Folketinget — Europaudvalget Christiansborg, den nov 10, 2004 Folketingets repræsentant ved EU Til udvalgets medlemmer og stedfortrædere Møde i Folketinget med medlemmer af Europa-Parlamentet  Handlingsplan for et forstærket samarbejde Den 22. oktober blev der afholdt et frokostarrangement med deltagelse af Folketingets formand og samtlige europaparlamentsmedlemmer (MEP’erne) undtagen Ole Krarup, Mogens Camre, Henrik Dam Kristensen og Margrete Auken. Efterfølgende mødtes Europaudvalget med MEP’erne. Følgende notat beskriver de forslag, der blev fremsat under mødet, med henblik på at forstærke samarbejdet mellem de to parlamenter. Arbejdsgruppe i forbindelse med 1. behandling i Europa-Parlamentet Det blev foreslået, at der oprettes en arbejdsgruppe med henblik på at undersøge, hvordan informationsudvekslingen mellem Folketinget og MEP’erne kan forbedres i forbindelse med Europa-Parlamentets 1. behandling af nye lovgivnings-initiativer. Mandatet for arbejdsgruppen skal dels være, at se på hvordan Europaudvalget og fagudvalgene kan udveksle information med MEP’erne på et tidligere tidspunkt end det er tilfældet i dag. Dels skal det være at undersøge, hvordan man kan sikre en større grad af gennemsigtighed og åbenhed i forbindelse med indgåelsen af de såkaldte ”1. behandlingsaftaler” (aftaler mellem Europa-Parlamentets udvalg og Rådet). Det blev endvidere foreslået, at arbejdsgruppen skal bestå af medlemmer af Folketinget og Europa-Parlamentet, og at arbejdsgruppens arbejde skal være afsluttet indenfor seks måneder. EU-forespørgselsdebat i Folketingssalen Det blev foreslået, at der afholdes mindst en årlig forespørgselsdebat - evt. i forbindelse med fremsættelse af Europa-Kommissionens arbejdsprogram - i Folketingssalen med deltagelse af medlemmer af Folketinget og MEP’erne. Da Folketingets forretningsorden ikke tillader et sådant arrangement, foreslås det, at der udarbejdes et notat om, hvordan et sådant arrangement kan afvikles. Det blev fremført, at der kunne ses nærmere på en løsning, baseret på samme model som Nordisk Råd, hvor man bruger folketingssalen ”uden for åbningstid” eller alternativt bruger et andet lokale på Christiansborg.
Hvordan organiserer andre nationale parlamenter deres samarbejde med medlemmer af Europa-Parlamentet? For at forbedre grundlaget for en handlingsplan om et forstærket samarbejde mellem Folketinget og MEP’erne blev det foreslået, at Folketinget udarbejder en redegørelse for, hvordan andre nationale parlamenter har organiseret samarbejdet med deres MEP’er. Karin Riis Jørgensen påpegede, at den nederlandske model er særlig interessant, da den i høj grad giver nederlandske parlamentsmedlemmer mulighed for at deltage i den hjemlige EU-debat. Karin Riis foreslog, at der udarbejdes en redegørelse om ”best practices” fra samtlige parlamenter, og at rapporten skal analysere modellerne, frem for blot at opstille organisationsmodellerne i tabelform. Det blev besluttet, at Folketingets Repræsentant ved EU skal udarbejde et notat om dette. Orienteringsmøde med Folketingets Repræsentant Det blev også drøftet at anvende Folketingets Repræsentant ved EU som bindeled mellem Folketinget og Europa-Parlamentet. I den forbindelse er det blevet foreslået, at der afholdes et orienteringsmøde mellem Folketingets Repræsentant og MEP’ernes assistenter. Hovedformålet med mødet skal være at drøfte en forbedret informationsudveksling og et forstærket samarbejde mellem de to parlamenter. Med venlig hilsen Mongin Forrest - 2 -