Justitsministeriet Civil- og Politiafdelingen Dato 17. november 2004 Kontor: Det Internationale Kontor Sagsnr.: 2004-1661/1-0080 Dok.: CDH22212 Oversigt  over  aktuelle  notater  vedrørende  de  sager  inden  for  Justitsministeriets  og  Forsvarsministeriets ansvarsområder, der forventes behandlet på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) og mødet i de blandede udvalg på ministerniveau med deltagelse af henholdsvis Norge og Island og af Schweiz den 2.-3. december 2004. Side: 3-9 Dagsordenspunkt 1 Rådets afgørelse om udveksling af oplysninger fra strafferegistre 10-19 Dagsordenspunkt 2 Rammeafgørelse   om   visse   proceduremæssige   rettigheder   i straffesager i Den Europæiske Union (KOM (2004) 328) 20-45 Dagsordenspunkt 3 Rammeafgørelse om den europæiske bevissikringskendelse 46-51 Dagsordenspunkt 4 Rådets  fælles   holdning  vedrørende   udveksling  af  bestemte oplysninger med Interpol 52-56 Dagsordenspunkt 5 EU’s narkotikastrategi (2005–2012) 57-63 Dagsordenspunkt 6 Rammeafgørelse om forenkling af udvekslingen af oplysninger og efterretninger    mellem    medlemsstaternes    retshåndhævende myndigheder, navnlig med hensyn til alvorlige lovovertrædelser, herunder terrorhandlinger 64-73 Dagsordenspunkt 7 Rådets  afgørelse   om   informationsudveksling  og   samarbejde vedrørende terrorhandlinger 74-84 Dagsordenspunkt 8 Status for EU’s indsats mod terrorisme 85-87 Dagsordenspunkt 9 EU  solidaritetsprogram  om  konsekvenserne  af  terrortrusler  og –angreb 88-92 Dagsordenspunkt 10 Rådskonklusioner  om  forebyggelse,  beredskab  og  indsats  ved terrorangreb 93-94 Dagsordenspunkt 11 Konvention om de nye medlemsstaters tiltrædelse af Rom-konventionen af 19. juni 1980 95-96 Dagsordenspunkt 12 Rådskonklusioner om professionelle standarder inden for politiet 97-99 Dagsordenspunkt 13 Situationsrapport om organiseret kriminalitet i EU i 2004 100-102 Dagsordenspunkt 14 Rådskonklusioner om en forbedret udnyttelse af Eurojust i kampen mod alvorlig kriminalitet 103-104 Dagsordenspunkt 15 Rådets  henstillinger  vedrørende  styrkelse  af  politisamarbejdet  i områderne omkring de indre grænser 105-108 Dagsordenspunkt 16 Samarbejdsaftale mellem Europol og Canada 109-110 Dagsordenspunkt 17 Rapport om anti-terror taskforcen i Europol 111-115 Dagsordenspunkt 18 Rådskonklusioner om strategisk ledelse af SIS II Slotsholmsgade 10 Telefon: + 45 33 92 33 40 E-post: [email protected] DK 1216 København K Telefax: + 45 33 93 35 10 Internet: http://www.jm.dk

Dagsordenspunkt 1: Rådets afgørelse om udveksling af oplysninger fra strafferegistre Nyt notat. 1. Baggrund Spørgsmålet om en forenkling og styrkelse af udvekslingen af oplysninger om straffedomme mv. har bl.a. været drøftet i forbindelse med udarbejdelsen af Det Europæiske Råds erklæring af 25. marts 2004 om bekæmpelse af terrorisme. I erklæringen (punkt 5)  pålægges  Rådet bl.a.  at behandle foranstaltninger  om et europæisk  register over domme  og rettighedsfrakendelser. På  den  baggrund  har  Kommissionen  den  13.  oktober  2004  fremsat  et  forslag,  som  har  til  formål  at  effektivisere udvekslingen af oplysninger fra strafferegistre i EU-medlemslandene. Om baggrunden for forslaget anføres der bl.a. følgende i den begrundelse, som ledsager forslaget: ” I hver medlemsstat samles domme afsagt over personer i henhold til forskellige procedurer i registre beregnet til det formål. Der findes allerede en række systemer til udveksling af oplysninger for at lette overførslen  af  disse  oplysninger  mellem  medlemsstaterne,  bl.a.  inden  for  rammerne  af  europæisk konvention af 1959 om gensidig retshjælp i straffesager. En analyse af, hvorledes de fungerer, afslører imidlertid manglerne herved, og at de er usikre og langsomme og derved ikke længere opfylder kravene i forbindelse med retssamarbejdet inden for et område uden grænser som EU. En række nyere og tragiske tilfælde  af  pædofili  har  tydeligt  vist,  hvor  dårligt  udvekslingen  af  oplysninger  om  domme  mellem medlemsstaterne fungerer. Endvidere kræver bekæmpelse af terrorisme, at kvaliteten af disse udvekslinger hurtigt forbedres. Dette forslag har til formål at få de eksisterende systemer til at fungere bedre, indtil der er etableret et edb-baseret   system  til   udveksling   af  oplysninger   om  straffedomme   mellem   medlemsstaterne. Kommissionen  vil snart  fremsætte forslag  om oprettelse  af et  sådant system,  men etableringen  heraf kræver en omfattende indsats på både det tekniske og det retlige område, og systemet kan først blive operationelt om adskillige år. Hensigten med dette forslag er derfor ikke at ændre arten af de forpligtelser, der påhviler medlemsstaterne, men kun at tilvejebringe praktiske forbedringer af det nuværende system, uden at dette påvirker resultaterne af det kommende arbejde. Det er i øvrigt derfor, at Kommissionen mener, at det mest effektive middel til at sikre en hurtig forbedring af nuværende praksis er en afgørelse, som ikke medfører en tilnærmelse af de nationale retsforskrifter.” Det er Kommissionens mål, at forslaget til rådsafgørelse vedtages senest i forbindelse med rådsmødet (retlige og indre anliggender) i begyndelsen af december 2004. Kommissionen har i øvrigt bebudet, at den inden årets udgang i forbindelse med udsendelse af en hvidbog på området agter  at  fremsætte  yderligere  et  forslag  til  forbedring  af  informationsudvekslingen  på  området.  Dette  forslag  vil formentlig ikke vedrøre etableringen af det edb-baserede system, som er nævnt i begrundelsen for det foreliggende forslag, jf. ovenfor, idet et sådant forslag ifølge det oplyste næppe kan forventes fremlagt af Kommissionen før i løbet af foråret 2005.   Forslaget forventes at blive forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 2. - 3. december 2004 med henblik på at opnå politisk enighed herom. 2. Indhold Forslaget til rådsafgørelse er fremsat under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union (TEU), særlig artikel 31 (der omfatter fælles handling vedrørende retligt samarbejde i kriminalsager) og artikel 34, stk. 2, litra c (om vedtagelse af  afgørelser,  uden  at  de  dog  indebærer  nogen  indbyrdes  tilnærmelse  af  medlemsstaternes  love  og  administrative bestemmelser). - 2 -

Siden  fremlæggelsen  af  det  oprindelige  forslag  har  det  nederlandske  formandskab  på  baggrund  af  drøftelser  i arbejdsgruppen vedrørende strafferetligt samarbejde den 27. - 28. oktober 2004 fremlagt nogle få ændringer til forslaget. Ændringerne i forhold til det oprindelige forslag er i det følgende markeret med fed. Forslaget indeholder følgende tre elementer: 1. Medlemsstaterne skal udpege en central myndighed til udveksling af oplysninger. 2. Medlemsstaterne skal – i øvrigt i overensstemmelse med deres forpligtelser (ifølge Europarådets konvention (af 20. april 1959) om gensidig retshjælp i straffesager) – straks fremsende domme, som afsiges over andre medlemsstaters statsborgere, til disse medlemsstater. 3. Der fastsættes frist for en medlemsstats svar på en anden medlemsstats anmodning om fremsendelse af udskrifter af og oplysninger fra strafferegistre. Anmodning om og fremsendelse af oplysninger om straffedomme sker under anvendelse af standardblanketter. Efter  forslagets  artikel  1  defineres  begrebet  ”strafferegister”  som  det  eller  de  nationale  registre,  der  indeholder oplysninger om afsagte domme i henhold til national ret, og begrebet ”dom” defineres som alle endelige afgørelser truffet af en strafferetlig myndighed eller en administrativ myndighed, der kan appelleres til en anden domstol, navnlig en straffedomstol, og hvori en persons skyld for en strafferetlig overtrædelse eller strafbar handling i henhold til national ret  fastlægges som en  overtrædelse af retsreglerne. Af forslaget til ændringer fremgår det, at artikel 1 foreslås slettet. Forslagets artikel 2 foreskriver, at hver medlemsstat skal udpege en central myndighed. Rådets Generalsekretariat og Kommissionen skal informeres herom. Artikel 3 bestemmer, at den centrale myndighed straks skal informere de øvrige medlemsstaters centrale myndigheder om domme, der bliver afsagt over statsborgere fra disse medlemsstater. Det nederlandske formandskab foreslår, at det præciseres, at alene straffedomme, der er registreret i domslandet, videresendes til den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger. Af artikel 4 følger det, at når der ønskes oplysninger fra en medlemsstats strafferegister, kan den centrale myndighed i overensstemmelse med national ret sende en anmodning om oplysninger til en anden medlemsstats centrale myndighed. Alle sådanne anmodninger om oplysninger udformes ved brug af formular A i bilaget. Den anmodede medlemsstats centrale myndighed skal straks eller under alle omstændigheder senest 5 arbejdsdage at regne fra dagen for modtagelsen af anmodningen og på de vilkår, der er fastsat i national ret, sende oplysningerne til den anmodende stats centrale myndighed ved brug af formular B i bilaget. Formularen skal indeholde de oplysninger, der videregives  i  overensstemmelse  med  artikel  3.  Det  nederlandske  formandskab  har  foreslået  at  slette  listen vedrørende kategorier af lovovertrædere i formular B til forslaget. Artikel 5 fastsætter betingelserne for at anvende personoplysninger, der er modtaget fra en anden medlemsstat i medfør af artikel 4. Af bestemmelsen følger, at sådanne oplysninger kan anvendes i forbindelse med strafferetssager og til et andet formål  inden for  de  begrænsninger,  der specificeres  af den  anmodede stat,  og i  overensstemmelse med  den anmodende stats nationale ret. Den anmodede stat kan anmode den anmodende stat om at informere den om, hvorledes de videregivne oplysninger er blevet anvendt.     Bestemmelsen i artikel 5 gælder ikke på personoplysninger, som en medlemsstat har fået i medfør af rådsafgørelsens bestemmelser, og som stammer fra den pågældende medlemsstat. De  resterende  artikler  6-9  indeholder  regler  om  sprog,  forholdet  til  andre  retsinstrumenter,  gennemførelse  og ikrafttræden. Hvad særligt angår spørgsmålet om forholdet til andre rets-instrumenter følger det af artikel 7, stk. 1, at rådsafgørelsen  supplerer  og  letter  anvendelsen  af  de  gældende  bestemmelser  på  området,  herunder  reglerne  i 1959-konventionen  og  de  tilhørende  protokoller.  Der  kan  i  den  forbindelse  også  henvises  til  betragtning  8  i rådsafgørelsens præambel. - 3 -

Det følger endvidere af   artikel 7, stk. 2, at medlemsstaterne skal give afkald på indbyrdes at gøre deres eventuelle forbehold over for artikel 13 i 1959-konventionen gældende.    Det nederlandske formandskab har foreslået, at det udtrykkeligt skal fremgå af artikel 7, at forbehold over for artikel 22 ikke berøres af rådsafgørelsen. 3. Europa-Parlamentet Forslaget er forelagt for Europa-Parlamentet, der imidlertid endnu ikke har afgivet udtalelse. 4. Høring Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Aalborg, Præsidenten for Retten i Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Statsadvokaten for særlig  økonomisk  kriminalitet,  Rigspolitichefen,  Politidirektøren  i  København,  Politimesterforeningen  i  Danmark, Politifuldmægtigforeningen,   Politiforbundet   i   Danmark,   Landsklubben   HK   Politiet,   Advokatrådet,   Amnesty International, Institut for Menneskerettigheder, Datatilsynet, Landsforeningen af beskikkede advokater. Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Den  Danske  Dommerforening,  Dommerfuldmægtigforeningen,  Rigsadvokaten,  Rigspolitichefen,  Politidirektøren  i København,   Politimesterforeningen   i   Danmark,   Politiforbundet   i   Danmark,   Advokatrådet,   Datatilsynet   og Landsforeningen af beskikkede advokater. Præsidenten  for  Vestre  Landsret,  Præsidenten  for  Københavns  Byret,  Den  Danske  Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,   Politidirektøren    i   København,    Politimesterforeningen   i    Danmark, Politiforbundet i Danmark og Advokatrådet  har ikke haft bemærkninger til forslaget. Rigsadvokaten har anført, at artikel 3 - i hvert fald i den danske tekstversion - er uklar med hensyn til formuleringen af forpligtelserne, idet man samtidig ifølge begrundelsen for forslaget ikke tilsigter at pålægge yderligere forpligtelser, end hvad der følger af 1959-konventionen artikel 22. Rigsadvokaten foreslår på den baggrund at anvende formuleringer, der lægger sig tæt op ad formuleringerne i artikel 22, og også medtager 3. pkt. i artikel 22 om personer, der er statsborgere i flere medlemsstater. Rigsadvokaten bemærker desuden, at det bør præciseres, hvad der i artikel 4 menes med en domsoversigt. Vedrørende artikel 7 bemærker Rigsadvokaten, at forslaget tilsigter, at medlemsstaterne skal give afkald på deres forbehold over for artikel 13 i 1959-konventionen, og at Danmark ved bekendtgørelse af 17. juli 1963 tog forbehold både med hensyn til stk. 1 og stk. 2 i artikel 13. Med hensyn til formular A gør Rigsadvokaten opmærksom på, at det kunne overvejes at give mulighed for at anføre f.eks. personnummer eller nummer på nationalt identitetskort, hvis sådanne oplysninger er kendt af den anmodende myndighed. Sådanne oplysninger finder Rigsadvokaten vil lette ekspeditionen i den anmodede stat. Med hensyn til formular B anfører Rigsadvokaten, at det formentlig vil give problemer i nogle tilfælde at afkrydse korrekt, idet nogle af beskrivelserne  af  lovovertrædelserne  under  c)  er  meget  generelle  og  ikke  kan  forventes  at  passe  på  de  enkelte lovovertrædelser i national lovgivning. En oversat særlig udskrift af strafferegisteret vil formentlig være væsentlig mere anvendelig og informativ end afkrydsningslisten. Yderligere er det forudsat som nævnt ovenfor, at man skal gøre brug af en "domsoversigt". Endelig gør Rigsadvokaten opmærksom på, at det i en række tilfælde til brug for efterforskning, tiltaleovervejelser og domsforhandling yderligere vil være påkrævet at fremskaffe en udskrift af den dom eller anden strafferetlige afgørelse, som udskriften af strafferegisteret henviser til. Rigspolitichefen har bemærket,  at den i artikel  4, stk. 2, foreslåede  frist på fem arbejdsdage  for besvarelse af en anmodning om oplysninger fra strafferegisteret ikke er praktikabel. Rigspolitichefen finder det heller ikke ved ændring af arbejdsrutiner muligt at overholde fristen og henviser i den forbindelse bl.a. til, at svarformularen skal indeholde en domsoversigt. - 4 -

Rigspolitichefen anfører desuden, at det sprogregime, der foreslås i afgørelsens artikel 6, vil kunne være til hinder for en effektiv sagsbehandling. Efter Rigspolitichefens opfattelse vil det i stedet være hensigtsmæssigt at foreslå anvendelsen af engelsk eller fransk, som de fleste politimyndigheder vil have mulighed for at håndtere hurtigt og enkelt. Endelig finder Rigspolitichefen, at de omhandlede formularer vil kunne give anledning til problemer, idet formular A ikke indeholder de fornødne oplysninger med henblik på vurderingen af, om en videregivelse af oplysninger efter dansk ret vil være retmæssig. Dernæst er angivelsen af delikter i formular B ikke i alle tilfælde i overensstemmelse med delikterne  i  straffeloven.  Udfyldelse  vil  derfor  efter  Rigspolitichefens  opfattelse  kræve  en  fortolkning  med  deraf følgende  unødig  risiko  for  fejl.  Endelig  finder  Rigspolitichefen,  at  det  er  uklart,  hvilken  retlig  status  formular  B tillægges. Der synes at være lagt op til summarisk domsgengivelse, hvilket efter Rigspolitichefens opfattelse ikke kan erstatte egentlige udskrifter af strafferegistre, der oversættes. Datatilsynet har bemærket, at man  antager,  at  såvel  videregivelse som modtagelse og efterfølgende behandling af personoplysninger vil ske inden for rammerne af persondataloven. Datatilsynet  henviser  til,  at  det  af  persondatalovens  §  5,  stk.  2,  følger,  at  indsamling  af  oplysninger  skal  ske  til udtrykkeligt angivne og saglige formål, og at senere behandling ikke må være uforenelig med disse formål. Desuden henviser Datatilsynet til, at det af persondatalovens § 5, stk. 3, følger, at oplysninger som behandles, skal være relevante og  tilstrækkelige  og  ikke  omfatte  mere,  end  hvad  der  kræves  til  opfyldelse  af  de  formål,  hvortil  oplysningerne indsamles, og de formål hvortil oplysningerne senere behandles. I den forbindelse henviser Datatilsynet til forslagets artikel 5, stk. 3. Datatilsynet bemærker, at tilsynet går ud fra, at artiklens formål alene er at sikre, at oplysninger, som oprindeligt stammer fra en medlemsstat, ikke skal omfattes af forslaget, i det omfang sådanne oplysninger fremgår af en anden medlemsstats strafferegister, hvorfra oplysninger søges udleveret. På den baggrund finder Datatilsynet, at artiklen ikke - som anført i forslagets bemærkninger - udgør en udmøntning af databeskyttelsesretlige principper, idet behandling af personoplysninger også i en sådan situation vil være omfattet af persondatalovens regulering. Landsforeningen af beskikkede advokater har bemærket, at oprettelsen af et fælles europæisk strafferegister eventuelt vil komme til at indebære, at man skal harmonisere reglerne for optagelse og sletning. Det kan befrygtes, at man under påberåbelse af terror, selv om reglerne overvejende komme til at gælde andre forbrydelser, vil skulle sænke de danske kriterier for, hvad der kommer til at stå på straffeattester, ligesom oplysningerne kommer til at stå længere, end vi nu anser nødvendigt efter danske forhold. Landsforeningen finder, at risikoen for misbrug af fortrolige oplysninger øges i takt  med,  at  adgangen  til  oplysningerne  udvides,  særligt  hvis  medlemslandene  kan  trække  direkte  på  datalagrede oplysninger. Selv om det nu fremsatte forslag er mindre vidtgående end et forslag, der blev udsendt af Justitsministeriet i april 2004, har landsforeningen fortsat betænkeligheder ved automatisk udveksling af oplysninger fra strafferegistre. 5. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 16. november 2004. 6. Subsidiaritetsprincippet Sagen ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet. 7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser Forslaget til rådsafgørelse vurderes ikke at ville have lovgivningsmæssige konsekvenser, hverken for så vidt angår forslaget om udpegning af en central myndighed til udveksling af oplysninger (artikel 2), forslaget om fremsendelse straks af domme, som afsiges over andre medlemsstaters statsborgere, til disse medlemsstater (artikel 3) eller forslaget om  fremsendelse  af  udskrifter  af  og  oplysninger  fra  strafferegistre  inden  for  bestemte  frister  og  ved  brug  af standardblanketter samt om anvendelsen af sådanne modtagne oplysninger (artikel 4 og 5). Forslaget vurderes ikke at ville have statsfinansielle konsekvenser af betydning. 8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg. - 5 -

Dagsordenspunkt 2: Rammeafgørelse om visse proceduremæssige rettigheder i straffesager i Den Europæiske Union (KOM (2004) 328) Nyt notat. 1. Baggrund På  sit  møde  i  december  måned  1998  godkendte  Det  Europæiske  Råd  en  handlingsplan  udarbejdet  af  Rådet  og Kommissionen  med  henblik  på  gennemførelse  af  Amsterdam-traktatens  bestemmelser  om  et  område  med  frihed, sikkerhed og retfærdighed. Et af formålene med planen er, at der gennem fælles handling inden for det politimæssige og strafferetlige  samarbejde  skal  iværksættes  en  intensiveret  indsats  for  bl.a.  at  forebygge  og  bekæmpe  organiseret kriminalitet, navnlig terrorisme, menneskehandel, overgreb mod børn, ulovlig våbenhandel, korruption samt svig. Målet skal bl.a. nås gennem et tættere samarbejde mellem medlemslandenes politimyndigheder og de retlige myndigheder. Det fremgår af handlingsplanen, at der inden to år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden bør iværksættes en proces med henblik på at forenkle procedurerne for gensidig anerkendelse af kendelser og domme i straffesager. I forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15.-16. oktober 1999 blev rammerne for det fremtidige arbejde med henblik på gensidig anerkendelse af kendelser og domme i straffesager fastlagt, jf. konklusionernes pkt. 33 og 37, der har følgende indhold: ”33.  En  øget  gensidig  anerkendelse  af  retsafgørelser  og  domme  vil  sammen  med  den  nødvendige indbyrdes tilnærmelse af lovgivningen kunne lette samarbejdet mellem myndighederne og fremme den retlige beskyttelse af den enkeltes rettigheder. Det Europæiske Råd støtter derfor princippet om gensidig anerkendelse, der efter dets mening bør være hjørnestenen i det retlige samarbejde inden for EU på både det civilretlige og det strafferetlige område. Princippet bør gælde for såvel domme som andre afgørelser truffet af retlige myndigheder.” ”37.  Det  Europæiske  Råd anmoder  Rådet  og  Kommissionen  om inden  december  2000  at  vedtage et program med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse. I forbindelse  med  dette  program  bør  der  også  sættes  et  arbejde  i  gang  med  hensyn  til  et  europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument og de aspekter af retsplejen, som det skønnes nødvendigt at vedtage fælles minimumsstandarder for, således at princippet om gensidig anerkendelse lettere kan gennemføres under overholdelse af medlemsstaternes grundlæggende retsprincipper.” Rådet  vedtog  den  29.  november  2000  i  overensstemmelse  med  konklusionerne  fra  Det  Europæiske  Råds  møde  i Tampere et program  for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager. I indledningen til programmet fastlægges følgende: ”Gensidig anerkendelse skal ikke kun gøre det muligt at styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne, men også beskyttelsen af personers rettigheder.” Det fremgår af artikel 6 i Traktaten om den Europæiske Union (TEU), at Unionen bygger på principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet, der alle er principper, som medlemslandene har til fælles. I december 2000 underskrev Europa-Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet i fællesskab Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. EU's charter omfatter civile, politiske, økonomiske og sociale rettigheder, og sammenfatter medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner og internationale forpligtelser. - 6 -

Under henvisning hertil fremlagde Kommissionen den 20. februar 2003 en grønbog om retssikkerhedsgarantier for mistænkte og tiltalte i straffesager i EU (KOM(2003)75). En række EU-lande, herunder Danmark, afgav i efteråret 2003 skriftlige høringssvar til grønbogen. Kommissionen afholdt endvidere i juni 2003 en offentlig høring om retssikkerhedsgarantier. På  denne  baggrund  har  Kommissionen  den  8.  april  2004  fremlagt  et  forslag  til  Rådets  rammeafgørelse  om  visse proceduremæssige rettigheder i straffesager i Den Europæiske Union (KOM(2004)328). Det fremgår af Kommissionens begrundelse for forslaget, at rammeafgørelsen udgør en konkretisering af målsætningen om at øge beskyttelsen  af  individuelle rettigheder. Forslaget er fremsat med henblik på at øge alle mistænktes og anklagedes rettigheder generelt, idet et ensartet beskyttelsesniveau for mistænkte og anklagede i EU skal gøre det lettere at anvende princippet om gensidig anerkendelse. Det fremgår endvidere af Kommissionens begrundelse, at forslaget ikke    har    til    hensigt    at    duplikere    de    retssikkerhedsgarantier,    der    følger    af    Den    Europæiske Menneskerettighedskonvention,  men  snarere  at  fremme  overholdelse  af  denne  konvention  ved  at  fastsætte  fælles EU-standarder på området. Kommissionen understreger, at forslaget til denne rammeafgørelse – der omhandler fem hovedområder – skal betragtes som et første skridt, idet Kommissionen forventer at fremsætte forslag om yderligere foranstaltninger til sikring af retssikkerhedsgarantier i de kommende år. På mødet i Rådet (retlige og indre anliggender) den 2.-3. december 2004 forventes Rådet at blive orienteret om status for forhandlingerne af rammeafgørelsen. Herudover vil der muligvis også blive lagt op til en drøftelse af retsgrundlaget for forslaget til rammeafgørelse samt de foreslåede bestemmelser i artiklerne 1-5. 2. Indhold Forslaget til rammeafgørelse om visse proceduremæssige rettigheder i straffesager i Den Europæiske Union er fremsat med hjemmel i artikel 31, stk. 1, litra c (om sikring af forenelighed mellem medlemsstaternes gældende regler med henblik på at forbedre det retlige samarbejde i kriminalsager). Forslaget har ifølge præamblen til formål at fastsætte nogle fælles minimumsstandarder for visse proceduremæssige rettigheder med henblik på at styrke den gensidige tillid mellem medlemsstaterne og derigennem styrke den gensidige anerkendelse af afgørelser truffet i en medlemsstat. Forslaget indeholder bestemmelser om minimumsstandarder inden for fem hovedområder: - Adgang til juridisk bistand (artikel 2-5) - Adgang til tolkning og oversættelse (artikel 6-9) - Beskyttelse af særligt udsatte grupper (artikel 10-11) - Underretning til pårørende m.v. samt konsulær bistand (artikel 12-13) - Skriftlig underretning af mistænkte og anklagede om deres rettigheder (artikel 14) Herudover indeholder forslaget bestemmelser om rammeafgørelsens anvendelsesområde (artikel 1), om evaluering og overvågning  af  rammeafgørelsens  effektivitet  og  gennemførelse  (artikel  15-16  og  18)  samt  om  rammeafgørelsens ikrafttræden (artikel 19). Endelig indeholder rammeafgørelsen en klausul, der skal forhindre forringelser i forhold til det nationale beskyttelsesniveau (artikel 17). 2.1. Anvendelsesområde Artikel 1 fastlægger rammeafgørelsens anvendelsesområde. Det fremgår af  stk. 1, at de proceduremæssige rettigheder gælder i alle straffesager, herunder ankesager, der finder sted i - 7 -

Den Europæiske Union. Endvidere fremgår det af  stk. 2, at rettighederne gælder for den mistænkte fra det tidspunkt, hvor den pågældende af de kompetente myndigheder underrettes om mistanken, til der falder endelig dom. 2.2. Adgang til juridisk bistand Efter artikel  2  har  den  mistænkte  person  ret  til  juridisk  bistand,  hvis  vedkommende  ønsker  det.  Det  fremgår  af bestemmelsen, at retten til juridisk bistand gælder under hele straffesagen og i hvert fald indtræder, før den mistænkte svarer på spørgsmål i forbindelse med anklagen. Artikel 3 pålægger medlemsstaterne at sikre, at der kan tilbydes juridisk bistand til visse nærmere opregnede mistænkte, der har et særligt behov herfor enten på grund af sagens karakter eller den mistænktes personlige forhold. De  personer,  som  medlemsstaterne  er  særligt  forpligtede  til  at  tilbyde  juridisk  bistand,  er  mistænkte,  der varetægtsfængsles forud for retssagen, mistænkte, der formelt anklages for at have begået en kriminel handling, der indebærer en kompleks faktuel og retlig situation eller som sanktioneres med en hård straf, herunder hvis anklagen omfatter forhold med en strafferamme på mere end 1 års fængsel, mistænkte, der begæres udleveret, mistænkte, der er mindreårige og mistænkte, der på grund af alder, mentale, fysiske eller følelsesmæssige tilstand forekommer ikke at være i stand til at forstå eller følge indholdet eller betydningen af retsforhandlingerne. Artikel 4 fastlægger medlemsstaternes pligt til at sikre en effektiv juridisk bistand. Det følger af  stk. 1, at alene advokater (som defineret i artikel 1, stk. 2, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/5 af 16. februar 1998 om lettelse af adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået) kan udøve den juridiske bistand. Endvidere følger det af  stk. 2, at medlemsstaterne skal sørge for, at der kan stilles en anden advokat til rådighed, hvis den givne juridiske bistand ikke findes at være effektiv. Artikel 5 regulerer retten til gratis juridisk bistand. Det følger af  stk. 1, at medlemsstaterne – i de tilfælde, hvor der er en forpligtelse til at tilbyde juridisk bistand, jf. artikel 3 – som udgangspunkt skal bære omkostningerne ved den juridiske bistand helt eller delvist, hvis omkostningerne vil kunne  medføre  en  urimelig  økonomisk  byrde  for  den  mistænkte  eller  dennes  pårørende.  Efter stk.  2  kan medlemsstaterne dog efterfølgende få alle eller dele af omkostningerne dækket, hvis den mistænkte persons midler sætter vedkommende i stand til at yde et sådant økonomisk bidrag. 2.3. Adgang til tolkning og oversættelse Artikel 6 regulerer retten til gratis tolkning. Det fremgår af  stk. 1, at en mistænkt person, som ikke forstår det sprog, der benyttes under retsforhandlingerne, skal tilbydes gratis tolkning. Den mistænkte skal endvidere om nødvendigt tilbydes gratis tolkning af den juridiske bistand under hele straffesagen, jf. stk. 2. Retten til gratis tolkning gælder for personer med hørelidelser eller taleproblemer, jf. stk. 3. Artikel 7, stk. 1, fastslår, at en mistænkt person, som ikke forstår det sprog, der benyttes i retsforhandlingerne, skal tilbydes gratis oversættelse af relevante dokumenter. Beslutningen om, hvilke dokumenter, der behøver oversættelse, træffes af de kompetente myndigheder, idet den mistænktes advokat dog kan anmode om oversættelse af yderligere dokumenter, jf. artikel 7, stk. 2. Artikel 8 og 9 regulerer oversættelsens og tolkningens nøjagtighed og kontrol heraf. - 8 -

Det følger således af artikel 8, at medlemsstaterne skal sikre, at de oversættere og tolke, der anvendes, er tilstrækkeligt kvalificerede, og at der skal findes  en  ordning, så der kan stilles en anden  oversætter eller tolk til rådighed, hvis oversættelsen eller tolkningen skønnes ikke at være nøjagtig. Med henblik på at sikre kvalitetskontrol med tolkningens nøjagtighed skal de retsforhandlinger, der foretages under anvendelse af tolk, optages på bånd eller video, jf. artikel 9. Hvis der opstår stridsspørgsmål, skal en afskrift af optagelsen stilles til rådighed for en hvilken som helst af parterne. Afskriften må alene benyttes til at kontrollere tolkningens nøjagtighed. 2.4. Beskyttelse af særligt udsatte grupper Artikel  10,  stk.  1,  fastslår,  at  en  mistænkt  person,  der  ikke  kan  forstå  eller  følge  indholdet  eller  betydningen  af retsforhandlingerne  på  grund  af  sin  alder,  mentale,  fysiske  eller  følelsesmæssige  tilstand,  skal  have  særlig opmærksomhed, således at der sikres en retfærdig rettergang. De  kompetente  myndigheder  skal  overveje  og  skriftligt  nedfælde  behovet  for  særlig  opmærksomhed  under retsforhandlingerne, så snart der er noget tegn på, at den mistænkte er omfattet af artikel 10, stk. 1, jf. artikel 10, stk. 2. Endvidere skal medlemsstaterne sikre, at ethvert skridt der tages som en konsekvens af retten til særlig opmærksomhed, nedfældes skriftligt. I artikel 11 fastlægges rettighederne for de mistænkte, der har ret til særlig opmærksomhed. Det fremgår af  stk. 1, at der skal foretages en lyd- eller videooptagelse af alle forhør af sådanne mistænkte, samt at en afskrift af optagelsen skal tilbydes en hvilken som helst af parterne, hvis der opstår stridsspørgsmål. Ifølge  stk. 2 skal der tilbydes lægehjælp, når det er nødvendigt. Endelig fremgår det af  stk. 3, at retten til særlig opmærksomhed efter omstændighederne kan omfatte retten til at have en tredjemand til stede under ethvert forhør, der foretages af politiet eller retslige myndigheder. 2.5. Underretning til pårørende m.v. samt konsulær bistand Artikel 12 regulerer retten til at få pårørende m.v. underrettet om varetægtsfængsling. Det fremgår af  stk. 1, at en mistænkt, der er varetægtsfængslet, har ret til at få sin familie, personer, der sidestilles med familiemedlemmer, eller sin arbejdsgiver underrettet om tilbageholdelsen så hurtig som muligt. De pågældende personer kan  kontaktes  af  de  kompetente  myndigheder  under  anvendelse  af  passende  mekanismer,  herunder  konsulære myndigheder, hvis den varetægtsfængslede er statsborger i en anden stat og udtrykker ønske herom, jf. stk. 2. Artikel 13 regulerer den tilbageholdtes ret til kontakt med konsulære myndigheder. Det fremgår af  stk. 1, at den tilbageholdte har ret til at få underrettet de konsulære myndigheder i sin hjemstat om tilbageholdelse  så  hurtigt som  muligt  samt  ret  til  at  tage  kontakt til  de  konsulære  myndigheder,  hvis  pågældende udtrykker ønske herom. Endvidere fremgår det af  stk. 2, at en tilbageholdt, der ikke ønsker bistand fra sin hjemstats konsulære myndigheder, som alternativ skal tilbydes bistand fra en anerkendt international organisation. Endelig fremgår det af  stk. 3, at en person, der ikke er statsborger, men har et længerevarende ophold i et EU-land, har ret til at få bistand fra dette EU-lands konsulære myndigheder på samme grundlag som dets egne statsborgere, hvis den pågældende person har  god  grund til  ikke at ønske bistand fra de konsulære myndigheder i det land, hvor han er statsborger. 2.6. Skriftlig underretning af mistænkte og anklagede om deres rettigheder - 9 -

Artikel 14 regulerer medlemsstaternes pligt til at sikre, at mistænkte personer underrettes skriftligt om deres rettigheder. Efter stk. 1 skal alle mistænkte personer underrettes skriftligt om de proceduremæssige rettigheder, der er umiddelbart relevante for dem. Underretningen skal som minimum omfatte de rettigheder, der er fastsat i rammeafgørelsen. Stk. 2 pålægger medlemsstaterne at sikre, at der udarbejdes en standardoversættelse af den skriftlige underretning på alle officielle EU-sprog. For at sikre ensartethed i medlemsstaten bør oversættelsen foretages centralt i hver enkelt stat. Standardoversættelsen på de officielle EU-sprog skal opbevares på alle politistationer, således at arresterede personer kan få udleveret en kopi på et sprog, som den pågældende forstår, jf. stk. 3. Det fremgår af  stk. 4, at den skriftlige underretning om en mistænkt persons rettigheder i hvert enkelt tilfælde skal udarbejdes i to eksemplarer, der begge underskrives af både de retshåndhævende myndigheder og den mistænkte, hvis pågældende er villig dertil.  Underskrifterne tjener som bevis for, at underretningen har været tilbudt, udleveret og accepteret. Det ene underskrevne eksemplar beholdes af de retshåndhævende myndigheder og det andet underskrevne eksemplar  beholdes  af  den  mistænkte.  Der  bør  indføjes  en  note  i  myndighedernes  protokol  om,  at  den  skriftlige underretning om rettigheder er blevet tilbudt, og om hvorvidt den mistænkte har været villig til at underskrive den eller ej. 2.7. Evaluering og overvågning af rammeafgørelsens effektivitet og gennemførelse Det  følger  af   artikel  15,  stk.  2,  og  artikel  16,  stk.  2,  at  rammeafgørelsens  effektivitet  jævnligt  skal  evalueres  og overvåges under tilsyn af Kommissionen. Om evalueringerne afgives beretninger, der kan offentliggøres. Med  henblik  på  at  gennemføre  evaluering  og  overvågning  pålægger artikel  15,  stk.  1,  og  artikel  16,  stk.  1, medlemsstaterne at indsamle og tilgængeliggøre data, herunder bl.a. statistikker om anvendelse af juridisk og konsulær bistand, tolkning og oversættelse. 2.8. Klausul mod forringelse af rettigheder Artikel 17  indeholder en  klausul,  der  skal  forhindre  forringelse af  de nationale  rettighedsniveauer. Det  fremgår af bestemmelsen, at rammeafgørelsen ikke indebærer en begrænsning af eller fravigelse fra nogen af de rettigheder eller proceduremæssige garantier, som kan sikres i henhold til lovgivningen i de enkelte medlemsstater, og som yder et højere beskyttelsesniveau. 2.9. Ikrafttræden Artikel  19  indeholder  en  bestemmelse  om,  at  rammeafgørelsen  skal  træde  i  kraft  på  tyvendedagen  for offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende. 3. Europa-Parlamentet Europa-Parlamentet har endnu ikke afgivet udtalelse om forslaget til rammeafgørelse. 4. Høring Forslaget til rammeafgørelse vil snarest sammen med et grundnotat herom blive sendt i høring hos relevante myndigheder og organisationer. 5. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 16. november 2004. - 10 -

6. Subsidiaritetsprincippet En generel regulering af straffeprocessuelle minimumsrettigheder inden for EU kan give anledning til overvejelser i forhold til subsidaritetsprincippet. Forenelighed med subsidaritetsprincippet må således som udgangspunkt forudsætte, at rammeafgørelsen alene regulerer forhold, der kan have betydning for medlemsstaternes gensidige anerkendelse af hinandens afgørelser og dermed det strafferetlige samarbejde. Justitsministeriet har på nuværende tidspunkt, hvor forhandlingerne om forslaget lige er påbegyndt, og hvor forslaget endnu  ikke  har  været  i  høring,  ikke  foretaget  en  nærmere  vurdering  af  rammeafgørelsens  forenelighed  med subsidaritetsprincippet. 7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser Lovgivningsmæssige konsekvenser Udkastet  til  rammeafgørelse,  der  som  nævnt  alene  har  været  genstand  for  indledende  forhandlinger  mellem medlemsstaterne, vurderes i den nuværende form efter en foreløbig analyse at ville forudsætte, at der gennemføres lovændringer samt eventuelt ændring/tilføjelse af administrative regler i Danmark. Dette gælder formentlig  i forhold til  samtlige forslagets overordnede elementer, dvs. i et vist  omfang i forhold til bestemmelserne om henholdsvis adgang til juridisk bistand, adgang til tolkning og oversættelse, beskyttelse af særligt udsatte  grupper,  underretning  til  pårørende  m.v.  samt  konsulær  bistand  og  skriftlig  underretning  til  mistænkte  og anklagede om deres rettigheder. Statsfinansielle konsekvenser Det  er  vurderingen,  at  forslaget  til  rammeafgørelse  i  den  foreliggende  udformning  vil  have  visse  statsfinansielle konsekvenser, navnlig som følge af de foreslåede bestemmelser i artikel 9 og 11 om henholdsvis bånd-/videooptagelse af retsforhandlinger, hvor der anvendes tolk og om bånd-/videooptagelse af forhør af mistænkte, der har ret til særlig opmærksomhed samt bestemmelsen i artikel 16 om indsamling af data. Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt nærmere at vurdere omfanget af de statsfinansielle konsekvenser. 8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg. Forslaget tillige med et grundnotat herom forventes oversendt til udvalgene snarest. - 11 -

Dagsordenspunkt 3: Rammeafgørelse om den europæiske bevissikringskendelse Nyt notat. 1. Baggrund På  sit  møde  i  december  måned  1998  godkendte  Det  Europæiske  Råd  en  handlingsplan  udarbejdet  af  Rådet  og Kommissionen  med  henblik  på  gennemførelse  af  Amsterdam-traktatens  bestemmelser  om  et  område  med  frihed, sikkerhed og retfærdighed. Et af formålene med planen er, at der gennem fælles handling inden for det politimæssige og strafferetlige  samarbejde  skal  iværksættes  en  intensiveret  indsats  for  bl.a.  at  forebygge  og  bekæmpe  organiseret kriminalitet, navnlig terrorisme, menneskehandel, overgreb mod børn, ulovlig våbenhandel, korruption samt svig. Målet  skal  bl.a.  nås  gennem  et  tættere  samarbejde  mellem  medlemslandenes  politimyndigheder  og  de  retlige myndigheder.  Det  fremgår  af  handlingsplanen,  at  der  inden  to  år  efter  Amsterdam-traktatens  ikrafttræden  bør iværksættes en proces med henblik på at forenkle procedurerne for gensidig anerkendelse af kendelser og domme i straffesager. I forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15. - 16. oktober 1999 vedtog stats- og regeringscheferne, at princippet om gensidig anerkendelse skulle være hjørnestenen i det retlige samarbejde inden for EU på både det civil- og  det  strafferetlige  område.  Princippet  skulle  gælde  for  såvel  domme  som  andre  afgørelser  truffet  af  retlige myndigheder. Rådet  vedtog  den  29.  november  2000  i  overensstemmelse  med  konklusionerne  fra  Det  Europæiske  Råds  møde  i Tampere et program  for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager. Af programmet fremgår det, at der skal gives højeste prioritet til afgørelser med henblik på tilvejebringelse af bevismateriale, jf. programmets pkt. 2.1.1., hvor følgende bl.a. er anført: Mål :  Muliggøre  anerkendelse  af  bevismateriale,  forhindre,  at  det  går  tabt,  og  lette  fuldbyrdelsen  af ransagnings-  og  beslaglæggelseskendelser  med  henblik  på  hurtigt  at  tilvejebringe  bevismateriale  i straffesager (punkt 36 i Det Europæiske Råds konklusioner fra Tampere). Foranstaltning  nr.  3:  For  at  lette  den  gensidige  information  bør  der  indføres  en  standardformular  til anmodning om oplysninger om tidligere straffedomme på alle fællesskabssprog. Foranstaltning nr. 5: Undersøge, hvilke fremskridt der kan gøres med henblik på: - at sikre, at forbehold og erklæringer vedrørende tvangsindgreb i henhold til artikel 5 i konventionen om gensidig retshjælp fra 1959, suppleret med artikel 51 og 52 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen, ikke længere kan gøres gældende mellem medlemsstaterne, navnlig for så vidt angår  bekæmpelse  af  organiseret  kriminalitet,  hvidvaskning  af  udbyttet  fra  strafbart  forhold  og økonomisk kriminalitet. - at  sikre,  at  de  grunde  til  at  afslå  anmodninger  om  gensidig  retshjælp,  som  er  nævnt  i  artikel  2  i konventionen   fra  1959,   suppleret   med  artikel   50  i   konventionen   om  gennemførelse   af Schengen-aftalen, ikke længere kan gøres gældende mellem medlemsstaterne. Foranstaltning nr. 6: Udarbejdelse af et instrument med henblik på anerkendelse af kendelser vedrørende sikring  af bevismateriale  for  at  undgå, at  bevismateriale,  der befinder  sig  på en  anden  medlemsstats område, går tabt. Foranstaltning nr. 6  i programmet er gennemført ved Rådets rammeafgørelse om gennemførelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale. Denne  rammeafgørelse,  som  bl.a.  indeholder  krav  om  gensidig  anerkendelse  af  kendelser  udstedt  for  at  indefryse bevismateriale og eventuelt udlevere det til udstedelsesstaten, blev vedtaget den 22. juli 2002 og er offentliggjort i - 12 -

EF-Tidende den 2. august 2003 (EFT2002/C184/8).    Kommissionen har bl.a. med henvisning til, at den nævnte rammeafgørelse om indefrysningskendelser alene omhandler en  del  af  samarbejdet  om  bevismateriale,  fremsat  et  forslag  til  Rådets  rammeafgørelse  om  en  europæisk bevissikringskendelse til fremskaffelse af genstande, dokumenter og data til brug i straffesager. Kommissionen har i den forbindelse  henvist  til,  at  der  er  behov  for  at  løse  betydelige  udestående  problemer  i  samarbejdet,  hvad  angår bevismateriale, som er omfattet af rammeafgørelsen om indefrysningskendelser. Kommissionen peger bl.a. på, at der vil kunne forekomme situationer, hvor en anerkendelse af en indefrysningskendelse vil kræve yderligere tvangsindgreb, f.eks. i form af ransagning, som i givet fald vil skulle foretages i overensstemmelse med fuldbyrdelsesstatens gældende regler, herunder procedureregler. Hensigten med forslaget er på denne baggrund at sikre et hurtigere og mere effektivt retligt samarbejde i straffesager, når det drejer sig om fremskaffelse af (eksisterende) genstande, dokumenter og data til brug i straffesager i et andet EU-medlemsland. Rammeafgørelsen om en (ny) europæisk bevissikringskendelse vil således på dette område skulle erstatte de traditionelle aftaler om gensidig retshjælp efter Europarådets konvention fra 1959 om gensidig retshjælp i straffesager  og  lignende  instrumenter.  Anmodninger  om  retshjælp  til  fremskaffelse  af  (nyt)  bevismateriale,  såsom erklæringer fra mistænkte, vidner mv., eller efterforskningsskridt, der indebærer bevisoptagelse i reel tid, f.eks. aflytning af samtaler eller overvågning af banktransaktioner, vil ikke være omfattet af rammeafgørelsen om den europæiske bevissikringskendelse, og de eksisterende internationale instrumenter på området vil således fortsat finde anvendelse her.        Med forslaget fastlægges mindstekravene til den retshjælp, som EU-medlemslandene skal yde hinanden. Disse krav kan ifølge Kommissionen overordnet beskrives på følgende måde: 1. En retsanmodning fra en anden EU-medlemsstat skal anerkendes umiddelbart, uden at der er behov for at omdanne den til en national afgørelse, før den kan fuldbyrdes. 2. Retsanmodninger bliver standardiserede ved hjælp af formular. 3. Der skal indføres frister for efterkommelse af anmodninger. 4. Der skal indføres minimumsbeskyttelse både for udstedelse og efterkommelse af retsanmodninger. 5. Mulighederne for at afvise en retsanmodning skal begrænses.    Det fremsatte forslag om en europæisk bevissikringskendelse anses af Kommissionen for at være første skridt mod udskiftningen af den eksisterende ordning for gensidig retshjælp i Den Europæiske Union med et samlet EU-regelsæt baseret på gensidig anerkendelse omfattet af regler om minimumsbeskyttelse. På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 2. - 3. december 2004 forventes det, at det nederlandske formandskab vil orientere om status i forhandlingerne af forslaget. Det er endvidere muligt, at Rådet vil skulle drøfte og eventuelt tage stilling til spørgsmålet om, hvilken myndighed som skal kunne udstede en bevissikringskendelse samt spørgsmålet om forslagets anvendelsesområde, herunder om forslaget også bør omfatte afhøringer af personer. Herudover vil Rådet muligvis også skulle drøfte spørgsmålet om indsættelse af en bestemmelse om pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som disse er fastsat i artikel 6 i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU).    2. Indhold Forslaget, der er udarbejdet med hjemmel i artikel 31 og artikel 34, stk. 2, litra b, i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU), indebærer, at en europæisk bevissikringskendelse, som er udstedt i en medlemsstat (udstedelsesstaten), som udgangspunkt  skal  anerkendes  af  den  medlemsstat,  der  skal  gennemføre  kendelsen  (fuldbyrdelsesstaten),  uden yderligere formaliteter, dog således at selve fuldbyrdelsen sker på samme måde, som myndigheden i fuldbyrdelsesstaten normalt fremskaffer bevismateriale. Forslaget til rammeafgørelse er inddelt i følgende hovedafsnit: - 13 -

Afsnit 1: Den europæiske bevissikringskendelse Afsnit 2: Procedurer og garantier i udstedelsesstaten Afsnit 3: Procedurer og garantier i fuldbyrdelsesstaten Afsnit 4: Jurisdiktionskompetence for elektroniske kommunikationsnetværk Afsnit 5: Afsluttende bestemmelser Ad afsnit 1: Den europæiske bevissikringskendelse Artikel  1  i forslaget  fastsætter,  at  en  europæisk  bevissikringskendelse  er  en retsafgørelse  udstedt  af  en  kompetent myndighed i en medlemsstat med henblik på at fremskaffe genstande, dokumenter og data fra en anden medlemsstat til brug i de retssager, der er nævnt i artikel 4. Det følger videre af bestemmelsen, at medlemsstaterne skal fuldbyrde en europæisk bevissikringskendelse på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i forslaget. Forslagets artikel 2 indeholder definitioner af de begreber, der anvendes i rammeafgørelsen. Udstedelsesstat  defineres  som  den  medlemsstat,  der  har  udstedt  den  europæiske  bevissikringskendelse,  og fuldbyrdelsesstaten er den medlemsstat, på hvis område de omhandlede genstande, dokumenter og data findes. Udstedelsesmyndighed er den dommer, undersøgelsesdommer eller anklager, som ifølge national ret er bemyndiget til at  udstede  en  bevissikringskendelse,  og  fuldbyrdelsesmyndighed  er  den  myndighed,  der  ifølge  national  ret  har kompetence til at fuldbyrde en europæisk bevissikringskendelse. Et informationssystem er enhver enhed eller gruppe af indbyrdes forbundne eller beslægtede enheder, hvoraf en eller flere  ved  hjælp  af  et  program  udfører  automatisk  behandling  af  edb-data  samt  edb-data,  som  lagres,  behandles, fremfindes eller overføres i forbindelse med systemernes drift, brug, beskyttelse og vedligeholdelse. EDB-data defineres som enhver form for gengivelse af fakta, informationer eller begreber i et format, der egner sig til behandling i et informationssystem, herunder et program, som kan anvendes til at få et informationssystem til at udføre en funktion. Elektroniske  kommunikationsnet  betyder  efter  bestemmelsen  transmissionssystemer,  og  hvor  det  er  relevant, koblings-  og  dirigeringsudstyr  og  andre  ressourcer,  som  giver  mulighed  for  at  overføre  signaler  ved  hjælp  af trådforbindelse,  radiobølger,  lyslederteknik  eller  andre  elektromagnetiske  midler,  herunder  satellitnetværk,  faste (kredsløbs- eller pakkekoblede net, herunder internettet) og mobile jordbaserede netværk, elkabelsystemer, der anvendes til  fremføring  af  signaler,  netværk  til  radio-  og  tv-spredning  og  kabel-tv-net,  uanset  hvilken  type  information  der overføres. Endelig defineres lovovertrædelse   som en strafferetlig overtrædelse, der er strafbar ifølge udstedelsesstatens nationale lov, forudsat at afgørelsen kan indbringes for en domstol med strafferetlig kompetence. Artikel 3 fastslår, at en europæisk bevissikringskendelse kan udstedes med henblik på fremskaffelse af alle genstande, dokumenter og data, der kan bruges i de retssager, der er nævnt i artikel 4. Den europæiske bevissikringskendelse kan ikke  udstedes med henblik  på bevisoptagelse i form af afhøringer, vidneforklaringer eller andre former for forhør, bevisoptagelse  fra  en  persons  legeme  eller  bevisoptagelse  i  reel  tid  og  bevisoptagelse,  der  kræver  yderligere efterforskning. Den europæiske bevissikringskendelse vil dog kunne udstedes med henblik på fremskaffelse af sådant bevismateriale, hvis materialet er blevet indsamlet før udstedelsen af kendelsen. Af artikel 4 fremgår det, at en europæisk bevissikringskendelse kan udstedes til brug for straffesager samt sager anlagt af en administrativ myndighed vedrørende handlinger, der er strafbare efter udstedelsesstatens nationale lovgivning, da de udgør overtrædelser af gældende retsregler, og når afgørelsen kan give anledning til en procedure ved en domstol, navnlig en kriminalret. Dette gælder uanset, om der er tale om en sag vedrørende en fysisk eller juridisk person. - 14 -

Artikel 5 indeholder regler for bevissikringskendelsens indhold og form, herunder hvilke sprog en sådan kendelse vil skulle oversættes til i  udstedelsesstaten. Det fastsættes, at den  europæiske bevissikringskendelse skal indeholde de oplysninger, der fremgår af formular A i bilaget. Den skal underskrives, og indholdets rigtighed skal bekræftes af udstedelsesstaten. Udstedelsesstaten skal oversætte den europæiske bevissikringskendelse til det eller de officielle sprog i  fuldbyrdelsesstaten.  Medlemsstaterne  kan  dog,  når rammeafgørelsen  er  vedtaget,  i en  erklæring,  der  deponeres i Generalsekretariatet for  Rådet,  angive, at de accepterer  en oversættelse til et  eller flere af de  officielle sprog, der anvendes af De Europæiske Fællesskabers institutioner. Ad afsnit 2: Procedurer og garantier i udstedelsesstaten I artikel 6 fastslås det, at en europæisk bevissikringskendelse alene vil kunne udstedes, hvis udstedelsesstaten har sikret sig, at de ønskede genstande, dokumenter og data er nødvendige og proportionelle i forhold til den pågældende retssag, at  de  omhandlede  genstande,  dokumenter  og  data  under  lignende  omstændigheder  ville  kunne  fremskaffes  ifølge udstedelsesstatens lovgivning,  hvis de  var tilgængelige på  udstedelsesstatens område,  selv om  der eventuelt  skulle anvendes  en anden  fremgangsmåde,  og   at  de omhandlede  genstande,  dokumenter  og data  vil  kunne  antages i  den retssag, de rekvireres til.   Artikel 7 fastsætter, at en europæisk bevissikringskendelse skal fremsendes af udstedelsesmyndigheden direkte til den kompetente  myndighed (i  fuldbyrdelsesstaten)  med  henblik på  fuldbyrdelse  ved  hjælp af  ethvert  middel,  som kan frembringe skriftlig dokumentation, og som giver fuldbyrdelsesstaten mulighed for at fastslå ægtheden. Hvis den  myndighed, der har ansvaret  for fuldbyrdelsen, er ukendt af udstedelsesmyndigheden, skal denne på alle måder, herunder gennem kontaktpunkterne i det europæiske netværk, forsøge at indhente nødvendige oplysninger i fuldbyrdelsesstaten. Når den myndighed i fuldbyrdelsesstaten, der modtager en europæisk bevissikringskendelse, ikke har kompetence til at anerkende den og træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse, skal den af egen drift fremsende den europæiske bevissikringskendelse til den myndighed, der har ansvaret for fuldbyrdelsen, og underrette udstedelsesmyndigheden herom.   I  henhold  til  artikel  8  skal  medlemsstaterne  i  en  erklæring  afgivet  til  Generalsekretariatet  udpege  en  central strafferegistermyndighed, som den europæiske bevissikringskendelse kan fremsendes til med henblik på udlevering af en udskrift fra den pågældende medlemsstats strafferegister og påfølgende foranstaltninger, der vedrører fysiske eller juridiske personer. Medlemsstaterne skal sikre, at deres centrale strafferegistermyndighed har adgang til de nævnte oplysninger. Artikel 9 fastsætter, at hvis udstedelsesmyndigheden ønsker supplerende genstande, dokumenter og data i forhold til en tidligere europæisk bevissikringskendelse i samme sag, og indholdet i den oprindelige kendelse fortsat er korrekt, er det ikke nødvendigt at udstede en ny europæisk bevissikringskendelse. I det tilfælde skal der udstedes en kendelse om supplerende bevismateriale indeholdende de oplysninger, der fremgår af formular B i bilaget. Fuldbyrdelsesstaten skal behandle  en  sådan  kendelse  om  supplerende  bevismateriale  på  samme  måde  som  den  oprindelige  europæiske bevissikringskendelse. Hvis den kompetente udstedelsesmyndighed i overensstemmelse med de gældende bestemmelser deltager i fuldbyrdelsen af den europæiske bevissikringskendelse i fuldbyrdelsesstaten, kan den indlevere en kendelse om  supplerende  bevismateriale  direkte  til  den  fuldbyrdende  myndighed,  mens  myndigheden  befinder  sig  i  den pågældende stat. Artikel  10  fastslår,  at  personoplysninger  fremskaffet  inden  for  rammerne  af  rammeafgørelsen  kan  anvendes  af udstedelsesstaten i forbindelse med sager, i hvilke der kan udstedes en europæisk bevissikringskendelse (jf. artikel 4), andre retsprocedurer og administrative procedurer, som hænger direkte sammen med sådanne sager og forebyggelse af en umiddelbar og alvorlig trussel mod den offentlige sikkerhed. Personoplysninger fremskaffet inden for rammerne af rammeafgørelsen  til  andre  formål  kan  kun  anvendes  med  fuldbyrdelsesstatens  forudgående  samtykke,  medmindre udstedelsesstaten har indhentet samtykke fra den registrerede. Personoplysninger fremskaffet inden for rammerne af rammeafgørelsen skal forblive fortrolige, medmindre det er nødvendigt at udlevere dem i relation til de førstnævnte sager (jf. stk. 1) eller af andre grunde i gældende national ret. I forbindelse med en bestemt sag kan fuldbyrdelsesstaten kræve, at den medlemsstat, som personoplysningerne er oversendt til, underretter den om anvendelsen af de pågældende - 15 -

oplysninger. De nævnte bestemmelser i artikel 10 finder ikke anvendelse på personoplysninger, som er tilvejebragt af en medlemsstat i medfør af rammeafgørelsen, og som hidrører fra denne medlemsstat. Ad afsnit III: Procedurer og garantier i fuldbyrdelsesstaten Efter artikel 11  skal fuldbyrdelsesstaten,  medmindre andet  er bestemt i  rammeafgørelsen, aner-kende  en europæisk bevissikringskendelse,  som  er  fremsendt  i  henhold  til  artikel  7,  uden    yderligere  formaliteter  og  straks  træffe  de nødvendige foranstaltninger  med henblik  på fuldbyrdelse på samme måde,  som myndigheden i fuldbyrdelsesstaten normalt fremskaffer genstande, dokumenter og data. I artikel  12  er  opregnet  en  række  minimumsbetingelser,  som  skal  overholdes  ved  fuldbyrdelse  af  en  europæisk bevissikringskendelse.  Efter   bestemmelsen  skal   fuldbyrdelsesmyndigheden  anvende   den  mindst   indgribende foranstaltning, der gør det muligt at fremskaffe de pågældende genstande, dokumenter og data. Det følger endvidere af bestemmelsen, at en fysisk person ikke må anmodes om at fremlægge genstande, dokumenter og data, der kan føre til selvinkriminering, og udstedelsesstaten skal straks informeres, hvis fuldbyrdelsesmyndigheden opdager, at kendelsen er blevet fuldbyrdet i strid med lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten.   Hvis fuldbyrdelse af en europæisk bevissikringskendelse gør det nødvendigt at foretage ransagning og beslaglæggelse, skal der som minimum træffes foranstaltninger af medlemsstaterne med henblik på at sikre,    at ransagning af lokaler ikke påbegyndes om natten, medmindre det er absolut nødvendigt på grund af sagens særlige omstændigheder, at en person, hvis lokaler er blevet ransaget, har krav på en skriftlig meddelelse om ransagningen indeholdende en række nærmere angivne (minimums)oplysninger samt at der ved ransagning af lokaler, hvor den pågældende person ikke er hjemme, skal efterlades skriftlig meddelelse på stedet eller på anden passende måde. Udstedelsesmyndigheden kan i henhold til artikel 13 kræve, at fuldbyrdelsesmyndigheden anvender tvangsindgreb til at fuldbyrde kendelsen, hvis udstedelsesmyndigheden mener, der er en betydelig risiko for, at de ønskede genstande, dokumenter  og  data  vil  blive  ændret,  flyttet  eller  tilintetgjort.  Udstedelsesmyndigheden  kan  endvidere  kræve,  at fuldbyrdelsesmyndigheden  holder  det  forhold,  at  der  er  en  efterforskning  i  gang  samt  efterforskningens  indhold, fortroligt, hvis det er nødvendigt for fuldbyrdelsen af den europæiske bevissikringskendelse. Det kan også kræves, at fuldbyrdelsesmyndigheden tillader, at en kompetent myndighed fra udstedelsesstaten eller en interesseret part udpeget af udstedelsesmyndigheden  er  til  stede  under  fuldbyrdelsen  af  kendelsen,  og  den  tilstedeværende  myndighed  fra udstedelsesstaten skal gives samme adgang som fuldbyrdelsesmyndigheden til de genstande, dokumenter og data, der er fremskaffet   som   følge   af   fuldbyrdelsen   af   kendelsen.   Endelig   kan   udstedelsesmyndigheden   kræve,   at fuldbyrdelsesmyndigheden  noterer  navnene  på  de  personer,  der  har  behandlet  kendelsen  fra  fuldbyrdelsen  til fremsendelsen af bevismateriale til udstedelsesstaten, og opfylder andre nærmere bestemte formaliteter og procedurer, som  myndigheden  udtrykkeligt  har  angivet,  medmindre  sådanne  formaliteter  og  procedurer  er  i  modstrid  med  de grundlæggende retsprincipper i fuldbyrdelsesstaten. Efter artikel  14  har  fuldbyrdelsesmyndigheden,  hvis  denne  i  forbindelse  med  fuldbyrdelsen  af  den  europæiske bevissikringskendelse finder, at der eventuelt er behov for at iværksætte efterforskningsskridt, der ikke var forudset fra begyndelsen,  og  som  ikke  kunne  præciseres,  da  kendelsen  blev  udstedt,  pligt  til  øjeblikkeligt  at  underrette udstedelsesstaten, så denne kan træffe yderligere foranstaltninger. Artikel 15  vedrører grundene  til  at  afvise anerkendelse  og fuldbyrdelse  af en  europæisk bevissikringskendelse.  Af bestemmelsen  følger,  at  anerkendelse  og  fuldbyrdelse  ikke  kan  ske,  hvis  dette  vil  være  i  strid  med  ne  bis  in idem-princippet (hvorefter en person ikke kan straffes for den samme handling flere gange), således som dette vil være gældende i medlemslandene i lyset af den rammeafgørelse, som der er fremsat forslag om. Der vil endvidere kunne ske afvisning, hvis fuldbyrdelse vil krænke ne bis in idem-princippet i forbindelse med en retssag i et tredjeland, eller hvis der  ifølge  fuldbyrdelsesstatens  lovgivning gælder immuniteter og privilegier, der gør det  umuligt at fuldbyrde den europæiske bevissikringskendelse. - 16 -

Artikel  16  omhandler  spørgsmålet  om  dobbelt  strafbarhed.  I  henhold  til  bestemmelsen  kræver  anerkendelse  og fuldbyrdelse  af  en  europæisk  bevissikringskendelse  ikke  kontrol  af,  om  der  gælder  dobbelt  strafbarhed,  hvis fuldbyrdelsen af kendelsen ikke nødvendiggør, at der foretages ransagning af private lokaler, eller der er tale om en lovovertrædelse, som er omfattet af den positiv-liste, som fremgår af bestemmelsen. Den pågældende positiv-liste svarer til, hvad der følger af udkast til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe, som der blev opnået politisk enighed om i Rådet den 8. maj 2003. Positiv-listen omfatter således bl.a. terrorisme, menneskehandel, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi, ulovlig handel med narkotika,   ulovlig   handel   med   våben,   bestikkelse,   svig,   hvidvaskning,   falskmøntneri,   miljøkriminalitet, menneskesmugling, manddrab, racisme, bortførelse, bedrageri, færdselsforseelser, krænkelser af ophavsrettigheder, vold og trusler mod personer, hærværk og tyveri. Listen indeholder endvidere en række lovovertrædelser. Der stilles – i modsætning til hvad der gælder efter rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæisk Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale og udkast til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om konfiskation (politisk enig i Rådet den 29. april 2004) – efter bestemmelsen ikke krav om, at den forbrydelse (på positiv-listen), som en europæisk bevissikringskendelse vedrører, skal medføre en nærmere angivet minimumsstraf (det såkaldte strafferammekrav), og fuldbyrdelse  af  en  sådan  kendelse  vil  således  alene  forudsætte,  at  den  pågældende  forbrydelse  er  strafbar  i udstedelsesstaten.    For lovovertrædelser, som ikke er omfattet af positiv-listen (eller som ikke nødvendiggør ransagning af private lokaler), gælder  det,  at  anerkendelse  eller  fuldbyrdelse  af  den  europæiske  bevissikringskendelse  alene  kan  underkastes betingelsen om dobbelt strafbarhed, hvis det er foreskrevet i overgangsbestemmelserne i artikel 24, stk. 2 og 3. Disse bestemmelser fastsætter, at et krav om dobbelt strafbarhed på området alene vil kunne påberåbes højst fem år efter rammeafgørelsens ikrafttræden, jf. i øvrigt nærmere nedenfor. Artikel 17 indeholder frister for anerkendelse, fuldbyrdelse og overførsel af bevismateriale. Af bestemmelsen følger, at medlemsstaterne  skal  træffe  de  foranstaltninger,  som  gør  dem  i  stand  til  at  overholde  de  frister,  der  er  fastsat  i bestemmelsen. Det følger videre, at hvis udstedelsesmyndigheden i den europæiske bevissikringskendelse har anført, at det på grund af proceduremæssige frister eller andre særligt hastende omstændigheder er nødvendigt med en kortere frist, skal fuldbyrdelsesmyndigheden i så høj grad som muligt tage højde for en sådan anmodning. Enhver beslutning om at afvise anerkendelse eller fuldbyrdelse skal træffes og underretning skal gives så hurtigt som muligt til den kompetente myndighed i udstedelsesstaten ved hjælp af ethvert middel, som kan frembringe skriftlig dokumentation. Underretning skal ske senest 10 dage efter, at den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed har modtaget den europæiske bevissikringskendelse. Hvis  der  ikke  findes  udsættelsesgrunde,  jf.  artikel  18,  skal  fuldbyrdelsesmyndigheden  fuldbyrde  den  europæiske bevissikringskendelse straks i de tilfælde, hvor fuldbyrdelsesstaten allerede har adgang til bevismaterialet, herunder en officiel udskrift fra strafferegistret, som udstedelsesmyndigheden ønsker, eller i andre tilfælde uden ophør, og hvis det overhovedet er muligt, senest 60 dage efter, at fuldbyrdelsesmyndigheden har modtaget kendelsen. Medmindre der  er indgivet  klage,  jf.  artikel 19,  skal fuldbyrdelsesstaten  straks udlevere  det bevismateriale,  der er tilvejebragt  ved  den  europæiske  bevissikringskendelse,  til  udstedelsesstaten  i  de  tilfælde,  hvor  fuldbyrdelsesstaten allerede har adgang til bevismaterialet, herunder en officiel udskrift fra strafferegistret, som udstedelsesmyndigheden ønsker, eller i andre tilfælde uden ophør, og hvis det overhovedet er muligt, senest 30 dage efter fuldbyrdelsen. Fuldbyrdelsesmyndigheden  kan  kræve,  at  det  pågældende  bevismateriale  tilbagesendes  til  fuldbyrdelsesstaten,  når udstedelsesstaten ikke længere har brug for bevismaterialet. Der kan ikke herudover stilles yderligere betingelser for udlevering af bevismateriale. Ethvert afslag på eller enhver forsinkelse, for så vidt angår fuldbyrdelsen af en europæisk bevissikringskendelse samt den efterfølgende udlevering af bevismateriale, skal begrundes. Hvis det i praksis er umuligt at fuldbyrde en europæisk - 17 -

bevissikringskendelse, fordi bevismaterialet er forsvundet eller blevet tilintetgjort eller ikke forefindes på det sted, der er angivet i kendelsen, eller bevismaterialets placering ikke er blevet angivet på en tilstrækkelig præcis måde selv efter kontakt med udstedelsesstaten, skal den relevante kompetente myndighed i udstedelsesstaten straks kontaktes. Hvis en medlemsstat i særlige situationer ikke kan overholde tidsfristerne, jf. ovenfor, skal den underrette Eurojust og angive grundene til forsinkelsen. I henhold til artikel 18 kan fuldbyrdelsesmyndigheden udsætte fuldbyrdelsen af en europæisk bevissikringskendelse, hvis den fremsendte formular er ufuldstændig,    hvis fuldbyrdelse vil kunne skade en igangværende efterforskning, så længe myndigheden finder en sådan udsættelse nødvendig, eller hvis bevismaterialet allerede anvendes i en verserende straffesag, indtil bevismaterialet ikke længere er nødvendigt til dette formål. I det tilfælde, hvor den fremsendte formular er ufuldstændig, kan fuldbyrdelsesmyndigheden udsætte fuldbyrdelsen, indtil  formularen  er  blevet  korrekt  udfyldt  eller  rettet,  eller  fritage  udstedelsesmyndigheden  for  dette  krav,  hvis fuldbyrdelsesmyndigheden mener, at de fremsendte oplysninger er tilstrækkelige til at fuldbyrde kendelsen på rimelig vis og ifølge de gældende retsregler. Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten skal (via en rapport) underrettes om udsættelsen af fuldbyrdelse af en europæisk bevissikringsordre, herunder om grundene til udsættelse og om muligt om udsættelsens forventede varighed. Så  snart  grundene  til  udsættelse  ikke  længere  er  til  stede,  skal  fuldbyrdelsesmyndigheden  uden  ophør  træffe  de foranstaltninger, der er nødvendige for at fuldbyrde den europæiske bevissikringskendelse, og underrette den relevante kompetente  myndighed  i  fuldbyrdelsesstaten  derom  ved  hjælp  af  ethvert  middel,  som  kan  frembringe  skriftlig dokumentation. Artikel 19 foreskriver, at medlemsstaterne skal sikre, at alle interesserede parter, herunder tredjemand i god tro, har adgang til retsmidler mod en europæisk bevissikringskendelse, der er fuldbyrdet ved hjælp af et tvangsindgreb. Klagen skal kunne indgives til en domstol i udstedelsesstaten eller i fuldbyrdelsesstaten i overensstemmelse med disse staters  nationale  lovgivning.  De  materielle  grunde  til  udstedelse  af  en  europæisk  bevissikringskendelse,  herunder overholdelse af kriterierne i artikel 6 (om procedurer og garantier i udstedelsesstaten), kan imidlertid kun påklages ved en domstol i udstedelsesstaten.    Udstedelsesstaten skal sikre, at de tidsfrister, der gælder for indgivelse af klage, overholdes på en måde, der giver alle berørte parter effektive retsmidler. Hvis  der  klages  i  fuldbyrdelsesstaten,  skal  den  judicielle  myndighed  i  udstedelsesstaten  underrettes  derom  og  om grundene til klagen, således at denne myndighed kan fremsætte de argumenter, den finder nødvendige. Den pågældende myndighed  skal  informeres  om  udfaldet  af  klagen.  Både  udstedelses-  og  fuldbyrdelsesstaten  skal  træffe  de foranstaltninger, der er nødvendige for at lette udøvelsen af klageretten, bl.a. ved at give de berørte parter de relevante oplysninger. Fuldbyrdelsesstaten   kan   suspendere   overførslen   af   bevismateriale,   mens   udfaldet   af   en   klage   afventes. Udstedelsesmyndigheden  kan  dog  kræve,  at  bevismaterialet  overføres  senest  60  dage  efter  fuldbyrdelsen  af  en europæisk bevissikringskendelse. I de tilfælde, hvor afgørelsen af klagen betyder, at overførslen ikke var lovlig, skal bevismaterialet straks tilbagesendes til fuldbyrdelsesstaten. Artikel 20 vedrører udstedelsesstatens pligt til at refundere udbetalte erstatningsbeløb til fuldbyrdelsesstaten. I  henhold  til  artikel  21  skal  medlemsstaterne  træffe  de  foranstaltninger,  der  er  nødvendige  for  at  sikre,  at medlemsstaterne uden videre formaliteter kan fuldbyrde en europæisk bevissikringskendelse, når de ønskede edb-data er lagret i et informationssystem på en anden medlemsstats område, men er lovligt tilgængelige for en fysisk eller juridisk person på fuldbyrdelsesstatens område ved hjælp af et elektronisk kommunikationsnetværk, og de ønskede edb-data vedrører en tjeneste, som den pågældende fysiske eller juridiske person har leveret på fuldbyrdelsesstatens område til en fysisk eller juridisk person på samme stats område. - 18 -

Medlemsstaterne skal ligeledes træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at deres nationale lovgivning, hvad angår edb-data på deres område giver en anden medlemsstat mulighed for at træffe de ovennævnte foranstaltninger. Artikel 22 vedrører overvågningen af rammeafgørelsens effektivitet. Af bestemmelsen følger bl.a., at en medlemsstat, der har haft gentagne problemer med en anden medlemsstat ved fuldbyrdelsen af en europæisk bevissikringskendelse, skal  underrette  Kommissionen  herom  for  at  give  Kommissionen  mulighed  for  at  vurdere  anvendelsen  af rammeafgørelsen i medlemsstaterne. Herudover pålægges medlemsstaterne en række forpligtelser til at kunne afgive oplysninger (hvert år pr. 31. marts) om de europæiske bevissikringskendelser, som er udstedt henholdsvis modtaget af medlemsstaten det foregående kalenderår. Medlemsstaterne skal efter skriftlig anmodning fra Kommissionen fremsende de pågældende oplysninger.     Artikel 23 regulerer forholdet mellem rammeafgørelsen og andre retlige instrumenter på området. Af  bestemmelsen  fremgår,  at  rammeafgørelsen  –  uden  at  det  berører  forbindelserne  mellem  medlemsstaterne  og tredjelande – erstatter de tilsvarende bestemmelser, som følger af en række angivne, eksisterende retlige instrumenter, når  disse  instrumenter  angår  anmodninger  om  gensidig  retshjælp  vedrørende  bevismateriale,  der  er  omfattet  af rammeafgørelsens  anvendelsesområde.  Det  drejer  sig  bl.a.  om  Europarådets  konvention  om  gensidig  retshjælp  i straffesager af 20. april 1959 og de dertil hørende to tillægsprotokoller, konvention af 19. juni 1990 om gennemførelse af   Schengen-aftalen   af   14.   juni   1985   om   gradvis   ophævelse   af   kontrollen   ved   de   fælles   grænser (Schengen-konventionen)  samt  konventionen om  gensidig  retshjælp  i  straffesager  mellem  Den  Europæiske Unions medlemsstater af  29.  maj 2000  (EU-retshjælpskon-ventionen)  og den  tilhørende protokol.  I  den forbindelse  er  det præciseret, at artikel 51 i Schengen-konventionen (om retsanmodninger om ransagning og beslaglæggelse) og artikel 2 i tillægsprotokollen til EU-retshjælpskonventionen (om anmodninger om oplysninger om banktransaktioner) udgår.            Medlemsstaterne vil fortsat kunne anvende (eller indgå) bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger, hvis disse aftaler eller ordninger giver mulighed for at gennemføre rammeafgørelsens mål og hjælper med yderligere at forenkle procedurerne  for  bevisoptagelse,  der  falder  ind  under  rammeafgørelsens  anvendelsesområde.  Sådanne  aftaler  og ordninger  må  ikke  påvirke  forbindelserne  til  de  medlemsstater,  der  ikke  indgår  i  disse  aftaler  eller  ordninger. Medlemsstaterne skal senest 3 måneder efter rammeafgørelsens ikrafttræden meddele Rådet og Kommissionen, hvilke af de eksisterende aftaler og ordninger, de ønsker at fortsætte med at anvende. En lignende frist på 3 måneder (regnet fra indgåelsestidspunktet) gælder for nye aftaler.         Artikel 24 indeholder de overgangbestemmelser, som skal gælde i forbindelse med vedtagelsen af rammeafgørelsen. Efter bestemmelsen vil anmodninger om gensidig retshjælp modtaget før den 1. januar 2005 fortsat skulle behandles efter de eksisterende regler om gensidig retshjælp i straffesager, mens anmodninger, der er modtaget fra og med denne dato, vil være reguleret af de regler, medlemsstaterne vedtager i medfør af rammeafgørelsen.   De medlemsstater, der ifølge de eksisterende instrumenter, har gjort fuldbyrdelsen af en anmodning om ransagning og beslaglæggelse betinget af dobbelt strafbarhed, kan, hvis ingen af betingelserne i artikel 16 (om dobbelt strafbarhed) er opfyldt og højst 5 år efter rammeafgørelsens ikrafttrædelse, tillade, at en dommer, undersøgelsesdommer eller anklager afviser at anerkende og  fuldbyrde en  kendelse med den begrundelse, at den handling, som har givet anledning til kendelsen, ikke ifølge gældende lovgivning i fuldbyrdelsesstaten udgør en lovovertrædelse, uanset overtrædelsens art eller  beskrivelse.  Hvad  angår  overtrædelser  vedrørende  skatter  og  afgifter,  told  og  valuta  kan  anerkendelse  og fuldbyrdelse kun afvises med den begrundelse, at loven i fuldbyrdelsesstaten ikke foreskriver samme skatter og afgifter eller ikke indeholder de samme regler for skatter, afgifter, told og valuta som lovgivningen i udstedelsesstaten.   Artikel  25  og  26  vedrører  gennemførelse  og  ikrafttræden.  Forslaget  lægger  op  til,  at  rammeafgørelsen  skal  være gennemført i national ret senest den 1. januar 2005. 3. Europa-Parlamentet Europa-Parlamentet er den 31. marts 2004 fremkommet med en foreløbig udtalelse om forslaget. I sin foreløbige udtalelse opfordrer Europa-Parlamentet bl.a. til, at der i forslagets   artikel 6 indføjes et krav om, at - 19 -

udstedelsesstaten i bevissikringskendelsen skal godtgøre, at de ønskede genstande mv. er nødvendige og proportionale, og ifølge udstedelsesstatens lovgivning ville kunne fremskaffes under lignende omstændigheder på udstedelsesstatens område samt vil kunne antages som bevis i den retssag, de rekvireres til. Europa-Parlamentet har endvidere foreslået, at der i artikel 9 indsættes et krav om begrundelse for, at udstedelsesstaten ønsker supplerende bevismateriale i tilknytning til den oprindelige bevissikringskendelse. I forhold til artikel 10 om betingelser for anvendelse af personoplysninger anbefaler Europa-Parlamentet, at der indføjes en bestemmelse om registrerede personers ret til at påberåbe sig de rettigheder om databeskyttelse, som måtte være hjemlet i enten udstedelsesstatens eller fuldbyrdelsesstatens nationale lovgivning. Europa-Parlamentet foreslår endvidere, at der indsættes en række yderligere afslagsgrunde i forslagets artikel 15, idet Parlamentet finder, at anerkendelse og fuldbyrdelse af en bevissikringskendelse skal afslås,  hvis udstedelsesstaten har anmodet en anden medlemsstat om at foretage retsforfølgning,   hvis den pågældende lovovertrædelse  er omfattet af amnesti i fuldbyrdelsesstaten, og denne stat har kompetence til at forfølge sagen,  hvis den person, der er omfattet af kendelsen  er   under   den  kriminelle   lavalder   i  fuldbyrdelsesstaten,   hvis   der  er   grund  til   at   formode,  at bevissikringskendelsen  er  udtryk  for  forfølgelse  på  grund  af  den  pågældende  persons  køn,  race,  religion,  etniske baggrund,  nationalitet,  sprog,  politiske  overbevisning  eller  seksuelle  orientering,  hvis  fuldbyrdelsen  vil  strid  mod fuldbyrdelsesstatens  forfatningsmæssige  regler  om  retfærdig  rettergang,  beskyttelse  af  privatlivets  fred  og personoplysninger samt foreningsfrihed, ytringsfrihed og pressefrihed, og hvis der er væsentlige grunde til at formode, at fuldbyrdelsen vil undergrave respekten for grundlæggende rettigheder og retsprincipper, jf. TEU artikel 6. Endelig opfordrer Europa-Parlamentet  til,  at  der aflægges rapport  om  anvendelse af rammeafgørelsen, navnlig  med fokus på anvendelsen af retssikkerhedsgarantier,  at EU-medlemsstaterne bestræber sig på, inden rammeafgørelsen om bevissikringskendelser træder i kraft, at nå til enighed om en rammeafgørelse om retssikkerhedsgarantier for sagsøgte, og at   medlemsstaterne  meddeler   Rådets   Generalsekretariat,  hvilke   nationale   organer   der  er   udpeget   som udstedelsesmyndighed og fuldbyrdelsesmyndighed. 4. Høring. Forslaget er sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer: Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Aalborg, Præsidenten for Retten i Roskilde, Den  Danske  Dommerforening,  Dommerfuldmægtigforeningen,  Domstolsstyrelsen,  Rigspolitichefen,  Rigsadvokaten, Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen,  Politiforbundet  i  Danmark,  Advokatrådet,  Landsforeningen  af  beskikkede  advokater, Datatilsynet, Amnesty International og Institut for Menneskerettigheder. Justitsministeriet  har  modtaget  høringssvar  fra  Præsidenten  for  Østre  Landsret,  Præsidenten  for  Vestre  Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Den Danske Dommerforening, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren  i  København,  Foreningen  af  Politimestre  i  Danmark,  Politiforbundet  i  Danmark,  Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Datatilsynet og Institut for Menneskerettigheder. Den Danske Dommerforening, Domstolsstyrelsen, Politidirektøren i København   og Politiforbundet i Danmark har oplyst, at de ikke har bemærkninger til forslaget. Præsidenten for Østre Landsret og Præsidenten for Vestre Landsret   har bemærket, at spørgsmålet om, hvorvidt man fra dansk side bør tilslutte sig en ordning, som indebærer, at danske domstole skal medvirke til bevissikring til brug for straffesager i andre lande, selv om de pågældende bevissikringsskridt ikke ville være tilladt – eller i det enkelte tilfælde ikke kunne foretages – efter de gældende danske regler, såfremt der var tale om en straffesag i Danmark, er et spørgsmål af en sådan retspolitisk karakter, at de ikke finder at burde udtale sig herom. 4.1. Generelle bemærkninger til forslaget - 20 -

Rigsadvokaten har  bemærket,  at  han  finder  det  tvivlsomt,  om  Kommissionens  antagelse  om,  at  det  eksisterende samarbejde om bevisoptagelse er langsomt og ineffektiv, og at de forskellige nationale lovgivninger udgør hindringer for  samarbejdet,  uden  videre  er  rigtig.  Rigsadvokaten  peger  på,  at  nye  regler  om  gensidig  retshjælp  bør  afvente ikrafttrædelsen  af  og  erfaringerne  med  EU-konventionen  fra  maj  2000  om  gensidig  retshjælp  i  straffesager  og 2001-protokollen hertil. Foreningen  af  Politimestre  i  Danmark  har  anført,  at  de  eksisterende  retshjælpskonventioner  mv.  fungerer tilfredsstillende  i  praksis,  og  at  det  må  forventes,  at  samarbejdet  vil  kunne  effektiviseres  yderligere,  når  bl.a. EU-konventionen  fra  maj  2000  om  gensidig  retshjælp  i  straffesager  og  2001-protokollen  hertil  træder  i  kraft. Igangsættelse af nye omfattende initiativer bør efter foreningens opfattelse afvente erfaringerne med disse instrumenter. Advokatrådet  fremhæver, at princippet om  gensidig tillid, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser truffet af en myndighed  i  en  anden  EU-medlemsstat  uden  nogen  selvstændig  kontrol  i  fuldbyrdelsesstaten  giver  anledning  til væsentlige overvejelser i relation til det opstillede mål om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – navnlig vedrørende  gensidig  anerkendelse  af  afgørelser  om  strafprocessuelle  tvangsindgreb  under  efterforskningen. Målsætningen om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed må efter Advokatrådets opfattelse også indebære, at borgere  og  virksomheder  i  EU-medlemsstaterne  beskyttes  mod  uberettigede  eller  ikke-proportionale  indgreb  fra myndighedernes  side.  Gennemførelse  af  EU-regler  bør  således  ikke  efter  Advokatrådets  opfattelse  føre  til,  at retssikkerhedsniveauet i medlemsstaterne sænkes til laveste fællesnævner. Advokatrådet peger  endvidere på, at forudsætningen for anerkendelse og fuldbyrdelse i Danmark uden selvstændig prøvelse hos de danske myndigheder bør være, at der er sikkerhed for, at de retssikkerhedsgarantier, som gælder i Danmark, også er lovfæstede og praktiseres i de øvrige medlemsstater. Advokatrådet peger i den forbindelse på, at der ikke i forslaget er redegjort for retsstillingen i de 25 medlemsstater, men at det derimod fremgår, at forskellene mellem landenes lovgivning er en barriere for kriminalitetsbekæmpelsen. Efter Advokatrådets opfattelse er der store forskelle mellem beskyttelsesniveauet i de enkelte medlemsstater, uagtet alle stater er forpligtet til at overholde de garantier, der følger  af  Den  Europæiske  Menneskerettighedskonvention,  og  som  er  væsentligt  lavere  end  det  generelle retssikkerhedsniveau i et land som f.eks. Danmark. Advokatrådet fremhæver herudover, at forslaget ikke tager højde for, at de nationale regler om tvangsindgreb inden for strafferetsplejen består af et regelkompleks, der er baseret på sin egen indre sammenhæng og balance mellem hensynet til kriminalitetsbekæmpelse og hensynet til den enkeltes retssikkerhed. For så vidt angår behovet for nye regler på området bemærker Advokatrådet, at Kommissionens forslag ikke indeholder en  nærmere  redegørelse  for de  problemer,  som de  eksisterende ordninger  for  gensidig bistand  til  bevisoptagelse i straffesager, giver anledning til. Datatilsynet har bemærket, at forslaget – sammen med andre forslag om øget informationsudveksling inden for det politi- og strafferetlige samarbejde – aktualiserer behovet for at overveje et generelt og opdateret databeskyttelsesretligt instrument på området. I mangel af et mere generelt instrument på området finder Datatilsynet, at databeskyttelse i forbindelse med det planlagte intensiverede samarbejde bør omtales i selve forslaget til rammeafgørelse og ikke blot ved en henvisning til artikel 23 i EU-konvention fra maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager. Datatilsynet henviser i den forbindelse til, at Schengen- og Europol-konventionerne indeholder en særskilt regulering om beskyttelse og sikring af personoplysninger. Datatilsynet anbefaler, at der indsættes regler om f.eks. formålsbestemthed, sikker behandling af oplysninger og tilsyn med behandlingerne i selve rammeafgørelsen. Institut for Menneskerettigheder anfører, at forslaget bygger på en forudsætning om, at de enkelte medlemsstater opfylder kravene i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ved udstedelsen af bevissikringskendelser. For det tilfælde, at enkelte eller flere af EU-medlemsstaterne anvender minimumskrav for at kunne foretage ransagning mv., som ligger under det niveau, man i Danmark finder retssikkerhedsmæssigt forsvarlig, fordi det måtte være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan det efter Instituttets opfattelse ikke udelukkes, at Danmark ved at fuldbyrde en bevissikringskendelse uden forudgående prøvelse, kan ifalde et passivitetsansvar. I hvert fald såfremt der konkret er forhold i sagen, der tyder på, at retssikkerhedsgarantierne ikke er overholdt, og de danske myndigheder - 21 -

undlader at undersøge forholdet under processen i Danmark. Det er på den baggrund Instituttets opfattelse, at det bør overvejes at indføre mulighed for afvisning af en bevissikringskendelse, hvis fuldbyrdelse vil føre til et resultat, som strider mod fuldbyrdelsesstatens retsopfattelse, herunder hvis anerkendelsen eller fuldbyrdelsen må anses for at være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. 4.2. Definitioner Advokatrådet   har  ad  forslagets  artikel  2,  litra  c),  hvorefter  ”udstedelsesmyndighed”  efter  forslaget  kan  være  den dommer, undersøgelsesdommer eller anklager, der ifølge national ret kan udstede en europæisk bevissikringskendelse, bemærket,  at  denne  afgræsning  vil  kunne  indebære,  at  myndighederne  i  fuldbyrdelsesstaten  i  givet  fald  vil  være forpligtet til at fuldbyrde f.eks. en ransagningskendelse udstedt af anklagemyndigheden i en anden medlemsstat uden, at der vil kunne foretages en reel domstolsprøvelse af, om ransagningen bør gennemføres. Efter Advokatrådets opfattelse rejser et sådant fravær af domstolskontrol spørgsmål i forhold til grundlovens § 72. 4.3. Anvendelsesområde Rigsadvokaten bemærker,  at de mange  begrænsninger i  rækkevidden af forslaget  i praksis vil  være vanskelige  at håndtere, og at afgrænsningen af anvendelsesområdet formentlig vil føre til yderligere usikkerhed på et området, der for praktikere  allerede  i  dag  synes  vanskeligt.  Rigsadvokaten  peger  på,  at  en  række  meget  praktisk  anvendte bevisindsamlingsmetoder ligger uden for bevissikringskendelsens anvendelsesområde, jf. pkt. 1.6. i begrundelsen for forslaget, samtidig med at forslaget inden for sit anvendelsesområde er meget bredt, og at alle mulige tvangsindgreb og bevissikringsskridt kan komme på tale. Advokatrådet  peger på, at politiets (eksisterende) afhøringsrapporter efter    artikel 3 kan udleveres og anvendes som bevismateriale i et tilfælde, hvor der ikke er adgang til at kræve den afhørte person genafhørt. Advokatrådet peger endvidere på, at der efter forslaget ikke stilles krav om, at en afhøringsrapport skal vedrøre samme sagsforhold, ligesom der ikke sondres mellem, om der er tale om afhøring af en sigtet eller et vidne, eller stilles krav om, at den afhørte er blevet vejledt om muligheden for senere udlevering af rapportmateriale. Advokatrådet anfører i den forbindelse, at de europæiske retssystemer tillægger politirapporter forskellig bevismæssig vægt, herunder at politirapporter efter dansk ret som hovedregel ikke kan anvendes som bevis under en retssag, at det efter dansk ret ikke kan tillægges selvstændig betydning, om tiltalte eller vidner under afhøring hos politiet har nægtet at udtale sig, og at det efter dansk ret ikke er muligt at tiltale vidner for at lægge hindringer i vejen for politiets efterforskning (ved at nægte at udtale sig til politiet). I modsætning hertil kan politiafhøringer i andre europæiske lande tillægges større bevismæssig vægt, ligesom der i visse tilfælde er mulighed for at rejse tiltale for obstruktion af politiets arbejde. 4.4. Typer af retssager omfattet af den europæiske bevissikringskendelse Advokatrådet  finder, at formuleringen af  artikel 4, litra b), om sager, der er anlagt af en administrativ myndighed vedrørende  handlinger,  der  er  strafbare,  og  hvor  afgørelsen  kan  give  anledning  til  en  procedure  ved  en  domstol, efterlader tvivl om det præcise anvendelsesområde for bevissikringskendelsen. 4.5. Betingelser for udstedelse af en europæisk bevissikringskendelse Præsidenten  for  Københavns  Byret     finder,  at  det  forhold,  at  der  efter  forslaget  ikke  vil  kunne  opretholdes  et strafferammekrav som betingelse for at fuldbyrde en udenlandsk bevissikringskendelse kan give anledning til nærmere overvejelser. Advokatrådet  finder, at artikel 6, litra a), hvorefter en bevissikringskendelse kan udstedes, når de ønskede genstande, dokumenter og data er nødvendige og proportionale, er vag og upræcis. Advokatrådet peger således på, at de hensyn, der fremgår af bestemmelsen, ikke er sammenfaldende med de hensyn, der efter retsplejeloven indgår som betingelse for f.eks. ransagning, og at dette kan indebære, at danske myndigheder vil skulle gennemføre ransagning på et grundlag, som  ikke  ville  være  tilstrækkeligt  til  at  gennemføre  en  ransagning  efter  dansk  ret.  Advokatrådet  finder,  at bevissikringskendelsen i praksis vil betyde, at beskyttelsen af borgeren i fuldbyrdelseslandet vil ligge på det niveau, som udstedelseslandets lovgivning sikrer. - 22 -

Landsforeningen af beskikkede advokater har ligeledes påpeget, at bevissikringskendelsen giver mulighed for at foretage strafprocessuelle tvangsindgreb efter begæring fra andre EU-medlemsstater, som ikke vil kunne foretages efter danske  strafprocessuelle  regler. Foreningen  bemærker  i  den  forbindelse,  at  man  ikke kan  anbefale  en  justering  af retsplejeloven med henblik på at gøre sådanne (danske) indgreb mulige. 4.6. Den centrale strafferegistermyndighed Rigspolitichefen har bemærket, at han ikke har bemærkninger til forslagets bestemmelser om officielle udskrifter fra strafferegistre (navnlig artikel 8). 4.7. Supplerende bevismateriale Advokatrådet  har anført, at bestemmelsen i forslagets  artikel 9 om kendelse om supplerende bevismateriale giver den anmodende  myndighed,  som  deltager  i  fuldbyrdelsen  af  bevissikringskendelsen,  fuld  kontrol  over  den  praktiske gennemførelse  af  bevissikringsanmodningen,  hvilket  synes  at  rejse  spørgsmål  om,  hvorvidt  myndighedsudøvelsen fortsat reelt foretages af den fuldbyrdende stats myndigheder. 4.8. Betingelser for anvendelse af personoplysninger Datatilsynet har  bemærket,  at  det  er  uklart,  hvad  der  reelt  er  indholdet  i  sidste  del  af    artikel  10,  stk.1,  om personoplysninger  fremskaffet  inden  for  rammerne  af  rammeafgørelsen  til  andre  formål  end  nævnt  i  første  afsnit. Datatilsynet finder det endvidere uklart, hvad der sigtes til med bestemmelsen i artikel 10, stk. 4, hvorefter artikel 10 ikke finder anvendelse på personoplysninger, som er tilvejebragt af en medlemsstat i medfør af denne rammeafgørelse, og som hidrører fra denne medlemsstat. 4.9. Anerkendelse og fuldbyrdelse uden yderligere prøvelse Foreningen af Politimestre i Danmark finder, at den manglende mulighed for at afprøve, om gennemførelsen af den udenlandske retsanmodning vil være forenelig med dansk ret, er i strid med principper, som bør være grundlæggende for gennemførelsen af strafprocessuelle tvangsindgreb på områder, hvor lovgivningen endnu ikke er harmoniseret. Advokatrådet  bemærker, at den manglende adgang for den udførende myndighed til at foretage en selvstændig kontrol efter Advokatrådets opfattelse ikke er udtryk for gensidig tillid. Advokatrådet finder derimod, at der er risiko for, at princippet om gensidig tillid i realiteten bliver et skjold for den anmodende myndighed, som ikke behøver at redegøre nærmere for  grundlaget  for sin  beslutning.  Gensidig tillid  bør efter  Advokatrådets  opfattelse være  baseret  på fuld åbenhed  om  grundlaget  for  beslutningen,  og  den  anmodende  medlemsstat  bør  således  have  fuld  tillid  til,  at  den udførende  stats  myndigheder  alene  vil  nægte  at  gennemføre  anmodningen,  hvis  den  finder  at  være  forpligtet  og berettiget hertil. Landsforeningen  af  beskikkede  advokater  finder  det  betænkeligt,  at  retsakter  fra  andre  EU-medlemsstater  skal anerkendes umiddelbart uden materiel prøvelse i fuldbyrdelseslandet. Institut for Menneskerettigheder anfører, at kravet om gennemførelse i Danmark af f.eks. en ransagningskendelse afsagt  i  en  anden  EU-medlemsstat  efter  dette  lands  lovgivning  gør  det  yderst  vanskeligt  for  en  borger  i fuldbyrdelsesstaten at forudsige sin retsstilling i forhold til et sådan indgreb i privatlivet. Efter Instituttets opfattelse er det tvivlsomt, om indgreb i retten til privatliv foretaget på grundlag af en europæisk bevissikringskendelse, vil kunne leve op til det legalitetskrav, som følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2. Institut  for  Menneskerettigheder  har  endvidere  anført,  at  det  efter  forslaget  vil  kunne  forekomme,  at  danske myndigheder skal foretage beslaglæggelse af skrifter mv., herunder ikke offentliggjorte skrifter, uanset at der ikke er grundlag herfor efter dansk ret. Dette vil efter instituttets opfattelse åbne op for den mulighed, at danske myndigheder vil skulle efterkomme europæiske bevissikringskendelser om beslaglæggelse af ikke offentliggjorte skrifter, som ikke opfylder kravene til domstolsprøvelse i grundlovens § 77, hvorefter ansvar for ytringer skal udmøntes af domstolene. - 23 -

4.10. Garantier for fuldbyrdelse (minimumsgarantier) Institut for Menneskerettigheder finder det positivt, at der ved forslagets artikel 12, stk. 1, litra b), er taget højde for, at  princippet  om  forbud  mod  selvinkriminering,  jf.  Den  Europæiske  Menneskerettighedskonvention  artikel  6,  skal overholdes  i  forbindelse  med  fuldbyrdelsen  af  en  europæisk  bevissikringskendelse.  Instituttet  finder  det  endvidere positivt, at der i forslagets artikel 15 er taget højde for princippet om, at en person ikke kan dømmes to gange for samme forhold (”ne bis in idem”- princippet). 4.11. Afslagsgrunde Rigspolitichefen finder, at der bør indsættes en afslagsgrund svarende til artikel 2 i retshjælpskonventionen fra 1959, hvorefter en anmodning om retshjælp kan afslås, hvis den vedrører en forbrydelse, der af den anmodede stat betragtes som  en  politisk  forbrydelse  eller  en  forbrydelse,  der  har  forbindelse  med  en  politisk  forbrydelse,  eller  hvor  den anmodede stat finder, at imødekommelse af anmodningen vil kunne krænke den pågældende stats suverænitet, bringe dens  sikkerhed  i  fare,  stride  mod  dens  almindelige  retsprincipper  eller  skade  andre  livsvigtige  interesser. Rigspolitichefen  har  som  baggrund  for forslaget  henvist  til, at  det  er en  forudsætning  for efterretningstjenesternes modtagelse  af  oplysninger  fra  samarbejdsparter  i  ind-  og  udland,  at  sådanne  oplysninger  alene  anvendes  til efterretningsmæssig  brug  og  ikke  videregives  til  andre.  Det  vil  således  ofte  være  af  afgørende  betydning  for efterretningstjenestens  arbejde  og  effektivitet,  at  materiale  fra  tidligere  og  igangværende  efterforskning  ikke kompromitteres ved f.eks. at skulle indgå i en straffesag i ind- eller udland, herunder på grundlag af en europæisk bevissikringskendelse. Advokatrådet  har  bemærket,  at  rækkevidden  i  forslagets artikel  15,  stk.  2,  litra  b,  om  mulighed  for  at  afvise fuldbyrdelse  af  en  bevissikringskendelse,  hvis  der  ifølge  fuldbyrdelsesstatens  lovgivning  gælder  immuniteter  og privilegier, der gør det umuligt at fuldbyrde den europæiske bevissikringskendelse, ikke er ganske klar. Rådet peger herved på, at det synes usikkert, om kredsen af vidneudelukkede personer, jf. retsplejelovens §§ 169-172, vil være omfattet af bestemmelsen. Rådet finder det endvidere usikkert, om regler i dansk lovgivning, som udelukker anvendelse af  oplysninger  fra  f.eks.  et  register  i  efterforskningsmæssig  og  strafferetlig  sammenhæng,  skal  forstås  som  en ”immunitet”. Institut  for  Menneskerettigheder  finder,  at  det  bør  overvejes  at  indføre  mulighed  for  at  afslå  at  anerkende  og fuldbyrde en  europæisk  bevissikringskendelse,  hvis anerkendelse  og fuldbyrdelse  må anes  for at  være i  strid med fuldbyrdelsesstatens    retsopfattelse,    herunder    hvis    det    anses    for    stridende    med    Den    Europæiske Menneskerettighedskonvention. 4.12. Dobbelt strafbarhed Præsidenten  for  Københavns  Byret     anfører,  at  det  forhold,  at  der  efter  forslaget  ikke  vil  kunne  opretholdes  et strafferammekrav som betingelse for at fuldbyrde en udenlandsk bevissikringskendelse kan give anledning til nærmere overvejelser. Foreningen af Politimestre i Danmark og Advokatrådet  har givet udtryk for betænkeligheder i forhold til, at der efter forslaget – efter en overgangsperiode – ikke kan opstilles krav om dobbelt strafbarhed. Landsforeningen af beskikkede advokater tager afstand fra afskaffelse af kravet om dobbelt strafbarhed. 4.13. Klage Præsidenten for Københavns Byret     bemærker, at forslagets   artikel 19, hvorefter de materielle forhold, der ligger til grund for en bevissikringskendelse, kun kan påklages til udstedelsesstaten, kan gøre det vanskeligt for personer, der er bosiddende i fuldbyrdelsesstaten, at udnytte klageadgangen, og det kan derfor overvejes, om der bør gennemføres tiltage med henblik på at lette klageadgangen. - 24 -