11. november 2004   Eksp.nr. 153759 /SBC Møde i Folketingets Erhvervsudvalg den 16. november vedrørende rådsmødet (Konkurrenceevne) den 25.-26. november 2004 Jeg  vil  gerne  orientere  udvalget  om  de  vigtigste  sager  på rådsmødet (Konkurrenceevne) den 25.-26. november 2004. Jeg vil fokusere på: Punkt 4: Direktivforslaget om tjenesteydelser Punkt 5: Forslaget til ny kemikalieregulering - REACH Punkt 6: Direktivforslaget om grænseoverskridende fusioner af kapitalselskaber og Punkt 8: Forordningsforslaget om narkotikaprækursorer Resten af punkterne vil jeg ikke komme ind på, medmindre udvalget ønsker det. [Direktivforslaget om tjenesteydelser] Jeg vil starte med at nævne direktivforslaget om tjenesteydelser. Forslaget er på rådsmødet til politisk drøftelse. Det forventes, at drøftelsen navnlig kommer til at angå
1/6 oprindelseslandsprincippet.   Jeg vil i øvrigt henvise til den orientering, som jeg tidligere i dag har givet udvalget, hvad angår den danske forhandlingsposition. [Forslaget til ny kemikalieregulering] Det  næste  punkt  er  forslaget  til  ny  kemikalieregulering  – REACH. Forslaget er på rådsmødet til politisk debat. Formandskabet har lagt op til en politisk debat om emnerne datadeling, omkostningsdeling og informationskrav for stoffer fra 1 til 10 tons. Formandskabet vil herudover orientere om konsekvensvurderinger af REACH. Med   hensyn   til   orienteringen   fra   Formandskabet   om konsekvensvurderinger kan jeg oplyse, at der er lavet næsten 40   forskellige   konsekvensvurderinger.   Disse   har   været diskuteret på en workshop afholdt af Formandskabet i oktober. Fra  dansk  side  har  vi  netop  afsluttet  en  undersøgelse  af  de administrative byrder for danske virksomheder. Undersøgelsen giver ikke et talmæssigt mål for den administrative byrde, men peger   på,   at   REACH   er   et   komplekst   og   teknisk forordningsforslag,    der    medfører    væsentlige    nye administrative opgaver for de berørte virksomheder.
2/6 Jeg vil i den forbindelse gerne præcisere, at undersøgelsen kun vedrører    administrative    konsekvenser    af    REACH. Undersøgelsen beskæftiger sig ikke med at vurdere f.eks. de miljø-, sundheds, social- eller konkurrencemæssige virkninger af REACH. Undersøgelsen er oversendt til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg og Europaudvalget. [Direktivforslag om grænseoverskridende fusioner i kapitalselskaber] Det næste punkt er direktivforslaget om grænseoverskridende fusioner af kapitalselskaber. På rådsmødet er forslaget sat på dagsordenen til fælles indstilling. Formandskabet har fremsat et kompromisforslag, der forventes at kunne danne grundlag for et bredt kompromis. Det vurderes dog, at spørgsmålet om medarbejdernes ret til repræsentation i selskabets ledelse efter en grænseoverskridende fusion kan give anledning til diskussion på rådsmødet. Forslaget har til formål at lette gennemførelsen af grænseoverskridende fusioner mellem kapitalselskaber. Forslaget omfatter fusion ved overtagelse og fusion ved stiftelse af et nyt selskab. Muligheden for grænseoverskridende fusioner er en væsentlig forudsætning for, at virksomhederne kan foretage nødvendige omstruktureringer. Mange danske virksomheder har selvstændige datterselskaber i flere EU-lande, og forslaget
3/6 giver mulighed for at samle selskaberne i én organisation. Det sparer omkostninger og giver nye muligheder for vækst. Forslaget indfører en procedure for grænseoverskridende fusioner. Proceduren betyder, at kun selskaber, der kan fusionere i henhold til medlemsstaternes lovgivning, også kan fusionere over grænserne. Forslaget indeholder desuden regler om bl.a. medarbejdernes ret til repræsentation i selskabets ledelse efter en grænseoverskridende fusion. Uanset om et dansk selskab, der indgår i en fusion med et selskab fra et andet EU-land, får hjemsted i Danmark eller det andet EU-land, sikrer forslaget, at medbestemmelsen for de danske medarbejdere under alle omstændigheder er på samme niveau, som gælder i Danmark i dag. Fra dansk side er vi tilfredse med forslaget, herunder de regler, der er foreslået om medbestemmelse. [Forordningsforslag om narkotikaprækursorer] Det  sidste  punkt  jeg  vil  nævne  er  forordningsforslaget  om narkotikaprækursorer.  Forslaget  er  sat  på  dagsordenen  for rådsmødet til politisk enighed. Der findes allerede i dag regler om kontrol med handel mellem
4/6 EU og tredjelande om de såkaldte narkotika-prækursorer. Det vil  sige  23  konkrete  kemiske  stoffer,  som  kan  anvendes  til fremstilling af narkotika og psykotrope stoffer. De 23 stoffer, der  bl.a.  omfatter  epfedrin  og  saltsyre,  er  dog  samtidig almindelige stoffer, som i langt de fleste tilfælde anvendes til lovlige formål. En evaluering af de eksisterende regler har påvist et behov for visse ændringer – især i relation til importområdet. Formålet med  forslaget  er  derfor  at  få  ajourført  den  eksisterende forordning. Der  foreslås  indført  et  system,  hvor  import  af  de  vigtigste syntetiske stoffer kræver en tilladelse. Forslaget  betyder  desuden,  at  der  på  fællesskabsplan  skal fastlægges standardbetingelser og –procedurer – eksempelvis i relation  til  udstedelse  af  licenser.  Det  er  nødvendigt  for  at skabe ensartede vilkår for de erhvervsdrivende i EU. Samtidig indføres en pligt for virksomhederne til at indberette mistænkelige  transaktioner.  Dette  gælder  allerede  i  dag  i relation til handelen inden for EU for disse stoffer. Fra dansk side er vi tilfredse med forslaget til forbedring af den eksisterende forordning om narkotikaprækursorer.