KULTURMINISTERIET NYBROGADE 2 POSTBOKS 2140 1015 KØBENHAVN K TELEFON 33 92 33 70 FAX 33 91 33 88 E-POST  [email protected] CVR 67855019 Folketingets Finansudvalg Christiansborg 1240 København K Den 15. november 2004 Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgmål nr. 1 til Aktstykke 22 (Aktstk. 22 - § 21 Spørgsmål 1 (Offentlig)), vedrøren de rekapitalisering af TV 2/DANMARK A/S, stillet af Finansudvalget den 10. november 2004. Brian Mikkelsen /Lene Gelting J. NR. 2004-4326-11 LGP
Spørgsmål nr. 1 (Aktstk. 22 - § 21 Spørgsmål 1 (Offentlig) Skrivelse af 10. november 2004 Svar til Finansudvalget fra kulturministeren. Spørgsmål nr. 1: "Hvorledes harmonerer den fremlagte strategi for en rekapitalisering af TV2 med det faktum, at Kommissionens beslutning om ulovlig statsstøtte er søgt annulleret af den danske stat ved EF-Domstolen?" Svar: Som nævnt i aktstykket ønsker regeringen – uagtet, at Kommissionens beslutning af 19. maj 2004 i statsstøttesagen mod TV 2/DANMARK af den danske regering er indbragt for EF-Domstolen (Retten i 1. Instans) – at foretage den i aktstykket beskrevne rekapitalisering af selskabet efter forudgående gennemførelse af tilbagebetaling af den efter Kommissionens opfattelse ulovlige statsstøtte. Baggrunden herfor er, at der herved hurtigst muligt skabes størst mulig tryghed om TV 2/DANMARK’s fremtidige økonomiske grundlag. Som udgangspunkt indebærer Kommisisonens beslutning, at den danske regering umiddelbart skal tage de fornødne skridt til at kræve den ifølge Kommissionen ulovlige statsstøtte tilbagebetalt fra TV 2/DANMARK. Dette ville - uden en rekapitalisering -betyde, at TV 2/DANMARK ville gå konkurs. Den danske regering har derfor naturligvis i forbindelse med indbringelsen af beslutningen for Retten i 1. Instans begæret opsættende virkning i relation til gennemførelsen af tilbagebetalingen - som udgangspunkt indtil sagen måtte være afgjort ved EF-Domstolen, og i hvert fald indtil den fremsendte rekapitaliseringsplan måtte være godkendt af Kommissionen. Retten har endnu ikke taget stilling til begæringen, der vil blive trukket tilbage, når rekapitaliseringen er gennemført. Eftersom Kommissionen har anerkendt, at TV 2/DANMARK A/S kan rekapitaliseres i henhold til den fremsendte plan, kan man imidlertid ikke forvente, at begæringen vil blive imødekommet. Tilbagebetalingsbeslutningen vil i så fald skulle håndhæves, hvilket som udgangspunkt må forventes at betyde TV 2/DANMARK’s konkurs, hvis ikke rekapitaliseringen gennemføres. Selv hvis opsættende virkning måtte blive opnået, ville TV 2/DANMARK uden rekapitalisering skulle leve med en uafklaret økonomisk situation i hele den periode, hovedsagen behandles i EF-Domstolssystemet, hvilket vurderes at være meget uhensigtsmæssigt for selskabets virksomhed.      Ved tilbagebetaling og gennemførelse af den af Kommissionen godkendte rekapitalisering vil det økonomiske grundlag for TV 2/DANMARK’s fremtidige virksomhed derimod være afklaret. Dette er en fordel under alle omstændigheder, men ikke mindst i den foreliggende situation, hvor regeringen ønsker at sælge aktiemajoriteten i selskabet. Det skal i den forbindelse særligt bemærkes – som også nævnt i aktstykket – at såvel TV 2/DANMARK A/S som en kommende køber af aktiemajoriteten i selskabet forudsættes at skulle fraskrive sig retten til at kræve hel eller delvis tilbagebetaling af det beløb, der nu indbetales til statskassen af TV 2/DANMARK, såfremt EF-Domstolen måtte give den danske stat helt eller delvist medhold i den verserende hovedsag.