1 JUSTITSMINISTERIETS FORSKNINGSENHED Oktober 2004 Forløbet af ungdomssanktionens første år Delredegørelse På baggrund af en rapport, afgivet af den ekspertgruppe om ungdomskriminalitet, som regeringen nedsatte i 2000, blev det fra den 1. juli 2001 muligt at idømme unge lovovertrædere under 18 år en ny sanktion, ungdomssanktion, jf. straffelovens § 74 a.¹ Socialforskningsinstituttet og Justitsmini- steriets Forskningsenhed evaluerer sideløbende sanktionen.² Socialforskningsinstituttet har indtil videre udarbejdet en rapport om ungdomssanktionens første fase, anbringelse  i sikret afdeling,³ og Justitsministeriets Forskningsenhed har udarbejdet redegørelser om de domme, der er afsagt i per i- oden 1. juli 2001 til 31. december 2003.⁴ Denne redegørelse vedrøre  r forløbet  af ungdomssanktionens første år. Mens Socialforskningsinst  i- tuttets rapport er baseret på interviews og kvalitative data, sigter denne redegørelse primært på en kvantitativ beskrivelse af forhold ved forløbet, idet der lægges vægt på at oplyse om varighed af anbringelser, antallet af institutionsskift, årsag til institutionsskift m.v. Det videre sigte hermed er at belyse, i hvilket omfang afviklingen af ungdomssanktionen er forløbet godt og glat, og i hvilket omfang den har været forbundet med van  skeligheder eller bryderier. Redegørelsen omfatter endv i- dere oplysninger om, hvor mange af de unge der er recidiveret. Afslutningsvis drøftes nogle af de vanskeligheder, der har vist sig med hensyn til afvikling af ungdomssanktionen. Ved læsning af denne   redegørelse bør det holdes i minde, at unge, der idømmes en ungdomssankt   i- on, generelt set er ganske vanskeligt stillede. Det kan derfor ikke forventes, at en sanktion – uanset dens art – vil kunne afvikles uden en del vanskeligheder. 1 Ekspertgruppen om ungdomskriminalitet: Rapport om ungdomskriminalitet. Januar 2001. Findes på www.jm.dk. 2 Det kan oplyses, at Teori og Metodecentret i Hillerød også er i gang med en evaluering af sikrede institutioner for unge. Denne evaluering vedrører dog ikke specifik t ungdomssanktionen, men alle former for anbringelser af unge i sikrede institutioner. 3 Signe Andrén Thomsen, Mette Lise Sørensen og Lene Kofoed Rasmussen: Ungdomssanktionen på vej. Forarbejdet og fase 1. Socialforskningsinstituttet, Arbejdspapir 11:2003. ⁴Redegørelse om ungdomssanktioner og ubetingede fængselsstraffe til unge lovovertrædere, 1. juli 2001 til 31. dece m- ber 2002 og Redegørelse om ungdomssanktioner og ubetingede fængselsstraffe til unge lovovertrædere, 1. januar 2003 til 31. december 2003, b egge Justitsministeriets hjemmeside: www.jm.dk.

2 1. Materiale Redegør elsen er baseret på de første ungdomssanktionsdomme, der er idømt. I alt 72 ungdomssan   k- tionsdomme er inkluderet i denne redegørelse. Det er domme, der er afsagt i perioden fra sankti o- nens ikrafttræden og frem til medio februar 2003.⁵ Periodeafgænsningen er   lidt tilfældig, idet slu  t- tidspunktet er bestemt af tidspunktet for påbegyndelsen af denne rapport. Redegørelsen bygger på materiale, som de dømtes handlekommuner venligst har stillet til rådighed. Når Justitsministeriets Forskningsenhed har modtaget oply sninger om en dom til ungdomssanktion, er handlekommunen adviseret om, at der gennemføres en evaluering, og at forskningsenheden vil anmode om materiale efter forløbet af det første år og igen efter forløbet af det andet år. Til brug for evalueringen af forløbet det første år ha   r handlekommunerne sendt kopier af journalno- tater, handleplaner, skrivelser og statusrapporter fra de institutioner, hvor den unge er anbragt, insti- tutionernes udtalelse i forbindelse med afslutning af ophold,psykologudtalelse  r,me  ddelelser fra politiet og lignende materiale, der dokumenterer forløbet af sanktionens første år.    Det er gennemgå- ende et meget omfattende materiale, der er fremsendt, og det giver et ganske godt indblik i, hvordan ungdomssanktionen er forløbet. I det omfan g, der har manglet konkrete oplysninger, er disse senere indhentet ved at kontakte handlekommunerne. Det skal dog bemærkes, at det naturligvis ikke kan udelukkes, at information, som også  kan være med til at belyse forløbet,    af den ene eller den anden grund ikke er omfattet af det fremsendte materiale. I det omfang, det har været muligt, er de oply  s- ninger, der fremgår af det følgende, sammenholdt med de statistikker, Amtsrådsforeningen udarbe   j- der. Der er ikke helt overensstemmelse, hvilket skyldes forskellige måde    at registrere sagerne på .⁶ De kommentarer til udkast til denne rapport, der er modtaget fra en følgegruppe til evalueringen,⁷ samt kommentarer fra forstandergruppen for de sikrede afdelinger, inddrages også i denne ra pport. Det samme gør de komm entarer, mange kommuner spontant har fremsendt sammen med oven- nævnte materiale. 5 På det tidspunkt var der afsagt i alt 83 ungdomssanktionsdomme, men Forskningsenheden havde alene  –  i maj 2004, hvor analyserne til denne redegørelse blev påbegyndt   –  fået forløbsoplysninger om 72 domme.   6 Se Amtsrådsforeningens  hjemmeside: www.arf.dk. Statistikken for 2002, som især   er relevant for denne rapport, kan dog ikke længere ses på hjemmesiden. 7 Følgegruppen repræsenterer Justitsministeriet, Rigsadvokaten, Soci   alministeriet, Socialpædagogernes Landsfo  rbund, Kommunernes Landsforening, de sikrede institutioner, amterne og politiet. Desuden deltager forsker Claes Levin, Lunds Universitet.

3 2. Ungdomssanktionens faser Ungdomssanktionen indebærer, at den unge skal undergive sig 2 års struktureret, kontrolleret soc   i- alpædag  ogisk behandling under tilsyn af kommunen. Dette forløb er opdelt i tre faser, hvoraf den første finder sted i sikret regi, mens fase 2 foregår i en almindelig, åben institution eller på et go d- kendt opholdssted. Fase 3 er en udslusningsfase. De tidsmæssige rammer for   disse faser er i almin- delighed nævnt i dommene, jf. de redegørelser om sanktionerne, der forefindes på Justitsminister i- ets hjemmeside. I langt de fleste domme nævnes endvidere, at den unge skal rette sig efter kommunens bestemme  l- ser om tilbageførsel til eller fortsat anbringelse i e n sikret afdeling eller på døgninstitution/godkendt opholdssted. Da denne redegørelse alene angår forløbet af ungdomssanktionens første år, vil det primært være opholdet i sikret afdeling og den første del af forløbet på det åbne anbringelsessted, som be handles her.   3. Varetægtsfængsling Som det fremgår af de redegørelser, Justitsministeriets Forskningsenhed tidligere har udarbejdet vedrørende ungdomssanktionen, så har størsteparten af de unge været varetægtsfængslet inden dommen. Typisk vil den unge have været anbragt i varetægtssurrogat, og det vil antagelig ofte være samme sikrede afdeling, ungdomssanktionens fase 1 afvikles i. Varetægtsperioden fraregnes ikke fase 1. Det betyder, at mange allerede har tilbragt en tid i sikret afdeling, inden fase 1 starter. Af de 72 unge, der er omfattet af denne redegørelse, har de 58 været varetægtsfængslet, og de fleste af dem – nemlig 47 ud af de 58    – har under hele eller en del af varetægtstiden været anbragt i var e- tægtssurrogat. I gennemsnit har de været va retægtsfængslet godt 2 måneder, hvilket svarer til den periode, de fleste maksimalt efterfølgende skal være anbragt i sikret afdeling, jf. det senere. 4. Ungdomssanktionens fase 1: 4.1. Anbringelse i sikret afdeling ifølge dom I 46 af de 72 domme angives, at den unge skal opholde sig i en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge i indtil to måneder. Fire af de unge er dømt til ophold i sikret afd   eling i indtil tre

4 måneder, tolv i indtil fire måneder, og i yderligere fire tilfælde er den m aksimale opholdstid i en sikret afdeling sat til seks måneder. I en enkelt dom beslutter landsretten, at den unge ikke skal anbringes i en sikret afdeling. Det skyl- des, at den unge har været i en sikret afdeling i de fire måneder, der er gået siden domme n i første instans. I de resterende fem sager er der ikke i dommen angivet længstetid for ophold i sikret afdeling. To af de unge, disse domme angår, har dog opholdt sig i sikret afdeling i henholdsvis 54 og 91 dage, mens de øvrige tre ikke har opholdt si g i sikret afdeling under fase 1. I gennemsnit har de 72 unge, som denne redegørelse angår, opholdt sig i sikret regi i 62 dage i løbet af sanktionens første fase. I de tilfælde, hvor den unge ikke allerede befinder sig i en sikret afdeling ved domsafsig  elsen, fore- slår ekspertgruppen en frist på ca. syv dage til at finde et opholdssted.⁸ Godt en tredjedel – nemlig 27 af de 72 unge – påbegynder ikke afviklingen af ungdomssanktionen samme dag, som dommen afsiges. Ni af dem anbringes dog i sikret afdeling inden for den nævnte frist på 7 dage, mens denne frist overskrides for de resterende 18 unge. I 11 tilfælde skyldes dette anke af dommen, jf. også pkt. 4.5. nedenfor). I gennemsnit er forsinkelsen for disse 18 unge på 71 dage ( inklusiv anketid). 4.2. Varighed af fase 1 sammenlignet med dom Sikrede afdelinger finansieres af både amter og kommuner, og bidrag til denne finansiering b e- stemmes alene af antallet af 15-17 - årige i amtet/kommunen. Finansieringen påvirkes således ikke af, i hvilket omfang kommunerne lægger beslag på pladser i sikrede afdelinger.    I modsætning hertil betaler kommunerne og amterne under fase 2 efter konkret brug for de unges ophold på de almind e- lige (åbne) døgninstitutioner eller godkendte opholdssteder  . Denne forskel i finansieringen a f fase 1 og 2 har skabt en formodning om, at der sker ’kassetænkning’ i kommunerne, således at komm    u- nerne længst muligt beholder den unge i   en sikret afdeling.⁹  Som det fremgår af tabel 1, kan denne formodning ikke bekræftes på baggrund af de 72 domme, de   nne redegørelse omhan dler. Tabel 1. Varighed af anbringelse i sikret afdeling under fase 1, sammenholdt med den maksimale tidsangivelse i dommen. Antal domme Afvigelse fra dom Kortere tid end angivet i dom 33 -35 dage Som angivet i dom 22 0 dage Længe   re tid end angivet i dom 12 +17 dage 8 Ekspertgruppens rapport om ungdomskriminalitet, op. cit., s. 141-142 9 Se Ungdomssanktionen på vej , op. cit., s. 18-19.

5 Af de 67 personer, hvor tiden i sikret afdeling er angivet i dommen, har 12 opholdt sig i sikret regi længere end den længstetid, dommen angiver, mens 33 har opholdt sig der i kortere tid. I genne m- snit har disse 33 personers opholdstid været godt en måned kortere end den længstetid, der er ang i- vet i dommen, mens de førstnævnte 12 personer har opholdt sig godt ½ måned længere i sikret afd e- ling, end nævnt i dommen. At de unge i visse tilfælde har opholdt sig i sikret af  deling ud over den længstetid, der nævnes i dommen, må antages at skyldes, at kommunen har besluttet, at længstetiden bør overskrides. Ifølge straffelovens § 74 a, stk. 3, kan kommunen således, hvis dommen i øvrigt giver hjemmel hertil, b  e- slutte at den unge skal ”forblive i institution ud over det i dommen fastsatte tidsrum for opholdet.” Og som tidligere nævnt hjemler langt de fleste domme en sådan beslutning. 4.3. Skift mellem sikrede afdelinger I ekspertgruppens rapport om ungdomskriminalitet lægges de  r vægt på, at der ikke sker for mange miljøskift i forbindelse med afviklingen af ungdomssanktionen. Af forskellige grunde  – som omt   a- les nærmere i det følgende    – har det dog ikke altid været muligt at gennemføre fase 1 forløbet i samme sikrede afdeling. 24 af de unge har skiftet opholdssted én eller flere gange i løbet af fase 1: 13 unge har opholdt sig i to forskellige sikrede afdelinger, seks har opholdt sig i tre afdelinger, tre har opholdt sig i fire afdelinger og to unge har opholdt sig i fem forskellige sikrede afdelinger. Sammenlagt bliver det til i alt 42 overflytninger mellem sikrede afdelinger i løbet af ungdomssan k- tionens fase 1. Tabel 2. Primær årsag til overførsel til anden sikret afdeling Antal gange Vold, truende adfærd, hærværk o.lign. 18 Rømning 4 Både rømning og adfærdsproblemer 1 Tidligere institution ikke godkendt 1 Tidligere institution mindre velegnet 7 De unges eget ønske 2 Uoplyst 9 I alt 42 I undersøgelsen er der  – på baggrund af beskrivelserne i de unges journaler     – søgt     registreret, hvad årsagen til overførsel til anden sikret afdeling har været, jf. tabel 2. Som det ses, angives som den hyppigste årsag, at de unge har udvist adfærdsproblemer i form af vold, trusler, hærværk eller li g- nende. Overførsel til anden sikret af deling kan imidlertid også ske som reaktion på, at de u  nge har

6 rømmet fra den tidligere sikrede afdeling. Det kan videre sky ldes, at det første opholdssted ikke har været godkendt til fase 1 (arresthus) eller fordi, den tidligere institution   ikke var særli  gt velegnet eller ikke kunne håndtere den unge. I tilfælde af, at medskyldige er anbragt samme sted, kan instit   u- tionspersonalet også søge at finde et nyt opholdssted, da det kan skaber problemer i forhold til b  e- handlingsforløbet. 4.4. Rømning under fase 1 Det er ikke altid, at rømning fører til overførsel til anden sikret afdeling. Det er således flere end de fem unge, der er overført til anden sikret afdeling efter en rømning, som er rømmet fra en sikret afdeling. I alt 10 af de unge er én eller flere gange rømmet: Seks har gjort det én gang, to har gjort det to gange, én er rømmet fem gange, og for en person er antallet af rømninger ukendt. Varigheden af rømninger under ungdomssanktionens fase 1 varierer fra 1 til 30 dage med et ge n- nemsnit på 8 dage. 4.5. Andre afbrydelser af forløbet under fase 1 Det indledende forløb, fase 1, bliver i nogle tilfælde ikke påbegyndt umiddelbart efter dom, jf. pkt. 4.1. ovenfor, eller det bliver midlertidigt afbrudt af anden årsag end rømning. Under disse afbryde  l- ser befinder de unge sig hjemme eller på et andet ikke -sikret opholdssted. Sådanne former for a f- brydelser forekommer i godt en fjerdedel af tilfæld  ene, nemlig for 19 af de 72 unge. Som omtalt under pkt. 4.1, sker denne afbrydelse umiddelbart efter dommen for 18 af disse unge. Den væsentligste årsag    til afbrydelse/sen påbegyndelse af sanktionen  er anke af dommen. Det har således betydning i 11 af de 19 sager. I tilfælde af anke har kommunen ikke så mange andre muligheder end at lade den unge opholde sig i hjemmet, indtil ankedommen er afgjort eller frafaldet, idet der typisk ikke vil være grundlag for videre varetægtsfængsling. De fleste ankede domme stadfæstes i 2. instans, og i ankedommene fas t- sættes san  ktionens starttidspunkt typisk til datoen for dommen i første instans. Det betyder, at det reelle starttidspunkt for de ankede ungdomssanktioner kan udskydes med flere måneder i fo rhold til det fastsatte tidspunkt, hvilket må formodes at ville influere på den samlede faktiske vari  ghed af sanktionen. Flere kommuner påpeger i det tilsendte materiale uhensigtsmæssigheden af den lange ventetid ved ankesager. Ved siden af anke er mangel på pladser en hyppig årsag til afbrydelse/forsinkelse af fase 1.

7 Varigheden af de nævnte former for afbrydelser varierer fra 9 til   269 dage (gennemsnit 68 dage). Årsagen til langvarige afbrydelser er typisk anke af dommen i første instans. 5. Ungdomssanktionens fase 2: 5.1. Arten af åbent anbringelsessted Dette angår alene arten af det opholdssted, den unge primært har været på i s anktionens første år og under forløbet af sanktionens fase 2. Det betyder ikke nødvendigvis, at det er det sted, den unge har opholdt sig længst tid efter fase 1, da der i flere tilfælde forekommer rømninger, varetægtsfængsli n- ger, tilbageførsler til sikret  afdeling, ophold hjemme på grund af mangel på institutionsplads eller lignende, som samlet bevirker, at opholdet i den valgte institution eller på et godkendt ophold ssted kan blive forholdsvis kortvarigt. 41 af de 72 unge har primært været på et socialp ædagogisk opholdssted eller eventuelt hos en plej  e- familie. 29 har været anbragt i en almindelig institution, mens en enkelt har opholdt sig i en udslu  s- ningsbolig under pædagogisk overvågning. Den sidste af de 72 unge har ikke været på nogen form for opholdssted under fase 2, da sanktionen på grund af først anke og senere rømning først reelt påbegyndtes 269 dage efter domsafsigelsen, hvorfor den unge har opholdt sig i sikret regi frem til udgangen af sanktionens første år. 5.2. Varighed af ophold i åbent a nbringelsessted ifølge dom I 64 af de 72 domme angives det, at den unge skal opholde sig i en døgninstitution eller et go dkendt opholdssted i indtil 12 måneder. I et enkelt tilfælde lyder dommen på indtil 14 måneder og i et a ndet tilfælde på indtil 16 måne der. I de resterende 6 domme er der ikke angivet længstetid for anbringe  l- se under fase 2. I gennemsnit har de 72 unge været i åbent anbringelsessted i 227 dage i løbet af sankti onens første år, idet kun få (11 personer) har opholdt sig der mindre end 3 m  åneder, mens mere end halvd elen (41 personer) har opholdt sig mindst 8 måneder i åbent anbringelsessted. De meget kortvarige ophold i åbent regi kan skyldes, at fase 1 har været langvarig og/eller er påb e- gyndt sent pga. anke. Det kan imidlertid også bero  på, at fase 3 påbegyndes meget tidligt. De  tte er tilfældet for to af dem, der var været i åbent regi i meget kort tid (henholdsvis 8 og 19 d age). At fase 3 påbegyndes efter så kort tid i fase 2 grunder sig i begge tilfælde på vanskeligheder med at håndt e- re de unge og finde egnede opholdssteder til dem. Der er således ikke tale om en pla nlagt overgang til fase 3.

8 En tredje person, som også kun har o pholdt sig i åbent regi i 19 dage i løbet af sanktionens første år, bliver efter overfald på en medarbejder  varetægtsfængslet og får senere i løbet af det første år en ny dom, hvorefter ungdomssanktionen bortfalder. De fleste af de unge har imidlertid ikke afsluttet fase 2 ved udgangen af det første år. Derfor er det ikke muligt at angive den samlede varighed af fase 2, og derfor heller ikke muligt at sammenligne denne med den i dommen angivne maksimale periode. 5.3. Tilbageførsel til sikret afdeling I løbet af sanktionens første år tilbageføres 22 af de 72 unge til en sikret afdeling. Tre unge tilbag e- føres t il sikret afdeling to gange, én gør det tre gange og én fire gange. For de øvrige drejer det sig om én tilbageførsel. Sammenlagt er der tale om 30 tilbageførsler til sikret afdeling i løbet af sankt  i- onens første år. Den hyppigste årsag til tilbageførsel t  il sikret afdeling er rømning, jf. tabel 3. Næsten lige så hy p- pigt skyldes det dog aggressiv adfærd. Varigheden af tilbageførslerne til sikret afdeling varierer fra 1 til 106 dage, og i gennemsnit varer tilbageførslerne lige knap en måned, nemlig 29 dage  . Tabel 3. Primær årsag til tilbageførsel til sikret afdeling Årsag Antal tilbageførsler Rømning 14 Vold, truende adfærd, hærværk 13 Både rømninger og adfærdsproblemer 1 Eget ønske 1 Uoplyst 1 I alt 30 Tilbageførsel til sikret afdeling løser ikke   altid de problemer, der har afstedkommet tilbageførslen. Det afspejler sig i, at der i nogle tilfælde sker overflytning til en anden sikret afdeling under tilbag  e- førslen. Det er forekommet i alt 7 gange for de 22 personer, der er tilbageført til sikret af  deling. Årsagen er først og fremmest, at der også i den sikrede afdeling forekommer adfærdsproblemer eller sker rømninger.

9 5.4. Overførsler til andet åbent anbringelsessted det første år Størstedelen, nemlig 47 af de 72 unge, har været på et og samme opholdssted under fase 2 i lø det første år. 18 af de unge har opholdt sig på to forskellige opholdssteder, fem har o   pholdt sig på tre forskellige steder, mens én har været på fire forskellige afdeli  nger. Tabel 4. Primære årsag til overførsel til a nden åben afdeling. Årsag Antal gange Nyt anbringelsessted efter tilbageførsel fra sikret afdeling eller varetægtsfængsel 10 Tidligere opholdssted ikke godkendt eller tidsbegrænset løsning 11 Vold, truende adfærd, hærværk 4 Tidligere opholdssted ikke anset for at være velegnet 1 Rømning 1 Anbringelsesstedets ønske 1 Overført til mere selvstændig bolig 1 Andet 1 Uoplyst 1 I alt 31 Sammenlagt er der tale om 31 overførsler fra et åbent anbringelsessted til et andet i løbet af det fø r- ste år, idet genanbringelse i samme åbne afdeling efter en tilbageførsel til en sikret afdeling ikke er inkluderet i denne beregning, ligesom interne flytninger mellem afdelinger på samme institution heller ikke er det. 5.5. Rømning fra åben afdeling Mere end en tredjedel – nemlig 28 ud af 72 unge    – er rømmet fra det åbne anbringelsessted en eller flere gange i løbet af sanktionens første år. 13 har gjort det én gang, seks to gange, fire tre gange, to fire gange, og en enkelt person er stukket af syv gange fra det åbne anbringelsessted. For de rest e- rende to personer er antallet af rømninger ukendt. Varigheden af disse rømninger varierer fra 1 til 32 dage og er i gennemsnit på 9 dage. 5.6. Andre afbrydelser af forløbet  under fase 2 Som tilfældet var under fa  se 1, sker der også under fase 2 andre typer af afbrydelser af forløbet end de ovenfor nævnte. Under disse afbrydelser opholder den unge sig hjemme.

10 Dette har været tilfældet for 17 af de 72 unge. I seks af tilfældene drejer det sig om planlagte afbr y- delser, idet disse unge er på en længerevarende ferie hos forældrene (her regnes kun fer ier, der overstiger 10 dage). Ferierne har typisk varet 3-4 uger.¹⁰ Mangel på institutionsplads er  oplyst som årsag til, at fem unge opholder sig i hjemmet i henhold s- vis 17, 23, 62, 96 og 107 dage. Yderligere fem af de unge har opholdt sig hjemme på grund af problemer på opholdsstedet, såsom massive aftalebrud, dårlig opførsel og trusler om vold mod personalet. I et af tilfældene meddeler kommunen opholdsstedet, at de ikke kan bortvise den unge, da denne har en ungdomssanktion. Op- holdsstedet tager herefter den unge tilbage. Disse fem personer har opholdt sig hjemme i henholds- vis 5, 8, 10, 90 og 173 dage.  En enkelt person har opholdt sig hjemme i 28 dage af uoplyste års a- ger. 6. Handleplaner § 58 a, stk. 3, i Lov om social service fastslår : ”For unge under 18 år, der har begået voldskriminal   i- tet eller anden alvorlig kriminalitet, skal kommunen udarbejde en handleplan for en indsats, der kan modvirke yderligere kriminalitet og yde den nødvendige støtte til den unge”. For tre fjerdedele af de 72 sager har vi modtaget handleplaner. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at der ikke er udarbejdet handleplaner i de øvrige sager. En handleplan skal ifølge Lov om social service §  58 a, stk. 4, udarbejdes ”senest 7 dage efter, at kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om den begåede kriminalitet”. Eftersom der ofte udarbejdes flere handleplaner i en sag, er det ikke muligt at vurdere, hvorvidt kommunerne opfylder denne betingelse, idet der kan foreligge andre, tidligere handleplaner end de tilsendte.¹¹ Ifølge Lov om social service § 58 a, stk. 5, skal en handleplan ”angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal u   nder hensyn til dette formål tillige angive indsatsens forventede varighed og særlige forhold vedrørende barnet eller den unge, herunder behandling, uddannelse m.v.” 10 Udgangstilladelser fra åbne anbringelsessteder er ikke omfattet af den bekendtgørelse om udgangstilladelser til bl.a. personer, der er anbragt i henhold til straffelovens § 74 a, som stammer fra foråret 2004.  (Bekendtgørelse nr. 200 af 25. marts 2004). 11 Der er modtaget fra én til syv handleplaner pr. person, og for en af dem, hvor kun én handleplan er fremsendt, kaldes denne nr. 4.

11 Ifølge ekspertgruppens rapport om ungdomskriminalitet bør en individuel handleplan angå d   et be- handlingsmæssige indhold i ungdomssanktionen. Handleplanen bør ifølge ekspertgruppen indeho l- de følgende elementer: - ”Den skal forholde sig til emotionel udvikling, social adfærd, boglig indlæring og praktiske gøremål for den unge. - Sport, beskæftigelse - Kognitive metoder og andre tilsvarende metoder kan anvendes. - Der skal være tale om lange forløb. - Der skal ske en konsekvent opfølgning på de enkelte delmål.” 12 De tilsendte handleplaner varierer betydeligt i både form og indhold. Formmæssigt er nogle meget skematisk opstillede, mens mange er mere prosaagtige i stilen. Indholdsmæssigt fungerer nogle handleplaner primært som handlingsreferater, idet der først og fremmest anføres, hvad der  er sket, og der skrives meget lidt om, hvad der skal ske. Andre – og ganske mange – handleplaner er forholdsvis diffuse og abstrakte, og konkrete indsatsområder b    e- skrives sjældent. Der findes dog også handleplaner, som angiver både konkrete mål og konkrete veje til at opnå  disse mål. Det drejer sig dog om en mindre del af de tilsendte handleplaner. Samtidig må det dog siges, at ganske mange af handleplanerne omtaler en række både overordnede og mere konkrete mål.  Således nævnes overordnede formål som personlig udvikling og selvstæ  n- diggørelse ofte i handl eplanerne, ligesom lovlydighed hyppigt angives som et generelt mål med indsatsen. Forhold vedrø rende skole, uddannelse eller arbejde indgår som element i handleplanerne for 48 af de 54 personer, der er tilsendte handleplaner for. Et andet ofte nævnt element er forhold vedrørende ændring af s   ocial adfærd og sociale normer, herunder spørgsmålet om at lære at tage ansvar og at indse konsekvens af egne handlinger. Dette element indgår i et flertal af handleplane r- ne. I knap en tredjedel af handleplanerne omtales forhold, der omhandler etablering af struktur i hverdagen med faste rammer og overskuelighed/forudsigelighed, og ca. en fjerdedel af handlepla- nerne indeholder spørgsmål om psykologbehandling (14 personer), misbrug (13 perso  ner) eller om stimulering af fritidsinteresser (12 personer). Det bør tillægges,    at de lidet handlingsanvisende handleplaner må ses i lyset af, at handlekomm u- nerne reelt ikke er den primært handlende part under den unges anbringelse i institution. Det er   så- ledes de institutioner, de unge er anbragt i, der står for at virkeliggøre  , udfylde og nuancere handle- 12 Ekspertgruppens rapport om ungdomskriminalitet, s. 139.

12 planen. Dette moment kan givetvis have en betydning for, at kommunernes handleplaner er mere overordnede. 7. Ungdomssanktionens indhold Hvad sker der så konkret under ungdomssanktionsforløbet? Under fase 1 synes der ikke at ske så meget. Det er i hvert fald ikke det indtryk, man får af  de fremsendte papirer. Nogle få  unge får lidt undervisning i institutionen, og dér kan der også være mulighed for lid  t beskæftigelse/arbejde, men i øvrigt omtales der ikke mange aktiviteter under fase 1. Det, der beskrives i det følgende, angår derfor primært fase 2. Stort set alle unge er under fase 2 i gang med skole/uddannelse eller arbejde: 35 går i skole, arbejder  og/eller er i praktik både inden for og uden for institutionens rammer i løbet af sanktionens første år 12 personer modtager undervisning eller arbejder alene internt på opholdsstedet 16 arbejder eller går i skole uden for opholdsstedet 1 er i et praktikforløb uden for opholdsstedet 3 deltager ikke i skole- eller arbejdsrelaterede aktiviteter For de resterende fem personer foreligger der ingen oplysninger om skole eller arbejde. For de tre personer, som ikke er i skole eller går på arbejde, er skolega  ng forsøgt etableret, men det er kun lykkedes at få dem til at møde op et par gange. To af disse unge er udskrevet af ungdom  s- sanktionen i løbet af sanktionens første år. Der er set nærmere på, hvorvidt der med skolegang, praktik eller lignende sigtes mod    at forbedre den unges formelle kvalifikationer, således at målet hermed er en eksamen eller en erhvervsudda  n- nelse. Det viser sig at være tilfældet for knap halvdelen af de unge. 14 a f de 33 unge, der har påb e- gyndt et uddannelsesforløb med henblik på eksam  en m.v., har imidlertid afbrudt dette inden udløbet af sanktionens første år. De resterende 19 unge er altså fortsat i gang med et uddannelsesforløb ved det første års udløb. Nogle af disse uddannelsesforløb er dog ganske kortvarige, idet de er påb e- gyndt lige inden første års udløb. Det skal i øvrigt bemærkes, at der ikke er forskel mellem unge af dansk og af fremmed herkomst med hensyn til andelen, der påbegynder et uddannelsesfo rløb. Samtaler med en psykolog eller en psykologisk undersøgelse indgår hyppi  gt i begyndelsen af ung- domssanktionens forløb. 21 af de 72 unge er blevet undersøgt af en psykolog, og 23 af de øvrige

13 unge har fået tilbudt samtaler med en psykolog. Om disse samtaler i alle tilfælde har fundet sted, er usikkert. Muligvis er det kun tilfæ  ldet for 16 af de 23, der har fået ti lbuddet. Kognitive adfærdsprogrammer  , som har vundet indpas inden for kriminalforsorgen de seneste år, og som der også henvises til i ekspertgruppens rapport, jf. ovenstående diskussion om handleplaner, ser ikke ud til at være et hyppigt anvendt redskab inden for socialpædagogikken. I hvert fald er det ga n- ske sjældent, at sådanne programmer omtales som led i ungdomssanktionens afvikling. Fritidsaktiviteter kan være et vigtigt led i ungdomssanktionen. Det er således ind   trykket, at unge, der har særlige evner og interesser inden for en sportsgren eller et andet fritidsområde, søges stim u- leret til at fortsætte med at dyrke denne interesse, ikke mindst   for på denne måde at sikre den unge succesoplevelser. 8. Ny kriminalitet Der er gennemført en særlig recidivundersøgelse for alle de unge, som er idømt ungdomssanktion  i perioden 11.09.01 til 17.02.03. Dvs. ikke alene de 72 unge, som ovenstående angår  , men også  de 11 unge, som er idømt en ungdomssanktion i dette tidsrum, m en som der ikke ved forløbsrapportens starttidspunkt var fremsendt oplysninger om fra kommunerne, jf. note 4. Via Kriminalregisteret er der indhentet oplysninger om eventuel ny kriminalitet for disse 83 unge. Det er valgt er følge gruppen i en periode på   1½ år fra idømmelse af ungdomssanktion. Recidiv er defineret som ny ungdomssanktion, forlængelse af ungdomssanktion, frihedsstraf, bøde    eller tiltale- frafald. Undersøgelsen viser, at i alt 62 af de 83 unge får en eller flere af de nævnte strafferetlige a fgørelser inden for 1½ år efter idømmelsen af ungdomssanktionen.  Det svarer til en recidivprocent på 75. Knap halvdelen af dem, der recidiverer, gør det ganske hurtigt efter idømmelse af ungdomssankti  o- nen, idet de får en ny strafferetlig  afgørelse  inden for det første halve åren efter domme  n, og 49 af de 62 recidivister får en ny strafferetlig afgørelse inde  n udløbet af ungdomssanktionens første år. Arten af den alvorligste nye strafferetlige afgørelse for de 62 recidivister  fordeler sig således: 14 er idø mt en forlængelse af ungdomssanktionen 1 person er idømt en ny ungdomssanktion 17 har fået en hel eller delvis ubetinget straf 4 har fået en betinget straf

14 26 har fået en bøde   eller et tiltalefrafald. Længden af de nye ubetingede frihedsstraffe varierer f  ra 30 dage til 2½ år. Forlængelse  rne af ung- domssanktionen varierer fra 2 til 6 måneder, idet dog sidstnævnte for   ekommer hyppigst. 10 af de unge er i forbindelse med den nye dom blevet udskrevet af ungdomssanktionen. Én   af dem har herefter fået en ny ungd omssanktion, mens resten har fået en ubetinget dom. De øvrige   9 unge, der er idømt en ubetinget straf, afvikler altså efter den nye dom fortsat en ungdom  ssanktion. Spørgsmålet er så, hvad man gør i den situation – om afsoning af den nye straf u   dskydes til efter ungdomssanktionens ophør, eller om ungdomssanktionen midlertidig afbrydes med henblik på a  f- soning af den nye straf. Åbenbart har man valgt forskellig praksis, idet den nye straf i nogle tilfælde afsones under ungdomssanktionen, mens man i andre tilfælde antagelig afventer ungdomssankti  o- nens ophør.¹³ I to tilfælde   er den nye straf udstået ved var etægt. En recidivprocent på 75 i løbet af en opfølgningsperiode på kun 1½ år er umiddelbart vurderet m    e- get høj.  Her må dog igen erindres, at de unge, der er i dømt en ungdomssanktion, typisk vil være meget belastede, hvorfor det er forventeligt, at mange recidiverer. Med henblik på at få et indtryk af, hvorvidt de unge med en ungdomssanktion har en ekstraordinær   høj recidivprocent, er der ge n- nemført en tilsvaren de recidivundersøgelse for de unge (und er 18 år), som i en periode på 3  ½ år inden ungdomssanktionens ikrafttræden idømtes en hel eller delvis ubetinget frihedsstraf på mellem 30 dage og 1½ år. Det viser sig, at denne gruppes recidivprocent 1½ år efter dommen svarer nøja g- tigt til den, der er fundet for de unge med ungdomssanktion: 75 pct. Det skal stærkt understreges, at der ikke af dette kan udledes noget om ungdomssanktionens effekt, jf. også det senere. 9. Kommunernes kommentarer til ungdomssanktionen 9.1. Vejledning og opgavefordeling Det fremgår af det tilsendte materiale fra handlekommunerne, at mange af kommunerne finder a d- ministration af ungdomssanktionen problematisk. Det bliver flere steder i materialet kritiseret, at der ikke er udarbejdet en vejledning for området, og at det er vanskeligt at søge rådgivning om, hvordan ungdomssanktionen skal administreres. Også forstandergruppen for de sikrede afdelinger beklager sig over utilstrækkeligt   vejledningsmateriale til beslutningstagerne, institutioner og opholdssteder. 13 Det er naturligvis muligt, at de nye straffe vil blive afsonet senere i forløbet  –  altså efter de første 1½ år.

15 Usikkerheden omkring administration af sanktionen udmønter sig bl.a. i forvirring om opgaveford e- lingen mellem institution, dommer, kommune og amt. Eksempler på dette er, at en institution bor t- viser en ung, uden at kommunen orienteres herom, at den unge opholder sig hjemme på grund af usikkerhed om sanktionens starttidspunkt, at den unge af opholdsstedet, men uden tilladelse fra kommunen, får lov til at være i eget hjem, at opholdsstedet sender den unge på ferie trods afslag fra kommunen, uenighed om tilbageførsler og uklarhed om, hvem der skal finde plads på anbringelse  s- steder (dommer eller kommune). 9.2. Mangel på ledige pladser på egnede anbringelsessteder Et gennemgående problem synes at være, at det kan være meget vanskeligt at finde ledige pladser på egnede institutioner/opholdssteder. Dette kan skyldes, at der ikke er plads på institutionerne, at opholdsstedet har en anden målgruppe/ikke er egnet til at håndtere den unge på grund af dennes adfærd, eller at det er svært at finde opholdssteder, der modtager unge tæt på eller over 18 år. I mere end en tredjedel af sagerne er der noteret problemer med at finde ledige pladser på egnede ophold s- steder. Dette gælder både pladser til fase 1 og fase 2. Disse vanskeligheder medfører i nogl e tilfæ  l- de, at sanktionens påbegyndelse udskydes, at den unge opholder sig længere end planlagt i en sikret afdeling, at en tilbageførsel bliver opgivet, at optimale anbringelsessteder (der for eksempel tilgod e- ser den unges behov for uddannelse/arbejde) ikke er mulige, at der må findes midlertidige løsninger, at den unge løslades til hjemmet eller  – i enkelte tilfælde – at den unge udskrives af ungdomssan   k- tionen. Som en kommune skriver: ”NN har over hele perioden været meget motiveret for at komme i gang, men anbringelsesmæssigt har det ikke været muligt at finde en konstruktion, som også kunne tilg o- dese NNs behov for at komme i gang med uddannelse/arbejde”. Denne unge  er som følge heraf meget hurtigt startet på fase 3. Vanskelighederne med at finde ledige pladser i egnede institutioner påvirker ifølge kommunerne de unge. I flere tilfælde er der indtil ganske få dage inden en overførsel fortsat usikkerhed om anbri n- gelsessted. Disse problemer har indflydelse på muligheden for at planlægge og skaber uvished    og uforudsigelighed om den unges fremtid. I materialet nævnes dette ofte som værende af stor bety d- ning for de unge. Som det også fremgår af handleplanerne, er etablering af struktur og forudsigeli  g- hed vigtige elementer i indsatsen over for de unge. 9.3. Den unges alder og indstilling Der gøres flere steder i materialet opmærksom på, at ungdomssanktionen er problematisk i de ti l- fælde, hvor den unge fylder 18 år i løbet af sanktionen. Dette skyldes ikke kun problemer med at finde opholdssteder, som påpeget o venfor, men også en usikkerhed hos nogle kommuner om reakt i-

16 onsmuligheder over for denne aldersgruppe samt problemer i forhold til, at den unge får selvstæ   n- dig handlekommune. Flere kommuner påpeger i denne sammenhæng, at det er uheldigt, hvis sag   s- behandlingen flytter mellem flere kommuner. Den unges indstilling og samarbejdsvillighed er endvidere forhold, der påvirker sanktionens forløb. I nogle tilfælde er de unge motiverede til forandring, mens andre blot venter på, at tiden skal gå, indtil sanktionen er overstået. En kommune noterer i denne sammenhæng at ”med udgangspunkt i NN’s adfærd og indstilling samt stædige afvisning af at rette sig efter anvisninger fra x -kommune og dommen om ungdomssanktionen, må x -kommune herefter konkludere, at vi pt. ikke har anden mulighed end at anmode om ændring af dommen…”.  Eller, som en anden kommune påpeger, ”… nævnte ungdomssanktion er nærmest umulig at administrere, hvis den unge ikke er samarbejdsvi l- lig”. 9.4. Flere domme på én gang Et andet problem, der nævnes i fl  ere af sagerne og også af forstandergruppen for de sikrede afdeli n- ger, er de tilfælde, hvor den unge bliver idømt en ny dom, mens ungdomssanktionen afvikles. Afs   o- ning af to domme på samme tid skaber forvirring i flere tilfælde, og idømmelse af ubetinget do mme til senere afsoning skaber vanskeligheder i forhold til det socialpædagogiske forløb. En leder af et opholdssted udtaler i denne sammenhæng, at han ikke ser nogen grund til at indskrive den unge, hvis denne bagefter skal ind og afsone en ubetinget dom: ”Alt, hvad der vil blive arbejdet med, vil alligevel i så fald falde til jo rden”. 9.5. Øvrige erfaringer med ungdomssanktionen I nogle tilfælde vurderer kommunen eller institutionen, at ungdomssanktion ikke har den ønskede effekt. Her nævnes, at der ikke   profiteres af ophold i institution, eller at den unge er umulig at fast- holde i et konstruktivt forløb. Et eksempel på dette er en kommune, der vurderer, ”… at det er tviv l- somt om NN med pædagogiske midler kan påvirkes til at ændre adfærd…”, og kommunen sk ønner derfor, at det er udsigtsløst at fortsætte ungdomssanktionen.   I andre sager har kommunen eller institutionen helt anderledes gode erfaringer med sanktionsfor- men. Her nævnes brud med kriminalitet, personlig modningsproces, brugbare erfaringer, succ  esop- levelser, at den socialpædagogiske indsats har sat den unge tilbage på sporet og i det godt forløb. I denne sammenhæng noterer en kommune, at ”… undertegnedes indtryk af NN er en ung mand, der indså, at ungdomssanktionen var hans chance for at vælge om    i sit liv, og dermed tage en anden udvikling end den, han var på vej til. Dette valg har han taget med alt hvad det indebar af arbejde fra hans side også, og med et yderst tilfredsstillende resultat”.  

17 10. Samlet vurdering af forløbet det første år Med henblik på at få et overblik over forløbet det første år er der dels set på det samlede antal ove r- førsler mellem institutioner/opholdssteder, dels udarbejdet en statistisk profil med hensyn til tid i forskellige former for opholdssteder og dels set på and elen af problematiske og ikke problematiske forløb. 10.1. Det samlede antal opholdssteder det første år Denne opgørelse angår alle de ekstra eller ’uplanlagte’ overførsler til anden institut ion/opholds- sted¹⁴, som er omtalt i det ovenstående. Dermed menes,  at det er overførsler, som ikke indgår i et standardforløb for ungdomssanktionen. Som det ses af tabel 6, har to tredjedele af de unge haft en eller flere ekstra overførsler mellem inst i- tutioner. Sammenlagt drejer det sig om 130 ekstra overførsler  – i    gennemsnit 1,8 per person i løbet af sanktionens første år. Tabel 6. Antal overførsler i utide mellem forskellige institutioner i alt Antal personer Antal overførsler Ingen ekstra overførsler 24 0 1 overførsel 19 19 2 overførsler 7 14 3 overførsler 7 21 4 overførsler 6 24 5 overførsler 6 30 6 overførsler 1 6 8 overførsler 2 16 I alt 72 130 I materialet til denne redegørelse pointerer flere af kommunerne, at mange overførsler i løbet af sanktionens første år vanskeliggør et kontinuerligt socialp   ædagogisk forløb for den unge. I en af sagerne har den sanktionsdømte ”… således i de sidste 13 måneder boet 11 forskellige steder og forholdt sig til et ukendt antal voksne, behandlere og pædagoger, der alle har haft en mening om, hvad der var godt for ham. Ingen har dog været kontinuerligt involveret i hans situation”. Det skal bemærkes, at disse 13 måneder inkluderer tiden før ungdomssanktionens start. 14 Dvs. overførsler til anden sikret institution, til anden åben institution/opholdssted, tilbageførsler, overførsler mellem sikrede institutioner under tilbagefø rsler og overførsel til varetægtsfængsel/surrogat.

18 10.2. Tid på forskellige opholdssteder Tabel 7 viser, hvor lang tid de unge i gennemsnit har opholdt sig de forskellige steder under hen- holdsvis fase 1 og fase 2. Ved siden af gennemsnitligt godt 2 måneder i sikret afdeling under fase 1 har de unge i gennemsnit opholdt sig 2-3 uger i hjemmet – typisk    på grund af anke af sagen eller mangel  på institution splads, men i et enkelt tilfælde også grundet ny sag   . Derudover er nogle rømmet, og nogle har opholdt sig i varetægtsfængsel (eller surr ogat) som følge af ny kriminalitet. Den gennemsnitlige tid i varetægtsfængsel er dog noget længere under fase 2 end und er fase 1, nemlig på 11 dage. Af de i alt knap 9 måneder, de unge har været under fase 2, har de i øvrigt i ge n- nemsnit opholdt sig 7-8 måneder på et åbent anbringelsessted, et par uger i sikret afdeling (tilbag   e- førsel), en uges tid under rømning og godt en   uges tid i hjemmet – enten under afventning på et pa    s- sende opholdssted eller på ferie. Tabel 7. Det gennemsnitlige antal dage, den unge har opholdt sig forskellige steder under ung- domssanktionens første år. Opholdssted Antal dage (gennemsnit) Fase 1 Sikret afdeling 62 Varetægtsfængslet 0,3 Rømmet 2 Opholdt sig i hjemmet i afventen på ankesag 11 Opholdt sig i hjemmet af anden årsag 7 Fase 2 Åbent anbringelsessted 227 Sikret afdeling (tilbageførsel) 12 Varetægtsfængslet 11 Rømmet 7 Opholdt sig i hjemmet 10 I alt 349 Samlet set har de unge i gennemsnit været anbragt 85 dage i sikret afdeling/varetægt i løbet af san k- tionens første år. Når det gennemsnitlige antal dage på de forskellige opholdssteder ikke helt summerer til et kale  n- derår, beror det på, at nogle unge (i alt fire) på grund af ny kriminalitet m.v. udskrives af sanktionen

19 i løbet af det første år. Derudover er yderligere fire unge allerede overgået til fase 3 inden udløbet af første år.   For tre af disse unge er denne overgang ikke planlagt, men sker – efter aftale med ko   m- munen – på grund af, at man ikke har kunnet håndtere den unge på det åbne anbringelsessted eller på grund af udtømte anbringelsesmuligheder. 10.3. Andel problematiske og ikke-problematiske forløb Der er også i evalueringen foretaget en samlet vurdering af forløbet det første år ved at kategorisere de unge efter, i hvilket omfang der har været tale om problemer i form af ny kriminalitet, voldelig eller truende adfærd i institutionen samt overførsler i utid   e, jf. tabel 8. ’Uden væsentlige problemer’ betyder, at de unge fx er rømmet, uden at det har medført overførsel til anden institution, eller at der ifølge journalnotaterne har været problemer med den unge, uden at disse er nærmere defineret. Som det ses af tabellen, er det forholdsvis få af de unge, som der ikke har været problemer med i løbet af det første år. Tre er vurderet til ikke have skabt problemer, og otte har i hvert fald ikke skabt problemer af en art, der har medført overførsler eller varetægt sfængsling. Det skal dog b  e- mærkes, at for to af de tre personer, hvor sanktionens første år er forløbet uden problemer, er det tilsendte materiale meget sparsomt og med kun få oplysninger. Det er ikke lykkedes siden hen at skaffe yderligere oplysninger om disse personer. Tabel 8. Samlet vurdering af forløbet af sanktionens første år Vurdering Antal personer Uden problemer 3 personer Uden væsentlige problemer 8 personer 1-3 lovbrud, voldelige episoder eller overførsler i utide 44 personer 4-10 lovbrud, voldelige episoder eller overførsler i utide 16 personer Flere tilfælde af problemer 1 person I alt 72 personer For størstedelen af de unge, nemlig 44 (61 pct.), har der været tale om et til tre alvorligere probl   e- mer i løbet af sanktionens første år,    og i 16 tilfælde om fire til ti alvorligere problemer.   I et enkelt tilfælde overstiger antallet ti. Denne person befinder sig i løbet af det første år i fire åbne afdelinger, bliver tilbageført til sikret afdeling tre gange, bliver under den ene tilbagefør  sel overført til en anden sikret afdeling, rømmer syv gange og er efter sanktionens første år sigtet for 25 nye forhold, heru   n- der røveri (er senere idømt en ubetinget dom og er i den forbindelse udskrevet af ungdomssankti  o- nen).

20 I modsætning til dette forl  øb står følgende eksempel, der angår en af de unge, der ikke har voldt problemer under afviklingen af ungdomssanktionen. Denne unge har opholdt sig i en og samme sikrede afdeling i 59 dage og opholder sig herefter på samme socialpædagogiske opholdssted res   ten af det første år. I et brev sammen med de tilsendte papirer skriver kommunen: ”Vedr. overførsel fra sikret institution til opholdsstedet kan jeg oplyse, at det forløb meget fint. Dette skyldes helt klart, at NN under sit ophold på den sikrede instituti on fik mulighed for at aflægge opholdsstedet et besøg, hvor han fik et positivt indtryk af stedet, som bevirkede, at han var motiveret, da overflytningen fandt sted”. Denne unge har endvidere haft eksternt arbejde, har bestået 9. klasse og er startet i 10. klasse i løbet af sanktionens første år. 10.3.1. Begyndelsesvanskeligheder for ungdomssanktionen? Der kan være grund til at antage, at der særligt i ungdomssanktionens første tid var problemer med at få forløbene til at fungere. Personalet i kommunerne   var muligvis i særdeleshed i den periode usikre over for, hvilke unge sanktionen var velegnet til, og personalet i institutionerne kan tænkes at have følt sig mindre rustede til at modtage de unge. Især førstnævnte – visitationen af de unge    – har da også v æret påpeget som et problem i de drøftelser der har været med personer, der har pra ktisk erfaring med den nye sanktion. Flere kommuner påpeger desuden i materialet til denne redeg ø relse, at forvaltning af en ny sanktionsform kræver lidt tid og erfaring for   de implicerede parter. Med henblik på at undersøge, om særlige begyndelsesvanskeligheder afspejler sig i ungdomssankt i- onens afvikling, er der set på, om der er flere problemer med de unge, der fik en ungdomssanktion kort tid efter lovens ikrafttræden, i   forhold til de unge, der fik en dom på et senere tidspunkt. Tabel 9. Samlet vurdering af forløbet af sanktionens første år fordelt efter tidspunktet for idømme l- sen af dommen *Domme frem til 11.03.02. **Domme fra perioden 12.03.02 til 17.02.03. Som det ses af tabel 9, er der en tendens til, at sanktionen generelt forløber med  færre problemer for de senere end for de tidlige dømte ungdomssanktionsdomme. Der er således især få uden (væsentl i- ge) problemer i den tidlige periode og mange med flere alvorlige problemer. Det skal dog under- streges, at tendensen – på grund af de små tal – er svag. Denne problemstilling bør derfor unders    ø- ges nærmere, når der foreligger oplysninger om flere domme. Uden (væsentl   i- ge) problemer 1-3 alvorligere problemer Flere alvorligere problemer I alt De første domme* 1 4% 15 63% 8 33% 24 100% De senere domme** 10 21% 29 60% 9 19% 48 100%

21 10.3.2. Andre forhold af betydning for sanktionens afvikling På samme måde som ovenfor er det undersøgt, om andre forhold synes at influere på, om sanktio- nen forløber godt og glat, eller om der er mange problemer. Et af de forhold, det synes oplagt at se på, er den unges kriminelle belastning. På baggrund af almen kriminologisk erfaring kan man således antage, at sanktionen for dem, der ikke tid ligere er dømt for kriminalitet, forløber lettere og mere problemfri, end den gør for dem, der tidligere er straffet. Tabel 10. Samlet vurdering af forløbet af sanktionens første år fordelt efter den dømtes tidligere kriminalitet Som det ses af tabel 10, så synes den dømtes tidligere kriminelle karriere til   i en vis grad at være forbundet med sanktionens forløb. Der er således en tendens til, at unge uden tidligere kriminalitet hyppigere end dem, der tidligere er straffet, klarer sig problemfrit igennem ungdomssanktionens første år. Det skal dog igen understr  eges, at tendensen er svag, og at spørgsmålet bør undersøges nærmere, når talmaterialet er større. Et andet forhold, der kan tænkes at have betydning for forløbet, er den unges etniske baggrund. Det er således undertiden påpeget, at institutionerne er min  dre rustede til at tage sig unge af fremmed herkomst end unge af dansk herkomst. Tabel 11. Samlet vurdering af forløbet af sanktionens første år fordelt efter etnisk baggrund Som det ses af tabel 11, er der en tendens til, at sanktionen forløber mere problemfrit for unge med dansk baggrund end for indvandrere og efterkommere. Også dette forhold vil blive undersøgt næ r- mere, når der foreligger flere data. Der er endelig også set på, om de unges alder er relateret til eventuelle problemer under sanktionens forløb. Man kunne således antage, at de helt unge   – dem på 15 år – i   sær ville skabe problemer, idet alene det forhold, at de i så ung en alder dømmes for ganske alvorlig kriminalitet, kan være indik a- Uden (væsentl   i- ge) problemer 1-3 alvorligere problemer Flere alvorligere problemer I alt Ingen tidligere kriminalitet 7 23% 19 63% 4 13% 30 100% Tidligere kriminalitet 4 10% 25 60% 13 31% 42 100% Uden (væsentl   i- ge) problemer 1-3 alvorligere problemer Flere alvorligere problemer I alt Dansk herkomst 7 21% 21 64% 5 15% 33 100% Efterkommer/ indvandrer 4 10% 23 59% 12 31% 39 100%

22 tor på, at den unge har store sociale og personlige problemer. Analyserne tyder imidlertid ikke på, at der er sammenhæng mell  em den unges alder og sanktionens afvikling. 11. Afsluttende diskussion Denne delevaluering har påvist forskellige forhold, som i særlig grad har skabt problemer med a   f- viklingen af ungdomssanktionen, og som antagelig vil eller kan modvirke den specialpræventive effekt, sanktionen sigter mod. Disse forhold skal drøftes nærmere her. 11.1. Anke af domme Anke af ungdomssanktioner skaber nogle problemer, og praksis med hensyn til fastsættelse af un  g- domssanktionens starttidspunkt i disse sager varierer. Anke skaber først og fremmest det problem, at sanktionens påbegyndelse reelt udsættes. Ud af de i alt 9 ankedomme, der er omfattet af denne redegørelse, har man i ét tilfælde valgt at se bort fra a  n- ken og påbegynder afvikling af sanktionen efter dommen i før  ste instans. Med en enkelt undtagelse afventer de unge i de øvrige ankesager ankens udfald derhjemme. Ankedommen falder i de fleste sager ca. 3 måneder efter dommen i første instans, men i ét tilfælde går der mere end 8 måneder fra dommen i første til dom   men i anden instans. Da starttidspunktet i denne og i fire af de øvrige sager fastsættes til tidspunktet for dommen i første instans, betyder det altså, at den unge reelt har opholdt sig i hjemmet i de første 3  -8 måneder af ungdomssanktionens varighed. I tre ankesager fastsættes starttidspunktet til datoen fra ankesagen. I en enkelt af disse sager har den unge i henhold til magtanvendelsesbekendtgørelsen været anbragt i sikret afdeling i fire måneder fra dommen i første instans til ankesagens afgørelse. D  et medfører, at det med ankedommen besluttes, at de to måneder, den unge ifølge byretten skulle have været i sikret afdeling, bortfalder – netop under henvisning til den lange periode i sikret afdeling. Dette ændrer imidlertid ikke ved den sa  m- lede varighed af ungdomssanktionen. 11.2. Flere samtidige domme I tilfælde af ny kriminalitet under ungdomssanktionen idømmes nogle af de unge som nævnt ub e- tingede frihedsstraffe, mens ungdomssanktionen stadig er under afvikling. Der kan være stor risiko for, at dette modvirker målet med ungdomssanktionen og demotiverer de unge.

23 Såfremt den nye dom afsones under ungdomssanktionens afvikling, vil den unge antagelig blive tilbageført til en sikret afdeling.¹⁵ Dermed sker der en ganske langvarig afbrydelse af det arbejde og de tiltag, der er igangsat, og det er ikke svært at forestille sig, at det vil være vanskeligt at motivere den unge til at tage tråden op efter længere tids anbringelse i sikret afdeling. Et tilsvarende demotivering kan med stor sandsynlighed blive resultatet, hvis afsoningen af den nye straf skydes hen i det uvisse eller planlægges i forlængelse af ungdomssanktionens afslutning. A f- soningen vil i begge tilfælde intervenere med et forløb, der sigter mod at forbedre den unges muli   g- heder for at leve en kriminalitetsfri tilværelse, og afsoning af en ny dom   – også selv om det sker i en anden form for institution end et fængsel   – vil meget let kunne give bagslag i forhold til de ofte skrøbelige resultater, der vil kunne opnås med unge i denne målgruppe, jf. og   så ovenstående ko  m- mentar fra et opholdssted. Det synes derfor væsentligt, at der findes en løsning på dette problem, fx således at ny kriminalitet – afhængig af dennes karakter   – e   nten medfører en forlængelse af ungdomssanktionen eller bortfald af denne og idø mmelse af ny, (fælles)straf.    11.3. Tiltag under fase 1 Som nævnt omtales der i journalerne meget få behandlingstiltag eller tilsvarende former for tiltag under fase 1. I betragtning af, at de unge som led i fase 1 trods alt i gennemsnit opholder sig to må- neder i en sikret afdeling, og at mange yderligere har været der i godt to måneder som varetægt s- fængslede, jf. pkt. 2 ovenfor, kan det forekomme lidt uforståeligt og uhensigtsmæssigt, at der ikke igangsættes flere initiativer under den forholdsvis   lange periode i sikret afdeling. I særlig grad ku  n- ne det forekomme oplagt at arbejde med de kortvarige kognitive adfærdsprogrammer under fase 1, eksempelvis Anger Management.Vældig mange af de unge er således dømt for kriminalitet, der indebærer vold elle  r trusler om vold. Ifølge  Socialforskningsinstituttets evaluering oplyser forstanderne for de sikrede afdelinger imidler- tid, at der i dag rent faktisk ikke findes meget at tilbyde de unge under fase 1.¹⁶ Det begrundes bl.a. med, at de sikrede institutioner varetager flere forskellige opgaver, og at nogle af disse opgaver ikke er forenelige med behandlingstiltag o. lign. Dertil kommer, at der er en vis skepsis over for mulig- heden for overhovedet at behandle unge i sikret regi.¹⁷ Samtidig peges der dog af forstanderne på, at det ville være muligt at skabe bedre forudsætninger for behandlingstiltag i det sikrede regi, hvis nogle af de sikrede afdelinger kunne friholdes til alene 15 Det er tilfældet i én af de to sager, hvor afsoning sker under afvikling af ungdomssanktionens første år. I den anden sag er det uoplyst, hvor afsoningen foregår. ¹⁶Ungdomssanktionen på vej , op. cit., s. 21. 17 Se også Jens Bonke og Lene Kofoed:  Længerevarende behandling af børn og unge i sikrede pladser   . Socialforsk- ningsinstituttet 01:8.

24 den del af klientellet, som indgår i et behandlingsforløb, herunder unge med en ung  domssanktion. Det har imidlertid vist sig umuligt at gennemføre en sådan differentieret anbringelsespolitik, idet institutionerne har haft pligt til at modtage unge, uanset sigtet med opholdet, og dermed har institu- tionerne ikke kunnet opretholde separate afdelinger for unge med behandlingsforløb. Det er givetvis en politisk/økonomisk prioritering, om man ønsker at skabe særlige sikrede afdeli n- ger til bl.a. unge, der har fået en ungdomssanktion. Der er dog næppe tvivl om, at når denne muli g- hed i dag ikke forefindes, er der ringere sandsynlighed for at få et positivt forløb igangsat for den unge. 11.4. Mange miljøskift Ved siden af den planlagte overførsel fra sikret til åbent anbringelsessted har de unge i gennemsnit ca. to yderligere overførsler mellem op holdssteder/institutioner i løbet af det første år. Dertil ko   m- mer midlertidige ophold i hjemmet samt rømning. Der er generelt enighed om, at det er vigtigt med kontinuitet for at kunne opnå behandlingsresultater med (unge) lovovertrædere. Det understreges   også i kommentarerne fra kommunerne. I eksper t- gruppens rapport tales der om ’længerevarende socialpædagogisk påvirkning’, og det kan være svært at forestille sig, at dette er muligt, hvis behandlingen hyppigt afbrydes som følge af skiftende opholdssteder, da de forskellige opholdssteder ikke nødvendigvis arbejder ud fra samme pædagog   i- ske synsvinkel eller anvender samme redskaber. Mange institutionsskift er begrundet i de unges adfærd. Rømninger, vold, truende adfærd m.v. b e- virker, at det aktuelle opholdssted ikke længere ønsker eller ikke længere ser sig i stand til at beho l- de den unge, hvorfor det bliver nødvendigt med et nyt opholdssted. Adfærdsproblemer kan dog o   g- så bevirke, at det anses for formålstjenligt med en kortvarig tilbageførsel til en sikret a   fdeling. Det er givet, at de unge, der er ungdomssanktionens målgruppe, er en gruppe, som det kan være vanskeligt at motivere til at indgå i et konstruktivt behandlingsforløb, og at nogle af de unge er n  e- gativt indstillede til institutionsopholdet, som opfattes som en straf frem for som et tilbud. I den situation vil der let opstå gnidninger og konflikter under sanktionens afvikling. Det er forståeligt, at personalet i den situation reagerer med bortvisning. Der er givetvis også mange tilfælde, hvor fort  sat ophold i samme institution er umuliggjort. Alligevel synes det relevant at rejse spørgsmålet, om der ikke er tænkbart i højere grad, end tilfældet er i dag, at fastholde de unge på samme opholdssted, således at de mange miljøskift undgås. Måske vil et igangværende metodeu  d- viklingsprojekt i København kunne anvise nye veje til i højere grad at fastholde den unge i forl  ø-