Kommissionens hvidbog om revisionen af Rådets forordning (EØF) Nr. 4056/86 om
anvendelsen af Fællesskabsrettens konkurrenceregler på søtransport
Resumé
Europa-kommissionen har udfærdiget en hvidbog om revisionen af Rådets forordning
4056/86 om anvendelsen af Fællesskabsrettens konkurrenceregler på søtransport. Formålet
med hvidbogen er, på baggrund af Kommissionens vurderinger, at indhente forslag til
indholdet af den fremtidige regulering af området. Kommissionen forventer, at den på
baggrund af høringen og den videre proces vil kunne fremsætte konkrete forslag til retsakter
i løbet af 2005.
1.
Baggrund og indhold
Kommissionen har udarbejdet en hvidbog om revisionen af Rådets forordning (EØF) Nr.
4056/86 om anvendelsen af Fællesskabsrettens konkurrenceregler på søtransport.
Formålet med hvidbogen er at analysere, om de eksisterende bestemmelser i forordningen
skal opretholdes, ændres eller helt bortfalde. Særligt analyseres det, om den eksisterende
gruppefritagelse for linjekonferencer1 skal erstattes af andre instrumenter.
Forordningen indeholder en række bestemmelser om konkurrenceretlig regulering af den
maritime sektor.
Den vigtigste del af forordningen er en såkaldt gruppefritagelse, det vil sige en generel
undtagelse fra EU-konkurrencereglerne. Gruppefritagelsen giver rederier, der sejler i
international linjetrafik både mellem EU-lande og mellem EU og tredjelande, lov til at aftale
samarbejde om forskellige forhold, når en række betingelser er opfyldt. De mest omfattende
af gruppefritagelsens bestemmelser giver linjerederierne lov til at aftale priser og kapacitet.
Det er en mulighed for samarbejde, der normalt betragtes som en alvorlig begrænsning af
konkurrencen.
Aftaler, der er omfattet af en gruppefritagelse, er konkurrencebegrænsende efter
EF-traktatens artikel 81, men har så mange andre positive virkninger, at de kan fritages efter
bestemmelserne i traktatens artikel 81, stk. 3. Disse betingelser, som alle skal opfyldes for at
få en fritagelse, er: