Bekendtgørelse om beredskab for elsektoren (udkast af 21.11.04)
I medfør af § 85 b, stk. 3 og 4, og §§ 88, 90 og 92 i lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 151 af 10. marts 2003, som
ændret ved lov nr. 494 af 9. juni 2004, fastsættes:
Kapitel 1
Generelle bestemmelser
§ 1. Denne bekendtgørelse har til formål at fastsætte regler om beredskab for elsektoren og at fastsætte rammerne for
gennemførelse af beredskabsforanstaltninger for elsektoren i henhold til den nationale beredskabsplan, udsendt af
Beredskabsstyrelsen.
Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder for virksomheder, som er bevillingspligtige efter elforsyningslovens §§ 10 og 19, dvs.
produktions-, transmissions- og netvirksomheder, samt for elforsyningsvirksomhed, der varetages af Energinet Danmark
eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet Danmark, dvs.
transmissionsvirksomhed og systemansvarlig virksomhed, idet
1)
virksomhederne skal foretage nødvendig planlægning og træffe nødvendige foranstaltninger for at sikre
elforsyningen i beredskabssituationer efter elforsyningslovens § 85 b, stk. 1, og
2)
den systemansvarlige virksomhed skal varetage de overordnede, koordinerende planlægningsmæssige og operative
opgaver vedrørende beredskabet efter elforsyningslovens § 85 b, stk. 2.
§ 2. Beredskabet skal sikre opretholdelse og videreførelse af samfundets elforsyning i tilfælde af beredskabssituationer og
andre ekstraordinære situationer, dvs. krisesituationer i freds- og krigstid forårsaget af naturskabte, menneskeskabte og
teknologiske trusler (beredskabssituationer).
Stk. 2. Virksomhedernes beredskabsarbejde skal indgå i planlægnings- og driftsopgaver vedrørende elforsyningssystemet
med henblik på
1)
at reducere elforsyningssystemets sårbarheder og risici,
2)
at sikre et hensigtsmæssigt beredskab overfor disse sårbarheder og risici,
3)
at sikre en koordineret og effektiv krisehåndtering og
4)
at sikre den nødvendige kommunikation og informationsudveksling i forbindelse hermed.
Kapitel 2
Beredskabsplanlægning
§ 3. Virksomhederne skal foretage en beredskabsplanlægning for håndtering af beredskabssituationer med henblik på
udarbejdelse af et planmateriale omfattende
1)
beskrivelse af organisatoriske forhold, jf. kapitel 3,
2)
sårbarhedsvurdering, jf. kapitel 4,
3)
en eller flere sammenfattende beredskabsplaner for håndtering af beredskabssituationer, jf. kapitel 5,
4)
detaljerede beredskabsplaner, instrukser m.m., jf. kapitel 5, og
5)
sikringsplaner for specifikke anlæg, jf. kapitel 6.
Stk. 2. Planmaterialet skal omfatte beredskabssituationer, som i væsentlig grad reducerer funktionaliteten hos virksomheden
og eventuelt øvrige dele af elsektoren, samt hvor også andre dele af samfundet kan have reduceret funktionalitet.
Stk. 3. Planmaterialet skal revideres, hvis der indtræffer væsentlige ændringer af virksomheden eller dennes sårbarheder og
beredskabsforhold, dog senest hvert tredje år.
§ 4. Virksomhedernes sammenfattende beredskabsplaner efter § 7, stk. 1, nr. 1, samt væsentlige ændringer heraf skal
godkendes af den systemansvarlige virksomhed. Planerne skal første gang fremsendes til godkendelse senest 1. oktober
2005. Det øvrige planmateriale efter § 3, stk. 1, skal efter anmodning fremsendes til den systemansvarlige virksomhed til
orientering.
Stk. 2. Den systemansvarlige virksomheds overordnede beredskabsplaner efter § 7, stk. 2, samt væsentlige ændringer heraf
skal godkendes af Energistyrelsen. Planerne skal første gang fremsendes til godkendelse senest 1. januar 2006. Det øvrige
planmateriale efter § 3, stk. 1, skal efter anmodning fremsendes til Energistyrelsen til orientering.
Stk. 3. Energistyrelsen kan fastsætte nærmere rammer for beredskabsarbejdet med henblik på koordinering mellem de
forskellige energisektorer og med andre samfundssektorer.
Stk. 4. Den systemansvarlige virksomhed kan udarbejde retningslinier og vejledninger om virksomhedernes
beredskabsplanlægning med henblik på at uddybe bestemmelserne i denne bekendtgørelse. Retningslinier og vejledninger
skal fremsendes til virksomhederne.
Kapitel 3
Organisatoriske forhold
§ 5. Virksomhederne skal senest den 1. april 2005 udpege en beredskabskoordinator.