I
forbindelse med optagelse af nye medlemmer af Europarådet i
1990'erne har disse lande forpligtet sig til at opfylde visse
betingelser med hensyn til demokrati, menneskerettigheder og
retsstatsprincipper inden for givne tidsrammer. En af de store
sager på den kommende session bliver drøftelse af en
rapport om Ruslands efterlevelse af de betingelser.
Hovedkonklusionerne i rapporten om Rusland er, at der er fremskridt
med hensyn til et mere engageret civilsamfund og liberalisering af
reglerne for registrering af politiske partier. På minussiden
tæller den nylige dom over Pussy Riot, de meget høje
bøder for ulovlige demonstrationer og stemplingen af ngo'er
som fremmede agenter.
Et andet
punkt på dagsordenen er en debat om indførelse af
regler, der sikrer mere demokratiske valg, og regler, der kan
være med til at øge andelen af kvindelige
parlamentsmedlemmer.
Desuden
er der stillet forslag om en debat om den såkaldte Safarov
sag. Safarov er den aserbajdsjanske soldat, der i Ungarn var
dømt for mord på en armensk soldat. Safarov blev
udleveret fra Ungarn til Aserbajdsjan med henblik på fortsat
afsoning der, men blev løsladt straks ved ankomsten og
tildelt en heltemodtagelse i Aserbajdsjan.
Albaniens
og Moldovas præsidenter samt formanden for Dumaen i Rusland
vil tale til og besvare spørgsmål fra Den
Parlamentariske Forsamling.
Hele
dagsordenen for sessionen kan ses på:
http://assembly.coe.int/ASP/Doc/XrefViewPDF.asp?FileID=18996&Language=EN