Efterårssession i Geneve
Udvalg: Dansk Interparlamentarisk Gruppes bestyrelse
Startdato: 13-10-2024
Slutdato: 17-10-2024
Sted: Schweiz
Interparlamentarisk Union (IPU) sætter fokus på ny teknologi, kunstig intelligens og demokrati. Seks medlemmer af Folketinget deltager i IPUs 149. session i Geneve.

Flere hundrede parlamentarikere fra hele verden mødes den 13.-17. oktober 2024 i Geneve til IPU's 149. session under det overordnede tema: Harnessing science, technology and innovation for a more peaceful and sustainable future. Her vil det bl.a. blive debatteret, hvordan de nationale parlamenter kan bidrage til, at den hastige udvikling af ny teknologi kan komme alle til gavn uden at svække retsstatsprincipperne og samtidig understøtte en fredelig, bæredygtig udvikling.

Efter endt udvalgsbehandling ventes IPU's Forsamling at vedtage en resolution, som omhandler kunstig intelligens' betydning for demokrati og menneskerettigheder. Der ventes desuden fremlagt et udkast til et charter om etik indenfor videnskab og teknologisk udvikling, hvor formålet er at sikre, at den teknologiske udvikling kommer alle til gode, og at der tages de nødvendige hensyn til f.eks. bæredygtig udvikling.

I udvalget vedrørende fred og sikkerhed vil der være fokus på en række internationale problemstillinger, f.eks. vil situationen i Mellemøsten og perspektivet for en tostatsløsning (Israel, Palæstina) blive drøftet.

I komitéen vedrørende FN vil det bl.a. blive drøftet, hvordan parlamentarikere kan bidrage til at implementere beslutninger truffet af FN - og der vil samtidig blive stillet skarpt på finansieringen af FN.

IPU's Task Force vedrørende en fredelig løsning på situationen i Ukraine vil aflægge rapport.

Folketingets delegation vil desuden benytte lejligheden til at mødes med en række andre parlamentarikerdelegationer, herunder de nordisk-baltiske, og der vil blive afholdt et møde for de nordiske delegationer i FN-organisationen International Labour Organization' (ILO) hovedkvarter, hvor Danmark aktuelt har plads i organisationens ledende organ.

Deltagere
Øvrige deltagere

Peter Riis, Delegationssekretær
Claudius Larson, Delegationskoordinator

Program

Det fulde program for IPU-sessionen findes her.

Budget
125.000 kr.
Regnskab
0 kr.