom 1997; Sherman et al. 1997;

Bates et al. 1997; Daleflod 1996; Lose! 1995; Quay 1987. Se desuden Mathiesen 2000;

Garland 1990; Stang Dahl 1978; Blegvad 1972; Christie 1961.

POLITIK OG JURA

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17993 12-fm Page 15 Friday, October 29, 2004 4:05 PM

Unge kriminelle i strafferetten og socialretten

•

Generelt set kan kriminelt recidiv reduceres med en systematisk indsats,

men kun relativt lidt:

• lav gennemsnitseffekt: + .09 (dvs. ca. 10%)

• stor variation i resultater (både positive og negative)

• dårligste effekt:

— .40

• bedste effekt:

+ .80

Alt andet lige er resultaterne dårligst ved anbringelse på institution.

Af kontrollerede studier viser op mod 1/3 negativ effekt.

Såvel institutionstype, behandlingsindsats som ldientsammensætning spil-

ler ind.

Dårlig implementering og manglende behandlingsintegritet giver dårligt

resultat.

Nogle unge bliver mere antisociale og kriminelle på grund af institutions-

anbringelse.

Risikoen for negativ smitte-effekt ved opsamling af utilpassede unge og

identifikationen med anti-sociale subkulturer er markant.44

Rømninger og andre behandlingssammenbrud underminerer indsatsen.45

Positive effekter er ofte temporære og aftager efter institutionsopholdet.

Ligegyldigt, hvad man gør med utilpassede unge, fortsætter de fleste af 'øje-

blikkets børn' med at vælge subkulturernes flade vand, hvor de kan bunde,

frem for normalitetens dybe vand, som de ikke formår at svømme

i.46

Men i

lyset af nyere forskningsresultater er det ikke omsonst at iværksætte en social-

pædagogisk indsats på grundlag af forskningsbaserede behandlingsprincipper.

Sådanne skal bl.a. tage højde for, at unge med alvorlige adfærdsproblemer

ikke er en homogen gruppe, ikke har identiske behandlingsbehov, og ikke har

lige gode eller dårlige prognoser. En canadisk forskningsgruppe har udviklet

følgende principper for en målrettet indsats:47

•

Risikoprincip/målgruppe:

• indsatsens intensitet skal matche den unges risiko-niveau

• intensiv indsats kan (kun) have positiv effekt for højrisiko-unge

Behovsprincip/behandlingsmål (påvirkning af konkrete kriminogene be-

hov):

• indsatsen bør koncentreres om specifikke dynamiske risikofaktorer,

f.eks.:

• antisociale attituder, misbrug, aggressiv og asocial adfærd,

Jf. Levin 1998.

Jf. Vinnerljung et al. 2001.

Sprogbrugen er inspireret af Lihme 2004.

Se bl.a. Andrews et al. 1990a, 1990b og 1994.

•

44.

45.

46.

47.

FESTSKRIFT TIL OLE ESPERSEN

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17993 12-fm Page 16 Friday, October 29, 2004 4:05 PM

Jørn Vestergaard

•

kundskabsbrist, problemer relateret til arbejdsmarkedet,

dårlige familieressourcer og -relationer, negativ subkulturel tilknyt-

ning

Responsivitetsprincip/metoder:

• indsatsen bør være struktureret og differentieret efter den unges person-

lige forudsætninger, behov og indlæringsstil

• varianter af kognitiv adfærdsterapi og social læringsteori er relevan-

te del-elementer

•

For systematiske og konsistente programmer, der følger de nævnte principper

bliver den gennemsnitlige effekt med hensyn til reduktion af kriminelt recidiv:

•

i institution:

uden for institution:

+ .20

+ .35

For for andre programmer bliver den gennemsnitlige effekt:

•

i institution:

uden for institution:

— .15

— .04

Grundlæggende er de unges tilpasnings-potentiale ganske vist begrænset, og

risikoen for kontrolskader (institutionalisering, de-socialisering) er betydelig.

Der er dog næppe tvivl om, at man i den sociale sektor kan lære ganske meget

af de senere års erfaringer med den form for udvikling af sociale netværk, livs-

håndtering og overlevelsesstrategier, som man bl.a. har iværksat for grupper af

indsatte i nogle af de nordiske fængsler. Sådanne programmer kan omfatte

misbrugerrehabilitering, uddannelse og arbejdstræning, aktivitets- og diskussi-

onsgrupper, motion, arbejde og udarbejdelse af en personlig handleplan. Den

sociale sektor kan også med fordel anvende metoder til kognitiv adfærdsmodi-

ficering samt struktureret og interaktiv gruppeterapi på mere systematisk vis.

Efter alt foreliggende må indsatsen rette sig særdeles målrettet imod, at den

unges færdigheder og beredskab skal kunne fungere ude i det almindelige

samfund, have social bæredygtighed.

I sammentrængt form kunne et sæt forskningsbaserede anbefalinger for be-

handling af risiko-ungdom se således ud:

Straf skal ikke være i fokus; men når sanktionen er strafferetlig, bør ele-

mentære hensyn til proportionalitet og retssikkerhed tilgodeses.

-+ Mental retardering, lavt intelligensniveau og alvorlige psykiatriske proble-

mer bør udredes og behandles adækvat.

POLITIK OG JURA

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17993 12-fm Page 17 Friday, October 29, 2004 4:05 PM

Unge kriminelle i strafferetten og socialretten

-+ Anbringelse i institution og isolation fra samfundet skal så vidt muligt

undgås, men kan være en nødvendig sidste udvej. En anbringelse skal være

tidsbegrænset og forholdsvis kort.

-4 Et socialpædagogisk/psykologisk behandlingsprogram bør være adækvat,

teoretisk veldefineret og metodisk struktureret.

-4 Indsatsen skal være multisystemisk og specifikt rettet mod modifice-

ring af risikofaktorer og opbygning af positive kompetencer/relationer.

-4 Multimodale tiltag med en flerhed af komponenter, metoder og teknik-

ker anbefales.

-3 Teorier om kognitiv adfærdskorrektion og social kompetencelæring er

relevante, om end ikke tilstrækkelige komponenter i indsatsen.

-3 Indsatsen skal være tilpasset den individuelle unges person og mentale

kapacitet.

-3

Institutionen skal have et adækvat beredskab for at kunne klare aggressiv

-4

-3

adfærd, moderere negativ gruppeindflydelse og mobning samt modvirke

rømning og behandlingssammenbrud.

Personaleindsatsen skal værefagligt kompetent,fokuseret og konsistent.

Den formelle kontrol af den unge og tildelingen af autonomi skal være i

balance (firm & fair).

De pårørende og nærmiljøet skal involveres aktivt (å la MST)

48.

Opfølgning og efterværn skal prioriteres som integreret behandlingsele-

ment.

Effektiv supervisering / registrering / dokumentation / evaluering / audite-

ring skal sikre programmets kvalitet / integritet /fidelity.49

I sig selv er anbefalinger jo intet andet end abstrakte idealer. I bedste fald kan

anbefalinger forbedre praksis. Men ofte kun til en vis grad. Og i værste fald

kan konstruktive idealer ligefrem leve deres eget liv og tilsløre, at de befinder

sig på lang afstand af en langt mere grumset og dyster virkelighed.

Selv en konsekvent efterlevelse af de omtalte behandlingsprincipper og en

efterkommelse af de opstillede anbefalinger ville selvsagt ikke kunne legiti-

mere hvad som helst. De positive resultater kan kun opgøres som gennemsnit.

48. Multi-Systemic-Therapy.

49. På en række socialretlige områder er der fastsat bestemmelser om kvalitetssikring, se

således bkg. 398, 2004 om kvalitetsstandard for social behandling for stofmisbrug efter

§ 85 i lov om social service, jf. vejl. 47 af 26. maj 2004 samt skr. 9247 af 1. juni 2004.

En forudsætning for kvalitetssikring af et behandlingsprogram er selvsagt, at der i

egentlig forstand er tale om et sådant, og at indsatsen samt de værdier og normer, som

denne bygger på, kan beskrives.

FESTSKRIFT TIL OLE ESPERSEN

•

-to

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17993 12-fm Page 18 Friday, October 29, 2004 4:05 PM

Jørn Vestergaard

•

For et betydeligt antal domfældte/klienter kommer der ikke noget godt ud af

indsatsen, og for mange bliver situationen kun værre. Dette bør til stadighed

tages i betragtning ved udformningen af sanktioner og foranstaltninger. Ram-

merne om den nyligt indførte ungdomssanktion er under alle omstændigheder

urimelige og bør i det mindste ændres, således at hensynene til proportionalitet

og retssikkerhed tilgodeses i langt højere grad end for nærværende.

Det er i den forbindelse tankevækkende, at Sverige i 1999 indførte sanktio-

nen sluten ungdomsvård,50 der har samme målgruppe som den danske ung-

domssanktion, men som er i langt bedre overensstemmelse med sædvanlige

strafudmålingshensyn. Retten fastsætter en anbringelsestid, som skal stå i ri-

meligt forhold til den ellers forskyldte fængselsstraf. Rammen går fra to uger

indtil fire år. Retten skal tage i betragtning, at domfældte ikke har adgang til

prøveløsladelse, og tid tilbragt i varetægt eller surrogat herfor fradrages. Den

faktiske anbringelsestid må ikke overstige den straffetid, som ellers ville blive

afsonet i fængsel. Sanktionen indledes ligesom den danske med et ophold i

sikret afdeling, men dette skal snarest muligt afløses af anbringelse i alminde-

lig døgninstitution.51

Uanset udformningen af rammerne omkring ungdomssanktionen bør der

fra ansvarlig side under alle omstændigheder skabes sikkerhed for, at foran-

staltningen far et indhold, som er i overensstemmelse med den forskningsba-

serede kundskab, som faktisk er tilgængelig.

Generelle dilemmaer i socialt arbejde

En række fagetiske dilemmaer og praktiske problemer vil bestå også i tilfælde

af, at de ovenfor fremsatte anbefalinger for indsatsen over for unge lovover-

trædere realiseres helt eller delvist.52 Relationen mellem den individuelle kli-

ent og behandlingssystemet er i almenhed præget af en række strukturelt be-

tingede vilkår og paradokser, som også i høj grad manifesterer sig, når klient-

relationen har en pønal forankring.

1) Idealet er at anlægge et helhedssyn på individets samlede situation; men

tendensen til at fokusere på vedkommendes attituder og moralske habitus

er udtalt. Problemernes årsager og ansvaret for deres løsning placeres let

50. Jf. 31 kap. 1 a § Brottsbalken samt Lag 1998:603 om verkstallighet av sluten ung-

domsvård.

51. Se nærmere Thunved et al. 2003, kap. 12.8; s. 162 ff.; 251 ff. Fængselsstraffe er stort

set blevet afløst af den nye sanktion. Denne anvendes i ca. 100 sager årligt, hvilket er

ensbetydende med en stigning i antallet af frihedsberøvende sanktioner. Også den

gennemsnitlige anbringelsestid er steget til nu ca. 9 måneder, jf. Kiihlhorn 2002. Eva-

lueringer af den svenske ordning er publiceret af Westfelt & Oberg 2002a & 2002b;

Frodlund 2002; rapporten Sluten ungdomsvård 2002.

52. Se nærmere Jårvinen & Mik-Meyer 2004; Andersson 2004.

POLITIK OG JURA

- t-

411

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17993 12-fin Page 19 Friday, October 29, 2004 4:05 PM

Unge kriminelle i strafferetten og socialretten

på individniveau. Diagnosen og behandlingsplanen bliver personfokuseret.

Behovet for ændring af eksterne forhold i den unges omgivelser glider i

baggrunden, for sådanne faktorer er ikke inden for umiddelbar rækkevidde.

Familiens situation forbliver grundlæggende uforandret. Den unges ar-

bejdsmæssige færdigheder er fortsat utilstrækkelige. Kontinuiteten sikres

ikke betryggende ved overgangen fra tilværelsen i institution til livet ude i

samfundet. Etc.

Spørgsmål: Hvordan sikrer man, at der i praksis i videst muligt omfang anlæg-

ges et helhedssyn, og at betydningen af eksterne faktorer medtænkes?

2) Idealet er at tilbyde hjælp og støtte; men denne funktion smelter uløseligt

sammen med udøvelsen af tvang og kontrol. I rollen som socialarbejder

bærer udøveren altid et Janus-ansigt.53 Den unge skal på den ene side re-

spekteres som autonomt individ, men skal samtidig opdrages til at mestre

selvforvaltningens og selvkontrollens svære kunst gennem adfærdsterapi,

'livslang læring' etc. Dette er ikke nødvendigvis negativt eller kun nega-

tivt. I bedste fald kan magtudøvelsen fungere som en hjælp. Men hensynet

til proportionalitet og retssikkerhed samt respekten for den personlige inte-

gritet og værdighed sættes let over styr.

Spørgsmål: Hvordan undgår man bedst muligt overdrivelse, vilkårlighed, fejl-

greb og magtmisbrug?

3) Idealet er at afklare og diagnosticere den enkelte persons individuelle pro-

blemer og at forbedre klientens situation; men kategoriseringen er ikke

værdifri, og processen er ikke en neutral øvelse på klientens præmisser.

Socialt arbejde foregår inden for en ramme, hvor specifikke faglige idealer

om personligt ansvar og udvikling bestemmer dagsordenen. I den sidste

ende er det institutionernes og systemets forud givne perspektiver, katego-

rier og interesser, der får forrang. Institutionen og dens repræsentanter vil

have en tendens til at fiksere specifikke klient-identiteter, som så vidt mu-

ligt er i overensstemmelse med institutionens paradigmer og beredskab.

Det samme kan være tilfældet i de horisontalt organiserede, interaktive

selvhjælpsgrupper, som gennem de senere år er kommet til at spille en væ-

sentlig rolle i misbrugsbehandling mv. Dilemmaet er, at den enkelte så er

'dømt til personlig udvikling', også i tilfælde hvor dette har ringe eller in-

gen relevans for vedkommende.54

53. Jarvinen 2003.

54. Se herom mere generelt, Mik-Meyer 2004.

FESTSKRIFT TIL OLE ESPERSEN

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17993 12-fin Page 20 Friday, October 29, 2004 4:05 PM

Jørn Vestergaard

Spørgsmål: Hvordan undgår man, at utilpassede unge påtvinges roller, relatio-

ner og processer, som ikke med nogen større sikkerhed fører til det ønskede

mål?

Fremtidsvision

I Finland er der for nylig publiceret en større betænkning om foranstaltninger

over for unge lovovertrædere. I Norge planlægges der et storstilet institutions-

projekt for adfærdsvanskelige unge på grundlag af ovennævnte forskning. I

Sverige pågår der et omfattende udredningsarbejde. Det ville være særdeles

velmotiveret, om der i Danmark snarest blev taget initiativ til at sætte et tvær-

fagligt udvalgsarbejde i gang med henblik på en gennemgribende nyordning

af området. Der er ikke nogen grund til at afvente undersøgelser af ungdoms-

sanktionens virkninger, for dem er der ikke belæg for at have positive forvent-

ninger til. En solid kortlægning af de forhåndenværende ressourcer, problemer

og uopfyldte behov ville derimod være et nyttigt redskab i forbindelse med en

fremtidig udvikling af området, og der findes rigeligt med forskningsbaseret

kundskab at bygge videre på, både fra indland og udland. Hvis der er politisk

vilje hertil, kan de senere års perspektivløse skærpelser blive en beklagelig pa-

rentes i en kriminalpolitisk udvikling, der sætter retssikkerhed, proportionali-

tet samt respekt for den personlige integritet og værdighed i højsædet.

Litteratur

Andersen, Mette Arnsfelt, Stine Christensen, Linda Kjær Minke & Rie Vesterbæk Mørck

(2003): Ungdomssanktionen. »Det er jo ikke en pølsefabrik det her!« København: So-

ciologisk Institut. Specialeafhandling

Andersson, Robert (2002): Kriminalpolitikens vasen. Stockholms Universitet: Kriminolo-

giska Institutionen. Avhandlingsserie nr. 10

Anderson, Robert (2004): Behandlingstankens återkomst. Från psykoanalys till kognitiv be-

teendeterapi. Nordiska Samarbetsrådet kn. Kriminologi: Forskarseminarium 2004. Pa-

per

Andreassen, Tore (2003): Behandling av ungdom i institusjoner. Hva sier forskningen? Os-

lo: Kommuneforlaget. Svensk: Institutionsbehandling av ungdomar. Vad sager for-

skningen? Stockholm: Forlagshuset Gothia

Andrews, Don A. et al. (1990a): Classification for effective rehabilitation: Rediscovering

psychology. Criminal Justice and Behavior, 17: 19-52

Andrews, Don A. et al. (1990b): Does correctional treatment work? A clinically-relevant

and psychologically informed meta- analysis. Criminology, 28: 369-404

Andrews, Don A., & Bonta, J. (1994): The psychology of criminal conduct. Cincinnati: An-

derson

POLITIK OG JURA

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17993 12-fin Page 21 Friday, October 29, 2004 4:05 PM

Unge kriminelle i strafferetten og socialretten

Armelius, Bengt-Ake et al. (1996): Vård av ungdomar med sociala problem. En forskning-

giversikt. Statens Institutionsstyrelse & Liber utbildning

Balvig, Flemming (2000a): Risikoungdom. Ungdomsundersøgelse 1999. København: Det

Kriminalpræventive Råd

Balvig, Flemming (2000b): Det voldsomme samfund. Om vold som problem og fængsel

som løsning. Bind 1 & 2. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag

Balvig, Flemming (2003): Da lov og orden kom til Danmark. Social Kritik. Tidsskrift for

social analyse & debat, nr. 85

Bates, Brady C. et al. (1997): Residential treatment and its alternatives. A review of the lit-

erature. Child and Youth Care Forum 26(1): 7-51

Blegvad, Britt-Mari (1972): Brikker i et spil. Om behandling på institution. Gyldendal/Nor-

disk forlag

Bonke, Jens & Connie Carøe (2001): En forstærket indsats over for kriminalitetstruede børn

og unge. En evaluering. SFI rapport 01(9). København: Socialforskningsinstituttet

Bonke, Jens & Lene Kofoed (2001): Længerevarende behandling af børn og unge i sikrede

pladser — en evaluering. SFI rapport 01(8). København: Socialforskningsinstituttet

Christie, Nils (1961): Reaksjonenes virkninger. Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab

49(2): 129-144. Også i: Som folk flest. Artikler. Oslo/København: Universitetsforlaget/

Chr. Ejlers' Forlag, 1978

Cohen, Stanley (1972): Folk devils and moral panics. The creation of the mods and rockers.

London: MacGibbon & Kee

Cohen, Stanley (1985): Visions of social control. Crime, punishment and classification.

Cambridge: Polity Press. Dansk: Den sociale kontrols nye former. Kriminalitet, straf og

klassifikation. Med epilog af Flemming Balvig & Nils Christie. København: Hans

Reitzels Forlag, 1994

Daleflod, Bengt (1996): Ar det mojligt at rehabilitera kriminella ungdomar? I Armelius et

al.: Vård av ungdomar med sociala problem

Egelund, Tine & Signe Andrai Thomsen (2002): Tærskler for anbringelse. En vignetunder-

søgelse om socialforvaltningernes vurderinger i børnesager. SFI rapport 02(13). Køben-

havn: Socialforskningsinstituttet

Ekspertgruppen om ungdomskriminalitet (2001): Rapport om ungdomskriminalitet. Kø-

benhavn: Justitsministeriet/Socialministeriet

Engbo, Hans Jørgen (2001): Straffuldbyrdelsesret. København: Jurist- og Økonomforbun-

dets Forlag

Engbo, Hans Jørgen (2004): Fængselsstraf som handelsobjekt. Lov & Ret, nr. 4: 4-8

Estrada, Felipe (1999): Ungdomsbrottslighet som samhallsproblem. Utveckling, uppmårk-

somhet och reaktion. Stockholms Universitet: Kriminologiska institutionen, Avhan-

dlingsserie nr. 3. Akademisk avhandling

FESTSKRIFT TIL OLE ESPERSEN

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17993 12-fm Page 22 Friday, October 29, 2004 4:05 PM

Jørn Vestergaard

Estrada, Felipe (2001): Juvenile Violence as a Social Problem. Trends, Media Attention and

Societal Response. British Journal of Criminology 41(4): 639-655

Falck, Sturla (1998): Juvenile delinquency in Norway. Three papers on: Sanctions, Alterna-

tives, Age of Criminal Responsibility and Crime Trends. NOVA Skriftserie 1/98

Falck, Sturla & Toril Havik (2000)(red.): Bamevern og fylkesnemd. Oslo: Kommuneforlag-

et.

Foucault, Michel (1978): Discipline and punish. The birth of the prison. New York:

Pantheon Books. Dansk: Overvågning og straf. Det moderne fængselsvæsens historie.

København: Rhodos

Frodlund, Åsa (2002): Sju ungdomars syn på sin rattegång. BRÅ-rapport 2002: 18

Garland, David (1990): Punishment and modern society. A study in social theory. Oxford:

Clarendon

Garland, David (1996): The limits of the sovereign state. Strategies of crime control in con-

temporary society. British Journal of Criminology 36(4): 445-471

Garland, David (2001): The culture of control. Crime and social order in contemporary so-

ciety. Oxford: Oxford University Press

Goode, Erich & Nachman Ben-Yehuda (1994): Moral panics. The social construction of de-

viance. Oxford UK & Cambridge USA: Blackwell Publishers Inc.

Gosden, Patrick, Gorm Gabrielsen, Peter Kramp & Dorte Sestoft (2003): Prevalence of

mental disorders among 15-17-year-old male adolescent remand prisoners in Denmark.

Acta Psychiatrica 107(2)

Granath, Sven (2002): Påffiljdssystemet f6r unga lag6vertradare 1980-2000. F6randrade

reaktioner, f0rancirat samhalle eller fbrandrade brottslingar. Stockholm: Kriminologiska

instutionen (stencil, licentiatavhandling)

Greve, Vagn & Jørn Vestergaard (2002): Strafansvar. 4. udgave. København: Jurist- og Øko-

nomforbundets Forlag

Grevholm, Erik & Eckhardt Kilhlhorn (1997): Behandlingseffekter inom rattsvasendet. En

metaanalys av modern empirisk forskning. Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab

84(3) 170-181

Hestbæk, Anne-Dorthe (1997): Når børn og unge anbringes. En undersøgelse af kommu-

nernes praksis i anbringelsessager. SFI rapport 97(6). København: Socialforskningsin-

stituttet

Hestbæk, Anne-Dorthe (1998): Tvangsanbringelser i Norden. En komparativ beskrivelse af

de nordiske landes lovgivning. SFI rapport 98(15). København: Socialforskningsinsti-

tuttet

Jarvinen, Margaretha & Nanna Mik-Meyer (red.)(2004): At skabe en klient. Institutionelle

identiteter i socialt arbejde. København: Hans Reitzels Forlag

POLITIK OG JURA

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

L1\

17993 12-fm Page 23 Friday, October 29, 2004 4:05 PM

Unge kriminelle i strafferetten og socialretten

Koch, Ida Elisabeth (1991): Behandling som alternativ til frihedsstraf— samspillet mellem

kriminalretten og social- og sundhedsretten. København: Jurist- og Økonomforbundets

Forlag. Ph.d.-afhandling

Kiihlhom, Eckart (2002): I rapporten Sluten ungdomsvård

Kyvsgaard, Britta (1977): Historien om ungdomsfængslet. I bogen Britta Kyvsgaard

et al.

(red.): Ungdomskriminalitet. København: KRIM

Kyvsgaard, Britta (1997): Kunsten at slå to fluer med & smæk — uden at slå ruden itu. Om

nye analysemetoder og ny behandlingsoptimisme. Nordisk Tidsskrift for Kriminalvi-

denskab 84(3): 182-189

Kyvsgaard, Britta (2001b): Hvad virker og hvad virker ikke med hensyn til at mindske ung-

domskriminalitet? Udenlandske erfaringer. Rapport om ungdomskriminalitet. Bilag 1

Levin, Claes (1996): Barnet mellan straff och behandling. I Armelius

et al.:

Vård av ung-

domar med sociala problem

Levin, Claes (1997): Ungdomar i tvångsvård. Råbyunderstikning 94. Statens Institutions-

styrelse, rapport nr. 2

Levin, Claes (1998): Uppfostringsanstalten. Tvång i ffiraldres stalle. Lund: Arkiv Forlag.

Akademisk avhandling

Lihme,

Lihme, Benny (2000): Det er så fucking træls! Solhaven og de unge. København: Forlaget

Børn & Unge

Benny (2001): Behandlingstankens tilbagekomst — og fravær. Lov & Ret 01(8).

København: Advokatrådet

Lipsey, Mark W. (1999a): Can intervention rehabilitate serious delinquents? Annals of the

American Academy of Political and Social Science 564(July): 142-167

Lipsey, Mark W. (1999b): Can rehabilitative programs reduce the recidivism of juvenile of-

fenders? An inquiry into the effectiveness of practical programs. The Virginia Journal of

Social Policy & the Law 6(3): 611-641

Lund, Anker Brink (2003): Kriminalitet i de danske massemedier. Nordisk Tidsskrift for

Kriminalvidenskab 90(3): 160-177

Løkke, Anne (1990): Vildfarende børn om forsømte og kriminelle børn mellem filantropi og

stat 1880-1920. Holte: Forlaget SocPol

Losel, Fridrich (1995): The efficacy of correctional treatment. A review and synthesis of

meta-evaluation. In James McGuire (ed.): What works: Reducing reoffending. Guideli-

nes from research and practice. Chichester & New York: Wiley

Mathiesen, Thomas (2000): Prison on trial. Winchester: Waterside Press. Kan fengsel fors-

vares? 2. udg. Oslo: Pax, 1995

Mik-Meyer, Nanna (2004): Dømt til personlig udvikling. København: Sociologisk Institut.

Ph.d.-afhandling

FESTSKRIFT TIL OLE ESPERSEN

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17993 12-fin Page 24 Friday, October 29, 2004 4:05 PM

Jørn Vestergaard

Mørch, Willy-Tore, Jannike E. Snoek & Aslak Syse (1998): Frivillighet og tvang i behan-

dling av barn og ungdom. Oslo: Ad Notam Gyldendal

Nielsen, Beth Grothe (1986): Anstaltsbørn og børneanstalter gennem 400 år. Holte: Forla-

get SocPol

Nord 2000:30. Ungdomskriminalitet i Norden. Youth Crime in the Nordic Countries.

København: Nordisk Ministerråd

NOU 2000: 12. Barnevernet i Norge. Oslo: Socialdepartementet

Ogden, Terje (1999): Barns og ungdoms levekår i Norden. Marginalisering av barn og unge

i Norden. En kunnskapsstatus. Tema Nord. København: Nordisk Ministerråd

Petersson, Kenneth (2003): Fångelset och den liberala fantasin: En studie om rekonstruk-

tionen av det moraliska subjektet inom svensk kriminalvård. Norrkdking: Krimi-

nalvå' rdsstyrelsen. Rapport nr. 10

Platt, Anthony M. (1969/1977): The child savers. The invention of delinquency. Chicago:

University of Chicago Press. 2.d. ed. 1977

Quay, H.C. (ed.) (1987): Handbook of juvenile delinquency. New York: John Wiley.

Rothman, David J. (1971): The discovery of the asylum. Social order and disorder in the

New Republic. Boston: Little, Brown & Co.

Rothman, David J. (1980/2002): Conscience and convenience. The asylum and its alternati-

ves in progressive America. Boston: Little, Brown and Company

Sarnecki, Jerzy (1993): Ungdomsbrottsligheten — en kunnskapsdversigt. SOU 1993: 35 Del

B.1. Stockholm: Justitiedepartementet

Samecki, Jerzy (1996): Problemprofiler hos ungdomar inskrivna på sårskilda ungdomshem

i Stockholms lån åren 1990-1994. I Armelius et al.: Vård av ungdomar med sociala

problem

Sarnecki, Jerzy (1999): Ungdomar från sårskilde ungdomshem i Stockholms brottsliga

nåtverk. Statens Institutionsstyrelse, Forskningsrapport nr. 3

Sherman, Lawrence et al. (1997): Preventing crime. What works, what doesn't, what's

promising. A report to the United States congress. University of Maryland: Department

of Criminology and Criminal Justice

Sluten ungdomsvå'rd — en uppfdljning (2002): Socialstyrelsen, Statens institutionsstyrelse &

Brottsfdrebyggande Rådet

Socialministeriet (2003): Indsats over for kriminelle unge — en guide

Stang Dahl, Tove (1985): Child welfare and social defence. Oslo: Norwegian University

Press. Org.: Barnevern og samfunnsvern. Om stat, vitenskap og profesjoner under bar-

nevernets oppkomst i Norge. Oslo: Pax Forlag, 1978/1992

St.meld. nr. 17 (1999-2000): Handlingsplan mot barne-og ungdomskriminalitet

St.meld. nr. 40 (2001-2002): Om barne- og ungdomsvernet. Barne- og familiedepartemen-

tet

POLITIK OG JURA

REU, Alm.del - 2004-05 (1. samling) - Bilag 228: Henvendelse af 17/12-04 fra lektor Jørn Vestergaard vedrørende artiklen "Unge og kriminelle i strafferetten"

17993 12-fm Page 25 Friday, October 29, 2004 4:05 PM

Unge kriminelle i strafferetten og socialretten

Sundoph, Susanne Bolette & Julie Mauritzen (2004): En kritisk analyse af ungdomssankti-

onen. Specialeafhandling. Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Thomsen, Signe Andr&i, Mette Lise Sørensen & Lene Kofoed Rasmussen (2003): Ung-

domssanktionen på vej. Forarbejdet og fase 1. Arbejdspapir 03(11). København: Social-

forskningsinstituttet

Thunved, Anders et al. (2003): Samhullet och de unga lagdvertråderna. Andra upplagan.

Stockholm: Norstedts Juridik

Unga lagdvertrådare (2002): Uppfdljning av overlamnande till vård inom socialtjånsten

samt sluten ungdomsvård. Sammanfatning. Socialstyrelsen, Brottsfbrebyggande rådet

& Statens institutionsstyrelse

Vestergaard, Jørn (1991): Juvenile contracting in Denmark. Paternalism revisited. In Annika

Snare (ed.): Youth, Crime and Justice. Scandinavian Studies in Criminology, 12: 73-97.

Oslo: Scandinavian University Press

Vestergaard, Jørn (1991): Ungdomskontrakter. Social kritik. Tidsskrift for social analyse &

debat, nr. 13-14, s. 23-36

Vestergaard, Jørn (2001): Prøveløsladelse på to tredjedels tid — regelmæssig afkortning af

straffetiden? I antologien Vagn Greve et al. (red.): Nytter det? Mosaik om kriminalfor-

sorg og kriminalpolitik. Festskrift til Ole Ingstrup. København: Jurist- og Økonomfor-

bundets Forlag, s. 171-195

Vestergaard, Jørn (2003a): Den særlige ungdomssanktion. Tidsskrift for Kriminalret 03(1):

3-21

Vestergaard, Jørn (2003b): Ungdomskriminalitet — sommeren 2003. www.jur.ku.dk/straffe-

ret

Vestergaard, Jørn (2004): A Special Youth Sanction. Journal of Scandinavian Studies in Cri-

minology & Crime Prevention 5: 62-84

Victor, Dag (red.): Varning for straff. Om vådan av den nyttiga straffritten. Stockholm:

Fritzes

Villadsen, Kaspar (2004): Det sociale arbejde som befrielse. I Jårvinen & Mik-Meyer: At

skabe en klient

Vinnerljung, Bo et al. (2001): Sammanbrott vid tonårsplaceringar — om ungdomar i foster-

hem och på institution. Stockholm: Centrum for utvardering av social arbete, Socialsty-

relsen

www.vildelaereprocesser.dk.

FESTSKRIFT TIL OLE ESPERSEN