Justitsministeriet Civil- og Politiafdelingen Dato: 18. november 2004 Kontor: Det Internationale Kontor Sagsnr.: 2004-1661/1-0080 Dok.: CDH22233 Supplerende  oversigt  over  aktuelle  notater  vedrørende  de  sager  inden  for  Justitsministeriets  ansvarsområde,  der forventes behandlet på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) og mødet i de blandede udvalg på ministerniveau med deltagelse af henholdsvis Norge og Island og af Schweiz den 2.-3. december 2004. Side: 2-15 Dagsordenspunkt 27 Rammeafgørelse om logning af data om teletrafik 16-18 Dagsordenspunkt 28 Forberedelse  af  møde  på  ministerniveau  (retlige  og  indre anliggender)  med  landene  i  det  vestlige  Balkan,  3.  december 2004 19-33 Dagsordenspunkt 29 Rammeafgørelse  om  styrkelse  af  strafferetlige  rammer  til bekæmpelse af forurening fra skibe Slotsholmsgade 10 Telefon: + 45 33 92 33 40 E-post: [email protected] DK 1216 København K Telefax: + 45 33 93 35 10 Internet: http://www.jm.dk

Dagsordenspunkt 27: Rammeafgørelse om logning af data om teletrafik Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv. 1. Baggrund På  sit  møde  i  december  måned  1998  godkendte  Det  Europæiske  Råd  en  handlingsplan  udarbejdet  af  Rådet  og Kommissionen  med  henblik  på  gennemførelse  af  Amsterdam-traktatens  bestemmelser  om  et  område  med  frihed, sikkerhed og retfærdighed. Et af formålene med planen var, at der gennem fælles handling inden for det politimæssige og strafferetlige samarbejde skal iværksættes en intensiveret indsats for bl.a. at forebygge og bekæmpe organiseret kriminalitet, navnlig terrorisme, menneskehandel, overgreb mod børn, ulovlig våbenhandel, korruption samt svig. Af handlingsplanen fremgår det bl.a., at prioritet bør gives til en indsats inden for området for højteknologikriminalitet. En sådan indsats er også (efterfølgende) efterlyst i bl.a. konklusionerne fra Det Europæiske Råds møder i henholdsvis Tammerfors den 15.-16. oktober 1999 og i Santa Maria da Feira den 19.-20. juni 2000 samt i Europa-Parlamentets beslutning af 19. maj 2000. Senest er nødvendigheden af at vedtage regler for tjenesteudbyderes lagring af kommunikationsdata fremhævet af Det Europæiske Råd i en  erklæring af 25. marts 2004 om bekæmpelse af terrorisme. I erklæringen pålægges Rådet at vedtage sådanne regler inden juni 2005. På denne baggrund har en række medlemsstater (Frankrig, Irland, Storbritannien og Sverige) fremlagt et forslag til rammeafgørelse om opbevaring af data,   der behandles og lagres i forbindelse med levering af offentligt tilgængelige elektroniske  kommunikationstjenester,  og  af  data,  der  findes  i  offentlige  kommunikationsnet,  med  henblik  på  at forebygge,  efterforske,  afsløre  og  retsforfølge  kriminalitet  og  strafbare  handlinger,  herunder  terrorisme  (fremover benævnt rammeafgørelse om logning af data om teletrafik). Det nederlandske formandskab har forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19. november 2004 taget punktet om rammeafgørelsen om logning af data om teletrafik af dagsordenen. På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 2. – 3. december 2004 må det forventes, at rådet skal behandle de spørgsmål, som der var lagt op til skulle behandles på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19. november 2004. Det må på denne baggrund forventes, at Rådet skal behandle spørgsmålet om, hvorvidt pligten til at lagre data om teletrafik alene skal gælde i de tilfælde, hvor sådanne oplysninger allerede opbevares af udbyderne i forretningsmæssigt øjemed,  eller  om  opbevaringspligten  skal  omfatte  al  trafikdata,  der  genereres  og  lagres  af  udbyderne.  Endvidere forventes det, at Rådet skal behandle spørgsmålet om, hvorvidt opbevaringspligten alene skal omfatte data, som vil kunne være af betydning for efterforskning, afsløring og strafforfølgning af visse former for kriminalitet, eller om opbevaringspligten skal gælde for alle former for lovovertrædelser. 2. Indhold Forslaget til rammeafgørelse om logning af data om teletrafik er udarbejdet med hjemmel i artikel 31, stk. 1, litra c (om sikring af forenelighed mellem medlemsstaternes gældende regler med henblik på at forbedre det retlige samarbejde i kriminalsager), og artikel 34, stk. 2, litra b (om vedtagelse af rammeafgørelser), i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU). Siden  fremlæggelsen  af  det  oprindelige  forslag  har  det  nederlandske  formandskab  på  baggrund  af  drøftelser  i arbejdsgruppen  vedrørende  strafferetligt  samarbejde  den  14.  oktober  2004  fremlagt  et  revideret  udkast  til rammeafgørelse. De væsentligste ændringer i forhold til det oprindelige forslag er i det følgende markeret med fed. Forslaget har ifølge  præamblen samt artikel 1 og 3   til formål at lette det retlige samarbejde i kriminalsager gennem en indbyrdes tilnærmelse (harmonisering) af medlemsstaternes lovgivning om opbevaring af data, der behandles og lagres af leverandører af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester eller et offentligt kommunikationsnet. Sigtet med forslaget er således at sikre, at de retshåndhævende myndigheder i medlemsstaterne – inden for rammerne af - 2 -

de almindelige principper  om  databeskyttelse – gives mulighed for at inddrage data om teletrafik i forebyggelsen, efterforskningen, afsløringen og strafforfølgningen af kriminalitet. Omfattet  af  forslaget  er  således  data,  der  frembringes  i  forbindelse  med  en  kommunikation  (jf.  nærmere  herom nedenfor), mens rammeafgørelsen som udgangspunkt ikke finder anvendelse på oplysninger, der udgør    selve indholdet af  en  kommunikation,  herunder  informationer,  der  søges  gennem  et  elektronisk  kommunikationsnet.  Sådanne oplysninger vil således efter forslaget kunne undtages i forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelsen i national lovgivning, se herved artikel 1, stk. 2. I det reviderede udkast til rammeafgørelse foreslås det – med henblik på at fjerne enhver tvivl – at det udtrykkeligt skal fremgå af artikel 1, stk. 2, at rammeafgørelsen ikke omfatter selve indholdet af en kommunikation. Medlemsstaterne vil endvidere kunne beslutte, at der ikke skal gælde en registrerings- og opbevaringspligt, når formålet med  at  opbevare  data  er  at  forebygge  kriminalitet,  jf.  artikel  1,  stk.  3.  Denne  bestemmelse  (og  artikel  1,  stk.  1) forventes efter det reviderede udkast ændret, således at det fastsættes, at rammeafgørelsens bestemmelser ikke griber ind i nationale regler om logning af trafikdata med henblik på forebyggelse af kriminalitet. Uden for rammeafgørelsens anvendelsesområde falder desuden regler (i national ret) om overvågning, aflytning eller optagelse   af   telekommunikation,   og   rammeafgørelsen   regulerer   således   ikke   adgangen   til   data   på transmissionstidspunktet.  Rammeafgørelsen  omfatter  heller  ikke  aktiviteter,  der  vedrører  den  offentlige  sikkerhed, forsvaret eller statens sikkerhed, og den berører endelig ikke nationale regler for opbevaring af de typer data, som leverandørerne af kommunikationstjenester ikke lagrer i forretningsmæssigt øjemed. Der henvises til artikel 1, stk. 4. Af det anførte følger, at rammeafgørelsens regler finder anvendelse på registrering og opbevaring af visse typer af data, der allerede er behandlet og lagret med henblik på fakturering eller i kommercielt eller andet legitimt øjemed, i en vis periode for at tage højde for, at der kan blive brug for dem i en fremtidig efterforskning mv.  Dette er i det reviderede udkast til rammeafgørelse understreget ved, at der i den foreslåede artikel 1, stk. 1, tales om fortsat opbevaring. De typer af data, som rammeafgørelsen omfatter, er trafikdata og lokaliseringsdata (som omhandlet i artikel 2 i direktiv 2002/58/EF) samt de oplysninger om abonnenter og brugere, der er knyttet til sådanne data, se herved  artikel 2, stk. 1.   Ved  ”trafikdata”  forstås  data,  som  behandles  med  henblik  på  overføring  af  kommunikation  i  et  elektronisk kommunikationsnet, og ved ”lokaliseringsdata”  forstås data, som behandles i  et elektronisk kommunikationsnet og angiver  en  geografisk  placering  af  terminaludstyret.  ”Brugeroplysninger”  defineres  som  oplysninger  om  fysiske personer, som anvender en offentligt tilgængelig elektronisk kommunikationstjeneste i privat eller forretningsmæssigt øjemed  uden  nødvendigvis  at  abonnere  på  den  pågældende  tjeneste,  og  ”abonnentsoplysninger” defineres  som oplysninger om fysiske personer, som abonnerer på en offentligt tilgængelig elektronisk kommunikationstjeneste i privat eller forretningsmæssigt øjemed uden nødvendigvis at anvende den pågældende tjeneste. Inden  for  disse  kategorier  af  data  er  det  nærmere  præciseret  i  forslagets artikel  2,  stk.  2  og  3,  hvilke  former  for (kommunikations)data og hvilke (kommunikations)tjenester rammeafgørelsen omfatter. Af forslagets artikel 2, stk. 2, følger det, at rammeafgørelsen omfatter   data, der er nødvendige for at spore og identificere en  kommunikations  oprindelse,  herunder  personoplysninger,  adresseoplysninger  og  oplysninger,  der  viser,  hvilke tjenester der abonneres på,  data, der er nødvendige for at fastslå en kommunikations rutning og bestemmelsessted,   data, der er nødvendige for at fastslå tidspunkt og dato for en kommunikation samt kommunikationens varighed,   data, der er nødvendige  for  at  identificere  den  berørte  telekommunikation,     data,  der  er  nødvendige  for  at  identificere kommunikationsudstyret samt data, der er nødvendige for at foretage en lokalisering af kommunikationen ved dens begyndelse og under hele dens varighed. For så vidt angår (kommunikations)tjenesterne omfatter rammeafgørelsen ifølge artikel 2, stk. 3, data, der frembringes af tjenester,  der  leveres  via  telefoni  (dog  ikke  sms,  elektroniske  medietjenester  og  multimediemeddelelsestjenester, medmindre disse leveres som led i en telefonitjeneste) og internet-protokoller, herunder e-mail, voice over IP, WWW, FTP, NNTP, HTTP, voice over bredbånd samt undersæt af IP-numre - NAT-data. - 3 -

Det er endvidere præciseret i forslagets   artikel 2, stk. 4, at fremtidig teknologisk udvikling, der gør det lettere at overføre kommunikation, ligeledes falder ind under rammeafgørelsens anvendelsesområde.   Bestemmelserne i artikel 2, stk. 3 og 4, er i det reviderede udkast til rammeafgørelse flyttet op som en ny artikel 1a, dog uden at der herved er sket indholdsmæssige ændringer i bestemmelserne. For så vidt angår den tidsmæssige udstrækning af dataopbevaringen, fastsætter rammeafgørelsen, at dette skal ske i mindst 12 måneder og højst 36 måneder efter frembringelsen af de pågældende data. Medlemsstaterne kan fastsætte en længere opbevaringstid efter nationale kriterier, hvis en sådan opbevaring er nødvendig, passende og forholdsmæssig i et demokratisk samfund, jf. artikel 4, stk. 1. Herudover vil medlemsstaterne efter artikel 4, stk. 2, kunne beslutte at fravige de nævnte opbevaringstider for så vidt angår kommunikationsdata (som defineret i artikel 2, stk. 2), der er frembragt under anvendelse af andre former for kommunikationstjenester    end    telefoni,    dvs.    ved    hjælp    af    sms,    elektroniske    medietjenester, multimediemeddelelsestjenester  (der  leveres  som  led  i  en  telefonitjeneste)  samt  internet-protokoller.  Efter  det reviderede udkast til rammeafgørelse foreslås det, at tidsfristen for opbevaring af data fastsættes til 12 måneder med mulighed for, at de enkelte medlemsstater kan fastsætte længere henholdsvis kortere frister i national ret. Betingelserne  for  at  fastsætte  en  længere  opbevaringsfrist  er,  at  en  sådan  opbevaring  er  nødvendig, hensigtsmæssig og proportionel i et demokratisk samfund. En kortere frist kan efter forslaget fastsættes, hvis fristen på 12 måneder ikke findes acceptabel ifølge nationale procedurer. Anmodninger  fra en  medlemsstat  til  en  anden  medlemsstat om  adgang  til  data  skal ifølge   artikel  5  fremsættes  og besvares i  overensstemmelse  med  de  instrumenter vedrørende retligt  samarbejde i  kriminalsager, der er  vedtaget i henhold til afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). Den anmodede medlemsstat kan stille de samme betingelser for at give sit samtykke til en sådan anmodning om dataadgang, som den ville stille i en tilsvarende national sag. Bestemmelsen er ikke medtaget i det reviderede udkast til rammeafgørelse. Forslaget indeholder herudover en række databeskyttelsesmæssige krav til opbevaringen af data, jf. artikel 6 og 7. Efter rammeafgørelsens   artikel 6 stilles der krav om, at medlemsstaterne sikrer, at data, der opbevares i medfør af rammeafgørelsen, som et minimum er underlagt en række nærmere angivne databeskyttelsesprincipper, og at der er adgang til retsmidler i overensstemmelse med reglerne i det almindelige persondatadirektiv (direktiv 95/46/EF – kapitel 3). De databeskyttelsesprincipper – der som i minimum skal gælde – er følgende:   Der skal være adgang til data for kompetente myndigheder fra sag til sag til udtrykkeligt angivne legitime formål i overensstemmelse med national lovgivning, og data må ikke behandles videre på en måde, som er uforenelig med disse formål. Dataene skal være hensigtsmæssige og relevante og må ikke være mere omfattende end krævet til opfyldelse af de formål, der begrunder adgangen til dem. Dataene skal behandles rimeligt og lovligt. Data, som kompetente myndigheder får adgang til, skal opbevares på en måde, der ikke giver mulighed for at identificere de personer, dataene vedrører, længere end det er nødvendigt af hensyn til de formål, som lå til grund for indsamlingen af dataene, eller som ligger til grund for en videre behandling. Fortrolighed og integritet skal sikres. Data,  som  der  gives  adgang  til,  skal  være  korrekte,  og  der  skal  tages  ethvert  rimeligt  skridt  til  at  sikre,  at personoplysninger, der er urigtige i forhold til det formål, som lå til grund for indsamlingen af dataene, eller som ligger til grund for en videre behandling, slettes eller berigtiges. Herudover stilles der efter forslagets artikel 7 krav om, at data, der opbevares på grundlag af rammeafgørelsen, som et - 4 -

minimum (også) er underlagt de i det følgende nævnte principper for (fysisk) datasikkerhed, idet der i den forbindelse skal tages hensyn til artikel 4 i direktiv 2002/58/EF (om databeskyttelse inden for telekommunikation): De opbevarede data skal være af samme kvalitet som dem, der findes på nettet. Dataene skal være omfattet af de fornødne tekniske og organisatoriske foranstaltninger, så de er beskyttet mod hændelig  eller  ulovlig  tilintetgørelse  eller  mod  hændeligt  tab,  mod  forringelse,  ubeføjet  udbredelse  eller ikke-autoriseret adgang samt mod enhver anden form for ulovlig behandling. Samtlige data skal tilintetgøres ved udløbet af opbevaringstiden, bortset fra data, der har været givet adgang til, og som i denne forbindelse er blevet gemt. Hver medlemsstat fastsætter regler i sin nationale lovgivning om den fremgangsmåde, der skal følges for at få adgang til opbevarede data og for at gemme data, der har været givet adgang til. Af   den   ovennævnte   artikel   4   i   direktiv   2002/58/EF   følger,   at   udbyderen   af   en   offentligt   tilgængelig kommunikationstjeneste skal træffe passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at beskytte sine tjenester. I de tilfælde, hvor der er særlig risiko for brud på netsikkerheden, skal udbyderen informere abonnenterne herom samt om hvorledes sådanne brud kan forebygges.   Forslaget indeholder endelig bestemmelser om gennemførelse og ikrafttræden af rammeafgørelsen, jf. artikel 8 og 9. 3. Europa-Parlamentet Forslaget har endnu ikke været forelagt for Europa-Parlamentet. 4. Høring Forslaget er sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer: Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Aalborg, Præsidenten for Retten i Roskilde, Den  Danske  Dommerforening,  Dommerfuldmægtigforeningen,  Domstolsstyrelsen,  Rigspolitichefen,  Rigsadvokaten, Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen,  Politiforbundet  i  Danmark,  Advokatrådet,  Landsforeningen  af  beskikkede  advokater, Datatilsynet, Amnesty International og Institut for Menneskerettigheder. Justitsministeriet  har  modtaget  høringssvar  fra  Præsidenten  for  Østre  Landsret,  Præsidenten  for  Vestre  Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten,  Statsadvokaten  for  særlig  økonomisk  kriminalitet,  Politidirektøren  i  København,  Foreningen  af Politimestre  i  Danmark,  Politiforbundet  i  Danmark,  Advokatrådet,  Landsforeningen  af  beskikkede  advokater, Datatilsynet og Institut for Menneskerettigheder. Præsidenten for  Østre Landsret,  Præsidenten for Vestre  Landsret, Præsidenten  for Københavns  Byret, Den Danske  Dommerforening,  Dommerfuldmægtigforeningen,  Domstolsstyrelsen,  Foreningen  af  Politimestre  i Danmark,  Politiforbundet  i  Danmark og  Landsforeningen  af  beskikkede  advokater  har  oplyst,  at  de  ikke  har bemærkninger til forslaget. Rigsadvokaten har anført, at han finder det væsentligt at tilstræbe, at man i samtlige EU-medlemsstater i rimeligt omfang sikrer logning af data om teletrafik med henblik på efterforskning og retsforfølgning i straffesager, og således at disse data som udgangspunkt kan benyttes også under sager i andre stater end der, hvor data er lagret. Teletrafikdata vil således ofte være af afgørende betydning som bevismidler under domsforhandlinger, og vil ikke sjældent være af større bevismæssig værdi end f.eks. vidneforklaringer om kontakter mellem relevante personernes bevægelsesmønstre i øvrigt. - 5 -

Rigsadvokaten har ikke i øvrigt bemærkninger til forslaget, men henviser dog til sin udtalelse af 13. maj 2004 om udkastet til bekendtgørelse og vejledning på området. Rigsadvokaten bemærker i den forbindelse, at han i forhold til forslaget til rammeafgørelse må tage samme forbehold som i forhold til udkastet til bekendtgørelse og vejledning, idet rigsadvokaturen ikke har den tekniske indsigt, som gør, at det med sikkerhed kan vurderes, om reglerne i forslaget til rammeafgørelse i alle tilfælde vil sikre,  at der sker registrering og opbevaring af oplysninger, der er relevante for politiets efterforskning. Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet    har tilsluttet sig Rigsadvokatens bemærkninger. Politidirektøren  i  København    har  anført,  at  det  utvivlsomt  vil  lette  efterforskningen  af  grænseoverskridende kriminalitet,  hvis  der  udfærdiges  en  rammeafgørelse  om  opbevaring  af  data  fra  telekommunikation,  således  at medlemslandenes regler på området nærmere koordineres. Politidirektøren   i   København   foreslår,   at   anvendelsesområdet   for   forslaget   udvides   til   også   at   omfatte abonnementsoplysninger om juridiske personer. Endelig peges der på, at det forekommer uklart, hvor meget der skal registreres efter forslaget til rammeafgørelse, men at dette umiddelbart forekommer mere vidtgående med hensyn til registrering  af  brugeroplysninger  end  ministeriets  tidligere  udsendte  udkast  til  bekendtgørelse  om  telenet-  og teletjenesteudbyderes registrering og opbevaring af oplysninger om teletrafik. Advokatrådet  anfører bl.a., at en konsekvens af forslaget vil være, at leverandører/udbydere i betydeligt omfang vil komme  til  at  registrere  og  opbevare  store  mængder  af  data.  Ud  over  de  økonomiske  konsekvenser,  der  vil  være forbundet med en sådan dataophobning, henviser Advokatrådet til persondatalovens § 5, stk. 3, hvis formål netop er at undgå unødig datophobning. Vedrørende dataopbevaringstiden bemærker Advokatrådet, at der i retsplejelovens § 786, stk. 4, er indsat en revisionsbestemmelse med henblik på, at længden af opbevaringstiden kan tages op til fornyet overvejelse. Såfremt rammeafgørelsen vedtages, vil denne  revisionsbestemmelse blive illusorisk. I forbindelse med forhandlingerne bør der gøres opmærksom herpå, ligesom der bør søges tilvejebragt erfaringsmateriale, der kan afklare, hvorvidt en opbevaringstid på op til 36 måneder er påkrævet. Med henvisning til betragtning 5 i forslaget bemærker Advokatrådet, at det her anførte, hvorefter indholdsdata som udgangspunkt ikke er omfattet af rammeafgørelsen, forekommer at være i modstrid med forslagets artikel 1, stk. 2, hvoraf det fremgår,  at indholdsdata kan  undtages fra rammeafgørelsen  i forbindelse med  gennemførelse i national lovgivning. Advokatrådet  anfører  endvidere,  at  det  i  relation  til  forslagets  artikel  6  og  7  vedrørende  databehandlingsskik  og sikkerhedsforanstaltninger mv. forekommer noget uklart, hvem de enkelte bestemmelser retter sig imod, ligesom det synes uklart, hvem der er dataansvarlig i forhold til opbevaring af data, der er blevet givet adgang til. Med hensyn til spørgsmålet om effektivt tilsyn er det efter Advokatrådets opfattelse vigtigt at få afklaret, hvad forslagets artikel 6 og 7 tilsigter at regulere, ligesom det er vigtigt at få dataansvaret fastlagt. Advokatrådet  understreger  afslutningsvist,  at  forslaget  har  meget  vidtrækkende  konsekvenser  i  forhold  til  dansk lovgivning.  Det  er  derfor  vigtigt,  at  der  inden  en  eventuel  vedtagelse  af  forslaget  gennemføres  en  analyse  af  de lovgivningsmæssige konsekvenser heraf. Datatilsynet bemærker indledningsvis, at tilsynet er enig med Justitsministeriet i, at forslaget til rammeafgørelse ikke indeholder krav til databeskyttelse, som ligger ud over gældende dansk lovgivning. Det er imidlertid Datatilsynets vurdering, at forslaget til rammeafgørelse i lighed med tidligere lovgivningsinitiativer på området rejser spørgsmål af databeskyttelsesretlig karakter.  Det  drejer sig om spørgsmål vedrørende formålsbestemthed og dataophobning  samt overvejelser   i   forhold   til   den   konkrete   fastsættelse   af   opbevaringstid,   adskillelsen   af   indholdsdata   fra kommunikationsdata, datasikkerhed og tilsyn med oplysningerne. I overensstemmelse med sine tidligere udtalelser fastholder Datatilsynet, at udbydere af telekommunikation mv. ikke i henhold  til  persondatalovens  regler  kan  registrere  og  opbevare  oplysninger  alene  med  henblik  på  politiets retshåndhævelse, dvs. med den begrundelse, at politiet i efterforskningsmæssig sammenhæng kan få behov for dem. Det - 6 -

er tilsynets vurdering, at en sådan registrering og opbevaring med henblik på politiets retshåndhævelse må kræve en særskilt hjemmel. Ud fra hensynet til privatlivets fred og i lyset af databeskyttelsesretlige principper om saglighed og proportionalitet, jf. persondatalovens § 5, er det Datatilsynets opfattelse, at en særskilt hjemmel i europæisk regi til registrering  og  opbevaring  af  oplysninger  i  videre  omfang  end,  hvad  der  følger  af  persondataloven,  kun  bør tilvejebringes, hvis vægtige samfundsmæssige hensyn taler herfor. Datatilsynet finder, at dette i den sidste ende må bero på en politisk vurdering af de modsatrettede hensyn. Ud over at skulle tilgodese formål ud over deres egne vil en konsekvens af forslaget være, at udbyderne i høj grad vil komme til at registrere og opbevare meget store mængder data. En sådan unødig dataophobning bør efter Datatilsynets opfattelse søges undgået, jf. det grundlæggende databeskyttelsesprincip i persondatalovens § 5, stk. 3. Datatilsynet  anfører  endvidere,  at  forslaget  til  rammeafgørelse  indeholder  en  opbevaringstid  på  mellem  12  og  36 måneder. Der er mulighed for at fravige disse krav til opbevaringstiden, men vedtages rammeafgørelsen i sin nuværende form vil opbevaring i under 12 måneder ikke kunne ske for så vidt angår data, der stammer fra telefoni. Datatilsynet finder det væsentligt, at der er mulighed for at tage længden af opbevaringsperioden efter retsplejelovens § 786, stk. 4, op til fornyet overvejelse. Man har således endnu ingen erfaringer med, hvorvidt oplysningerne anvendes i praksis, og hvor  længe  det  i  realiteten  er  nødvendigt,  at  de  omhandlede  oplysninger  opbevares.  Den  revisionsbestemmelse vedrørende § 786, stk. 4, som er indsat i retsplejeloven, må imidlertid antages at blive uden praktisk betydning, hvis den foreliggende rammeafgørelse vedtages i sin nuværende form. Datatilsynet vurderer således, at det må anses for så godt som udelukket at forkorte opbevaringstiden i de nationale regler for så vidt angår data, der stammer fra telefoni, ligesom det næppe heller vil være særlig aktuelt at overveje en reel revision i forhold til opbevaringstiden for andre trafikdata, hvis der foreligger en europæisk rammeafgørelse. Datatilsynet opfordrer på denne baggrund til, at det i forbindelse med de videre forhandlinger af forslaget søges oplyst, hvorvidt der ligger konkrete praktiske erfaringer til grund for de foreslåede opbevaringstider. Datatilsynet henviser i den forbindelse til, at de europæiske datachefer har udtalt sig i kraftige vendinger imod opbevaring af den omhandlede type oplysninger i over 1 år. Datatilsynet bemærker desuden – ligesom Advokatrådet (se ovenfor) – at det anførte i betragtning 5 i forslaget, hvorefter indholdsdata som udgangspunkt ikke er omfattet af rammeafgørelsen, forekommer at være i modstrid med forslagets artikel 1, stk. 2, hvoraf det fremgår, at indholdsdata kan undtages fra rammeafgørelsen i forbindelse med gennemførelse i national lovgivning. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt udtrykket ”oplysninger om teletrafik” i retsplejelovens § 786, stk. 4, må antages at omfatte de data, som vil skulle registreres ifølge rammeafgørelsens artikel 2, stk. 2, bemærker Datatilsynet, at tilsynet i sit høringssvar vedrørende udkastet til bekendtgørelse om logning af trafikdata har gjort opmærksom på, at oplysningen om modtageren af en sms-besked rent teknisk er en del af indholdet af beskeden. Tilsynet kunne ikke ved den lejlighed konstatere ud fra det tilsendte materiale, om der var foretaget undersøgelser af, om registreringspligten kunne opfyldes i teknisk henseende, uden der samtidig skete registrering og opbevaring af indholdet af den elektroniske kommunikation. Denne samme uklarhed gør sig efter tilsynets opfattelse gældende i forhold til det foreliggende forslag til rammeafgørelse. Datatilsynet fremhæver derfor på ny, at registrering og opbevaring af kommunikationsindholdet i længere tid, end udbyderen har behov for af hensyn til egne formål og i henhold til den aftale, udbyderen har med kunden, ikke vil kunne foretages inden for rammerne af persondataloven. Datatilsynet noterer sig i øvrigt, at man ikke fra dansk side lægger op til at foretage registrering og opbevaring af indholdsdata, idet Justitsministeriet har vurderet, at ændring af lovgivningen ikke er nødvendig. Datatilsynet peger i den forbindelse på, at det kan have meget vidtrækkende konsekvenser, hvis rammeafgørelsen åbner mulighed for, at der kan registreres indholdsdata. Datatilsynet finder det i øvrigt vigtigt – ikke mindst af hensyn til en senere politisk beslutningsproces – at der skabes klarhed over rækkevidden af rammeafgørelsen. Endelig  anfører  Datatilsynet,  at  forslaget  i  artikel  6  og  artikel  7  indeholder  forskellige  bestemmelser  om - 7 -

databehandlingsskik,  sikkerhedsforanstaltninger  og  adgang  til  data.  Det  forekommer  imidlertid  Datatilsynet  meget uklart, hvad det reelle indhold af bestemmelserne er, og hvem de enkelte bestemmelser retter sig imod. Der er bl.a. en uklarhed i forbindelse med, hvem der er dataansvarlig i forhold til opbevaringen af data, der er blevet givet adgang til. Dette spørgsmål kan navnlig få betydning for håndhævelse af et effektivt tilsyn med behandlingen af oplysningerne, jf. i øvrigt Datatilsynets udtalelse vedrørende IT-kriminalitet. Institut for Menneskerettigheder bemærker bl.a., at instituttet i et tidligere høringssvar vedrørende lovforslaget om den såkaldte anti-terrorpakke har angivet, at det er tvivlsomt, hvorvidt menneskerettens krav om nødvendighed og proportionalitet i relation til det konkrete indgreb i privatlivet (Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8) er opfyldt i forbindelse med den udvidede logningspligt af samtlige brugere af tele- og internettrafik. Instituttet har også peget på en række problemer i relation til det udsendte udkast (af 13. maj 2004) til logningsbekendtgørelse. Institut  for  Menneskerettigheder  peger  herudover  bl.a.  på,  at  der  er  knyttet  flere  problemer  til  logningspligten  for teleudbydere. På det generelle plan er det problematisk, at dens efterlevelse fører til et indgreb i    samtlige borgeres privatliv, idet registreringen og opbevaringen af oplysninger vil ramme alle borgere uafhængig af, hvorvidt de er under konkret mistanke eller ej. Det må anses for tvivlsomt, om en logning af al teleinternettrafik der berører samtlige brugere er et proportionalt middel til opnåelse af målet om at bekæmpe kriminalitet. Tillige bryder en sådan generel registrering efter instituttets opfattelse med hidtidige EU-standarder for privatlivsbeskyttelse, som f.eks. direktiv 2002/58/EC, hvor man eksplicit tog stilling til spørgsmålet om dataopbevaring af data. Det er således instituttets opfattelse, at et mindre indgribende middel kan finde anvendelse, nemlig logning af tele- og internettrafik efter retskendelse, af personer der er under konkret mistanke for kriminelle handlinger. På det konkrete plan, dvs. ved anvendelse af loggen i konkrete tilfælde, finder Institut for Menneskerettigheder, at det er problematisk,   at   ikke-mistænkte   og   efterforskningsmæssigt   irrelevante   personer   vil   være   omfattet   af   de logningsoplysninger, der anvendes i et efterforskningsøjemed. I det omfang sådanne personer kommunikerer med en mistænkt, hvis tele- og internetoplysninger anvendes af politiet, vil de indgå i politiets efterforskningsmateriale i den konkrete sag og dermed være udsat for privatlivskrænkelse. Instituttet henviser i den forbindelse til praksis fra Den Europæiske  Menneskerettighedsdomstol.  I  forhold  til  forslaget  til  rammeafgørelse  er  denne  problemstilling  efter instituttets  opfattelse  relevant  for  personer,  der  indgår  i  loggen,  som  numre  der  foretages  opkald  til.  Hvis  den opkaldende person er mistænkt for en forbrydelse, og der af den grund er hjemmel til at indhente logningsoplysninger, vil de tredjeparter, som ikke er under mistanke, men som registreres som led i logningen, være udsat for indgreb i deres privatliv, når oplysninger om deres tele- og internettrafik bliver eksponeret under en efterforskning. Institut  for  Menneskerettigheder  finder  samlet  set, at  det  ikke  er  sandsynliggjort,  at  en  systematisk  registrering  af samtlige borgere vil stå i et rimeligt forhold til det mål, der forfølges, herunder at det er et nødvendigt indgreb i et demokratisk samfund. Hertil kommer efter instituttets opfattelse, at de danske regler for logning af trafikdata endnu ikke er sat i kraft og tillige har mødt megen kritik i det foreliggende udkast til bekendtgørelse, ikke mindst med hensyn til forholdet mellem registreringens omfang og undtagelsesbestemmelserne. Det er således uafklaret, hvorvidt og i hvilken form de danske regler vil leve op til rammeafgørelsens bestemmelser, herunder hvorvidt det vil være nødvendigt at skærpe den danske regulering yderligere. Institut for Menneskerettigheder konkluderer på denne baggrund – og i forlængelse af den kritik, som instituttet tidligere har  rettet  mod  logningspligten  i  retsplejeloven  samt  i  det  udsendte  udkast  til  bekendtgørelse  på  området  -  at  det proportionalitetshensyn, som er indeholdt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke er opfyldt i den  foreliggende  rammeafgørelse.  Det  forhold,  at  logningsbekendtgørelsens  endelige  udformning  er  uafklaret, vanskeliggør efter instituttets opfattelse en præcis vurdering af rammeafgørelsens konsekvenser for dansk ret. Instituttet anmoder  derfor  om  en  fornyet  høringsrunde  af  forslaget  til  rammeafgørelse  på  det  tidspunkt,  hvor  de  danske logningsregler, herunder undtagelserne er fastlagt. 5. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 2. november 2004. - 8 -

6. Subsidiaritetsprincippet Forslaget tager sigte på at sikre, at der på EU-plan sker en logning af trafikdata med henblik på, at sådanne oplysninger kan  inddrages  i  efterforskningen,  afsløringen  og  strafforfølgningen  af  grænseoverskridende  kriminalitet.  Forslaget vurderes ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet. 7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser 7.1.    Lovgivningsmæssige konsekvenser 8.1.1. De regler for udbydere af telenet og teletjenesters registrering og opbevaring af oplysninger om teletrafik, der som tidligere nævnt findes i retsplejelovens § 786, er på nuværende tidspunkt ikke sat i kraft, idet dette først vil ske, når de nødvendige administrative forskrifter er udstedt, jf. ovenfor under punkt 3.1.2. Det er derfor forbundet med usikkerhed at vurdere, om det foreliggende forslag til rammeafgørelse om logning af data om teletrafik vil nødvendiggøre ændringer i lovgivningen, herunder navnlig i forhold til det udkast til bekendtgørelse på området, som har været sendt i høring, jf. herom ovenfor under pkt. 3.1.3. Efter  Justitsministeriets  opfattelse  må  det  imidlertid  antages,  at  rammeafgørelsen  i  dens  nuværende  form  ikke  vil nødvendiggøre  ændringer  i  de  bestemmelser, som  følger  af retsplejelovens  §  786. Der  lægges  herved vægt  på,  at udbydere af telenet og teletjenester efter retsplejelovens § 786, stk. 4, har pligt til at foretage registrering og opbevaring i 1  år  af  oplysninger  om  teletrafik  til  brug  for  efterforskning  og  retsforfølgning  af  strafbare  forhold.  Udtrykket ”oplysninger om teletrafik”  må antages at omfatte de data, som efter rammeafgørelsens artikel 2, stk. 2, vil skulle registreres og opbevares af udbyderne. Endelig bemærkes det, at der efter rammeafgørelsen er lagt op til, at der ikke skal gælde en ubetinget opbevaringspligt, når formålet med at opbevare data er at forebygge kriminalitet. Hvad angår forholdet mellem forslaget til rammeafgørelse og de påtænkte administrative forskrifter, forekommer det efter Justitsministeriets opfattelse på nuværende tidspunkt usikkert, om disse (påtænkte) administrative forskrifter i givet fald  vil  kunne  udstedes  i  den  foreliggende  form.  Det  er  således  bl.a.  spørgsmålet  om  de  undtagelser,  der  efter bekendtgørelsesudkastet  opstilles  med  hensyn  til,  hvilke  udbydere  som  ikke  skal  omfattes  af  registrerings-  og opbevaringspligten, vil kunne anses for at være forenelige med forslaget til rammeafgørelse.   8.1.2.  For  så  vidt  angår  de  krav  til  databeskyttelse,  som  følger  af  rammeafgørelsens  artikel  6  og  7,  er  det Justitsministeriets vurdering, at den nuværende danske lovgivning på området lever op til disse krav. Således må rammeafgørelsens artikel 6 anses for opfyldt med bestemmelserne i persondatalovens § 5 og med reglerne om adgang til retsmidler som fastlagt i persondatadirektivets kapitel 3. Rammeafgørelsens artikel 7 må navnlig anses for opfyldt ved reglerne om (fysisk) datasikkerhed i telelovgivningen og persondataloven. 7.2.    Statsfinansielle konsekvenser Forslaget vurderes ikke i sig selv at ville have statsfinansielle konsekvenser. 8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg Forslaget  til  rammeafgørelse  om  logning  af  data  om  teletrafik  samt  et  grundnotat  om  forslaget  er  oversendt  til Folketingets Europaudvalg den 4. august 2004 og til Folketingets Retsudvalg den 2. august 2004. Et aktuelt notat om forslaget er endvidere oversendt til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19. november 2004, hvor sagen imidlertid blev taget af dagsordenen.   - 9 -

Dagsordenspunkt 28: Forberedelse af møde på ministerniveau (retlige og indre anliggender) med landene i det vestlige Balkan, 3. december 2004 Nyt notat. 1. Baggrund Det nederlandske formandskab har taget initiativ til, at det såkaldte ”EU-Forum” med landene i det vestlige Balkan skal mødes på ministerniveau (retlige og indre anliggender) den 3. december 2004 i Bruxelles for at drøfte udviklingen med hensyn  til organiseret  kriminalitet  i det  vestlige  Balkan og  indvirkningerne  heraf på  Den  Europæiske Union  samt samarbejde vedrørende grænseforvaltning og udviklingen af retligt og politimæssigt samarbejde. Initiativet skal ses i lyset af, at det på topmødet den 21. juni 2003 i Thessaloniki mellem EU og det vestlige Balkan blev fastslået, at Balkan-landenes fremtid ligger inden for Den Europæiske Union. Samtidig blev det imidlertid understreget, at  organiseret  kriminalitet  og  korruption  er  en  reel  hindring  for  demokratisk  stabilitet,  retssamfundet,  økonomisk udvikling og civilsamfundets udvikling i regionen, og at bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og korruption i det vestlige Balkan derfor skal prioriteres højt i EU. Da det såkaldte ”EU-Forum” med landene i det vestlige Balkan herefter mødtes på ministerniveau (retlige og indre anliggender) den 28. november  2003 i  Bruxelles var hovedtemaet  ligeledes situationen med hensyn til organiseret kriminalitet  og  korruption  i  det  vestlige  Balkan  og  indvirkningerne  heraf  på  Den  Europæiske  Union.  Forummet understregede, at det for at styrke bekæmpelsen af organiseret kriminalitet er vigtigt med koordination på alle niveauer. Efterfølgende har der i EU-regi været foretaget en nærmere undersøgelse af EU's indsats til bekæmpelse af organiseret kriminalitet med oprindelse i eller tilknytning til det vestlige Balkan. I den forbindelse har en gruppe af Formandskabets Venner bl.a. udarbejdet en rapport om, hvordan EU og medlemsstaterne effektiviserer bekæmpelsen af organiseret kriminalitet med oprindelse i eller tilknytning til det vestlige Balkan. Denne rapport blev drøftet i Rådet (retlige og indre anliggender) den 19. november 2004. Det forventes, at formandskabet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 2.-3. december 2004 vil orientere Rådet om mødet den 3. december  2004  med landene i det vestlige Balkan og i  den forbindelse præsentere et udkast til formandskabets erklæring om mødet. 2. Indhold Formandskabets erklæring om mødet beskriver den overordnede udvikling i samarbejdet mellem EU og landene i det vestlige Balkan vedrørende organiseret kriminalitet og integreret grænseforvaltning og indeholder bl.a. afsnit om: implementeringen af de specifikke operationelle tiltage i indsatsen mod organiseret kriminalitet, styrkelsen af SECI-centrets (det sydøsteuropæiske center for samarbejde om bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet) rolle, det retlige og politimæssige samarbejde i regionen, Formandskabets Venners rapport, og behovet for integreret grænseforvaltning. Det konkluderes, at der er opnået en række vigtige resultater, men at der fortsat er behov for væsentlige forbedringer, både for så vidt angår indsatsen mod den organiseret kriminalitet og den integrerede grænseforvaltning. - 10 -

3. Europa-Parlamentet Europa-Parlamentet har ikke været hørt i sagen. 4. Høring Der er ikke foretaget høring i anledning af sagen. 5. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde Sagen har ikke været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde. 6. Subsidiaritetsprincippet Subsidiaritetsprincippet ses ikke at have betydning for sagen. 7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser Sagen har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser. 8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg. - 11 -

Dagsordenenspunkt 29: Rammeafgørelse om styrkelse af strafferetlige rammer til bekæmpelse af forurening fra skibe Revideret notat. Ændringer er markeret med kursiv. Baggrund. På baggrund af blandt andet olietankskibet Prestiges forlis i november 2002, der forårsagede en miljøkatastrofe ud for Galiciens kyst, har Kommissionen den 2. maj 2003 fremsat et forslag til rammeafgørelse om styrkelse af strafferetlige rammer til bekæmpelse af forurening fra skibe (KOM(2003) 227 endelig). Forslaget til rammeafgørelse ledsager et forslag til direktiv om forurening fra skibe og om indførelse af sanktioner, herunder strafferetlige sanktioner, for ulovlig udtømning af forurenende stoffer fra skibe (herefter benævnt ”direktivet”), som Kommissionen fremsatte den 5. marts 2003 (KOM(2003) 92 endelig). De to forslag supplerer hinanden således, at forslaget til direktiv som udgangspunkt indeholder bestemmelser, der fastlægger, hvilke handlinger der skal betragtes som overtrædelser, mens forslaget til rammeafgørelse indeholder bestemmelser om de strafferetlige sanktioner for overtrædelse af direktivets bestemmelser. Forslaget til rammeafgørelse bygger tillige videre på Rådets rammeafgørelse om strafferetlig beskyttelse af miljøet, der blev vedtaget den 27. januar 2003, og som forpligter medlemslandene til at drage omsorg for, at fysiske og juridiske personer (selskaber mv.) kan straffes for en række nærmere definerede miljøforbrydelser, og at straffen i de alvorligste tilfælde skal kunne være frihedsberøvelse af en varighed, som kan medføre udlevering. Miljøministeriet (Miljøstyrelsen) har forhandlet direktivforslaget. På rådsmødet (transport, telekommunikation og energi) den 10.-11. juni 2004 blev der opnået politisk enighed om rådets fælles holdning til direktivforslaget. Forslaget til rammeafgørelsen blev forelagt på   rådsmøderne   (retlige og indre anliggender) den 25.-26. oktober 2004 og den 19. november 2004, hvor der imidlertid ikke blev opnået politisk enighed. Forslaget forventes på ny at blive forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 2.-3. december 2004 med henblik på om muligt at opnå politisk enighed om forslaget. Indhold. Retsgrundlaget for rammeafgørelsen er artikel 31, stk. 1, litra e, og artikel 34, stk. 2, litra b, i Traktaten om Den Europæiske Union. Efter gennemgang af Kommissionens forslag i Rådets arbejdsgrupper, er der foretaget en række ændringer, således at forslaget i den seneste reviderede udgave fra formandskabet nu har følgende indhold: Artikel 1 bestemmer, at definitionerne i direktivforslaget også finder anvendelse i rammeafgørelsen. I direktivforslagets artikel 2, defineres ”Marpol 73/78” som den internationale konvention af 1973 om forebyggelse af forurening fra skibe, samt 1978-protokollen hertil, med senere ændringer. ”Forurenende stoffer” defineres som olie og skadelige flydende - 12 -

stoffer i bulk, jf. Marpol 73/78 henholdsvis bilag I og II. Endvidere defineres ”udtømning” som enhver udledning fra et skib, jf. artikel 2 i Marpol 73/78, og endelig defineres ”skib” som et søgående fartøj, uanset flag, af en hvilken som helst type, der opererer i havmiljøet, inklusiv hydrofoilbåde, luftpudefartøjer, undervandsfartøjer og flydende materiel. Ifølge  artikel 2, stk. 1, i udkastet til rammeafgørelsen skal medlemsstaterne sikre, at en udtømning af forurenende stoffer som fastlagt i direktivets artikel 3a (nu 4) og 3b (nu 5) skal betragtes som en strafferetlig overtrædelse. De strafferetlige overtrædelser omfatter således forsætlig, (hensynsløs) og grov uagtsom udtømning af olie og skadelige flydende stoffer i bulk i - en medlemsstats indre territorialfarvande, herunder havne, for så vidt Marpol finder anvendelse - en medlemsstats ydre territorialfarvande - internationale  stræder,  som  er  omfattet  af  bestemmelserne  om  transitpassage  i  kapitel  III,  afsnit  2  i  FN’s Havretskonvention af 1982, når strædet hører under en medlemsstats jurisdiktion, - en  medlemsstats  eksklusive  økonomiske  zone  eller  tilsvarende  zone  som  fastlagt  i  overensstemmelse  med folkeretten, og - det åbne hav. Efter direktivforslagets artikel 3b (nu 5), der henviser til Marpol 73/78, er udtømning i en række nærmere opregnede situationer dog ikke at betragte som en overtrædelse. Hvorvidt en udtømning er ulovlig afhænger som udgangspunkt af skibets fart, udtømningshastighed, koncentrationen og typen  af det forurenende stof, afstand fra kysten, på  hvilket område udtømningen sker, under hvilke omstændigheder den sker samt i visse tilfælde også hvilke forholdsregler, der er taget for at begrænse skadens omfang. Undtagelserne i direktivforslaget er suppleret af rammeafgørelsens   artikel 2, stk. 2, hvorefter besætningsmedlemmer under nærmere angivne betingelser er undtaget fra strafferetligt ansvar. Artikel  3  forpligter  medlemsstaterne  til  -  i  overensstemmelse  med  national  ret  –  at  sikre,  at  også  medvirken  til overtrædelser som nævnt i artikel 2 kan straffes. Artikel 4, stk. 1, forpligter medlemsstaterne til at sikre, at de overtrædelser, som er defineret i rammeafgørelsens artikel 2  og  3  skal  kunne  medføre  effektive,  proportionale  og  afskrækkende  straffe.  I  det  mindste  i  alvorlige  sager  skal medlemsstaterne have en strafferamme på mindst 1 til 3 års fængsel, dvs. en frihedsstraf, der kan danne grundlag for udlevering efter reglerne om den europæiske arrestordre. Artikel 4, stk. 1 a, giver medlemsstaterne mulighed for at anvende andre former for sanktioner end nævnt i artikel 4, stk. 1, i mindre sager, hvor overtrædelsen ikke har medført forringelse af vandkvaliteten. Efter artikel 4, stk. 2, har medlemsstaterne endvidere mulighed for at supplere de strafferetlige sanktioner nævnt i artikel 4, stk. 1, med andre former for sanktioner, navnlig bøder eller for en fysisk persons vedkommende forbud mod at udøve virksomhed, der forudsætter officiel autorisation eller godkendelse, eller forbud mod at stifte, administrere eller lede et selskab eller en fond, såfremt de forhold, der har ført til den pågældendes domfældelse, viser en tydelig risiko for recidiv med ligeartet kriminalitet. Efter artikel  4,  stk.  3,  skal  medlemsstaterne  have  en  strafferamme  på  mindst  5  til  10  års  fængsel ,  hvis  forsætlige overtrædelser af artikel 2 har medført betydelige og omfattende skader på vandkvaliteten, dyre- eller plantearter eller dele af disse samt alvorlig personskade eller død. Efter artikel  4,  stk.  4,  skal  medlemsstaterne  herudover  have  en  strafferamme  på  mindst  2  til  5  års  fængsel, hvis forsætlige overtrædelser af artikel 2: a) har medført betydelige og omfattende skader på vandkvaliteten eller på dyre- eller plantearter eller dele af disse, eller b) er begået inden for rammerne af en kriminel organisation - 13 -

Efter artikel 4, stk. 5, skal medlemsstaterne have en strafferamme på mindst 2 til 5 års fængsel , hvis groft uagtsomme overtrædelser af artikel 2 har medført betydelige og omfattende skader på vandkvaliteten, dyre- eller plantearter eller dele af disse samt alvorlig personskade eller død. Efter artikel 4, stk. 6, skal medlemsstaterne herudover have en strafferamme på mindst 1 til 3 års fængsel, hvis groft uagtsomme overtrædelser af artikel 2 har medført betydelige og omfattende skader på vandkvaliteten eller på dyre- eller plantearter eller dele af disse. Artikel 4, stk. 7, fastsætter, at der som udgangspunkt alene kan idømmes fængselsstraf i det omfang det er foreneligt med folkeretten, herunder især FN’s havretskonventions artikel 230 (om begrænset anvendelse af andet end bødestraf i forhold til fremmede skibe). Medlemsstaterne anser dog i henhold til FN’s havretskonvention artikel 311 ikke fartøjer, der fører en medlemsstats flag, for at være fremmede fartøjer som nævnt i FN’s havretskonventions artikel 230. Bestemmelsen må formentlig forstås således, at det bliver muligt inden for EU at anvende navnlig fængselsstraf for overtrædelser begået af skibe fra andre EU-lande, herunder bl.a. over for besætningsmedlemmer, i videre omfang, end hvad der er muligt efter FN’s havretskonventions artikel 230, hvorefter der alene kan anvendes bødestraf over for udenlandske skibes overtrædelser, medmindre der er tale om overtrædelser begået på søterritoriet, og hvor der er tale om forsætlig og alvorlig forurening. Artikel 5, stk. 1, indeholder nærmere regler for juridiske personers strafansvar. Bestemmelsen forpligter medlemsstaterne til at sikre, at juridiske personer kan gøres ansvarlige med hensyn til de handlinger, der er beskrevet i rammeafgørelsens artikel 2 og 3, i det omfang handlingerne er begået for at skaffe den juridiske person vinding, er begået af en person, der handler enten individuelt eller som medlem af et organ under den juridiske person, og som har en ledende stilling inden for den juridiske person, baseret på beføjelser til at repræsentere den juridiske person, til at træffe beslutninger på den juridiske persons vegne, eller til at udøve intern kontrol. Endvidere forpligtes medlemsstaterne efter artikel 5, stk. 2, til at sikre, at juridiske personer også kan straffes i tilfælde, hvor utilstrækkelig kontrol eller tilsyn fra den juridiske persons side har gjort det muligt for en person, der er underlagt den juridiske persons myndighed, at begå overtrædelser som nævnt i artikel 2 med henblik på at skaffe den juridiske person vinding. Artikel 5, stk. 3, fastslår, at juridiske personers ansvar efter bestemmelsens stk. 1 og 2 ikke udelukker strafferetlig forfølgning af fysiske personer, der begår eller medvirker til de i artikel 2 og 3 nævnt overtrædelser. Ifølge  artikel 6, stk. 1, er medlemsstaterne forpligtede til at sikre, at der over for juridiske personer, der findes ansvarlige i medfør af artikel 5, stk. 1, kan iværksættes sanktioner, der er effektive, proportionale og har afskrækkende virkning. Sanktionerne  skal,  i  det  mindste  hvor  der  er  tale  om  overtrædelser  som  nævnt  i  artikel  2,  omfatte  bøder  med  et maksimum på mindst 150.000 EUR  (ca. 1.125.000 kr.) til 300.000 EUR (ca. 2.250.000 kr.). I de mest graverende tilfælde, herunder de forsætlige overtrædelser, der er nævnt i artikel 4, stk. 3 og 4, skal bøderammen være på mindst 750.000 EUR (ca. 5.625.000 kr.) til 1.500.000 EUR (ca. 11.250.000 kr.). Sanktionerne kan i alle tilfælde omfatte andet end bøder, f.eks.: a) udelukkelse fra offentlige ydelser eller tilskud, b) midlertidigt eller varigt forbud mod at udøve kommerciel virksomhed, c) anbringelse under retsligt tilsyn, d) likvidation efter retskendelse, e) pligt til at træffe bestemte foranstaltninger for at undgå følgevirkningerne af den strafbare handling, der medførte ansvar for den juridiske person. I artikel 6, stk. 1 a, er der taget højde for, at  ikke alle medlemsstater deltager i EMU’en. Det fremgår således, at bøderammerne i stk. 1, for de medlemsstater, der ikke anvender euroen, fastlægges efter vekselkursen mellem euroen og den nationale valuta som offentliggjort i EU-Tidende på dagen for vedtagelsen af rammeafgørelsen. - 14 -

Endvidere fremgår det af  artikel 6, stk. 2, at en medlemsstat kan gennemføre bestemmelserne i stk. 1 om bøderammer ved at anvende en alternativ ordning, hvor bøden står i et rimeligt forhold til den juridiske persons omsætning, den finansielle fordel, som opnås eller forventes opnået ved den strafbare handling, eller enhver anden værdi, som angiver den juridiske persons finansielle situation. Det er dog en forudsætning for at anvende den alternative ordning i stk. 2, at ordningen gør det muligt at idømme bøder, som mindst svarer til de bøderammer, der er fastsat i stk. 1. Efter artikel 6, stk. 3, skal de medlemsstater, der vil gennemføre rammeafgørelsen ved at anvende ordningen i stk. 2, indgive meddelelse herom til Rådets Generalsekretariat og til Kommissionen. Ifølge  artikel 6, stk. 4, er medlemsstaterne forpligtede til at sikre, at der ligeledes over for juridiske personer, der findes ansvarlige i medfør af artikel 5, stk. 2, kan iværksættes sanktioner, der er effektive, proportionale og har afskrækkende virkning. Artikel 7 indeholder en bestemmelse om straffemyndighed. Efter bestemmelsens stk. 1-3 forpligtes hvert medlemsland til at have straffemyndighed i det omfang folkeretten tillader det, når handlingen er begået helt eller delvist inden for det pågældende medlemslands indre og ydreterritorialfarvand eller inden for den såkaldte eksklusive økonomiske zone eller i  en  tilsvarende  zone,  der  er  oprettet  i  henhold  til  folkeretten.  Herudover  forpligtes  medlemslandene  til  at  have straffemyndighed, når lovovertrædelsen er begået på skibe, der fører det pågældende medlemslands flag. Endvidere forpligtes  medlemslandene  til  at  have  straffemyndighed,  når  lovovertrædelsen  er  begået  uden  for  medlemsstatens territorium, men har medført skader eller sandsynligvis vil medføre skader på det pågældende medlemsstats territorium eller dens eksklusive  økonomiske  zone, og skibet frivilligt befinder  sig i en havn eller en  offshore-terminal i den pågældende medlemsstat, eller hvis lovovertrædelsen er begået på det åbne hav og skibet frivilligt befinder sig i en havn eller en offshore-terminal i den pågældende medlemsstat, dvs. staten er såkaldt havnestat. Endelig kan medlemslandene vælge endvidere at have straffemyndighed, hvis lovovertrædelsen er begået til fordel for en juridisk person, der har hjemsted  på  det  pågældende  medlemslands  territorium  eller  hvis  lovovertrædelsen  er  begået  af  en  person,  der  er statsborger i det pågældende medlemsland, hvis lovovertrædelsen er strafbar, der hvor den er begået, eller hvis det sted, hvor den er begået, ikke er omfattet af nogen stedlig jurisdiktion. Artikel 7 indeholder i stk. 4-5 regler om samarbejde i tilfælde, hvor mere end en medlemsstat har straffemyndighed. I disse tilfælde opregnes der en række tilknytningsmomenter, der bør tages i betragtning. Artikel 8 indeholder en bestemmelse om medlemsstaternes pligt til at underrette andre medlemsstater, der risikerer at blive ramt af en forureningsskade. Ifølge  artikel 9 skal medlemsstaterne udpege kontaktpunkter navnlig til udveksling af oplysninger  i  henhold  til  artikel  8,  og  via  Kommissionen  skal  de  øvrige  medlemsstater  underrettes  om  disse kontaktpunkter. Artikel  10  definerer  det  territoriale  anvendelsesområde  for  udkastet  til  rammeafgørelsen,  så  det  svarer  til direktivforslagets. Artikel 11 vedrører gennemførelse af rammeafgørelsen. I lighed med andre rammeafgørelser skal medlemslandene efter stk. 2, foretage en afrapportering over for Rådets Generalsekretariat og Kommissionen om, hvorledes de forpligtelser, der følger af rammeafgørelsen er gennemført i national ret. Kommissionen udarbejder herefter en skriftlig rapport og på baggrund af denne vurderer Rådet, om medlemsstaterne har truffet de nødvendige foranstaltninger. Endvidere fremgår det af  stk. 3, at Kommissionen senest 5 år efter, at rammeafgørelsen skal være gennemfært i national ret, på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne forelægger en rapport for Rådet om den konkrete anvendelse af de nationale bestemmelser, der gennemfører bødereglerne artikel 6, stk. 1 og 2. Samtidig fremsætter Kommissionen de forslag, som den finder hensigtsmæssig. Artikel 12 vedrører ikrafttrædelse af rammeafgørelsen. Det  seneste  udkast  til  rammeafgørelse  ledsages  af  et  udkast  til   rådserklæring   ,  der  omhandler  jurisdiktion  for medlemsstater, der grænser op til stræder, der benyttes til international sejlads og er omfattet af bestemmelserne om - 15 -

transitpassage  i  FN’s  havretskonvention.  Ifølge  erklæringen  understreger  Rådet,  at  jurisdiktion  for  så  vidt  angår overtrædelser begået i sådanne stræder skal fastlægges i henhold til bestemmelserne om søterritorium og eksklusive økonomiske zoner (artikel 7, stk. 1, litra a) og b) i overensstemmelse med international ret. Europa-Parlamentet. Kommissionens oprindelige forslag er forelagt Europa-Parlamentet, som den 13. januar 2004 har afgivet en udtalelse, der indeholder to mindre ændringsforslag til den nuværende artikel 4. Europa-Parlamentets udtalelse er endnu ikke behandlet i rådsregi. Høring. Kommissionens oprindelige forslag til rammeafgørelse har (bilagt Kommissionens oprindelige forslag til direktiv) været sendt i høring  hos Advokatrådet, Amnesty International,  Danmarks Rederiforening, Dansk Industri  (videresendt til DONG), Det Danske Center for Menneskerettigheder, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i Danmark, Greenpeace Danmark, Landsforeningen af beskikkede advokater, Politiforbundet i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Præsidenterne for  Vestre  og  Østre  Landsret,  Københavns  Byret  og  retterne  i  Århus,  Odense,  Aalborg  og  Roskilde  samt Statsadvokatforeningen. DONG,  Dommerfuldmægtigforeningen,  Foreningen  af  Politimestre  i  Danmark,  Rigspolitichefen,  Vestre Landsret, præsidenterne for retterne i Århus, Aalborg, Odense, Roskilde og Københavns Byret samt Institut for Menneskerettigheder har svaret, at de ikke har bemærkninger til forslaget. Advokatrådet  mener, at der er behov for at vurdere rammeafgørelsens bestemmelser om jurisdiktion i forhold til eksisterende  internationale  regler.  Endvidere  anbefales  det,  at  man  overvejer  hensigtsmæssigheden  af konkurrerende straffemyndighed. Det anbefales endvidere, at man ikke indfører sanktionsformer, der ikke er kendt i dansk ret, samt at man ikke forskyder strafferammerne i dansk ret unødigt. Danmarks Rederiforening mener, at det høje strafferammekrav på minimum 5 til 10 år bør give anledning til nøje overvejelser. Der udtales endvidere kritik af de oprindeligt foreslåede bestemmelser om bøder udmålt på baggrund af omsætning mv. og pålægget om frihedsstraf vurderes i et vist omfang at være i strid med folkeretlige forpligtelser. Landsforeningen af beskikkede advokater advarer mod minimumsstraffe og bøder udmålt efter omsætning mv. Desuden udtales der skepsis overfor eventuel indførelse af nye sanktionsformer som eksempel i form af forbud mod at drive virksomhed for stedse. Rigsadvokaten  mener,  at  rammeafgørelsens  regler  om  jurisdiktionskompetence  giver  anledning  til  nærmere overvejelser om de eksisterende danske reglers territoriale udstrækning. Politidirektøren i København   advarer mod indførelsen af minimumsstraffe samt om de oprindelige forslag om bøder udmålt på baggrund af omsætning mv. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde. Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 12. oktober 2004. Subsidiaritetsprincippet. Udkastet til rammeafgørelse ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet. - 16 -

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser. Strafbare overtrædelser (gerningsindhold) Den centrale danske lov på området er lov om beskyttelse af havmiljøet    (jf. lov nr. 476 af 30. juni 1993 som senest ændret  ved  lov  nr.  393  af  28.  maj  2003,  ”havmiljøloven”). I  medfør  af  havmiljøloven  er  der  udstedt bekendtgørelse nr. 166 af 1. april 1987 om klassifikation og kategorisering, samt udtømning af flydende stoffer, der  transporteres  i  bulk  (udtømningsbekendtgørelsen)  samt  bekendtgørelse  nr.  485  af  15.  juni  1999  om udtømning af olie fra skibe. Der findes endvidere en række andre miljøregler, navnlig i miljøbeskyttelsesloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 753 af 25. august 2001, som senest ændret ved lov nr. 314 af 5. maj 2004) og lov om kemiske stoffer og produkter (jf. lovbekendtgørelse nr. 21 af 16. januar 1996, som senest ændret ved lov nr. 315 af 5. maj 2004), der ikke er særligt rettet mod havmiljøforurening, men som efter omstændighederne også vil kunne finde anvendelse. Havmiljøloven indeholder i kapitel 2 regler om udtømning af olie. Efter § 11, stk. 1, må udtømning af olie ikke finde sted på dansk søterritorium. I de eksklusive økonomiske zoner eller uden for dansk søterritorium i øvrigt er der ikke ubegrænset forbud mod udtømning af olie, men udtømningen må kun finde sted i overensstemmelse med nærmere regler fastsat af miljøministeren, jf. § 11, stk. 2 og 3. De nærmere regler er fastsat i bekendtgørelsen om udtømning af olie fra skibe, der i § 2-3 regulerer de såkaldte særlige havområder og i §§ 4-5 udtømning uden for de særlige havområder. Havmiljøloven indeholder endvidere i kapitel 3 regler om udtømning af flydende stoffer, der transporteres i bulk. Efter § 13, stk. 1, må udtømning af sådanne stoffer, bortset fra vand, ikke finde sted på dansk søterritorium. I de eksklusive økonomiske zoner eller uden for dansk søterritorium i øvrigt er der ikke ubegrænset forbud mod udtømning af  olie, men  udtømningen må kun  finde sted  i overensstemmelse  med nærmere  regler fastsat af miljøministeren, jf. § 13, stk. 2 og § 14. De nærmere regler er fastsat i udtømningsbekendtgørelsen. Overtrædelse af bestemmelserne i havmiljølovens § 11, stk. 1 og 2, samt bekendtgørelsen om udtømning af olie §§ 2-5 er strafbelagt, jf. henholdsvis havmiljølovens § 59 og bekendtgørelsens § 7. Tilsvarende gælder overtrædelse af  bestemmelserne  i  havmiljølovens  §  13  og  de  relevante  bestemmelser  i  udtømningsbekendtgørelsen,  jf. henholdsvis havmiljølovens § 59 og udtømningsbekendtgørelsens § 18. Rammeafgørelsens  artikel  2,  stk.  1,  om  de  strafbare  overtrædelser,  henviser  –  som  det  fremgår  af indholdsbeskrivelsen i punkt 2 ovenfor – til direktivforslaget. Bestemmelsen i rammeafgørelsen vurderes derfor ikke  i  sig  selv  at  kræve  ændringerne  af  den  danske  miljølovgivning,  således  som  den  må  fastlægges  i overensstemmelse med direktivet. Rammeafgørelsens  artikel 2, stk. 2, om undtagelse af strafferetligt ansvar for besætningsmedlemmer går i et vist omfang ud over den undtagelse, der er opregnet i direktivforslagets artikel 3b (nu 5), stk. 2, og indebærer som sådant,  at  besætningsmedlemmer,  der  ikke  har  handlet  på  førerens  ansvar,  under  visse  nærmere  angivne betingelser  begår  en  overtrædelse   i  direktivets  forstand,  men  ikke   en  strafferetlig  overtrædelse  i rammeafgørelsens forstand. Da medlemslandene – i det omfang det ikke strider mod folkeretten – kan anvende strengere regler, herunder strafferetlige, end rammeafgørelsen påkræver, indebærer bestemmelsen i stk. 2 reelt, at medlemsstaterne under nærmere  angivne  betingelser  har  mulighed  for,  men  ikke  pligt  til  at  undtage  besætningsmedlemmer  fra strafferetligt ansvar. Bestemmelsen vurderes derfor ikke at nødvendiggøre lovændringer. Medvirken Artikel 3 må anses for opfyldt ved den almindelige regel om medvirken som følger af straffelovens § 23, og vurderes - 17 -

derfor ikke at kræve lovændringer. Strafferammer Efter havmiljølovens § 59, stk. 1, straffes overtrædelser af loven med bøde medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Straffen kan i henhold til havmiljølovens § 59, stk. 3, stige til fængsel indtil 2 år, hvis overtrædelsen er  begået  forsætligt  eller  ved  grov  uagtsomhed,  og  hvis  der  ved  overtrædelsen  er  1)  voldt  skade  på  miljøet  eller fremkaldt fare herfor, eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser. Bekendtgørelserne  om  henholdsvis  klassifikation  og  kategorisering,  samt  udtømning  af  flydende  stoffer,  der transporteres i bulk og om udtømning af olie indeholder også hjemmel til bødestraf og fængselsstraf op til 2 år. Strafbestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens § 110 og lov om kemiske stoffer og produkter § 59 er sammenlignelige med havmiljølovens § 59, og hjemler således almindeligvis bødestraf og i alvorligere tilfælde fængsel indtil 2 år. I  særligt  alvorlige  tilfælde  finder  straffelovens  §  196  om  grov  miljøkriminalitet  anvendelse.  Ifølge  denne bestemmelse straffes bl.a. den, der forsætligt og under skærpende omstændigheder i strid med miljølovgivningen forurener vand med den følge, at der sker betydelig skade på miljøet eller fremkaldes nærliggende fare derfor. Straffen er fængsel indtil 4 år. På baggrund af de nævnte danske regler om havmiljøforurening er det vurderingen, at artikel 4, stk. 1, ikke vil kræve lovændringer, da de danske strafferammer må betegnes som proportionale, effektive og afskrækkende, og da der i de alvorlige sager gælder en strafferamme på 2 års fængsel efter særlovgivningen og under skærpende omstændigheder 4 års fængsel efter straffeloven. Der eksisterer ikke i dansk ret en bagatelgrænse, hvorefter udtømninger under et vist omfang ikke retsforfølges. Dette følger udtrykkeligt af bemærkningerne til lov nr. 393 af 28. maj 2003, jf. lovforslagets pkt. 2.4. Da bestemmelsen i artikel 4, stk. 1 a, imidlertid er fakultativ, vurderes den ikke at kræve lovændringer. Bestemmelsen i artikel 4, stk. 2, er ligeledes fakultativ, og kræver således heller ikke lovæn-dringer. Strafferammekravet på 5-10 år i   artikel 4, stk. 3, gælder kun, når den ulovlige udtømning forsætligt har forårsaget betydelige og omfattende skader på vandkvaliteten, dyre- eller plantearter eller dele af disse samt alvorlig personskade eller død. Gerningsbeskrivelsen vurderes efter dansk ret at være omfattet af straffelovens § 196, jf. navnlig havmiljøloven. Det er dog ikke efter denne bestemmelse noget krav, at den ulovlige udtømning har haft alvorlig personskade eller død til følge, idet straffelovens § 196 er anvendelig allerede fordi den ulovlige udtømning har haft til følge, at miljøet er blevet betydeligt skadet (eller der har været nærliggende fare herfor). Det er i den forbindelse ikke noget krav for anvendelse af straffelovens  §  196,  at  gerningsmanden  havde  forsæt  til  følgen  (miljøforureningen).  Straffelovens  §  196  har  en strafferamme på 4 år. I de tilfælde, hvor der både sker alvorlig skade på miljøet og på person, vil der efter omstændighederne ikke alene være tale om en overtrædelse af de danske havmiljøregler (og straffelovens § 196), men eventuelt også en overtrædelse af visse bestemmelser om forbrydelser mod liv og legeme, som der i givet fald vil kunne straffes i sammenstød med, herunder navnlig straffelovens § 237 (forsætligt manddrab), der har en strafferamme på fængsel fra 5 år til livstid, § 241 (uagtsomt manddrab), der straffes med fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år, § 245 (grov vold), der har en strafferamme på 6 år, § 246 (særlig grov vold), der har en strafferamme på  10  år  eller  §  249  (uagtsom  vold),  der  straffes  med  fængsel  indtil  4  måneder  eller  under  særligt  skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år. Hvorvidt overtrædelser som omfattet af artikel 4, stk. 3, konkret vil være dækket af strafferamme på 5-10 år, afhænger af de nærmere omstændigheder. For at sikre, at alle situationer omfattet af artikel 4, stk. 3, er dækket af den fornødne - 18 -

strafferamme, vurderes bestemmelsen således at nødvendiggøre lovændringer. Strafferammekravet på 2-5 år i   artikel 4, stk. 4, litra a) vurderes at være opfyldt i dansk ret, idet der er tale om en overtrædelse, der medfører betydelig og omfattende skade af vandkvalitet, på dyr eller planter. I disse tilfælde må det således antages, at både havmiljølovens § 59, stk. 3, og straffelovens § 196 finder anvendelse, idet der voldes betydelig skade på miljøet. Strafferammekravet  kan  imidlertid  ikke  antages  at  være  opfyldt  i  tilfælde,  hvor  forureningen  er  begået  inden  for rammerne af en kriminel organisation, jf. artikel 4, stk. 4, litra b). Dette er ikke en selvstændig skærpelsesgrund efter dansk ret, og kræver således en ændring af de gældende danske regler. Strafferammekravene på 2-5 år i   artikel 4, stk. 5, og på 1-3 år i   artikel 4, stk. 6, vurderes at være opfyldt i dansk ret, idet de  groft uagtsomme overtrædelser, der  (bl.a.) har medført betydelige og omfattende skade på miljøet som anført i bestemmelserne, må antages at være omfattet af havmiljølovens § 59, stk. 3, nr. 1, hvor der som nævnt gælder en strafferamme på 2 års fængsel. I relation  til  artikel 4,  stk.  7, bemærkes,  at havmiljølovens  §  59, stk.  4,  udtrykkeligt foreskriver,  at der  alene  kan anvendes fængselsstraf over for udenlandske skibe, hvis overtrædelsen er begået på søterritoriet, og der er tale om forsætlig og alvorlig forurening af havmiljøet, jf. FN’s havretskonvention artikel 230.     Artikel 4, stk. 7 vurderes derfor at kræve en ændring af havmiljøloven, idet ”udenlandske skibe” i havmiljølovens § 59, stk. 4, må antages også at omfatte skibe fra de øvrige EU-lande. Juridiske personer I medfør af havmiljølovens § 62 kan juridiske personer pålægges sanktioner i overensstemmelse med principperne i straffelovens kapitel 5. Straffelovens § 196 finder ligeledes anvendelse overfor juridiske personer i overensstemmelse med reglerne i straffelovens § 306, jf. kapitel 5. Det strafferetlige ansvar for juridiske personer i henhold til straffelovens kapitel 5, må derfor umiddelbart anses for at opfylde  kravene  efter  rammeafgørelsens   artikel  5.  På  denne  baggrund  vurderes  denne  bestemmelser  ikke  at nødvendiggøre lovændringer. For så vidt angår rammeafgørelsens    artikel 6 om sanktionerne over for juridiske personer bemærkes, at bestemmelsen stk. 1, litra i), fastsætter nogle minimumskrav til bødernes mulige maksimum, dvs. at der er tale om bødestrafferammer svarende til de strafferammekrav, der efter rammeafgørelsens artikel 4 gælder for fængselsstraf. Der stilles ikke efter rammeafgørelsen krav om, at bøden konkret skal udmåles til de i bestemmelsen anførte beløb, men alene om at det efter de nationale regler skal være muligt at nå et sådant i beløb i sager omfattet af rammeafgørelsen. Udmåling af bøder i konkrete sager er således ikke reguleret i rammeafgørelsen, og det er derfor fortsat overladt til domstolene konkret at fastsætte bøder i overensstemmelse med  gældende nationale udmålingsregler. De bøderegler, der i Danmark finder anvendelse i denne type sager, hindrer ikke udmåling af bøder i den størrelsesorden, som rammeafgørelsen omfatter, og bestemmelsen om bøderammer vurderes derfor ikke at nødvendiggøre lovændringer. Bestemmelsen  i  stk.  1,  litra  ii)  er  fakultativ  og  nødvendiggør  derfor  ikke  lovændringer.  Ligeledes  vurderes bestemmelsen i stk. 1 a om valutakurs ikke at kræve lovændringer. Bestemmelserne i stk. 2 og 3 udgør et alternativ til bestemmelsen i stk. 1, litra i) og tager højde for de lande, der har et bødesystem, hvorefter bødens mulige maksimum afhænger af omsætning eller andet. Ligesom det er tilfældet efter stk. 1, regulerer stk. 2 ikke, hvorledes bøder konkret skal udmåles. Idet Danmark forventer at anvende ordningen i stk. 1, har stk. 2 ikke betydning, og bestemmelsen kræver derfor ikke lovændringer. Rammeafgørelsens artikel 6, stk. 4, vurderes ligeledes ikke at kræve lovændringer. Straffemyndighed Dansk straffemyndighed er ifølge straffeloven som udgangspunkt begrænset til handlinger foretaget på dansk territorium - 19 -

eller på dansk fartøj, der befinder sig uden for nogen stats folkeretligt anerkendte område, samt på dansk fartøj, som befinder sig på fremmed folkeretligt anerkendt område, af personer, der hører til fartøjet eller som rejsende følger med dette, jf. straffelovens § 6. Ifølge straffelovens § 9 betragtes handlingen tillige som foretaget dér, hvor virkningen er indtrådt eller tilsigtet at skulle indtræde i de tilfælde, i hvilke en handlings strafbarhed afhænger af eller påvirkes af en indtrådt eller tilsigtet følge. Herudover er der efter straffelovens § 7 under visse betingelser straffemyndighed over for danskere, der har begået lovovertrædelser i udlandet og uden for folkeretligt anerkendt statsområde. Endelig opregner straffelovens § 8 en række særlige tilfælde, hvor handlinger, foretaget uden for den danske stat kan retsforfølges i Danmark, uden hensyn til hvor gerningsmanden hører hjemme (typisk fordi handlingen krænker særlige danske interesser). Efter § 8, nr. 5, hører handlinger blandt andet under dansk straffemyndighed, når de er foretaget uden for den danske stat, uden hensyn til hvor gerningsmanden hører hjemme, når handlingen er omfattet af mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at foretage retsforfølgning. Det er lagt til grund, at bestemmelsen også omfatter situationer,  hvor  Danmark  —  som  det  vil  være  tilfældet  efter  rammeafgørelsen  —  generelt  forpligtes  til  at  have straffemyndighed i visse konkrete tilfælde begået af udlændinge uden for dansk territorium. Disse generelle straffemyndighedsregler er suppleret af havmiljølovens særlige regler, hvorefter loven ud over danske skibe også omfatter udenlandske skibe, der befinder sig i de eksklusive økonomiske zoner samt uden for disse zoner dvs. på åbent hav, når det er foreneligt med international ret, jf. havmiljølovens § 2, stk. 1. Havmiljølovens bestemmelser om lovens anvendelsesområde og straffelovens bestemmelser om straffemyndighed skal således læses i lyset af de gældende internationale regler på området, herunder navnlig FN’s havretskonvention fra 1982. Pligten til at etablere straffemyndighed i rammeafgørelsens   artikel 7 begrænses efter bestemmelsens ordlyd ligeledes udtrykkeligt til, hvad der er tilladt i henhold til folkeretten. De begrænsninger der følger af FN’s havretskonvention må således indlæses i bestemmelserne. Dette gælder navnlig de begrænsninger i forhold til den eksklusive økonomiske zone og i forhold til åbent hav, der følger af havretskonventionens artikel 220 henholdsvis artikel 218. Rammeafgørelsens bestemmelser om straffemyndighed vurderes på denne baggrund ikke at kræve lovændringer. Øvrige bestemmelser Rammeafgørelsens bestemmelser om internationalt samarbejde, koordination, informationsudveksling, kontaktpunkter og afrapportering om den nationale gennemførelse antages ikke at nødvendiggøre lovændringer. Samlede lovgivningsmæssige konsekvenser Sammenfattende er det vurderingen, at følgende tre bestemmelser i rammeafgørelsen i den foreliggende udgave i sig selv har lovgivningsmæssige konsekvenser: - Artikel 4, stk. 3, - artikel 4, stk. 4, litra b), og - artikel 4, stk. 7. Statsfinansielle konsekvenser Forslaget til rammeafgørelse skønnes ikke at have statsfinansielle konsekvenser. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg. Udkastet til rammeafgørelse tillige  med et grundnotat herom blev oversendt til Folketingets Europaudvalg den 22. september 2003 og til Folketingets Retsudvalg den 26. september 2003. - 20 -

Aktuelt notat om forslaget til rammeafgørelse blev oversendt til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg forud for rådsmødet  den  27.-28.  november  2003.  Sagen  blev  imidlertid  taget  af  dagsordenen  for  rådsmødet  inden justitsministerens mundtlige forelæggelse af rådsmødet i udvalgene, og forelæggelsen kom derfor ikke til at omfatte forslaget til rammeafgørelse. Aktuelt notat om forslaget til rammeafgørelse blev oversendt til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg forud for rådsmødet den 25.-26. oktober 2004   og rådsmødet den 19. november 2004. - 21 -