Arbejdsmarkedsudvalget 2004-05 (1. samling), Arbejdsmarkedsudvalget 2004-05 (1. samling)
KOM (2004) 0607 Bilag 2, AMU Alm.del Bilag 35
Offentligt
MEP
Formanden
26. oktober 2004
J. 453
S. 30002
EU-Kommissionens forslag til ændring af arbejdstidsdirektivet.
Kære MEP
Lægeforeningen henvender sig hermed direkte til de danske EU-parlamentarikere for at henlede
opmærksomheden på de negative konsekvenser, som ovennævnte ændringsforslag vil have for
sundhedssektoren.
Det er Lægeforeningens opfattelse, at arbejdstidsdirektivet med de foreslåede ændringer udhules ganske
betragteligt, idet fælles regler kan erstattes af national lovgivning. Dette vil medføre, at lægers arbejdsvilkår i de
enkelte medlemslande kan blive ret forskellige, ligesom patienternes berettigede forventninger om at blive
behandlet sikkert og forsvarligt af et sundhedspersonale med rimelige arbejdstider ikke vil kunne imødekommes.
Patientsikkerheden og kvaliteten af sundhedsydelser kommer under pres.
Jaeger- og SIMAP dommene har vist, at fx UK og Tyskland vil få et massivt behov for at ansætte læger, såfremt
dommene skal efterleves. De to lande har undladt at efterleve direktivet og har derfor nu en klar interesse i at få
de to domme erstattet af nye bestemmelser om ugentlig arbejdstid, hviletid, referenceperioder etc., der afbøder
efterspørgslen efter læger.
Alle læger har siden 2000 været omfattet af arbejdstidsdirektivet, efter at læger under uddannelse i en lang
overgangsperiode indtil 2000 ikke var omfattet. Begrundelsen for, at alle læger skulle være omfattet, var
arbejdsmiljømæssige hensyn. Men nu ser det ud til, at økonomiske hensyn hos arbejdsgiverne skal vægtes højere
end at kunne bibeholde de arbejdsforhold, hvor meget lange vagter og megen vagtarbejde om natten undgås.
Hvis ændringerne gennemføres, bliver EWTD uden reelt indhold.
Ud over disse generelle synspunkter har Lægeforeningen følgende bemærkninger til de fire hovedelementer i
forslaget:
Lægeforeningen finder forslaget om ”inaktiv tid i rådighedstid” uacceptabelt og finder, at rådighedsvagt skal
medregnes i arbejdstiden. Begrebet tænkes anvendt i forbindelse med beregning af den ugentlige arbejdstid. Det
fremgår ikke af ændringsforslaget, hvordan arbejdstid, hviletid og inaktiv tid afgrænses i forhold til hinanden.
Men den absurde udgave ville være, at en læge på en otte timers vagt fx alene skulle medregne de 7 x 15
minutter, hvor lægen behandler patienter. Den resterende del af de otte timer skulle så være at regne som hviletid
– en anvendelse af hviletidsbegrebet, som er uden for almindelig sproglig forståelse.
Med hensyn til kompenserende hviletid kan en fortolkning føre til det resultat, at læger vil kunne pålægges at
arbejde flere døgn i træk. Dette er en uantagelig forringelse af beskyttelsen af arbejdstageren og aldeles usikkert
for patienterne. Ændringen bør derfor udgå.
Domus Medica
Trondhjemsgade 9
2100 København Ø
Tlf 3544 8500
Tlf 3544 8223 (direkte)
Fax 3544 8505
http://www.dadl.dk