Udkast 25.11.04.
Bekendtgørelse om nettilslutning af vindmøller og pristillæg for vindmølleproduceret elektricitet m.m.
(Vindmøllebekendtgørelsen)
I medfør af § 56, stk. 7, § 56 a, stk. 8, § 56 d, stk. 8, § 64, § 66, stk. 5, § 68, stk. 1 og 2, § 78, stk. 3 og 8, § 85 a, stk. 1 og
3-5, og §§ 88, 90 og 92 i lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 151 af 10. marts 2003, som ændret ved i lov nr. 494
af 9. juni 2004 og i lov nr. 495 af 9. juni 2004, fastsættes:
Kapitel 1
Anvendelsesområde, definitioner og fælles betingelser
§ 1. Bekendtgørelsen gælder for elproducerende vindmøller på land og på havet, som tilsluttes elnettet.
Stk. 2. I denne bekendtgørelse anvendes følgende definitioner:
1)
Ved en vindmølle på havet (havvindmølle) forstås en vindmølle, der er opstillet på søterritoriet eller i den
eksklusive økonomiske zone.
2)
Ved udlagt vindmølleområde forstås et område, der i en regionplan er udpeget specifikt til opstilling af en eller
flere vindmøller, jf. cirkulære nr. 100 af 10. juni 1999 om planlægning for og landzonetilladelse til opstilling af vindmøller.
3)
Ved installeret effekt forstås den opstillede vindmølles nominelle effekt, der er angivet i typegodkendelsen.
4)
Ved oprindelig tilslutning forstås en vindmølles første tilslutning til elnettet i Danmark eller i udlandet.
5)
Ved tidspunktet for nettilslutning forstås det tidspunkt, hvor vindmøllen første gang leverer elektricitet til det
kollektive elnet.
6)
Ved oprindelig produktion forstås elproduktion, der opgøres eller beregnes for en vindmølles drift siden den
oprindelige tilslutning.
7)
Ved produktion i en fuldlasttime forstås produktion svarende til en times produktion med vindmøllens installerede
effekt.
8)
Ved afregningsmåler forstås en måler, som anvendes til registrering af vindmøllens elproduktion og elforbrug.
§ 2. En vindmølle kan kun tilsluttes elnettet, såfremt den er opstillet i overensstemmelse med gældende bestemmelser i
elforsyningsloven, plan- og byggelovgivningen og regler udstedt med hjemmel i de nævnte love.
Stk. 2. Såfremt betingelserne for nettilslutning er opfyldt, har net- og transmissionsvirksomheden pligt til at tilslutte
vindmøllen til elnettet.
Kapitel 2
Omkostningsfordeling ved nettilslutning m.v.
§ 3. Ved anmodning om nettilslutning af en vindmølle på land anviser netvirksomheden et tilslutningspunkt på det
nærmeste sted på elnettet, hvor elektriciteten fra den nye vindmølle kan aftages med de eksisterende netforhold, jf. dog § 4.
Netvirksomheden fastsætter spændingsniveauet.
Stk. 2. Omkostninger til udbygning og forstærkning af elnettet ved nettilslutning af en vindmølle på land påhviler
netvirksomheden.
Stk. 3. Tilsluttes vindmøllen på transmissionsniveau, finder stk. 1 og 2 tilsvarende anvendelse for
transmissionsvirksomheden.
§ 4. Ved opstilling af en eller flere vindmøller på land i et ved en regionplan specifikt udpeget vindmølleområde er
netvirksomheden forpligtet til at føre elnettet frem til et tilslutningspunkt ved vindmølleområdets afgrænsning, når der er
tilstrækkelig sikkerhed for, at der opføres vindmøller med en samlet installeret effekt på mindst 1,5 MW. Tilstrækkelig
sikkerhed kan være bankgaranti eller tilsvarende sikkerhedsstillelse. Netvirksomheden fastsætter spændingsniveauet.
Stk. 2. Tilsluttes vindmøllen på transmissionsniveau, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse for transmissionsvirksomheden.
§ 5. Ved nettilslutning af havvindmøller er den transmissionsvirksomhed, som ejer det elnet, hvortil havvindmøllerne
tilsluttes på havet eller på land, forpligtet til at afholde omkostninger til etablering af ledningsnet frem til et
opsamlingspunkt ved havvindmøllernes interne forbindelsesnet. Dette gælder havvindmøller, som
1)
opstilles i de i » Havmøllehandlingsplan for danske farvande « udvalgte hovedområder for
havvindmølleudbygningen, eller
2)
meddeles tilladelse til opstilling i et område omfattet af et af økonomi- og erhvervsministeren bekendtgjort udbud
efter offentlig indkaldelse af ansøgninger, jf. elforsyningslovens § 14.
Stk. 2. Den pågældende transmissionsvirksomhed fastsætter spændingsniveauet.
§ 6. Ved nettilslutning af havvindmøller, som ikke er omfattet af de i § 5 nævnte områder, påhviler omkostninger til
etablering af ledningsnet frem til det nærmeste punkt på land vindmølleejeren. Fra dette punkt påhviler omkostninger til
udbygning og forstærkning af elnettet den net- eller transmissionsvirksomhed, som ejer det elnet, hvortil havvindmøllerne
tilsluttes på land.