Kære Brian Mikkelsen,
Tak for dit hurtige svar på FDA, Forenede Danske Antenneanlægs åbne brev.
FDA er glade for dit klare signal om, at der i Danmark ikke skal betales mere i ophavsretlige vederlag end der betales i
sammenlignelige lande. Vi kan ikke fortolke din beslutning om en revisorundersøgelse på anden måde.
Du skriver i dit svarbrev, at vederlagene for distribution i antenneanlæg har en anden forhandlingshistorik. Det er
formodentlig korrekt, men det gør ikke behovet for en undersøgelse på området mindre.
Når det gælder vederlagene for distribution i antenneanlæg har hele forhandlingsforløbet siden midten af 1980erne været
stærkt præget af en stor uenighed imellem parterne.
Der er kommet til udtryk ved, at der ikke på noget tidspunkt er indgået forhandlede aftaler af større rækkevidde på området.
Såvel strukturen som niveauet for betalingen er fastsat ved en række afgørelser fra Ophavsretslicensnævnet
(Tvangslicensnævnet).
En af de vigtigste grunde hertil er brugersidens vurdering af at vederlagsniveauet i Danmark ligger betydeligt over hvad der
gennemsnitligt faktisk betales i sammenlignelige lande.
Den overvejende holdning hos antenneanlæggene er derfor, at vederlagene ikke er fastsat ved forhandling men derimod ved
diktat i kraft af afgørelserne fra nævnet.
Vi forstår dit svar således, at du ikke finder det hensigtsmæssigt at udvide den bebudede undersøgelse til også at omfatte
vederlagene for distribution i antenneanlæg idet du anfører at de to analyser bør holdes adskilt.
Vi forstår ikke hvorfor analyserne ikke kan udarbejdes samtidig. Det er i stor udstrækning de samme parter, der skal stilles
spørgsmål til og problematikken er den samme. Hvorfor ikke få en samlet undersøgelse af dette omfråde en gang for alle
frem for at skulle i gang to gange. Temaet for undersøgelsen er ret enkelt - de faktiske betalinger af ophavsretlige vederlag i
forbindelse med distribution i antenneanlæg. FDA hjælper gerne med at formulere undersøgelsen.
Med venlig hilsen
FDA, Forenede Danske Antenneanlæg
Søren Birksø Sørensen
Direktør
Nykøbing Sjælland den 1. december 2004.
Bøgehus, Annebergparken 21, box 151, 4500 Nykøbing Sj.
Sendes til orientering til Folketingets Kulturudvalg