Justitsministeriet Civil- og Politiafdelingen Dato Kontor: Det Internationale Kontor Sagsnr.: 2004-165-0618 Dok.: FST21476 Slotsholmsgade 10 Telefon: + 45 33 92 33 40 E-post: [email protected] DK 1216 København K Telefax: + 45 33 93 35 10 Internet: http://www.jm.dk G R U N D N O T A T om forslag til Rådets rammeafgørelse om visse proceduremæssige rettigheder i straffesager i Den Europæiske Union   (KOM(2004)328) 1. Baggrund På sit møde i december måned 1998 godkendte Det Europæiske Råd en handlingsplan udarbe jdet af Rådet og Kommissionen med henblik på gennemførelse af Amsterdam   -traktatens bestemmel- ser om et område med frihed, sikke rhed og retfærdighed. Et af formålene med planen er, at der gennem fælles handling inden for det politimæssige og strafferetlige samarb ejde skal ivær  ksættes en intensiveret indsats for bl.a. at forebygge og bekæmpe organiseret kriminalitet, navnlig terr  o- risme,  menneskehandel,  overgreb  mod  børn,  ulovlig  våbenhandel,  korruption  samt  svig.  Målet skal bl.a. nås gennem et tættere samarbejde me   llem medlemslandenes politimyndigheder og de retlige myndigheder. Det fremgår af handlingspl anen, at der inden to  år efter Amsterdam -traktatens ikrafttræden bør iværksættes  en  proces  med  henblik  på  at  forenkle  procedurerne  for  gensidig  anerke ndelse  af kendelser og domme i straffesager. I forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15. -16. oktober 1999 blev rammer- ne  for  det  fremtidige  arbejde  med  henblik  på  gensidig  ane rkendelse  af  kendelser  og  domme  i straffesager fastlagt, jf. konklusionernes pkt. 33 og 37, der har følgende indhold: ”33. En øget gensidig anerkendelse af retsafgørelser og domme vil sammen med den nødvendige  indbyrdes  tilnærmelse  af  lovgivningen  kunne  lette  samarbejdet  me   llem

- 2 - myndighederne  og  fremme  den  retlige  beskyttelse  af  den  enkeltes  rettigheder.  Det Europæiske  Råd  støtter  derfor  princippet  om  gensidig  anerkendelse,  der  efter  dets mening bør være hjørnestenen i det retlige samarbejde inden for EU på både det c i- vilretlige  og  det  strafferetlige  område.  Princippet  bør  gælde  f or  såvel  domme  som andre afgørelser truffet af retlige myndi gheder.” ”37.  Det  Europæiske  Råd  anmoder  Rådet  og  Kommissionen  om  inden  december 2000  at  vedtage  et  program  med  foranstaltninger  med  henblik  på  genne mførelse  af princippet om gensidig anerkendelse.  I forbindelse med dette program bør der også sættes  et  arbejde  i  gang  med  he  nsyn  til  et  europæisk  tvangsfuldbyrdelsesdokument og  de  aspekter  af  retsplejen,  som  det  skønnes  nødvendigt  at  vedtage  fælles  min i- mumsstandarder for, således at princippet om gen sidig anerkendelse lettere kan gen- nemføres under overholdelse af medlemsstaternes grundlæggende retsprinci   pper.” Rådet vedtog den 29. november 2000 i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europ æ  i- ske Råds møde i Tampere et program for foranstaltninge  r med henblik på gennemførelse af pri  n- cippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager. I indledningen til programmet fas t- lægges følgende: ” Gensidig anerkendelse skal ikke kun gøre det muligt at styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne, men også beskyttelsen af personers rettigheder .” Det  fremgår  af  artikel  6  i  Traktaten  om  den  Europæiske  Union  (TEU),  at  Unionen  bygger  på principperne  om  frihed,  demokrati  og  respekt  for  menneskerettighederne  og  de  grundlæggende frihedsrettigheder  samt  retsstatsprincippet,  der  alle  er  principper,  som  medlemslandene  har  til fælles. I december 2000 underskrev Europa-Kommissionen, Rådet og Europa -Parlamentet i fæ  llesskab Den  Europæiske  Unions  charter  om  grundlæggende  retti gheder.  EU's  charter  omfatter  civile, politiske,  økonomiske  og  sociale  rettigheder,  og  sammenfatter  medlemsstaternes  fælles  forfa   t- ningsmæssige traditioner og internationale forpli  gtelser. Under henvisning hertil fremlagde Kommissionen den 20. februar 2003 en grønbog om ret ssik- kerhedsgarantier for mistænkte og tiltalte i straffesager i EU (KOM(2003)75). En række EU  -lande, herunder Danmark, afgav i efteråret 2003  skriftlige høringssvar til  grø nbo- gen. Kommissionen afholdt endvidere i juni 2003 en offentlig høring om retssikkerhedsg arantier.

- 3 - På den ne baggrund har Kommissionen den 8. april 2004 fremlagt et forslag til Rådets ramm eaf- gørelse   om   visse   proceduremæssige   rettigheder   i   straffesager   i   Den   Europ   æ  iske   Union (KOM(2004)328). Det fremgår af Kommissionens begrundelse for forslaget, at rammeafgøre  lsen udgør en ko nkre- tisering af målsætningen om at øge beskyttelsen af individuelle rettigheder. Forslaget er fremsat med henblik på at øge alle mistænktes og anklagedes rettigheder generelt, idet et ensa rtet beskyt- telsesniveau for mistænkte og anklagede i   EU skal gøre det lettere at anvende pri ncippet om gen- sidig anerkendelse. Det fremgår endvidere af Kommissionens begrundelse, at forslaget ikke har til  hensigt  at  duplikere  de  retssikkerhedsgarantier,  der  følger  af  Den  Europ æ  iske  Menneskeret- tighedskonvention,  men  snarere  at  fremme  overholdelse  af  denne  konvention  ved  at  fastsætte fælles EU  -standarder på området. Kommissionen understreger, at forslaget til denne rammeafgørelse  – oved- områder  –  skal betragtes som et første skridt, idet Komm issionen forventer at fremsætte forslag om yderligere foranstaltninger til sikring af retssikkerhedsgarantier i de kommende år. 2. Forslagets indhold Forslaget til rammeafgørelse om visse proceduremæssige rettigheder i straffesager i Den  Eur   o- pæiske Union   er fremsat under henvisning til artikel 31, stk. 1, litra c (om sikring af forenelighed mellem  medlemsstaternes  gældende  regler  med  henblik  på  at  forbedre  det  retlige  sama   rbejde  i kriminalsager). Forslaget har ifølge præamblen til formål at fastsætte nog le fælles minimumsstandarder for visse proceduremæssige rettigheder med henblik på at styrke den gensidige tillid mellem me   dlemssta- terne og derigennem styrke den gensidige anerkendelse af afgørelser truffet i en me dlemsstat. Forslaget indeholder bestemmelser om minimumsstandarder inden for fem hovedområder: - Adgang til juridisk bistand (artikel 2-5) - Adgang til tolkning og oversættelse (artikel 6  -9) - Beskyttelse af særligt udsatte grupper (artikel 10  -11) - Underretning til pårørende m.v. samt konsulær bistand (artikel 12-13) - Skriftlig underretning af mistænkte og anklagede om deres rettigheder (artikel 14) Herudover indeholder forslaget bestemmelser om rammeafgørelsens anvendelsesområde (art  ikel 1), om evaluering og overvågning af rammeafgørelsens effektivitet   og gennemførelse (art ikel 15- 16 og 18) samt om rammeafgørelsens ikrafttr æ  den (artikel 19). Endelig indeholder rammeafgø-

- 4 - relsen  en  klausul,  der  skal  forhindre  forringelser  i  forhold  til  det  nationale  beskyttelsesniveau (artikel 17). 2.1. Anvendelsesområde Artikel 1 fastlægger rammeafgørelsens anvendelsesområde. Det  fremgår  af   stk.  1,  at  de  proceduremæssige  rettigheder  gælder  i  alle  straffesager,  herunder ankesager, der finder sted i Den Europæiske Union. Endvidere fremgår det af  stk. 2, at rettighederne gælder for den mistænkte fra det tidspunkt, hvor den pågældende    af de kompetente myndigheder underrettes om mistanken, til der falder endelig dom. 2.2. Adgang til juridisk bistand Efter artikel 2 har den mistænkte person ret til juridisk bistand, hvis ve  dkommende ønsker det. Det  fremgår  af  bestemmelsen,  at  retten  til  juridisk  bistand  gælder  u   nder  hele  straffesagen  og  i hvert fald indtræder, før den mistænkte sv arer på spørgsmål i forbindelse med anklagen. Artikel 3 pålægger medlemsstaterne at sikre, at d   er kan tilbydes juridisk bistand til visse næ  rme- re opregnede mistænkte, der har et særligt behov herfor enten på grund af sagens karakter eller den mistænktes personlige forhold. De  personer,  som  medlemsstaterne  er  særligt  forpligtede  til  at  tilbyde  jurid  isk  bistand,  er  mis- tænkte,  der  varetægtsfængsles  forud  for  retssagen,  mistænkte,  der  formelt  anklages  for  at  have begået  en  kriminel  handling,  der  indebærer  en  kompleks  faktuel  og  retlig  situation  eller  som sanktioneres med en hård straf, herunder hvis ank lagen omfatter forhold med en strafferamme på mere end 1 års fængsel, mistænkte, der begæres udleveret, mistænkte, der er mindreårige og mi s- tænkte, der på grund af alder, mentale, fysiske eller følelsesmæssige tilstand foreko mmer ikke at være i stand til a  t forstå eller følge indholdet eller betydningen af retsforhandli  ngerne. Artikel 4 fastlægger medlemsstaternes pligt til at sikre en effektiv juridisk bistand. Det  følger  af   stk.  1,  at  alene  advokater  (som  defineret  i  artikel  1,  stk.  2,  litra  a,  i  Europa- Parlamentets  og  Rådets  direktiv  98/5  af  16.  februar  1998  om  lettelse  af  adgangen  til  varig  u d- øvelse  af  advoka terhvervet  i  en  anden  medlemsstat  end  den,  hvor  beskikkelsen  er  opnået)  kan udøve den jurid iske bistand.

- 5 - Endvidere følger det af  stk. 2, at medlemsstaterne skal sørge for, at der kan stilles en anden a d- vokat til rådighed, hvis den givne juridiske bistand ikke findes at være effektiv. Artikel 5 regulerer retten til gratis juridisk bistand. Det følger af   stk. 1, at medlemsstaterne –  i de tilfælde,    hvor der er en forpligtelse til at tilbyde juridisk  bistand,  jf.  artikel  3  – dgangspunkt  skal  bære  omkostningerne  ved  den  juridiske bistand helt eller delvist, hvis omkostningerne vil kunne medføre en urimelig økonomisk byrde for den mistænkte eller d  ennes pår ø rende. Efter stk. 2 kan medlemsstaterne dog efterfølgende få alle eller dele af omkostningerne dækket, hvis den mistænkte persons midler sætter ve dkommen- de i stand til at yde et sådant økonomisk bidrag. 2.3. Adgang til tolkning og oversættelse Artikel 6 regulerer retten til gratis tolkning. Det fremgår af  stk. 1, at en mistænkt person, som ikke forstår det sprog, der benyttes under ret   s- forhandlingerne, skal tilbydes gratis tolkning. Den mistænkte skal endvidere om nødvendigt ti   l- bydes gratis tolkning af den juridiske bistand under hele straffesagen, jf. stk. 2. Retten til gratis tolkning gælder   også  for personer med hørelide lser eller taleproblemer, jf. stk. 3. Artikel 7, stk. 1, fastslår, at en mistænkt person, som ikke forstår det sprog, der b enyttes i rets- forhandlingerne,  skal  tilbydes  gratis  oversættelse  af  relevante  dokumenter.  Beslutningen  om, hvilke  dokumenter,  der  behøver  oversættelse,  træffes  af  de  kompetente  myndigh eder,  idet  den mistænktes advokat dog kan anmode om oversættelse af yder ligere dokumenter, jf. artikel 7, stk. 2. Artikel 8 og 9 regulerer oversættelsens og tolkningens nøjagtighed og kontrol heraf. Det følger således af artikel 8, at medlemsstaterne skal sikre, at de oversættere og tolke, der a n- vendes, er tilstrækkeligt kva  lificerede, og at der skal findes en ordning, så der kan stilles en a n- den  oversætter  eller  tolk  til  rådighed,  hvis  oversættelsen  eller  tolkningen  skønnes  ikke  at  være nøjagtig. Med henblik på at sikre kvalitetskontrol med tolkningens nøjagtighed skal de re   tsfor- handlinger, der foretages under anvendelse af tolk, optages på bånd eller video, jf. art  ikel 9. Hvis der opstår stridsspørgsmål, skal en  afskrift  af optagelsen stilles til rådighed for en hvilken som helst af parterne. Afskriften må alene benyttes til  at kontrollere tolkningens nøja gtighed. 2.4. Beskyttelse af særligt udsatte grupper

- 6 - Artikel 10, stk. 1, fastslår, at en mistænkt person, der ikke kan forstå eller følge indholdet e ller betydningen af retsforhandlingerne på grund af sin alder, mentale, f ysiske eller følelse smæ  ssige tilstand, skal have særlig opmærksomhed, således at der sikres en retfærdig rette rgang. De  kompetente  myndigheder  skal  overveje  og  skriftligt  nedfælde  behovet  for  særlig  opmær k- somhed under retsforhandlingerne, så snart der er  noget tegn på, at den mistænkte er omfattet af artikel 10, stk. 1, jf. artikel 10, stk. 2. Endvidere skal medlemsstaterne sikre, at ethvert skridt, der tages som en konsekvens af retten til særlig opmærksomhed, nedfældes skriftligt. I artikel 11 fastlægge  s rettighederne for de mistænkte, der har ret til særlig opmærksomhed. Det fremgår af  stk. 1, at der skal foretages en lyd- eller videooptagelse af alle forhør af såda  nne mistænkte, samt at en afskrift af optagelsen skal tilbydes en hvilken som helst af p  arterne, hvis der opstår stridsspørgsmål. Ifølge  stk. 2 skal der tilbydes lægehjælp, når det er nødve ndigt. Endelig  fremgår  det  af   stk.  3,  at  retten  til  særlig  opmærksomhed  efter  omstændi ghederne  kan omfatte  retten  til  at  have  en  tredjemand  til  stede  under  ethvert  forhør,  der  foretages  af  pol itiet eller retslige myndigheder. 2.5. Underretning til pårørende m.v. samt konsulær bistand Artikel 12 regulerer retten til at få pårørende m.v. underrettet om varetægtsfængsling. Det fremgår af  stk. 1, at en mistænkt, der er varetægtsfængslet, har ret til at få sin familie, pers o- ner, der sidestilles med familiemedlemmer, eller sin arbejdsgiver underrettet om tilbageholdelsen så  hurtig  som  muligt.  De  pågældende  personer  kan  kontaktes  af  de  kompetente  my ndigheder under  anvendelse  af  passende  mekanismer,  herunder  konsulære  myndigheder,  hvis  den  var  e- tægtsfængslede er statsborger i en anden stat og udtrykker ønske herom, jf. stk. 2. Artikel 13 regulerer den tilbageholdtes ret til kontakt med konsulære myndigheder. Det fremgår af  stk. 1, at den tilbageholdte har ret til at få underrettet de konsulære myndigh   eder i sin hjemstat om tilbageholdelse så hurtigt som muligt samt ret til at tage kontakt  til de konsulære myndigheder, hvis pågældende udtrykker ønske herom.

- 7 - Endvidere fremgår det af  stk. 2, at en tilbageholdt, der ikke ønsker bistand fra sin hjemstats ko n- sulære myndigheder, som alte  rnativ skal tilbydes bistand fra en anerkendt international organisa- tion. Endelig  fremgår det af  stk. 3, at en person, der ikke er statsborger, men  har et længerevarende ophold i et EU-land, har ret til at få bistand fra dette  EU-lands konsulære myndigheder på samme grundlag som dets egne statsborgere, hvis den pågældende person har god grund til ikke at ønske bistand fra de konsulære m  yndigheder i det land, hvor han er statsborger. 2.6. Skriftlig underretning af mistænkte og anklagede om deres rettigheder Artikel 14 regulerer medlemsstaternes pligt til at sikre, at mistænkte personer underrettes skrif  t- ligt om deres rettigheder. Efter stk. 1 skal alle mistænkte personer underrettes skriftligt om de proceduremæssige retti ghe- der, der er umiddelbart relevante for dem. Underretningen skal som minimum omfatte de rettig- heder, der er fastsat i rammeafgørelsen. Stk. 2 pålægger medlemsstaterne    at sikre, at der udarbejdes en standardoversættelse af den skrif  t- lige underretning på alle officielle EU -sprog. For at sikre ensartethed i medlemsstaten bør ove r- sættelsen foretages centralt i hver e  nkelt stat. Standardoversættelsen på de officielle EU   -sprog skal opbevares på alle politistationer, sål  edes at arresterede personer kan få udleveret en kopi på et sprog, som den pågældende fo rstår, jf.  stk. 3. Det fremgår af  stk. 4, at den skriftlige underretning om en mistænkt persons rettigheder i hvert enkelt tilfælde skal udarbejdes i to eksemplarer, der begge underskrives af både de retshån dhæ- vende  myndigheder  og  den  mistænkte,  hvis  pågældende  er  villig  dertil.  Underskrifterne  tj ener som bevis for, at underretningen har været tilbudt, udleveret og accepter  et. Det ene underskrevne eksemplar  beholdes  af  de  retshåndhævende  myndigheder  og  det  andet  underskrevne  eksemplar beholdes  af  den  mistænkte.  Der  bør  indføjes  en  note  i  myndighedernes  protokol  om,  at  den skriftlige underretning om rettigheder er blevet tilbudt, og om hvorvidt den mistænkte har været villig til at underskrive den eller ej. 2.7. Evaluering og overvågning af rammeafgørelsens effektivitet og gennemførelse Det følger af  artikel 15, stk. 2, og artikel 16, stk. 2, at rammeafgørelsens effektivitet  jævnligt skal evalueres og overvåges  under tilsyn af Kommissionen. Om evalueringerne afgives bere tninger, der kan offentliggøres.

- 8 - Med henblik på at gennemføre evaluering og overvågning pålægger artikel 15, stk. 1, og artikel 16,  stk.  1,  medlemsstaterne  at  indsamle  og  tilgængeliggøre  data,  herunder  bl.a.  statistikker  om anvendelse af juridisk og konsulær bistand, tolkning og oversættelse. 2.8. Klausul mod forringelse af rettigheder Artikel 17 indeholder en klausul, der skal forhindre forringelse af de nationale rettighedsniveau- er.  Det  fremgår  af  bestemmelsen,  at  rammeafgørelsen  ikke  indebærer  en  begrænsning  af  eller fravigelse fra nogen af de rettigheder eller proceduremæssige garantier, som kan sikres i henhold til lovgivningen i de enkelte medlemsstater, og som yder et højere beskyttelsesn iveau. 2.9. Gennemførelse og i krafttræden Artikel  18  fastlægger  kravene  til  medlemsstaternes  gennemførelse  af  rammeafgørelsen,  mens artikel 19 indeholder en bestemmelse om rammeafgørelsen s ikrafttræden  . 3. Gældende   dansk ret 3.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Danmark har den 31. marts 1953 ratificeret Den Europæiske Menneskerettighed  skonvention og er  således  folkeretligt  forpligtet  til  at  overholde  konventionen.  Konventionen  med  tilhørende protokoller er endvidere ved lov nr. 285 af 29. april 1992 med senere ændringer   gjort til en del af gældende dansk ret   (jf. nu lovbekendtgørelse nr. 750 af 19. oktober 1998) . Denne nationale in- korporering æn  drer dog ikke ved de bestående folkeretlige forpligte lser. Den  Europæiske  Menneskerettighedskonvent  ion indeholder  bl.a. bestemmelser  om  anklagedes ret til underretning om en sigtelse, om ret til forsvarerbistand, herunder i visse tilfælde uden bet  a- ling, samt i visse tilfæld  e ret til vederlagsfri tolkning. Den centrale bestemmelse om retten til en retfærdig rettergang i   konventionens artikel 6 har fø l- gende ordlyd i den danske oversættelse: ” Stk.  1.  Enhver  har  ret  til  en  retfærdig  og  offentlig  retterga  ng  inden  for  en  rimelig frist for en uafhængig og upartisk domst  ol, der er oprettet ved lov, når der skal træ   f- fes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser e ller an- gående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse. Dommen skal afsiges i et o f-

- 9 - fentligt møde, men pressen og offentlighede n kan udelukkes helt eller delvis fra rets- forhandlingerne af hensyn til sædeligheden, den offentlige orden eller den nationale sikkerhed i et demokratisk samfund, når det kræves af hensyn til mindr   eårige eller til beskyttelse af parternes privatliv, eller under særlige omstændigheder i det efter re t- tens mening strengt nødvendige omfang , når offentlighed  ville skade retfærdighedens interesser. Stk.  2.  Enhver,  der  anklages  for  en  lovovertrædelse,  skal  anses  for  uskyldig,  indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven. Stk. 3. Enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse  , skal mindst have ret til fø lgen- de: a)   at blive underrettet snarest muligt, udførligt og på et sprog, som han forstår, om indholdet af og årsagen til den sigtelse, der er rejst mod  ham; b)   at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit forsvar; c)   at forsvare sig personligt eller ved bistand af en forsvarer, som han selv har valgt, og,  hvis  han  ikke  har  tilstrækkelige  midler  til  at  betale    for  juridisk  bistand,  at modtage den uden betaling, når dette kræves i retfærdighedens intere sse; d)   at afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner og at få vidner for ham tilsagt og afhørt på samme betingelser som vidner, der føres imod ham; e)   at få vederlagsfri bistand af en tol k, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i retten.” Udover  Den  Europæiske  Menneskerettighedskonvention  har  navnlig  retsplejeloven  betydning for de forhold, der er omfattet af rammeafgørelsen. Retsplejelovens regler er i vidt  omfang sup- pleret af administrative regler. I det følgende gennemgås de relevante regler i navnlig ret  spleje- loven og administrative forskrifter. 3.2. Adgang til juridisk bistand Retsplejeloven indeholder i kapitel 66 (§§ 729-741) bestemmelser om sigtede og hans forsvar. Det  følger  af  retsplejelovens  §  730,  stk.  1,  at  sigtede  er  berettiget  til  at  vælge  en  forsvarer.     Er sigtede under 18 år, og  har den pågældende ikke indgået ægteskab, tilkommer valget foræ ldre- myndighedens indehaver, som er berettiget til at optræde p  å sigtedes vegne. I visse sager, hvor sigtede ikke selv har valgt en forsvarer, vil der i stedet blive beskikket en of- fentlig forsvarer. Retsplejelovens § 731 regulerer således, hvornår der   skal beskikkes en forsva- rer for sigtede (obligatorisk forsvar), og retsplejelovens § 732 regulerer, hvornår der i ø  vrigt kan beskikkes en forsvarer for sigtede/tiltalte (fakultativt forsvar). Bestemmelserne har følgende or d- lyd: ”§  731. Offentlig forsvarer bliver, for så vidt sigtede ikke selv har valgt en forsv arer, eller den valgte forsvarer udebliver, at beskikke,

- 10 - a)    når sigtede fremstilles for retten med henblik på  varetægtsfængsling eller  opre t- holdelse af anholdelsen, b)   når der, forinden tiltale er rejst, skal afhøres vidner, eller besigtigelse skal ske e  l- ler syn eller skøn afgives til brug under domsforhandling, dog at retshandli ngen ej bliver at udsætte efter forsvarers tilstedekomst, når det må befrygtes, at beviset derved ville spildes, c)    når  der  er  spørgsmål  om  beslaglæggelse  af  en  formue  eller  en  del  af  de nne,  jf. § 802, stk. 3. d)   når tiltale er rejst i sager, der skal behandles under medvirken af domsmænd, e)    når tiltale er rejst i sager, i hvilke der bliver spørgsmål om højere straf end b ø f) når der i anledning af indankning eller begæring om geno   ptagelse af en sag eller undtagelsesvis i anledning af kære, jf. §   972, stk. 2, skal finde mundtlig forhand- ling sted for retten, g)   når  vidners  eller  syns -  eller  skønsmænds  beedigede  forklaring  begæres  til  brug under en i udlandet indledet straffesag, h)   i alle tilfælde, hvor retten i medfør af § 29, stk. 1, og stk. 3, nr. 3, beslutter, at af- høring af sigtede skal foregå for lukkede døre, i) når  sager,  hvor  der  er  spørgsmål  om  fængselsstraf,  fremmes  i  medfør  af  § 847, stk. 3, nr. 4. Stk. 2. I det under litra e nævnte tilfælde og i det i § 922, stk. 4, nævnte tilfælde bl i- ver  offentlig  forsvarer  kun  at  beskikke,  når  den  sigtede  (eller  hans  værge)  beg   æ  rer det. Herom skal der gives sigtede lejlighed til at udtale sig. § 732.  I andre tilfælde end de i §   731 nævnte kan der, såvel før som efter at tiltale er rejst, beskikkes sigtede offentlig forsvarer, når retten efter sagens beskaffenhed, si g- tedes person eller omstændighederne i øvrigt anser det for ønskeligt og sigtede ikke selv har skaffet sig bistand af en forsvarer. Stk. 2. Begæring om beskikkelse af en offentlig forsvarer kan fremsættes såvel af si g- tede som af politiet. Justitsministeren fastsætter regler om vejledning af sigtede om adgangen til at begære en forsvarer beskikket. Det skal af politirapport  en fremgå, at den   sigtede   har   modtaget   behørig   vejledning.   Politiet   drager   omsorg   for,   at spørg små let indbringes for retten. Stk. 3. Beslutninger, hvorefter forsvarer skal beskikkes, kan ikke påklages for h ø jere ret. Imod beslutninger, hvorved beskikkelse af forsvarer nægtes, kan kære til højere ret finde sted.” Med  hjemmel  i  retsplejelovens  §  732,  stk.  2,  2.  pkt.,  har  Justitsministeriet  i  bekendtgørelse  nr. 467 af 26. september 1978 fastlagt nærmere regler om vejledning af sigtede om adgangen til at begære en fo  rsvarer beskikket. Det fremgår bl.a. af bekendtgørelsen, at politiet, når sigtelsen vedrører en lovovertrædelse, som efter  loven  kan  medføre  højere  straf  end  bøde  (med  undtagelse  af  færdselsforseelser),  ve jleder sigtede  om  adgangen  til  at  begære    en  offentlig  forsvarer  beskikket.  Det  fremgår  endvid ere  af bekendtgørelse n, at vejledningen skal gives samtidig med, at sigtede gøres bekendt med, at han ikke  er  forpligtet  til  at  udtale  sig,  dvs.  inden  afhøringen  påbegyndes,  jf.  retsplejelovens  §  752,

- 11 - stk. 1, hvorefter en sigtet skal gøres udtrykkeligt bekendt med sigtelsen og med, at han ikke er forpligtet til at udtale sig, inden politiet afhører pågældende. Justitsministeriet har endvidere udsendt cirkulæreskrivelse nr. 12154 af 12. juni 2001 om u  nder- retning til pårørende eller andre om en anholdelse, om anholdtes lejlighed til at kontakte en a  d- vokat og om anholdtes adgang til at få ti lkaldt lægelig bistand. Det fremgår bl.a. af cirkulæreskrivelsen, at    politiet uden ugrundet ophold skal give anholdte lej- lighed  til  at  kontakte  en advokat,  der  opfylder  betingelserne  for  at  kunne  virke  som  forsvarer  i sagen, jf. retsplejelovens kapitel 66. Der findes ikke i dansk ret særlige regler om   forsvarerbeskikkelse til unge mellem 15 og 18 år. Derimod indeholder retsplejelovens § 821 e en bestemmelse om, at der under visse nærmere a  n- givne  omstændigheder  efter  anmodning  fra  forældremyndighedens  indehaver  eller  fra  politiet kan beskikkes en advokat for en person under 15 år. Juridisk bistand til personer, der i udlandet er sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, og som  begæres  udleveret  fra  Danmark  med  henblik  på  enten  straffuldbyrdelse  eller  straffo   rføl g- ning, er reguleret i henholdsvis udleveringsloven (lovbekendtgørelse nr. 110 af 18. februar 1998 om udlevering af lovovertrædere som ændret ved lov nr. 280 af 25. april 2001, lov nr. 378 af 6. juni 2002, lov nr. 433 af 10. juni 2003 og lov nr. 1160 af 19. december 2003) og den nordiske udleveringslov (lov nr. 27 af 3. februar 1960 om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige, som ændret ved lov nr. 251 af 12. juni 1975, lov nr. 433 af 31. maj 2000, lov nr. 378 af 6. juni 2002 og lov nr. 433 af 10. juni 2003). Det følger af udleveringslovens § 14, stk. 1, samt § 18b, stk. 3, jf. § 1 4, stk. 1, at der skal beskik- kes en forsvarer for den, som søges udleveret, medmindre den pågældende selv vælger en for- svarer, når politiet iværksætter den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre om b etingelserne for udlevering er opfyldt. Bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 66 om beskikkelse og valg af forsvarer finder i øvrigt tilsvarende anvendelse i sådanne sager. Ligeledes følger det af den nordiske udleveringslovs § 12, stk. 1, at   de i retsplejelovens kapitel 66  indeholdte  regler  om  beskikkelse  og  valg  af  forsvarer  tilsvarende  finder  anvendelse  i  sager om  udlevering.  Offentlig  forsvarer  skal  dog  altid  beskikkes,  når  den,  der  begæres  udleveret, fremsætter ønske he   rom. Spørgsmålet   om, hvem der kan møde som forsvarer, er ligeledes reguleret i  retsplejelovens kapi- tel  66.  Af  særlig    betydning  i  denne  sammenhæng  er    bestemmelserne  i  retsplejelovens  §§  730, stk. 2, og 733, stk. 1. Retsplejelovens § 730, stk. 2, regulerer, hvem den sigtede selv kan vælge

- 12 - som  forsvarer.  Hvorimod  retsplejelovens  §  733,  stk.  1,  regulerer,  hvem  der  kan  beskikkes  som forsvarer for den sigtede. Det følger  af retsplejelovens § 730, stk. 2, at der som udgangspunkt kun kan vælges en forsv  arer blandt de advokater, der er berettiget til at møde for vedkommende ret eller blandt d e personer, der  særligt  er  beskikket  af  justitsministeren  som  offentlige  forsvarere  ved  vedkommende  ret. Retten kan dog, når det under hensyn til sagens karakter og øvrige omstændigheder findes fo r- svarligt, tillade, at der som forsvarer vælges en advokat f  ra et andet nordisk land. Endvidere kan retten undtagelsesvis tilstede, at andre uberygtede personer over 18 år benyttes som forsvarere. For så vidt angår de beskikkede forsvarere følger det af retsplejelovens    § 733, at justitsministeren efter overenskomst antager et passende antal af de til møde for vedkommende domstol b erettige- de  advokater  eller,  om  fornødent,  andre  dertil  egnede  personer  til   at  beskikkes  som  offentlige forsvarere. I påtrængende tilfælde kan også en advokat, der ikke er antaget af justit sministeren, men dog berettiget til at møde for vedkommende ret, b eskikkes til forsvarer. Efter sigtedes begæ- ring kan endvidere en advokat, der ikke er antaget af justitsministeren, beskikkes til forsvarer, for så vidt han er mødeberettiget for den pågæ ldende ret og er villig til at lade sig beskikke. Bestemmelserne indebærer, at der som udgangspunkt kun kan v  ælges eller   beskikkes forsvarere blandt advokater, der har den fornødne møderet. Undtagelsesvist kan der dog vælges og b eskik- kes andre (egnede) personer. Betingelserne for at opnå beskikkelse som advokat og advokaternes møderet for domst  olene er henholdsvis reguleret i retsplejelovens kapitel 12 (§§ 119-130) og 13 (§§ 131-136). Retsplejeloven indeholder endvidere bestemmelser om konkret afvisning af henholdsvis valgt og beskikket  forsvarer,  herunder  bestemmelser  om  tilbagekaldelse  af  beskikkelse  i  forsvarets  inte- resse. Således fremgår det af retsplejelovens § 733, stk. 2, og § 736, stk. 2, at retten ved kendelse kan nægte at beskikke den advokat, som   sigtede ønsker som forsvarer eller tilbagekalde en allerede meddelt beskikkelse, hvis forsvarerens medvirken ud fra retsplejemæssige hensyn til sagens b  e- hørige  fremme,  herunder  særligt  hensynet  til  medsigtedes  tarv,  ikke  kan  anses  for  forsvarlig, eller der er påviselig risiko for, at advokaten vil hindre eller modvirke sagens o pklaring. Under tilsvarende betingelser kan retten på ethvert tidspunkt under sagen ved kendelse afvise en valgt forsvarer,  jf.  retsplejelovens  §  730,  stk.  3.  Der  skal  i  så  fald  på  b  egæring  b  eskikkes  sigtede  en offentlig forsvarer.

- 13 - Endvidere følger det af retsplejelovens § 736, stk. 1, at b eskikkelsen kan tilbagekaldes, når det findes nødvendigt i forsvarets interesse, samt, for så vidt sagen derved ikke forhales, efter b  egæ- ring af sigtede, når han har truffet overen skomst om forsvarets udførelse uden udgift for det o f- fentlige. Retsplejelovens kapitel 66 indeholder herudover en række bestemmelser om forsvarers inhab  ili- tet i konkrete sager, jf. retsplejelovens §§ 730, stk. 4, og 734. For så vidt angår spørgsmålet om omkostningerne ved den juridiske bistand fremgår det af ret s- plejelovens § 741, stk. 1, at den offentlige forsvarer modtager vederlag fra statskassen. Vederlag til en valgt forsvarer vedkommer derimod som udgangspunkt ikke det offentlige, jf. retsplejelo- vens  §  1007,  stk.  2,  1.  pkt.,  1.  led.  Retten  kan  dog  undtagelsesvis,  når  det  efter  s agens  særlige omstændigheder findes rimeligt, at sigtede har valgt den pågældende til forsvarer, hos det offen t- lige tilkende denne et beløb,  der ikke kan overstige, hvad der i sagen ville være bl  evet tilkendt en beskikket forsvarer, jf. § 1007, stk. 2, 1. pkt., 2. led. Retsplejelovens kapitel 91 (§§ 1007-1014a) regulerer i øvrigt generelt spørgsmålet om sagso   m- kostninger, herunder i hvilket omfang, den sigtede efterfø lgende skal dække disse. Således fre   m- går det af retsplejelovens § 1007, stk. 1, at det offentlige, i straffesager, som forfølges af en o  f- fentlig  myndighed,  udreder  omkostningerne  ved  sagens  behandling  og  straffens  fuldbyrdelse med forbehold af ret til at få dem erstattet efter de øvrige regler i ret  splejelovens kapitel 91. For så vidt angår spørgsmålet om , i hvilket omfang den sigtede har pligt til at erstatte det offent- liges sagsomkostninger, herunder udgifter til forsvaret, har navnlig bestemmelserne i retsplejelo- vens §§ 1008, stk. 1 - 4, og 1010, stk. 1, betydning. Udgangspunktet  efter  disse  bestemmelser  er,  at  den  sigtede  skal  betale  sagens  omkostninger, herunder  omkostningerne  til  forsvarerbistand,  hvis  han  findes  skyldig.  Frifindes  han  derimod, skal han som udgangspunkt ikke erstatte det offentlige de omkostninger, som sagen har medført, herunder omkostningerne til beskikket forsvarer. Udgifter, herunder til forsvarerbistand, der er foranlediget af, at den tiltalte selv har anket, kæret eller begæret en sag genoptaget, dækkes endvidere af tiltalte, hvis det pågældende skridt ikke har ført til en forandring til hans fordel. Har  anklagemyndigheden derimod anket, kæ  ret eller begæret sagen  genoptaget,  skal  tiltalte  alene  dække  sagens    omkostninger,  hvis  den  nye  behandling  af sagen har medført et m ere ugunstigt resultat for ham. Omkostninger,  som  er  forårsagede  ved  andres  fejl  eller  forsømmelser,    skal  som  udgangspunkt ikke dækkes af den   domfældte.   Herudover har retten generelt mulighed for i dommen at begræ  n-

- 14 - se omkostningsansvaret,  når den finder, at dette  ellers ville komme til at stå i åbenbart misfo   r- hold til domfældtes skyld og vi  lkår. Retsplejelovens bestemmelser om sagsomkostninger suppleres af straffuldbyrdelseslovens kapi- tel 16 og særligt bekendtgørelse nr. 394 af 17. maj 2001 om opkrævning og inddrivelse m .v. af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger samt den administrative behandling af sager om eftergivelse af bøder og konfiskationsbeløb   (bødebekendtgørelsen), der bl.a.   regulerer spørgsmå  l om opkrævning af sagsomkostninger, henstand  med betaling og  afdragsvis bet  aling af sagsom- kostninger  samt  inddrivelse  af  sagsomkostninger.  Der  er  ikke  hjemmel  til  at  eftergive  sagsom- kostninger,  men  derimod  mulighed  for  at  afskrive  disse  som  uerholdelige,  navnlig  på  grund  af skyldnerens økonomiske forhold . Afskrivning af sagsomkostninger som uerholdelige indebærer, at betalingspligten fortsat består, men der indtil videre ikke foretages mere for at inddrive sag s- omkostningerne. Til  brug  for  behandlingen  af  sager  om  opkrævning,  inddrivelse  m  .v.  af  bl.a.  sagsomkostninger har Justitsministeriet  (Direktoratet for Kriminalforsorgen) udsendt en vejledning nr. 11 af 5. fe- bruar 2003 om opkrævning og inddrivelse m  .v. af bøder, konfiskationsbeløb og    sagsomkostnin- ger samt eftergivelse af bøder og konfiskationsbeløb (bødevejledningen), der bl.a. indeho   lder et afsnit  om  vurdering  af  skyldnerens  betalingsevne,  herunder  betydningen  af  at  skyldneren  har daglig fælles hushold med andre. Udgifter  til  beskikket  forsvarer  for  personer,  der  begæres  udleveret,  afholdes  af  det  o  ffentlige, medmindre retten under særlige omstændigheder bestemmer, at de skal betales af den, som søges udleveret, jf. udleveringsloven § 14, stk. 2, og § 18b, stk. 3, jf. § 14, stk. 2, samt den nordiske udleveringslovs § 12, stk. 2. 3.3. Adgang til tolkning og oversættelse Regler om tolkning i retssager findes i retsplejelovens § 149. Det fremgår af bestemmelsens stk. 1, at  retssproget er dansk, og at afhøring af personer, der ikke er det danske sprog mæ  gtig, så vidt muligt  skal ske ved hjælp af en translatør.    Hvis retten mener, at  den  har  fornødent   kendskab  til  det  fremmede  sprog,  kan  tilkaldelse  af  tolk  dog  undlades  i straffesager uden for domsforhandling for landsret. Endvidere fremgår det af bestemmelsens stk. 5, at f orhandling med og afhøring af døve og svært hørehæmmede  så  vidt  muligt  skal  foregå  ved  hjælp  af  en  uddannet  tolk.  Forhandling  med  og afhøring  af  øvrige  hørehæmmede  og  døvblevne  skal  efter  begæring  fra  vedkommende  så  vidt muligt  foregå  ved  hjælp  af  en  uddannet  tolk.  For  så  vidt  angår  stumme  kan  afhøring  eller  fo r-

- 15 - handling foregå ved skrif tlige spørgsmål og svar eller efter begæring så vidt muligt ved hjælp af en tolk. Den døve, hørehæmmede, døvblevne eller stumme har endvid ere adgang til at lade sig bistå af en døvekonsulent, tungh  ø Retsplejelovens  §  149  indeholder  herudover  bestemmelser  om  oversættelse  til  dansk  af  dok  u- menter affattet på et fremmed  sprog, jf. stk. 2, særlige regle  r for nordiske statsborgere om over- sættelse af dokumenter   mellem dansk og de øvrige  nordiske sprog, jf. stk. 3, samt regler om af- holdelse af udgifter til tolkning, jf. stk. 4. Endelig indeholder retsplejelovens § 149, stk. 6, regler om tolkes og tegnsprogkyndiges inhabili- tet svarende til reglerne for dommeres inhabilitet i retsplejelovens §§ 60-61  samt i øvrigt en g e- nerel bestemmelse om, at de regler, der gælder for   vidner tilsvarende finder anvendelse på  tolke og tegnsprogskyndige med de lempelser, der fø lger af forholdets natur, og for så vidt ikke andet særlig er for  eskrevet. Retsplejeloven indeholder ikke herudover bestemmelser om tolkning og oversættelse. Det er dog et almindeligt princip i retsplejen, at en person, der ikke taler dansk, skal tilbydes den fornødne assistance. Generelt er det politi og anklagemyndighed, der efter retsplejeloven har ansvaret for, at den an- klagede forud for domsforhandlingen er gjort bekendt med grundlaget for og omstændigh  ederne omkring sigtelsen og tiltalen. Politi og anklagemyndighed  er overladt et  vist skøn i rel ation til, hvorledes underretningen skal ske, herunder om og i  givet  fald hvilke/hvor mange dokumenter der  skal  oversættes  til  et  sprog,  som  den  sigtede/tiltalte  forstår,  og  om  underretni   ngen  skal  ske skriftligt eller mundtligt. Der  findes  ikke  i  dansk  ret  regler,  der  fastlægger  specifikke  kvalitetskrav  til  den  tolkning,  der ydes  i  forbindelse  med  straffesager,  samt  kontrol  af  tolkningens  kvalitet.  Som  ovenfor  nævnt følger  det dog af retsplejelovens § 149, stk. 1, at afhøringen af personer, der ikke taler og fo rstår dansk, så vidt muligt skal ske ved hjælp af en translatør, det vil sige en person, der af E rhvervs- og Selskabsstyrelsen er beskikket som translatør og tolk, jf. lov om translatører og tolke (lovb  e- kendtgørelse  nr.  181  af  25.  marts  1988,  som  ændret     senest  ved  lov  nr.  227  af  21.  april  1999). Tilsvarende følger det af retsplejelovens § 149, stk. 5, at forhandling med og a fhøring af døve, døvblevne og hørehæmmede så vidt muligt skal ske ved hjælp af en u ddannet tolk. I  tilknytning  til  retsplejelovens  §  149,  stk.  5,  har  Justitsministeriet  udstedt  cirkulære  nr.  124  af 26. juni 1990 om forhandling med og afhøring af døve, hørehæmmede, d øvblevne og stumme. Cirkulæret   henviser til, at det efter bemærkningerne   til retsplejelovens § 149, stk. 5, kun meget sjældent vil kunne foreko  mme, at en afhøring af en døv, døvbleven eller hørehæmmet må ge n-

- 16 - nemføres  uden  tolkebistand.  Cirkulæret  indskærper  endvidere  den  døves,  døvblevnes,  h ør e- hæmmedes  eller  stummes  adgang  til    under  forhandlinger  og  afhøringer  af  lade  sig  bistå  af  en bisidder med henblik på at event uelle misforståelser undgås, jf. også retsp   lejelovens § 149, stk. 5, 4. pkt., og forudsætter, at de berørte myndigheder vejleder den døve, døvblevne, hør ehæmm  e- de eller stumme om denne adgang samt – atorisk – om adgangen til at begære bistand af en uddannet tolk. For så vidt angår kvaliteten af sprogtolkning   fremgår det  i øvrigt   af Rigspolitichefens Kundgø- relse I, nr. 11, senest af 23. juni 2004 om en samlet rekrutterings- og administrationsordning for tolke, at politiet så vidt muligt skal anvende uddannede tolke frem for ikke -uddannede. Kundgø- relsen indeholder i øvrigt   bl.a. retningslinier for  politiets tolkefortegnelse, behandling  af klager over tolke, politiets samarbejde og omgang med tolke samt tolkes opgaver. En  arbejdsgruppe  nedsat  af  Domstolsstyrelsen  afgav  i  april  2003  en  rapport  om  tolkebistand  i retssager. I rapporten redegøres blandt andet for de mulige retlige o g praktiske problemstillinger, som er forbundet med tolkebistand i retssager.  I  forbindelse med udarbejdelse af rapporten har arbejdsgruppen endvidere udarbejdet en vejledning om tolkning i retten samt en blanket til brug ved indgåelse af aftale om tolknin g i retten. Vejledningen, der både  retter sig til brugerne af tolke samt til tolkene selv, har til formål at  sikre de bedste muligheder for opnå else af en optimal tolk- ning og indeholder bl.a. afsnit om forberedelse af en tolkeopgave, tolketekniske regler og tolkee- tiske regler. For så vidt angår   spørgsmålet om hvem der skal betale for    tolkning,  fremgår det af retsplejel o- vens § 149, stk. 4, at udgifter til tolkning i sager, hvori en statsborger i et andet nordisk land er part, afholdes af statskassen. Det samme gælder udgifter til oversættelse af dokumenter me llem dansk og de øvrige nordiske sprog.  Retten kan i øvrigt bestemme, at udgifterne skal god tgøres af parterne i overensstemmelse med lovens almindelige regler om sagsomkostninger. Ved cirkulære nr. 104 af 7. juli 1989 har Justitsministeriet imidlertid i § 2 generelt fastlagt, at udgifter til tolk- ning  i  straffesager  afholdes  endeligt  af  statskassen.  Dette  gælder  også  udgifter  til  tolkning  for døve, hørehæmmede, døvblevne og stumme i sager, der behandles a f retten, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 124 af 26. juni 1990. 3.4. Beskyttelse af særligt udsatte grupper Det fremgår af straffelovens § 15, at børn under 15 år ikke straffes.     For så vidt angår sigtede i alderen 15 til 18 år  følger det af retsple jelovens § 752, stk. 2, 1. pkt., at Justitsministeriet fastsæ  t- ter regler om, i hvilke tilfælde kommunalbestyrelsen skal underre  ttes om og have  adgang til at overvære afh  ø

- 17 - Med  hjemmel  heri  og  efter  bemyndigelse  fra  justitsministeren  har  Rigsadvokaten  udstedt  be- kendtgørelse nr. 786 af  21. september 1992 , hvoraf det bl.a. fremgår , at politiet skal underrette kom munalbestyrelsen  om  sagen,  når  en  sigtet  under  18  år  skal  afhøres,  og  sigtelsen  angår  en overtrædelse af straffeloven eller forhold, d  er efter loven kan medføre frihedsstraf. Underre tning om  afhøringer,  der  foretages  i  direkte  forlængelse  af,  at  sigtede  pågribes  i  fo rbindelse  med  det strafbare forhold, og hvor der ikke bliver spørgsmål om højere straf end b   ø de, kan dog undlades. Det  fremgår  endvidere,  at  en  repræsentant  for  kommunalbestyrelsen  så  vidt  m uligt  skal  have adgang til at overvære afhøringer som nævnt ovenfor, der foretages af politiet eller i re tten. Rigsadvokaten har endvidere i sin meddelelse nr. 2 af 1. juli 2004 fastsat re gler om behandlingen af sager mod unge lovovertrædere.   Meddelelsen omhandler både sager mod børn under 15 år og sager mod unge mellem 15 og 18 år.  Der er ved meddelelsen bl.a. fastsat særlige regler om tilb  a- geholdelse af og magtanvendelse over for unge lovovertrædere, tilkaldelse af repr  æ  sentanter fra de sociale myndigheder og tilkaldelse af forældre. For så vidt angår personer  , der på grund af deres  mentale tilstand ikke kan forstå eller følge ret  s- forhandlinger, fremgår  det af straffelovens § 16, at personer, der på gerningstidspunktet var uti l- regnelige, ikke straffes, og der er således som udgangspunkt ikke fastsat særlige proc   eduremæ  s- sige regler for så danne personer. For så vidt ang år personer, der på grund af deres   fysiske tilstand ikke kan forstå elle r følge ret s- forhandlinger, findes der særlige regler om   forhandling med og afhøring af døve, hør   ehæmmede, døvblevne og stumme . Der henvises herom til pkt. 3.3. ovenfor. Der findes ikke i dansk  ret særlige regler om personer, der på  grund af følelsesmæssig tilstand ikke er i stand til at forstå eller følge retsforhandlinger. Der  findes  endvidere  ikke  i  dansk  ret  særlige  regler  om  tilbud  om  lægehjælp  til  personer,  der ikke  er  frihedsberøvede.  For  så  vidt  angår  anholdte  fremgår  det  derimod  af Justitsministeriets cirkulæreskrivelse  nr.  12154  af  12.  juni  2001  om  underretning  til  pårørende  eller  andre  om  en anholdelse,  om  anholdtes  lejlighed  til  at  kontakte  advokat  og  om  anholdtes  adgang  til  at  få  ti l- kaldt lægelig bistand, at   det må betragtes som en selvfølge, a  t personer, der er anholdt, kommer under lægelig behandling i alle tilfælde, hvor der er behov herfor. Endvidere fremgår det, at poli- tiet i tilfælde, hvor en anholdt ønsker læge tilkaldt, uden ugrundet ophold skal give a nholdte lej- lighed til at kontakte en læge. 3.5.Underretning til pårørende m.v. samt konsulær bistand

- 18 - Det  fremgår  af  retsp lejelovens  §  758,  stk.  1,  4.  pkt.,  at  en  anholdt  –   med  de  i  bestemmelsen nævnte  undtagelser    – lsens øj emed og ordenshensyn nødvendiggør.   Tilsvarende fremgår det af retsplejelovens § 770, stk. 1, at en varetægtsarrestant   alene er undergivet de indskrænkninger, som er nødvendige til si   kring af varetægtsfængslingens øjemed eller opretholdelse af orden og sikk erhed i varetægt  sfængslet. Justitsministeriet har ved cirkulæ ø- rende eller andre om en anholdelse, om anholdtes lejlighed til at kontakte advokat og om anhold- tes  adgang  til  at  få   tilkaldt  lægeli  g  bistand  præciseret,  hvilken  fremgangsmåde,  der  bør  følges med hensyn til den anholdtes adgang til at underrette pårørende m.v. Det  fremgår  i  den  forbindelse,  at  den  almindelige  ordning  er,  at  politiet  uden  ugrundet  ophold skal  give  den  anholdte  lejlighed  til  at  underrette  sine  nærmeste  pårørende  eller  andre  relevante personer, f.eks. sin arbejdsgiver, om anholdelsen. Hvis der er grund til at antage, at den anholdtes underretning vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, skal underretning som udgang  spunkt fore- tages af en polititjenestemand, såfremt anholdte ønsker det. I visse tilfælde kan u nderretning helt undlades, hvis afgørende hensyn til efterforskningen taler derfor. Underretning ved en polititj e- nestemand – – ades, efter den anholdte fremstilles i grundlovsforhør i et offentligt retsmøde. Med hjemmel i bl.a. retsplejelovens § 776 har Justitsministeriet udstedt bekendtgørelse nr. 897 af 6. november 2003 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen), der fasts ætter nærmere re g- ler om behandlingen af varetægtsarrestan  ter, herunder regler om varetægtsarrestanters ko  ntakt til samfundet udenfor. Bekendtgørelsen indeholder som udgangspunkt ikke regler om u nderretning til  pårørende  m.v.,  men  derimod  regler  om  udgang,    besøg ,  brevveksling,  telefonsamtaler  m.v. Med  henblik  på,  at  varetægtsarrestanten  kan  modtage  besøg,  fremgår  det  dog  af  b ekendtgøre l- sens § 39, stk. 2, at der snarest muligt efter indsættelsen i arresthus m.v. skal gives varetægtsarr e- stanten mulighed for at underrette sine nærmeste pårørende. For så vidt angår udenlandske statsborgere, der  anholdes i et fremmed land, følger d   et af Wie- nerkonventionen af 24. april 1963, at disse har ret til at kontakte deres eget lands ambassade eller konsulat. Wienerkonventionen blev ratificeret af Danmark den 25. oktober 1972. Justitsministeriet har ved cirkulæ orienteret politi og ankla- gemyndighed  om  udenlandske  statsborgeres  ret  til  efter  Wienerkonventionen  at  kontakte  deres lands ambassade eller konsulat i forbindelse med anholdelse i Danmark. 3.6. Skriftlig underretning af mistænkte og anklagede om deres rettigheder

- 19 - For så vidt angår orientering af mistænkte og anklagede om deres rettigheder fremgår det af ret s- plejelovens § 752, stk. 1, at en sigtet forud for politiets afhøring skal gøres bekendt med, at han ikke har pligt til at udtale sig. Sigtede skal samtidig vejledes om adgangen til at begære en o  f- fentlig  forsvarer  beskikket,  jf.  pkt.  3.2.  ovenfor.  Der  findes  ikke  generelle  regler  om,  at  denne vejledning til sigtede skal gives skriftligt. Særligt f  or så vidt angår anholdte har   Justitsministeriet ved cirkulær  eskrivelse nr. 12154 af 12. juni 2001 fastsat nærmere regler om den anholdtes adgang til selv at underrette    pårørende elle  r andre  om  en  anholdelse,  kontakte  en  advokat  samt  anmode  om  at  blive  tilset  af  en  læge  .  Det fremgår  af  cirkulæreskrivelsen, at  den  anholdte  skal  orienteres  om  de  rettigheder,  der  følger  af cirkulæreskrivelsen,   og at orienteringen af den anholdte skal gennemføres på et   sprog, som den anholdte forstår. Med henblik på orientering af den anholdte, når denne er indbragt på politistationen,    har Rigspo- litichefen udarbejdet en skriftlig vejledning, som findes på dansk, e ngelsk, tysk, fransk, spansk, tyrkisk og arabisk. Den skriftlige vejledning skal altid udleveres til den anholdte, medmindre det er åbenbart, at den pågældende ikke forstår én af de sproglige versioner, vejledningen foreligger i. I så fald skal ve    j- ledning  om  den  anholdtes  rettigheder  uden  ugrundet  ophold  sikres  på  anden  måde    – ved tilkaldelse af tolk. I tilfælde af, at det helt undtagelsesvist måtte vise sig ikke at være muligt at vejlede den anholdte om rettighederne efter denne cirkulæreskrivelse, inden den pågældende skal løslades  – eks. fordi det ikke er muligt at tilvejebringe tolkebistand – j- ledning på engelsk i almindelighed udleveres til den anholdte ved løsladelsen. Det fremgår endvidere af cirkulæreskrivelsen, at iagttagelsen af reglerne om vejledning skal n   o- teres  i  anholdelsesrapporten  eller  anholdelsesprotokollen.  Udarbejdes  der  ikke  anholdelsesrap- port eller lignende, skal der i stedet foretages notat i døgnrapporten. I tilfælde, hvor orie   nteringen af den anholdte ikke er sket ved udlevering af den skriftlige vejledning på dansk, skal det tillige anføres, hvordan orientering så er sket. Har det været nødvendigt at løslade den a nholdte, uden at det har været muligt at orientere anholdte på et sprog, som pågældende forstår, skal det endvid e- re udtrykkeligt anfø res, hvordan vejledning er søgt sikret, herunder hvad pol itiet har gjort for at finde en tolk. 3.7. Evaluering og overvågning  af rammeafgørelsens effektivitet og gennemførelse Der  udarbejdes  i  Danmark  en  række  kriminalstatistikker.  Der  ses  dog  ikke  i    Danmark  at  være pligt til at indsamle data i det omfang, der lægges op til i artikel 16 i udkastet til rammeafg  ø

- 20 - 4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser 4.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser Udkastet til rammeafgørelse vurderes ved en v edtagelse i uændret form at forudsætte, at der ge n- nemføres lovændringer samt eventuelt ændring/tilføjelse af administrative regler i Da nmark. 4.1.1. Anvendelsesområde Artikel 1 i udkastet til rammeafgørelse vurderes ikke i sig selv at have lovgivningsmæs   sige kon- sekvenser. 4.1.2. Adgang til juridisk bistand Artikel 2 i udkastet til rammeafgørelse  vurderes ikke at kræve lovændringer, idet bestemme lsen må antages at være opfyldt ved retsplejelovens §§ 730   -732 samt Justitsministeriets bekendtgø rel- se nr. 467 af 26. september 1978 og cirkulære nr. 12154 af 12. juni 2001. Artikel 3 i udkastet til rammeafgørelse giver derimod anledning til lovgivningsmæssige overv   e- jelser. Formuleringen af artikel 3 synes således at forudsætte, at man har en undtagelsesfri ret t   il at repræsentere sig selv, hvilket ikke er tilfældet efter dansk ret. Det er endvidere vurderingen, at en vedtagelse i uændret form vil nødvendiggøre en ændring af retsplejeloven, i det o mfang med- lemsstaterne uanset sagens karakter skal tilbyde juridisk bistand til mindreårige fo rstået som u n- ge under 18 år, idet der i dansk ret  ikke gælder særlige regler for unge i alder sgruppen 15-18 år. Det bemærkes i den forbi  ndelse, at bestemmelsen i retsplejelovens § 732, stk. 1, hvorefter retten kan beskikke en offentlig forsvarer bl.a. under hensyntagen til sigtedes person, i visse tilfælde vil kunne  finde  anvendelse  på  sigtede  mellem  15  og  18  år.  Bestemmelsen  indebærer  dog  ikke  en absolut ret til beskikket forsvarer for mindreårige, og kan derfor ikke antages at o pfylde et abso- lut krav herom i rammeafgøre lsen. Endvidere kan rammeafgørelsens bestemmelse om juridi sk bistand til personer, der formelt an- klages  for  at  have  begået  en  kriminel  handling,  der  indebærer  en  kompleks  faktuel  og  retlig situation,  samt  til  personer,  der  på  grund  af  alder,  mental,  fysis k  eller  følelsesmæssig  tilstand forekommer   ikke   at   være   i   stand   til   at   forstå   eller   følge   indholdet   eller   betydningen   af retsforhandlin gerne, give anledning til lovgivningsmæssige overvejelser. Der kan således    navnlig rejses  spørgsmål  om,  hvorvidt    retsplejelovens  §  732,  stk.  1,  fuldt  ud  dækker  de  nævnte  pe r- songrupper.

- 21 - Et  absolut  krav,  om  at  alene  advokater  må  beskikkes  som  forsvarer,  jf.   artikel  4  i  udkastet  til rammeafgørelse,  giver ligeledes anledning til lovgivningsmæssige overvejelser  . Det bemæ  rkes i den forbindelse, at der efter dansk ret som udgangspunkt beskikkes forsvarere blandt advokater, der har den fornødne møderet, jf. retsplejelovens § 733. Imidlertid følger det af sa   mme bestem- melse,  at  der  om  fornøden t  også  kan  antages  andre  dertil  egnede  personer  til  at  beski kkes  som forsvarere. Denne mulighed ses imidlertid ikke at være anvendt   i praksis. Formuleringen af rammeafgørelsens  artikel 5 om retten til gratis juridisk bistand kan give anled- ning  til  lovgivningsmæssige    overvejelser  med  hensyn  til  den  måde,  hvorpå  der  i  Danmark    på- læg  ges og inddrives sagsomkostninger, herunder udgifterne til beskikket forsvarer. 4.1.3. Adgang til tolkning og oversættelse Rammeafgørelsens  artikel 6 og 7 om retten til gratis tolkning og oversættelse af relevante d  oku- menter  kan  ligeledes  give  anledning  til  overvejelser  i  forhold  til  dansk  ret,  idet  der  ikke  findes specifikke danske regler om tolkning af den juridiske bistand og oversættelse af dokume  nter. Det følger imidlertid a f Den Europæiske Menneskere  ttighedskonventions artikel 6, stk. 3, litra e, således  som  Den  Europæiske  Menneskerettighed   sdomstol  har  fortolket bestemmelsen,  at  retten til tolkning også omfatter oversættelse af sagens dokumenter i fornødent omfang. Do mstolen ses derimod  ikke  at  have  taget  stilling  til  spørgsmålet  om  tolkning  af  den  sigtedes  ko  mmunikation med sin forsvarer, men hjælp til at afhjælpe kommunikationsvanskeligheder me llem den sigtede og forsvareren vil muligvis efter omstændighederne kunne udledes   af Den Europæiske Menn  e- skerettighedskonventions artikel 6, stk. 1 eller stk. 3, litra b. Det bemærkes i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighed skonvention som nævnt i pkt.  3.1.  ovenfor  er  en  del  af  gældende  dansk  ret,  jf.  lov  bekendtgørelse   nr.  750  af  19.  oktober 1998 med senere ændringer, og at det er et almindeligt princip i den danske ret spleje, at en per- son, der ikke taler og forstår dansk, skal tilbydes den fornødne ass  istance. Artikel 8 og 9 i udkastet til rammeafgørelse om henholdsvis  oversættelsens og tolkningens nø   j- agtighed  og  optagelse  af  retsforhandlinger  med  henblik  på  kvalitetskontrol  heraf  kan  ligeledes give anledning til lovgivningsmæssige overvejelser. Der  findes  ikke  i  dansk  ret  regler,  der  fastlægger  sp  ecifikke  kvalitetskrav  til  den  tolkning,  der ydes  i  forbindelse  med  straffesager  samt  kontrol  af  tolkningens  kvalitet.  Dansk  ret  indeholder dog  både  lovgivningsmæssige  og  administrative  regler  om,  at  der  så  vidt  muligt  skal  anvendes uddannede translatører og tolke, jf. pkt. 3.3 . ovenfor.

- 22 - Der  findes  imidlertid  ikke  i  dansk  ret  en  (formaliseret)  ordning,  hvorefter  der  stilles  en  anden tolk eller oversætter til rådighed, hvis oversættelsen eller tolkningen ikke skønnes at være nø jag- tig, jf. artikel 8, stk. 2, i udkastet til rammeafgørelse. Der findes ligeledes ikke i dansk ret en or d- ning,  hvorefter  retsforhandlinger,  der  gennemføres  u nder  anvendelse  af  tolk,  optages  på  lyd - /videobånd med henblik på kvalitetskontrol, jf.   artikel 9 i udkastet til rammeafgørelse. Vedtage l- se af bestemmelser herom vil derfor formentlig have lovgivningsmæssige og/eller a  dministrative konsekvenser. 4.1.4. Beskyttelse af særligt udsatte grupper Der findes såvel lovgivningsmæssige som administrative særregler, der tager sigte på at b eskytte mistænkte unge   mellem 15 og 18 år. Endvidere findes der særlige regler om forhandling med og afhøring  af  døve,  hørehæmmede,  døvblevne  og  stumme.  Heru dover  findes  der  ikke  i  dansk  ret specifikke regler om særlig opmærksomhed til mistænkte, der ikke kan fo rstå eller følge   indhol- det eller betydningen af retsforhandlingerne på grund af alder, mentale fysiske e ller følelsesmæ   s- sige tilstand. Bestemmelserne i artikel 10 og 11 i udkastet til rammeafgørelse om retten til særlig opmærksomhed  give  r  derfor  anledning  til  overvejelser  vedrørende  behovet  for   lovændringer og/eller administrative bestemmelser, hvis de vedtages i uændret form. 4.1.5. Underretning til pårørende m.v. samt konsulær bistand Bestemmelsen i artikel 12 i udkastet til rammeafgørelse  vurderes som udgangspunkt ikke at ville kræve lovændringer, idet en endelig vurdering dog må bero på en nærmere afklaring af beste m- melsens rækkevidde  . Danmark vurderes at leve op til bestemmelsen i artikel 13, stk. 1, i udkastet til rammeafgøre lse, jf. Wienerkonventionen af 24. april 1963, som Danmark har ratificeret den 25. oktober 1972, jf. cirkulæreskrivelse nr. 12154 af 12. juni 2001.   Der findes derimod ikke danske regler svarende til stk. 2 og 3, i denne bestemmelse (om bistand fra andre end hjemstatens konsulære myndigheder)  , hvorfor disse bestemmelser kan give anledning til lovændringer og/eller adm  inistrative regler. 4.1.6. Skriftlig underretning til mistænkte og anklagede om deres rettigheder For så vidt angår orientering af mistænkte og anklagede om deres rettigheder fremgår det af rets- plejelovens § 752, stk. 1, at en sigtet forud for politiets afhøring skal gøres bekendt med, at han ikke har pligt til at udtale sig. Sigtede skal samtidig vejledes om adgangen til at begære en o  f- fentlig  forsvarer  beskikket.  Der  findes  ikke  generelle  regler  om,  at  denne  vejledning  af  sigtede skal ske skriftligt.

- 23 - Særligt for så vidt angår anholdte følger det som nævnt ovenfor af Justitsministeriets cirkulær skrivelse nr. 12154 af 12. juni 2001, at den anholdte skal orienteres om de rettigheder, der følger af  cirkulæreskrivelsen,  og  at  orienteringen  af  den  anholdte  skal  gennemføres  på  et  sprog,  som den anholdte forstår. Med henblik på orientering af den anholdte, når denne er indbragt på polit    i- stationen, har Rigspolitichefen udarbejdet en skriftlig vejledning, som findes på dansk, engelsk, tysk, fransk, spansk, tyrkisk og arabisk. Der er ikke fastsat tilsvarende regler om underretning til mistænkte, der ikke er anholdt. Artikel 14 i udkastet til rammeafgørelse vurderes  at give anledning til ændrin . 4.1.7. Evaluering og overvågning af rammeaf gørelsens effektivitet og gennemførelse Artikel 15 og 16 vurderes ikke i sig selv at kræve lovændringer, men vil formentlig nødve ndig- gøre administrativ opfølgning. 4.2. Statsfinansielle konsekvenser Det er vurderingen, at forslaget til rammeafgørelse i den foreliggende udformning vil have visse statsfinansielle konsekvenser, navnlig som følge af de foreslåede bestemmelser i artikel 9 og 11 om henholdsvis bånd -/videooptagelse af retsforhandlinger, hvor der anvendes tolk og om bånd - /videooptagelse af forhør af mistænkte, der har ret til særlig opmærksomhed samt bestemmelsen i artikel 16 om indsamling af data. Det  er  ikke  muligt  på  nuværende  tidspunkt  nærmere  at  vurdere  omfanget  af  de  statsfina nsielle konsekvenser. 5. Høring Forslaget er sendt i høring hos Præsidenten for Østre landsret, Præsidenten for Veste  Landsret, Præsidenten  for  Københavns  Byret,  Præsidenten  for  Retten  i  Århus,  Præsidenten  for  Retten  i Odense, Præsidenten for Retten i Aa  lborg, Præsidenten for Retten i Roskilde, Domstolsstyre  lsen, Den  Danske  Dommerforening,  Dommerfuldmægtigforeningen,    Rigspolitichefen,  Det  Kriminal- præventive Råd, Rigsadvokaten, Stat   sadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, Statsadvo- katen for Særlige In  ternationale Straffesager,  Politidirektøren i København, Foreni  ngen af Poli- timestre   i   Danmark,   Politifuldmægtigforeningen,   Politiforbundet   i   Danmark,   Dat  atilsynet, Landsforeningen  af  beskikkede  advokater,  Advokatrådet,  Translatørforening en,  Dansk  Transla-

- 24 - tø rforbund, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Amnesty International, Dansk Røde Kors og Institut for Menneskerettigheder.