Redegørelse til Erhvervsudvalget om pensionsselskabernes egenkap i- talforrentning Pensionsselskabernes  egenkapitalforrentning  har  været  omtalt  i  pressen og været genstand for politisk debat i løbet af ap   ril og maj 2004. Den 14. april    drøftede    Folke tinget    emnet    ved    aktuel    debat.    Økonomi  -    og Erhvervsministeren har besvaret § 20 -spørgsmål om emnet den 26. april (S 3336 og S 3337), og  i Børsen og TV2 nyhederne den 24. – forholdet  mellem  kundernes  forrentning  og  egenkapitalens  forrentning blevet omtalt. I debatten er der blevet sat spørgsmålstegn dels ved kvaliteten af infor  ma- tionen  til  selskabernes  kunder  og  dels  ved  rimeligheden  i  fordelingen  af afkastet  mellem  kunder  og  ejere.  Det  fremgik  af  nogle  beregninger  i Børsen, at egenkapitalens forrentning oversteg den forrent ning, som kun- derne modtog. For at tage det sidste spørgsmål først. Forrentningen af egenkapitalen er i en privat virksomhed altid en residual størrelse, der fremkommer efte r at alle andre kreditorer og ansatte – rne – fået det, de har krav på ifølge indgåede aftaler og lovgivning. På et ve l- fungerende marked vil forrentningen af egenkapitalen afspejle den risiko, som  egenkapitalen  bærer.  Det  g  ælder  i  princippet  for  alle  typer  af  e  r- hvervsvirksomheder, og det er en forudsætning for, at investorer vil sti  lle risikovillig kapital til rådighed. I modsætning til hvad der gælder for andre erhvervsvirksomheder, er fo r- rentningen  af  egenkapitalen  i  pensionsselskaber  begrænset  af  reglerne  i den  finansielle  lovgivning.  I  følge  loven  kan  et  pensionsselskabs  ejere opnå  en  merforrentning  af  egenkapitalen  i  forhold  til  den  forrentning, som  kunderne  får  af  deres  indbetalte  præmier,  når  selskabet  garanterer kunden  en  bestemt  mindste  pension.  Ejernes  merforrentning  (risikofor- rentning) afspejler den almindelige forretningsrisiko, herunder den øgede risiko,  som  udstedelse  af  garantier  indebærer  for  egenkapitalen.  Risik  o- forrentningen skal ifølge loven være rimelig    og betryggende. Denne regu - lering  hænger  sammen  med,  at  lovgivningen  kræver,  at  de  beregnings - mæssige forudsætninger fastsættes forsigtigt, når samme nhængen mellem præmien  og  den  garanterede  pension  beregnes.  Derved  giver  aftalerne som  udgangspunkt  et  overskud,  og  dette  overskud  skal  fordeles  mellem 13. januar 2005 Eksp.nr. 164157

2/11 selskabet  og  kunderne.  Reglerne  indebærer  dermed  en  beskyttelse  af kunderne. Egenkapitalen  udgør  en  sikkerhed  for  pensionskundernes  krav.  Der  er dog  forskel  på  selskabernes  ejerforhold  og  kapitalstruktur.  Nogl e  pensi- onsselskaber har eksterne ejere, mens andre ejes af pensionskunderne el- ler af aftaleparterne bag pensionsordningerne. I pensionsselskaber ejet af pensionskunderne eller af aftaleparterne bag pensionsordningerne er ejer- nes  risikoforrentning  begrundet  i  behovet  for  at  opbygge  kapital  til  at modstå selskabets risici samt at tilfred sstille lovgivningens solvenskrav. Nogle selskaber har særlige bonushensættelser, som er ansvarlig k apital, der  ejes  af  kunderne.  Særlige  bonushensættelser,  der  har  samme  ris iko som  egenkapitalen,  skal  også  aflønnes  lige  som  egenkapitalen.    Sådanne sær  lige  bonushensættelser  får  derfor  også  en  forrentning  svarende  til egenkapitalens. Bedre gennemsigtighed via øgede krav til information Bedre  information  giver  større  gennemsigt ighed  og  er  en  forudsætning for,  at  den  enkelte  kunde  kan  træffe  et  så  informeret  valg  som  muligt. Dermed kan det bidrage til at øge konkurrencen og markedsdiscipl inen. Pensionsselskaberne  er  blevet  pålagt  at  udarbejde  nøgletal  for  egenkap  i- talforrentningen  fra  og  med  aflæggelse  af  årsregnskab  for  2003.  Finan   s- tilsynet har i 2003 offentliggjort en oversigt over selskabernes regler for egenkapitalforrentning. Oversigten opdateres en gang om året. Den er s e- nest opdateret i maj 2004. Finanstilsynet har i 2003 herudover udarbejdet en vejledning om egenka- pitalforrentning og markedsdisciplin, som selskaberne skal følge, hvis de ønsker  at  være  omfattet  af  tilstrækkelig  markedsdisciplin. Vejledningen er revideret i 2004. Formålet med vejledningen er at øge gennemsi  gtighe- den  om  selskabernes  egenkapitalforrentning,  herunder  om  risikoforrent- ningen, således at markedsdisciplinen kan bidrage til at sikre, at der ikke opkræves en overnormal risikoforrentning. Hvis et selskab ikke ønsker at følge vejledningen, vil Finanst ilsynet selv foretage de nødvendige bere g- ninger, så rimeligheden af anmeldelsen kan vurderes i forhold til anme l- delserne under markedsdisciplin. Egenkapitalforrentning og pensionsgarantier I forbindelse med opfølgningen på rapporten om   Større valgfrihed  i pen- sionsopsparingen er der nedsat en arbejdsgruppe med deltagelse af bran- chen, der overvejer, hvordan der kan indføres mere fre mtidssikrede regler for  afgivelse  af  finansielle  og  forsikringsmæssige  pensionsgarantier  for nytegnende  forsikringer.  Arbejdsgruppen  ventes  at  have  afsluttet  sine overvejelser  i  løbet  af  foråret  2005.  Hvis  de  finansielle  og  forsikring  s- mæssige  garantier  begrænses,  som  det  er  foreslået  i Større  valgfrihed  i pensionsopsparingen ,  vil  selskaberne  isoleret  set  komme  til  at  løbe  en

3/11 mindre risiko end hidtil, hvorimod kunderne vil løbe en større. Hvis ku  n- derne ikke skal stilles ringere end i dag, må de sikres fordelene ved mi n- dre  garanterede  produkter,  herunder  at  risikoforrentningen  afspejler  den lavere  risiko,  der  er  knyttet  til  betingede  eller  tidsbegrænsede  garantier. Der  kan  derfor  opstå  behov  for  en  præcisering  eller  opstramning  af  det fordelingsmæssige kontribution  sprincip, jf. bilag 1. En sådan præcisering vil formentlig forudsætte, at forsikringstagerne in d- deles i investeringsgrupper eller bestande efter de afgivne  garantier. Det vil give selskaberne et større råderum i investeringspolitikken for invest  e- ringsgrupper  med  lave  garantier,  der  kan  investere  mere  risikobetonet (typisk  en  større  aktieandel)  med  henblik  på  at  opnå  et  højer e  forventet afkast.  Dette  kan  også  komme  kunderne  i  de  pågældende  investering s- grupper til gode i form af et højere forventet afkast af deres pensionso p- sparing. - - - I bilag 1 gennemgås de tekniske og lovgivningsmæssige forhold ved pe   n- sionsaftaler,  reglerne  for  fordelingen  af  overskuddet  mellem  ejere  og kunder  og  mellem  kunderne  indbyrdes,  samt  Finanstilsynets  tilsyn  med reglerne.

4/11 Bilag  1:  Pensionsaftaler,  egenkapitalforretning  og  lovbestemmelser herom I følge loven kan et pensionsselskabs ejere opnå e  t højere afkast af ege n- kapitalen i sammenligning med den forrentning, som kunderne får af d e- res indbetalte præmier, når selskabet garanterer kunden en bestemt min   d- ste  pension.  Ejernes  merforrentning  (risikoforrentning)  afspejler  den  al- mindelige forretningsrisiko, herunder den øgede risiko, som udstedelse af garantier indebærer for egenkapit  alen. På  et  velfungerende  marked  vil  forrentningen  af  egenkapitalen  afspejle den risiko, som egenkapitalen bærer. Det gælder i princippet for alle typer af erhvervsvirksomheder, og er en forudsætning for, at investorer vil sti  lle risikovillig kapital til rådighed. Et pensionsselskabs forrentning af ejernes kapital må svare til, hvad der kan o pnås ved alternative investeringer med tilsvarende risici. I loven er der imidlertid for pensionsselskaber fastsat, at reglerne for be- regning af egenkapitalens forrentning skal være rimelige og betryggende overfor  kunderne.  Finanstilsynet  skal  påse,  at  dette  overholdes.  I  mo d- sætning  til  hvad  der  gælder  for  de  fleste  andre  selskaber, er  afkastet  af egenkapitalen i pensionsselskaber begrænset af re  glerne i den finansielle lovgivning. Dette hænger sammen med, at lovgivningen via sit krav om forsigtige forudsætninger ved selskabernes løfter "kunstigt" skaber et fo   r- udsigeligt overskud i selskabet. 1. Pensionsselskabernes risikoforrentning og kundernes ret til bonus Ved tegning af en pensionsforsikring aftales præmiebetalingen og forsi  k- ringsydelserne. Hovedparten af de eksisterende pensionsaftaler er baseret på  et  garanteret  grundlag  om  dø  delighed,  forrentning  og  omkostninger, og  selskabet  beregner  sammenhængen  mellem  kundens  indbet  alinger  og de garanterede fremtidige pensionsudbetalinger ud fra disse forudsætni  n- ger om investeringsafkast og dødelighed. Det forsikringsmæssige grundlag er g  aranteret i den forstand, at skulle det efterfølgende vise sig, at de antagelser om middellevetid e ller forrentning, som ligger til grund for forsikringerne, ændrer sig, så kan selskabet ikke opkræve  højere  præmier  eller  nedsætte  størrelsen  af  de  aftalte  y delser uden  kundens  samtykke.  Det  betyder,  at  selskabet  og  ikke  kunden  løber den marginale øk onomiske risiko for, at forudsætningerne ikke holder. Ifølge loven skal forudsætningerne    være   fastsat forsigtigt og betryggende. Siden 1999 har selskaberne eksempelvis højst måtte garantere en forren  t- ning  på  2  pct.   p.a.  på  nye  forsikringsaftaler.   Fordi  forudsætningerne  for den garanterede pension ifølge lovkrav er fastsat forsigtigt, vil  pensions- selskabets faktiske afkast som udgangspunkt være større end den garant   e- rede forrentning, dvs. der vil opstå et  overskud. Når kunden således "må tåle", at der som følge af lovgivningens krav skabes et overskud i selsk  a- bet, er modydelsen, at kunden har ret til en andel af dette overskud.

5/11 Overskuddet  skal  fordeles  mellem  ejere  og  kunder.  Kundernes  andel  af overskuddet  tilskrives  den  enkelte  i  form  af  bonus,  ikke  nødve ndigvis straks,  men  i  løbet  af  aftalens   løbetid.  Pensionsaftaler  løber  typisk  over mange år (10 -60 år). I  følge  loven  skal  selskabets  ejere  og  kunder  have  andel   i  overskuddet forholdsmæssigt, medmindre andet er aftalt. I følge loven kan selsk   abets ejere dog også få en merforrentning. Det skyldes, at selskabet garant  erer kunden en bestemt mindste pension. Risikoforrentningen er bl.a. betaling for den risiko, som egenkapitalen bærer, for at forudsætningerne ikke hol - der. Hvis eksempelvis det forudsatte afkast ikke opnås i aftalens løb  etid, eller  den  generelle  levetid  øges,  så  der  skal  udbetales  pension  i  flere  år end forudsat, skal egenkapitalen anvendes til at sikre pensionerne. Risiko- forrentningen er således en kompensation for den risiko, som egenkapit a- len bærer. Selskabernes samlede egenkapitalforrentning vil derfor normalt være h  ø- jere end den forrentning, som kunderne får af deres indbetalte præm   ier. Som reglerne er nu, kan det enkelte selskab kun få en risikoforrentning i det enkelte år, hvis der er tilstrækkeligt stort overskud i året. Der er imi d- lertid  den  særlige  regel,  at  hvis  overskuddet  i  et  år  ikke  har  været  stort nok til at betale risikoforrentningen, så kan den manglende risikoforren t- ning tages i de efterfølgende år, hvis det realiserede resultat giver muli  g- hed herfor. Derfor kan  egenkapitalforrentningen i enkelte år være  ekstra stor set i forhold til kundernes forrentning. Overskuddets fordeling mellem ejere og kunder er, hvis intet andet er af- talt,  reguleret  af  det  beregningsmæssige  kontributionsprincip. Fordelin- gen  af  kundernes  andel  af  overskuddet  kunderne  imellem  er,  hvis  intet andet er aftalt, reguleret af det fordelingsmæssige kontributionspri  ncip.¹ Fordelingen af overskuddet mellem ejere og kunder er kun reguleret via det  beregningsmæssige  kontributionsprincip,    hvis  intet  andet  er  aftalt. Pensionsselskaberne er således selv herre over, om de vil sælge produ   k- ter, hvor fordelingen af overskuddet fremgår af aftalen, eller om det skal være reguleret af kontributionsprincippet. Reguleringen af fordelingen af overskuddet   med   det   beregningsmæssige   kontributionsprincip   sker   af hensyn til kunderne, og det sker kun, når selskabet sælger pr   odukter med ret til bonus. 1 En nærmere beskrivelse af fordelingen af det realiserede resultat og kontributionspri  n- cippet findes i Økonomi  - og Erhvervsministeriet m.fl.: Større valgfrihed  i pensionsop- sparingen side 342-346. såvel som i Finanstilsynet:  Rapport om bonus i livsforsikring side 9-11.

6/11 Der eksisterer produkter, hvor selskabet ikke udsteder nogen garantier, og produkter  uden  ret  til  bonus.  For  sådanne  produkter  er  kontributions - princippet ikke relevant: Hvis et pensionsselskab sælger ugaranterede produkter, hvor afkastet – s   om i unit linked ordninger uden garanti –  er knyttet til en bestemt pulje  af  investeringsaktiver  valgt  af  kunden,  og  hvor  de  forsikrings- mæssige risici ikke er garanteret (som ved ratepensioner eller kapita  l- pensioner),  så  bærer  kunden  hovedparten  af  de  mark   edsmæssige  og forsikringsmæssige risici, og hele markedsafkastet (fratrukket selsk  a- bets omkostninger) tilfalder som udgangspunkt kunden. Da det over- skud,  der  opstår  på  disse  produkter,  ikke  er  affødt  af  lovens  krav  til forsigtigt  fastsatte  beregningsmæssig  e  forudsætninger,  vil  der  som udgangspunkt    ikke    være    et    tilsvarende    behov    for    at    regulere egenkapitalens forrentning. Hvis en kunde i en sådan unit linked ordning ønsker en garanti, så kan vedkommende ikke længere selv fuldt ud bestemme investeringspol  i- tikken,  og  der  må  eksplicit  opkræves  betaling  for  garantien.  Med  et sådant produkt tager selskaber sig betalt for risikoen med en betaling for garantien i form af et gebyr og ikke med en andel af overskuddet. Man  kunne  forestille  sig,  at  pensionsselskaber  i  fremtiden  fik  mulighed for at sælge produkter med garantier for en tidsbegrænset peri ode uden et krav  om,  at  præmien  skal  være  fastsat  betryggende,  og  uden  at  kunden har ret til bonus, mod et krav om, at de økonomiske risici skal a fspejle sig fuldt ud i kapitalkravet til selskabet. Da kunden ikke har ret til bonus, vil selskabets ejere have krav på hele overskuddet, og der vil ikke være b   e- hov for en regulering af selskabernes egenkapitalforrentning. Egenkapitalen  udgør  en  sikkerhed  for  pensionskundernes   krav.  Men  der er forskel på selskabernes ejerforhold og kapitalstruktur. Nogle pension s- selskaber har eksterne ejere, mens andre er ejet af pensionskunderne eller af  aftaleparterne  bag  pensionsordningerne.  I  pensionsselskaber  ejet  af pensionskunderne eller af aftaleparterne bag pensionsordningerne er ejer- nes  risikoforrentning  begrundet  i  behovet  for  at  opbygge  kapital  til  at modstå selskabets risici samt at tilfred sstille lovgivningens solvenskrav. Nogle selskaber har særlige bonushensættelser, som er ansv arlig kapital, der  ejes  af  kunderne.  Særlige  bonushensættelser,  der  har  samme  risiko som  egenkapitalen,  skal  også  aflønnes  lige  som  egenkapitalen.  S  ådanne sær  lige  bonushensættelser  får  derfor  også  en  forrentning  svarende  til egenkapitalens. Regler og praksis for selskabernes beregning af risikoforrentning Pensionsselskaberne skal anmelde deres beregningsregel for beregning af risikoforrentningen  til  Finanstilsynet.  Selskabets  ansvarshavende  aktuar skal  sikre,  at  de  anmeldte  regler  lever  op  til  lovens  krav.  Finanstilsynet

7/11 skal ifølge loven påse, at reglerne for beregning af risikoforrentningen i  k- ke er urimelige. Nedenfor  er  gengivet  to  eksempler  fra  konkrete  selskaber  på  anmeldte regler for beregning af risikoforrentningen: Eksempel 1 Risikoforrentningen beregnes som summen af: 0,5 pct. af livsforsikringshensættelserne medio året 30 pct. af risiko- og omkostningsresultatet efter bonus 30 pct. af resultatet af syge- og ulykkesforsikringer Eksempel 2 Risikoforrentningen beregnes som summen af: 5 pct. af 150 pct. af solvenskravet 1 pct. af det beløb som egenkapitalen er større end 150 pct. af so  l- venskravet 25 pct. af positivt administrations- og risikoresultat før bonus Eksemplerne kræver nogle uddybende forklaringer. Eksempel 1 I  eksempel  1  anvendes  livsforsikringshensættelserne,  risiko  -  og  omkost- ningsresultatet  og  resultatet  af  syge-  og  ulykkesforsikringer  ved  bereg- ning af risikoforrentningen. Størrelsen  af  livsforsikringshensættelserne  afspejler  den  investeringsris   i- ko, som selskabet påtager sig over for  kunderne i forbindelse med de af- givne  garantier. Da selskaberne i dag  anvender et gennemsnitsrenteprin- cip, er den investeringsrisiko, som selskabet påtager sig, ikke afhængig af kundens   garanterede   forrentning.   Gennemsnitsrenteprincippet   betyder nemlig, at alle kunder uanset garantiens størrelse hvert år får den samme forrentning,  og  derved  pålægger  egenkapitalen  den  samme  investerings   - risiko.² Anvendelse af risiko- og omkostningsresultatet i forbindelse med bereg- ning af risikoforrentningen afspejler, at selskabet får et tillæg for at drive sin  forretning  betryggende.  At  selskabet  anvender  resultatet  efter  bonus betyder,  at  kundernes  overskud  på  grundlagets  elementer  for  risiko  og omkostninger er tilfaldet kunderne, før risikoforrentningen bere gnes. Resultatet af syge- og ulykkesforsikringer er ikke omfattet af kontributi- onsprincippet,  da  der  er  tale  om  skadesforsikringsvirksomhed.  Selskabet 2 Normalt fastsættes der forud for det enkelte år en kont   orente for det følgende år. F.eks. har alle de store selskaber ultimo 2003 udmeldt en kontorente på 4,5 pct. for alle selsk a- bets kunder i 2004. Den udmeldte kontorente anvendes i det følgende år til forrentning af livsforsikringshensættelserne.

8/11 kunne  således  lade  hele  resultatet  af  syge -  og  ulykkesforsikringer  gå  til egenkapitalen. Til trods herfor vælger    det konkrete selskab, at give kun- derne 70 pct. af det overskud, der hidrører fra disse forsikringer. Sammenfattende betyder eksempel 1, at selskabet måler risikoen i fo rhold til de opsparede hensættelser, som selskabet skal forrente i løbet af året, samt  at  der  er  et  tillæg  for  den  risiko,  der  relaterer  sig  til  risiko  og  o  m- kostninger. Eksempel 2 I  eksempel  2  beregnes  risikoforrentningen  bl.a.  ud  fra  en  procentdel  af solvenskravet.  Solvenskravet  er  det  kapitalkrav,  som  loven  stiller  til  et livsforsikringsselskab. Da solvenskravet i høj grad er afhængig af større l- sen af livsforsikringshensættelserne, er der i realiteten ikke den store fo  r- skel på dette punkt mellem eksempel 1 og eksempel 2.³ Egenkapitalandele  på  under  150  pct.  af  solvenskravet  får  en  risiko  for- rentning  på  fem  pct.,  mens  egenkapitalandele,  der  overstiger  150  pct.  af solvenskravet, kun får en risikoforrentning på en pct. Årsagen til at egen- kapitalandele, der overstiger 150 pct. af solvenskravet, får en lavere ris i- koforrentning er, at der ikke kan siges at være den samme risiko på hele egenkapitalen.  Selskabet  ansætter  således  150  pct.  af  solvenskravet  som værende en passende kapitalisering af et se  lskab. Administrations- og risikoresultatet beregnes i modsætning til i ekse  mpel 1 af resultatet før bonus. Det vil sige, at selv om der kun tages 25 pct. af resultatet, kan beløbet sagtens udgøre mere end de 30 pct. af resultatet e  f- ter bonus, der blev anvendt i eksempel 1. Sammenfattende betyder eksempel 2, at selskabet som udgangspunkt la- der  målinge n  af  selskabets  risiko  afhænge  af  de  opsparede  hensættelser og hertil et mindre tillæg i det tilfælde, hvor selskabet har en relativ stor egenkapital målt i forhold til forpligtelserne. Der er   tillæg for den ris  iko, der relaterer sig til risiko og omkostninger. Det er overordentlig vanskeligt for en almindelig kunde at forstå disse b e- regningsregler  og  anvende  den  information,  der  ligger  i  anmeldelserne. Det er netop for at forbedre informationen, at det i vejledningen om mar- kedsdisciplin foreskrives, at alle selskaber, hvis de vil falde indenfor vej- ledningen, skal beregne størrelsen af risikoforrentningen i forhold til se l- skabets  gennemsnitlige  livsforsikringshensættelser  og  kollektive  bonu  s- potentialer.  Denne  størrelse,  som  bliver  offentliggjort  på  Finansti  lsynets hjemmeside,  gør  det  til  trods  for  reglernes  forskellighed  muligt  at  sa m- menligne reglernes betydning for den enkelte kunde. 3 Solvenskravet udgør groft regnet fem pct. af livsforsikringshensættelserne. For en he   n- sættelse på    en mio.kr. udgør ½ pct. af hensættelsen, jf. eksempel 1 5.000 kr., mens 150 pct. af solvenskravet for en hensættelse på en mio.kr., jf. eksempel 2 udgør 3.750 kr.

9/11 Med til at sikre mulighederne for sammenligning er også, at en stor del af forsikringsmarkedet er domineret af firmaordninger, der enten via specia- lister i firmaet eller via forsikringsmæglere kan anvende den tilgæng elige information.   Derigennem   kan   de   offentliggjorte   oplysninger   have   en markedsdisciplinerende effekt, der vil komme den enkelte kunde til gode. Pensionsmarkedsrå det er blevet bedt om at komme med anbefalinger om, hvordan  det  er  muligt  at  informere  forståeligt,  overskueligt  og  samtidig juridisk  korrekt.  Pensionsmarkedsrådet  afsluttede  sine  overveje lser  i  juli 2004. 2. Fordeling af overskuddet mellem kunderne Ifølg e det fordelingsmæssige kontribution  sprincip skal – hvis intet andet er aftalt – det overskud, der er tilbage til fordeling mellem kunderne, e   fter at selskabet har fået sin forrentning og risikoforrentning, fordeles mellem kunderne, efter hvorledes disse har bidraget til overskuddet. Der skal ved fordelingen tages højde for de event uelle forskellige risici, som kunderne pålægger egenkapitalen. Udover  hvad  der  følger  af  forsikringernes  risikodækning,  må  der  ifølge lovbemærkningerne og kontributionsbekendtgø   relsen ikke ske en omfor- deling af betydelig økonomisk omfang mellem kunderne. Det følger vid  e- re af loven, at der ved fordeling af overskuddet mellem kunderne skal ta- ges fornødent hensyn til, hvorledes den bonus, der fordeles, stammer fra beregningsgrundlagets  elementer,  samt  til  de  risici,  forsikringerne  inde- bærer, herunder forskellige renterisici. Ifølge loven kan selskabernes fo   r- deling  af  overskuddet  ses  over  en  årrække,  dvs.  fordelingen  skal  ikke nødvendigvis leve op til bestemmelse rne for hvert enkelt å r. De  anmeldte  regler  for  beregning  af  risikoforrentning  er  ikke  opdelt  på kundegrupper  eller  enkeltkunder,  men  det  enkelte  selskab  skal  anmelde regler for beregning af kundernes andel af overskuddet til Finanstilsynet. Den ansvarshavende aktuar har ifølg e loven til opgave at sikre, at forde- lingen på ku ndegrupper og eventuelt på kundeniveau i praksis lever op til lovens krav. Den ansvarshavende aktuar skal endvidere årligt i sin bere t- ning til Finanstilsynet redegøre for, at den faktiske fordeling af selska bets overskud lever op til lovens krav. Såfremt fordelingen af overskuddet l e- der til en omfordeling af betydelig økonomisk størrelse mellem kunderne, skal aktuaren ifølge loven indberette dette til Finanstilsynet.

10/11 3. Finanstilsynets tilsyn med reglerne Finanstilsynet skal som nævnt ifølge loven påse, at reglerne for beregning af  risikoforrentningen  er  rimelig  over  for  kunderne.  Finanstilsynet  skal således  gribe ind over for åbenlyst urimelige  beregningsregler. Det  er  ikke  nærmere  defineret  i  loven,  hvad    der  er  "åbenlyst  urimeligt", og det er Finanstilsynets skøn. Blandt de faktorer, der kan indgå i en r  i- melighedsvurdering, er bl.a. den risiko, som selskabets egenkapital løber, selskabets evne til at skabe overskud sammenlignet med andre selskaber, de  generelle  markedsmæssige  betingelser,  herunder  sammenligning  af pensionsselskabernes  egenkapitalforrentning  med  egenkapitalforrentnin- gen i andre finansielle institutter med tilsvarende risici. Finanstilsynet  har  udarbejdet  en  vejledning  om  markedsdisciplin  og  an- meldelse af regler for risikoforrentningen.  Formålet med ve jledningen er at   øge   gennemsigtigheden   om   selskabernes    risikoforrentning.   Derved skulle markedskræfterne kunne    bidrage til at sikre, at der ikke opkræves for høje  risikoforrentninger. Finanstilsynet  skal  endvidere  sikre,  at  beregningsreglerne  er  så  klare  og præcise, at markedsdisciplinen kan virke  . Selskaberne  er  ikke  i  dag  forpligtede  til  at  følge  vejledningen.  Hvis  de væl  ger ikke at gøre det, gennemgår Finanstilsynet anmeldelsen mere d  e- taljeret. Finanstilsynet foretager herunder de nødvendige beregninger, så Finanstilsynet  kan  vurdere  anmeldelsen  i  forhold  til  anmeldelser  under markedsdisciplin. På  grundlag  af  aktuarberetningen  påser   Finanstilsynet,  at  fordelingen mellem  kundegrupper  på  et   overordnet  niveau  overholder  disse  regler. Tilsynet  omfatter  ikke  en  kontrol  af  fordelingen  på  hver  enkelt  kunde. Loven kræver alene, at fordelingen skal leve op til reglerne for grupper af kunder  med  fælles  karakteristika  og  ikke  nødvendigvis  for  hver  e   nkelt kunde. Tilsynet med den overordnede fordeling af overskuddet foregår på grun  d- lag af de oplysninger, som aktuaren i det enkelte selskab angiver i den å r- lige  beretning.  Aktuaren  er  forpligtet  til  at  give  Finanstilsynet  de  oplys- ninger, der er nødvendig e for, at Finanstilsynet kan vurdere fordelingen. Kvaliteten  af  Finanstilsynets  tilsyn  med  fordelingen  af  overskuddet  i praksis  –  og  dermed  muligheden  for  at  gribe  ind, hvis  fordelingen  af overskuddet ikke lever op til lovens bestemmelser – afhænger sålede s af, om aktuaren giver de rigtige og fornødne oplysni nger.    4.  Egenkapitalforrentning  i  pensionsselskaber  og  andre  finansielle virksomheder I tabel 1  er vist den faktiske egenkapitalforrentning for forskellige finan- sielle  virksomhedstyper  1999-2003.  Der  er  ikke  tal  for  pensionsselska-

11/11 berne  (livsforsikringsselskaber  og  tværgående  pens   ionskasser)  før  2002. Først fra årsregnskab 2003 skal disse vir  ksomheder angive dette nøgletal i regnskabet. Tabel  1:  Egenkapitalforrentning  for  forskellige  finansielle  virksom- hedstyper (forrentning før skat 1999 -2003 i pct. p.a.). 1999 2000 2001 2002 2003 Pengeinstitutter 15,8 17,6 17,3 16,6 20,7 Realkreditinstitutter   8,0   9,2   8,7   8,6 10,5 Skadesforsikringssel- skaber   3,2 15,5   5,7 1,2 14,2 Livsforsikringsselska- ber og tværgående pe   n- sionskasser n.a. n.a. n.a. -11,1 19,4 Forskelle  i  årlige  forrentningsprocenter  har  større  betydning,  hvis  sa  m- menligningen foretages over en årrække. Den samlede forrentning af pe   n- geinstitutternes   egenkapital  fra  starten  af  1999  til  udgangen  2003  er sål edes ca. 225 pct., mens den i realkreditinstitutterne er på ca. 154 pct.