Mere end 1.300
parlamentarikere og embedsmænd fra næsten 130 lande
deltager ved IPUs halvårlige session i Geneve i den kommende
uge. Fra Folketingets IPU-delegation deltager Orla Hav (S), Michael
Aastrup Jensen (V) og Søren Søndergaard (EL).
Hovedtemaet for
generaldebatten fokuserer på, hvordan de nationale
parlamenter kan påtage sig et lederskab i at
understøtte og fremme en fredelig, demokratisk udvikling i
en moderne tidsalder præget af innovation og en hastig
teknologisk udvikling.
Desuden vil der i
IPUs faste udvalg blive sat fokus på en række emner som
f.eks.:
- Menneskerettigheder for parlamentarikere i bl.a. Afghanistan,
Malaysia og Tyrkiet
- Nedrustning, våbenkontrol, fremtidens
højteknologiske våbentyper og stop for spredning af
masseødelæggelsesvåben
- Forebyggelse af terror og voldelig ekstremisme
- Migration
- Gennemførelse af FNs bæredygtighedsmål
På sessionen
vil der også blive diskuteret et topaktuelt emne, et
såkaldt "emergency item" som først bliver besluttet
på selve konferencen. I skrivende stund foreligger to
forslag. Det første er et forslag fra Jordan, som omhandler
situationen for palæstinensiske flygtninge som følge
af USAs beslutning om at indstille støtten til UNRWA. Det
andet forslag er fremsat af Uruguay og omhandler parlamenternes
mulighed for styrke indsatsen mod spredningen af
atomvåben.
Konferencen indledes
den 14. oktober i et særligt forum, som sætter fokus
på kvinders vilkår. Denne gang vil der være
særlig fokus på ligestilling indenfor den teknologiske
sektor.
Det fulde program
for den 139. IPU-session kan findes
her.
IPU blev grundlagt i
1889 og har hovedkvarter i Geneve. I dag er 178 nationale
parlamenter verden over medlemmer af IPU. Hovedformålet for
IPU er at fremme parlamentariske institutioner samt at bidrage til
udviklingen af demokratiet, styrke menneskerettighederne og
understøtte interparlamentarisk dialog og samarbejde.