Til redaktionen                                                                               15. november 2004 Prækvalifikation til udbud af havvindmøller Energistyrelsen udbyder areal ved Rødsand til opførelse af en havvindmøllepark. Der udbydes en koncession til forundersøgelser og udnyttelse af vindenergi på havet fra en havvindmøllepark på 200 MW. Interesserede ansøgere skal, for at komme i betragtning, anmode om at blive prækvalificerede. Baggrunden for udbuddet er den energipolitiske aftale af 29. marts 2004 mellem Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne vedr. vindenergi og decentral kraftvarme mv. Ifølge aftalen skal der etableres to havvindmølleparker på hver 200 MW. Det første udbud for en havvindmøllepark ved Horns Rev i Vesterhavet ved Blåvandshuk blev sat i værk denne sommer. Udbudsbekendtgørelsen beskriver, hvilke dokumenter og oplysninger, som ansøgere til udbuddet skal fremsende til brug for udvælgelsen af de ansøgere, som vil blive inviteret til at indgive tilbud på koncessionen. I udbudsbekendtgørelsen er også angivet de tildelingskriterier, der vil blive anvendt, når det skal afgøres, hvem der skal have tildelt koncessionen. Det drejer sig om følgende kriterier: størrelsen af en pris pr. kWh, projektets fysiske udformning og placering, og en tidsplan for projektets gennemførelse. Tildelingskriterierne vil blive uddybet i udbudsmaterialet. Energistyrelsen prækvalificerer 5 ansøgere. Ansøgerne skal indsende deres anmodning om prækvalifikation til Energistyrelsen senest den 14. januar 2005, kl. 14.00. Udbudsbekendtgørelsen findes på Energistyrelsens hjemmeside: www.ens.dk Yderligere oplysninger: Fuldmægtig, Maria H Jørgensen, tlf. 33 92 67 69 Energistyrelsen Amaliegade 44 1256 København K Tlf. 33 92 67 00 www.ens.dk