Den årlige session, som denne gang afholdes i Istanbul,
følger op på sidste års arbejde i OSCE PA og
fastsætter rammerne for emnerne i det nye år. På
mødet vil der her mindre end en måned efter de store
demonstrationer i hele Tyrkiet være debat om
menneskerettigheder, ytrings- og forsamlingsfrihed og
retssikkerhed.
Møderne holdes tæt på Gezi Parken i Istanbul,
hvor forsamlingens komité om demokrati, menneskerettigheder
og humanitære spørgsmål vil debattere en
resolution med en opfordring til regeringerne om at opretholde
ytringsfrihed ligegyldigt om retten til at ytre sig sker på
gaderne eller på internettet. Endvidere vil der blive afholdt
møder i forsamlingens tre faste komitéer.
OSCE PA blev etableret i 1992 og udgør den
interparlamentariske del af OSCE. Forsamlingen har til opgave at
vurdere gennemførelsen af OSCE's overordnede mål,
debattere aktuelle emner for OSCE samt afgive anbefalinger til
regeringssiden af OSCE. Forsamlingen består i alt af 320
parlamentarikere fra OSCE's 57 medlemslande.
Deltagere: Peter Juel Jensen (V), delegationsformand, Ane
Halsboe-Jørgensen (S), næstformand, Pia
Kjærsgaard (DF) og Jacob Bjerregaard (S).
De samlede udgifter for deltagelse i sessionen er budgetteret til
106.665 kr.