39. møde (2. udgave) - Tirsdag den 28. marts 2023 kl. 13.00

39. møde

Tirsdag den 28. marts 2023 kl. 13.00

Dagsorden

1) Spørgsmål om fremme af forespørgsel nr. F 8:

Forespørgsel til uddannelses- og forskningsministeren om pædagogers fagpersonlige dannelse m.v. og indholdet i en ny pædagoguddannelse.

Af Lotte Rod (RV) og Katrine Robsøe (RV).

(Anmeldelse 23.03.2023).

2) Spørgsmål om meddelelse af orlov til og indkaldelse af stedfortræder for medlem af Folketinget Victoria Velasquez (EL).

3) Indstilling fra Udvalget til Valgs Prøvelse:

Godkendelse af stedfortræder som midlertidigt medlem af Folketinget for Victoria Velasquez (EL).

4) 3. behandling af lovforslag nr. L 48:

Forslag til lov om ændring af militær retsplejelov. (Styrkelse af mulighederne for at pågribe militært personel, der er narkopåvirket i tjenesten).

Af forsvarsministeren (Troels Lund Poulsen fg.).

(Fremsættelse 09.02.2023. 1. behandling 21.02.2023. Betænkning 16.03.2023. 2. behandling 23.03.2023).

5) Eventuelt: 3. behandling af lovforslag nr. L 53:

Forslag til lov om ændring af tinglysningsafgiftsloven og ejendomsvurderingsloven. (Indførelse af godtgørelse af tinglysningsafgift for pant tinglyst til sikkerhed for lån til udskiftning af olie- eller gasfyr med en anden opvarmningskilde, fremrykket kategorisering af visse ejendomme m.v.).

Af skatteministeren (Jeppe Bruus).

(Fremsættelse 01.03.2023. 1. behandling 14.03.2023. Betænkning 21.03.2023. 2. behandling 23.03.2023. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

6) Eventuelt: 3. behandling af lovforslag nr. L 55:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om social service. (Bemyndigelse til at indføre lavere medicintilskudsgrænser i 2023 m.v.).

Af indenrigs- og sundhedsministeren (Sophie Løhde).

(Fremsættelse 14.03.2023. 1. behandling 15.03.2023. Betænkning 16.03.2023. Ændringsforslag nr. 1 af 20.03.2023 uden for betænkningen af indenrigs- og sundhedsministeren (Sophie Løhde)). 2. behandling 21.03.2023. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

7) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 14:

Forslag til folketingsbeslutning om, at sundhedsvæsenet også skal indebære tandbehandling (borgerforslag).

Af Leif Lahn Jensen (S), Lars Christian Lilleholt (V), Henrik Frandsen (M), Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Peter Skaarup (DD), Ole Birk Olesen (LA), Mai Mercado (KF), Peder Hvelplund (EL), Martin Lidegaard (RV), Helene Liliendahl Brydensholt (ALT), Peter Seier Christensen (NB), Peter Kofod (DF) og Aaja Chemnitz (IA).

(Fremsættelse 05.01.2023. 1. behandling 07.02.2023. Betænkning 14.03.2023).

8) Udvidet partilederdebat.

9) Forhandling om redegørelse nr. R 8:

Udenrigsministerens redegørelse om udvalgte internationale organisationer (OSCE, Europarådet og Østersørådet).

(Anmeldelse 15.03.2023. Redegørelse givet 15.03.2023. Meddelelse om forhandling 15.03.2023).

Kl. 13:00

Formanden (Søren Gade):

Mødet er åbnet.

Kl. 13:00

Samtykke til behandling

Formanden (Søren Gade):

De punkter, som er opført som nr. 5 og 6 på dagsordenen, kan kun med Tingets samtykke behandles i dette møde.

Kl. 13:00

Afstemning

Formanden (Søren Gade):

Der stemmes om samtykke til behandling af punkt 6, og der skal, jævnfør forretningsordenens § 42, tre fjerdedeles flertal til et sådant samtykke. Afstemningen starter.

Afstemningen slutter.

For stemte 107 (S, V, M, SF, DD, LA, KF, EL, RV, DF og ALT), imod stemte 1 (NB), hverken for eller imod stemte 0.

Samtykket er givet.

Jeg går ud fra, at jeg kan betragte dispensation til punkt 5 som givet.

Det er givet.

Det første punkt på dagsordenen er:

1) Spørgsmål om fremme af forespørgsel nr. F 8:

Forespørgsel til uddannelses- og forskningsministeren om pædagogers fagpersonlige dannelse m.v. og indholdet i en ny pædagoguddannelse.

Af Lotte Rod (RV) og Katrine Robsøe (RV).

(Anmeldelse 23.03.2023).

Kl. 13:00

Formanden (Søren Gade):

Hvis ingen gør indsigelse mod fremme af denne forespørgsel, betragter jeg Tingets samtykke som givet.

Det er givet.

Det næste punkt på dagsordenen er:

2) Spørgsmål om meddelelse af orlov til og indkaldelse af stedfortræder for medlem af Folketinget Victoria Velasquez (EL).

Kl. 13:01

Formanden (Søren Gade):

Victoria Velasquez (EL) har søgt om orlov fra den 28. marts 2023, jf. forretningsordenens § 41, stk. 3, litra a.

Det er over for mig oplyst, at det er godtgjort, at sygdom foreligger.

Hvis ingen gør indsigelse, vil jeg betragte det som vedtaget, at der meddeles orlov som ansøgt, og at stedfortræderen indkaldes som midlertidigt medlem.

Det er vedtaget.

Det næste punkt på dagsordenen er:

3) Indstilling fra Udvalget til Valgs Prøvelse:

Godkendelse af stedfortræder som midlertidigt medlem af Folketinget for Victoria Velasquez (EL).

Kl. 13:01

Forhandling

Formanden (Søren Gade):

Fra Udvalget til Valgs Prøvelse har jeg modtaget indstilling om, at 1. stedfortræder for Enhedslisten i Fyns Storkreds, Reza Javid, godkendes som midlertidigt medlem af Folketinget fra og med den 28. marts 2023 i anledning af fru Victoria Velasquez’ orlov.

Er der nogen, der ønsker ordet?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Kl. 13:02

Afstemning

Formanden (Søren Gade):

Der stemmes om udvalgets indstilling, og afstemningen starter.

Afstemningen stopper.

For stemte 111 (S, V, M, SF, DD, LA, KF, EL, RV, DF, ALT og NB), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.

Udvalgets indstilling er enstemmigt vedtaget.

Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 3. behandling af lovforslag nr. L 48:

Forslag til lov om ændring af militær retsplejelov. (Styrkelse af mulighederne for at pågribe militært personel, der er narkopåvirket i tjenesten).

Af forsvarsministeren (Troels Lund Poulsen fg.).

(Fremsættelse 09.02.2023. 1. behandling 21.02.2023. Betænkning 16.03.2023. 2. behandling 23.03.2023).

Kl. 13:02

Forhandling

Formanden (Søren Gade):

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Kl. 13:02

Afstemning

Formanden (Søren Gade):

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse. Afstemningen starter.

Afstemningen slutter.

For stemte 111 (S, V, M, SF, DD, LA, KF, EL, RV, DF, ALT og NB), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er enstemmigt vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 3. behandling af lovforslag nr. L 53:

Af skatteministeren (Jeppe Bruus).

(Fremsættelse 01.03.2023. 1. behandling 14.03.2023. Betænkning 21.03.2023. 2. behandling 23.03.2023. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

Kl. 13:03

Forhandling

Formanden (Søren Gade):

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Kl. 13:03

Afstemning

Formanden (Søren Gade):

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse, og afstemningen starter.

Afstemningen slutter.

For stemte 112 (S, V, M, SF, DD, LA, KF, EL, RV, DF, ALT og NB), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er enstemmigt vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 3. behandling af lovforslag nr. L 55:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om social service. (Bemyndigelse til at indføre lavere medicintilskudsgrænser i 2023 m.v.).

Af indenrigs- og sundhedsministeren (Sophie Løhde).

Kl. 13:04

Forhandling

Formanden (Søren Gade):

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Kl. 13:04

Afstemning

Formanden (Søren Gade):

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse. Afstemningen starter.

Afstemningen slutter.

For stemte 100 (S, V, M, SF, DD, KF, EL, RV, DF, ALT og NB), imod stemte 10 (LA), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Det næste punkt på dagsordenen er:

7) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 14:

Forslag til folketingsbeslutning om, at sundhedsvæsenet også skal indebære tandbehandling (borgerforslag).

(Fremsættelse 05.01.2023. 1. behandling 07.02.2023. Betænkning 14.03.2023).

Kl. 13:04

Forhandling

Formanden (Søren Gade):

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Kl. 13:05

Afstemning

Formanden (Søren Gade):

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse. Afstemningen starter.

Afstemningen slutter.

For stemte 18 (SF, EL og ALT), imod stemte 93 (S, V, M, DD, LA, KF, RV, DF og NB), hverken for eller imod stemte 0.

Forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.

Det næste punkt på dagsordenen er:

8) Udvidet partilederdebat.

Kl. 13:07

Formanden (Søren Gade):

Jeg vil bede partilederne om at tage plads. Den udvidede partilederdebat er den sjette debat som led i en forsøgsordning med partilederdebatter, som Udvalget for Forretningsordenen besluttede i november 2018. Det er tredje gang, der afholdes udvidet partilederdebat, og sidste gang var den 5. april sidste år.

Partilederdebatten afvikles på den måde, at hver partileder har 3 minutters taletid til en tale fra talerstolen. Talerne afholdes i den almindelige partirækkefølge, og alle partiledere sidder på første og anden række i salen efter partistørrelse. Til hver tale har de øvrige partiledere adgang til to korte bemærkninger på hvert ½ minut, og der er den samme tid til besvarelse. Jeg kan oplyse, at man får ordet i den rækkefølge, man har trykket sig ind. Da debatten er for partilederne, vil vi i dag ikke bruge de normale tiltaleformer minister eller ordfører, men derimod »hr.« og »fru« og vedkommendes navn eller »partilederen«.

Jeg giver nu ordet til fru Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet.

Kl. 13:08

(Partileder)

Mette Frederiksen (S):

Tak for det. Vi har igennem den seneste uges tid hørt om danskere, der har ventet alt for længe på deres behandling for tarmkræft. Det er mennesker, der er alvorligt syge, og man kan ikke betegne det som andet end et svigt. Det er en alvorlig situation, og det er også i mine øjne et tillidsbrud, der er uacceptabelt. I fredags fremlagde indenrigsministeren en genopretningsplan på kræftområdet, og vi kommer til at følge det her område utrolig tæt.

Det fører mig til det næste. Tidligere i dag holdt regeringen et pressemøde om fremtidens sundhedsvæsen. Lad mig starte med at sige, at vi har et sundhedsvæsen, der på mange måder er godt og stærkt. Vi har fri og lige adgang til sundhed, i hvert fald på papiret; vi har højt specialiserede sygehuse; vi har dygtige medarbejdere; der er stadig flere af os, der overlever sygdomme, vi ikke ville have overlevet tidligere; og rigtig, rigtig meget går godt.

Men – og der er også et men – det er mit indtryk, at rigtig mange danskere kan se det samme, som jeg ser i sundhedsvæsenet, nemlig at der er for mange af vores medarbejdere, der løber for stærkt, og at der også på grund af corona er ventelister. Der er nogle pressede akutmodtagelser, og der er nogle underliggende ting, som vi har slåsset med igennem mange år, og som vi endnu ikke har fået løst. Det er ting som geografisk ulighed og mangel på læger – særlig speciallæger – i tyndt befolkede områder, og fordi der er den geografiske ulighed, er der jo altså også en ulighed i adgangen til sundhed.

Samtidig med det har vi nogle lidt mere praktiske, strukturelle udfordringer. Der mangler noget sammenhæng – nogle kalder det en Bermudatrekant – mellem det, der sker hos den praktiserende læge, det, der sker i kommunen, og det, der sker på sygehuset. Man kan kalde det, hvad man vil, men det er patienten, der taber, hvis ikke de forskellige elementer i vores sundhedsvæsen kan finde ud af at tale sammen. Og jeg tror ikke, man skal tage fejl af, at når noget i fundamentet i sundhedsvæsenet ikke fungerer, som det skal, så vil det jo ofte være dem, der har de sværeste levevilkår inden mødet med sundhedsvæsenet, der også kommer til at betale den højeste pris.

Med andre ord har vi behov for at tage mere grundlæggende fat på nogle af udfordringerne, og det har vi jo ikke mindst, fordi vi samtidig ser ind i nogle år, hvor der bliver flere ældre, hvor der bliver flere kronikere, og hvor vi får færre i den erhvervsdygtige alder til at påtage sig de mange forskellige opgaver, der er. Derfor ønsker vi at se fordomsfrit på indretningen af sundhedsvæsenet, og vi vil både håndtere de akutte udfordringer, men vi vil selvfølgelig også gerne sammen med Folketinget og alle andre, der går op i sundhedspolitik, få skabt et grundlag for et stærkere og mere robust fremtidigt sundhedsvæsen.

Når vi har partilederdebatten i dag, er den jo udvidet med de nordatlantiske mandater, og lad mig derfor også bare her indledningsvis sige, at der også er nogle ret store udfordringer på sundhedsområdet, ikke mindst i Grønland, og det vil vi selvfølgelig også have et fokus på.

Tak for ordet.

Kl. 13:11

Formanden (Søren Gade):

Tak for det. Den første, der har bedt om ordet, er fru Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Kl. 13:12

Pia Olsen Dyhr (SF):

Det var rigtig godt, at Arnepensionen i den grad blev et flagskib for Socialdemokratiet i den sidste valgperiode – et vigtigt første skridt i forhold til at genskabe balancen mellem en stigende pensionsalder og afviklingen af efterlønnen. Derfor vil jeg gerne spørge Socialdemokratiets formand, hvordan Socialdemokratiet nu kan gå med til at forøge den ubalance igen og forringe mulighederne for tidligere tilbagetrækning ved at fjerne seniorpensionen.

Kl. 13:12

Formanden (Søren Gade):

Fru Mette Frederiksen.

Kl. 13:12

Mette Frederiksen (S):

Det er helt rigtigt, at vi i Socialdemokratiet har været meget optaget af Arnepensionen og at sikre en værdig tilbagetrækning. Vi har ikke på noget tidspunkt foreslået, at der skulle være en særskilt model med visitation. Altså, vi har faktisk været optaget af nærmest det modsatte, nemlig en rettighedsbaseret tilgang, hvor det er årene på arbejdsmarkedet – som jo meget, meget ofte har en sammenhæng med hårdt nedslidende job – som er det, der ligesom er den grundlæggende mekanisme. Og derfor er vi meget, meget glade for, at et flertal i det daværende Folketing vedtog Arnepensionen. Det flertal er der ikke længere, og derfor er jeg egentlig først og fremmest glad for, at der nu er kommet en regering, som har tænkt sig at videreføre Arnepensionen og også med nogle forslag til nogle forbedringer.

Kl. 13:13

Formanden (Søren Gade):

Fru Pia Olsen Dyhr.

Kl. 13:13

Pia Olsen Dyhr (SF):

Vi er også glade for Arnepensionen, men vi synes sådan set også, seniorpensionen bidrager med noget. For der er jo folk på arbejdsmarkedet, som ikke har mulighed for at få førtidspension og heller ikke har mulighed for at få Arnepension. Et eksempel er pædagogen fra Silkeborg, som har været mange år på arbejdsmarkedet og har haft mange løft af små børn, men som ikke har mulighed for at få en førtidspension, fordi vedkommende ikke er nedslidt nok, men egentlig er for nedslidt til at fortsætte i sit job og derved har mulighed for at gå på seniorpension. Så er det i virkeligheden ikke en forringelse af tilbagetrækningsmulighederne, at man afskaffer seniorpensionen?

Kl. 13:13

Mette Frederiksen (S):

Altså, det er helt rigtigt, at alle ikke kan få Arnepension, og det har egentlig heller aldrig været vores ønske, at det skulle gælde generelt. Jeg er så i øvrigt enig i, at der kan være nogle, som ikke lever op til de objektive kriterier, hvad angår Arnepensionen, men som alligevel på grund af nogle forhold i deres arbejdsliv kan have behov for en tidligere tilbagetrækning. Det var jo egentlig derfor, at vi oprindelig foreslog, at der også skulle være en eller anden form for mindre visitationsordning som en del af Arnepensionen.

Jeg synes, vi skal prøve at have en snak – også med hinanden, for jeg ved, at SF og Socialdemokratiet er drevet af det samme – om, hvordan vi bedst muligt indretter de her ordninger, så de lever op til de forskellige hensyn, der er. For der er nogle mennesker, der har behov for at kunne trække sig tidligere tilbage. Det er der ingen tvivl om.

Kl. 13:14

Formanden (Søren Gade):

Hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Kl. 13:14

Alex Vanopslagh (LA):

Tak, og tak til fru Mette Frederiksen for talen. Der kom en interessant undersøgelse i dag fra Primetime, hvor man måler på danskernes tillid i det hele taget, og det har man gjort konsekvent de sidste 3 år. Der ser man, at tilbage i 2021 var der 60 pct. af danskerne, der sagde, at de havde tillid til regeringen generelt. I dag er det kun 35 pct. Når man spurgte danskerne tilbage i 2021, om de mente, at Folketinget generelt traf de bedste beslutninger for landet, svarede 59 pct. ja. 32 pct. siger i dag ja. Der er sket en halvering af tilliden til politikerne i den tid, hvor statsministeren har været statsminister, og jeg vil blot høre, hvad fru Mette Frederiksen tror kan være årsagerne til det.

Kl. 13:15

Mette Frederiksen (S):

Det er et godt spørgsmål. Det er i hvert fald under alle omstændigheder en relevant debat, og jeg kan jo så se, at den rammer os alle sammen, ligegyldigt om man er folkevalgt på det ene eller på det andet niveau. Jeg synes, vi skal tage det her meget, meget alvorligt, for tillid er jo selve fundamentet for det åbne, frie danske samfund. Derfor har jeg heller ikke på noget tidspunkt ment, at der har været grundlag for ikke at have tillid til f.eks. myndighederne i Danmark eller til embedsmændene i Danmark eller til mine kolleger her i Folketinget. For min oplevelse er, at vi er drevet af det samme ønske om at gøre det bedste, vi kan, for vores land.

Så kan vi jo se – og det gælder, så vidt jeg kan se, i alle vestlige samfund – at der er den samme tendens, som i høj grad blev accelereret af corona, hvor der har været en meget, meget hård debat. Det har der også været her i Folketingssalen, og det kunne jo være, at vi i fællesskab skulle prøve at skabe rammerne for at tale ordentligt både til og om og med hinanden.

Kl. 13:16

Formanden (Søren Gade):

Hr. Alex Vanopslagh.

Kl. 13:16

Alex Vanopslagh (LA):

Jeg er enig i, at det er bekymrende tal. Altså, der er jo cirka halvt så mange danskere i dag som for blot få år siden, der både har tillid til regeringen, til Folketinget og også til embedsmændene, og coronaperioden kan have noget at sige.

Jeg ved ikke, hvor meget sådan tonen i debatten har noget at sige, men det er jo også oplagt at spørge, om fru Mette Frederiksen føler et særligt ansvar for udviklingen i de her tal, eller om det mere er nogle stærkere kræfter, som fru Mette Frederiksen har svært ved at modvirke.

Kl. 13:16

Mette Frederiksen (S):

Jeg føler et særligt ansvar for alt, der sker i det danske samfund. Jeg kan jo se den samme tendens i mig bekendt rigtig mange andre europæiske lande, og jeg tror, vi må være ærlige over for hinanden og sige, at der skete noget under corona.

Jeg har været med i dansk politik i mere end 20 år, og jeg har med undtagelse af udlændingedebatten, som også ofte har en stor grad af hårdhed i sig begge veje, aldrig oplevet noget lignende som den debat, der var under corona, og jeg har heller aldrig nogen sinde hørt så meget mistænkeliggørelse over for andre danskere eller andre i vores befolkning, myndigheder og andre, som under corona. Så jeg tror, det spiller en rolle.

Men jeg tror ikke, det kan forklare det hele, og under alle omstændigheder har vi i hvert fald et fælles ansvar for få gjort noget ved det. For der er grund til at have tillid. Det er jo det, der er det gode ved Danmark, altså at man kan have tillid til dansk politi, at man kan have det til danske embedsmænd, og at man kan have det til politikerne i Folketinget.

Kl. 13:17

Formanden (Søren Gade):

Hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Kl. 13:17

Martin Lidegaard (RV):

Tak. Jeg har lyst til at fortsætte i samme spor. For kunne en del af tilidsbruddet også være, at vi i forbindelse med nogle af de rigtig store kriser – og her tænker jeg måske på den største krise, nemlig klimakrisen – faktisk overhovedet ikke leverer noget? Eller rettere sagt: Regeringen leverer jo ikke på udbygningen af vedvarende energi og på mere energieffektivisering.

Vi har i fællesskab lavet nogle mål, som vi fik igennem i den seneste periode, men det står faktisk ret stille med hele implementeringsdelen. I dag er det overshoot day, det vil sige, at den danske befolkning rammer sit ressourceforbrug på kloden allerede i dag, og alligevel står det stille.

Kl. 13:18

Mette Frederiksen (S):

Jeg synes, der er mange udfordringer foran os, og at der bestemt også er områder, hvor jeg godt kunne tænke mig noget stærkere politisk handlekraft hos os alle sammen. Jeg synes ikke, der er nogen grund til at tale den danske klimaindsats ned. Det synes jeg simpelt hen ikke.

Vi har i fællesskab – og det gælder jo også spørgerens eget parti – truffet markante, store beslutninger igennem de senere år, og der ligger nu et regeringsgrundlag, hvor vi går endnu videre. Vi er enige om i de kommende år at sætte fokus på implementeringen, og det lyder jo kedeligt. Ikke desto mindre er det utrolig afgørende, at vindmøllerne kommer op, at power-to-x bliver etableret, og sådan kunne jeg fortsætte.

Så nej, jeg tror ikke, der dér er sådan en en til en-sammenhæng. Men jeg synes også, vi har en fælles opgave i, hver gang vi træffer en beslutning, at gå ud til resten af Danmark og sige: Vi har et samarbejdende folkestyre, vi evner at træffe de her beslutninger, og nu skal vi have det til at virke i fællesskab.

Kl. 13:19

Formanden (Søren Gade):

Hr. Martin Lidegaard.

Kl. 13:19

Martin Lidegaard (RV):

Men desværre er det en lidt anden virkelighed, der er derude. Altså, det er lang tid siden, at der er blevet sat flere vindmøller op på land i Danmark. Ifølge Energistyrelsen vil vi i de næste 2 år ikke øge andelen af megawatt på land. Det går for langsomt med solenergien. Vi er ikke i nærheden af at nå vores mål om en firdobling af VE på land – overhovedet – og regeringen vil ikke foretage sig noget; den vil vente, siger klimaministeren. Og det står bare i skærende kontrast til den handlekraft, som Socialdemokratiets formand havde under corona, hvor man på få uger traf store beslutninger med fynd og klem og med eller uden myndighedernes anbefalinger. Her står det bare bare stille.

Kl. 13:19

Formanden (Søren Gade):

Værsgo.

Kl. 13:19

Mette Frederiksen (S):

Altså, man kan sige, at hvis det var rigtigt, at alting stod stille, så ville jeg dele bekymringen, men det gør det jo ikke. I virkeligheden burde vi jo vende det om og sige, at det jo er fuldstændig vildt, når man kigger på Danmark, at vi både er i stand til at håndtere en pandemi, træffe de mest vidtgående grønne beslutninger, herunder etableringen af en grøn fond, og meget andet, samtidig med at vi har bevæget os på en række forskellige områder som samfund. Det er fuldstændig vildt, hvad vi er lykkedes med igennem de senere år. Lad os da fortsætte det gode samarbejde og også ranke ryggen, for når resten af verden taler om, hvem det er, der kan noget på klima, så er der faktisk rigtig mange af dem, der nævner Danmark. Nogle gange kunne man jo godt ønske sig, at vi også selv turde gøre det noget mere.

Kl. 13:20

Formanden (Søren Gade):

Fru Mai Villadsen, Enhedslisten.

Kl. 13:20

Mai Villadsen (EL):

Tak for det. Det er belejligt, for jeg vil fortsætte lidt i samme spor og spørge ind til klimaområdet. For et sted, hvor det ikke bare står stille, men går tilbage, er jo i forhold til Klimarådet. Regeringen fremlagde en finanslov i sidste uge, og hvis den står til troende, risikerer Klimarådet at miste to tredjedele af sin bevilling til nytår. De skal spare. Medarbejderne forsvinder allerede. De kan ikke lave de analyser og anbefalinger til os, som vi har behov for for at handle politisk. Vil fru Mette Frederiksen ikke i dag tilkendegive, at Klimarådet ikke kommer til at miste penge?

Kl. 13:21

Mette Frederiksen (S):

Altså, nu skal jeg først være ærlig og sige, at jeg ikke kender alle bevillinger ned i mindste detalje, hvad angår finansloven. Men jeg tror ikke, den her udfordring eller problemstilling er så meget anderledes end den, vi har stået i i mange andre sammenhænge, nemlig at der er en bevilling, der udløber på et tidspunkt. Det er så ikke i år, det er næste år, og der vil jo komme en finanslov inden da. Den fremlægger regeringen på vanlig vis i august, hvor man så må tage stilling til, hvordan man vil prioritere midlerne.

Det lyder på mig, som om det er den problemstilling, vi også en gang imellem står i på det sociale område og på andre områder, hvor der er nogle bevillinger. Der kan man jo vælge politisk, når vi når dertil, at sige: Vi ønsker at videreføre Klimarådets arbejde, og så afsætter man pengene. Det er ikke en anderledes problemstilling end en, vi har stået i her i Folketinget rigtig, rigtig mange gange før.

Kl. 13:22

Formanden (Søren Gade):

Fru Mai Villadsen.

Kl. 13:22

Mai Villadsen (EL):

Det er sådan set fuldstændig korrekt, men det, vi også kunne vælge at gøre, var at sige i fællesskab: Vi afsætter pengene til Klimarådet. Der skal ikke være tvivl om deres bevilling; medarbejderne skal ikke forsvinde; de bliver ikke nødt til at planlægge med mindre arbejde. Det ville være et i mine øjne fuldstændig forkert signal at sende i så voldsom en klimakrise, og også når man har en regering, som i hvert fald siger, at den vil handle på kriserne og handle ansvarligt. Så derfor mener jeg ikke, det er ansvarligt at udskyde den handling, men at man bør gøre det nu, og det håber jeg virkelig at regeringen vil gøre.

Kl. 13:22

Mette Frederiksen (S):

Der er jo indkaldt til forhandlinger om finansloven for i år, som er en anden type finanslov. Vi er her ved udgangen af marts, og der har været et folketingsvalg. Men hvis det er et ønske, vil det jo være naturligt at lade det være en del af de forhandlinger, der nu pågår i Finansministeriet.

Kl. 13:22

Formanden (Søren Gade):

Fru Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne.

Kl. 13:22

Inger Støjberg (DD):

Tak. Jeg vil godt vende lidt tilbage til det, som hr. Martin Lidegaard og hr. Alex Vanopslagh talte om, nemlig tillidskrise. For kunne tillidskrisen til regeringen hænge sammen med, at regeringen ikke gør det samme efter et valg, som man sagde før et valg? F.eks. lovede fru Mette Frederiksen, at inden for de første 100 dage ville der være et modtagecenter i Rwanda, om man så skulle gå enegang, i hvert fald hvis man vandt valget. Og det må man da sige at fru Mette Frederiksen gjorde. Så kunne tillidskrisen simpelt hen bl.a. hænge sammen med, at man ikke gør det samme før et valg som efter et valg, bl.a. i forhold til modtagecenteret i Rwanda?

Kl. 13:23

Formanden (Søren Gade):

Værsgo.

Kl. 13:23

Mette Frederiksen (S):

Jeg vil sige to ting. Jeg har selvfølgelig ikke på noget som helst tidspunkt sagt, at hvis vi vandt igen, ville der være lavet et modtagecenter inden for 100 dage. Det kunne jeg ikke drømme om at påstå, for det er der ikke nogen der ville kunne sige med nogen som helst form for troværdighed. Det, jeg har sagt i adskillige interviews, er, at vi ville arbejde videre med idéen, og jeg har i øvrigt i mange debatter her i Folketingssalen sagt, at det her ikke er noget, man gør over hverken en nat eller på et år. Det er så i øvrigt et arbejde, der pågår, altså at få lavet et nyt asylsystem, og tingene flytter sig, også i den europæiske diskussion. Så det der er i hvert fald ikke på nogen som helst måde korrekt. Og så vil jeg sige i forhold til det andet, at jeg synes, at man skal gøre alt, hvad man overhovedet kan, for at der er en sammenhæng mellem det, man siger imellem valgene og i valgkamp, og det, man siger efterfølgende. Det er også sådan, at vi er et samarbejdende folkestyre, og derfor skal vi altså kunne samarbejde med hinanden og ikke en til en insistere på at gøre det på præcis vores egen måde. Det kommer Danmarksdemokraterne jo heller ikke til i de forhandlinger, vi kommer til at indgå i sammen.

Kl. 13:24

Formanden (Søren Gade):

Fru Inger Støjberg.

Kl. 13:24

Inger Støjberg (DD):

Vi agter trods alt at holde fast ved det, vi sagde før et valg, også efter et valg. Men mit spørgsmål går så egentlig bare helt simpelt ud på: Hvem er det egentlig i regeringen, der blokerer for det her? Er det Moderaterne alene? Er det Venstre? Eller har De Radikale alligevel fået lidt mere at skulle have sagt, end man lige regnede med? Så jeg synes da, at det er underligt. For vi har jo i Mette Frederiksen en statsminister, der normalt absolut ikke er bange for at bruge sit flertal – tværtimod. Så i forhold til det der med et samarbejdende folkestyre og sådan noget: Jo jo, men man er absolut ikke bange for at bruge sit flertal.

Kl. 13:25

Mette Frederiksen (S):

Igen vil jeg sige to ting. Altså, jeg tror da ikke overhovedet ikke på, at Danmarksdemokraterne ikke kommer til indgå nogen kompromiser med andre partier i den her valgperiode. Vi kommer da til at lave masser af brede aftaler her i Folketinget, hvor partiet ønsker at indgå, og hvor man ikke en til en kan få gennemført sin egen politik. Selvfølgelig er det sådan. Altså, når danskerne vælger 12 partier til Folketinget, så skal vi jo kunne samarbejde med hinanden og ikke insistere på at gøre tingene på vores egen måde. Hvad angår modtagecenter og behov for et nyt asylsystem, står der klart i regeringsgrundlaget, at vi arbejder videre med den her tanke. Det er noget, vi ønsker at gøre i samarbejde med andre, og der sker rigtig, rigtig meget på den europæiske dagsorden. Og lad mig bare give et eksempel, nemlig i forhold til det nederlandske parlament, som har pålagt regeringen at arbejde sammen med Danmark på det her område. Det er jo faktisk et rigtig, rigtig vigtigt skridt i realiseringen af en meget, meget god idé.

Kl. 13:25

Formanden (Søren Gade):

Hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti.

Kl. 13:26

Søren Pape Poulsen (KF):

Tak for det. Regeringen har foreslået en halvering, så alle studerende skal have en kortere universitetsuddannelse end i dag. Vi synes nok, det er et ret vidtgående forslag og lidt af et eksperiment med vores universiteter. Vi har jo så taget handsken op og sagt: Vi laver et andet forslag, hvor vi laver en lille forsøgsordning, og så dimensionerer vi for resten.

Vi opnår det samme på arbejdsudbud, og vi opnår det samme på økonomi. Så i stedet for det eksperiment kunne man jo gå lidt vores vej og lande den der. Hvordan forholder regeringen sig til det forslag?

Kl. 13:26

Mette Frederiksen (S):

Jamen for det første vil jeg kvittere for, at man er gået ind i forhandlingerne og også kommer med egne forslag. Det synes jeg kun er positivt. Jeg tror, jeg lige vil rette en misforståelse – eller jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke mig: Det er jo ikke, fordi regeringen har et ønske om at halvere universitetsuddannelserne.

Vi har et ønske om at reformere universitetsuddannelserne med henblik på at tage bestik af den virkelighed, de studerende er i, mens de studerer, men også det arbejdsmarked, de kommer ud på efterfølgende, og dermed i virkeligheden lave en ny form for kandidatuddannelse, hvor nogle skal vare længere, potentielt, end dem, der er i dag, og nogle skal vare kortere. Men så skal der til gengæld være mere fokus på indholdet og kvaliteten af den undervisning, der pågår. Men grundlæggende er det positivt, at De Konservative ønsker at forhandle videre.

Kl. 13:27

Formanden (Søren Gade):

Hr. Søren Pape Poulsen.

Kl. 13:27

Søren Pape Poulsen (KF):

Men man skal jo passe på, at en reformation ikke bliver til en revolution. Det vil vi jo tale imod til enhver tid. Det er bare sådan, at vi kan ende i en situation, hvor vi laver så voldsomt, grundlæggende om, at den samme uddannelse skal have flere forskellige længder, og jeg ser for mig et væld af bureaukrater, vi skal have ansat til at styre alt det der. Og jeg tænker: Det er jo ikke, fordi vi leder efter endnu flere mennesker til at komplicere vores samfund.

Hvad er det, der er i vejen med vores forslag om bare at dimensionere og lave en lille forsøgsordning? Det giver det samme, som regeringens. Det er en foræring, vi er kommet med, og jeg synes, man skulle tage den positivt ned.

Kl. 13:28

Mette Frederiksen (S):

Jeg tror ikke, jeg vil sige, der er noget i vejen. Altså, vi har to forskellige forslag, og min fornemmelse er, at der er andre partier, som også er med i forhandlingerne, og som har nogle idéer, og det må vi jo så forhandle videre om.

Jeg er meget enig i, at vi ikke har noget behov for en yderligere bureaukratisering. Det, vi til gengæld har behov for, ligegyldigt hvor forhandlingerne måtte ende – og jeg synes, det vil være godt, hvis flere partier er med – er jo, at det her bliver implementeret på en måde, så det også kommer til at fungere i virkelighedens verden. Og det er så noget, vi i fællesskab må understøtte.

Kl. 13:28

Formanden (Søren Gade):

Fru Anna Falkenberg, Sambandsflokkurin.

Kl. 13:28

Anna Falkenberg (SP):

Tak. I Sambandspartiet er vi meget optaget af, at vi bliver bedre til at samarbejde om udenrigs- og sikkerhedspolitikken i rigsfællesskabet i det hele taget. Så derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge formanden for Socialdemokratiet om, hvad hun synes om idéen om, at man inddrager de relevante udvalg i rigsfællesskabet mere og på en eller anden måde etablerer sådan et udvidet kontaktudvalg for udvalgene i de relevante parlamenter i rigsfællesskabet.

Kl. 13:29

Mette Frederiksen (S):

Først og fremmest ønsker vi jo også fra regeringens side et endnu tættere samarbejde, og det er i det lys, man skal se, at vi har etableret et kontaktudvalg, og det fungerer ret godt.

Der er jo lidt forskel på, om det er et øget samarbejde mellem parlamenterne eller det er et øget samarbejde mellem regeringer, men man kan jo gøre begge dele på samme tid. Og jeg har, kan man sige, ansvaret for regeringens udenrigspolitiske samarbejde, men regeringen blander sig jo ikke på den måde i, hvad der foregår i Folketingets tilrettelæggelse af arbejdet i f.eks. Det Udenrigspolitiske Nævn; det er jo et folketingsanliggende.

Derfor vil jeg jo sige, at hvis man ønsker et samarbejde mellem de tre parlamenter, tror jeg egentlig, at der vil være stor lydhørhed over for det. Som formand for Socialdemokratiet kan jeg godt bakke det op, men som statsminister koncentrerer jeg mig om regeringernes samarbejde.

Kl. 13:29

Formanden (Søren Gade):

Fru Anna Falkenberg.

Kl. 13:29

Anna Falkenberg (SP):

Det er nemlig også det, jeg vil sige, inden min spørgerunde er slut. Det går meget stærkt her og nu. Jeg ved godt, at det er noget, som Folketinget skal beslutte, men jeg er meget glad for, at der er en lydhørhed blandt Folketingets partier over for idéen om at udvide det, så vi også bliver bedre i parlamenterne til at tale sammen. For det er der, hvor udenrigs- og sikkerhedspolitikken rigtig bliver stadfæstet, og for mig er det vigtigt, at den også bliver forankret på Færøerne, også i det færøske parlament. Så det er egentlig bare en tilkendegivelse. Tak.

Kl. 13:30

Mette Frederiksen (S):

Som formand for Socialdemokratiet kan jeg sige, at der er en meget, meget stor interesse i Socialdemokratiet for rigsfællesskabet. Vi har mange folketingsmedlemmer, der er optaget af mange forskellige aspekter, så jeg kan ikke forestille mig andet, end at der vil være et ønske om et endnu tættere samarbejde.

Kl. 13:30

Formanden (Søren Gade):

Tak for det. Det næste, der får ordet, er fru Franciska Rosenkilde, Alternativet.

Kl. 13:30

(Partileder)

Franciska Rosenkilde (ALT):

Tak for ordet, tak for talen. Jeg er sikker på, at fru Mette Frederiksen kender til den seneste IPCC-rapport, som viser et temmelig dystert billede af klimapolitikken; bl.a. forudser klimaeksperterne jo, at vi kan forvente en global temperaturstigning på omkring 1½ grad allerede i 2030, hvilket er tidligere og mere massivt end først antaget. På den baggrund vil jeg høre Mette Frederiksen, om det giver nogen særlig anledning til at skærpe Socialdemokratiets klimapolitik?

Kl. 13:31

Mette Frederiksen (S):

Altså, for det første er IPCC-rapporten meget, meget dyster læsning, og det er helt rigtigt, at det ser værre ud igen. Det er ikke første gang, vi prøver det – nu er vi der så igen. Og jo, det giver bestemt anledning til at skærpe yderligere og sætte tempoet endnu mere op. Igen vil jeg sige – med risiko for, at det kommer til at lyde kedeligt – at vi jo har besluttet os for, at de kommende år i høj grad er implementeringsår, for vi skal have mere vedvarende energi, vi skal videre på power-to-x, og vi skal i gang med en større omstilling af dansk landbrug. Det er alt sammen arbejde, som vi glæder os til at samarbejde med Folketinget omkring også.

Kl. 13:31

Formanden (Søren Gade):

Fru Franciska Rosenkilde.

Kl. 13:31

Franciska Rosenkilde (ALT):

Nu er jeg jo en af dem, der ikke synes, at implementering og handling lyder kedeligt, tværtimod. Det er faktisk noget af det, vi efterlyser allermest hos den her regering. Men vi har også lige hørt fra Nationalt Center for Miljø og Energi, at udledningerne i Danmark faktisk viser sig at være steget fra 2021 til 2022; det vil sige, at man ikke rigtig har set resultaterne af alle de her fine planer, der er lavet, endnu. Så vil fru Mette Frederiksen kalde det for akut handling?

Kl. 13:32

Mette Frederiksen (S):

Jeg synes, det er svært at påstå andet, end at der er behov for akut handling, når det handler om klimaet. Der også behov for langsigtede løsninger, men det bliver nødt til at være i en vekselvirkning. Vi har travlt på klimaområdet, og derfor har vi jo også været enige om på tværs af partierne at sætte nogle meget, meget høje klimamål, som vi er kommet godt i gang med at få lavet beslutninger omkring. Nu skal vi have det hele til at virke.

Vi har så også – i hvert fald i regeringen – sat os yderligere ambitiøse klimamål. Men ja, der er et akut behov for at komme videre på klimaspørgsmålet.

Kl. 13:33

Formanden (Søren Gade):

Fru Aaja Chemnitz, Inuit Ataqatigiit.

Kl. 13:33

Aaja Chemnitz (IA):

Mange tak, og også tak til formanden for at udtale partinavnet. En særlig tak til fru Mette Frederiksen, fordi du nævner et samarbejde med Grønland på sundhedsområdet. Faktisk kommer du mig i forkøbet, fordi det er noget af det, jeg kommer til at tale lidt om. Undskyld, hvis jeg bruger direkte tiltale.

I Grønland er der dobbelt så stor dødelighed i forhold til kræftpatienter, og derfor er det enormt meningsfuldt at tale om, men spørgsmålet er selvfølgelig også: Hvordan kan vi samarbejde? Og hvor skal man lægge snittet? Så de spørgsmål vil jeg stille. Tak.

Kl. 13:33

Mette Frederiksen (S):

Jeg har jo altså ikke færdige svar på det her. Det er jo noget, vi skal have en drøftelse med hinanden om. Jeg har også set tallene. Og de udfordringer, vi oplever i det danske sundhedsvæsen, med mangel på medarbejdere, oplever man jo også i Grønland, måske endda endnu mere. Der er også noget demografi, som kommer til at udfordre i Grønland og allerede er i gang med at udfordre Grønland. Så mit forslag vil jo være, at vi intensiverer samarbejdet på det her område, vel vidende at det ikke er let at løse – det er det hverken i Danmark eller i Grønland. Men når jeg nævner det i min indledning, er det selvfølgelig også for at sende et signal om, at vi godt ved, at det her også er noget, resten af rigsfællesskabet er mindst lige så optaget af, som vi er her.

Kl. 13:34

Formanden (Søren Gade):

Fru Aaja Chemnitz.

Kl. 13:34

Aaja Chemnitz (IA):

Mange tak. Det er jo i hvert fald en rigtig god start for at kunne svare på, hvordan vi kan samarbejde mellem Grønland og Danmark. I dag betaler vi ca. 138 mio. kr. for grønlandske patienter, som er på danske sygehuse, og det er jo et af de områder, man eventuelt kunne gå ind og kigge på, bl.a. i forhold til hvordan man kan sikre, at der er direkte adgang til kræftpakker i Danmark. Kunne man fra Socialdemokratiets side forestille sig, at det kunne være et af de områder?

Kl. 13:34

Mette Frederiksen (S):

Jeg synes ikke, at det ville være rigtigt at stå og lave en så konkret forhandling på kræftområdet i en debat af den her karakter, men det er klart, at kræftområdet er et vigtigt anliggende. Men jeg tør ikke sådan lige stå og skrive under på en specifik aftale.

Kl. 13:35

Formanden (Søren Gade):

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Kl. 13:35

Morten Messerschmidt (DF):

Det er, ligesom om det er svært for fru Mette Frederiksen, hver gang det skal være for konkret. Det kan jeg måske på den ene side godt forstå, for ting skal jo aftales på den rigtige måde, men på den anden side kunne det jo være, at en af årsagerne til den voksende mistillid til den her regering og måske endda til Mette Frederiksen som person er, at tingene nogle gange kommer meget pludseligt, uden varsel, og ellers er meget ukonkrete. Det gælder f.eks. det svar, hun forsøgte at give til fru Pia Olsen Dyhr om tilbagetrækningsregler. Altså, kunne vi da ikke bare få en melding om, om man agter at fjerne seniorførtidspensionen, og hvornår det så skal ske?

Kl. 13:35

Mette Frederiksen (S):

Men det er jo simpelt hen ikke rigtigt at påstå, at jeg ikke kan finde ud af at arbejde konkret. Jeg gør jo ikke andet i min hverdag. Men jeg kan jo ikke stå i Folketingssalen og lave en konkret aftale om kræftområdet inden for rigsfællesskabet. Jeg tror ikke, at der er nogen, der står her på talerstolen og laver en aftale om kræftområdet i rigsfællesskabet. Det er jo noget, vi forhandler om. Det er noget, der kræver nogle overvejelser, og det er i øvrigt noget, der kræver et samarbejde mellem naalakkersuisut og den danske regering og ikke kun er et anliggende for Folketingssalen. Så det er også noget med – nu blev det lige sagt i forlængelse heraf – at vi simpelt hen har nogle forhandlinger og nogle diskussioner nogle forskellige steder.

Kl. 13:36

Formanden (Søren Gade):

Hr. Morten Messerschmidt.

Kl. 13:36

Morten Messerschmidt (DF):

Nu gjorde hun det igen. Altså, hun brugte et helt minut på ikke at svare på det spørgsmål, jeg stillede. Det er da virkelig påfaldende. Jeg ved ikke, om det er noget, man skal gå på særlige skoler for at lære. Men nu prøver jeg så at spørge igen: Agter den her regering at fjerne seniorførtidspensionen? Og hvornår skal det så ske?

Kl. 13:36

Mette Frederiksen (S):

Det var jo, fordi det var et spørgsmål, der blev stillet lige efter en anden dialog, og derfor svarede jeg på det konkrete. I forhold til seniorpension, Arnepension og tilbagetrækning i det hele taget har vi nogle overvejelser i regeringsgrundlaget, og det er noget, vi arbejder videre med politisk herfra.

Kl. 13:37

Formanden (Søren Gade):

Tak for det. Den næste, der får ordet, er fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Kl. 13:37

Pernille Vermund (NB):

Tak for det. Jeg vil gerne spørge til noget helt andet. Fru Mette Frederiksen og de øvrige ledere af partierne i regeringen har kaldt regeringen for et arbejdsfællesskab. Man har afskaffet store bededag, og nu taler vi om uddannelser, som skal forkortes, og alt det her er jo for at skabe noget arbejdsudbud. Det er en reformdagsorden, og det er jo meget teknisk.

Det, jeg godt kunne tænke mig at spørge ind til, er noget, som måske stikker lidt dybere eller rager lidt højere op. Det handler om dannelse, om ånd, om kultur og om, om der i regeringen er et kulturelt og værdimæssigt fællesskab, som man bygger politikken på.

Kl. 13:37

Mette Frederiksen (S):

Ja, det er der absolut, og det gælder på en række områder. Jeg tror, jeg her vil slå ned på det, der nok er vigtigst for de fleste danskere, og det er jo ikke alene vores opbakning til, men også kærlighed til det danske velfærdssamfund. Vi er alle sammen produkter af det. Vi tror på det. Vi vil det, men vi vil ikke nøjes med, at det varer vores tid ud. Og noget af det, der forener de tre partier, der er i regering nu, er både en bekymring for, men jo også en analyse af, at det ikke kommer til at holde mere end vores tid ud, hvis ikke vi gør nogle ting anderledes. For med de demografiske forandringer forude og med de udfordringer, der er, f.eks. hvad angår rekruttering, så risikerer vi et stadig dårligere velfærdssamfund, og det ønsker vi ganske enkelt ikke for danskerne.

Kl. 13:38

Formanden (Søren Gade):

Fru Pernille Vermund.

Kl. 13:38

Pernille Vermund (NB):

Men når jeg spørger, er det jo netop, fordi det er svar som det her, man ofte får. For mig handler værdien af vores velfærdssamfund i langt højere grad om, om der er en villighed til, at vi hjælper hinanden i svære stunder; om der er en tillid til, at naboen også hjælper mig, hvis jeg hjælper ham. Det er jo der, vores fælles kultur og vores fælles værdier bliver så utrolig vigtige. Så kan vi tale økonomi, reformer og alt muligt andet, men hvis vi diskuterer de emner, som hr. Alex Vanopslagh har diskuteret, nemlig tillid, så er det jo noget af det, der er helt afgørende for, om vi også i fremtiden har et velfærdssamfund, altså at det ikke kun er pengene, men også det, at vi har tillid til hinanden, at vi føler et fællesskab. Hvor meget fylder det i en regering, som er et arbejdsfællesskab?

Kl. 13:39

Mette Frederiksen (S):

Det fylder rigtig meget, og det er jo rigtigt, at et velfærdssamfund ikke bare er lovene, reguleringerne og de økonomiske og politiske prioriteter. Det er jo også, hvordan vi møder hinanden som mennesker, om der er sammenhængskraft, om der er noget, der forener os, om vi vil hinanden, om vi overholder spillereglerne. Men det er jo også, om ens bedsteforældre kan få en ordentlig pleje den dag, de kommer på et plejehjem. Det er jo også, om det barn, der har dårlige opvækstbetingelser, får en bedre skolegang, end forældrene fik, så han eller hun kan få lov til at forme sit eget liv. For mig er det jo værdipolitik, om der er et stærkt velfærdssamfund. Men det er jo nok, fordi jeg er socialdemokrat, at jeg har det sådan.

Kl. 13:39

Formanden (Søren Gade):

Så siger vi tak til fru Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet, og jeg byder nu velkommen til hr. Troels Lund Poulsen fra Venstre.

Kl. 13:40

(Partileder)

Troels Lund Poulsen (V):

Politik handler om at gøre det, man mener er bedst for Danmark. Venstre er en del af regeringen, fordi vi ønskede at tage ansvar for at udvikle og fremtidssikre Danmark og for at give et bedre og stærkere Danmark videre til de næste generationer. Ingen kan være tjent med månedlange ventelister på behandling i sundhedsvæsenet og at blive overladt til sig selv, når man har brug for hjælp, som virker, til at gøre noget ved den mistrivsel; at blive efterladt på sidelinjen blandt de 45.000 andre unge, der hverken er i gang med uddannelse eller i arbejde; at blive glemt og klemt i en bunke af bureaukrati i den offentlige sektor; at opleve, at gevinsten ved hver dag at gå på arbejde er begrænset; at være vidne til, at udviklingen er gået i stå i det område, hvor man bor, og føle, at væksten og mulighederne kun findes i de større byer. Det skal vi gøre bedre.

Det er bl.a. derfor, Venstre er gået med i regeringen, for regeringen er en reformregering, der vil gøre Danmark til et endnu bedre land at leve i. Gennem reformer vil regeringen sikre, at der bliver flere, som bliver en del af det arbejdende fællesskab. Gennem reformer vil regeringen gøre Danmark rigere. Gennem reformer vil vi udvikle og styrke vores velfærd, sætte den offentlige sektor fri, sætte mennesker før systemet, skaffe den arbejdskraft, der er nødvendig for at levere velfærd af høj kvalitet, sikre værdighed, trivsel, bedre uddannelser og et stærkere sundhedsvæsen og ikke mindst også have fokus på den grønne omstilling.

I Venstre har vi opsat fire politiske fyrtårne, som vi synes det er vigtigt at arbejde med i regeringen: reformer, der sikrer en stærk økonomi, for det første; en genopretning af dansk forsvar som det andet; et velfærdssamfund, der sætter mennesker før systemet, som det tredje; og som det fjerde en ansvarlig grøn omstilling. Vi vil helt grundlæggende være med til at styrke, forbedre og fremtidssikre Danmark. Det kræver reformer ikke bare at gøre et hjørne af Danmark lidt dejligere, for hele landet skal gøres bedre. Vi er i gang, og ikke mindst er vi startet på at levere resultater. Men det tager tid, og derfor glæder vi os også til at få gennemført regeringsgrundlaget og håber også, at vi her i Folketinget kan få en god og konstruktiv drøftelse.

Vi rækker hånden ud til et samarbejde med Folketingets partier, og vi håber også, at vi i den forbindelse kan lave mange brede aftaler. Allerede inden for de første måneder har vi jo taget initiativ til at lave flere politiske aftaler sammen, og med det ser jeg frem til dagens debat.

Kl. 13:42

Formanden (Søren Gade):

Tak for det. Hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Kl. 13:42

Alex Vanopslagh (LA):

Tak for det, og tak for talen. Jeg kan jo forstå, at Venstre er gået ind i den her regering i noget, man kalder et arbejdsfællesskab. Det er vældig fint – det skal Venstre ikke høre et ondt ord om. Jeg betragter jo stadig væk på mange punkter Venstre som en del af den borgerlige familie. Det kan godt være, at vi ikke er et arbejdsfællesskab lige nu, men vi har, som jeg ser det, et værdifællesskab; vi deler nogle grundlæggende værdier, og det finder jeg er vigtigt og også noget, vi kan bygge videre på. Og jeg vil egentlig blot høre hr. Troels Lund Poulsen, om hr. Troels Lund Poulsen mener, at Venstre i højere grad deler værdigrundlag med Socialdemokratiet end med Liberal Alliance.

Kl. 13:43

Troels Lund Poulsen (V):

Det værdigrundlag, Venstre er optaget af, er sådan set at få arbejdet gjort. Der er jo ret mange udfordringer, som det danske samfund står over for på den korte og den lidt længere bane. Og det er jo ikke nogen hemmelighed, at Liberal Alliance og Venstre deler synspunkter om en lang række ting, men derfor kan det også undre, at de synspunkter, vi har i forhold til at gøre Danmark rigere, har Liberal Alliance på mange måder endnu ikke haft lyst til at være en del af.

Kl. 13:43

Formanden (Søren Gade):

Hr. Alex Vanopslagh.

Kl. 13:44

Alex Vanopslagh (LA):

Jamen nu forholder jeg mig ikke til alt det politiske fægteri herinde, men alene til det her med værdigrundlag. Jeg mener, at vi deler værdigrundlag – altså, vi tror på nogle værdier om personligt ansvar og frihed, også frihed til at vælge; vi tror på det sunde i konkurrence, også på velfærdsområderne; vi tror på retsstaten og et globalt udsyn. Det er nogle af de værdier, vi har tilfælles. Og det eneste, jeg vil høre, er, om hr. Troels Lund Poulsen mener, at Venstre i højere grad deler værdigrundlag med Socialdemokratiet end med Liberal Alliance

Kl. 13:44

Troels Lund Poulsen (V):

Arh, sådan kan man nok ikke gøre det op. Alle de eksempler, som hr. Alex Vanopslagh giver, er rigtige, men man kan jo godt dele mange fine værdier, hvor der så er langt til handling. Og det er jo det, der er lidt ærgerligt. Jeg kan huske, at vi har haft lange og vigtige diskussioner om at reformere Danmark. Vi skulle have et stort arbejdsudbud. Og derfor undrer det mig lidt, at Liberal Alliance, når man har de værdier, så ikke har lyst til at være med til at gøre noget.

Kl. 13:45

Formanden (Søren Gade):

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Kl. 13:45

Morten Messerschmidt (DF):

Jeg forstår sagtens, at Venstre har disponeret, som man har. I en situation, hvor fru Mette Frederiksen jo sådan set kunne have lænet sig tilbage med et massivt rødt flertal og ladet Enhedslisten og alle mulige andre helt ude på fløjen svinge taktstokken, så synes jeg egentlig, at det er anerkendelsesværdigt, at Venstre er gået ind og har forsøgt at trække det her i en mere midtersøgende retning, en mere borgerlig retning. Men det er jo klart, at man også skal kunne se effekterne af det. Det er ikke nok, at der bare er nogle Venstrefolk i ministerbilerne. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, om hr. Troels Lund Poulsen kunne nævne tre ting i det finanslovsforslag, som vi skal førstebehandle i morgen, som ikke ville have været med, hvis ikke Venstre havde siddet i regering.

Kl. 13:45

Troels Lund Poulsen (V):

Ja, det kan jeg da sagtens gøre. Den model, der var, i forhold til at indføre lagerbeskatning for ejendomme, er jo pillet ud. Så var der hele diskussionen om frit valg for gymnasieelever, og der er nu sat en stopper for og en prop i hele den diskussion. Det tredje er jo sådan set, at vi nu også sikrer en ansvarlig økonomi.

Kl. 13:46

Formanden (Søren Gade):

Hr. Morten Messerschmidt.

Kl. 13:46

Morten Messerschmidt (DF):

Hr. Troels Lund Poulsen og jeg vil sikkert ikke være uenige om, at der er meget af det, venstrefløjen laver, som er uansvarligt, men det er vel ikke sådan en konkret ting at sige, at den her finanslov bliver økonomisk ansvarlig, fordi Venstre sidder i regering? Man kan vel heller ikke direkte sætte et link imellem en gymnasiereform, der ikke er fjernet, men er udskudt, og så finansloven? Og så vil jeg give en anerkendelse af, at lagerbeskatningen ikke var decideret rød politik. Men er det det? Er det det, man har vekslet sine mandater til? Finansloven er vel den væsentligste lov i året. Er der ikke noget, som gør Danmark bare sådan lidt mere liberalt end lige, at man ikke har fået den lagerbeskatning ind, som de røde partier havde drømt om?

Kl. 13:46

Troels Lund Poulsen (V):

Det er jo meget pudsigt. Jeg skal give tre eksempler, og når jeg så giver tre eksempler, er det de forkerte eksempler. Altså, hr. Morten Messerschmidt bad om tre eksempler, og det var så de tre forkerte eksempler, og det er jo fair nok. Jeg synes, at de her eksempler illustrerer, at vi gør en forskel, og det er jo ikke sådan, at jeg går op i, hvornår Venstres politik bliver gennemført en til en. Jeg går op i, at den her regering får gennemført sit regeringsgrundlag, og jeg går sådan set også op i, at Dansk Folkeparti tager et medansvar for det, og det håber jeg man gør.

Kl. 13:47

Formanden (Søren Gade):

Fru Mai Villadsen, Enhedslisten.

Kl. 13:47

Mai Villadsen (EL):

Jeg kan da hjælpe hr. Troels Lund Poulsen og sige, at finansloven nok havde set lidt anderledes ud, hvis Enhedslisten havde været med. Men jeg vil gerne spørge om noget andet, nemlig om klima, miljø og selvfølgelig landbrug. En Venstremand, som jeg har meget stor respekt for, nemlig tidligere klimaordfører og minister Tommy Ahlers, udtalte for nylig i Deadline, at vi ikke kan nå vores klimamål uden at omlægge dele af den animalske produktion i landbruget. Er hr. Troels Lund Poulsen enig med sin partifælle i det?

Kl. 13:47

Troels Lund Poulsen (V):

Altså, jeg er enig med Enhedslisten i, at vi har lavet en god landbrugsaftale, som jo tager afsæt i, at dansk landbrug skal udvikles og ikke afvikles. Det er bl.a. derfor, vi kommer til at have større fokus på plantebaseret produktion, og det kommer da også til at betyde, at det bliver produceret på nogle af de arealer, hvor der er i dag bliver produceret andre råvarer.

Kl. 13:48

Formanden (Søren Gade):

Fru Mai Villadsen.

Kl. 13:48

Mai Villadsen (EL):

Det vil jeg sådan set tage som et positivt svar, og jeg ser frem til forhandlingerne om en CO2-afgift på landbrugsområdet, for der mener jeg jo, at den skal bevirke, at vi netop kommer til at producere mere plantebaseret og dermed mere klimavenligt. Så jeg tager det som et ja til, at hr. Troels Lund Poulsen er enig med sin partikollega, og det er jo godt.

Så vil jeg spørge til en anden ting. PFAS er en kæmpe bekymring for rigtig mange, og et af stederne, hvor PFAS stadig bliver udledt, er gennem sprøjtemidler. Vi har simpelt hen tilladt, at PFAS bliver sprøjtet ud på vores marker. Vil regeringen og hr. Troels Lund Poulsen være med til at stoppe det?

Kl. 13:48

Troels Lund Poulsen (V):

Først og fremmest er jeg meget enig i, at PFAS er en kæmpestor udfordring, og det har flere forskellige partier her i Folketinget jo også bragt til bordet. Jeg ved, at bl.a. SF har interesseret sig meget for det spørgsmål – ret skal være ret – og jeg vil også tro, at Enhedslisten har det. Jeg mener også, der skal gøres noget. Vi har også nogle udfordringer på Forsvarsministeriets arealer, som kræver politisk handling. Men når det så er sagt, anerkender jeg i forhold til sprøjtemidler, at vi i dag har en model, hvor sprøjtemidler bliver godkendt i Miljøstyrelsen, og det har jeg ikke tænkt mig at lave om på. Så hvis Miljøstyrelsen kan godkende sprøjtemidlerne, må det være, fordi de lever op til de regler, der gælder.

Kl. 13:49

Formanden (Søren Gade):

Fru Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti.

Kl. 13:49

Pia Olsen Dyhr (SF):

Jeg havde egentlig tænkt mig at spørge om noget andet, men når nu vi kom ind på det her med både miljø, klima og drikkevand, og tak til Enhedslisten for det, så vil jeg egentlig gerne lige følge lidt op.

En af de store udfordringer, vi har i dag, er jo, at halvdelen af vores drikkevandsboringer er lukket. Det betyder, at vi ikke kan bruge dem til at lave drikkevand til vores vandhaner, fordi de er for forurenede. Vi vil jo så gerne beskytte den anden halvdel, og et element tilbage fra Venstres partiformand, hr. Jakob Ellemann-Jensens, tid var jo, at man skulle lave forbud mod sprøjtegifte omkring drikkevandsboringer, og det skulle faktisk gennemføres i 2023. Jeg vil gerne høre, hvad Venstre mener om det i dag.

Kl. 13:50

Troels Lund Poulsen (V):

Vi mener jo det samme, som da aftalen blev indgået. Problemet er så bare, at vi her i Folketinget ikke har været gode nok til at følge op på den aftale. Det er jo sådan set bare en kritik af os alle sammen. Jeg tror, vi er i en situation, hvor der er indgået BNBO-aftaler for 5-7 pct. af det samlede areal, og det er jo ikke acceptabelt; det er en udfordring. Derfor ved jeg også, at miljøministeren nu har indkaldt til møde med ordførerne for at finde ud af, hvordan man kan lave en handlingsplan. Det er der et stærkt behov for, og der er også et stærkt behov for, at det her kommer til at ske hurtigt, for det er ikke acceptabelt, at det har taget så lang tid.

Kl. 13:50

Formanden (Søren Gade):

Fru Pia Olsen Dyhr.

Kl. 13:50

Pia Olsen Dyhr (SF):

Det er jeg rigtig glad for, for vi får brug for at gennemføre et forbud mod sprøjtegifte rundt om drikkevandsboringerne. Det lader jeg ligge.

Den anden ting – og det var faktisk den ting, jeg oprindelig ville spørge om – var det, at vi lige om lidt skal bruge rigtig mange penge på vores fælles forsvar. Det er vi indstillet på i SF. Vi mener, det er helt nødvendigt. Der er rigtig mange opgaver, der hænger.

Vi har så også en udfordring med økonomistyring på forsvarsområdet. Tilbage i 2009, da forliget blev indgået, altså det, der gjaldt for 2010-2015, sagde SF's forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, at det var vigtigt, at man fik økonomistyring i Forsvarsministeriet. Det er ikke blevet mindre vigtigt. Jeg vil gerne høre, hvad hr. Troels Lund Poulsen mener der vil være klogt at anvende de her penge til, og hvordan vi sørger for, at de også faktisk bliver brugt til det.

Kl. 13:51

Troels Lund Poulsen (V):

Jeg tænker, at jeg – med respekt for at regeringen og statsministeren også er til stede – måske ikke lige skal offentliggøre udspillet for, hvordan man kan bruge pengene, i dag. Dertil har jeg dog også en vis respekt for statsministeren. Men når det er sagt, er det jo helt afgørende, at de penge, der bliver tilført forsvaret – eller for den sags skyld de penge, der allerede i dag bliver brugt i forsvaret – bliver brugt på en fornuftig måde, og at man har kontrol over, hvor de bliver brugt henne.

Derfor kommer vi med forsvarsforligskredsen, som SF jo også er en del af, nu til at diskutere, hvordan vi kan lave en langt bedre økonomistyring end det, der har været tilfældet før. Og vi må sige, at det bl.a. er, fordi departementet i Forsvarsministeriet ikke har været dygtige nok til at bruge den muskelkraft, der skal til, for at kunne følge pengestrømmen.

Kl. 13:52

Formanden (Søren Gade):

Fru Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne.

Kl. 13:52

Inger Støjberg (DD):

Tak. Nu var hr. Morten Messerschmidt jo inde på, at Venstre er blevet sådan et lidt nøjsomt parti, i forhold til hvad man får gennemført. Man kan sige, at et sted, hvor man ikke har været nøjsom, er med hensyn til at bryde valgløfterne. Det kan godt være, vi lige skal trække vejret ind, for bare lige dem, man kan huske i hovedet, kan man få brug for noget luft til: Man ville have haft en blå statsminister, en advokatundersøgelse af mink, sælge Ørsted, man ville ikke have haft i IS-kvinderne hjem fra lejrene, og man ville ikke give flere penge til arbejdsløse indvandrere osv. osv.

Men et sted, hvor man faktisk har holdt fast, er, at man vil indføre en CO2-afgift på landbruget. Og derfor vil jeg bare lige spørge: Vil hr. Troels Lund Poulsen i dag garantere, at den CO2-afgift, som man vil indføre på landbruget, ikke kommer til at lukke arbejdspladser i landdistrikterne og på landbrugene?

Kl. 13:53

Troels Lund Poulsen (V):

Tak for spørgsmålet fra en kender af Venstres politik, kan man jo sige. I forhold til det med den blå statsminister husker jeg, at jeg deltog i en debat sammen med hr. Morten Messerschmidt og fru Inger Støjberg på det sted – af alle steder – der hedder CEPOS. Og jeg husker fra den debat i november måned, at det, der fremstod tydeligt, var, at adspurgt om, om man kunne pege på en anden forhandlingsleder end Mette Frederiksen, sagde fru Inger Støjberg og hr. Morten Messerschmidt, og nu citerer jeg hr. Morten Messerschmidt: Det kommer aldrig som i aldrig som i aldrig nogen sinde til at ske.

Der var diskussionen, om man kunne have bragt hr. Martin Lidegaard eller hr. Lars Løkke Rasmussen i spil. Derfor kan man sige, at der valgte man jo så at give serveretten til fru Mette Frederiksen som forhandlingsleder. Og det synes jeg var ærgerligt, men sådan er det, og det lever jeg også med.

Kl. 13:54

Formanden (Søren Gade):

Fru Inger Støjberg.

Kl. 13:54

Inger Støjberg (DD):

Altså, det er jo egentlig sjovt; jeg spurgte til CO2-afgift på landbruget og fik så en sang fra de varme lande omkring et møde i CEPOS. I øvrigt har jeg lige ladet mig referere fra Politiken – jeg læser jo ikke Politiken, men jeg har hørt det – at i weekenden har hr. Troels Lund Poulsen faktisk sagt, at det egentlig var hans idé, at man skulle lave en regering hen over midten, allerede på valgaftenen. Det står hen i det uvisse, og jeg glæder mig meget til opfølgningen på den sag.

Men det, jeg bare spurgte om helt straight, var: Kan hr. Troels Lund Poulsen garantere, at den CO2-afgift, som man kommer til at indføre på landbruget, ikke kommer til at fjerne arbejdspladser i landdistrikterne og på landbrugene?

Kl. 13:54

Troels Lund Poulsen (V):

Der bliver spurgt om meget, og jeg kan ikke nå at svare på det hele. Jeg skal nok svare på CO2. I forhold til spørgsmålet om, hvad jeg måtte have sagt på valgaftenen, har jeg ikke på valgaftenen sagt, at man skulle gøre Mette Frederiksen til statsminister. Hvem der måtte have sagt det, ved jeg ikke. Jeg kan bare konstatere, at det ikke er noget, jeg selv har sagt. At Politiken måtte skrive noget, der er forkert, er nok hverken første eller sidste gang. Det tror jeg også spørgeren ved.

Derudover er der det i forhold til en CO2-afgift, at en CO2-afgift på landbrug jo skal være balanceret. Det siger sig selv. Man kan læse regeringsgrundlaget, og der har vi jo de to hensyn, at man skal lave en CO2-afgift, der sikrer, at landbruget får en grøn omstilling, men at det skal være med respekt for, at man ikke sender produktion og arbejdspladser ud af Danmark.

Kl. 13:55

Formanden (Søren Gade):

Hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti.

Kl. 13:55

Søren Pape Poulsen (KF):

Tak. Nu lyttede jeg lidt til, hvad der blev sagt i forbindelse med det spørgsmål, som hr. Alex Vanopslagh stillede, og det er ikke, fordi jeg vil gå ind i spørgsmålet om værdifællesskaber og sådan noget. Men hr. Troels Lund Poulsen gav et svar om arbejdsudbud, hvor han sagde, at det var svært at forstå, hvorfor vi ikke omfavnede nogle af de ting, der så kom.

Nu er debatten om store bededag ovre; man har entydigt valgt at lytte til nogle økonomer og glemt resten, som siger, at det ikke kommer til at give det arbejdsudbud. Nu diskuterer vi så uddannelse. Der har vi et forslag, og regeringen har et forslag, som begge skaffer det samme arbejdsudbud. Man kunne også bare vælge at samle de arbejdsudbudsmuligheder op, der ligger foran en. Det, Helle Thorning-Schmidt gjorde, var, at hun foretog en mindre fremskrivning af overførselsindkomsterne på nær folkepensionen og førtidspensionen. Det ville give 9.000 i arbejdsudbud, og det ville give 3,7 mia. kr. og 7,5 pct. på bnp. Det er en reform, der ligger lige foran jeres fødder, så hvorfor tager I den ikke bare – jeg går ud fra, at I er enige i den - i stedet for at sige, at I er så modige? Den dér ligger lige foran jeres fødder.

Kl. 13:56

Troels Lund Poulsen (V):

Jeg har bestemt ikke brug for at sige, at jeg er modig – overhovedet ikke. Jeg tillod mig bare sige, at jeg jo ved, at Det Konservative Folkeparti har været meget optaget af, at man skulle have en ambitiøs økonomisk politik. Jeg kan endda også huske, at man – og det er ikke hr. Søren Pape Poulsen, men den politiske nestor inden for økonomisk politik hr. Rasmus Jarlov – gentagne gange har understreget, hvor uambitiøs Venstre var. Og så undrer det mig bare, at når Venstre så går med i noget, som giver et arbejdsudbud, så er de første, der råber og skriger om, at det må stoppe, Det Konservative Folkeparti. Jeg husker, at Det Konservative Folkeparti gik til valg på en meget ambitiøs økonomisk politik.

Kl. 13:57

Formanden (Søren Gade):

Hr. Søren Pape Poulsen.

Kl. 13:57

Søren Pape Poulsen (KF):

Ja, men Det Konservative Folkeparti går op i andet end økonomi og arbejdsudbud – vi går også op i vores værdier, vores traditioner og vores historie og det, det ellers bærer med sig. Og der er jo meget få økonomer, der tror på effekterne af det med store bededag.

Men hvad med det, jeg spurgte om, altså det med de 9.000 i arbejdsudbud, I bare kan samle op ved at foretage en mindre fremskrivning af overførselsindkomsterne? Helle Thorning-Schmidt gjorde det, og Venstre stemte for. Hvad er problemet? Hvorfor gør I det ikke bare? Det er så nemt.

Kl. 13:57

Troels Lund Poulsen (V):

Jeg ved ikke, hvad der er nemt, for det ser da ud, som om der er mange ting, som regeringen forslår, der er relativt svære, men som jeg ville synes var nemme. Men når det så er sagt, så kan man godt mene noget om store bededag og for den sags skyld også have en ambition med hensyn til arbejdsudbud og samtidig bekende sig til værdier og traditioner. Det synes jeg er vigtigt lige at slå fast her, for jeg bekender mig sådan set til de samme ting.

Skal man gå videre med det forslag? Det synes jeg ikke umiddelbart at man skal. Vi har jo præsenteret et forslag, der giver 45.000 i arbejdsudbud, og det synes jeg er en god vej at bevæge sig ad.

Kl. 13:57

Formanden (Søren Gade):

Hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Kl. 13:57

Martin Lidegaard (RV):

Tak. Jeg vil gerne spørge lidt nærmere ind til det fjerde af Venstres nye fyrtårn, nemlig den ansvarlige grønne politik, som vi hilser velkommen. Men hvad ligger der i det med ansvarlighed? Det kunne jeg godt tænke mig at høre lidt mere til. For vi finder det ikke specielt ansvarligt, som tingene kører i øjeblikket, eller rettere sagt, som de ikke kører.

Statsministeren vil gerne tegne et billede af, at vi stadig væk er nummer et i klassen, men når vi kigger på implementeringsgraden – eller manglen på den – så går udbygningen af VE på land jo historisk langsomt. Udbygningen af VE på havet er forsinket, og jeg hører et erhvervsliv, der står og råber og skriger på handling fra regeringen, og der sker stadig væk ikke noget. Det er ikke ansvarligt i min optik, bl.a. fordi udbygningen af VE jo nu om dage giver penge til statskassen og den ikke koster penge.

Kl. 13:58

Troels Lund Poulsen (V):

Lige i forhold til det sidste, som hr. Martin Lidegaard siger, om, at udbygningen af VE nu om dage giver penge til statskassen, tror jeg ikke, man en til en kan sige det. Jeg tror også, der findes projekter, som vil koste statskassen relativt mange penge, men lad det være. Det er ikke for at lave en polemisk diskussion.

Jeg er hundrede procent enig i, at det, der mangler nu i diskussionen omkring den grønne omstilling, er handling. Altså, ord har der været nok af, og derfor vil jeg jo også sige, at det, der er en prioritet for regeringen, er, at vi nu får stillet de vindmøller op, både på havet, men for den sags skyld også her på land. Der findes jo nogle meget store ambitiøse projekter omkring udbygningen med vindmøller på land – det, der hedder energiparker – som vi bliver nødt til ved fælles hjælp at fremme. Og der tror jeg også, Folketinget bliver nødt til at interessere sig for den sag, for at det kan lade sig gøre, bl.a. gennem anlægslove.

Kl. 13:59

Formanden (Søren Gade):

Hr. Martin Lidegaard.

Kl. 13:59

Martin Lidegaard (RV):

Det glæder mig overordentlig meget at høre, at hastighed er det, der driver hr. Troels Lund Poulsen. Og jeg vil også sige, at jeg er enig i, at det ikke er alle vedvarende energiprojekter, der pr. definition giver penge til statskassen. Men den samlede satsning på hele det grønne område og de erhvervsklynger, vi har på det her område, giver så store perspektiver beskæftigelsesmæssigt og økonomisk, at jeg sammenlagt set er ret overbevist om, at det er noget, som vi står os rigtig godt ved økonomisk, også selv om enkelte projekter måske vil kræve støtte.

Når jeg spørger, er det selvfølgelig, fordi der lige er blevet fremsat et finanslovsforslag, hvor der jo ikke er sat nogen penge af til det grønne område. Og der, hvor det koster lidt investeringer, mod at man så får en kæmpe gevinst hjem senere, er der ikke sat penge af, altså til at lave de investeringer.

Kl. 14:00

Troels Lund Poulsen (V):

Men det tror jeg ikke er helt rigtigt. For der er jo sat masser af penge af i finansloven til allerede besluttede grønne initiativer. Jeg ved jo, at Radikale Venstre og Venstre sådan set også har været med til at lave en aftale med den tidligere regering om en grøn fond, som nu begynder at materialisere sig her i løbet af 2024, sådan som jeg husker det.

Så jeg mener sådan set, vi har gjort rigtig, rigtig mange gode ting. Der er jo også lavet en lang række grønne aftaler, som har en effekt allerede nu. Men det, der vel er afgørende, er jo at sikre, at nogle af de ting, som der i øjeblikket er en ambition om, så også bliver – om man så må sige – omsat fra papir til handling. Og det er det, jeg synes vi skal bruge vores kræfter på.

Kl. 14:00

Formanden (Søren Gade):

Fru Franciska Rosenkilde, Alternativet.

Kl. 14:01

Franciska Rosenkilde (ALT):

Tak. Alternativet og Venstre er begge landbrugspartier, dog nok med en ret forskellig vision. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre hr. Troels Lund Poulsen, om han forestiller sig et fremtidens landbrug med færre produktionsdyr.

Kl. 14:01

Troels Lund Poulsen (V):

Altså, jeg har jo ikke noget imod dyr. Jeg synes faktisk, at dyr er søde. Og jeg vil også sige, at produktionsdyr er vigtige, fordi de er med til at skabe arbejdspladser. Det, der må være afgørende, er jo at se på, hvordan miljøbelastningen er. Jeg tror, at der er rigtig, rigtig mange slagteriarbejdere, der vil være kede af, hvis man i morgen sagde, at der ikke måtte blive produceret slagtesvin i Danmark. Så det er ikke den doktrin, jeg forfølger.

Kl. 14:01

Formanden (Søren Gade):

Fru Franciska Rosenkilde.

Kl. 14:01

Franciska Rosenkilde (ALT):

Så jeg må forstå Troels Lund Poulsens svar sådan, at der ikke skal være færre produktionsdyr. Hvordan vil man forene det med både skovrejsning, renere drikkevand, bedre biodiversitet og færre og mindre klimagasudledninger?

Kl. 14:02

Troels Lund Poulsen (V):

Det er jo ikke sådan, at det at have slagtesvin i Danmark betyder, at man ikke kan lave skovrejsning. Altså, jeg har aldrig hørt, at det skulle være en forhindring. Man kan sagtens lave en lang række politiske initiativer, som er med til at fremme en grøn omstilling, og stadig væk have svineproduktion i Danmark. Man skal jo også huske på, at det ikke er sådan, at verdens CO2-udledninger bliver bedre ved, at slagtesvinsproduktionen bliver flyttet til Polen. Altså, hvis man har den forestilling, er det jo en naiv forestilling, og den deler jeg ikke, hvis det altså er det, som Alternativet giver udtryk for – det ved jeg ikke om det er.

Kl. 14:02

Formanden (Søren Gade):

Fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Kl. 14:02

Pernille Vermund (NB):

Jeg vil gerne blive i landbrugspolitikken. I Nye Borgerlige er vi jo som bekendt imod en CO2-afgift på landbruget, men vi er også et parti, som gerne strækker sig langt for at finde en løsning og være konstruktive, når det netop handler om landbruget. Og noget af det, jeg gerne vil spørge ordføreren om, er, om Venstre som landbrugsparti kunne overveje – og jeg ved godt, at Venstre er i regering – hvis man nu insisterer på at indføre den her CO2-afgift, at man så 1) fjerner tilsvarende skatter og afgifter et andet sted, det plejer at være gammel Venstrepolitik, og 2) medtager optaget af CO2 i landbruget i beregningerne.

Kl. 14:03

Troels Lund Poulsen (V):

Først og fremmest vil jeg også gerne kvittere for et fint samarbejde omkring landbrugspolitik historisk, men forhåbentlig også i fremtiden med Pernille Vermund – det har vi jo haft rigtig, rigtig mange gode drøftelser om med den daværende regering. Altså det, man gerne vil have fra Pernille Vermunds side, er, at man skal lave om på opgørelsesmetoden; det skal vi så lige forbi FN og have godkendt, så det får vi nok ikke lige klaret i morgen. Det er en meget, meget svær proces. Det er jo ikke, fordi jeg har noget imod, at man tager den diskussion, men jeg tror ikke, det er realistisk på den korte bane.

I forhold til hvordan landbruget skal være, om man så må sige, når der indføres CO2-afgift, så må vi jo diskutere det på det tidspunkt, for det er selvfølgelig afgørende, at det her ikke betyder, at landbruget, om man så må sige, mister indtægter og arbejdspladser og får eroderet sit grundlag.

Kl. 14:04

Formanden (Søren Gade):

Fru Pernille Vermund.

Kl. 14:04

Pernille Vermund (NB):

Men når jeg spørger, er det jo, fordi Venstres skattestop i sidste valgperiode og i tidligere valgperioder har været ret afgørende. Jeg er med på, at man på klimaet har en kattelem i forhold til skattestoppet. Men her drejer det sig jo om et landbrug, hvor det ikke alene handler om arbejdspladser i landbruget, men også i følgeerhvervene, og hvor det er sådan, at hvis man lukker arbejdspladser, kan det have store konsekvenser for de dele af landet, hvor det er meget svært at finde et nyt arbejde, hvis man bliver arbejdsløs. Så kunne man ikke overveje at lade principperne omkring skattestoppet komme ind her og så sige, at hvis man indfører en CO2-afgift, skal man lette skatter og afgifter tilsvarende andre steder i landbruget?

Kl. 14:04

Troels Lund Poulsen (V):

Altså, jeg synes, vi har skrevet det ganske udmærket i regeringsgrundlaget, hvor der jo står, at provenuet ved at indføre en CO2-afgift skal føres tilbage til det erhverv, der måtte blive pålagt en CO2-afgift. Hvordan og hvorledes man så måtte lave en konkret CO2-afgift og lave den konkrete tilbageførsel af provenuet kommer vi jo til at diskutere. Jeg vil gerne her i dag sige, at det findes der ikke nogen let løsning på. Bare det at indføre en CO2-afgift kan være meget, meget besværligt i forhold til at kunne lave opgørelsesmetoder på bedriftsniveau.

Men den tid, den glæde. Det vender vi jo tilbage til, og så får vi rig lejlighed til at diskutere det, og det tror jeg også jeg får med fru Pernille Vermund.

Kl. 14:05

Formanden (Søren Gade):

Med det siger vi tak til hr. Troels Lund Poulsen fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til hr. Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne.

Kl. 14:05

(Partileder)

Lars Løkke Rasmussen (M):

Tak for det. Vi har haft så travlt med at arbejde i det der arbejdsfællesskab, at jeg ikke rigtig har haft tid til at forberede 3 moderate minutter. Men det træffer sig heldigvis sådan, at jeg er enig i alt, hvad formanden for Socialdemokratiet sagde, og hvad hr. Troels Lund Poulsen fra Venstre sagde. Så jeg kan egentlig ikke lægge så meget til andet end måske det ene, at jeg i min egenskab af politisk leder for Moderaterne havde den fornøjelse at være til årsmøde i weekenden, og det var lidt af en fest, for det faldt jo sammen med en markering af regeringens første 100 dage.

Det er klart, at når man kommer – og det gør jeg jo så – fra et parti, som er stiftet på den raison d'etre, at det vil være en god idé at få de store holistisk tænkende partier, der står nærmest midten i dansk politik, til at bøje sig ind mod hinanden i stedet for at bøje sig ud mod yderfløjene, så kan man kun være glad for, at vi har fået den her regering, som nu går i gang med at reformere det her samfund, så det kan holde mere end vores tid ud; det er senest markeret her i formiddag med nedsættelsen af en Sundhedsstrukturkommission, som med helt friske øjne kan se på, hvordan vi bedst indretter et sammenhængende sundhedsvæsen, hvor sygehuse, læge, kommune og det hele spiller sammen.

Det var en fest at være til Moderaternes årsmøde, men det var jo samtidig også alvorstungt, og noget af det, jeg selv tog hjem med, var et indlæg i den politiske debat fra et af vores nye hovedbestyrelsesmedlemmer, Mads Sebbelov, som den 21. april 2020 måtte tage afsked med sin 15-årige datter, Josephine, som døde, mens hun stod på akutlisten og ventede på et nyt hjerte. Og det synes jeg på en eller anden måde hænger sammen med det, fru Pernille Vermund var inde på, nemlig hvad det er for et samfund, vi har. For det kan vi reformere. Vi kan skrue på skruerne, og vi kan bevilge penge, men omme bag ved det der er der jo mennesker. Der er der et civilsamfund, som vi tror på kunne spille en meget større rolle. Der er nogle mennesker – og det er derfor, vi skal holde fast i velfærdssamfundet – som skal nære tillid til hinanden, og som skal forbi det der punkt, hvor man tænker, at man bare er en borger, som kræver noget af systemet, og i stedet tænker: Jeg er en medborger, som gør noget for nogle andre.

Hele den her debat om organdonation er jo i virkeligheden sådan en debat: Skal man have den formodningsregel, at folk egentlig gerne vil hjælpe andre, og skal man derfor formode, at de er organdonorer, indtil de siger fra, eller skal man have den modsatte formodning? Det synes jeg er en væsentlig debat. Og jeg håber og tror på, at den regering, der nu er skabt, også vil være en regering, der kan facilitere nogle brede politiske drøftelser om de her temaer, hvor det er min klare fornemmelse, at man ikke deler sig efter farvekulør, men altså på en helt anden vis. Det tror jeg skal være mine 3 minutter; det kan jeg se det var, i hvert fald.

Kl. 14:08

Formanden (Søren Gade):

Tak for det. Den første på listen er fru Pia Olsen Dyhr fra Socialistisk Folkeparti.

Kl. 14:08

Pia Olsen Dyhr (SF):

Det er jo tragisk, hvad der sker ude i vores sundhedsvæsen, og det tror jeg faktisk vi alle sammen deler. Jeg bliver bare en smule bekymret, når vi endnu en gang snakker kommissioner. Og det er ikke, fordi jeg ikke kan se, at vi også er nødt til at gøre nogle strukturelle ting. Men hr. Lars Løkke Rasmussen var jo sundhedsminister – eller måske var han indenrigsminister – da vi nedsatte Strukturkommissionen tilbage i 2006-2007. Vi har haft en Lønstrukturkomité, og vi har haft andre kommissioner. Min bekymring er bare, at vi har haft mange kommissioner, hvor vi så også handlede på de akutte problemer, og der er et akut problem i vores sundhedsvæsen lige nu. En del af løsningen er også at finde ud af, hvordan vi får sygeplejerskerne til at blive i faget.

Kl. 14:09

Lars Løkke Rasmussen (M):

Det er jeg helt enig i. Og det er regeringen i øvrigt også. Der skal handles akut, og det er jo også sådan set derfor, at der er vedtaget en akut handleplan til 2 mia. kr. og der i øjeblikket sidder en Lønstrukturkomité. Men det, at vi handler akut, skal ikke betyde, at vi ikke også kigger på de mere strukturelle ting. Og det er det, den her Sundhedsstrukturkommission er et udtryk for. Og ligesom vi tilbage i starten af det her årtusind tog nogle kvantespring på kræftbehandlingen ved at samle vores behandling og organisere det i 5 regioner frem for i 14 amter, så er tiden nu kommet, hvor vi skal gøre os nogle tilsvarende overvejelser for at være sikre på, at sundhedsvæsenet kan hænge sammen på den lange bane.

Kl. 14:10

Formanden (Søren Gade):

Fru Pia Olsen Dyhr.

Kl. 14:10

Pia Olsen Dyhr (SF):

Min bekymring er blot, at vi, hvis vi bruger alle kræfterne på strukturforandringer, så reserverer de problemer, man reelt har, til et tidspunkt endnu flere år ud i fremtiden. Og når jeg taler med det faglige personale – og jeg synes i virkeligheden også, man skulle inddrage dem i den kommission, som regeringen har nedsat, og ikke kun fine folk – så snakker de jo om flere kollegaer, og de snakker om en bedre løn. Og jeg ved godt, at der er nedsat en Lønstrukturkomité. Min bekymring er blot, at de jo får tilbudt en bedre løn i det private, end de gør i det offentlige, og det er vi også nødt til at have en diskussion om, ikke kun i forbindelse med ligeløn, men i forhold til rekruttering til vores sundhedssektor.

Kl. 14:11

Lars Løkke Rasmussen (M):

Det sidste er jo en af grundene til, at Moderaterne gik til valg på at suspendere den behandlingsret, jeg i sin tid selv var med til at opfinde, for at skabe lidt ro i det offentlige sundhedsvæsen i den her situation oven på corona, hvor der er et efterslæb. Det kom vi så ikke igennem med i regeringsforhandlingerne, men vi kom igennem med en forlænget behandlingsgaranti for i virkeligheden at tænke de private lidt anderledes ind, mens det offentlige sundhedsvæsen så at sige genvinder kræfterne oven på corona. Og så vil jeg bare sige, at det at tænke grundigt over, hvordan vi mere omfattende indretter vores sundhedsvæsen, så det holder på den lange bane, jo ikke er en undskyldning for ikke også at handle nu og her. Regeringen gør jo begge dele.

Kl. 14:12

Formanden (Søren Gade):

Fru Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne.

Kl. 14:12

Inger Støjberg (DD):

Tak. Et af de steder, hvor man jo virkelig kan mærke Moderaterne i regeringen, er i udlændingepolitikken, og det er egentlig ikke ment som en ros, når jeg siger det. Men jeg har bidt mærke i, at hr. Lars Løkke Rasmussen både har haft en meget stor glæde over, at IS-kvinderne nu kommer til Danmark – jeg tror sågar, man har sagt, at de kommer »hjem«; jeg synes jo, de er hjemme – og at man vil aflyse Rwandaplanerne. Men en af hjørnestenene i dansk udlændingepolitik er hjemsendelsespolitikken, og der kan jeg se, at Moderaterne med hr. Lars Løkke Rasmussen i spidsen også vil lempe på den. Og det var jo noget af det, som vi lavede sammen i sin tid. Jeg bar det i hjertet, kan jeg sige, og derfor er jeg selvfølgelig uendelig trist over, at hr. Lars Løkke Rasmussen ikke bar det i hjertet og nu gør op med den grundsten, det er, når det handler om at få sendt folk hjem igen, der ikke længere har brug for vores beskyttelse.

Kl. 14:12

Lars Løkke Rasmussen (M):

Men det er der ikke tale om. Altså, det er at overgøre og overfortolke tingene. Vi står fuldstændig på mål for, at når man søger asyl, er det, fordi der er en særlig situation, og hvis den situation ændrer sig, skal man som udgangspunkt hjem. Det kan bare ikke være så hårdkogt et synspunkt – for så har man et hjerte af is – at man ikke også samtidig kan se en lille smule praktisk på det. Og det er lidt meningsløst, når vi taler om unge piger fra Syrien, som de facto ikke kan sendes hjem, men godt kan sendes til et udsendelsescenter, og som er i gang med at tage en uddannelse, vi desperat har brug for i vores velfærdssamfund, og som har gjort sig den ulejlighed at lære vores sprog, hvis ikke man kan omfavne dem. Og det kan man godt, uden at man laver en slap, slap udlændingepolitik.

Kl. 14:13

Formanden (Søren Gade):

Fru Inger Støjberg.

Kl. 14:13

Inger Støjberg (DD):

Det er meget sjældent, at jeg bliver beskyldt for at have et hjerte af is, men det kan jeg så forstå at jeg har i dag. Men jeg vil bare sige, at det jo var noget, som hr. Lars Løkke Rasmussen stod fuldstændig på mål for – troede jeg da i hvert fald – da vi lavede det sammen i sin tid. Og der er jo en grund til, at folk skal hjem igen – det er selvfølgelig, fordi man skal hjem og bygge sit land op igen, og det er vel sådan set fuldstændig rimeligt. Det har altid været sådan, når det handler om udlændingepolitik og flygtningepolitik, at man skal hjem og bygge sit hjemland op, når der er fred igen.

Så hvor mange kommer det her til at handle om? Nu siger hr. Lars Løkke Rasmussen pludselig, at det ikke er særlig mange. Det vil jeg for det første gerne stille mig tvivlende over for. For det andet vil jeg bare sige, at det er en grundsten, som man rokker ved nu, og det betyder selvfølgelig også, at der alt andet lige bliver større grund til at forsøge at komme til Danmark i stedet for til et andet land, for nu er der en slap udlændingepolitik igen, og så kan man få lov til at blive her.

Kl. 14:14

Lars Løkke Rasmussen (M):

Jamen det er jo at se verden meget sort-hvidt at sige, at det forhold, at man river nogle få tidsler op af et overplantet bed med udlændingestramninger, gør, at alt så er slapt. Det ser vi forskelligt på. Jeg kan ikke på 18 sekunder gøre rede for hele det rationale, der har ført til, at jeg står her i dag, men jeg kan da henvise til bøger og artikler og alt muligt, jeg har skrevet. Altså, der er jo en grund til, at jeg – for at sige det på dansk – ligesom fik nok og tænkte: Dansk politik har brug for en tredje vej frem.

Kl. 14:15

Formanden (Søren Gade):

Tak. Den næste spørger er hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti.

Kl. 14:15

Søren Pape Poulsen (KF):

Tak. Jeg vil godt holde lidt fast i hele sundhedsdiskussionen – og tillykke med et veloverstået årsmøde med god stemning og det hele. Jeg kan følge ordføreren langt hen ad vejen, på nær lige glæden over de der 100 dage i regering.

I 2019 lavede vi i fællesskab en aftale omkring en ny sundhedsreform. Den var der ikke flertal for efter et valg; nu kommer der en kommission. Jeg har meget respekt for, at det her ikke er let, men nogle gange frygter jeg også lidt, at vi i søgen efter the silver bullet hele tiden prøver at lave nye tiltag. Er der ikke en vej til, at vi kan lave nogle flere tiltag på vejen derhen, mens vi venter? Altså, jeg tænker på, at vi har en autorisationsordning, hvor man som læge og sygeplejerske venter alt for længe, og at sygeplejerskerne skriger om, at der er for meget bureaukrati. Altså, jeg frygter lidt nogle gange, at vi ikke rigtig får gjort det, vi skal, fordi vi siger, at lige om lidt kommer den store løsning, og det er egentlig bare sådan en bekymring, jeg har for, hvor vores sundhedsvæsen ender henne. Der er ikke noget polemisk i det her spørgsmål. Det er en ægte bekymring.

Kl. 14:16

Lars Løkke Rasmussen (M):

Men sådan oplever jeg det også, og det oplever jeg jo også som en reel bekymring, og den skal man dele. Altså, for det gode må ikke blive det bedstes værste fjende, eller hvordan man siger det, og derfor skal der handles, og det sker jo også. Det er derfor, der er lavet en akutplan, det er jo bl.a. derfor, vi her i Folketinget inden længe skal tage stilling til et lovforslag, der gør, at folk, der er gået på efterløn og stadig virker i sundhedssektoren, også har et økonomisk incitament til det, og det er jo derfor, vi skal tilføre flere ressourcer til SIRI og Styrelsen for Patientsikkerhed, og hvad det nu hedder alt sammen. Det er for at få hele den kø af mennesker, der står ude i udlandet, og som er kompetente og gerne vil arbejde i vores sundhedsvæsen, lidt hurtigere ind. Så vi skal jo ikke bare sidde på hænderne og vente; det er jeg helt enig i.

Kl. 14:17

Formanden (Søren Gade):

Hr. Søren Pape Poulsen.

Kl. 14:17

Søren Pape Poulsen (KF):

Vi tilfører flere ressourcer, og så håber vi, det går bedre. Jeg konstaterer, at 1.700 ansatte i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen ikke har gjort samfundet meget mere enkelt. Men jeg håber så, at det lykkes – at vi får skub på de her autorisationsordninger, at vi lytter til sygeplejerskerne om alt det bureaukrati, der er. Jeg skal ikke sige, at jeg har løsningen. Jeg er bare rigtig ærgerlig over, at den løsning, vi fandt for 4 år siden, ikke vinder lidt mere gehør, for den faldt jo egentlig på en diskussion om organisation og struktur og ikke på indhold, som jeg har forstået det.

Kl. 14:17

Lars Løkke Rasmussen (M):

Det er jeg også personligt ærgerlig over, og lige præcis det spørgsmål dengang omkring regionernes fremtid og sådan noget blev – for nu at være åben omkring det – jo også begyndelsen til enden, måske, på mit eget politiske arbejde i det parti, jeg repræsenterede på det tidspunkt, og er på en eller anden måde blevet sådan et symbol, som alle skyggebokser om. Derfor har der været en lang årrække, hvor der ikke rigtig er nogen, der har lagt arm med det, som alle jo er enige om, altså hvordan vi kaster lys over den der bermudatrekant, og derfor er jeg så uendelig glad for, at vi nu har fået en regering, som har valgt at sige, at nu træder vi et skridt tilbage og ser på det fordomsfrit og uden forhåndsbindinger, og det gælder både dem, der synes, at regionerne er guds gave til folket, og dem, der synes, at det forholder sig omvendt.

Kl. 14:18

Formanden (Søren Gade):

Fru Mai Villadsen, Enhedslisten.

Kl. 14:18

Mai Villadsen (EL):

Tak, og tak for talen. Jeg vil oprigtig gerne kvittere for, at hr. Lars Løkke Rasmussen tager spørgsmålet om organdonation op. Jeg synes, det er virkelig væsentligt, at vi får sikret, at flere får den hjælp, de har behov for.

Men lad os gå til det, jeg egentlig havde forberedt: Jeg har en lille quiz med. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om hr. Lars Løkke Rasmussen kan gætte, hvem der har udtalt følgende for relativt nylig: Danmark har ikke råd til at blive fattigere på viden, og ingen bliver dygtigere af, at vi fjerner ECTS-point fra vores universitetsuddannelser og halverer studietiden for kandidaten.

Kl. 14:19

Lars Løkke Rasmussen (M):

Årh, der er mange, der kunne have sagt det der. Altså, vi står her jo ikke for at deltage i en quiz, og på en eller anden måde synes jeg måske også det er sådan lidt trist, at fru Mai Villadsen starter med at rejse sig op og føle sig en smule inspireret af det, jeg har talt om, men det skal vi så ikke tale om, for vi skal forholde os til det, som man har forberedt hjemmefra. Nu var der nogle, der talte om politikerlede og sådan noget, og måske er det i virkeligheden det. Måske er det i virkeligheden det, at der ikke er nogen, der ligesom samler samtalerne op.

Men jeg er helt tryg ved, at hvis man har forberedt sig grundigt, så har man også lavet kildesøgning på det der citat, og det bliver jeg så konfronteret med nu.

Kl. 14:19

Formanden (Søren Gade):

Fru Mai Villadsen.

Kl. 14:19

Mai Villadsen (EL):

Det har man, og jeg kan jo konstatere, at der er forskel på forberedelsesniveauerne i dit og mit parti, men jeg prøvede nu alligevel at være venlig i forhold til talen. Jeg synes faktisk, det er et væsentligt spørgsmål, for det er hr. Jakob Engel-Schmidt, som har sagt det, en minister for Moderaterne, og jeg er rørende enig i, hvad han har sagt. For det er farligt at lave det eksperiment med vores uddannelsessystem, som regeringen nu er gået ind på, og derfor vil jeg virkelig gerne spørge: Hvad er det, der har ændret sig? Er det bare en følge af et politisk kompromis? Er man virkelig blevet overbevist om, at det her er klogt, eller er man klar til at lytte til nogle af de mange andre partier, der har bedre modeller? For det her er farligt, og det havde hr. Jakob Engel-Schmidt ret i.

Kl. 14:20

Lars Løkke Rasmussen (M):

Jamen altså, en del af det er jo et politisk kompromis, og jeg er sådan set varm tilhænger af idéen om et politisk kompromis, for hvis alle folk bare står på deres udgangspositioner, kan man jo ikke lave noget om. Vi har haft nogle meget gode drøftelser omkring det her, som jo gør, at det også præsenteres i en form, hvor vi for første gang i mange, mange år øger antallet af internationale studiepladser i Danmark, antallet af engelsksprogede studiepladser; at taxameter 1, som ikke var en del af den tidligere regerings finanslovsforslag, nu er en del af den nye regerings forslag; at det ikke kun handler om at gøre uddannelser kortere, men også at gøre nogle af dem længere; at det handler om at have et helt andet efteruddannelsesperspektiv; og at det jo så i øvrigt skal følges op senere med en indsats, der handler om vores ungdomsuddannelse. Det er jo det samlede billede, vi skal kunne se os selv i, og vi kan fint se os selv i det samlede billede.

Kl. 14:21

Formanden (Søren Gade):

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Kl. 14:21

Morten Messerschmidt (DF):

Jeg vil gerne høre, hvad hr. Lars Løkke Rasmussens tanker så er i forhold til at løse det helt åbenlyse problem med organdonation. For det rejser jo den grundlæggende diskussion om, hvem der har adkomsten til vores krop, når vi dør. Er det staten? Eller er det den enkelte? Er det familien? Jeg kan ikke med mig selv – og jeg har slet ikke engang prøvet med mit parti endnu, så det kommer først i anden række – finde ud af, hvad det rigtige er. Nu har hr. Lars Løkke Rasmussen jo i den grad haft indflydelse på dansk sundhedspolitik igennem mange år. Noget er gået godt, noget venter vi stadig væk på. Men har hr. Lars Løkke Rasmussen et bud på, hvordan vi håndterer problemet med de manglende organer? Så tror jeg da, det ville befordre diskussionen frem for bare at bede om en debat.

Kl. 14:22

Lars Løkke Rasmussen (M):

Ja, jeg har et bud. Det er så mit personlige bud. Mit parti har ikke endnu en fastlåst position på det. Jeg tror måske i virkeligheden også, at vi burde have den tilgang til politik en gang imellem, at vi godt tør eje et problem et stykke tid uden at have den endegyldige løsning.

Jeg går personligt ind for formodet samtykke, og det er ikke, at staten ejer ens organer. Det er en slags formodningsregel om, at folk, hvis de ellers havde taget aktivt stilling, nok var endt der. Det går jeg selv ind for. Men der er jo mange skridt, man kan tage på vej derhen. Man kan indføre en eller anden form for obligatorisk stillingtagen – der kan være mange skridt. Men hvis ikke man diskuterer det, fordi man måske måtte blive berøringsangst over for nogle af de her svære debatter, så finder man jo i hvert fald aldrig en løsning.

Kl. 14:22

Formanden (Søren Gade):

Hr. Morten Messerschmidt.

Kl. 14:22

Morten Messerschmidt (DF):

Eller kunne man måske begynde at tænke mennesket som andet end bare et individ? Måske kunne man også indtænke familien i en større sammenhæng, altså sådan at man turde, hvis et menneske bliver ramt af livstruende sygdom, opfordre til, at det er en samtale, man er nødt til at tage. Altså, hvad er perspektivet i det? Kunne man måske ovenikøbet gå derhen, hvor man siger, at hvis den afdøde ikke har taget stilling til spørgsmålet, jamen så har familien en indflydelse? Altså, jeg ville synes, det var relevant, at vi begyndte at inddrage de mennesker, som vi jo deler alle andre dele af tilværelsen med, både de glædelige og de smertefulde, i de her spørgsmål, når den enkelte ikke har gjort det op med sig selv, frem for at vi bare siger, at der er formodet samtykke, og at staten får ret.

Kl. 14:23

Lars Løkke Rasmussen (M):

Det allerbedste ville jo være, hvis vi alle sammen, mens vi var i live, tog personligt stilling. Det har jeg f.eks. selv gjort. Det er måske ikke så sandsynligt, at jeg efterlader mig noget særlig brugbart, men derfor har jeg nu alligevel taget stilling. Jeg forholder mig til virkelighedens verden, og vi har ad mange, mange omgange, også i de år, hvor jeg selv har været her, med kampagner og den slags ting forsøgt at rykke det her, og virkeligheden ude på sygehusene er, at der er en række situationer, hvor der ikke bliver brugt organer, fordi tiden løber fra det, og det er det, der aktualiserer den her debat. Når det er sagt, er jeg selvfølgelig enig i, at der skal være en pårørendeinddragelse.

Kl. 14:24

Formanden (Søren Gade):

Hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Kl. 14:24

Martin Lidegaard (RV):

Jeg kan jo starte med at sige, at jeg er helt på linje med hr. Lars Løkke Rasmussen, hvad angår organtransplantation, og det er mit parti også. Et helt andet sted i verden, som beslaglægger rigtig meget af min tankevirksomhed i øjeblikket – og det ved jeg også gælder hr. Lars Løkke Rasmussen – er jo situationen i Ukraine og tabene af tusindvis af liv, unge mennesker, der mister livet hver dag.

For mig er det en ubærlig tanke, at EU stadig baserer 10 pct. af sit gasforbrug på import fra Rusland. Vi pumper milliarder af euro direkte ind i Putins krigsmaskine, og det var jo baggrunden for, at vi for et år siden besluttede, at vi ville ud af det, og at vi også ville hjælpe de borgere, der er fanget med et gasfyr. Det sker ikke. Kunne vi ikke skrue op for det, både af hensyn til Danmarks sikkerhed, af hensyn til gasfyrejerne og af hensyn til klimaet?

Kl. 14:25

Lars Løkke Rasmussen (M):

Jeg er fuldstændig enig i, at vi skal have fart på den grønne omstilling, og at den ved siden af det, der jo er hovedsigtet, nemlig at håndtere klimaudfordringerne, har fået en helt ny dimension, der også handler om sikkerhed. Derfor kan jeg simpelt hen ikke forstå, at Radikale Venstre, som førte en hel valgkamp på, at nu skulle vi over i implementeringssporet, vælger at sige, at den regering, der nu sætter den ambition at implementere, vil man ikke være med i.

Kl. 14:25

Formanden (Søren Gade):

Hr. Martin Lidegaard.

Kl. 14:25

Martin Lidegaard (RV):

Det var, fordi jeg havde den klare opfattelse efter at have forhandlet med bl.a. hr. Lars Løkke Rasmussen, at en ting er, hvad man står og siger fra en talerstol, men at noget andet er, hvad man gør, og indtil nu har jeg desværre ikke fået modbevist den tese. Der er ikke sat beløb af, der betyder noget, på den nye finanslov. Det går ikke fremad med implementeringen de første 100 dage. Hvis det gør noget, går det nærmest lidt baglæns. Det gælder til lands, det gælder til havs, det gælder gasfyr, det gælder landbrug, og det gælder skov.

Kl. 14:26

Lars Løkke Rasmussen (M):

Hr. Martin Lidegaard bruger formuleringen: »Indtil nu har jeg desværre ikke fået modbevist den tese.« Det må vi jo så sørge for at lave om på. Jeg ved ikke, om man så kommer og banker på døren, når det sker – eller hvad – eller om man bare konstaterer, at så gjorde det heller ikke nogen forskel. Altså, jeg kan bare sige, at jeg er stolt over, at mit parti har fået præcis den her post. Jeg er meget, meget dedikeret, i forhold til at der skal leveres. Det er regeringen også. Rom blev ikke bygget på 100 dage, og hele setuppet til at implementere hurtigt blev så heller ikke lavet på 100 dage, men det kommer vi til at rykke på. Det kommer vi til at rykke på.

Kl. 14:27

Formanden (Søren Gade):

Hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Kl. 14:27

Alex Vanopslagh (LA):

Tak for det. Jeg vil gerne tale om noget, som jeg ved ligger os begge på sinde, nemlig det, man under en samlet overskrift kan kalde velfærdssamfundet 2.0. Jeg er jo en til en enig i den diagnose, som regeringen, både fru Mette Frederiksen og hr. Lars Løkke Rasmussen, har stillet af vores velfærdssamfund. Det interessante er jo selvfølgelig, hvad løsningerne så er. Og til en start vil jeg egentlig blot høre hr. Lars Løkke Rasmussen, om hr. Lars Løkke Rasmussen er enig i, at hvis man alene frisætter den offentlige sektor og afbureaukratiserer, er man langtfra nået i mål endnu.

Kl. 14:27

Lars Løkke Rasmussen (M):

Ja, det er jeg helt enig i. Og tak for tilgangen, for jeg tror faktisk, at vi i fællesskab har en opgave med at få talt udfordringerne frem, og gerne i dur og ikke i mol, for jeg føler, at Danmark har et stærkt udgangspunkt. Men det er klart – og statsministeren sagde det meget tydeligt til KL's topmøde, tydeligere end nogen dansk statsminister nok har sagt det før – at det med at korrigere for demografien er utilstrækkeligt i et samfund, der bliver rigere. Så vi skal jo finde nøglen til, hvordan vi håndterer ikke bare flere ældre med færre i den arbejdsdygtige alder, men også flere ældre, der har større købekraft og større forventninger. Det er en kæmpe opgave.

Kl. 14:28

Formanden (Søren Gade):

Hr. Alex Vanopslagh.

Kl. 14:28

Alex Vanopslagh (LA):

Det, jeg synes er interessant, er: Hvis nu det skulle vise sig efter den her valgperiode, at det – i gåseøjne – eneste, man formår, er at sætte den offentlige sektor fri, at afbureaukratisere, men at man ikke får set på noget, der skal give mere konkurrence og innovation, eller tænker lidt mere end 10 år frem, vil det jo formentlig være, fordi Socialdemokratiet ikke ønsker det. Det er nok i hvert fald ikke Moderaterne, der vil blokere for, at man går et skridt videre. Og vil den naturlige konklusion så ikke være, at der så alligevel ikke var noget magisk i midten af dansk politik, at det ikke var det, at det skulle foregå på midten, der ville føre til de store forandringer, men at det derimod er dem, der bakker op om de gode idéer, der kan føre til de gode forandringer?

Kl. 14:29

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 14:29

Lars Løkke Rasmussen (M):

Men nu er vi så ovre i mol igen, for nu bruger vi tiden på at stå og foruddiskontere, at ingenting lykkes, og at magien forsvinder. Det synes jeg er en trist tilgang til det. Hr. Alex Vanopslagh ved godt, at han og jeg tænker relativt ens om mange af de her ting. Og for første gang i danmarkshistorien, i hvert fald nyere tids danmarkshistorie, har vi nu en regering med partier fra hver sin side af hegnet, som har lavet en fælles analyse af, hvad vores udfordringer er, og hvor der i hvert fald er en chance for, at man undgår den risiko for, at man bare står og spiller tennis med hinanden, ikke? Og jo flere partier der byder sig til og går konstruktivt ind i det her, jo større sandsynlighed er der for, at man ikke bliver skuffet. Og jeg arbejder ikke målrettet hen mod en skuffelse. Jeg arbejder målrettet hen mod en succes. Og jeg ville elske det, hvis Liberal Alliance vil være en del af den.

Kl. 14:30

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så er det fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.

Kl. 14:30

Pernille Vermund (NB):

Tak for det. Jeg vil egentlig gerne tage tråden op fra partilederens tale og tale om værdier og tale om civilsamfundet og om alt det, der er forudsætningen for velfærdsstaten eller velfærdssamfundet, som jeg nu kan høre at Socialdemokratiet også er begyndt at bruge som ord. For mig og for Nye Borgerlige er det jo noget af det, som er helt afgørende, også når vi ser ud i fremtiden: at der er et fælles værdisæt, at vi har en forståelse af, at den kultur, som vi er fælles om, at de værdier, vi er fælles om, er forudsætningen for, at vi kan klare alle de ting, vi står over for, uanset om der mangler penge, mangler hænder eller mangler initiativ. Hvad gør partilederen sig af tanker om det?

Kl. 14:30

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 14:30

Lars Løkke Rasmussen (M):

Først og fremmest vil jeg på 30 sekunder komme med det korte svar, at jeg er helt enig i den måde, der bliver spurgt ind til det her på, altså en til en enig. Så kommer det jo med enormt mange implikationer, for så handler det om at få alle med, altså bl.a. de 42.000 unge, der et eller andet sted ikke rigtig får greb om tilværelsen; det handler det bl.a. om. Det handler også om at tage alvorligt, at nogle af de mødesteder, vi historisk har haft, og som har sikret den her sammenhængskraft, f.eks. folkeskolen, i stadig større omfang bliver valgt fra. Og det er ikke, fordi jeg ikke går ind for friskoler – jeg går meget ind for friskoler – men det efterlader bare sådan et eller andet tomrum, der skal fyldes op på anden vis. Og nu er tiden fløjet.

Kl. 14:31

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så er det fru Pernille Vermund.

Kl. 14:31

Pernille Vermund (NB):

Det er jo egentlig lidt ærgerligt, for vi kan diskutere alt muligt teknisk, lovgivning, som går for hurtigt eller for langsomt, beslutninger, der bliver taget, men de her værdipolitiske diskussioner har vi aldrig. Tv-kanalerne ønsker dem ikke, og vi har ikke tid til dem i Folketingssalen. Vi diskuterer det indimellem, når vi står ude bagved eller forbereder forhandlinger, og der kommer vi faktisk ret langt.

Hvordan er de diskussioner og samtaler – det er af ren nysgerrighed – i en regering, hvor man jo, selv om man har meget praktisk og konkret politik, der er ens, skal forene ideologier og synspunkter, som er så forskellige som det borgerlige og det mere kollektivistiske socialdemokratiske?

Kl. 14:32

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 14:32

Lars Løkke Rasmussen (M):

De er rigtig gode. Og så sent som i går sad vi en hel dag på Marienborg og førte nogle af de her samtaler, for det er jo på en eller anden måde det, der sker, hvis man tager boksehandskerne af og giver sig tid til at tale sammen og tænke sig om, og det skal vi da gøre meget mere af. For det kan da godt være, at det ikke er big news på TV 2 News og det ikke passer ind i sådan almindelig konfrontationsjournalistik, men danskerne vil gerne tale om det. Det er i hvert fald den erfaring, jeg selv har fået i de her år, hvor jeg pausede lidt og bl.a. tog ud og talte med danskerne. Danskerne vil gerne tale om det her, og danskerne ved også godt, at vi er lidt mere udfordrede, end vi går og leger, at vi er, og at tingene ikke lige kan løses med en hurtig bevilling og en ekstra normering. Det ved danskerne godt.

Kl. 14:33

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så er det fru Franciska Rosenkilde fra Alternativet. Værsgo.

Kl. 14:33

Franciska Rosenkilde (ALT):

Tak. Jeg har hørt Moderaterne omtalt som Alternativet i jakkesæt, og jeg ser da også nogle ligheder. Forleden hørte jeg bl.a. kulturministeren sige noget om en ny politisk kultur med mere fokus på egen politik end altid at kritisere kollegaerne. Derudover ved jeg også, at Moderaterne går rigtig meget op i kulturpolitik, og begge dele glæder mig. Men Moderaterne sidder så også på Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, og det er måske der, vores ligheder er langt fra hinanden. For jeg hører, at hr. Lars Løkke Rasmussen er en mand, der glæder sig til klimahandling, på trods af at klimaministeren har været stort set usynlig de første 100 dage. Derfor vil jeg gerne høre hr. Lars Løkke Rasmussen, om han virkelig føler noget i sit hjerte, og hvad han føler i sit hjerte, når han læser, at CO2-udledningerne i Danmark steg fra 2021 til 2022.

Kl. 14:34

Lars Løkke Rasmussen (M):

Klimaministeren har været stort set usynlig i 100 dage – ikke i min optik. Altså, jeg har tilbragt rigtig mange af de dage sammen med ham, i regeringens økonomiudvalg, i regeringens koordinationsudvalg. Han har tilbragt tiden i regeringens grønne udvalg.

Altså, jeg ved ikke, hvad det er, man forestiller sig. Vi skal handle på det her, og det kræver lige et kort tilløb. Der er gået 100 dage, og det bliver jo en repetition af det svar, jeg gav til hr. Martin Lidegaard. Der skal nok komme handling, og det varer ikke 100 dage mere, før vi har lagt frem, hvordan der skal handles.

Kl. 14:34

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så er det fru Franciska Rosenkilde.

Kl. 14:34

Franciska Rosenkilde (ALT):

Det glæder mig, at klimaministeren er mødt op til sit parlamentariske ansvar, men når jeg omtaler usynlighed, mener jeg, at der ikke er fremlagt nogen former for anvisning på, hvordan vi når vores 2025-mål, hverken i regeringsgrundlaget eller i finanslovsudspillet.

Kl. 14:35

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 14:35

Lars Løkke Rasmussen (M):

Jamen prøv engang at høre. Nu er der dannet en regering af tre partier, som har skrevet et meget ambitiøst politisk oplæg med klimaneutralitet 5 år tidligere end tidligere sat, med et i virkeligheden positivt, altså i forhold til klimaudfordringen, bidrag, når vi kommer lidt længere frem, med en meget, meget stærk ambition om, at der skal handles, bl.a. med et helt nyt organisatorisk setup, der skal sikre det, og med en ambition om at høvle lovgivning af, sådan at alle mulige processer, der ligger i forlængelse af hinanden, kan geares op og gøres parallelle. Det kan godt være, at man vil skabe et billede af, at det kan man bare gøre på en eftermiddag, men altså, det kan man ikke bare gøre på en eftermiddag. Det har vi så brugt 100 dage på so far, og det, jeg siger – og det vil andre deltagere fra regeringen også sige med den samme stemmeføring som jeg – er, at vi kommer til at implementere. I sidste valgperiode blev der jo sat ufattelig store, ambitiøse mål; der blev ikke leveret så meget. Nu har vi gjort målene en lille smule mere ambitiøse, og vi kommer også til at levere.

Kl. 14:36

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Næste spørger er fru Aki-Matilda Høegh-Dam, Siumut. Værsgo.

Kl. 14:36

Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU):

Tak. Så sent som i dag er regeringen kommet med et lovforslag, hvor man ønsker at fremme ligestilling af kvinder ved brug af måltal for de kønsmæssige sammensætninger i bestyrelser. Er det Moderaternes holdning, at der skal være særlige foranstaltninger, så kvinder f.eks. kan placeres i højere positioner, bestyrelser, direktioner og lignende ved hjælp af måltal og andet? Kan formanden uddybe Moderaternes holdning til samme?

Kl. 14:36

Lars Løkke Rasmussen (M):

Vi har ikke nogen formand i Moderaterne – lidt af ligestillingspolitiske grunde og overvejelser. Vi har en politisk leder, som er et kønsneutralt begreb. Vi er sådan set som parti, men det er jo ikke en regeringsposition, parate til at tage flere skridt – altså, det er vi – ikke bare ved måltal, men vi er sådan set også åbne over for at diskutere kvoter og andet i erkendelse af, at vi har talt om det her i mange, mange år og gjort relativt små fremskridt.

Kl. 14:37

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Fru Aki-Matilda Høegh-Dam.

Kl. 14:37

Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU):

Andre steder, hvor man også kan se små fremskridt, er jo, når vi kigger på marginaliserede danske statsborgere såsom grønlændere. Er det Moderaternes holdning, at andre marginaliserede danske statsborgere også skal hjælpes på vej på mange af de samme måder, som man også gør i f.eks. kampen for ligestilling af køn?

Kl. 14:37

Lars Løkke Rasmussen (M):

Det er vores ambition, at alle danske statsborgere skal være fuldt og helt integreret i vores samfund, og at vi selvfølgelig skal have et åbent øje for de særlige problemstillinger, der måtte knytte sig til dele. Og der er f.eks. i forhold til herboende grønlændere klart noget at komme efter. Altså, jeg tror ikke, at man en til en lige kan overføre de styringsmæssige overvejelser, man måtte gøre sig i en eller anden kønsmæssig ligestillingsproblematik, til det, men have en opmærksomhed på den problemstilling – ja, selvfølgelig.

Kl. 14:38

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så er det fru Anna Falkenberg fra Sambandsflokkurin.

Kl. 14:38

Anna Falkenberg (SP):

Tak. Der kører lige nu en programserie på det færøske tv, Kringvarp Føroya, med navnet »O, móðurlandið«, som hr. Lars Løkke Rasmussen selv deltager i. Det er en tv-udsendelse, der belyser rigsfællesskabets historie måske mest set med færøske briller – det er måske lidt vinklet, men det kan vi tale om senere. Jeg vil først spørge hr. Lars Løkke Rasmussen, om han har set programserien.

Kl. 14:39

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 14:39

Lars Løkke Rasmussen (M):

Nej, det har jeg ikke. Det må jeg så se at få gjort. For en gangs skyld kan jeg svare inden for tidsrammen: Nej, jeg har ikke set den.

Kl. 14:39

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Fru Anna Falkenberg, værsgo.

Kl. 14:39

Anna Falkenberg (SP):

Jeg ville have spurgt hr. Lars Løkke Rasmussen om hans mening om, hvordan den danske stat ligesom bliver fremstillet i den udsendelse, men det kan partilederen så have i baghovedet, når han engang ser serien. For den lægger i hvert fald op til noget debat, og jeg ville ønske, den også blev oversat til dansk, så alle kunne få et indblik i den.

Kl. 14:39

Lars Løkke Rasmussen (M):

Eg skilji føroysk – så jeg kan godt håndtere at se den på originalsproget, og jeg kan garantere, at det vil jeg gøre. Og det vil jeg gøre, inden jeg om kort tid har mit første møde på færøsk grund med den færøske udenrigsminister, Høgni Hoydal. For alene med den måde, spørgsmålet formuleres på, har jeg en idé om, at det kunne give lidt næring til den debat, vi skal have med hinanden.

Kl. 14:40

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så siger vi tak til hr. Lars Løkke Rasmussen og velkommen på talerstolen til fru Pia Olsen Dyhr fra Socialistisk Folkeparti.

Kl. 14:40

(Partileder)

Pia Olsen Dyhr (SF):

Vi har et problem med, at alt for få unge tilvælger de faglige uddannelser. Lige nu har vi en diskussion om dimensionering, og hvordan vi får flere unge til at vælge at uddanne sig til håndværker eller arbejde i vores velfærdssystem. Men vi retter ikke fokus på, hvordan vi kan gøre det langt mere attraktivt og inspirerende at vælge en faglig uddannelse eller en velfærdsuddannelse. Samtidig vælger regeringen så at forringe tilbagetrækningsmulighederne for de ældre, hvor kroppen efter lang tid på arbejdsmarkedet er ved at sige stop.

Så er det, jeg spørger mig selv: Hvordan skal forringelserne af seniorpensionsmulighederne give folk lyst til at tage en uddannelse og få et arbejdsliv i de fag, hvor vi ved nedslidningen er størst? Hør her, vi kan jo ikke blive ved med at bilde os selv ind, at regnearkene fra Finansministeriet løser virkelighedens problemer. Selvfølgelig kan vi skabe et mere eller mindre vilkårligt facit med et tal for øget arbejdsudbud, som får matematikken til at gå op her og nu, men ude i virkelighedens verden, ude hos danskerne, hænger tingene altså sammen på en anden måde. Og så er det en god idé at tage bestik af terrænet, når kort og kompas ikke hjælper.

Regeringen hævder, at den er sat i verden for at træffe de svære beslutninger, som skal redde vores samfund. Nuvel, i den proces har man i al sin visdom fundet et arbejdsudbud ved at give en masse skattelettelser. Imens kan danskerne ikke få den kræftbehandling i tide, som de er stillet i udsigt; de ældre kan ikke længere have tiltro til en ordentlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet; de unge skal presses hurtigere igennem skolegang og uddannelse til fag, hvor man ikke kan gøre noget for løn- og arbejdsvilkår, og hvor man altså allerede efter 12 år som sygeplejerske ikke længere kan stige i løn, men til gengæld så heller ikke benytte sig af seniorpension, når man har været i faget i 25 år.

Det er jo bare eksempler, enkelte eksempler, men område for område vil jeg kunne pege på de samme tendenser. Jeg synes, regeringen spiller hasard med den grundlæggende tillid til velfærden i vores samfund. Jeg synes, regeringen nedbryder trygheden i vores samfund. Det er jeg med på ikke er målet for regeringen, det ved jeg, men midlerne har det som konsekvens, og det mener jeg er en helt forkert vej at gå. Drop nu de skattelettelser, inviter til et bredt samarbejde om reelle, bæredygtige og holdbare løsninger i vores velfærdssamfund for vores velfærds skyld, for vores forsvars skyld, for vores uddannelsers skyld, for vores trygheds skyld og for vores hverdags skyld. For regnearkene og skattelettelserne fra Finansministeriet kommer altså ikke til at vise os hele vejen igennem de mange store udfordringer, vi står over for. Tak for ordet.

Kl. 14:43

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Jeg siger også tak. Vi har et par spørgere indtil videre. Den første er fru Mai Villadsen fra Enhedslisten. Værsgo.

Kl. 14:43

Mai Villadsen (EL):

Tak for det, og til at starte med tak til fru Pia Olsen Dyhr for at rejse spørgsmålet om seniorpension, både i dag, men også i adskillige interviews på det seneste. Jeg synes, det er en væsentlig og vigtig sag, som vi meget gerne står sammen med SF om.

I dag er det jo earth overshoot day, hvilket betyder, at vi fra dansk side har opbrugt vores andel af jordens ressourcer. Det er meget tidligt på året, må man sige. Samtidig er vi bagud i forhold til at nå vores klimaforpligtelser, så derfor vil jeg bare høre, om SF vil være med til, at vi laver en akutpakke for klimaet.

Kl. 14:44

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 14:44

Pia Olsen Dyhr (SF):

Det vil SF gerne være med til. I virkeligheden synes jeg jo, at noget af det, der lykkedes de sidste 3½ år, hvor vi havde en socialdemokratisk etpartiregering, var at være meget ambitiøse på klimaområdet. Nu hørte jeg hr. Lars Løkke Rasmussen sige, at vi bare var ambitiøse og ikke leverede. Det er jeg sådan set ikke enig i. Jeg mener jo, at vi i den grad faktisk leverede i de 3½ år, og jeg har flere gange hørt fru Mette Frederiksen udtale, at det ikke var sket uden Enhedslisten, SF og Radikale Venstre. Det er måske også derfor, at det halter i regeringen lige nu.

Kl. 14:44

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Fru Mai Villadsen? Nej. Så er det den næste spørger. Det er fru Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet.

Kl. 14:44

Mette Frederiksen (S):

Tak for det. Det undrede mig egentlig lidt, at man bruger næsten hele sin taletid på at tale om nogle andre, når man nu har lejligheden til at lægge sin egen politik frem. For det er vel den, vi skal tage udgangspunkt i og diskutere?

Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge om noget, både lidt nysgerrigt, men også lidt håbefuldt: En af de udfordringer, vi har udpeget i regeringen som en af de mest afgørende at finde nogle løsninger på, er potentialegruppen eller restgruppen eller de 40.000-45.000 unge, som hverken er i gang med uddannelse eller arbejde. Er det et område, hvor SF kunne se sig selv indgå i et samarbejde, og vil SF være med til at diskutere en mere praktisk folkeskole, nogle ændringer af ungdomsuddannelserne og i det hele taget et opgør med den ulighed, som det her tal jo i virkeligheden dækker over?

Kl. 14:45

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Tak. Værsgo.

Kl. 14:45

Pia Olsen Dyhr (SF):

Jeg synes, det er lidt interessant. Nu hørte jeg hr. Lars Løkke Rasmussen tidligere brokke sig lidt over spørgsmålene, og nu brokker fru Mette Frederiksen sig over min tale. Men fred være med det. Min pointe med min tale var netop, at hvis vi skal få de 45.000 unge til bl.a. at søge ind på velfærdsfagene, på de faglige uddannelser og på andre uddannelser, forudsætter det jo også, at de kan se, at det er attraktivt på den lange bane.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi er nødt til at kigge på folkeskolen. Jeg mener, at vi er nødt til at kigge på ungdomsuddannelserne. Jeg mener, at vi skal have flere væk fra det traditionelle almene gymnasium og over i både erhvervsuddannelserne og i virkeligheden måske også over i hf'en. For det, at vi hele tiden siger, at folk skal på det almene gymnasium og videre på de lange videregående uddannelser, mener jeg er en fejl i forhold til fremtidens arbejdsmarked og det, vi har brug for.

Kl. 14:46

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Fru Mette Frederiksen, Socialdemokratiet.

Kl. 14:46

Mette Frederiksen (S):

Nu kom vi da allerede nogle skridt videre i forhold til noget mere konkret. Jeg brokkede mig da bestemt ikke over talen; jeg undrede mig bare over, at man disponerer sin taletid, så det mere handler om nogle andre end den politik, man selv står for.

Der var gode takter i forhold til det her med ungdomsuddannelserne. Jeg tror klart, at der er nogle af de her unge, der ville have allerbedst af at få lov til at komme ud på en arbejdsplads og gå og arbejde og være en del af et arbejdsfællesskab, men selvfølgelig har vi også behov for at finde en vej i uddannelsessystemet for mange af de her unge. Fgu'en virker fint, men vi skal også gøre noget i forhold til ungdomsuddannelserne. Vil SF så måske også være med til at kigge på økonomien ungdomsuddannelserne imellem, så vi måske i højere grad fik fundet nogle gode rammer for f.eks. erhvervsuddannelserne?

Kl. 14:46

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 14:46

Pia Olsen Dyhr (SF):

Bestemt. Altså, jeg synes jo, at vi skal kigge på folkeskolen. Jeg tror, at noget af det, man f.eks. gør i Faaborg-Midtfyn Kommune, er yderst interessant. Nogle af de unge, der er skoletrætte og ikke passer ind i en almindelig folkeskole, sørger man for kommer ud på en lokal virksomhed en dag om ugen, og derved får de noget inspiration og energi til at være der. Det tror jeg er vigtigt.

I forhold vores ungdomsuddannelser er vi i den grad også nødt til at prioritere vores erhvervsuddannelser langt højere i dag. De har et lavt taxameterniveau, og det betyder jo også noget for lærerniveauet, altså, vi er også nødt til at øge deres uddannelsesniveau. Vi kigger gerne på det, for vi ved jo, at fremtidens arbejdsmarked fordrer, at vi skal have flere folk, der bliver faglærte, flere folk, der vælger velfærdsuddannelserne. Det var også det, min tale handlede om.

Kl. 14:47

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så er det hr. Lars Løkke Rasmussen, Moderaterne.

Kl. 14:47

Lars Løkke Rasmussen (M):

Jamen jeg vil egentlig gerne blive i det samme spor, for jeg synes, det er interessant. Vi deler så i virkeligheden ambitionen. Man kan udtrykke det positivt eller negativt. Der er færre, der kan gå i gymnasiet, og der er flere, der kan gøre noget andet. Hvis der er flere, der skal gøre noget andet, er der over tid færre, der skal gå i gymnasiet, ikke? Og er det så SF’s synspunkt, at vi burde ligestille de der ungdomsuddannelsesformer, så de har det samme taxameter og den samme økonomi? Ja, jeg spørger af nysgerrighed.

Kl. 14:48

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 14:48

Pia Olsen Dyhr (SF):

Jeg tror i hvert fald, at Christiansborg i rigtig mange år har haft sit fokus alene på det, man kalder stx, altså det almene gymnasium, fordi rigtig mange børn af politikere havner i det almene gymnasium, og derfor har vi ikke prioriteret erhvervsuddannelserne. Derfor bliver vi nødt til at tale taxameter over en bred kam. Hvordan man præcis skal indrette det vil jeg gerne se nogle regnemodeller på, før jeg lægger mig fast.

Men jeg er ikke i tvivl om, at vi er nødt til at lave en anden fordeling end det, vi ser i dag, også fordi min bekymring er, at vi ellers i fremtiden vil se 60 pct. af en ungdomsårgang på de lange videregående uddannelser – og det er af en ungdomsårgang. Det er mange, når vi ser, hvad vi ellers får brug for på vores arbejdsmarked. Det er en samfundsinvestering, som vi også er nødt til at tænke på, i forhold til om det bidrager. Det er ikke kun den enkelte, men i virkeligheden også vores samfund, vi skal tænke på.

Kl. 14:49

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Hr. Lars Løkke Rasmussen.

Kl. 14:49

Lars Løkke Rasmussen (M):

Det synes jeg lyder rigtig interessant. En anden ting, jeg lige vil spørge til, er i forhold til at der tegnes det der billede, hvor jeg i øvrigt er enig i, at et af problemerne på det offentlige velfærdsarbejdsmarked, hvis man kan bruge den term, vil være, at man efter 12 år – sådan tror jeg der blev sagt – ikke kan stige mere i løn. Det er også et problem, jeg selv italesatte i valgkampen, altså det forhold, at hvis man så at sige bliver ved de oprindelige kerneopgaver, man er uddannet til, så låser lønstrukturen. Og hvis man vil gøre noget for at forandre sin egen løn, skal man ligesom flytte sig væk fra kerneopgaven eller søge noget overordnet eller noget ledelse.

Tænker SF da, at man skulle lave en meget mere fleksibel løndannelse ude i den offentlige sektor med mere decentral løn for at skabe den her motivation til at kunne blive ved kerneopgaven, eller hvad?

Kl. 14:49

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 14:49

Pia Olsen Dyhr (SF):

Det kunne i hvert fald være en interessant diskussion at have med de faglige organisationer, hvis det er en vej frem. Jeg tror, at min bekymring mere er, at vi jo også har en begrænsning i forhold til den lønsum, vi har sat i forhold til bl.a. vores sundhedspersonale, altså at de rammer en mur som sådan og derfor er nødt til enten at søge over i et skrivebordsjob eller videreuddanne sig væk fra faget eller også søge væk fra faget. Jeg synes, det var en grotesk oplevelse – og intet ondt sagt om det – at være på besøg i Billund Lufthavn og opleve, at flere af deres servicemedarbejdere var sygeplejersker, fordi de faktisk fik en bedre løn som servicemedarbejdere der. Det er godt, at Billund Lufthavn har sygeplejersker, men de skulle jo helst have været inden for deres faglige område.

Kl. 14:50

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så er det fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Kl. 14:50

Pernille Vermund (NB):

Tak for det. Jeg vil gerne spørge ind til noget af det, som SF og Nye Borgerlige indtil nu i hvert fald har været enige om. Og det er klart, at når man taler om et parti, der hedder Socialistisk Folkeparti og et andet parti, der hedder Nye Borgerlige, så er der rigtig meget, vi ikke er enige om, men der er noget, som vi har været enige om, og det har været forholdet til magthaverne og også offentlighedsloven. Vi har i begge partier i sidste valgperiode af skiftende omgange forsøgt at få mere åbenhed i forvaltningen og at få ændret offentlighedsloven. Vi havde ikke et flertal, og det har vi heller ikke den her gang, men vil SF også i denne valgperiode sammen med Nye Borgerlige og andre partier, der deler den dagsorden, køre på og fortsætte med at prøve at få indflydelse på, at vi får mere åbenhed i forvaltningen?

Kl. 14:51

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 14:51

Pia Olsen Dyhr (SF):

Se, det her er jo rigtig vigtigt, for mange af de udfordringer og problemer, vi har haft med parlamentarismen, ville måske være mindre, hvis vi kunne se magthaverne efter i sømmene. Så jo, jeg mener, at offentlighedsloven skal ændres. Vi opsagde jo forliget før valget i 2019, og efter valget var der faktisk ikke flertal for offentlighedsloven, for det var alene Socialdemokratiet og Venstre, der fastholdt det. Men så smuttede Det Konservative Folkeparti desværre fra det og valgte at gå tilbage ind i folden med Venstre og Socialdemokraterne og derved ikke være med til at ændre på offentlighedsloven. Det var ærgerligt, for det havde vi gerne set.

Kl. 14:51

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Fru Pernille Vermund.

Kl. 14:51

Pernille Vermund (NB):

Det er jeg rigtig glad for, og partilederen siger nærmest en til en det, som jeg ville følge op med, nemlig at når vi taler om tilliden i vores samfund, som også har været rejst tidligere, så er jeg fuldstændig overbevist om, at det har betydning for tilliden i samfundet, at man kan føle sig tryg ved, at det, der foregår, foregår efter bogen. Og jeg kan godt forstå, når man sidder som minister, at man har lyst til og brug for, at der er noget rum, som ikke alle kommer ind i, altså noget arbejdsrum, hvor man også kan lave nogle kladder og nogle skitser, som alle ikke behøver at se. Men vi er langt derfra, og derfor er jeg glad for, at i kampen for en mere tillidsbaseret samfund vil SF fortsætte den dagsorden.

Kl. 14:52

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 14:52

Pia Olsen Dyhr (SF):

Jamen vi vil være med til at ændre offentlighedsloven. Jeg mener også, det er vigtigt, at man f.eks. omkring Økonomiudvalget og Koordinationsudvalget og andre steder har mulighed for netop at have et lukket rum og diskutere forskellige løsninger. Det er en forudsætning for, at en regering faktisk kan mødes og i virkeligheden også komme med nye initiativer. Men når det så er sagt, mener jeg, at der er meget mere, som offentligheden har krav på at få aktindsigt i, også de forskellige muligheder, der f.eks. kan være på bordet, når man træffer en konkret politisk beslutning. Så må man jo stå på mål for det, for det er jo netop en politisk beslutning.

Kl. 14:53

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så er det hr. Troels Lund Poulsen, Venstre.

Kl. 14:53

Troels Lund Poulsen (V):

Tak for det, og tak til fru Pia Olsen Dyhr. Det, som jeg gerne lige ville spørge om, er om finansloven. Nu er der jo ikke sådan en rigtig proces for det, fordi det er en lidt anderledes model, vi kører her i år, og derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, hvordan SF stiller sig til det finanslovsforslag, regeringen har fremsat, og om SF måske også kan se sig selv i at være en del af sådan en finanslov.

Kl. 14:53

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 14:53

Pia Olsen Dyhr (SF):

SF er jo gået til finanslovsforhandlingerne med et åbent sind, og jeg har noteret mig, at der er rigtig mange, der går op i, om det hedder 200 mio. eller ej. Nu er vi næsten inde i april, og for os handler det jo i virkeligheden mere om de politiske sejre, vi vil kunne levere i forhold til regeringens finanslovsudspil.

Noget af det, som vi er optagede af, er jo bl.a. generationsforureninger, udfordringen med PFAS, som hr. Troels Lund Poulsen selv sagde på talerstolen, og børn og unges trivsel, for bare at nævne noget af det, som vi kommer til at gå til forhandlingsbordet med. Og så er jeg ligesom fru Mai Villadsen meget optaget af, at Klimarådet og vi finder en løsning på det.

Kl. 14:54

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Hr. Troels Lund Poulsen.

Kl. 14:54

Troels Lund Poulsen (V):

Tak for det. Det synes jeg jo på alle måder lyder konstruktivt, altså at SF har nogle politiske ønsker, som man så må diskutere i de finanslovsforhandlinger, som måtte komme.

Men hvis SF måske skal folde det yderligere ud, hvad er så de vigtigste elementer for SF? Er det bekæmpelsen af PFAS-forureningen, eller er det nogle af de andre elementer, som Pia Olsen Dyhr nævner?

Kl. 14:54

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 14:54

Pia Olsen Dyhr (SF):

Nu vil jeg tillade mig at forhandle i Finansministeriet, men jeg tror ikke, jeg afslører nogen hemmeligheder ved at sige, at generationsforureningerne er vigtige for SF. Det var SF, der sørgede for, at de kom på finansloven tilbage i 2021, og det kommer vi selvfølgelig til at følge op på. Det var jo SF, der første gang tilbage i 1970'erne rejste det, at det her problem skulle løses, og måske kunne det være på sin plads, at vi fik løst det.

Men derudover holder vi jo også fast i, at børn og unges trivsel er et væsentligt punkt. Men lad os nu se. Jeg synes, vi har haft nogle gode samtaler ovre hos finansministeren, og det fortsætter SF gerne. Men vi skal selvfølgelig levere nogle resultater, og det er jo ikke sådan, at vi bare skriver under på regeringens finanslov.

Kl. 14:55

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så er det fru Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut. Værsgo.

Kl. 14:55

Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU):

Tak. Når man læser SF's målsætninger, er det også tydeligt at se, at SF netop kæmper for flere kvinder i bestyrelser og andre ledende stillinger, herunder med kønskvoteringer. Men hvorfor? Er der da noget i historien, der gør, at der skal fastsættes en lovgivning for det; at kvinder skal stilles særligt i forhold til lovgivningen for at fremme målet om flere kvinder i højere stillinger? For nogle ville jo mene, at det var decideret sexistisk.

Så for at vende tilbage til spørgsmålet: Er fru Pia Olsen Dyhr enig i, at systemet skal ændres for at fremme målet om flere kvinder i højere stillinger, og hvorfor?

Kl. 14:56

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 14:56

Pia Olsen Dyhr (SF):

Jeg tror generelt, bestyrelser har godt af diversitet. Jeg noterer mig, at nogle af de førende danske virksomheder er meget optagede af både at have kvinder og mænd i bestyrelserne, men i virkeligheden også folk fra lgbt-miljøet og folk af anden etnisk herkomst, for netop at afspejle den virkelighed, som de skal levere i. Og jo, SF mener, at et redskab i den proces bl.a. har været at diskutere kvindekvoter.

Vi har jo afskaffet det i SF, fordi vi er kommet ud over det problem. Lige i øjeblikket synes jeg næsten, vores udfordring er at få nok mænd. Det lyder jo sådan helt mærkeligt at stå og snakke om det her på talerstolen, men vi er mange kvinder i vores folketingsgruppe, og vi er også begejstrede over hver eneste mand, vi har der.

Kl. 14:56

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Fru Aki-Matilda Høegh-Dam, værsgo.

Kl. 14:56

Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU):

Det glæder mig at høre. Men så vil man jo også gerne komme lidt ind på, om det så ikke skal gælde for andre marginaliserede danske statsborgere i Danmark. Siumut er jo lige kommet ud og har sagt, at man også bliver nødt til at tænke på nogle af de udfordringer, som marginaliserede grønlændere står over for, hvor SF's ordfører har kaldt det racistisk.

Hvis det ikke er sexistisk at lave kønskvoter for kvinder, hvorfor skulle det ikke også kunne lade sig gøre for andre marginaliserede grupper i Danmark?

Kl. 14:57

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 14:57

Pia Olsen Dyhr (SF):

Altså, jeg talte netop om diversitet, og hvorfor det var væsentligt i bestyrelser. Jeg kender ikke noget til den udtalelse. Generelt passer SF meget på med at kalde andre racister, men jeg skal selvfølgelig nok følge op på det. Det undrer mig meget.

Kl. 14:57

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så er det fru Franciska Rosenkilde, Alternativet.

Kl. 14:57

Franciska Rosenkilde (ALT):

Tak for det, og tak til SF for det gode samarbejde på miljø- og naturområdet. Det er også i den sammenhæng, jeg vil spørge fru Pia Olsen Dyhr om noget: Før valget stod vi jo sammen om at ville beskytte det danske drikkevand og grundvand, og vi havde en meget ambitiøs målsætning, bl.a. var fru Mette Frederiksen med på de berømte billeder, og jeg vil høre, om fru Pia Olsen Dyhr vil være med til stadig at sætte fokus på at presse fru Mette Frederiksen til at leve op til det løfte, vi gav før valget. Tak.

Kl. 14:58

Pia Olsen Dyhr (SF):

Jeg synes, det er helt afgørende, at vi får leveret på rent drikkevand. Det var også derfor, jeg spurgte hr. Troels Lund Poulsen omkring netop drikkevandsboringer i Danmark. Det er jo en enorm luksus – vi oplever det ikke, men det er en enorm luksus – at vi danskere kan dreje på vandhanen og der så kommer rent vand ud.

Nogle gange bruger vi klor eller kul til at rense det, men generelt renser vi ikke vores drikkevand. Det er jo fantastisk, og det er en skat, man skal beskytte, og hvis man ikke beskytter den, forsvinder den i Danmark. Så der er ingen tvivl om, at SF står bag vores drikkevandsfond og ambitionen om 200.000 ha; vi er klar til at presse Socialdemokraterne sammen med Alternativet, Enhedslisten og De Radikale.

Kl. 14:58

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Fru Franciska Rosenkilde? Nej, der er ikke yderligere spørgsmål. Så er det hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Kl. 14:58

Morten Messerschmidt (DF):

Jeg kunne godt tænke mig at følge lidt op på det med finansloven, for nu har vi jo de seneste uger set, at der er nogle vanvittige bonusordninger på spil i energisektoren. SF og Dansk Folkeparti var jo begge med til at lave inflationspakken, hvor det af årsager, jeg stadig væk ikke helt forstår, ikke lykkedes at få regeringen med på at lave en ekstra skat på mellemhandlere, hvor de her bonusser på flere hundrede millioner kroner altså vælter ind over bordet. Derfor kunne jeg tænke mig at spørge, om ikke SF nu, hvor det forhandlingsrum, som regeringen lægger op til, er helt nede på 200 mio. kr., hvilket altså virkelig er peanuts i forhold til en finanslov, kunne være med på at stille krav om, at vi altså nu må have en sådan ekstra skat på overnormal profit for mellemhandlere, så der kan komme flere penge tilbage til danskerne.

Kl. 14:59

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 14:59

Pia Olsen Dyhr (SF):

Jeg har masser af forslag, som jeg faktisk mener at regeringen burde indføre. Har jeg ambitionen om, at de kan blive gennemført? Ja, men det er jo nok også lidt svært at forestille sig, at en flertalsregering skulle gennemføre al SF's politik, men i forhold til skat på overnormale profitter er der ingen tvivl om, at SF er enig med Dansk Folkeparti der. Vi ser gerne, at man også kigger på en øget beskatning af nogle af de største formuer i Danmark. Det er vi sådan set også klar til. Vi er også villige til at kigge på f.eks. aktieindkomster. Så der er ingen tvivl om, at vi er villige til kigge på en mere retfærdig beskatning i Danmark.

Kl. 15:00

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Hr. Morten Messerschmidt

Kl. 15:00

Morten Messerschmidt (DF):

Men når jeg spørger meget specifikt til det her på energiområdet, er det jo, fordi der i den inflationsaftale, vi lavede, står, at man løbende skal vurdere og analysere området. Og man kan i hvert fald sige, at der tilsyneladende er penge nok. Altså, når et andelsejet selskab har en halv milliard kroner at rykke rundt med til bonusordninger, så virker det påfaldende, at alle oppositionspartier kan få lov til at fordele 200 mio. kr. til en finanslov.

Så er det ikke her, vi i fællesskab skal sige til regeringen, at hvis de vil have os med i en finanslovsaftale, så gennemfører de en skat på overnormal profit for mellemhandlerne, og så skal det være en del af forhandlingspuljen for dem, der stemmer det igennem?

Kl. 15:00

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:00

Pia Olsen Dyhr (SF):

Jeg synes, det er oplagt at sige til regeringen, at de partier, der står bag inflationspakken, gerne vil mødes med regeringen igen og netop i den forbindelse diskutere spørgsmålet om overnormale profitter. Det er vi bestemt med på i SF.

Kl. 15:01

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Vi siger tak til fru Pia Olsen Dyhr. Og så siger vi velkommen til fru Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne.

Kl. 15:01

(Partileder)

Inger Støjberg (DD):

Man skal vel egentlig starte med at ønske regeringen tillykke med de første 100 dage – og jeg tror mere, det gælder regeringen end befolkningen. Det er jo egentlig gået, som jeg havde forventet at det ville gå, når man baserer sin regering på en fortsættelse af den tidligere regerings magtfuldkommenhed og så lige garnerer det med et ekstra lille lag af løftebrud.

Taletiden begrænser mig jo i at kunne nå omkring alle løftebruddene i dag, så jeg vil nøjes med et område, som har meget stor betydning for os i Danmarksdemokraterne. Før valget garanterede statsministeren, at regeringen ville arbejde videre med et dansk modtagecenter i Rwanda, og vælgerne blev endda stillet i udsigt, at sådan et center ville være klar inden for et år. Udlændinge- og integrationsministeren rejste sågar til Rwanda, hvor han stolt skrev under på en politisk erklæring imellem Rwanda og Danmark om at udforske mulighederne for at transportere asylansøgere fra Danmark til Rwanda. Nu lyder det så fra regeringen, at modtagecenteret skal etableres af EU eller sammen med nogle andre lande, og så må vi åbenbart lige vente yderligere 5 år. Altså, vi taler om et center, som statsministeren lovede danskerne i valgkampen i 2019. Det er jo et rent vælgerbedrag.

Fra Venstre lød det før valget, at arbejdsløse udlændinge på ingen måde skulle have højere ydelser, men efter valget prioriterer Venstre så 300 mio. kr., der jo egentlig skulle være gået til en pulje til inflationshjælp, til i høj grad at gå til netop arbejdsløse indvandrere. I Venstres 2030-plan, der blev præsenteret i efteråret, lød det, at der skulle etableres et tredje udrejsecenter til at aflaste Kærshovedgård. Det bliver der heller ikke noget af – nu bliver naboerne i stedet spist af med en lillebitte økonomisk kompensation. Før valget lød det fra både Venstre og Socialdemokratiet, at IS-kvinderne slet ikke havde noget at gøre i Danmark. Nu vil man så åbenbart chartre et fly til at hente dem til Danmark.

Og så har jeg jo ikke engang nævnt, at regeringen vil lempe hjemsendelsespolitikken for flygtninge, som jo ellers ikke længere skulle have ret til at opholde sig i Danmark, og jeg har heller ikke nævnt deres planer om at lempe familiesammenføringsreglerne. Altså kort sagt: Det sejler. Og det sejler jo lige præcis, fordi, som vi i Danmarksdemokraterne sagde allerede fra dag et, at når man danner en regering, der går hen over midten, så kommer det til at smitte af på udlændingepolitikken, fordi det ikke er alle i regeringen, der bærer udlændingepolitikken i hjertet. Derfor kommer det til at sejle. Man fokuserer nu i højere grad på en politik, der kigger mod salonerne i København, men jo så altså også imod de bonede gulve i Bruxelles.

Kl. 15:04

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så er der et spørgsmål fra fru Mai Villadsen, Enhedslisten.

Kl. 15:04

Mai Villadsen (EL):

Tak for det. Man kan jo næsten føle sig kaldet til at diskutere udlændingepolitik med sådan en tale, men det vil jeg lade være med, for jeg tror ikke, der bliver fundet nogen enighed mellem vores partier.

Det er jo hverken nogen overraskelse, at fru Inger Støjberg taler om udlændingepolitik, eller at uenighederne er store, men et sted, hvor jeg tænker at der måske er enighed mellem vores partier, er i forhold til nedslidte danskere. Regeringen ønsker jo at afskaffe seniorpensionen, og der kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre: Hvor står Danmarksdemokraterne i det spørgsmål?

Kl. 15:05

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:05

Inger Støjberg (DD):

Jeg tror godt, man kan sige, at der er en fællesmængde, i og med at jeg ikke kender nogen, der ønsker, at folk, der er nedslidte, skal blive på arbejdsmarkedet. Og der er der jo selvfølgelig en fællesmængde, men det tror jeg i øvrigt der er i hele Folketinget.

Når det er sagt, mener vi også, at generelt set skal tilbagetrækningsalderen selvfølgelig følge det, at vi ganske enkelt bliver ældre og derfor også kan arbejde længere tid. Men vi kigger gerne på forskellige pensionsformer og håber på, at vi også bliver indkaldt til forhandlinger. Jeg sagde allerede den dag, partiet blev stiftet, at Arnepensionen sådan set ikke var noget, der var vokset i min have, men omvendt kan jeg godt se fornuften i, at man, hvis man har arbejdet i rigtig mange år, så kan trække sig tilbage et par år før – det har jeg ikke ondt af.

Kl. 15:06

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Fru Mai Villadsen.

Kl. 15:06

Mai Villadsen (EL):

Tak for svaret. Jeg synes, det var rigtig godt, at vi gennemførte Arnepensionen. Jeg synes sådan set også, det er godt, at man vil forbedre den nu. Til gengæld mener jeg, det er en katastrofe, at man vil afskaffe seniorpensionen for de tusindvis af mennesker, som havde forventet, at de på grund af nedslidning kunne gå fra tidligere og få en værdig alderdom, hvor man måske også har overskud til at bære børnebørnene og leve lidt længere, som vi jo ved folk kommer til. Den vil regeringen jo afskaffe, så derfor er jeg bare glad for, at der er en enighed her, og jeg håber, at vi i fællesskab kan presse regeringen, for det er simpelt hen uretfærdigt i mine øjne.

Kl. 15:06

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:06

Inger Støjberg (DD):

Man må sige, at der jo er utrolig mange pensionsordninger, hvis man kan sige det sådan, og derfor tror jeg, det er fint nok, at vi får kigget på det, men det må så ligesom være med den fællesmængde – og det hører jeg heller ikke at der er uenighed om i Folketinget – at hvis man er nedslidt, skal man i hvert fald ikke være på arbejdsmarkedet længere. Det er klart. Og det må ligesom være overliggeren på alt det her. Hvordan man så finder frem til en tilbagetrækning, hvor man også tager hensyn til, at vi lever længere og for de flestes vedkommende også er friskere længere og derfor også kan bidrage længere tid, er jo ligesom der, vi skal prøve at få enderne til at nå sammen.

Kl. 15:07

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så er det fru Mette Frederiksen, Socialdemokratiet.

Kl. 15:07

Mette Frederiksen (S):

Noget af det, jeg synes er allerallervigtigst i velfærdssamfundet – og det kan jo være svært at vælge, for der er så mange ting, der er vigtige – er, når man en dag bliver så gammel og ikke længere kan passe på sig selv, efter et langt liv, hvor man har arbejdet og betalt sin skat og gjort sit, at der så er en hjemmepleje eller et plejehjem, eller hvad det nu er, der er den rigtige ramme, som netop er en ordentlig ramme, og at der er nogle medarbejdere, der, selvfølgelig sammen med familie og andre, er med til at skabe en ordentlig hverdag omkring en.

Hvis man sådan kigger på tallene, er forventningen, at vi om ganske få år simpelt hen mangler så mange social- og sundhedshjælpere og -assistenter, at jeg har svært ved at se, hvordan vi overhovedet skal kunne passe på vores ældre. Det er så vigtigt for mig, at vi får løst det her problem, så jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre Danmarksdemokraterne – jeg siger ikke, det er let – hvad der er jeres bud på, hvordan vi rekrutterer flere til det her område, og hvordan vi i det hele taget indretter det.

Kl. 15:08

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:08

Inger Støjberg (DD):

Jeg er fuldstændig enig i, at det er en kæmpe udfordring. Alle har det jo inde på livet på en eller anden måde, og derfor er det måske også en problemstilling, vi alle sammen kan sætte os ind i. Jeg tror faktisk, at en af de rigtig afgørende ting er, at der også er uddannelser ude i landet, så man ikke nødvendigvis skal rejse ind til de store byer for at tage en velfærdsuddannelse. Og der må jeg jo så med skam sige, at der trækker den nuværende regering lidt i den forkerte retning efter min mening, for der er velfærdsuddannelser, som ellers var planlagt til at blive flyttet ud, og som nu bliver trukket ind til de store byer igen. Det er ikke nødvendigvis sosu-uddannelsen, men vi taler her bl.a. om pædagoguddannelsen, som jeg ved at man jo egentlig havde en kæmpe forventning om f.eks. at få til Rebild Kommune – noget, vi begge to kender til – men som nu formodentlig bliver i Aalborg. Så jeg tror faktisk, at man skal prøve at tænke hele landet ind, også når det handler om at rekruttere til de her uddannelser.

Kl. 15:09

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Fru Mette Frederiksen.

Kl. 15:09

Mette Frederiksen (S):

Ja, bestemt. Og vi er optaget af uddannelse. Nu var det social- og sundhedsområdet, jeg egentlig gerne vil tale om, for det er nok det område, hvor vi forventer, at problemerne bliver størst. Vi ser både færre i den erhvervsdygtige alder, og vi ser flere ældre om nogle år, kombineret med at der er færre, der søger ind på de her uddannelser. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, om Danmarksdemokraterne vil med ind i det arbejde, vi kommer til at sætte i gang, der handler om afbureaukratisering på ældreområdet, så vi får frigjort medarbejdernes tid til det, det egentlig handler om, men også om Danmarksdemokraterne vil gå med ind i spørgsmålet omkring folkeskole, ungdomsuddannelser, så vi faktisk får uddannet nogle flere til at passe på dem, der har allermest behov for at blive passet på.

Kl. 15:10

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:10

Inger Støjberg (DD):

Vi går ind i alle de forhandlinger, vi overhovedet bliver inviteret til, og det gør vi med et åbent sind. Det vil man i øvrigt også kunne se allerede nu, for vi er jo allerede med i en række aftaler, og sådan vil det også blive fremadrettet. Men det er vigtigt for mig at sige, at jeg synes, det er helt afgørende, ud over afbureaukratisering – det er vi helt enige om – og ud over at man opprioriterer sådan noget som erhvervsuddannelser, hvilket i øvrigt også er noget af det, som jeg desværre synes regeringen svigter med sit finanslovsudspil den her gang, at der er uddannelser at tage i hele landet, også fordi det altså bare gør grundlaget større at rekruttere fra. Når man kigger på sådan noget som sundhedsuddannelserne, er der ingen tvivl om, at en del af dem, som man kunne forestille sig ville søge ind på nogle af de her velfærds- og sundhedsuddannelser, også er folk, der bor i yderområderne.

Kl. 15:10

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så er det fru Pia Olsen Dyhr, SF.

Kl. 15:11

Pia Olsen Dyhr (SF):

Tak til ordføreren. Vi var for nylig med Det Udenrigspolitiske Nævn på rejse til Asien, og her hørte vi en del om Kinas ageren i området. Nu er Danmarksdemokraterne stadig væk et ret nyt parti, og der har jo ikke været så mange anledninger til at diskutere udenrigspolitik af den art, så derfor kunne jeg egentlig godt bare tænke mig at stille et åbent spørgsmål om Danmarksdemokraternes syn på Kinas ageren og herunder også hr. Lars Løkke Rasmussens, udenrigsministerens, forslag om at lave et strategisk partnerskab med Kina eller opdatere det kinesiske partnerskab.

Kl. 15:11

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:11

Inger Støjberg (DD):

Jeg må sige, at det var en øjenåbner at være i Indonesien og også høre om Kinas påvirkning i hele regionen, og jeg må sige, at hvis man taler strategiske partnerskaber med Kina i den her tid, gør det mig meget bekymret. Vi taler i øvrigt om en tid, hvor man beder alle i statsforvaltningen om at fjerne TikTok og andet, og så tror jeg måske ikke lige, at det er nu her, man skal opprioritere samarbejdet med Kina på det strategiske plan. Jeg vil i hvert fald sige, at det ikke er noget, jeg kommer til at presse på for.

Kl. 15:12

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Fru Pia Olsen Dyhr.

Kl. 15:12

Pia Olsen Dyhr (SF):

Jeg er faktisk meget enig i den analyse, og jeg synes, at noget af det, vi i hvert fald oplevede i Indonesien, jo også er, at Kina opfører sig vanvittig aggressivt i forhold til sine naboer, på samme vis, som vi faktisk har set Rusland agere i forhold til sine naboer. Vi kigger ind i en ny sikkerhedspolitisk situation globalt, som jeg jo også synes statsministeren faktisk har understreget flere gange, så jeg er sådan set meget enig med Danmarksdemokraternes partileder, og det gør mig en lille smule tryg, at vi på hver vores side af regeringen måske kan være med til at få udenrigsministeren på bedre tanker.

Kl. 15:12

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:12

Inger Støjberg (DD):

Altså, nu holdt udenrigsministeren jo en tale som partiformand lige før, hvor han sagde, at jeg havde et hjerte af is, og hvor han fuldstændig fralagde sig alt det, vi ellers havde lavet sammen på udlændingeområdet, så jeg ved ikke rigtig, om det er mig, der skal få hr. Lars Løkke Rasmussen, nu udenrigsminister, på bedre tanker – så er det i hvert fald åbenbart kun, i den tid han har brug for det, lad mig sige det sådan.

Kl. 15:13

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så er det hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Kl. 15:13

Morten Messerschmidt (DF):

Tak, formand. Fru Inger Støjberg har flere gange sagt, at hun bærer udlændingepolitikken i hjertet. Så vil jeg bare gerne spørge, hvordan det harmonerer med, at hun den anden dag stemte for 1.600 udlændinge, der fik dansk indfødsret, herunder folk, der eksplicit har udtrykt sympati for Grimhøjmoskéen.

Kl. 15:13

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:13

Inger Støjberg (DD):

Jeg kan sige det sådan helt klart. Når man sætter regler for, hvornår folk skal have dansk statsborgerskab, og når man selv er med til at beslutte de regler, så mener jeg også, at den dag man så skal stemme om det i Folketingssalen, så må man selvfølgelig også stå ved det, og så siger man ja til de mennesker, der rent faktisk lever op til de regler, der er sat. Dermed ikke være sagt, at vi ikke også gerne vil være med til at stramme reglerne for statsborgerskab igen. Jeg tror stadig væk, der kan være rum for det, for det at få dansk statsborgerskab er en gave; det er noget, man skal række ud efter, og det er det også allerede i dag.

Men jeg synes også, det må være sådan, at når man selv har været med til at lave reglerne, stemmer man selvfølgelig også for, når det så gælder her i Folketingssalen, hvilket Dansk Folkeparti i øvrigt også har gjort hidtil. Nu ved jeg så godt, at der har været en række år, hvor man ikke har gjort det, men førhen gjorde man det på præcis samme måde.

Kl. 15:14

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Hr. Morten Messerschmidt.

Kl. 15:14

Morten Messerschmidt (DF):

Nu har fru Inger Støjbergs parti jo ikke været med til at lave reglerne, men fru Inger Støjberg bærer selvfølgelig et centralt ansvar for den udlændingepolitik, der føres i Danmark. Jeg deler bare slet ikke tilgangen. Altså, vi vil til enhver tid forsøge at stramme indfødsretsaftalen. Vi vil gerne gå langt videre. Jeg synes, det er helt åbenlyst, at de udfordringer, som ikke bare Danmark, men jo nærmest alle vesteuropæiske lande står med i forhold til muslimsk indvandring, kalder på, at man får gjort meget mere, end der gøres i dag. Men skal det så være sådan, at man så også automatisk stemmer for dansk indfødsret til folk, som helt åbenlyst ikke er danske i hjertet, og som har mere sympati for Grimhøjmoskéen og mere sympati for islamistisk agitation og alt muligt andet end Danmark?

Kl. 15:15

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:15

Inger Støjberg (DD):

Nej, og nu kan jeg bare sige helt klart, at jeg aldrig nogen sinde kommer til f.eks. at give et dansk statsborgerskab til en, som PET har sagt kunne være til fare for landets sikkerhed. Det var i øvrigt noget af det, jeg selv arbejdede meget med, mens jeg var minister, og jeg sagde også, at det kom jeg heller ikke til som minister. Vi fik reglerne om statsløse ændret, hvilket i øvrigt var noget, hr. Søren Pape Poulsen også var med til som justitsminister. Men jeg tror nu nok, at hr. Morten Messerschmidt lige kom til at sige, at det var 1.600 personer. Det var det nu ikke, men når det er sagt, er rigtig mange af dem jo rent faktisk englændere, tyskere og franskmænd, altså vesterlændinge, som jeg tror at hr. Morten Messerschmidt også meget gerne vil have til at blive danske statsborgere.

Kl. 15:15

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så er det fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Kl. 15:15

Pernille Vermund (NB):

Tak for det. Jeg vil gerne genoptage den debat, jeg har haft med andre partiledere, som handler om vores fælles værdier. Og jeg ved, at fru Inger Støjberg og jeg på lange stræk deler bekymringen for vores kultur, for vores fælles værdier og også for det pres, der er på kulturen og værdierne, i forhold til en ret forfejlet udlændingepolitik, som jo desværre ikke er løst endnu.

Noget af det, vi indimellem diskuterer, er forholdet til konventioner, og jeg havde en debat forleden med Moderaternes ordfører , hvor jeg spurgte, om Moderaternes ordfører ikke kunne mærke, at der er et problem i, at regeringen og Folketinget i Danmark er magtesløse over for kriminelle udlændinge, fordi man insisterer på, at internationale konventioner skal stå over danskernes frihed og sikkerhed. Han gav mig tilnærmelsesvis ret. Hvad tænker fru Inger Støjberg om det?

Kl. 15:16

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:16

Inger Støjberg (DD):

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg synes, at de konventioner, vi har i dag, langt hen ad vejen ikke er tidssvarende. De passer simpelt hen ikke til den verden, vi lever i nu. De er lavet lige efter anden verdenskrig, hvor man så helt anderledes på verden, det var før globaliseringens tid, og derfor passer de ikke ind i dag.

Derfor synes jeg også, at konventionerne skal ændres. Så kan man spørge sig selv: Skal man bryde med konventionerne? Det tror jeg ikke ville være det bedste for Danmark, for vi ville få problemer med sådan noget som hjemsendelser og alt muligt andet, og man bliver nødt til at tænke det ind i det. Men synes jeg, at konventionerne skal ændres? Ja.

Kl. 15:17

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Fru Pernille Vermund.

Kl. 15:17

Pernille Vermund (NB):

Men det er jo ærlig tale, at man vitterlig siger, at de her konventioner nærmest er mejslet i sten, indtil der er enighed om at ændre dem – i øvrigt enighed med en masse lande, som jo aldrig nogen sinde ville finde en interesse i at ændre dem. Jeg synes, det er et problem, og jeg må også sige, at jeg jo tidligere har diskuteret det her, selv med socialdemokrater, som faktisk lød, som om de var mere villige til enten at gå på kompromis med konventionerne – ikke helt på kompromis, men villige til at gå langt for at passe på Danmark – eller også at tage affære i forhold til at få dem ændret. Jeg synes jo, at problemet her er: Hvor lang tid skal vi vente? Hvor meget skal vi acceptere af udhuling af vores folkestyre og vores frihed og kultur, fordi vi sætter konventionerne så højt?

Kl. 15:18

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:18

Inger Støjberg (DD):

Altså, jeg vil meget gerne være med til at udfordre konventionerne, og ud over at jeg har ry for det, har jeg også på papir – det har jeg rettens ord for – at det vil jeg.

Men når det er sagt, vil jeg sige, at man jo rent faktisk godt kan ændre konventionerne. Hr. Søren Pape Poulsen og jeg ændrede statsløsekonventionen i vores tid i regering, så man netop ikke kommer til at give statsborgerskab til en, som PET anser som en, der kunne være til risiko for landets sikkerhed, og det var man ellers nødsaget til førhen. Hvis vedkommende var statsløs, kunne man komme til at stå i den situation.

Så det kan godt lade sig gøre, men det er et stort stykke arbejde. Jeg synes faktisk, at man både skal presse på for det og udfordre det, og det vil jeg meget gerne være med til.

Kl. 15:18

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så siger vi tak til fru Inger Støjberg. Den næste på talerstolen er hr. Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance. Velkommen.

Kl. 15:19

(Partileder)

Alex Vanopslagh (LA):

Tak. Jeg vil egentlig gerne starte med en ros til Socialdemokratiets formand, fru Mette Frederiksen, for fru Mette Frederiksen har sagt nogle ualmindelig kloge ting om de problemer, vores velfærdssamfund står med. Demografien giver et stort pres på de offentlige udgifter, der er mangel på arbejdskraft, bureaukratiet kvæler velfærden, og forventningerne til velfærden vil blot stige i fremtiden, fordi vi ikke længere lever i 1970'erne, men vores velfærdsstat er indrettet, som om vi gør. Så kort fortalt er der brug for det, man kunne kalde velfærdssamfundet 2.0. Skulle jeg være lidt kæk, ville jeg måske bemærke, at det jo ofte er sådan, at når jeg får lyst til at rose fru Mette Frederiksen, er det for at have sagt noget klogt og ikke at have gjort noget klogt. Men det sidste kan jo nås endnu, også på det her område, men så tror jeg, det er nødvendigt, at man indser, at vi ikke får løst problemerne alene ved at frisætte kommunerne og de offentligt ansatte. Jeg tror grundlæggende, at vi skal huske på, hvem det er, velfærdssamfundet er til for. Det er jo ikke til for de offentligt ansatte eller kommunerne, det er til for borgerne, og velfærd er altså noget andet end bare at have et job i den offentlige sektor.

Det er ikke, fordi jeg er modstander af at sætte den offentlige sektor fri, men jeg kan være bekymret for, at hvis det eneste, vi gør, er at give kommunerne frihed til at gøre, som de nu engang har lyst til, så er det borgerne, der står tilbage med ansvaret, altså ansvaret for at finde vej i den offentlige sektors labyrinter og bare affinde sig med det, som kommunen nu ønsker at tilbyde dem. I stedet bør vi have den ambition, at vi også sætter borgerne fri, for det er dem, det handler om, og sikre, at det er dem, der leverer velfærden, der også har ansvaret – ansvaret for at drive deres tilbud på en måde, som borgerne er tilfredse med, og ansvaret for at bruge den nyvundne frihed til at tænke nyt og til at kunne lære af sine fejl. Og vi skal også have det mål, at man oplever, når man er velfærdsudbyder, og det er egentlig ligegyldigt, om man er privat eller offentlig, at når man ikke lever op til det ansvar, må man lukke og slukke, gå konkurs så at sige, mens borgerne skal opleve mere frihed – mere frihed til at vælge i det hele taget, men også vælge mellem offentligt og privat, vælge de løsninger, der passer bedst til dem, og måske lige så vigtigt at kunne vælge det fra, som ikke fungerer godt nok.

Hvis vi vil skabe velfærdssamfundet 2.0, tror jeg også, vi skal sætte fokus på mere frihed til at kunne blive velfærdsiværksættere og på en mere fri og reel konkurrence om at levere velfærden. For hvis det eneste, vi fokuserer på, er, at kommuner og offentlige institutioner skal have mere frihed, herunder frihed fra konkurrencen og frihed fra konsekvenser ved at gøre sit arbejde knap så godt, så står vi stadig væk med nogle store udfordringer. Så får vi ikke velfærdssamfundet 2.0, vi får bare velfærdssamfundet 1.0, bare med lidt mindre bureaukrati, og ja, så er vi i sandhed tilbage i 1970'erne.

Så opfordringen herfra er at gå mere ambitiøst til værks. Vi vil gerne bidrage til det i Liberal Alliance. Tiden er gået.

Kl. 15:22

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så er det fru Mai Villadsen fra Enhedslisten.

Kl. 15:22

Mai Villadsen (EL):

Tak for det. Tak for talen. Der er jo mange ting, vi som partier er meget, meget uenige om, kan man godt sige. Men der er også et område, hvor vi ofte plejer at kunne arbejde sammen; det er inden for retspolitik, åbenhed i det offentlige, retsprincipper i det hele taget. Det er jo ikke så længe siden, vi i fællesskab med rigtig mange andre her lavede en fælles henvendelse til justitsministeren om undersøgelseskommissoriet for FE-undersøgelsen. Vi kunne godt tænke os, at det blev åbnet mere op, og at man rykkede det fra Justitsministeriet til Folketinget. Mener partilederen, at vi har fået et fyldestgørende svar fra regeringen?

Kl. 15:23

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:23

Alex Vanopslagh (LA):

Nej, og jeg er glad for, at fru Mai Villadsen bringer det her op. For jeg synes, det vil være enormt frustrerende og forkert på alle planer, hvis det er, at vi ikke undersøger den her sag grundigere. Det, regeringen lægger op til, er bare, at man skal undersøge årsagerne til hjemsendelsen. Men det har vi fået undersøgt en gang. Det fik vi undersøgt, dengang den kommission frikendte FE-ledelsen for de anklager, den havde hængende over hovedet. Det, vi ikke har fået undersøgt, er hele det efterfølgende forløb, der i sidste ende fører frem til en sigtelse, herunder alt, hvad der er sket politisk. Når man ikke vil undersøge det fra regeringens side, ja, så vækker det jo også en større mistanke om, at der måske er en grund til, at de ikke vil have det undersøgt, og jeg håber, at vi i resten af oppositionen bliver ved med at presse på for at få undersøgt tingene grundigt.

Kl. 15:23

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Fru Mai Villadsen.

Kl. 15:23

Mai Villadsen (EL):

Jeg er meget enig i, at vi bliver nødt til at presse på, fordi det er en principiel og meget vigtig sag, og vi har behov for mere åbenhed her. Jeg kunne i forlængelse af det godt tænke mig at høre hr. Alex Vanopslaghs refleksion over, hvad det betyder også sådan demokratisk, at vi har en flertalsregering. Det er jo demokratiet i, hvad kan man sige, sit virke – det kan man lave – men giver det også nogle udfordringer i forhold til sådan åbenhed og inddragelse generelt? Det ser jeg i hvert fald nogle tendenser til.

Kl. 15:24

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:24

Alex Vanopslagh (LA):

Ja, det er i hvert fald en udfordring for tilliden til vores folkestyre, hvis et flertal herinde generelt bestemmer sig for, at man ikke skal ændre offentlighedsloven, så der er mere åbenhed – at man skal lave sådan nogle pseudoundersøgelser med nogle kommissioner, der skal undersøge det, der ikke er særlig interessant at undersøge, eller hvis man generelt på forskellig vis bliver enige om, at man skal lade folkestyret lukke sig om sig selv. Og det er jo både et problem, hvis det er en flertalsregering eller en mindretalsregering, der har nogle alt for loyale støttepartier.

Kl. 15:24

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så er det fru Mette Frederiksen, Socialdemokratiet.

Kl. 15:24

Mette Frederiksen (S):

Nu er det jo ikke så tit, man får ros her i Folketingssalen, så man kan jo lige så godt gribe den, når det endelig sker, også når der så ovenikøbet, synes jeg faktisk, kommer nogle kloge betragtninger om, at et enkelt element i velfærdssamfundet version 2.0 ikke ville være tilstrækkeligt. Vi bliver nødt til at kigge hele vejen rundt, og det er også det, regeringen ønsker. Så det er spændende.

Noget af det, vi diskuterer nu, og nu åbner jeg lige lidt op for det politiske værksted her, er, at vi måske godt kan finde ud af, og det tror jeg sådan set også i samarbejde med Liberal Alliance, hvad det er, vi gerne vil frisætte fra, men en endnu vigtigere øvelse er jo, hvad det er, vi vil frisætte til. For det her handler jo om, at flere børn skal kunne læse, skrive og regne, når de forlader folkeskolen, være dannede og være demokratiske medborgere, at flere ældre skal opleve en ældrepleje med værdighed osv. Vil Liberal Alliances partileder prøve at sætte lidt ord på det?

Kl. 15:25

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:25

Alex Vanopslagh (LA):

Jamen det er jo et godt spørgsmål. Jeg er egentlig ikke helt overbevist om, at det er det rigtige spørgsmål at stille, for måske skal vi ikke definere herinde i Folketingssalen, hvad det er, vi vil sætte fri til, men mere konstatere, at vi vil sætte fri. Altså, i sidste ende er det jo at sætte fri til at kunne levere velfærden på den måde, man nu engang finder bedst det enkelte sted, og så skal borgerne jo sættes fri til at vælge det tilbud, de foretrækker, og vælge det fra, der ikke fungerer. Men det er jo ikke sådan, at vi vil sætte fri til, at tingene skal være en til en på en bestemt måde.

Men jeg ved ikke, om jeg forstod spørgsmålet rigtigt.

Kl. 15:26

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Fru Mette Frederiksen.

Kl. 15:26

Mette Frederiksen (S):

Det var faktisk ikke det, der var min pointe, at det handler om frisættelse til noget metode, for det er jo metoden, vi vil være mindre optaget af. Men vi bliver jo nødt til politisk at vide, hvad det er, vi vil nå. F.eks. har vi en formålsparagraf omkring folkeskolen. Jeg synes jo, at det er begrædeligt, at vi ikke lever op til den i dag, for vi kan se, og det er jo på tværs af folkeskolereformer og det ene og det andet årti, at der stadig væk er for mange børn, der, selv om de går 10 år i skole i Danmark, stadig væk ikke, når de forlader folkeskolen, kan læse, skrive og regne på et niveau, så de kan gennemføre en ungdomsuddannelse, og jeg ved jo godt, hvad det er for nogle børn. Mange af dem er jo børn, der kommer med en svag familiebaggrund, og hvor folkeskolen ikke evner at give dem de muligheder, som velfærdssamfundet i virkeligheden skulle.

Så det var egentlig mere for at høre, hvad det er for nogle mål, vi reelt skal opstille, mere end metoderne.

Kl. 15:27

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:27

Alex Vanopslagh (LA):

Jamen altså, det er i hvert fald ikke nogen hemmelighed, at sådan som jeg ser på det i forhold til folkeskolen, er det jo ikke bare sådan, at frihed alene er nok, eller at det måske ligefrem er ønskværdigt. Det skal jo ikke være sådan, at alt bare er op til den enkelte skole, og at så må de undervise i, hvad pokker de vil. Nej, for udfordringen er jo, at det grundlæggende fokus på færdigheder og kundskaber og den grundlæggende dannelse er forsvundet, og derfor skal det formål jo styrkes. Det, man så skal regulere i mindre grad, er den anvendte metode.

I den seneste folkeskolereform var der alle mulige krav. Der skulle være 45 minutters bevægelse om dagen, skoledagene skulle være så og så lange, og der skulle være lektiecaféer, og hvad ved jeg. Det er jo en detailregulering, der er fuldstændig unødvendig. Fokus må være på formålet. Jeg har tidligere foreslået, at man måske definerede et nationalt pensum, som var styrende, og så måtte skolerne selv finde ud af, hvordan de underviste i det. Og jeg har lyst til også at kommentere på noget af det her med, at folkeskolens problem skulle være, at der er for tykke bøger. Altså, hvis folk går ud af folkeskolen uden at kunne læse og skrive, er det nok ikke, fordi bøgerne er for tykke.

Kl. 15:28

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så er det hr. Lars Løkke Rasmussen, Moderaterne.

Kl. 15:28

Lars Løkke Rasmussen (M):

Tak for det. Jeg vil også gerne indskrive mig i den her roseklub. Jeg synes, det var en rigtig, rigtig flot tale, og jeg synes, at der er masser af rum for at tale videre. Og jeg deler fuldstændig den betragtning, at hvis man bare slipper friheden løs uden at gøre andet, så risikerer det bare at blive ansvarsfrihed.

Derfor vil jeg bare lige spørge til spændvidden hos Liberal Alliance. For kunne man f.eks. forestille sig, at Liberal Alliance ville være parate til at diskutere, at man opgav kommunalfuldmagten i forhold til nogle frisatte offentlige institutioner, hvis det var som en del af en strategi, hvor der også var andre leverandører på markedet?

Kl. 15:28

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:28

Alex Vanopslagh (LA):

Ja, absolut. Altså, det må jo være borgernes oplevelse af velfærden og borgernes frihed i den kontekst, der er det dominerende, og hvis det kræver, at man indskrænker kommunernes frihed, så skal vi da selvfølgelig være klar til det. Jeg tror jo grundlæggende, at vi skal arbejde os hen imod et samfund, hvor det i udgangspunktet ikke er kommunen, der skal eje og drive velfærdstilbud. Altså, det er jo en mærkelig logik, at kommunerne skulle være bedre til det, når vi på alle andre områder i samfundet siger: Det er bedre at overlade det til nogle private aktører at levere noget, der er vigtigt, uanset om det er fødevarer, biler, eller hvad det nu engang er.

Så jeg tror, at det er det sådan helt lange sigte. Man kan sige, at hvis der er selvejende offentlige institutioner, der kan være i den konkurrence, så skal de selvfølgelig have lov til det.

Kl. 15:29

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Hr. Lars Løkke Rasmussen.

Kl. 15:29

Lars Løkke Rasmussen (M):

Jamen det kan være, at jeg så lige skal præcisere kommunalfuldmagten, ikke? Kommunalfuldmagten er jo bl.a. det, der gør, at man på et offentligt plejehjem ikke vil kunne sige til en beboer, der har penge med hjemmefra: Vi kan godt tilbyde noget ekstra mod egenbetaling, eller vi kan godt arrangere din 100-årsfødselsdag her på plejehjemmet. For så vil kommunalfuldmagten forbyde det og sige, at det jo er i direkte konkurrence med kroen.

Det, jeg egentlig spørger til, er jo, om man kunne forestille sig, at man sagde: Vi vil gerne give de der offentlige institutioner den frihedsgrad til også at kunne gå i konkurrence med det private, hvis man så til gengæld også lod det private gå i konkurrence med det offentlige.

Kl. 15:30

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:30

Alex Vanopslagh (LA):

Nu forstår jeg spørgsmålet. Det er virkelig et godt spørgsmål. Jeg tror, at hvis man skal gå ned ad det spor, må man jo også gøre noget på de områder, hvor der er tale om offentligt opgavetyveri i en grad, så der ikke er noget sagligt argument for det, altså for, at kommunen agerer på et eller andet erhvervsområde. Jeg tror, det er folkebiblioteket, der udlejer cykler, og det har vi et velfungerende privat marked for.

Så jeg tror, at tingene skal balancere. Man kan jo tage fat i den plan, som hr. Lars Løkke Rasmussens egen regering havde i forhold til fair konkurrence, herunder også fair prissætning, og så få det gennemført. Så det skal jo balanceres, hvis det er noget, vi skal kunne se os i.

Kl. 15:30

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så er det fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Kl. 15:30

Pernille Vermund (NB):

Jeg havde egentlig ikke tænkt, at jeg ville stille et spørgsmål, men det her rejser jo en diskussion om, hvad det er, det offentlige skal gøre i vores samfund. For en ting er, at vi enige om, at vi gerne vil betale vores kernevelfærd over skatten, altså at vi har skattefinansieret ældrepleje, uddannelse, børnepasning osv., men noget andet er, om driften i det offentlige skal leveres af det offentlige, eller om det skal leveres af det private. Og når jeg siger »leveres af det private«, så mener jeg altså, at det er for offentlige midler og stadig væk finansieret over skatten. Jeg tror i virkeligheden, at man bliver nødt til at tage den diskussion, hvis man vitterlig skal skabe den frihed, den innovation og den kreativitet ude i det offentlige, som skal til, for at man kan komme ud over de problemer, vi har i dag.

Kl. 15:31

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:31

Alex Vanopslagh (LA):

Jeg tror, at vi en til en ser ens på det, og ambitionen må da være, at de offentlige institutioner, der leverer velfærd, bliver til selvejende institutioner, der har de samme frihedsgrader som private institutioner, og så må borgernes frie valg jo afgøre, hvilke der skal bestå, og hvilke der ikke skal. Altså, det er jo ikke sådan, at jeg siger, at det partout skal være privat, at der skal være profit inde i billedet. Det betyder ikke så meget for mig, men jeg tror, at man ofte vil kunne nogle andre ting i det private, fordi der bare er nogle andre dynamikker.

Kl. 15:32

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Fru Pernille Vermund.

Kl. 15:32

Pernille Vermund (NB):

Jamen det spørgsmål, man vel ret beset kan stille, er: Hvis ikke der er en væsentlig årsag til, at det offentlige skal drive f.eks. daginstitutioner eller plejehjem, skulle man så ikke trække sig helt ud? Altså, vi har jo heller ikke et samfund, hvor det offentlige pludselig kan begynde at konkurrere med vores restauranter, uden at der er folk, der sætter foden ned. De steder, hvor det sker, lyder der jo et ramaskrig, og heldigvis får man jo ofte stoppet den type projekter.

Så skulle man ikke tænke den anden vej og spørge: Hvorfor ikke lade det private gøre alt det, der handler om drift ude i kommunerne eller regionerne, som kan leveres af private? Hvorfor skal det offentlige overhovedet blande sig i det? Altså, vi finansierer det stadig med offentlige midler, men hvorfor skal det offentlige drive institutionerne?

Kl. 15:32

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:32

Alex Vanopslagh (LA):

Altså, jeg tror, at hvis man kunne starte Danmark forfra på et blankt stykke papir, var man jo endt med den model, som fru Pernille Vermund skitserer. Nu er virkeligheden jo bare den, at størstedelen af børnehaverne, sygehusene osv. osv. er offentlige; de er kommunalt drevet eller drevet af regionerne, staten, eller hvad det nu er for et område. Så hvis man bare nedlagde dem fra den ene dag til den anden, ville vi jo mangle dem. Så det første skridt er jo at sige, at de bliver selvejende institutioner, der har de samme frihedsgrader som private, men til gengæld holder vi ikke hånden over dem. Hvis borgerne fravælger dem, går de jo konkurs og må lukke og slukke, for velfærd handler om borgernes bedste og ikke om hele tiden bare at tilgodese KL og den offentlige fagbevægelse.

Kl. 15:33

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Kl. 15:33

Morten Messerschmidt (DF):

Det er en meget spændende diskussion at lytte til, både i forhold til hvad der skaber prisdannelse, og hvem der skal gøre hvad osv. Jeg kunne ikke lade være med nu, hvor der tilsyneladende foregår en fuldstændig applauderende opbakning til alt på det frie marked, at spørge Danmarks førende liberalist, om ikke også det frie marked har sine begrænsninger, og om ikke vi f.eks. i forhold til det, vi har set på det seneste, med bonusordninger i energisektoren, er nået et sted hen, hvor anstændigheden simpelt hen ikke længere er i harmoni med de frie markedskræfter.

Kl. 15:34

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:34

Alex Vanopslagh (LA):

Altså, de frie markedskræfter har jo deres begrænsninger. Lad mig starte med at bekræfte det. Der er jo masser af ting, der er vigtige i tilværelsen, som man ikke kan købe for penge. Så blev der spurgt ind til grådighed i nogle af de her elselskaber. Der er mit udgangspunkt det, at jeg har tillid til, at aktionærerne i de virksomheder kan sige fra, og det er også en bestyrelsesmæssig opgave at sørge for, at man driver sin virksomhed på en måde, hvor den ikke fremstår alt for grådig. Så jeg vil være påpasselig med fra politisk hold at gå ind og regulere sådan noget.

Kl. 15:34

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Hr. Morten Messerschmidt.

Kl. 15:34

Morten Messerschmidt (DF):

Nu er der jo den særlige ting ved energisektoren, i hvert fald i Danmark og de fleste europæiske lande, at den har et nærmest symbiotisk forhold til staten. Altså, store dele af anlæggene og i et vist omfang også driften er finansieret af offentlige midler osv. Derfor ville det vel ikke være for meget i en tid, hvor rigtig mange danskere har svært ved at få tingene til at hænge sammen og er blevet ramt af nogle vildt høje elregninger, varmeregninger osv., at sige, at når der i ét selskab er plads til at udbetale mere end 0,5 mia. kr. i bonusordninger, så burde man måske lave et indgreb i forhold til overnormal profit, som man også har gjort det i andre dele af energimarkedet, og sende de penge tilbage til forbrugerne.

Kl. 15:35

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:35

Alex Vanopslagh (LA):

Men det forsøgte regeringen bl.a. i den seneste inflationsaftale, og det, der stod i de notater, der kom, var jo, at ud af det beløb, man beskatter – altså de 100 pct., man beskatter af den overnormale profit – er 80 pct. af pengene efter et tilbageløb af adfærd forsvundet, dels fordi noget af det er noget, man ville have fået ind via selskabsskatten, og det får man så ikke ind længere, dels fordi man jo så bare kan fremrykke nogle investeringer. Så den her forestilling om, at man bare kan beskatte sig ud af alle problemer, holder jo ikke. Man har forsøgt sig med det her, synes jeg, lidt populistiske greb med beskatning af overnormale profitter, men det virker ikke.

Kl. 15:36

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Alex Vanopslagh. Den næste på talerstolen er hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Kl. 15:36

(Partileder)

Søren Pape Poulsen (KF):

Tak. Det er jo begrænset, hvad man kan nå på 3 minutter, og derfor har jeg altså valgt, at det er et enkelt emne, jeg vil koncentrere mig om, også henset til at forhandlingerne om vores uddannelser og vores universitetsuddannelser går i gang lige nu.

Der er jo kommet et forslag om, at halvdelen af de studerende skal have en kortere universitetsuddannelse end i dag, og det er vi bekymrede over, fordi vi frygter, at det er noget af et eksperiment, man kaster universiteterne ud i, og som risikerer at gøre mere skade end gavn. Der er en lang række advarsler både fra de studerende og universiteterne, og det er måske ikke så mærkeligt, men der er også økonomer, der advarer mod det her, og som peger på – i hvert fald ifølge Det Økonomiske Råd – at det kan gøre os markant fattigere, op til 14 mia. kr.

Så er der en lang kaskade af bureaukratisk bøvl, der kommer, når man på universiteterne går fra at skulle have én overbygning til hver bacheloruddannelse til at skulle have to rigtig mange steder. Det vil give rigtig meget administrativt arbejde, og jeg synes ikke, det er den gruppe, vi skal fremme får mere arbejde på universiteterne, for at være helt ærlig. Vi ender også med at opdele tusindvis af unge på A- og B-uddannelser, med alle de konsekvenser, det nu har for vores samfund. Jeg er også dybt bekymret for, hvad det kan betyde for valget af professionsuddannelser, hvis man kan få en 4-årig universitetsuddannelse, og hvad det vil betyde for det valg, de unge tager.

Jeg vil godt rose sådan de bagvedliggende tanker fra regeringen. Vi bakker sådan set op om tankerne bag, at vi styrker kvaliteten i hele vores uddannelsessystem og også erhvervsskolerne, og der er behov for mere kvalificeret arbejdskraft. Men som jeg også har sagt tidligere i et spørgsmål, så lad os nu prøve at gennemføre reformer frem for revolutioner, som vi jo ikke kender udfaldet af. Derfor har vi også foreslået nogle reformer af universiteterne, som giver lige så meget arbejdskraft som det, regeringen har foreslået, og som giver lige så mange penge som det, regeringen har foreslået, og det har vi jo fået ros for. Landets universitetsrektorer vurderer det som et snusfornuftigt og eftertænksomt forslag. Vi foreslår jo bl.a., at vi i højere grad dimensionerer universiteterne, så de tager færre studerende ind og primært på de uddannelser, der uddanner til arbejdsløshed, og så laver vi derudover en lille forsøgsordning. Lad os nu gøre det klogt. Jeg synes, vi har set mange eksempler på i vores samfund, at når vi gennemfører noget, der er total modstand mod alle steder, så får det et problem, når det skal implementeres, og hvis man ikke er med på implementeringen, kommer vi til at spilde rigtig mange kræfter på det her.

Så jeg håber meget, at vi i de forhandlinger, vi får, kan finde en vej til at skabe et arbejdsudbud, skabe en økonomi til at styrke vores uddannelser, men på en måde, så vi ikke tager og gambler med vores universitetsuddannelser, hvilket jeg faktisk føler vi er i gang med med det meget vidtgående udspil, der ligger nu. Tak.

Kl. 15:39

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så er det fru Mai Villadsen, Enhedslisten.

Kl. 15:39

Mai Villadsen (EL):

Mange tak. Jeg er meget enig med hr. Søren Pape Poulsen i spørgsmålet om universitetsuddannelserne og i, at det, regeringen har gang i, er gambling med institutioner, der jo faktisk fungerer. Vi også risikerer, at implementeringen slår helt fejl. Så der håber jeg vi kan samarbejde.

Et andet område, hvor vi jo har samarbejdet fra tid til anden, er klimaområdet, og jeg har noteret mig, at også Konservative er meget kritiske over for, at man frem ad banen har tænkt sig at skære i Klimarådets bevilling. Derfor håber jeg, at vi i fællesskab kan få presset regeringen i det spørgsmål. Vil Konservative være med til det?

Kl. 15:40

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:40

Søren Pape Poulsen (KF):

Ja, det vil vi bestemt. Det er jo vigtigt at have sådan nogle som Klimarådet, der ikke nødvendigvis altid siger det, man har lyst til at høre, og der skal findes penge for 2024. Nu forstår jeg, at det er en skrænt, der skal fyldes op, men det må vi jo gå fælles til. Jeg er meget enig i det. Og så synes jeg også, at vi mangler et stort svar, og det er på, hvorfor åben dør-ordningen ikke er blevet åbnet igen.

Kl. 15:40

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Fru Mai Villadsen.

Kl. 15:40

Mai Villadsen (EL):

Ja, der er der også mange af os, der stiller store spørgsmål. Tak for den tilkendegivelse. Vi står jo med nogle meget akutte udfordringer, og jeg er rigtig glad for, at Konservative gerne vil beskytte og bevare Klimarådet. Det gjorde man jo også i høj grad for nogle regeringsperioder siden, hvor man faktisk var dem, der forsvarede af Klimarådet – så tak for det.

Jeg håber også, at Konservative vil være med til at lave en akutpakke for klimaet. Det mener vi der er behov for, hvis vi skal nå i mål med vores 2025-mål. Så det kunne jeg også godt tænke mig at høre om man vil.

Kl. 15:41

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:41

Søren Pape Poulsen (KF):

Nu skal jeg passe på, at jeg ikke bliver fanget i noget her, for det kommer jo an på, hvad den skal indeholde. Men vi kan blive enige om, at vi er bagefter, og at det kalder på handling. Så jeg går gerne ind i et rum, hvor vi ser på, om vi kan gøre noget mere hurtigere, og hvordan vi kan gøre det på en fornuftig måde. Så hvis det er det, der sådan er tilgangen, er jeg helt med, men det kommer selvfølgelig an på indholdet, det er jo klart.

Kl. 15:41

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så er det fru Mette Frederiksen, Socialdemokratiet.

Kl. 15:41

Mette Frederiksen (S):

Tak for det. Igen vil jeg kvittere for, at man går konstruktivt ind i forhandlinger omkring fremtidens uddannelsessystem. Jeg deler ikke helt partilederens bekymringer; jeg synes, at vi har lagt noget rigtig fornuftigt frem. Men lad os nu komme videre med forhandlingerne og så få fundet nogle gode løsninger. I det hele taget vil vi jo sådan set gerne i regeringen samarbejde, også med Det Konservative Folkeparti.

Vores to partier plejer jo at følges ad på retsområdet, og derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, om det kunne anspore Det Konservative Folkeparti til at gå med i en finanslovsaftale, at vi i det finanslovsudspil, og jeg indrømmer, at der ikke er mange penge, fordi det er en lidt speciel finanslov i år, faktisk lægger op til et lille løft af domstolene, fordi der er en ventetidsproblematik.

Kl. 15:42

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:42

Søren Pape Poulsen (KF):

Det kan i hvert fald anspore Det Konservative Folkeparti til at anerkende rigtigheden af, at der er sat penge af til domstolene. Altså, jeg tænker, at vi i Folketinget langt hen ad vejen bærer et fælles ansvar for den udvikling, der har været gennem mange år. Der er simpelt hen for stort et pres. Vi har jo lavet nogle meget succesfulde lovgivninger, der har taget mange af vores dybt kriminelle væk fra gaden og ind i fængslerne, og nu er der så en kæmpe pukkel, jo ikke mindst på det civile område. Det holder ikke, så det er vi enige i.

Kl. 15:43

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Fru Mette Frederiksen.

Kl. 15:43

Mette Frederiksen (S):

Udfordringerne på det her område er jo ret store, og det er derfor, vi også i regeringen arbejder med en egentlig strafreform, for det er i hele kæden, vi har behov for at opprioritere retspolitikken. Men når der er en regering, der indbyder Det Konservative Folkeparti til at gå med ind i en forhandling omkring finansloven, er det så ikke mærkeligt, hvis De Konservative ikke er med i sådan en aftale? Det ville jeg da synes var lidt mærkeligt.

Kl. 15:43

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:43

Søren Pape Poulsen (KF):

Jamen der er mange finanslove, vi ikke er med i. Den sidste regerings finanslove var vi jo heller ikke en del af. Vi mødte op til forhandlingerne, og det gør vi gerne.

Jeg skal være helt ærlig og sige, at vi er 3 måneder inde i året, og vi har en finanslov, der ligger nu, og som vi nok ikke kan hidse os voldsomt op over. Vi synes måske egentlig mere, at det, vi vil fokusere kræfterne på, er at komme i gang med at tale jobcenter og med at tale frisættelse af den offentlige sektor, og vi har også talt om at lave deciderede aftaler om domstolene. Én ting er pengene, en anden ting er, hvordan vi laver en forligspraksis, som jo faktisk er et nybrud, omkring det.

Kl. 15:44

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så er det hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Kl. 15:44

Martin Lidegaard (RV):

Tak for klare tilkendegivelser fra hr. Søren Pape Poulsen om hele uddannelsesreformen. Det er jo sådan en af de situationer, hvor man tænker, hvad det egentlig er for et problem, det her udspil skal løse, når man kigger på, hvor mange andre problemer det skaber, hvis man faktisk beskærer halvdelen af landets universitetsuddannelser med 1 år, som alle jo også er imod – bortset fra regeringen.

Hr. Søren Pape Poulsen nævnte i sit indlæg her, at man ønsker at styrke uddannelserne i Danmark – også tak for den tilkendegivelse – men i det udspil, De Konservative har lavet, så vi en, så vidt jeg kunne se, 10-procentsbesparelse generelt. Så mit spørgsmål var: Hvordan vil Konservative gerne styrke uddannelserne i Danmark?

Kl. 15:44

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:45

Søren Pape Poulsen (KF):

Jeg mener, der ligger gode elementer i det forslag, der er, med bl.a. erhvervskandidaten. Men når vi vil dimensionere og beskære med 10 pct., er det selvfølgelig, fordi vi også har en holdning om, at der er rigtig mange unge mennesker, der går på universitetet, og for mange af dem uddanner sig til arbejdsløshed. Så kan en del af det at styrke uddannelserne jo være at kigge på vores erhvervsuddannelser og se, om vi kunne styrke noget der, gøre det mere interessant. Vi har jo brug for, at der er flere, der vil tage en erhvervsuddannelse. Kan vi gøre noget ved professionsuddannelserne? Jeg er bange for, at med den her reform kommer professionsuddannelserne til at minde for meget om nogle universitetsuddannelser, og det gør nok, at folk vil gå væk fra professionsuddannelserne.

Kl. 15:45

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Hr. Martin Lidegaard.

Kl. 15:45

Martin Lidegaard (RV):

Vi deler helt målet om at styrke både erhvervsuddannelserne og professionsskolerne. Men vi ser nok sådan på det, at vi måske i virkeligheden har et behov for at tilføre nogle nye midler ind i hele uddannelsesområdet. For det, der er den egentlige udfordring, som også flere andre partier har været inde på, er vel, at vi stadig væk har ca. 20 pct. af de unge, som slet ikke får nogen uddannelse efter folkeskolen. De kan jo få alle mulige uddannelser, men der skal gøres en ekstra indsats, tror vi, for at de får det, og det er måske der, vi gerne vil fokusere. Det tror vi bedre vi kan gøre ved at tilføre ressourcer udefra end ved at lade hunden bide af sin egen hale. Danmark lever jo af uddannelse.

Kl. 15:46

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:46

Søren Pape Poulsen (KF):

Ja, det er jeg enig i. Vi foreslår selvfølgelig ikke en dimensionering på 10 pct., hvis vi ikke synes, det er fornuftigt.

Jeg synes da, der er nogle unge mennesker, vi skulle gøre langt mere for. Vi er kommet med et udspil for et år siden, tror jeg, hvor vi foreslår, at der måske var nogle i de ældste klasser i folkeskolen, der kunne få en dag om ugen ude på en virksomhed. I stedet for at de bliver tabt mellem to stole, kunne de så få en dag om ugen på en virksomhed, der kunne gøre, at de kunne se meningen med at gå i skole. Det er ikke sikkert, de ender på universitetet, men de ender i hvert fald med at få et godt liv og komme ud på arbejdsmarkedet. Jeg tror, vi skal tænke det hele vejen fra folkeskolen og videre.

Kl. 15:46

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så er det fru Franciska Rosenkilde, Alternativet.

Kl. 15:46

Franciska Rosenkilde (ALT):

Tak for det. Vi deler også nogle af de bekymringer, som hr. Søren Pape Poulsen kommer her med, omkring det udspil, der er på uddannelsesområdet, og for øvrigt også de kloge betragtninger, der kom fra hr. Martin Lidegaard.

Jeg vil dog spørge til noget andet – noget, som ligger både mig og rigtig mange danskere nær, og som jeg vil høre partilederens mening om, og det er det danske drikkevand. I Alternativet er vi meget optaget af, at vi beskytter det danske drikkevand og hurtigt får lavet nogle aftaler, der gør det. Hvordan forholder Konservative sig til det?

Kl. 15:47

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:47

Søren Pape Poulsen (KF):

Vi er jo i den helt fantastisk privilegerede situation i dette dejlige land, at vi kan åbne hanen og drikke vandet. Den situation er man desværre ikke i i mange andre lande. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at beskytte vores drikkevand. Vi har jo også – jeg tror, det var fru Pia Olsen Dyhr, der var inde på det tidligere – lavet en aftale om at beskytte vores reserver, som så ikke er blevet gennemført. Men lad os nu gå sammen og i fællesskab finde en løsning på det her.

Kl. 15:47

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Fru Franciska Rosenkilde, værsgo.

Kl. 15:48

Franciska Rosenkilde (ALT):

Tak. Jamen det lyder umiddelbart godt. Så vil jeg høre, om hr. Søren Pape Poulsen er med på, at det her ikke kun er et spørgsmål om at lave en plan, men at der også skal handling bag de ord.

Kl. 15:48

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:48

Søren Pape Poulsen (KF):

Det er altid godt at lade planer følge af handling, så lad os blive enige om det.

Kl. 15:48

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så er det hr. Lars Løkke Rasmussen, Moderaterne.

Kl. 15:48

Lars Løkke Rasmussen (M):

Tak for det. Jeg vil egentlig også spørge ind til finansloven, for jeg forstår ikke, at Det Konservative Folkeparti har meldt sig ud, før man har meldt sig ind. Det er rigtigt, at der ikke er noget stort frit råderum til politiske prioriteringer nu, men det er jo, fordi der er en lille smule tv-køkken over det i den forstand, at en stor del af året er gået og mange af ingredienserne er forberedt på forhånd, bl.a. den store Ukrainefond, vi har lavet i fællesskab, og akuthandleplanen, som skal løse vores sundhedsvæsen, og som De Konservative heller ikke er imod.

Derfor vil jeg egentlig bare spørge: Hvad er det så, der gør, at Det Konservative Folkeparti ikke vil tage et samlet endeligt medansvar for husholdningsregnskabet for 2023 og dermed også sende et signal om, at man er et parti, der gerne vil tæt ind omkring den her regering?

Kl. 15:49

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:49

Søren Pape Poulsen (KF):

Det synes jeg også vi signalerer. Vi har jo sagt, at vi er klar til at diskutere de helt store spørgsmål om jobcentre, frisættelsen af den offentlige sektor og en lang række andre initiativer. Vi har også stemt for alt, hvad der har med Ukraine at gøre.

Jeg siger jo ikke, at vi har meldt os ud. Vi siger måske bare, at vi nok har svært ved at se, at vi skal lægge alle vores kræfter i de her finanslovsforhandlinger i forbindelse med en finanslov, som egentlig hurtigst muligt burde vedtages, altså når vi er 3 måneder inde i perioden. Vi kommer jo til at stemme for finansloven. Altså, det synes jeg jo man som ansvarligt parti gør. Men derfor er det jo ikke sikkert, at man samlet set kan se sig i det, og med den forhandlingsreserve, der er, tror jeg, at der skal meget tv-køkken til, for at man synes, at det er nok til, at vi er med.

Kl. 15:49

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Hr. Lars Løkke Rasmussen.

Kl. 15:49

Lars Løkke Rasmussen (M):

Jamen for mig er det bare lidt svært at forstå, at man ikke, hvis man har appetit på mere, starter med at spise det, der er, altså at man, hvis man virkelig har meget appetit, så til det, der står på bordet, siger: Det skal jeg ikke have, for jeg har appetit på meget mere.

Det er jo egentlig derfor, jeg spørger: Hvad er det i finansloven, der gør, at Det Konservative Folkeparti ikke kan indgå en aftale om det? Jeg er helt med på, at det ikke er noget, man skal bruge meget energi på, for det er jo sådan set færdigt. Så der må jo være et eller andet i finansloven, som man siger at man simpelt hen ikke vil lægge ryg til, siden man ikke vil indgå en samlet aftale om den.

Kl. 15:50

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:50

Søren Pape Poulsen (KF):

Men når en finanslov bliver lagt på bordet, vil man jo normalvis sige, hvad de partier, der skal være med, også kommer ind til bordet med, og hvad deres muligheder så er. Og de er da absolut begrænsede med det, der er. Vi vil da rigtig gerne diskutere nogle af de udgiftsposter, der er. Der er både noget til skat, noget omkring arbejdsmiljø, som vi altid positivt vil hælde flere penge i, men vi får aldrig nogen sinde en diskussion af, hvordan indsatsen fungerer. Der var noget der, vi godt kunne tænke os at komme mere ind i. For at citere hr. Lars Løkke Rasmussen: Det kræver mere end 18 sekunder at svare på det spørgsmål.

Kl. 15:51

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Kl. 15:51

Pernille Vermund (NB):

Tak for det. Der er meget, vi i Nye Borgerlige er meget enige med Det Konservative Folkeparti om, men der er også noget, vi ikke er enige om. Det er bl.a. den stigende industrialisering af vores danske landskaber og vores danske kulturlandskaber. Og når jeg taler om industrialisering, er det selvfølgelig de mange vindmøller, der bliver stillet op.

Lige før valget indgik Konservative sammen med et flertal i Folketinget en aftale om, at man ville lave screeninger for testcentre, hvor kæmpe vindmøller på 450 m bl.a. kunne stå i Vadehavet. Det er et UNESCO-verdensarvsområde. Mener Konservative virkelig, at det er en god idé at stille kæmpe vindmøller i Vadehavet?

Kl. 15:51

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:51

Søren Pape Poulsen (KF):

Nu skal vi skille tingene ad. Nu er der en screening, og så må vi se, hvor der er en mulighed. Vi vil jo allesammen gerne have den vedvarende energi, og vi vil gerne have en eksportsektor, altså en vindmølleindustri, der eksporterer for rigtig, rigtig mange penge, og så er vi også nødt til at acceptere, at der jo skal være testcentre nogle steder for at kunne teste de her store møller.

Vi ser en kæmpe mulighed rundtom i verden, i Indien og andre steder, for eksporteventyr, og så må vi selvfølgelig se på, hvor de her møller kan stå. Vi kan jo ikke udvikle dem og så sige, at vi ikke vil have dem stående nogen steder. Hvor de så skal være, må vi jo så drøfte; det skal jeg ikke gøre mig til professor eller klog i. Men vi skal selvfølgelig stadig væk beskytte vores natur, samtidig med at vi finder de rigtige steder.

Kl. 15:52

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Fru Pernille Vermund.

Kl. 15:52

Pernille Vermund (NB):

Men det er jo en del af aftalen. Altså, det er en del af aftalen, at man vil afsøge Vadehavet – Vadehavet! – som et muligt sted at opstille 450 m høje kæmpe vindmøller. Hvordan kan man overhovedet få den tanke og så kalde sig konservative? Jeg forstår det ikke.

For mig er vores naturarv mindst lige så vigtig som vores kulturarv. Og jeg troede, at det var sådan nogle CBS-liberalister, der kunne finde på at kapitalisere det, som vi er givet i arv, og dermed fjerne en arv fra kommende generationer. Hvordan kan man få den tanke?

Kl. 15:53

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:53

Søren Pape Poulsen (KF):

Der kigges jo på flere muligheder, og uden sammenligning i øvrigt kan jeg godt huske debatten om det første testcenter i Østerild, hvor der jo var kæmpe protester – folk ville ikke væk fra skoven, og politiet måtte fjerne folk – over, at det var en stor ødelæggelse af det område, men det har jo vist sig at blive helt anderledes, hvis man kigger på det i dag. De protester er der jo ikke længere. Og nu er der jo tale om en screening, hvor man bl.a. kigger på Vadehavet, men også på andre steder. Så inden vi nu beslutter os for, at der er taget en beslutning, som ødelægger alt, så lad os nu lige se sådan med sund fornuft og helt stille og roligt på, hvor det kan lade sig gøre.

Kl. 15:53

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Så siger vi tak til hr. Søren Pape Poulsen og velkommen til fru Mai Villadsen fra Enhedslisten.

Kl. 15:53

(Partileder)

Mai Villadsen (EL):

Tak for det. Vi har jo lige passeret 100-dagesmærket for den nye regering, og man kan nok uden at overdrive sige, at den ikke, i hvert fald i målingerne, har fået den allerbedste start. Man skal ikke være politisk analytiker for at kunne se, at det nok i høj grad skyldes det ret uskønne forløb i forbindelse med afskaffelsen af store bededag.

Men modsat afskaffelsen af store bededag, hvor det mildest talt nok ikke rigtig lykkedes regeringen at forklare danskerne, hvorfor de skulle af med en fridag, altså at etablere den såkaldt brændende platform, som man taler meget om i politik, ja, så står vi, når det gælder klimakrisen, decideret med en brændende platform. Derfor undrer det mig også, at regeringen på nogle punkter virker fodslæbende, ja, modvillig, nærmest handlingslammet i klimaspørgsmålet. For selv om regeringen rigtig ofte og med rette taler om at løse de store problemer, de store kriser, så kan man ikke sige, at de første 100 dage har været særlig grønne.

Med det nye finanslovsforslag fra regeringen er der altså heller ikke nogen nye klimainitiativer. Tværtimod skæres Klimarådets bevilling fra nytår. Det mener jeg simpelt hen er uansvarligt. Det råd, som skal overvåge, om vi lever op til vores klimamål, og som skal rådgive og vejlede os som politiske beslutningstagere, vil miste størstedelen af sin bevilling fra nytår. Det mener jeg altså ikke rimer på en regering, der vil løse de store problemer, men i stedet lugter af en regering, der dukker sig for ansvaret og skubber de her problemer ud i fremtiden.

Det kan man ikke. For det er nu, det gælder. Det er de næste få år, der afgør, om vi efterlader en bæredygtig klode, hvor livet kan blomstre og gro, til generationerne efter os, eller om vi går en tid i møde med mere ulighed, ekstremt vejr, naturkatastrofer, fattigdom og nød som følge af klimaforandringerne.

Og man skal ikke tro, at klimaforandringerne kun vil kunne mærkes rundtomkring ude i verden. Nej, de vil også kunne mærkes herhjemme. Faktisk vil de børn, der fødes i Danmark nu, risikere at leve i et land, der kan være op til 5 grader varmere, når de bliver gamle, altså om 80 år – hvis altså vi ikke handler på verdensplan, men også handler i Danmark. De her børn kommer om nogen til at mærke forandringen på egen krop, og samtidig virker det, som om vi har en regering, som er besynderlig upåvirket og uberørt, selv om man jo i sit grundlag skriver, at klimakrisen er vores generations største udfordring. Det er jeg rørende enig i. Derfor håber jeg ikke, det er tom retorik. Vi må holde håbet i live. Derfor vil jeg også rigtig gerne sige tak til partierne i den rød-grønne blok for det samarbejde, vi har haft i mange år for at holde klimahandlingen i gang. Tak.

Kl. 15:57

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Tak. Så er det fru Pia Olsen Dyhr, SF.

Kl. 15:57

Pia Olsen Dyhr (SF):

Jeg har noteret mig, at Moderaternes formand, hr. Lars Løkke Rasmussen, ofte bruger vendingen, at det er rigtig godt, at vi har fået en regering hen over midten, fordi yderfløjene er sådan nogle, man jo slet ikke kan samarbejde med. Jeg tænker, at hr. Lars Løkke Rasmussens logik egentlig mere bunder i en fragmenteret blå blok, for når man kigger på de 3½ år, hvor vi samarbejdede med en socialdemokratisk etpartiregering, lykkedes vi jo med rigtig meget. Hvad vil fru Mai Villadsen fremhæve af resultater, som vi faktisk lykkedes med?

Kl. 15:57

Første næstformand (Leif Lahn Jensen):

Værsgo.

Kl. 15:58

Mai Villadsen (EL):

Tak for et ledende spørgsmål fra fru Pia Olsen Dyhr. Jeg er meget enig i analysen og diagnosen, nemlig at vi kan samarbejde om rigtig meget, og at vi er lykkedes med meget. Jeg er selvfølgelig uendelig stolt over klimaloven. Den var banebrydende, og det er den stadig. Den har skubbet til resten af verden. Jeg er også rigtig stolt over minimumsnormeringerne – noget, som SF kæmpede benhårdt for og lykkedes med. Vi er lykkedes med at udvide velfærden, og jeg synes, at samarbejdet var godt, og derfor mener jeg også, at den der dæmonisering af fløjene er forfejlet.

Kl. 15:58

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Pia Olsen Dyhr for sit sidste spørgsmål.

Kl. 15:58

Pia Olsen Dyhr (SF):

Jamen jeg synes også, at de 3½ år, der var, er noget af det bedste, der er sket for Danmark i mange år, og derfor var jeg jo også frustreret – det er måske i virkeligheden det bedste ord – over, at vi ikke kunne fortsætte i samme retning, mest på klimaets vegne, og derfor er jeg glad for, at partilederen for Enhedslisten bruger så meget tid på klima i sin tale.

Hvad mener fru Mai Villadsen er de næste skridt, vi skal levere på klimaområdet? For det handler jo ikke kun om de mål, vi har sat. Vi har sat mange ambitiøse mål, og vi har også leveret noget af det. Men jeg mener jo, at der er nogle skridt, der er påtrængende, ikke mindst, når vi taler om transport, men også, når vi snakker om landbruget.

Kl. 15:59

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Mai Villadsen.

Kl. 15:59

Mai Villadsen (EL):

Tak for det. Jeg er fuldstændig enig, og jeg er enig i regeringens spor i forhold til at implementere aftaler hurtigere – det er helt rigtigt set – men vi skal også gøre mere. Jeg synes faktisk på transportområdet at Dansk Industri er kommet med nogle ganske udmærkede forslag for nylig, som jeg i hvert fald har lyttet til med stor interesse. På transportområdet mener jeg det er helt forkert at man aflyser så meget af den kollektive trafik, som vi har indført i fællesskab. På landbrugsområdet er der ingen tvivl om at vi skal varsle en ambitiøs og ordentlig CO2-afgift og handle hurtigere og desuden nedbringe mængden af kvælstof. Det vil både være godt for naturen, men også for klimaet.

Kl. 15:59

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Næste spørger er fru Mette Frederiksen.

Kl. 15:59

Mette Frederiksen (S):

Jeg kan jo hurtigt hoppe ind i koret og glæde mig over den regering, der var igennem 3½ år. Jeg vil i øvrigt sige på Socialdemokratiets vegne, at vi har været meget, meget glade for samarbejdet med Enhedslisten. Der er også nogle områder, hvor Enhedslisten og Socialdemokratiet ligger meget, meget langt fra hinanden. Det gælder udlændingepolitikken, retspolitikken, sikkerhedspolitikken og afstemningen omkring forsvarsforbeholdet, som jasiden vandt stort. Men der er jo også nogle uenigheder på den økonomiske politik, og jeg vil bare sige, at når jeg selv er optaget af, at vi fører en ordentlig økonomisk politik og fremtidssikrer Danmark, er det jo, fordi jeg ved, hvem det er, der kommer til at betale prisen, hvis ikke vi gør det. Det er ikke de bedst stillede, for de skal nok finde en vej. Det er de dårligt stillede i Danmark, der får en dårligere folkeskole eller en uværdig ældrepleje. Har man aldrig den overvejelse i Enhedslisten? Altså, indgår det slet ikke i overvejelserne?

Kl. 16:00

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Mai Villadsen.

Kl. 16:00

Mai Villadsen (EL):

Jamen jeg er da glad for at høre, at fru Mette Frederiksen var glad for det samarbejde, vi havde i sidste periode. Så kan man jo undre sig over, hvorfor det ikke blev videreført, når nu flertallet var til det.

I forhold til spørgsmålet om økonomisk politik vil jeg sige, at jo, Enhedslisten er da ekstremt optaget af at fremtidssikre vores velfærdssamfund. Derfor mener jeg vitterlig også, at det er uansvarligt, at regeringen skalter og valter med skattelettelser i den her periode i stedet for at investere i eksempelvis velfærden, som har store problemer. Jeg undrer mig også over, hvorfor regeringen ikke f.eks. kommer med penge til erhvervsuddannelserne nu – et område, hvor vi er helt enige i der mangler investeringer.

Kl. 16:01

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Mette Frederiksen.

Kl. 16:01

Mette Frederiksen (S):

Men i al respekt, og det er jo ikke, fordi elementer af skattepolitikken, og hvordan vi prioriterer nogle midler på erhvervsuddannelserne, ikke er vigtige, er det, vi står over for, jo langt større end begge dele. Altså, det er jo et trafikuheld i langsom gengivelse. For selv om vi har en stærk offentlig økonomi i dag og vi har holdbarhed på lang sigt, er der en kombination af demografiske udfordringer, det, vi ser ind i i forhold til manglende rekruttering, færre i den erhvervsdygtige alder og en overbureaukratisering af den offentlige sektor, og så hænger det simpelt hen ikke sammen. Og det er jo langt, langt større end en enkelt prioritering på en finanslov. Derfor er der jo behov for nogle grundlæggende reformer, så vi gør Danmark rigere og stærkere for også at kunne blive grønnere, og der synes jeg bare, jeg mangler Enhedslisten – I'm sorry to say. Jeg var meget, meget glad for vores samarbejde, men på de der tunge beslutninger synes jeg Enhedslisten godt kunne tjekke mere ind.

Kl. 16:02

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Mai Villadsen.

Kl. 16:02

Mai Villadsen (EL):

Det er jeg sådan set ærgerlig over at fru Mette Frederiksen siger, for jeg mener, vi er tjekket fuldt ind, og at vi sådan set også har snakket reformer, også i de sidste 3 år. Det er rigtigt nok, at vi synes, at nogle af de klassiske arbejdsudbudsreformer som f.eks. afskaffelsen af store bededag er den forkerte vej at gå, men vi vil da gerne være med til, at der er flere, der kommer ind på arbejdsmarkedet, og som får flere muligheder i vores samfund. Vi ser gerne store reformer, men de skal jo være til folkets bedste, og derfor mener jeg heller ikke, det er en parentes, at I nu har ændret kurs i Socialdemokratiet og hellere vil bruge penge på skattelettelser.

Kl. 16:02

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Den næste spørger er fru Franciska Rosenkilde, Alternativet.

Kl. 16:03

Franciska Rosenkilde (ALT):

Tak. Og tak for talen, og tak for det gode samarbejde i den rød-grønne opposition – oppositionen til en regering, der trods krads kritik fra Klimarådet og rapporter om stigende CO2-udledninger holder fast i troen på, at vi er på den helt rette klimakurs. Det mærker man i hjertet, lyder det. På den baggrund vil jeg spørge: Hvad får regeringens klimapolitik fru Mai Villadsen til at føle i hjertet?

Kl. 16:03

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Mai Villadsen.

Kl. 16:03

Mai Villadsen (EL):

Der er jo blevet snakket meget om hjerter i dag, iskolde hjerter – må man forstå – og trygge hjerter, og jeg bliver faktisk utryg over det citat fra klimaministeren. For det er jo ikke nok bare at mærke noget. Man skal også kunne se handling i virkeligheden, og når man så nærmest ser det modsatte, når det f.eks. gælder Klimarådet, så bliver jeg da oprigtigt bekymret.

Så der er behov for mere klimahandling, og jeg synes, det der citat skreg lidt til himlen, må jeg være ærlig og sige.

Kl. 16:04

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Franciska Rosenkilde? Nej. Så siger vi tak til fru Mai Villadsen. Den næste partileder er hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Kl. 16:04

(Partileder)

Martin Lidegaard (RV):

Mange tak formand. Det har været et svært valg, hvad man skulle tale om i dag. Man kunne tale uddannelse, som hr. Søren Pape Poulsen gjorde, og man kunne tale sundhed, som flere gjorde, men de to temaer forventer jeg også at vi får rig lejlighed til at diskutere her over de kommende dage, så jeg ender alligevel med at komme tilbage til klimaet, og det er der to grunde til.

Den ene grund er alvorlig og er – kan man sige – det, at vi har fået en IPPC-rapport, der jo endnu en gang understreger, hvor uhyggelig kort tid vi har tilbage: Det er en halvering af de globale udledninger af drivhusgasser, vi skal nå inden for de næste 7 år. Vi må konstatere, at vi stadig væk poster milliarder af kroner ind i Putins krigsmaskine, fordi hverken Danmark eller andre europæiske lande gør nok for at gøre sig fri af gas. Og som om det ikke var nok, har Klimarådet jo nu offentliggjort, at de ikke kan se, hvordan Danmark skal nå sine egne klimamål. Så vi kan jo godt her diskutere, om regeringen gør nok eller den ikke gør nok, men Klimarådet er sådan set klar i sin konklusion: Vi er ikke på vej mod en målopfyldelse, som sagen står nu.

Men man kan også godt blive træt af alle de kriser og af al den negative snak, så jeg vil tage den anden hat på og sige, at der selvfølgelig også er en anden grund til, at vi skal i gang med mere energieffektivitet, mere vedvarende energi og hele omstillingen af det danske samfund, og det er, at det er en omstilling, der rummer nogle utrolig store perspektiver for os, for dansk erhvervsliv, for Danmark, for vores sikkerhed. Vi kan få billigere energi, vi kan få ren energi, og vi kan få sikker energi; det hele ligger og venter på os. Vi har unikke kompetencer i Danmark, og jeg tror, der er en grund til, at de danske erhvervsorganisationer har været så utrolig vokale i den seneste tid, som de har. Man kan nærmest mærke frustrationen i de forskellige kontorer derude og hos danske virksomheder, der er specialiseret i det her, og det skyldes jo, at de i andre dele af verden, i USA f.eks., har indført historisk store støttepakker til at indføre – kan man sige – en grønnifisering eller en grøn omstilling af deres industrier. Danske virksomheder vælger i øjeblikket at flytte produktion til USA, fordi Danmark og EU ikke kan tilbyde det samme.

Det er mig utrolig svært at forstå, at regeringen ikke har mere travlt med at gribe alle de muligheder, der er for dansk erhvervsliv, at det ikke er højere på dagsordenen, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for det, når vi går ind i finanslovsforhandlingerne. For vi vil gerne takke ja til at være med i de forhandlinger, og jeg kan jo allerede nu afsløre, at en af de ting, vi kommer til at bære til bordet, er et forsøg på at afsætte nogle flere midler til det grønne område, så vi kan få sparket gang i noget af det her, også omlægningen til grøn fjernvarme, omlægningen af hele vores landbrug, skovdrift osv. Der er så mange fantastiske ting at tage fat på, som vi gerne vil i gang med og håber vi kan inspirere regeringen til at komme i gang med nu. Vi synes, det haster, både af de meget alvorlige grunde, men også på grund af de kæmpe muligheder, der ligger lige foran os. Tak.

Kl. 16:07

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Den første kommentar er fra fru Pia Olsen Dyhr, SF.

Kl. 16:07

Pia Olsen Dyhr (SF):

Jeg synes jo på mange måder at Alternativet, Enhedslisten, SF og Radikale Venstre i den forgangne regeringsperiode var motoren på hele det grønne område. Sådan har jeg faktisk også hørt De Radikale udlægge det i en ikke så fjern fortid. Nu hørte jeg så hr. Martin Lidegaard hos Lippert i TV 2 News sige følgende:

Det afgørende for mig er, at vi har haft 3 år med Mette Frederiksen, hvor implementeringen af det grønne stort set har stået stille. Der er ikke sket noget, hele landbrugs- og transportområdet har stået stille.

Så er mit spørgsmål: Hvis det ikke er med SF, ikke er med Enhedslisten og ikke er med Alternativet, hvem skal den grønne dagsorden så drives fremad med?

Kl. 16:08

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Hr. Martin Lidegaard.

Kl. 16:08

Martin Lidegaard (RV):

Jeg håber da bestemt, at vi stadig i fællesskab kan være med til at drive den grønne omstilling frem. Hvis jeg skal gøre status over de seneste 3 år og den første regering, som Mette Frederiksen ledede, så fik vi lavet mange gode aftaler, og jeg er enig med Pia Olsen Dyhr i, at det var os, der drev dem frem. Vi fik lavet en aftale om den grønne fond; vi fik lavet en aftale om en firedobling af vedvarende energi, som i øvrigt hele Folketinget var med i; vi fik lavet en aftale om, at der skulle komme en skovplan, at der skulle komme en havplan, at der skulle komme en masse ting, herunder en afgift på landbruget.

Men de kom jo ikke, og de er ikke kommet endnu, selv om de skulle være kommet i efteråret, og når det handler om den vedvarende energi, går det alt, alt for langsomt med opbygningen af det.

Kl. 16:08

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Pia Olsen Dyhr.

Kl. 16:08

Pia Olsen Dyhr (SF):

Jeg vil egentlig gerne holde fast i det samme program hos Søren Lippert på TV 2 News, og det er ikke for sådan at lave reklame her, men det er, fordi der her var ret mange interessante ting, der blev sagt. Det fremgår nemlig også, at Radikale Venstre forlod regeringsforhandlingerne med de tre partier her trods muligheden for at sætte sig i Klimaministeriet. Samtidig kritiseres det tidligere flertal, som jeg også spurgte om før, for ikke at gøre nok på klimaområdet.

Nu har vi så fået en centrum-højre-regering, som jeg vel tror er tæt på det, De Radikale drømmer om, men som end ikke nævner klimaet blandt de kriser, man listede op på topmødet i KL eller i finansloven. Og så er jeg lidt nysgerrig: Hvad er partilederens betragtning i forhold til det?

Kl. 16:09

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Hr. Martin Lidegaard.

Kl. 16:09

Martin Lidegaard (RV):

Jamen betragtningen er, at der er en ret stor forskel på, hvad flere partier siger fra den her talerstol, og hvad man så rent faktisk er klar til at gøre, og at hverken den ene eller den anden regeringskonstellation er en garanti for, at det forandrer sig. Derfor tror jeg, det er utrolig vigtigt, at nogle af os bliver ved med at have ambitionerne, og at vi bliver ved med at arbejde for dem med i regeringen eller uden for regeringen.

Vi konkluderede, at det, der var i regeringsgrundlaget, ikke var ambitiøst nok til, at vi kunne stå bag ved det. Men vi har ikke opgivet kampen for at gøre Danmark grønt.

Kl. 16:10

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Næste kommentar er til fru Mette Frederiksen, Socialdemokratiet.

Kl. 16:10

Mette Frederiksen (S):

Jeg vil først og fremmest kvittere for, at man går ind i finanslovsforhandlingerne med det sigte at lave en aftale. Jeg synes altid, at man skal påtage sig ansvaret. Det er jo ikke så svært at stå udenfor og kritisere; det svære er at påtage sig ansvaret og så få tingene til at ske i virkelighedens verden. Nu har vi diskuteret mange emner i dag. Nogle gange er vi oppe i helikopteren, andre gange synes jeg jo også man måske skal bruge sin energi på noget, der måske ikke fylder noget for mange, men som kan være vigtigt for de få.

Noget af det, der ligger i regeringens finanslovsforslag, er muligheden for en senere skolestart. Det er jo ikke noget, mange børn kommer til at benytte sig af, men vi ved, at der måske især er nogle drenge, som har svært ved at finde sig til rette i skolen, og det kan have nogle ret store konsekvenser, både for deres egen skolegang, men også for klassefællesskabet. Jeg vil egentlig bare gerne høre, om De Radikale bakker op om den her mulighed for en lidt senere skolestart for nogle.

Kl. 16:11

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Hr. Martin Lidegaard.

Kl. 16:11

Martin Lidegaard (RV):

Vi har ikke haft lejlighed til at diskutere det, men det vil jeg bestemt ikke afvise at vi vil støtte. Altså, i det hele taget vil jeg sige, at noget af det, der glæder mig meget i den nye regerings regeringsgrundlag og i den tilgang, vi har, er hele den her frigørelse af den offentlige sektor og fokusset på de 45.000 børn og unge, der står udenfor – det er også vores fokus – og vi vil meget gerne ind i det værksted, som fru Mette Frederiksen nævnte, og vi vil meget gerne bidrage, også med de kompetencer, vi har i vores bagland; vi har mange folk, der arbejder med det her.

Jeg tør ikke rigtig sige til eller fra på nuværende tidspunkt, for jeg har ikke selv så meget forstand på det, men jeg synes ikke, det lyder helt vanvittigt, at man skaber større fleksibilitet for forskellige typer af børn, i forhold til hvornår de starter i skolen.

Kl. 16:11

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Mette Frederiksen.

Kl. 16:11

Mette Frederiksen (S):

Det tager jeg som et positivt svar, og så håber jeg, at De Radikale vil være med til at kigge hele vejen rundt, for vi har jo sådan set i mange år fulgtes ad i forhold til et fælles ønske om at bruge skolen, dannelse, uddannelse og læring til at udvikle vores samfund. Det mener jeg jo stadig væk er en af de stærkeste motorer.

Jeg må så også bare som socialdemokrat konstatere, at hvis man kommer med de allerallersvageste forudsætninger, er der i dag slet ikke nogen garanti for, at skolen løfter en og uddannelsessystemet løfter en. Det er måske for nogles vedkommende nærmest det modsatte. Vi bruger ikke skolen til at løfte dem, der virkelig har behov for det, på den måde, som nogle af os drømte om oprindelig, og der håber jeg bare, at De Radikale vil gå ind i det her med åbne øjne og måske også være med til at prioritere nogle af de dele af uddannelsessystemet, som ikke er blevet prioriteret i tilstrækkelig grad.

Kl. 16:12

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Hr. Martin Lidegaard.

Kl. 16:12

Martin Lidegaard (RV):

Jeg er hundrede procent enig i analysen, og jeg ser ikke noget vigtigere mål med hele den velfærdsreform, der lægges op til, end at prioritere netop de børn. Det er absurd, at vi i 70 år har haft en velfærdsstat, hvor det har været sådan i skolen. Det har jo været cirka hvert sjette barn, der gik ud af skolen uden basale færdigheder. Selvfølgelig skal vi styrke erhvervsuddannelserne, selvfølgelig skal vi styrke skolerne.

Hvis jeg skulle prøve at støde bolden den anden vej, ville jeg sige, at jeg tror, at vi måske også generelt kommer til at diskutere, hvad vi prioriterer mest i vores velfærdssamfund, og det med lige muligheder for alle. Jeg tror da, det er barndommen og ungdommen, og hvis vi gerne vil bevare den universelle tanke i vores velfærdsstat, er det dér, vi skal sætte ind. Det tror jeg også kræver, at vi tør prioritere, ikke bare inden for børn og unge-området, men måske også børn og unge i sig selv.

Kl. 16:13

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Den næste kommentar er til fru Franciska Rosenkilde, Alternativet.

Kl. 16:13

Franciska Rosenkilde (ALT):

Tak for det. Alternativet og Radikale Venstre er jo oftest enige om, at klimakrisen er den største krise, vi som samfund skal finde løsninger på – og tak for det. Jeg er selv temmelig bekymret for, hvordan vi skal finde løsningerne på en grøn fremtid, især hvis vi fastholder det her fokus på økonomisk vækst over alt andet. Og på den note vil jeg gerne spørge hr. Martin Lidegaard om en ting: Hvordan kan et konstant fokus på økonomisk vækst være foreneligt med en progressiv klimapolitik og idealet om at skabe et samfund, hvor vi lever inden for klodens bæreevne?

Kl. 16:14

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Hr. Martin Lidegaard.

Kl. 16:14

Martin Lidegaard (RV):

Jeg tror, at OECD i deres seneste fremskrivning beregner, at vi står over for en fordobling af verdens globale bnp over de næste 15-20 år. Det er jo primært vækst, der kommer fra 3 milliarder nye middelklasseborgere, altså folk, der kommer fra absolut fattigdom, og som rykker ind i middelklassen. Så jeg tror ikke, at man kan afskrive vækst på globalt niveau, men jeg tror bestemt, at vi skal have en helt, helt anden slags vækst end den, vi har haft i de forgangne 50 år. Det er der ingen tvivl om. Det skal være en bæredygtig vækst i både miljømæssig, klimamæssig, social og økonomisk forstand.

Kl. 16:14

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Franciska Rosenkilde.

Kl. 16:14

Franciska Rosenkilde (ALT):

Det lyder rigtig spændende. Nu taler vi om dansk økonomi, ikke den globale, for alt andet lige må man sige, at Danmark tilhører verdens rigeste lande og er i en situation, hvor man kunne overveje at have en anden form for økonomisk politik, der havde flere bundlinjer. Vil partilederen eventuelt udfolde lidt mere, hvad partilederen mener omkring bæredygtig vækst?

Kl. 16:15

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Hr. Martin Lidegaard.

Kl. 16:15

Martin Lidegaard (RV):

Jamen det er ikke så svært. Det er vel i korthed, at vi skal afkoble udviklingen i vores økonomi fra vores rovdrift på naturens ressourcer og ødelæggelse af klimaet. Det er opgaven. Det tror jeg kun vi kan, hvis vi satser hundrede procent på bæredygtige teknologier – og i en skala, hvor vi er nødt til at have den private sektor med, for det er dem, der står for ca. 99 ud af 100 kr. eller euro eller dollars, som cirkulerer i verden. Så vi kan slet ikke gøre det; vi kan ikke gøre det hurtigt nok; vi kan ikke gøre det i den skala uden at have den private sektor med. Og derfor er en vækst i den del af økonomien klart en forudsætning, tror jeg, og så er der andre dele af økonomien, nemlig den del, der laver rovdriften, altså den ikkebæredygtige produktion, som jo så skal devækste, eller hvad man vil kalde det.

Kl. 16:15

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Tak til hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre. Der er ikke flere spørgere. Den næste taler er Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Kl. 16:16

(Partileder)

Morten Messerschmidt (DF):

Tak, formand. Nu er jeg jo, tror jeg, stadig væk sådan yngste formand i kredsen her – sådan nogenlunde; der har været lidt variationer – og man skal måske lære det. Men jeg synes, det har været en meget underlig debat – en debat, hvor det er meget svært at blive klog på, hvad det egentlig er, vi bliver klogere på. Og man kan sige, at vores kollegaer har taget konsekvensen, al den stund at der ikke er andre end os tilbage; der var dog nogle til at begynde med.

Vi har fået at vide, at Venstre sidder i regering for at sikre økonomisk ansvarlighed – fint, godt, jamen så er vi da så langt. Vi ved, at Liberal Alliance går ind for markedskræfterne, og at alle de røde partier mener, at Danmark ikke er grønt nok, selv om jeg tror, det er relativt ubestridt, at der ikke findes ret mange andre ilande, som gør mere, end vi gør. Så når jeg har siddet og lyttet til den her debat, har det mest, tror jeg, bekræftet nogle af de sådan enten fordomme eller den sådan rituelle stammedans, der er i dansk politik.

Hvad skal man så gøre ved det? Jeg prøvede tidligere at spørge til et konkret bud på et helt centralt problem, som hr. Lars Løkke Rasmussen rejste, nemlig problemet med organer, som vi mangler i sundhedsvæsenet. Måske havde det være en idé, hvis vi i den her debat havde valgt at sige, at det var det, der var temaet, eller havde valgt et andet tema, i stedet for at vi alle sammen sådan fægter i alle mulige retninger, for så tror jeg i virkeligheden ikke, der er ret mange, der får ret meget fornemmelse af, hvad det er, vi vil med det her. Der sidder dog enkelte oppe på tilhørerpladserne: Velkommen, og god appetit til jer.

Men når nu det er sådan, vil jeg da også tillade mig at pege på en af de ting, det har undret mig slet ikke har fyldt mere i debatten, nemlig det, som uvægerligt bliver den største udfordring i forhold til at sikre vores velfærdssamfund, økonomien osv., nemlig at forudsætningerne for de fremskrivninger, vi opererer med, ikke kommer til holde. Der taler jeg om økonomien i vores velfærdssamfund fremadrettet, al den stund at stadig flere finder, at vores arbejdsmarked er blevet så stresset og presset osv., at man finder en vej ud før tid. Flere og flere danskere selvpensionerer sig.

Derfor ville jeg foreslå – måske efter organdonation – at vi havde en drøftelse af den velfærdsaftale, som vi var en del partier der indgik i 2006, men som jo ikke kommer til at holde. For når stadig flere trækker sig ud af arbejdsmarkedet, fordi rigiditeten og den manglende fleksibilitet gør, at man ikke kan forene det med familieliv og fritidsliv osv., så kommer pengene ikke til at være der. Derfor tror jeg, at vi i stedet for kun at tale om, at nu skal danskerne arbejde og vi skal bare have en stigende pensionsalder osv., kommer til at tale om, hvordan vi skaber et arbejdsmarked, som tager højde for mere rummelighed, måske ved at sige, at man i tiden frem til sin pensionsalder har mulighed for at gå ned på en 4-dagesarbejdsuge, måske ved at sige, at der skal være noget særlig lukrativt, hvis man bliver lidt længere, men at man til gengæld også får nogle mere skånsomme vilkår.

Vi har været meget omkring; der er ikke kommet så meget nyt på banen, så nu melder jeg bare ind med et af de temaer, som jeg ville have ønsket at vi kunne have kredset om i dag. Tak, formand.

Kl. 16:19

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Den første korte bemærkning er til fru Pia Olsen Dyhr, SF.

Kl. 16:19

Pia Olsen Dyhr (SF):

Det er jo helt i forlængelse af, hvad jeg selv har været optaget af tidligere i debatten, nemlig spørgsmålet omkring seniorpensionen. Jeg synes, det er en af modellerne, hvor folk, der har været en del år på arbejdsmarkedet, som er nedslidte, men ikke kan få en førtidspension, så kan få en anden mulighed for at gå af, selv om de ikke har været på arbejdsmarkedet længe nok til at opfylde kravene til Arnepensionen. Og der er Dansk Folkeparti jo forligsparter. SF fik ikke lov til at komme ind i forliget. Vi var ellers interesserede, men vi fik ikke lov. Derfor er jeg jo nysgerrig på, om Dansk Folkeparti vil holde fast i, at seniorpensionen ikke skal ændres.

Kl. 16:20

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Hr. Morten Messerschmidt.

Kl. 16:20

Morten Messerschmidt (DF):

Ja, jeg er stolt af seniorpensionsordningen og i øvrigt også af Arnepensionsordningen. Jeg synes, det er vigtigt, at vi har et arbejdsmarked, hvor folk, der har været der længe, men også er lægeligt nedslidte, altså har en arbejdsevne på under 15 timer om ugen, selvfølgelig kan komme ud på en anstændig måde.

Det er en vigtig side af mønten, men den anden side er jo: Hvad kan vi gøre på arbejdsmarkedet, for at folk ikke når dertil, hvor deres arbejdsevne i de sidste 5-6 år er helt nede på 15 timer? Kunne det f.eks. være, at man ikke havde 7 ugers ferie, men 8 eller 9? Kunne det være, at man fik en mere fleksibel ordning i forhold til færre dage i arbejdsugen osv.? Jeg synes, vi skal diskutere begge dele samtidig.

Kl. 16:20

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Pia Olsen Dyhr.

Kl. 16:20

Pia Olsen Dyhr (SF):

At industrien har forenet deres overenskomster, er jo noget af det, som jeg gerne vil rose dem for. Det synes jeg faktisk har været positivt.

Jeg har et andet spørgsmål til partilederen, for jeg læste den her glimrende artikel i Jyllands-Posten, som i virkeligheden handler om Kina. Jeg synes, det er en virkelig god artikel. Og derfor vil jeg gerne spørge partilederen, hvordan man i Dansk Folkeparti ser på udenrigsministerens ønske om et nyt strategisk partnerskab med Kina, og hvorvidt det er oplagt i en tid, hvor Kina er forholdsvis aggressiv i verden.

Kl. 16:21

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Hr. Morten Messerschmidt.

Kl. 16:21

Morten Messerschmidt (DF):

Det ser vi på med stor bekymring. Altså, vi ønsker, at Danmark sætter sig i spidsen for at lave en alliance med frihandelsorienterede demokratier, som opererer efter de samme principper, som vi kender i NATO, men inden for handelspolitikken. Hvis vi i den vestlige verden skal stille os over for Kina, kan vi kun gøre det i fællesskab. Så vi skal have en musketered, ligesom man kender det fra det militære samarbejde, inden for handelssamarbejdet, hvor vi i Danmark, dvs. i EU, for der ligger vores handelspolitik i hvert fald for tiden, sammen med USA, Canada, Japan, Sydkorea, Australien, Israel og UK laver en alliance – det er sådan frit fra hovedet de store økonomier, vi samhandler med – sådan at hvis Kina rammer en af os, svarer vi tilbage i fællesskab. Det er den eneste måde, vi kan håndtere Kina på.

Så nej, vi skal ikke have et partnerskab. Det er der slet ikke tid til. Kina er en destabiliserende faktor i verdensfreden og ved den verdensorden, som vi kalder den vestlige. Derfor skal vi se på Kina med meget større alvor og skepsis.

Kl. 16:22

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Den næste kommentar er til fru Franciska Rosenkilde, Alternativet.

Kl. 16:22

Franciska Rosenkilde (ALT):

Tak. Det er jo glædeligt at høre Dansk Folkeparti tale om en 4-dagesarbejdsuge. Det er jo lige ned i Alternativets mærkesager, så det vil vi meget gerne snakke videre om.

Et andet sted, hvor vi måske har en fællesmængde, er omkring dyrevelfærd. Men jeg oplever nu oftest at høre Dansk Folkeparti tale om dyrevelfærd, når det handler om kæledyr, måske til nøds dyretransporter. Men jeg kunne godt tænke mig at høre Morten Messerschmidts holdning til dyrevelfærden i danske stalde – om partilederen mener den er god nok.

Kl. 16:23

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Hr. Morten Messerschmidt.

Kl. 16:23

Morten Messerschmidt (DF):

Nej, det mener jeg ikke. Det er nogle gange frygteligt at se de, ja, historier – det er jo ikke historier, det er jo virkelighed – om det, som foregår mange steder. Jeg vil bare sige, at der jo også er mange solstrålehistorier. Der er masser af landmænd, der sagtens kan finde ud af at få tingene til at harmonere, men vi bør gøre det meget mere, når det kommer til dyrene.

Jeg var selv, da jeg sad i Europa-Parlamentet – i øvrigt sammen med Dan Jørgensen, som også var her tidligere – meget optaget af det, der hed »8 hours«, altså at få nedbragt tiden, hvor man kan fragte kvæg, grise osv., og der skal vi være foregangsland.

Kl. 16:23

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Franciska Rosenkilde.

Kl. 16:23

Franciska Rosenkilde (ALT):

Det synes jeg lyder rigtig positivt, og jeg håber, at vi imellem Alternativet og Dansk Folkeparti kan lave en plan for, hvordan vi får en meget bedre, øget dyrevelfærd i de danske landbrug.

Kl. 16:23

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Hr. Morten Messerschmidt.

Kl. 16:23

Morten Messerschmidt (DF):

Ja. Altså, jeg synes jo, man skal samtale meget mere i forbindelse med landbruget, altså også, at man i stedet for alt det her med at trække ting ned over hovedet på folk på klimaområdet skal lave en forpligtende aftale om, hvor man gerne vil være, skal vi sige i 2025, i 2030 osv., og så finde en måde, hvor man både ved teknologisk udvikling, men selvfølgelig også ved at stramme kravene til miljø, til dyrevelfærd, til klima kan gøre det i fællesskab. Så hvis vi er enige om den tilgang til landbruget, tror jeg godt, vi kan lave noget.

Kl. 16:24

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Næste kommentar er til fru Mai Villadsen, Enhedslisten.

Kl. 16:24

Mai Villadsen (EL):

Tak. Jeg havde egentlig tænkt mig at spørge til seniorpensionen, men der har jo været en god dialog mellem fru Pia Olsen Dyhr og hr. Morten Messerschmidt, hvor jeg er meget enig. Men så blev jeg lidt inspireret af partilederens tale, som jo handlede om, hvordan vi kan få et arbejdsmarked, hvor der er plads til flere. Og noget af det, som jeg synes er lidt overset, men som jo alligevel er virkeligheden, er, at regeringen vil afskaffe seniorjobordningen – en ordning, som betyder, at flere seniorer faktisk har mulighed for at komme i arbejde og blive sikret et arbejde i stedet for at stå i arbejdsløshed. Er Dansk Folkeparti enig i, at det er en dårlig idé at afskaffe den, og vil I være med til at forsøge at forhindre det?

Kl. 16:25

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Hr. Morten Messerschmidt.

Kl. 16:25

Morten Messerschmidt (DF):

Jeg vil meget gerne medvirke til at forsøge at forhindre det, men jeg vil også gerne gå videre, altså sikre, at man som senior kan få mulighed for at få et fleksjob. Jeg synes også, at hvis man arbejder videre, efter man egentlig kunne gå på pension, skal man naturligvis have ret til dagpenge. Altså, vi skal da gøre, hvad vi kan, for at sikre, at de mennesker, der gerne vil være på arbejdsmarkedet, får mulighed for det, men under nogle vilkår, som gør, at man ikke mister pusten.

Kl. 16:25

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Mai Villadsen.

Kl. 16:25

Mai Villadsen (EL):

Tak for det svar. Det vil vi også rigtig gerne kigge ind i, for Danmark er jo desværre ikke et af de lande, hvor vi er rekordgode til at få seniorer i job. Bevares, vi er bedre end nogle lande, men det lykkes bedre andre steder. Og det er jo en måde at sikre, både at folk har mulighed for at være på arbejdsmarkedet på ordentlige vilkår, man også at vi netop gør noget ved nogle af de rekrutteringsudfordringer, vi har. Så det svar er jeg glad for, og det vil jeg gerne kvittere for.

Kl. 16:25

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Hr. Morten Messerschmidt.

Kl. 16:25

Morten Messerschmidt (DF):

Jeg er fuldstændig enig. Hvis vi i Danmark bare var lige så gode, som de er i Norge, til at holde seniorerne på arbejdsmarkedet, havde vi 60.000 flere på arbejdsmarkedet. Altså, det synes jeg er et noget mere tillokkende alternativ end det, som regeringen bl.a. lægger op til. Og lad mig bare som supplement til det, fru Mai Villadsen siger, nævne handicappede. Altså, der er jo rigtig mange med fysiske udfordringer, som sagtens kan arbejde. Det kan godt være, at man har haft en hjerneblødning og måske efter nogle år har genoptrænet så meget, at man kan arbejde 10 eller 15 timer. Den livskvalitet, der er i at være en del af arbejdsmarkedet, selv om man ikke lige passer ind i en boks, skal man ikke undervurdere. Så det vil vi meget gerne arbejde videre med.

Kl. 16:26

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Næste kommentar er til fru Mette Frederiksen, Socialdemokratiet.

Kl. 16:26

Mette Frederiksen (S):

Tak. Jeg vil starte med at kvittere positivt for overvejelserne om, hvordan vi skaber et mere fleksibelt arbejdsmarked for seniorer. Det må jo meget gerne være, både inden man når pensionsalderen, altså der, hvor man har behov for måske at nedtrappe, men det må også meget gerne være, efter at man sådan set er gået på pension. For vi er meget forskellige som mennesker, og lige så optaget jeg er af de nedslidte, lige så optaget er jeg jo af, at folk, der gerne vil blive ved med at arbejde og kan det, får muligheden for det. Så det synes jeg er positivt.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til noget andet, nemlig i forhold til at vi har et ønske i regeringen om at skabe en mere praktisk folkeskole, i høj grad for også at tilgodese nogle af de drenge, som i dag har svært ved at bevare deres læringsglæde og have lyst til at gå i skole. Er det noget, Dansk Folkeparti kunne se sig selv i et samarbejde omkring?

Kl. 16:27

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Hr. Morten Messerschmidt.

Kl. 16:27

Morten Messerschmidt (DF):

Jeg synes, det lyder spændende. Jeg vil godt høre lidt mere, men selve tanken om at afakademisere i hvert fald en del af folkeskolen lyder spændende. Selvfølgelig skal man stadig væk læse bøger og kende sin Jeppe Aakjær osv. osv. – det var måske en forkert forfatter, jeg fik nævnt; det var ikke for at fornærme nogen. Grundlæggende lyder det tiltalende at få en skole, der måske også har et samarbejde med nogle af de praktiske håndværkerfag osv., altså sådan at man stifter bekendtskab med det. Jeg kunne i hvert fald godt, da jeg gik i folkeskole – det er jo for os alle sammen efterhånden noget tid siden – have ønsket mig en mere praktisk forståelse af, hvad det er at være tømrer, og hvad det er at være murer osv., i stedet for at alting var sådan møntet på det mere boglige.

Kl. 16:28

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Mette Frederiksen.

Kl. 16:28

Mette Frederiksen (S):

Personligt tror jeg faktisk ikke, at det er bøgerne, der er problemet. Jeg tror i virkeligheden, at problemet er, at der er for få bøger efterhånden i vores folkeskole. Men det er nok mere den måde, vi betragter læring på, og så – og det kan jeg jo selv fornemme – at noget af det, man engang lærte på universitetet, er trukket ned i gymnasiet, og at noget af det, man engang lærte i gymnasiet, er trukket ned i folkeskolen. Og samtidig med det har man jo fået nogle pædagogiske doktriner og dogmer, som sikkert er gode for nogen, men som i hvert fald ikke har været gode for alle. Så jeg vil egentlig bare nøjes med at glæde mig over, at man går konstruktivt ind i det her arbejde, for det at skabe en skole, der både danner og gør vores børn til demokratiske medborgere, men som jo også giver dem den læring og de kompetencer, der skal til, så de kan klare sig godt i deres eget liv, er bare helt afgørende.

Kl. 16:29

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Hr. Morten Messerschmidt.

Kl. 16:29

Morten Messerschmidt (DF):

Det tror jeg ikke at der er to holdninger til, og især det, at folk, der måske kommer fra et hjem, der er akademisk eller bogligt, eller hvad vi skal kalde det, også lærer respekten for andre dele af samfundet, synes jeg er enormt tiltalende. Derfor – hvis jeg bare må perspektivere det yderligere – synes jeg faktisk, at den tanke, som hr. Lars Løkke Rasmussen har fremlagt, om samfundspligt er meget spændende. Altså, sådan nogle som hr. Lars Løkke Rasmussen og jeg får jo buddet i form af værnepligt, men kunne man gøre noget, hvor alle unge mennesker i et halvt år kom ud og oplevede noget, som måske ikke bliver deres almindelige job, men hvor man får nogle oplevelser og nogle bekendtskaber og lærer nogle miljøer at kende, som ikke lige er naturlige for en? Det tror jeg er en meget, meget sund dannelsesrejse.

Kl. 16:29

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Tak til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Den næste taler er fru Franciska Rosenkilde, Alternativet.

Kl. 16:30

(Partileder)

Franciska Rosenkilde (ALT):

Tak for alle de gode taler og al den gode debat, vi har haft i dag. Selv om det er min første partilederdebat, er det dog en anden mærkedag, jeg gerne vil fremhæve i min tale. Det er nemlig overshootdag i dag. Det vil sige, at vi i Danmark i dag har opbrugt vores naturlige ressourcer for 2023. De ressourcer, som jorden naturligt kan genskabe af sig selv, er altså sluppet op. Fra og med i dag, den 28. marts, er det derfor i teorien slut med at bygge nyt, fælde træer og fange fisk – i teorien, for i praksis bygger vi jo videre, fælder og fisker vi selvfølgelig ufortjent videre i morgen. Men det betyder altså, at vi fra i morgen af kører på overtræk. Vi låner af de fremtidige generationers ressourcer, og det er et problem – et problem, der kun vokser sig større og større, jo længere tid der går, før vi handler. Det er derfor, at vi i Alternativet går til finanslovsforhandlingerne med ét spørgsmål: Hvor er regeringens grønne akutpakke?

Vi har et sundhedsvæsen i knæ, og på den baggrund fremlagde regeringen for nylig en akutpakke, og det giver mening. Jeg håber dog, at der også bliver tid til at diskutere sundhedspolitik og ikke kun lappeløsninger og drift. Men hvorfor ser vi ikke samme handlekraft, når det handler om klodens sundhed? I sidste uge fik vi en opgørelse, der viser, at det danske CO2-udslip steg fra 2021 til 2022. Det går altså den gale vej, selv om der ligger flere initiativer, man kunne starte med med det samme, og som ville levere reelle reduktioner: lavbundsjorder, plantemad i offentlige kantiner, en dieselafgift og reduktion af dyreproduktionen.

Klimarådet gentog for nylig deres kritik af regeringens klimapolitik; de kalder endda den vedtagne landbrugspolitik for risikofyldt. Jeg vil gå så langt som at kalde den et politisk svigt, fordi den netop ikke viser en reel bæredygtig omstilling for erhvervet. At klimaministeren kan mærke i hjertet, at det nok skal gå med vores klimamål, er ikke godt nok for os i Alternativet. Vi har i årevis lavet og forhandlet klimaplaner her i Folketinget, men vi mangler altså at se resultaterne. Ja, det, der mangler allermest i den danske grønne omstilling lige nu, er reduktioner på den korte bane og inden 2025. Vi mangler ikke dokumentation, der bekræfter problemets størrelsesorden; vi behøver ikke at opfinde en masse nye virkemidler; vi mangler akut politisk handling nu. Det glæder jeg mig til at diskutere med jer. Tak.

Kl. 16:32

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Første kommentar er fra fru Mai Villadsen, Enhedslisten.

Kl. 16:33

Mai Villadsen (EL):

Tak for en tale, som jeg er meget, meget enig i, og et samarbejde, som er rigtig godt mellem os og Alternativet. Ud over at vi står i en voldsom klimakrise, har naturen jo også sin egen krise, biodiversitetskrisen. Derfor må jeg sige, at jeg var meget rystet, da jeg fandt ud af, at den danske regering har tænkt sig at svække EU's nye naturlov og den indsats, man gør i Europa for at beskytte naturen. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre, hvad Alternativet tænker at der er behov for for at beskytte naturen bedre i Danmark, for jeg ved, at vi deler den bekymring.

Kl. 16:33

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Franciska Rosenkilde.

Kl. 16:33

Franciska Rosenkilde (ALT):

Tak for spørgsmålet. Det gør vi i hvert fald. I Alternativet anerkender vi fuldstændig, at de her kriser hænger sammen. Og et af de store problemer er, at man prøver at behandle dem hver for sig. Det er helt klart, at den ene er den andens forudsætning, og en af de store grunde til, at naturen har det så dårligt i Danmark, er jo, at den ikke har noget plads. Det er, fordi 60 pct. af vores land er opdyrket af et intensivt landbrug, og det har presset naturen fuldstændig i bund. Så én ting er, at vi har brug for at have mere ubeskyttet natur, men vi er også nødt til at tænke natur langt mere ind i vores produktion.

Kl. 16:34

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Mai Villadsen.

Kl. 16:34

Mai Villadsen (EL):

Tusind tak. Det er jeg meget enig i. Vi er jo også meget optaget af et landbrug, hvor man i højere grad optager CO2 og beskytter naturen i højere grad. Det er der mange landmænd der gør, men vi kan godt gøre langt mere.

Også tak for at sige, at det handler om plads, når det gælder naturen. Det ved vi jo. Derfor håber jeg også, at vi kan arbejde sammen om det, vi jo i fællesskab har talt meget om, og som er kommet ind i regeringsgrundlaget, nemlig en naturlov. Vi mangler bare nogle konkrete tal. Der håber jeg også på et stærkt samarbejde.

Kl. 16:34

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Franciska Rosenkilde.

Kl. 16:34

Franciska Rosenkilde (ALT):

Tak. Det vil jeg meget gerne kvittere for, og jeg vil også garantere, at Alternativet rigtig gerne vil have et stærkt samarbejde med Enhedslisten om at beskytte naturen, både i Danmark, men også i EU og resten af verden, så meget vi overhovedet kan. Det betyder også, at vi skal være mere progressive i forhold til produktion og landbrug. Og så handler det selvfølgelig også om at presse regeringen til faktisk at handle på det, som de jo har skrevet i deres regeringsgrundlag.

Kl. 16:35

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Den næste kommentar er til fru Pia Olsen Dyhr, SF.

Kl. 16:35

Pia Olsen Dyhr (SF):

Jeg vil gerne kvittere for talen, for jeg synes, det er en grøn og ambitiøs tale. Jeg bliver sådan helt glad i hjertet. Jeg tænker, at klimaministeren kan lade sig inspirere af fru Franciska Rosenkilde. Men det til side.

Et af de steder, hvor dansk natur virkelig halter og virkelig halter bagefter og er noget af det, vi bør kigge på, når regeringen nu kommer med deres udspil til en naturlov – det håber jeg de gør snart – er jo naturen i havet. Vi er stærkt udfordrede, i forhold til vi har så meget hav, men stadig væk tillader bundtrawl i indre farvande. Det er jo noget af det, der gør, at der er mange arter, der forsvinder. Hvad er nogle af de dagsordener i forhold til havet, som Alternativet læner sig op ad?

Kl. 16:36

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Franciska Rosenkilde.

Kl. 16:36

Franciska Rosenkilde (ALT):

Tak. Vi er meget enige i den dagsorden, som fru Pia Olsen Dyhr bringer op her. Den bliver nogle gange lidt glemt, men det er jo sådan, at hvis man flyttede vandet og kiggede på danske farvande, så ville man blive ret forfærdet over, hvordan havbunden faktisk ser ud. Den er jo nærmest død rigtig, rigtig mange steder. Vi er helt med på at begrænse og forbyde bundtrawl, altså alt, hvad der har at gøre med fiskeri, som ikke er skånsomt. Og så handler det også om at plante en masse ålegræs, som jo både har en kæmpe klimaeffekt, men også har rigtig gode effekter på naturen i havene.

Kl. 16:36

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Pia Olsen Dyhr.

Kl. 16:36

Pia Olsen Dyhr (SF):

Noget af det, vi lykkedes med de sidste 3½ år, var både at etablere stenrev og at forbyde bundtrawl i Øresund, men også i Lillebælt – nogle af de ting, som den her regering har valgt at rulle tilbage. Og grunden til, at jeg er lidt optaget af det, er, at der er mange diskussioner om, hvor det egentlig er, det grønne er. Jeg synes stadig væk, at det grønne, stærke flertal, som jo faktisk fungerer og er visionært, er Alternativet, Enhedslisten, Radikale Venstre og SF. Og forudsætningen for, at vi går videre med det, er simpelt hen, at vi får Socialdemokraterne tilbage og kan presse dem yderligere. Er Alternativet enig i den vurdering?

Kl. 16:37

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Franciska Rosenkilde.

Kl. 16:37

Franciska Rosenkilde (ALT):

Det er jeg fuldstændig enig i. Det er et samarbejde, som er rigtig godt, og som står stærkt og er et flertal, hvis Socialdemokratiet vil det – hvor vi rent faktisk kunne lave rigtig meget god politik og ikke mindst handling på hele natur- og klimaområdet. Så det er kun et spørgsmål om politisk vilje.

Men Alternativet bakker fuldstændig op om det samarbejde, vi har i rød-grøn fløj.

Kl. 16:37

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Næste kommentar er til fru Mette Frederiksen, Socialdemokratiet.

Kl. 16:37

Mette Frederiksen (S):

Tak for talen. Jeg kunne godt tænke mig at stille et lidt mere sådan åbent spørgsmål, for der er et åbenbart dilemma, når man er grøn, og det oplever jeg at vi begge to er, nemlig at på den ene side har vi behov for meget mere vedvarende energi, og det skal gå hurtigere, og vi skal bruge meget af det til power-to-x for overhovedet at kunne omstille vores samfund, og hvis vi skal speede meget op for meget mere vedvarende energi – og det er ligegyldigt, om det er på land, eller det er til havs – så ved vi godt, at der på den anden side kommer nogle dilemmaer i forhold til miljøbeskyttelse. Nu stiller jeg et åbent spørgsmål: Hvordan ser I egentlig på det i Alternativet?

Kl. 16:38

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Franciska Rosenkilde.

Kl. 16:38

Franciska Rosenkilde (ALT):

Vi ser sådan på det, at klima og miljø og natur skal gå hånd i hånd. Man må ikke, hvad skal man sige, glemme den ene krise, fordi den anden lige er på mode. Man kan tænke det her sammen, og det skal vi. Og jeg er glad for, at fru Mette Frederiksen stadig ser sig selv som grøn. Jeg tror, at et af de steder, hvor vi måske i den grad kan være uenige, er, at i den her omstilling er vi jo parate til at sige at det materialistiske forbrug – og det vil også sige energiforbruget – er nødt til at blive sat ned, for at det bliver vedvarende. Vi kan ikke forbruge, sådan som vi har gjort indtil nu. Vi står her i dag på en earth overshoot-dag, allerede den 28. marts, og der er vi nødt til at forstå, at alt, hvad vi bruger fremover, er et overforbrug. Og hvis man ikke har styr på sine betalingsbalancer, lige meget om det er penge, eller om det er naturressourcer, så går det i minus, og det kan vi ikke stå model til.

Kl. 16:39

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Mette Frederiksen.

Kl. 16:39

Mette Frederiksen (S):

Jamen jeg er enig i, at der er et overforbrug, og det er jo faktisk lykkedes os i den her vinter at få nedbragt energiforbruget. Men det er ikke den måde, vi skal gøre det på fremadrettet, for vi har jo behov for energi for at kunne leve og transportere os og producere. Jeg synes, hvis jeg skal være helt ærlig, at svaret er lidt for let, for partilederen ved jo godt, at der er noget nede i det her, vi bliver nødt til at forholde os til. For ganske ofte tager det meget lang tid at opsætte havvindmøller eksempelvis eller for den sags skyld møller på land, fordi der er nogle miljøhensyn, og hvad så, hvis vi står i en situation, hvor vi bliver nødt til at vælge? Jeg er enig i, at vi skal håndtere begge dele, men hvad nu, hvis vi nogle steder bliver nødt til at træffe et valg – hvad gør Alternativet så?

Kl. 16:40

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Franciska Rosenkilde.

Kl. 16:40

Franciska Rosenkilde (ALT):

Først og fremmest vil jeg mene, at der er andre bureaukratiske udfordringer end lige det at få flere vindmøller op. Når det så er sagt, er det jo, fordi det ikke er den rigtige løsning, man så sidder med, hvis der er det dilemma. Så må man jo finde en anden løsning, hvor man ikke går på kompromis. Og det har jo også vist sig igen og igen, at når man laver løsninger og samtænker kriserne, så løser man også flere dagsordener på en gang frem for først at løse den ene og så finde ud af, at der faktisk var et problem i forhold til en anden dagsorden. Så hvis man har det dilemma, har man ikke fundet den rigtige løsning.

Kl. 16:41

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Så siger vi tak til fru Franciska Rosenkilde, Alternativet. Næste taler er fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Kl. 16:41

(Partileder)

Pernille Vermund (NB):

Tak for ordet. Det borgerlige Danmark skal genrejses. Jeg indrømmer, at det som borgerlig og også som Nye Borgerlige er svært i øjeblikket. Havde det ikke været svært, havde jeg ikke stået her i dag. Men jeg står her. Jeg står her, fordi jeg føler en pligt over for vores land, over for det borgerlige Danmark og over for den bevægelse af borgerlige danskere, som Nye Borgerlige er. Efter årtier, hvor såvel liberale som socialdemokratiske regeringer har udhulet vores værdifællesskab, ensrettet samfundet og centraliseret magten, er det tid til en borgerlig værdikamp. Vi skal genopbygge respekten for de grundlæggende værdier, vi med vores land, kultur og velstand er givet i arv. Vi skal give magten, friheden og ansvaret tilbage til de danske familier, til de nære samfund og til de frivillige, forpligtende fællesskaber.

I det borgerlige samfund er familierne og de frivillige, forpligtende fællesskaber hovedhjørnesten, og vores kulturelle værdifællesskab er det kit, der binder os sammen som folk. Det er forudsætningen for det borgerlige samfund. I en tid, hvor globaliseringen, kompleksiteten og hastigheden kan have tendens til at rive os fra hinanden og skabe mistrivsel, knytter vores kultur, normer og værdier os sammen. Det skal vi værne om. Men hvad betyder det helt konkret?

For uddannelsespolitikken betyder det, at respekten for et dybdegående kendskab til vores egen kulturhistorie skal genintroduceres. Den danske historie, litteratur, kunst og arkitektur vidner om idéer, som giver perspektiv og en forståelse af vores baggrund. Den viden skal deles og formidles i undervisningen.

For kulturpolitikken betyder det, at vores historiske kulturarv skal prioriteres og formidles. Statens rolle over for kulturen er ikke at skabe eller politisere kunst og kultur, men at gøre kulturen tilgængelig med kulturtilbud og skabe selve efterspørgslen gennem formidling allerede fra barnsben af.

For erhvervspolitikken betyder det, at vi i højere grad skal skabe rammerne for, at erhvervslivet og kulturen kan bidrage positivt til hinandens udvikling. Vi danskere skal ikke reduceres til skaffedyr af velfærdsstaten. Vi er også ånd og sjæl, og det minder kulturen os om.

På lang sigt betyder kulturen alt. Derfor er der brug for en borgerlig kulturværdikamp efter alt for mange år, hvor det borgerlige Danmark har fokuseret på samfundsøkonomi og overladt kulturen og fællesskaberne til venstrefløjen. Det er her, det er nu, det er i dag, den borgerlige værdikamp begynder. Tak for ordet.

Kl. 16:44

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Pernille Vermund fra Nye Borgerlige – nej, der kom lige en her til sidst. Fru Mette Frederiksen, Socialdemokratiet.

Kl. 16:44

Mette Frederiksen (S):

Jeg synes da lige, det er på sin plads, at vi i partilederkollegiet byder en gammel, velkendt kollega velkommen tilbage som partileder. Nu har jeg også stillet et spørgsmål til en række af de øvrige kolleger, og jeg er med på, at ikke alle partier er enige med regeringen i alt, men vi sætter jo mange ting i gang, og der håber jeg da også, at Nye Borgerlige vil byde sig til. Det kunne bl.a. være i forbindelse med skole- og uddannelsesområdet, styrkelsen af erhvervsuddannelserne og at kigge på folkeskolen med nye øjne, ikke mindst med henblik på de drenge, som alt for tit bliver skoletrætte og derfor ikke får lov til at vise alle os andre det potentiale, de har. Der håber jeg da, at Nye Borgerlige vil være med.

Kl. 16:45

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Pernille Vermund.

Kl. 16:45

Pernille Vermund (NB):

Det vil vi bestemt. For os er det fuldstændig afgørende, at vi har både en folkeskole og et uddannelsessystem, som sikrer dannelse og uddannelse for os alle, men at vi også er varsomme med, at vi ikke får overuddannelse.

Jeg er med på, at det er noget af det, regeringen forsøger at adressere i det, man har lagt frem i forhold til aftalen om fremtidens uddannelse, men jeg synes bare, at man rammer noget ved siden af, når man forsøger med en eller anden form for grønthøstermetode at skære af over en kam i stedet for at spørge: Hvordan kan vi mere grundlæggende se på vores videregående uddannelser? Er der en mulighed for, at man i højere grad kan komme ud i erhvervslivet efter en bachelor og måske være på arbejdsmarkedet nogle år og så komme tilbage og tage sin kandidatuddannelse? Kan vi gøre det mere fleksibelt?

Kl. 16:46

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Ønsker fru Mette Frederiksen yderligere en kort bemærkning? Nej. Så siger vi tak til fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Den næste taler er fru Aki-Matilda Høegh-Dam, Siumut.

Kl. 16:46

(Partileder)

Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU):

Siumut er et parti, der blev stiftet med det formål at styrke den grønlandske befolknings vilkår og stemme. Helt konkret betyder siumut fremad på vores modersmål. Siden 1971 er vi blevet valgt ind i Folketinget for at tale på vegne af det grønlandske folk, og det gør vi stadig den dag i dag. Vi fra Siumut ved, at vi repræsenterer et stærkt, stolt og solidt folk. Vi går sammen, vi har kæmpet imod koloniseringen, og vi overlever ikke bare det arktiske klima, nej, vi stortrives i vores hjemland.

Derudover har vi i Siumut sat som mål, at man ved ansættelser til ledende stillinger i selvstyreejede virksomheder skal kræve kendskab til det grønlandske samfund. Samtidig skal det være et krav, at man har kendskab til vore værdier, og at man evner at tale vores sprog. Det er minimumskrav, som mange danske borgere vil kunne genkende fra det danske jobmarked. Det er nemlig ikke usædvanligt at høre beretninger om danskere, der ikke kan få et arbejde, medmindre de har et klassisk danskklingende navn eller forstår og taler dansk. Omvendt er det meget svært at forestille sig, at en person, der udelukkende taler grønlandsk, vil blive headhuntet til høje stillinger i Danmark. Lad os nu være ærlige: Det er aldrig sket, og det kommer højst sandsynligt heller ikke til at ske.

Alligevel lader der til at være flere, der får noget galt i halsen, når vi fra Siumuts side siger, at kongeriget bør udpege en kalaaleq eller en inuk som arktisk ambassadør i stedet for at se hele vejen til Afrika for at finde en ny arktisk ambassadør. Det lyder jo næsten, som om man fra Danmarks side er bekymret for at blive behandlet på samme måde, som man har behandlet Grønland, for hvis det var tilfældet, ville jeg godt kunne have forstået det. Men bare rolig, her er naturligvis ikke tale om at efterligne det fødestedskriterium, som Danmark byder Grønland, og som betyder, at danskere i Grønland systematisk får mere i løn end grønlændere. Nej, der er tale om ansættelse ud fra kvalifikationer, hvor tilhørsforholdet står i rimeligt forhold til, at man kan påregne kendskab til det arktiske folk, kultur, sprog, geografi og demografi – simple og logiske krav at stille ved ansættelse til prominente stillinger.

Omvendt kunne man jo passende også spørge sig selv, hvorfor nogle det ene øjeblik får kaffen galt i halsen bare ved tanken om ligestilling, hvorimod diskriminationen glider let og ubemærket hen. Og efter alt, hvad jeg har hørt i talerne i dag, så burde ønsket om at forsvare sit folk, sit demokrati og sin medbestemmelsesret være en af de mest fundamentale værdier, vi alle burde kunne støtte hinanden i, såfremt vi havde et reelt fællesskab.

Man kan ikke både blæse og have mel i munden, og man kan derfor heller ikke ønske et rigsfællesskab, hvis ikke man ønsker at styrke alle de folk, der lever i det. Qujanaq.

Kl. 16:49

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Der er en kort bemærkning til fru Anna Falkenberg.

Kl. 16:49

Anna Falkenberg (SP):

Tak. Nu kommer fru Aki-Matilda Høegh-Dam lidt ind på det her med den arktiske ambassadør, som ikke er inuit, og derfor har jeg et spørgsmål til fru Aki-Matilda Høegh-Dam. Hvad tænker fru Aki-Matilda Høegh-Dam om idéen om faktisk at have tre arktiske ambassadør: en fra Danmark, en fra Færøerne og en fra Grønland? Er det en idé, der kunne være tiltrækkende?

Kl. 16:49

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Aki-Matilda Høegh-Dam.

Kl. 16:50

Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU):

Det synes jeg er en meget interessant ting, man også kan snakke videre om. Det, vi har foreslået fra Siumuts side, er, at man skal have et godt kendskab til det arktiske område – det arktiske folk, sprog og kultur. Det er jo nærmest, som om man mere først snakker storpolitik, når man begynder at snakke om Grønland i Folketingssalen. Man mangler at have det mere menneskelige aspekt lidt mere med, for vi snakker ikke bare om steder, der er øde, men om steder, hvor der netop også er mennesker. Og det er bare den vigtigste pointe fra vores side.

Kl. 16:50

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Der er ikke flere korte bemærkninger fra fru Anna Falkenberg. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Aki-Matilda Høegh-Dam, Siumut. Kom der en mere på? Undskyld, lige til sidst kom der endnu en kort bemærkning. Den er fra fru Mette Frederiksen, Socialdemokratiet.

Kl. 16:50

Mette Frederiksen (S):

Tak for det. Nu er Siumut jo vores søsterparti, og vi har fulgtes ad i alle årene og har altid haft et utrolig godt samarbejde med hinanden. Jeg oplever altså også, at både den tidligere regering, som jeg var involveret i, men også den nuværende, har et rigtig, rigtig godt samarbejde med naalakkersuisut. Vi taler tit sammen mere forpligtende, dybere og mere fortroligt, end jeg tror der historisk har været tradition for. Det er jo klart, at det, jeg altid er nysgerrig på og selvfølgelig også søgende i forhold til – fordi jeg har min gang i Danmark og hverken på Færøerne eller i Grønland sådan i hverdagen – er, hvad det er for nogle udfordringer, hvis vi eksempelvis starter med Grønland, som fru Aki-Matilda Høegh-Dam synes vi skal være særlig optaget af i de kommende år.

Kl. 16:51

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Aki-Matilda Høegh-Dam.

Kl. 16:51

Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU):

Først og fremmest vil jeg også gerne kvittere for det gode samarbejde, vi netop har med Socialdemokratiet og den socialdemokratiske formand. Så når jeg står her og snakker, appellerer jeg jo også til alle de andre partiledere, der er her i dag, for det kræver netop et flertal at kunne få nogle ting igennem, og det kræver også, at flere partiledere herinde er mere opmærksomme på, hvad det er, der kræves for at have et styrket samarbejde mellem landene. Herunder tænker jeg netop på styrkelsen af de forskellige kompetencer og kvalifikationer, der skal til, f.eks. med hensyn til den arktiske ambassadør. Man behøver ikke blot at tage mit ord for det; Arktisk Kommando har også været ude at sige, at de mest kvalificerede til at værne om det arktiske område er grønlændere.

Kl. 16:52

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Mette Frederiksen.

Kl. 16:52

Mette Frederiksen (S):

Jamen der er jo ingen tvivl om, at den grønlandske del af rigsfællesskabet er der, hvor der er nogle åbenbare kompetencer i forhold til det arktiske område. Der er vi andre helt naturligt på bagkant, og derfor har vi jo både af hensyn til rigsfællesskabet og vores interne liv og for at kunne træffe de beslutninger i fællesskab, der er de rigtige, men også for at kunne repræsentere rigsfællesskabet internationalt i fællesskab, hvad vi jo gør i f.eks. Arktisk Råd, behov for at have så tæt en dialog med hinanden som overhovedet muligt. Men der er i hvert fald ikke nogen i regeringen, der gør sig nogen forestillinger om, at vi ved mere om Grønland, end grønlænderne gør. Vi kunne slet ikke drømme om at se det på den måde. Det handler jo også om at have et respektfuldt forhold til hinanden.

Kl. 16:53

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Aki-Matilda Høegh-Dam.

Kl. 16:53

Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU):

Jamen det glæder mig at høre det fra – i dag – partilederen. Når vi snakker om de her ting, er det netop også altid vigtigt lige at høre hinanden ad. Det er, som om det nogle gange kan halte lidt med det, men det samarbejde, vi i hvert fald har bygget op med Socialdemokratiet, har været givende. Jeg håber bare, at vi kan se det samme hos alle de andre regeringspartier fremadrettet.

Kl. 16:53

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut. Næste taler er fru Aaja Chemnitz fra Inuit Ataqatigiit.

Kl. 16:54

(Partileder)

Aaja Chemnitz (IA):

Der er en konstruktionsfejl i rigsfællesskabet. Tiden er løbet fra rigsfællesskabet, som vi kender det. Det er udsagn, som man tit hører, og der er også en sandhed i det. Grundloven beskriver ét land, ét parlament og én regering, og i virkeligheden er vi tre lande, tre parlamenter og tre regeringer. Og ja, én stat, men tre lande. Samtidig ved vi også, at selvstyreloven er bygget på fundamentet om, at råstofområdet skulle sikre Grønland en selvbærende økonomi. Stort set ingen områder er siden da blevet overdraget til selvstyret. Resultaterne, særlig på erhvervsområdet, er bestemt ikke som ønsket. Det er et stort ansvar, vi har hjemme i Grønland. Og i den usikre verden, som vi lever i, er gråzonen mellem forsvars- og sikkerhedspolitik på den ene side og kritisk infrastruktur på den anden side blevet mere og mere sløret end nogen sinde. Hvad der er grønlandsk ansvar, og hvad der er dansk ansvar, er blevet mere udfordret i disse år.

Samtidig er der også en virkelighed hjemme i Grønland, og i 2019 var vi i Inuit Ataqatigiit glade for, at vi fik afsat 80 mio. kr. til at bekæmpe seksuelle overgreb på børn hjemme i Grønland. Implementeringen var skæv og manglede nytænkning. I dag har Socialstyrelsen i Nuuk cirka 120 ansatte, som er støvsuget ud af de fem grønlandske kommuner. Det var bestemt ikke meningen, og det skal vi have rettet op på. Men målet med de 80 mio. kr. var her fra Folketingets side ædelt og godt, og det arbejde skal vi også fortsætte med at bakke op omkring. Børn, som har oplevet et seksuelt overgreb, skal have hjælp til at bearbejde det. Kritikerne hjemme i Grønland mente, at det var at rulle selvstyret tilbage. Min holdning er, at de børn og deres familier oplever, at det er dejligt at få den hjælp, som de ellers ikke ville have fået. De er nok ikke så optaget af, om det er Danmark eller Grønland, der betaler for den indsats.

Til folketingsvalget fyldte et skrantende sundhedsvæsen hjemme i Grønland. Fem ud af seks partier ønskede et øget samarbejde med Danmark og det danske sundhedsvæsen. Det er endnu et område, som har brug for en ekstraordinær hjælp, og det kan og skal vi lytte til her i Folketinget, for den grundlæggende velfærd i Grønland er truet. Vi skal bidrage ekstraordinært her i Folketinget, men de langsigtede løsninger skal findes hjemme i Grønland. Det er den eneste måde, vi kan sikre, at ansvaret forbliver grønlandsk på.

Samtidig stiller vi os i Grønland selv spørgsmålet: Bør Danmark tage et større ansvar for de grønlandske borgere, når de er i Danmark? Kunne det være løsningen? Bør danske statsborgere, som behandles i Danmark, betales af den danske stat? Måske kunne de midler, som vi i dag bruger hjemme i Grønland til at betale til Danmark, være med til at styrke et skrantende grønlandsk sundhedsvæsen. Med det vil jeg gerne sige tak for debatten og tak for muligheden for at komme med de her ord.

Kl. 16:57

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Første kommentar er til fru Pia Olsen Dyhr, SF.

Kl. 16:57

Pia Olsen Dyhr (SF):

Jeg vil gerne takke fru Aaja Chemnitz for netop at tale om nogle af de store problemer, der er i Grønland, og gøre os her i Folketinget opmærksom på det. En af de store udfordringer, jeg ser, ikke kun for Grønland, men for hele rigsfællesskabet, er jo den udfordring, vi står i forsvars- og sikkerhedspolitisk. Arktis er jo et område, som vi i hvert fald i SF har et særligt blik for, men jeg fornemmer også, at regeringen vil have det i forbindelse med de kommende forsvarsforhandlinger. Jeg ved, at fru Aaja Chemnitz havde et møde i Nuuk i den forgangne uge, netop om forsvar og sikkerhed, og jeg er lidt nysgerrig på, hvad der kom ud af de betragtninger. Hvad mener IA i forhold til de kommende forsvarsforhandlinger?

Kl. 16:58

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Aaja Chemnitz.

Kl. 16:58

Aaja Chemnitz (IA):

Mange tak. Det var en kæmpe succes i Grønland. Vi talte både med virksomhederne om cybersikkerhed og med borgerne. Vi havde 100, der deltog, og det er rigtig mange i Grønland, og særlig i Nuuk, hvor der sker en del andre ting. Men noget af det, folk er optaget af, er, at man er nødt til at vide noget mere om, hvad det er, Arktisk Kommando laver. Der er nødt til at være noget mere information og en større inddragelse af den grønlandske befolkning. Så det, vi vil pege på, er bl.a. øget overvågning. Vi er nødt til at vide noget mere om, hvad der foregår i Arktis. Vi ved ikke nok. Så det er nogle af de overskrifter, jeg i hvert fald tog med mig.

Kl. 16:58

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Pia Olsen Dyhr.

Kl. 16:58

Pia Olsen Dyhr (SF):

Nu er Arktis jo kendt som et nedrustningsområde, og jeg deltog for 14 dage siden i vores islandske søsterparti, De Venstregrønnes, landsmøde, hvor man netop også snakkede om, at vi nok nu bliver nødt til at tale mere fælles i Arktis i forhold til det sikkerhedspolitiske felt, netop også i forhold til overvågning. Nu er Island jo ikke en del af det danske rigsfællesskab, men jeg tror, vi får brug for øgede muskler der, og jeg ved, at fru Aaja Chemnitz jo også indgår i den arktiske parlamentariske forsamling. Hvad er overvejelsen dér, og hvordan kan vi bidrage yderligere? Jeg er opmærksom på det med overvågningen, og jeg synes, det er en god idé at se på det. Det er noget, vi selv er optaget af i SF, men hvad er der ellers på dagsordenen?

Kl. 16:59

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Aaja Chemnitz.

Kl. 16:59

Aaja Chemnitz (IA):

Tak. Der er mange i Arktis, der argumenterer for, at arctic exceptionalism, altså at der er fred i Arktis, er en myte – noget, som ikke eksisterer længere. Jeg tror godt, jeg vil insistere på, at det skal vi have, altså at der skal være en fredelig udvikling i Arktis. For det er for sårbart et område i forhold til at lave den her oprustning. Så der skal findes nogle kloge løsninger i forhold til at sikre, at man ved noget mere om, hvad der foregår, men også at vi selv byder ind fra vores side. Så vi kommer til at bidrage aktivt i de forhandlinger, der kommer, og vi glæder os til det.

Kl. 16:59

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Næste korte bemærkning er til hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Kl. 17:00

Martin Lidegaard (RV):

Tak for en, synes jeg, virkelig interessant og modig tale, der sætter fingeren på nogle af de åbenlyse udfordringer, som Grønland har kæmpet med, og som Danmark i øvrigt også kæmper med, på sundhedsområdet. Der har vi jo noget tilfælles. Det slår mig, netop når fru Aaja Chemnitz nævner den her gråzone mellem kritisk infrastruktur og sikkerhedspolitik, som vi jo også kender fra vores breddegrader, at der er et rum her, hvor vi godt kunne gøre mere sammen. Jeg tænker på, at da jeg var i Grønland sidste år, var der mange grønlandske politikere, der udtrykte deres frustration over, at vi fra dansk side i mange år har snakket om at investere mere offensivt i infrastruktur, også i energiinfrastruktur, men at det stadig væk halter lidt med at få det til at ske. Det er et område, vi måske skulle kigge lidt mere på i fællesskab.

Kl. 17:00

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Aaja Chemnitz.

Kl. 17:00

Aaja Chemnitz (IA):

Mange tak for spørgsmålet. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Grønland og Danmark er nødt til at samarbejde om at sikre investeringer, og en mulighed kunne jo være en arktisk investeringsfond, som jeg ved at Radikale Venstre også tidligere har været fortaler for. Det bakker vi meget gerne op om, og så må vi jo finde ud af, hvordan vi strikker den sammen. Jeg synes sådan set, at det princip, der var, om de penge, man fik afsat til erhvervsudvikling i Grønland som en del af finansieringen af landingsbanerne i Grønland, handlede om balanceret ligeværd. Det vil sige, at Grønland og Danmark begge to spytter i kassen ud fra den økonomiske formåen, man har.

Kl. 17:01

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Martin Lidegaard.

Kl. 17:01

Martin Lidegaard (RV):

Ja, det er i hvert fald sød musik i mine ører. Jeg tænker, at når den nye lufthavn næste år åbner i Nuuk, er der også et oplagt rum der for investeringer i en ny form for turisme, der kan generere arbejdspladser og mere velfærd til Nuuk, som jo vokser eksplosivt i de her år. Og så tænker jeg netop, at man måske også kan gå ud og finde nogle private investorer, der vil være med til at investere i nogle af de her ting. For hvis vi snakker sådan vedvarende energi-anlæg eller minedrift, eller hvad det kan være, er det jo store summer penge, hvor både den grønlandske og den danske statskasse nok har brug for lidt hjælp.

Kl. 17:01

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Aaja Chemnitz.

Kl. 17:02

Aaja Chemnitz (IA):

Tak. Det gode eksempel fra Grønland var jo, at SISA, som er pensionskassen under SIK, faktisk afsatte 100 mio. kr. til netop at bakke op omkring erhvervsudvikling i den her samlede pulje som en del af den her pakke med landingsbanerne. Så ja, der er penge hjemme i Grønland, og der er muligheder, så lad os prøve at se, hvordan man kan få det der mere ligeværdige partnerskab i forhold til at skabe noget udvikling, frem for at man poster endnu flere penge i forskellige områder direkte til Grønland.

Kl. 17:02

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Næste korte bemærkning er fra hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Kl. 17:02

Morten Messerschmidt (DF):

Jeg tror, vi alle sammen deler ønsket om en fredelig udvikling i Arktis. Og det at skabe fred og sikre fred i den tid, vi lever i, kræver jo et stort og moderne forsvar. Jeg var sådan set enig i det, som både fru Aaja Chemnitz og den tidligere partileder sagde, om, at for at sikre, at rigsfællesskabets forsvar kan håndtere udfordringen i Arktis, er man nødt til også at inddrage befolkningen i Arktis. Det får mig til at tænke på, hvordan fru Aaja Chemnitz og hendes parti vil have det med, at vi udvider værnepligten til også at gælde Grønland og Færøerne for den sags skyld, sådan at det netop er et samlet rigsfællesskab, der forsvarer sit territorium.

Kl. 17:03

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Aaja Chemnitz.

Kl. 17:03

Aaja Chemnitz (IA):

Det er vi sådan set ret åbne over for, og det har jeg også været her i Folketingssalen. Vi er desværre blevet slået 2 år tilbage, for der var en beslutning, der blev truffet, om, at det skulle være sværere ligesom at aftjene værnepligt i Danmark og blive afprøvet i Grønland til værnepligten. Så det er superærgerligt. Men der er jo blevet afsat nogle penge til at skabe en beredskabsuddannelse i Grønland, og jeg synes, vi skal se på, hvordan vi kan få flere grønlandske unge til at aftjene værnepligten i Danmark.

Kl. 17:03

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Hr. Morten Messerschmidt.

Kl. 17:03

Morten Messerschmidt (DF):

Altså, jeg har stor respekt for fru Aaja Chemnitz' helt åbenlyse viden om området, som jeg ikke er i besiddelse af og ikke ret mange vil kunne matche, men derfor synes jeg da, det er værd at afsøge for at nå mange formål, både det forsvarspolitiske, men måske også det at lære hinanden bedre at kende. Det sker jo også meget i de kredse, hvor man er af andre årsager, end at man selv har tilvalgt det, f.eks. som når man aftjener værnepligt. Så det synes jeg er meget spændende, og det vil vi gerne afsøge. Tak.

Kl. 17:04

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Aaja Chemnitz.

Kl. 17:04

Aaja Chemnitz (IA):

Mange tak. Som en kommentar til den her debat, også om en arktisk ambassadør, vil jeg sige, at der jo ikke er nogen modsætning mellem at være grønlænder og være dygtig. Vi ser jo rigtig mange dygtige grønlændere. Jeg er selv blevet udsendt gennem Udenrigsministeriet, og hvis man ønsker at have en karriere inden for Udenrigsministeriet og søge stillingen som arktisk ambassadør, er der jo også mulighed for det. Så selvfølgelig skal man blive ved med at have den her tætte dialog i forhold til at sikre, at der kan være nogle flere muligheder for, at Grønland repræsenterer sig selv, for det er jo egentlig det, det handler om, altså at man gør det i højere grad, end man gør det i dag.

Kl. 17:04

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Næste korte bemærkning er til fru Mette Frederiksen, Socialdemokratiet.

Kl. 17:04

Mette Frederiksen (S):

Der skal også lyde en tak fra min side i forhold til talen. Jeg er enig i, at hvis det arbejde, vi i fællesskab har sat i gang på socialområdet, ikke fungerer efter hensigten, må man jo kigge på det igen. For det er så vigtig en sag at hjælpe de her børn på vej, at det er der ikke noget der ligesom må stå i vejen for, heller ikke en implementering. Det er egentlig bare for sige, at vi alle sammen deler ønsket om fred og lavspænding, men vi må også forholde os til den verden, der omgiver os, og vi er jo ikke de eneste, der bestemmer, hvordan Arktis skal udvikle sig. Vi ser i hvert fald nogle andre, der måske tænker i andre baner.

Kl. 17:05

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Aaja Chemnitz.

Kl. 17:05

Aaja Chemnitz (IA):

Det gør vi helt sikkert, og det er jo også derfor, at når man siger mere overvågning, er man også nødt til at kunne reagere, hvis der sker noget, vi ikke bryder os om. Altså, hvis der er nogle fremmede magter, som man ikke bryder sig om, der laver forskellige aktiviteter, f.eks. i GIUK-gabet, så er man nødt til at kunne reagere. Så de to ting hænger sammen.

Kl. 17:05

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Mette Frederiksen.

Kl. 17:05

Mette Frederiksen (S):

Det er ikke, fordi man skal drage en parallel, men der har ikke været et ønske fra Ukraines side om en krig med Rusland; det er jo Rusland, der har angrebet Ukraine. Der er ikke et ønske fra den almindelige afrikaner om, at Sahelregionen skal destabiliseres af Wagnergruppen; det er jo Ruslands ageren.

Jeg synes også, vi skal holde fast i vores ønske om fredelig sameksistens og en fredelig udvikling og lavspænding, men vi bliver også nødt til at forholde os til både de tendenser og de konkrete ting, der måtte være, for når alt kommer til alt, er vores vigtigste fælles opgave jo at passe på vores lande og vores befolkninger.

Kl. 17:06

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Aaja Chemnitz.

Kl. 17:06

Aaja Chemnitz (IA):

Der er grundlæggende enighed herfra. Det er jo svært lige at præsentere et forsvarsudspil på 30 sekunder, så det er måske mere et udtryk for det. For der er mange tanker, og der er lavet rigtig meget forarbejde fra i hvert fald vores side i forhold til et kommende forsvarsforlig. Så det glæder vi os til at være en del af, og det er jo historisk.

Det er også ret vigtigt at huske, at »Nothing about us without us«, altså intet om os uden os, rent faktisk er noget, som vi også praktiserer i Folketinget, og det ser vi nogle positive tendenser i forhold til. Så det er dejligt. Tak.

Kl. 17:07

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Den næste korte bemærkning er til fru Mai Villadsen, Enhedslisten.

Kl. 17:07

Mai Villadsen (EL):

Tusind tak. Tak for samarbejdet og også for talen. Det er rigtig godt at høre, at når der bliver sat initiativer i værk, eksempelvis i forhold til socialpolitikken, så gør det en forskel. Tak, fordi du og I arbejder så intensivt på det.

Jeg kunne godt tænke mig kort at spørge ind til sundhedsområdet, som bliver berørt, og som vi jo virkelig også diskuterer meget herhjemme, fordi der også er kræftskandaler og udfordringer. Men ét er kræft og – hvad kan man sige – overdødeligheden, men kan fru Aaja Chemnitz se, at der er andre spørgsmål, hvor vi i højere grad kunne samarbejde?

Kl. 17:07

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Aaja Chemnitz.

Kl. 17:07

Aaja Chemnitz (IA):

Mange tak. Som tidligere nævnt i debatten er dødeligheden i Grønland lige nu dobbelt så høj, som den er i Danmark, og det tror jeg handler rigtig meget om den tidlige opsporing. Så der ligger et kæmpestort stykke arbejde. Det at sikre en nemmere adgang til kræftpakker, også i Danmark, når der er brug for det, det at sikre, at det behov, der er i det grønlandske sundhedsvæsen, ligesom er noget, man efterkommer i Danmark, er i hvert fald et godt sted at starte. Vi betaler hvert år ca. 138 mio. kr. til det danske sundhedsvæsen for de grønlandske patienter, der er i Danmark.

Kl. 17:08

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Mai Villadsen.

Kl. 17:08

Mai Villadsen (EL):

Det er jo alt, alt for voldsomt, at der er så stor en overdødelighed, så det er jo meget, meget tydeligt, at der skal gøres mere i forhold til tidlig opsporing og måske også i forhold til behandling. Det er jeg ikke klar over.

Men kunne der være andre områder, hvor man også kunne se på i et reformarbejde herhjemme, at man kunne styrke samarbejdet andre steder, hvor man kan se, at tallene simpelt hen peger på, at det halter, og at man kunne gøre mere for den grønlandske befolknings sundhed?

Kl. 17:08

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Aaja Chemnitz.

Kl. 17:08

Aaja Chemnitz (IA):

Tak. Det er jo særlig specialområderne, kan man sige. Hjertepatienter er den andenstørste gruppe, som vi har i Grønland af patienter, og derudover ved jeg, at der er rigtig mange grønlandske børn, som kommer fra Grønland til Danmark frivilligt, fordi de får bedre hjælp i Danmark, end de gør i Grønland.

Så jeg synes, børneområdet er et område, man er nødt til at være særlig opmærksom på. Men vi er i hvert fald åbne for en dialog om de konkrete ting. Tak.

Kl. 17:09

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Aaja Chemnitz, Inuit Ataqatigiit. Den næste taler er fru Anna Falkenberg, Sambandsflokkurin.

Kl. 17:09

(Partileder)

Anna Falkenberg (SP):

Tak for ordet, og tak for en god debat her i dag. Forudsætningen for et godt, oplyst og effektivt samarbejde mellem landene i rigsfællesskabet er først og fremmest kendskab til hinanden. Det indebærer ikke kun, hvad vores fælles og individuelle historier er, men især også hvordan nutiden ser ud. Fortiden har meget at sige, men for at få en forbedret fremtid må vi prioritere nutiden – kendskab og samarbejde. Mit indlæg til debatten i dag er derfor, at vi skal have et styrket samarbejde og kendskab til hinanden. Det indebærer, at vi efter min mening skal prioritere projekter og politik, som har til formål at styrke kendskabet mellem os i rigsfællesskabet, både når det gælder børn, unge og voksne. Men det indebærer også, at vi prioriterer samarbejde i en mere konkret forstand, f.eks. når det kommer til forskning og dataindsamling, der vedrører klimaforandringerne, især i havet, for det er jo det, der binder os sammen, og det, der er vores fællesnævner.

Men vi skal også være bedre til at samarbejde politisk. Jeg vil derfor slå endnu et slag for, at Danmark, Færøerne og Grønland får et tættere og mere formaliseret parlamentarisk samarbejde om udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, sådan at alle afgørelser på en måde er forbundet og forankrede i alle tre rigsdele og i alle tre parlamenter i rigsdelene. Ved at lave dette parlamentariske samarbejde med de relevante udvalg i de respektive parlamenter sikrer vi, at der er den samme viden i rigsfællesskabet, og vi styrker det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde.

Vi har allerede et godt samarbejde på regeringsniveau, men for at garantere, at fællesskabet styrkes, er det aldeles vigtigt, særlig også grundet den geopolitiske situation, vi står i i dag, at vi har et godt samarbejde på parlamentarisk niveau. Vi er tre forskellige lande med tre forskellige kulturer, traditioner og historier; det ved vi godt, og det skal vi have respekt for. Men mit håb er, at vi bliver bedre til at tale hinanden op og samtidig finde konkrete løsninger på de udfordringer, vi står over for. Det er ikke en modsætning. Så lad os derfor forsøge at finde fælles løsninger, også når det er svært. Tak for ordet.

Kl. 17:11

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Der er en kort bemærkning til fru Mette Frederiksen, Socialdemokratiet.

Kl. 17:12

Mette Frederiksen (S):

Tak for en rigtig god tale. Jeg synes i det hele taget, der har været nogle rigtig gode indlæg fra vores nordatlantiske kolleger i dag, i lidt forskellige retninger, og jeg er sådan set grundlæggende også enig i den analyse, vi får her til sidst, altså at rigsfællesskabet er noget meget unikt. Det er særligt, det er kun os, der har det, det kan kun fungere, hvis det er respektfuldt og det er ordentligt og vi er på bolden, løser de konkrete opgaver, har dialogen med hinanden, men også kender hinanden. Og det vil jeg altså bare sige at der er opbakning til fra regeringens side.

Så det er egentlig mest af alt en udstrakt hånd. Vi indgår også meget gerne i konkrete drøftelser om, hvordan vi så understøtter det endnu mere.

Kl. 17:12

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Anna Falkenberg.

Kl. 17:12

Anna Falkenberg (SP):

Tak. Den tilkendegivelse er jeg meget glad for. For jeg synes både, det er vigtigt, at vi anerkender, at der er ting, som er svære at løse, og som det faktisk kræver noget politisk vilje at finde løsningerne på, men at vi samtidig også tænker på at tale vores rigsfællesskab op. For det er jo rigtigt, som statsministeren siger, at der er rigtig mange lande, der misunder os den her konstruktion, og det skal vi have in mente, både når vi er i kongeriget, men også når vi er ude i verden.

Kl. 17:13

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Tak til fru Anna Falkenberg, Sambandsflokkurin. Fru Aki-Matilda Høegh-Dam, Siumut.

Kl. 17:13

Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU):

Tak, formand. Lad mig først kvittere for det, og jeg er enig i, at man burde tale hinanden op, heriblandt også de forskellige folk, der består i det her kongerige. Der er jo tre folk, og det er ofte sådan, at man hører, at nogen kommer til at tale nogle af folkefærdene ned, specielt marginaliserede grupper, frem for at tale hinanden op. For det er jo også rigtigt, at det, hvis man bliver ved med at høre nogle negative ting, så lige pludselig er det, der bliver en realitet, på trods af at der måske er flere positive ting.

Hvordan kan vi samarbejde om at få snakket hinanden mere op?

Kl. 17:14

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Anna Falkenberg.

Kl. 17:14

Anna Falkenberg (SP):

Det er først og fremmest ved ikke se de to ting som en modsætning, altså både det, at der er forskelligheder imellem os som folk, men samtidig også, at vi skal tale hinanden op. Altså, fra mit standpunkt handler det om, at vi indser, at der er et problem, og hvordan vi så konkret går til problemet. Og jeg synes ofte, at problemer i rigsfællesskabet bliver konfliktmaksimeret, i stedet for at vi faktisk går reelt til problemet og prøver at finde en konkret løsning på det.

Kl. 17:14

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Fru Aki-Matilda Høegh-Dam? Nej. Så siger vi tak til fru Anna Falkenberg, Sambandsflokkurin.

Det afslutter dagens udvidede partilederdebat, og vi går videre til det sidste punkt på dagsordenen.

Det sidste punkt på dagsordenen er:

9) Forhandling om redegørelse nr. R 8:

Udenrigsministerens redegørelse om udvalgte internationale organisationer (OSCE, Europarådet og Østersørådet).

(Anmeldelse 15.03.2023. Redegørelse givet 15.03.2023. Meddelelse om forhandling 15.03.2023).

Kl. 17:15

Forhandling

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Forhandlingen er åbnet.

Jeg skal lige gøre opmærksom på, at ordførerne skal rykke frem på forreste række og logge sig ind som ordførere på de nye pladser.

Nu tror jeg man er ved at være logget ind, og jeg giver ordet til ordføreren for Socialdemokratiet, hr. Mogens Jensen.

Kl. 17:16

(Ordfører)

Mogens Jensen (S):

Tak for det, formand. Og allerførst tak til udenrigsministeren for en god redegørelse. Selv om arbejdet i OSCE, Europarådet og Østersørådet normalt ikke påkalder sig den store hjemlige opmærksomhed – det gælder jo ikke mindst det parlamentariske arbejde, som udføres i organisationerne – så synes jeg, der er god grund til her at understrege, at hver af de her organisationer jo faktisk bidrager stærkt til, at vi kan have et regelbaseret, koordineret og organiseret udenrigspolitisk samarbejde på meget vigtige områder for Danmark. For et lille land som vores er det utrolig vigtigt at have organiserede strukturer, hvor alle lande uanset størrelse og gørelse har mulighed for at deltage og præge udviklingen, for ellers bliver den udenrigspolitiske scene alene overladt til de lande, der har de største muskler og muligheder, og det ville hverken være demokratisk eller hensigtsmæssigt. Derfor skal vi påskønne og bakke stærkt op om det arbejde, som pågår i OSCE, Europarådet og Østersørådet.

I det forløbne år er det jo meget naturligt igen Ruslands uacceptable invasion af Ukraine, der har præget arbejdet i alle tre organisationer, og det har haft klare og nødvendige konsekvenser. Rusland er blevet ekskluderet af Europarådet og er blevet suspenderet i Østersørådet. I OSCE, som jo er den regionale multilaterale sikkerhedsorganisation og en grundpille i vores europæiske sikkerhedsarkitektur, er der ikke en reel mulighed for eksklusion, men Rusland står her meget isoleret, og der arbejdes naturligvis også her på at lægge det hårdest mulige pres på Putin. Og indtil videre har det jo da i hvert fald betydet, at Ruslands traditionelle støtter har valgt at holde sig tilbage frem for at give udtryk for støtte til Rusland. Polen har med formandskabet for OSCE i 2022 været klare og kontante med hensyn til at sikre, at Ukraine har været øverst på alle dagsordener. For Danmark, for EU og for alle andre har det derfor været en af de meget få platforme, hvor man løbende og direkte over for Rusland har kunnet give udtryk for klar opbakning til Ukraine, og hvor man på den måde har kunnet stille Rusland og i øvrigt også Belarus til ansvar.

Det står klart i OSCE, at det også har haft omkostninger for organisationen, da den jo normalt bygger på samarbejde og konsensus. Så det har betydet, at det hverken har været muligt at få udpeget et nyt formandskabsland efter Nordmakedonien eller vedtaget et budget for 2022 og 2023. Og på samme måde har Rusland jo blokeret for væsentlige beslutninger og initiativer på menneskerettighedsområdet. Men her har Danmark sammen med ligesindede lande alligevel formået at gå i front og iværksætte en række initiativer, der fokuserer på Ruslands brud på menneskerettigheder og folkeretten i Ukraine, og det skal vi blive ved med. Danmark skal i det hele taget spille den størst mulige rolle for at sikre den stærkest mulige isolation af Rusland i OSCE.

I Europarådet blev der allerede i marts 2022 gjort rent bord i forhold til Rusland. De blev ekskluderet af Europarådet som følge af invasionen i Ukraine. Det var naturligvis en nødvendighed som følge af Ruslands uacceptable overgreb, men det var også en følge af lang tids konflikt med Rusland i rådet efter angrebet på Georgien i 2008 og den ulovlige annektering af Krim i 2014. Europarådet blev med sine nu 46 medlemslande på den måde en af de første blandt de internationale organisationer, der reagerede hurtigt og kontant på Ruslands invasion. Eksklusionen medfører også i Europarådet en række udfordringer, ikke mindst i forhold til de ekstremt mange menneskerettighedssager, der er anlagt af enkeltpersoner og også lande ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og som Rusland jo nu synes helt ligeglade med er rettet imod dem. Det er en udfordring, som jo desværre er svær at løse med Rusland uden for organisationen.

Kl. 17:21

Men ellers har Europarådet jo klart fokuseret på at styrke og hjælpe Ukraine så stærkt som muligt, bl.a. gennem en omfattende handlingsplan, som også Danmark har støttet økonomisk. Vi drøfter også i Europarådet det ukrainske forslag om oprettelse af en særdomstol til retsforfølgelse af forhold omkring Ruslands invasion, som ikke kan retsforfølges ved Den Internationale Straffedomstol, der jo helt rigtigt nu har udstedt en arrestordre på Putin. Der arbejdes samtidig med fremme af skadeserstatning for Ukraine i form af oprettelse af et skaderegister til registrering af tab som følge af den russiske aggression i Ukraine, som måske kan etableres i regi af eller i hvert fald støttes af Europarådet. Endelig er det også med dansk støtte besluttet at invitere Ukraine til optagelse i Europarådets Udviklingsbank og dermed lade dem nyde gavn af de finansieringsmuligheder, som den udviklingsbank har til rådighed.

Den helt store begivenhed for Europarådet i 2023 er afholdelsen af et topmøde på Island i maj 2023 med deltagelse af statsministre og udenrigsministre. Det er kun det fjerde topmøde, som afholdes i Europarådet siden oprettelsen i 1949, og dermed er det selvfølgelig også meget vigtigt for organisationens fremtid. Det vigtige på topmødet er ikke mindst at få genbekræftet de 46 medlemslandes opbakning til de grundlæggende værdier, som Europarådet bygger på, altså retsstatsprincipperne, demokrati og menneskerettigheder, og dermed sikre fortsat sammenhold og udvikling af arbejdet i rådet.

Vi skal fortsat også være klare og konsekvente, når medlemslande under Europarådet ikke efterlever Europarådets grundlæggende principper, og her er der specielt stor grund til at pege på Polen, Ungarn og Tyrkiet. Særlig må vi nu have fuldt fokus på Tyrkiets fortsat manglende efterlevelse af Menneskerettighedsdomstolens dom i sagen om den tyrkiske menneskerettighedsaktivist Osman Kavala, som har siddet uberettiget fængslet siden oktober 2017, hvorfor der nu er indledt en traktatkrænkelsesprocedure mod Tyrkiet. Også Kosovos formelle ansøgning om at blive medlem af Europarådet skal have stort dansk fokus. Vi skal fortsætte vores arbejde for og støtte til, at Kosovo optages som medlem.

Både for arbejdet i OSCE og Europarådet gælder det, at vi i fremtiden skal have endnu større opmærksomhed omkring andre udsatte nabolande, dvs. lande, som er udsat for russisk indblanding eller grænser op til Rusland. Det gælder ikke mindst Moldova, men også Georgien og andre lande i det vestlige Balkan, hvor russisk indflydelse er markant.

I Østersørådet betyder Ruslands udtræden i maj 2022 og også den ændrede situation i Østersøregionen nu, at man gennemfører en såkaldt refleksionsproces om rådets fremtid. Det er fortsat en vigtig platform for regional dialog og samarbejde, men vi skal have et fortsat og øget fokus på effektivisering af organisationen.

Krigen i Ukraine har gjort det velfungerende samarbejde om menneskehandel og beskyttelse af udsatte børn endnu mere relevant, mens andre dele af samarbejdet, herunder det, der omhandler bæredygtig udvikling, helt sikkert skal drøftes igen efter Ruslands udtræden, da de også blokerede for mere progressive fremskridt.

Til sidst vil jeg komme med en stor tak til både kollegerne, der arbejder i de her organisationer – det er ikke altid noget, der nyder stor opmærksomhed i Danmark, men ikke desto mindre er det vigtigt – men også de dygtige diplomater og medarbejdere, som vi i de parlamentariske delegationer samarbejder tæt med. Herunder vil jeg også gerne særlig sige tak for et godt samarbejde til vores ambassadør ved Europarådet, Erik Laursen, som til sommer starter på nye udfordringer ved den danske FN-mission i New York.

Så vil jeg afslutningsvis bare til udenrigsministeren sige, at der har været tradition for gode og regelmæssige møder mellem delegationerne og ministeren, også under tidligere regeringer, og det glæder vi os jo også til at fortsætte med vores nye udenrigsminister. Tak for ordet.

Kl. 17:26

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Der er en kort bemærkning til hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Kl. 17:26

Søren Søndergaard (EL):

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Jeg er lidt interesseret i, hvad hr. Mogens Jensen tænker om OSCE's fremtid. Som hr. Mogens Jensen var inde på i sin tale, er det jo en konsensusorganisation. Det er også rigtigt, at det på trods af det er lykkedes i 2023 at halte vide og få nogle projekter sat i gang, men hvad med budgettet for 2024, 2025 og 2026? Altså, hvad er ligesom, hvis man har konkluderet noget, tankerne om, hvordan OSCE ser ud, hvis vi går en smule ned ad vejen?

Kl. 17:26

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Hr. Mogens Jensen.

Kl. 17:26

Mogens Jensen (S):

Tak for spørgsmålet. Jeg skal være ærlig at indrømme, at da jeg jo ikke selv sidder i OSCE-delegationen, er det selvfølgelig heller ikke det område, jeg selv følger tættest. Men det er jo helt klart, som hr. Søren Søndergaard påpeger, at der er udfordringer med den konstruktion, som OSCE har, også set i relation til overhovedet at få organisationen til at fungere fremadrettet – selv om der vel er fortilfælde af, som jeg forstår det, at man har kunnet smide lande ud af OSCE. Så det er selvfølgelig en mulighed, der måske skal undersøges nærmere, hvis det blokerer fuldstændig for, at organisationen kan fortsætte i sin nuværende form. Men ellers har jeg ikke deltaget i drøftelser, der ligesom giver svaret på de udfordringer, som hr. Søren Søndergaard nævner.

Kl. 17:27

Tredje næstformand (Karsten Hønge):

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Mogens Jensen, Socialdemokratiet. Næste ordfører er hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre.

Kl. 17:28

(Ordfører)

Michael Aastrup Jensen (V):

Der er jo både fordele og ulemper ved at tage tre organisationer og køre dem sammen i én debat. Det gode er, at vi er effektive, det dårlige er, at det hurtigt bliver sådan lidt et sammenskudsgilde, og det fortjener de tre organisationer jo faktisk ikke, når det kommer til stykket.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at den organisation, jeg kender allerbedst, er Europarådet, fordi jeg har været der et par år. Siden 2007 har jeg været medlem, og det er selvfølgelig derfor, jeg ved lidt om, hvad der foregår. Det vil man også tydeligt kunne se af de kommentarer, jeg kommer med nu, altså at det primært er med fokus på Europarådet.

Man kunne jo også bruge sine 10 minutter på at tale om – med rette – nødvendigheden af, at alle tre organisationer fokuserer så meget energi som overhovedet muligt på Ukrainekonflikten. For det med, at et land som Rusland totalt umotiveret angriber en fredelig nabo, kalder selvfølgelig på os alle sammen – på behovet for, at der er nogen, der bekæmper det.

Men jeg vil alligevel tillade mig at nævne nogle konflikter, som jeg synes også fortjener opmærksomhed. For selv om den forfærdelige invasion, som Rusland har foretaget, er noget, vi skal tale om og fokusere på, skal vi altså ikke glemme, at der desværre også foregår ting, som absolut også er noget, som skal italesættes. Og her må jeg indrømme, at jeg er ekstremt bekymret for udviklingen i Tyrkiet. Vi oplever et land og ikke mindst en leder, som får mere og mere diktatoriske træk, som mere og mere er et hundrede procent ligeglad med, hvad der minder om demokrati og lov og orden, og at vi derfor står i en situation, hvor partier bliver forbudt, hvor politiske modstandere bliver fængslet, og hvor alt, der minder om, hvad man kan kalde moderne frihedsrettigheder for en befolkning, bliver knægtet.

Derfor er jeg meget tilfreds med, at man i Europarådet siger: Det vil vi ikke finde os i. Men jeg synes også, at det samtidig italesætter noget, som vi har haft en diskussion om igennem rigtig mange år i Europarådet, nemlig hvad Europarådets fremtid reelt er. Er det et mini-FN, hvor alle europæiske lande i en eller anden grad er medlem, og hvor man kan blive ved med at overskride den ene regel efter den anden, og så får man en løftet pegefinger eller et slag over fingrene, og så taler vi videre? Eller er det en organisation, hvor der er konsekvenser, hvis ikke man overholder reglerne?

Jeg har i Europarådet igennem alt for mange år diskuteret, om Rusland skulle smides ud af Europarådet eller ej efter 2014-invasionen og annekteringen af Krim og andre områder i Ukraine. Og der var dem, som meget positivt, men – undskyld, jeg siger det – naivt, kan vi jo se i dag, sagde: Lad os fortsætte med dialogen, for dialog er jo altid bedre end konfrontation. Var det nu det? Er vores lærdom i dag ikke, at i forhold til sådan nogle som Putin, Erdogan og andre typer er det eneste, der tæller, at der engang imellem bliver trukket en rød streg, som også er en rød streg, hvor vi siger: Hvis du krydser den røde streg, har det altså nogle konsekvenser, som kan mærkes?

Jeg må indrømme, at det hælder jeg til. Jeg hælder til, at vi begynder at sige til Erdogan: Hvis du bliver ved med at have ueuropæiske tilgange i den måde, du leder landet på, så er du ikke velkommen i Europarådet. Og det tror jeg ærlig talt også er det, som oppositionen i Tyrkiet vil være indstillet på.

Så er der også hele spørgsmålet om Bosnien, hvor vi jo også oplever et Rusland, som agerer mere og mere konfrontatorisk, ved at de presser deres venner – ikke mindst i det serbiske mindretal – til at destabilisere ikke bare Bosnien, men jo potentielt set hele regionen. Det er et område, som vi historisk har stor interesse for. Der er talrige danske soldater og forskellige andre udsendte, som har gjort et fænomenalt stykke arbejde i at stabilisere hele den region. Og derfor har Rusland jo også en interesse i at prøve at lave rav i gaden – lave så meget uorden som overhovedet muligt, så Europa bliver nødsaget til også at fokusere her – og dermed destabilisere en del af Europa, hvor vi jo historisk ved, det vil være forfærdeligt, hvis det bliver destabiliseret igen.

Kl. 17:33

Her bør vi fra dansk side, men også fra hele Europarådets side fokusere endnu flere kræfter i forhold til Bosnien. Vi bør også fokusere endnu flere penge og mere tid på at sørge for, at det bliver godt for hele det område. Så er det selvfølgelig ikke så godt, at der ikke er nogen dansk ambassade i Bosnien, og derfor hilser jeg det velkommen, at der i regeringsgrundlaget står, at vi skal opprioritere udenrigstjenesten, og her er et af de områder, som vi forhåbentlig så kunne fokusere mere på i fremtiden – det håb kan man jo have.

Men så er der også Georgien. Mange af os har været i Georgien op til flere gange. Jeg må indrømme, at jeg har været der mange gange – ikke mindst fordi jeg i 5 år var rapportør på vegne af Europarådet vedrørende Georgien. Og man kan jo sige sådan lidt spøgefuldt, at når man første gang har været i Georgien og har oplevet deres mad, har man ikke lyst til at komme igen. Men man har lyst til at komme igen, forstået på den måde, at der er et frihedselskende folk. Problemet er jo bare, at det ikke er altid, vi mærker det i regeringen. Vi oplever en situation, hvor der er en regering, som med en lærebog, man nogle gange frygter er kopieret lidt fra Putin, forsøger at knægte de meget store fremskridt, der ellers har været demokratisk i Georgien, med stor effekt.

Heldigvis var der det frihedselskende folk, som gik på gader og stræder og sagde: Vi vil ikke finde os i, at I begynder at knægte ngo'ers muligheder for at arbejde. Og derfor blev den her lov om fremmede landes tilskud til ngo'er jo heldigvis taget af bordet. Men det er en bekymrende tendens, at vi oplever, at et land, som er et officielt kandidatland til både NATO og EU, har en regering, som er i disharmoni med deres befolkning, i forhold til hvor proeuropæisk de skal agere i de politiske mærkesager.

Så kommer vi selvfølgelig heller ikke uden om Ukraine, som jeg startede med, for der er ingen tvivl om, at fra alle tre organisationers side skal vi prioritere alt det, vi overhovedet kan, i forhold til Ukraine. Vi må ikke give op i forhold til penge, i forhold til kampen imod korruption, som den ukrainske regering også heltemodigt holder fast i, selv om de også heltemodigt kæmper imod Ruslands invasion. Og der er det, at Europarådet og OSCE og for den sags skyld Danmark generelt og EU kan være med til at hjælpe til med, at det også bliver en succes. For hvis ikke vi får hjulpet Ukraine på det her område, vil de stå svagere, også i forhold til de meget, meget store støtteprogrammer og lignende, der er til Georgien.

Så der er nok arbejde at tage fat på. Og der vil jeg, ligesom formanden for delegationen til Europarådet gjorde, rette en stor tak for det samarbejde, jeg kender mest til, nemlig i Europarådets Parlamentariske Forsamling, men også til den danske repræsentation i Strasbourg. Vi ved jo godt, at der ikke altid er lige så stort fokus på den danske repræsentation i Strasbourg, som der burde være. Det er ikke verdens største repræsentation, Danmark har, men det er folk, som virkelig brænder for området, og som gør et kolossalt stykke arbejde. Så jeg vil også herfra takke for et rigtig, rigtig godt og stærkt samarbejde, og det vil jeg håbe fortsætter, når den nye ambassadør snart tiltræder.

Så med de ord ser vi frem til samarbejdet, og der er ingen tvivl om, at der er nok at tage fat på.

Kl. 17:37

Den fg. formand (Annette Lind):

Tak til Michael Aastrup Jensen for ordførertalen. Der er en kort bemærkning, og jeg vil gerne give ordet til hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten. Værsgo.

Kl. 17:37

Søren Søndergaard (EL):

Ja, for tillad mig også at spørge det andet af de tre regeringspartier til det der spørgsmål om OSCE. Jeg synes, det er noget af det, der – hvad skal vi sige – strukturelt presser sig mest på: Hvad gør vi med OSCE? Altså, hvordan forholder vi os til det faktum, at det er en konsensusorganisation, og at hvis den skal fungere videre, så kræver det Ruslands om end passive accept?

Vi har jo i mange år set, hvordan Rusland har blokeret, hvordan pressefrihedsrapportøren eller -kommisæren blev trukket ud osv. osv. Vi har set mange af de der ting, men nu er det jo totalt blokeret, hvis ikke vi træffer en beslutning om en anden vej. Det er derfor, jeg spørger – og altså, der er ikke noget drilsk i det, det er ikke et eller andet polemisk spørgsmål, det er kun et spørgsmål om, hvad der er af overvejelser fra Venstres side.

Kl. 17:37

Den fg. formand (Annette Lind):

Ordføreren, værsgo.

Kl. 17:38

Michael Aastrup Jensen (V):

Jamen jeg er jo slet ikke vant til drillespørgsmål fra hr. Søren Søndergaards side, så jeg vil altid opfatte alle spørgsmål fra hr. Søren Søndergaard som relevante. Og det mener jeg også det her er, forstået på den måde, at det er et rigtig godt spørgsmål, altså, og jeg har ikke et entydigt svar på det.

For jeg synes jo, det på sin vis er fornuftigt, at vi har en organisation som OSCE, som også har lavet et fantastisk godt stykke arbejde, bl.a. efter Georgien-Rusland-krigen, med observatørroller, og som forsøgte at gøre det samme efter 2014 i forhold til Ukraine, men jo allerede der mødte ekstremt meget modstand fra Ruslands side; det gjorde man reelt egentlig også efter 2008-krigen, hvor OSCE-rapportørerne kun måtte være på den georgiske side af linjen – de måtte ikke komme over på den russiske side.

Så vi har oplevet et Rusland, som jo i mange, ja, reelt årtier har været ligeglad med alt det, man har siddet og vedtaget i OSCE-regi. Så skal man give op? Nej. Men vi bliver nødt til at gøre noget, og jeg må indrømme: Jeg har desværre ikke et entydigt svar.

Kl. 17:39

Den fg. formand (Annette Lind):

Er der ønske om en anden kort bemærkning? Det er der ikke. Så vil jeg gerne sige tak til hr. Michael Aastrup Jensen – der er ikke flere korte bemærkninger. Og så skal vi sige velkommen til Moderaternes ordfører. Værsgo, fru Karin Liltorp.

Kl. 17:39

(Ordfører)

Karin Liltorp (M):

Tak for ordet og for redegørelsen fra udenrigsministeren. I det store, komplekse, globale verdenssamfund kan man godt få indtryk af at være en meget, meget lille brik. Og som I nok ved, dominerer krig og konflikt, og vores verden er ikke, som den var for bare lidt over et år siden. Når man læser redegørelsen, er det dog positivt trods alt at finde ud af, at Danmark både regionalt og internationalt er en central aktør. Men det er meget tydeligt, at Ruslands invasion af Ukraine både præger OSCE, Europarådet og Østersørådet. Det påvirker altså alle de sikkerhedsstrukturer, som vi i årtier har opbygget gennem diplomati og samarbejde.

Men det er stadig gennem diplomati og samarbejde, at vi også kan opretholde det politiske pres på Rusland og i fremtiden retsforfølge dem for de brud på menneskerettighederne, som de begår i dag. Det europæiske naboskab må vi holde i hævd for at kunne fremme respekten for både menneskerettigheder, demokrati og retsstaten. OSCE har fungeret som et stærkt forum, hvor også de ikkemilitære fokuspunkter prioriteres. Vi har i det seneste år set store militære donationer til Ukraine, men vi skal fastholde det diplomatiske pres og fortsat arbejde for, at OSCE har instrumenter til at bidrage til fred og genopbygning i Ukraine. Det er i den forbindelse trods alt positivt at læse, at Ruslands traditionelle støtter har valgt at forholde sig tavse frem for at sympatisere med Rusland under anliggender, som har med krigen at gøre.

Hvad angår Europarådet, vil jeg også berøre vigtigheden af retsstatsprincipperne. De sidste 5-7 år har vi været vidne til, at de demokratiske retsstatsprincipper brydes flere steder i Europa. Og selv om der sker alvorligere ting udenfor – som vi også lige har hørt før – skal vi jo ikke se stort på disse brud. Tyrkiet, Ungarn og Polen har nemlig flere gange udvist et lidt alternativt syn på rettigheder, når det drejer sig om lgbt, migranter, mediefrihed og retssystemer. Derfor må vi fortsat arbejde for at styrke Europarådet i forhold til at fremme kerneværdierne for den vestlige verden, nemlig selve principperne for retsstaten, frihed og menneskerettigheder. Nationale reformer, som indskrænker borgernes frihed og rettigheder, må vi reagere på. Derfor skal vi regionalt og europæisk stå vagt om vores kerneværdier og sikre, at de også efterleves i de resterende medlemslande inden for EU. Her bør Europarådet fortsat være et solidt værn mod krænkelser.

Til slut vil jeg berøre Østersørådet, som forhåbentlig i en relancering af sig selv vil blive centralt for Danmark i fremtiden i forhold til både sikkerhed og energifremme. Gaslækagen, som skete i efteråret, understreger, hvordan et regionalt fokus på Østersøområdet er vigtigt for at sikre en bæredygtig region. Og Østersøområdet har et stort grønt potentiale, når vi snakker klima og energi. Vi snakker om mulighederne for havvind i stor skala, hvor vi syvdobler havvindskapaciteten i Østersøregionen, og det er en aftale indgået mellem syv lande fra regionen, en ny energialliance, hvor både havvind og elsamarbejde vil eksistere på tværs af landegrænser. Og i den henseende er det vigtigt, at Østersøområdet skal være et sikkert og trygt område, som ikke influeres af magter, som vil området det skidt. Derfor skal Danmark også engagere sig positivt i Østersørådets arbejde og præge det i en grøn retning.

Helt til slut vil jeg bare sige, at Danmark kan præge samarbejde og kan være med til at fremme menneskerettigheder og retsstatsprincipper, sikkerhed og grøn omstilling via diplomatiet. Derfor bør vi selvfølgelig fortsætte vores positive engagement for at styrke samarbejdet i disse internationale organisationer. Tak for ordet.

Kl. 17:43

Den fg. formand (Annette Lind):

Tak til fru Karin Liltorp fra Moderaterne. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så vil jeg gerne sige velkommen til SF's ordfører. Værsgo, fru Marianne Bigum.

Kl. 17:43

(Ordfører)

Marianne Bigum (SF):

Tak, formand. Ruslands ulovlige krig i Ukraine kaster lange skygger over den tid, vi lever i. Det er ikke mindst tydeligt, når man læser den redegørelse, vi her i dag debatterer. Ruslands aggression har betydet, at landet rettelig ikke længere kan deltage i det fremadsynede og fredsforankrende arbejde, som henholdsvis Europarådet og Østersørådet har forsøgt at bane vejen for igennem årtier. I OSCE har vi til gengæld haft mulighed for at fortælle Putins Rusland og Lukasjenkos Belarus, hvad vi mener om den ulovlige krig og de forbrydelser mod menneskeheden, som de to autokrater alene har ansvaret for. Samtidig bliver solidariteten med Ukraine kun yderligere bekræftet ved at erklære den op i det åbne ansigt på regimernes repræsentanter.

Danmarks enorme rolle i etableringen af Østersørådet har altid givet det sin helt særlige plads med hensyn til Danmarks internationale engagement, både fordi det indrammer dele af det nordiske samarbejde, som vi forleden drøftede her i salen, men særlig også på grund af vores særlige bånd til og forpligtelser over for vores baltiske naboer. Derfor glæder det os i SF, at Danmark så tydeligt advokerer for et fortsat styrket samarbejde på baggrund af Ruslands og Belarus' udtræden. Med de to regimer udenfor kan Østersørådet igen arbejde i den ånd, som det blev stiftet i, og man kan ikke mindst få sat turbo på den del af samarbejdet, hvor vi forpligter hinanden på højere ambitioner, når det gælder den grønne omstilling.

Med ikke bare en politisk, men militær front trukket op over det europæiske kontinent har Europarådets arbejde med fremme af demokrati, menneskerettigheder og retsstaten aldrig været vigtigere. Det er helt klart, at støtten til Ukraine, hvad end det handler om adgang til rådets udviklingsbank eller arbejde med at retsforfølge russiske forbrydere ved en særdomstol, har stået i første række, når det handler om rådets arbejde det seneste år, og viser, at størstedelen af kontinentet står sammen, også uden for EU. Og når vi netop har haft fat i landene uden for EU, er jeg næppe den eneste til stede i den her sal, der med stor spænding ser frem imod det tyrkiske valg. Det er et valg, der vil få enorm indflydelse på kontinentet og ikke mindst på Europarådets fremtidige arbejde.

Danmark er måske et lille land, men vi er enormt gode til at præge den verden, vi lever i, hvad end det er regionalt eller kontinentalt. Det er vi bl.a. igennem disse organisationer, og det er vigtigt, at vi også viser os villige til at gøre det fremover. I usikre tider er der behov for at rykke tættere sammen og styrke fællesskabet. Tak for ordet.

Kl. 17:46

Den fg. formand (Annette Lind):

Tak til SF's ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så skal vi sige velkommen til Danmarksdemokraternes ordfører. Det er hr. Peter Skaarup. Værsgo.

Kl. 17:46

(Ordfører)

Peter Skaarup (DD):

Tak for det. I Danmarksdemokraterne deltager vi også meget gerne aktivt i den her redegørelse og den her debat om vigtige internationale spørgsmål, som de her tre organisationer står for. Vi synes, det er godt, at ministeren og ordførerne er klar til at sætte Danmarks engagement i en række internationale organisationer på dagsordenen, ligesom vi traditionelt gør det her i Folketinget med den her debat. Det er jo bl.a., fordi Danmark faktisk har en rigtig vigtig rolle at spille i internationalt samarbejde. Vi er som et lille land i stand til at sætte spørgsmål på dagsordenen, som nogle af stormagterne måske ikke kan på samme måde – qua at vi er medlem af en række vigtige organisationer ud over de tre, som vi debatterer her i dag.

Det er jo spørgsmål som Arktis, hvor Danmark selvfølgelig har en helt afgørende rolle og et afgørende ord at skulle have sagt, og hvor vi sammen med ikke mindst Grønland har nogle vigtige interesser på spil. Det drejer sig selvfølgelig også om situationen i Ukraine, hvor det er vigtigt, at vi giver vores holdning til kende i forhold til at støtte ukrainernes kamp mod angrebsmagten, Rusland. Det sætter jo i virkeligheden måske allermest den her diskussion om vores engagement i forskellige internationale organisationer i relief, fordi det er utrolig vigtigt, at vi ikke lader os kue af regimer, som ikke respekterer andre landes suverænitet og ikke respekterer andre landes frihedsrettigheder for deres befolkninger. Og det er i virkeligheden også det, der er på spil i forhold til Rusland og – dem kan vi sagtens også tage med – i forhold til Hviderusland og Lukasjenko. Jeg vender tilbage til de spørgsmål lidt senere i indlægget.

Det, der er vigtigt fra dansk side, er jo, at vi tager ansvar, at vi engagerer os i verdenssamfundet sammen med vores nabolande, og at vi gør det sammen med vores allierede og de lande, som ikke giver efter for de her totalitære regimer, som vi har med at gøre, sådan set også i OSCE, hvor nogle af landene stadig væk er repræsenteret. Det synes jeg da at hr. Søren Søndergaard egentlig stillede nogle udmærkede spørgsmål om tidligere i debatten. Derfor er det jo så også vigtigt, at Danmark har en stemme i de her internationale fora, godt akkompagneret af Folketinget, som er med til at give nogle signaler til vores repræsentanter i de tre organisationer, men også andre organisationer. Som jeg lige var inde på, er det klart, at arbejdet i de her organisationer i øjeblikket ligesom mange andre steder er hårdt præget af Ruslands aggression over for Ukraine, invasionen, som man har prøvet på, men som heldigvis på mange måder er slået fejl – og godt for det.

Vi må jo erkende, at krigen i Ukraine rammer uskyldige ukrainere, men at krigen jo også har sat økonomiske aftryk rundtomkring i verden, i Europa og i Danmark. Vi har jo i Danmark oplevet ældre medborgere, som ikke har haft råd til at betale deres energiregninger. Og dem, der havde råd, var nødt til at skære deres udgifter helt ind til benet, og sådan er det jo stadig væk for nogle i vores samfund. Deraf er der jo også kommet en række initiativer, som Folketinget har været nødt til at lave og måske også skal gå videre med i fremtiden. Det gælder også for børnefamilier, og det gælder også for andre, der er i økonomisk uføre. På grund af de her høje regninger til først og fremmest energi og fødevarer har alt det, der foregår i det omkringliggende samfund og ikke mindst i Ukraine, stor indflydelse på, hvad der foregår her i Danmark. Derfor er det selvfølgelig også ekstra vigtigt, at vi er i stand til at agere fra dansk side.

Så vil jeg lige sige lidt om de enkelte organisationer. I Østersørådet er Rusland jo først blevet suspenderet, og siden er de udtrådt af organisationen. Det er et vigtigt arbejde, der foregår i Østersørådet. Det er jo vigtigt med rimelig samordning, når det f.eks. gælder etablering af kæmpe vindmølleparker eller dumpet ammunition i Østersøen. Og der er jo desværre også rigtig meget militær i Østersøen nu, og måske er der endnu mere på vej ind. Så det er vigtigt, at der er en platform, hvor man kan tale om regional dialog og samarbejde i Østersøområdet. Så der er fuld opbakning til, at det her forum eksisterer. Så kan man altid diskutere, hvor meget det så kan i praksis i dagligdagen.

Kl. 17:51

I Europarådet er det jo også sådan, at Rusland er blevet suspenderet og ekskluderet. Igen fylder det en hel del, og det er jo tilsyneladende sådan, at det er noget, der kommer til at blive ved i Europarådet. Ukraine taler eksempelvis i Europarådet om oprettelsen af en særdomstol til retsforfølgelse af forbrydelser, der ikke kan retsforfølges, i og med at Den Internationale Straffedomstol har nogle bestemte opgaver, som de skal varetage i dag. Og helt ærligt kan man ikke bebrejde dem for det. Det kan man bestemt ikke bebrejde ukrainerne for, altså at tale for den sag. Noget andet er, hvordan vi så skal løse det. Hvordan sætter vi os ned og får fundet en model, der kan gøre, at man, når den tid kommer, kan foretage sig det, der er rigtigt i situationen?

Så skal vi også snakke OSCE. Jeg var lidt inde på det tidligere, og det er jo lidt af en varm kartoffel, må man nok sige. Vi kan vel alle sammen godt huske, hvad der skete i Hviderusland for ikke så lang tid siden, altså før invasionen af Ukraine. Men den gode Lukasjenko og alt, hvad han står for, er jo stadig væk repræsenteret. Belarus er stadig væk repræsenteret i OSCE, og det er Rusland sådan set også. Så kan det godt være, at Rusland er politisk isoleret, og at Ruslands traditionelle støtter har valgt at forholde sig relativt tavse i forhold til at støtte op om Rusland, men de er der jo. Og derfor er det jo selvfølgelig en principiel debat, som jeg også godt forstår at der er her i dag, nemlig hvad vi egentlig gør med lande, der forbryder sig mod grundlæggende principper som dem, som f.eks. OSCE står for. Man kan jo ikke rigtig komme uden om, at det gør Rusland i forhold til deres aggression mod Ukraine. Indtil andet er bevist eller andet sker, og så længe Rusland er medlem, må man selvfølgelig bruge OSCE som en platform – og det må Danmark også gøre – hvor man kan sætte fokus på Ruslands aggression, arbejde med at styrke frihedsrettigheder, også i Rusland og i andre lande, og jo ikke mindst samarbejde omkring konventionel våbenkontrol, som i hvert fald er ret afgørende for, at vi undgår mere krig, end vi allerede ser nu.

Det var en lille rundtur til de tre organisationer og nogle generelle principper. Vi synes i Danmarksdemokraterne, at det er vigtigt, at vi fra dansk side deltager i så meget, vi kan, af den her slags. Så længe medlemmerne er, som de er – vi er jo ikke altid herrer over, hvem der er medlemmer af de her organisationer – gælder det om at bruge de forummer, vi er medlem af, til at have en platform til at fortælle de lande, at vi godt nok synes, at det, de har gang i, er noget skidt. Og det er det mildest talt, altså det, som Rusland har gang i i Ukraine. Og vi skal hele vejen rundt i forhold til at fortælle russerne, at det vil vi ikke finde os i.

Kl. 17:55

Den fg. formand (Annette Lind):

Tak til hr. Peter Skaarup. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så skal vi sige velkommen til Liberal Alliances ordfører. Værsgo, hr. Alexander Ryle.

Kl. 17:55

(Ordfører)

Alexander Ryle (LA):

Tak for ordet, formand. Og tak til udenrigsministeren for den årlige redegørelse om OSCE, Europarådet og Østersørådet. Det er godt at få et overblik over de her ting, særlig når man er lidt ny. Når man læser redegørelsen, bliver det ganske tydeligt, at alle tre organisationer har været præget af Putins overfald på Ukraine. Det kan næppe komme som en overraskelse for nogen i det her lokale. I OSCE er samarbejdet med Rusland blevet reduceret til et absolut minimum, og de lande, der traditionelt har haft tætte bånd til Rusland, har foretrukket tavshed frem for at bakke op om Rusland og krigen. I Europarådet er Rusland blevet ekskluderet, og alle forbindelser med myndighederne i Belarus blev ligeledes suspenderet. I Østersørådet blev Rusland suspenderet, og Rusland udtrådte efterfølgende helt af organisationen.

I disse tider bliver vi for alvor mindet om, hvor vigtigt det er med stærke internationale fællesskaber, der kan stå sammen om at stå imod. For når et land som Rusland på det kraftigste forbryder sig mod det internationale samfunds spilleregler og ikke ønsker at gå dialogens vej, er der ikke andet valg end at stoppe samarbejdet, også selv om det ikke har været uden omkostninger. Som det kan læses af redegørelsen, har det i OSCE f.eks. ikke været muligt at opnå enighed om et budget for hverken 2022 eller 2023, og polarisering og mistillid har betydet, at der for første gang nogen sinde ikke er blevet fremlagt forslag til beslutninger eller fælleserklæringer på årets udenrigsministermøde. Det har ikke engang været muligt at blive enige om, hvem der skal overtage formandskabet efter Nordmakedonien. I Europarådet er der skabt betydelige udfordringer med at følge op på de mange sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og derudover er en af de fem store bidragsydere til organisationens budget forsvundet, hvilket har betydet, at de øvrige medlemslande, herunder Danmark, har måttet kompensere for den manglende russiske betaling. I Østersørådet bliver man nu tvunget til at reflektere over organisationens fremtid, så det kan sikres, at den fortsat kan fungere som et forum for samarbejde og dialog i vores region. Det bliver uden tvivl en anderledes dialog uden Ruslands deltagelse.

Men hvad så nu? I Liberal Alliance anerkender vi, at OSCE er et vigtigt organ og et af de få tilbageværende, hvor det fortsat er muligt direkte at kritisere Ruslands invasion af Ukraine. Men vi skal også være ekstremt kritiske over for den obstruktion af OSCE's arbejde, som Rusland og Belarus foretager for øjeblikket. Når jeg læser redegørelsen, er det nemlig tydeligt, at organisationen er mere eller mindre handlingslammet lige nu, i hvert fald i alle spørgsmål, der tilnærmelsesvis relaterer sig til krigen i Ukraine. Der står bl.a., at flere af de konkrete redskaber, som har givet OSCE en særlig plads i forhold til konflikten, er ophørt med at eksistere som følge af russisk obstruktion. Ligeledes har det vist sig, at Rusland er villig til at blokere for OSCE's menneskerettighedsaktiviteter.

Tilbage står så, at man kan vælge at fokusere på andre udfordringer såsom konflikter i Nagorno-Karabakh, Georgien og Moldova samt bl.a. Belarus' undertrykkelse af egen befolkning. Det synes jeg helt bestemt man bør gøre, men jeg synes også, det er vigtigt, at OSCE ikke indgår kompromiser og laver handler med Rusland. Det rejser derfor spørgsmålet, om det kunne give mere mening at sætte arbejdet i OSCE i bero, altså for en tid at stoppe med at indkalde til møder, og først starte op igen, når krigen er slut. I mellemtiden kunne man så rykke relevante aktiviteter over i andre fora, hvor Rusland ikke har mulighed for at blokere for dem. Det kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre regeringens holdning til, når udenrigsministeren senere skal herop på talerstolen.

I Europarådet pågår arbejdet med at oprette en særdomstol til retsforfølgelse i forbindelse med aggressionsforbrydelsen i Ukraine samt at fremme skadeserstatning for Ukraine. Det er noget, som vi i Liberal Alliance synes er rigtig vigtigt, og i maj skal medlemslandene i Europarådet genbekræfte de fælles værdier om demokrati, retsstatsprincipper og menneskerettigheder i Europa og sikre en samlet vision for det kommende års arbejde med et klart fokus på organisationens støtte til Ukraine og andre udsatte nabolande, f.eks. Moldova, Georgien og lande på det vestlige Balkan.

Derudover udestår et stort arbejde i forhold til at få medlemslandene til at efterleve afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen, for Rusland er absolut ikke det eneste land, der ikke efterlever menneskerettighederne. I Tyrkiet har de fængslet menneskerettighedsaktivisten Osman Kavala, som har siddet uberettiget fængslet i Tyrkiet siden 2017. Vi kan ikke blive ved med at acceptere Tyrkiets disrespekt over for domstolens afgørelse. Også i Polen og Ungarn er der en række sager, som vi venter på at der tages hånd om.

Kl. 18:00

Det er vigtigt at huske på, at landenes tilslutning til Europarådets konventioner og det mellemstatslige regelbaserede samarbejde udgør grundstenene for dette arbejde, og at medlemslandene har en fælles forpligtelse til at sikre, at menneskerettighederne og retsstatsprincipperne efterleves, og det forventer vi at de gør.

Her til sidst vil jeg blot sige, at jeg ser frem til resultatet af udenrigsministermødet i juni, hvor Østersørådet skal gennemføre en refleksionsproces angående organisationens fremtid. I Liberal Alliance mener vi, det er vigtigt med et stærkt samarbejde i Østersøregionen, og det er bestemt ikke blevet mindre vigtigt efter den russiske invasion. Særlig Østersørådets arbejde med menneskehandel og udsatte børn er meget relevant, fordi vi så og fortsat ser flygtningestrømme fra Ukraine og risikoen for menneskehandel bestemt er til stede, ligesom vi ser ukrainske børn blive bortført til Rusland.

Til allerallersidst vil jeg sige, at jeg håber, at situationen ser bedre ud næste år, når vi har den her redegørelsesdebat igen, for det har været et svært år for alle parter, ikke mindst Ukraine. Tak for ordet.

Kl. 18:01

Den fg. formand (Annette Lind):

Tak for ordførertalen, og selv om man er ny, må man godt lige køre pulten lidt op og ned, hvis det er; den er ret høj her. Men det gik rigtig fint. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og så skal vi sige velkommen til Det Konservative Folkepartis ordfører.

Værsgo, fru Helle Bonnesen.

Kl. 18:02

(Ordfører)

Helle Bonnesen (KF):

Det er ikke så lang tid siden, at vi her i salen sidst var sammen med udenrigsministeren om en udenrigspolitisk redegørelse, og nu er vi her så igen med en redegørelse om udvalgte internationale organisationer, og atter en gang er sagen jo den, at Rusland fylder over det hele, fylder meget. Internationale organisationer viser ofte deres værd, og det gør de især i krigstid, hvor vi virkelig får lejlighed til at diskutere dem. Det gælder OSCE, som Rusland stadig væk er medlem af, og hvor de sædvanlige støtter af Rusland ikke direkte støtter Rusland, men forholder sig tavse, og det er trods alt et lille lys i mørket. Det viser sig i Europarådet, hvor man for nylig har genbekræftet fælles værdier om demokrati, retsstatsprincipper og menneskerettigheder i Europa. Men det viser også sårbarheden, når nu vi skal evaluere Østersørådets fremtid, efter Rusland er trådt ud. Organisationer er vigtige, og lige nu ser vi både sårbarheden og styrken i dem. Som andre ordførere her har været inde på, har krigen virkelig udfordret vores opfattelse af området og tvinger os til at reflektere, revurdere og redefinere uden at gå på kompromis med de grundlæggende tanker.

Hvis vi først ser på OSCE, har samarbejdet længe været under stærkt pres både fra Rusland og fra Hviderusland, eller Belarus siden 2021. De normale regler er sat ud af spil. Sædvaner er ikke længere sædvaner, og det er svært at gennemføre traditionelle processer og møder. Så meget desto vigtigere er det, at vi er repræsenteret og gør en indsats, hvilket redegørelsen også med al tydelighed viser at vi gør.

Polen har haft en alvorlig og svær formandsopgave i 2022 midt i en sjældent svær tid. Nu overtager Nordmakedonien stafetten, og håndteringen af de uformelle platforme bliver helt central. Det bør Danmark fortsat støtte formandslandet i. Det handler om at give Ukraine tid og styrke. Det handler om at give Ukraine taletid og solidaritet, og at vi har et vedvarende fokus på menneskerettighederne. Der var før debat om, hvad vi så kan gøre, og målet må være, at vi skal fortsætte. Vi må ikke give op, og vi skal fortsætte på bedste vis ud fra de spilleregler, vi kan.

Også i Europarådet har Rusland fyldt meget, desværre. Medlemskabet blev først suspenderet, og senere blev man helt ekskluderet fra Europarådet – en nødvendig og naturlig følge af krigens start i Ukraine. Og Rusland fortsætter med at fylde. Dels vil menneskerettighedsdomstolen antage nye sager for overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og så er der den økonomiske side af det, og det er glædeligt, at de øvrige nationer er blevet enige om at gå sammen om at udfylde det økonomiske hul, som Rusland har efterladt sig, så vi fortsat har det bærende element.

Krigen i Ukraine har også været springbræt til andre ting, såsom at Europarådets Udviklingsbank nu har besluttet at invitere Ukraine til optagelse i udviklingsbanken, og det er sket med dansk støtte, hvilket er glædeligt.

Rusland og Ukraine fylder trods alt ikke alt. Menneskerettighedsdomstolen har også været i aktion i forbindelse med Tyrkiets manglende efterlevelse. Og i den mere glædelige afdeling har Kosovo formelt søgt om at blive medlem. Der er ikke umiddelbart enighed om optagelse, men lad os arbejde for, at det kan ske. Også i Østersørådet har krigen spillet ind med først suspendering og derefter udtræden af såvel Rusland som Belarus.

Men i det her tilfælde er der tale om centrale lande ud af langt færre lande, og derfor giver det god mening, at udenrigsministeren nu har bestemt sig for en refleksion over fremtiden for rådet. Vi ser frem til juni 2023, hvor vi forventer at komme nærmere en form for konklusion. Og vi håber, at arbejdet kan redefineres og fokusere på de opgaver, som stadig væk kalder på en platform, regional dialog og samarbejde. Vigtige og mangeartede opgaver som alt fra havvind, flygtningestrømme og områdets kontakt til krigen i Ukraine vidner om eksistensberettigelse. Opgaver er der nok af.

Alt i alt kan jeg sige det samme, som jeg gjorde i starten, og som jeg sagde det i den seneste udenrigspolitiske redegørelse her: Tænk, hvor sker der meget på så kort tid. Konservative tager redegørelsen til efterretning.

Kl. 18:06

Den fg. formand (Annette Lind):

Tak til fru Helle Bonnesen for ordførertalen. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det Enhedslistens ordførers tur. Værsgo, hr. Søren Søndergaard.

Kl. 18:06

(Ordfører)

Søren Søndergaard (EL):

Tak til udenrigsministeren for redegørelsen. For Enhedslisten er der ikke nogen modsætning mellem kampen for fred og sikkerhed og så kampen for demokrati og menneskerettigheder. Ikke mindst når det gælder et så lille land som Danmark, er demokrati og menneskerettigheder i hele verden og især blandt vores naboer, eller nærmeste nærområde, faktisk selve forudsætningen for fred og sikkerhed. Så bare for at kridte banen op vil jeg sige, at vi er lodret uenige med dem, som mener, at vi af hensyn til freden, af hensyn til sikkerheden, af hensyn til samhandelen, af hensyn til velstanden, og hvad ved jeg, skal lukke øjnene for overgreb på demokratiet og lukke øjnene for grove krænkelser af menneskerettighederne.

I alt for mange år har vi jo set det ske. Jeg kan ikke forestille mig, at man ville have affundet sig med den måde, Tyrkiet har opført sig på, hvis Tyrkiet ikke havde været medlem af NATO. Altså, milliarder og atter milliarder er blevet pumpet fra EU ind i Tyrkiet, samtidig med at Tyrkiet groft har krænket menneskerettighederne. Et andet eksempel er Rusland. Ruslands overgreb på menneskerettighederne er jo ikke af ny dato. Hvad gjorde vi så, da Tjetjeniens leder Sakajev kom til Danmark? Da satte vi ham i fængsel på begæring af russerne, og vi har handlet med dem osv. osv. Og den støtte, der har været til menneskerettighedsaktivisterne generelt set i Rusland, har været begrænset.

Det her bare være sagt som udgangspunkt for, hvor højt vi i hvert fald i Enhedslisten vægter Europarådet og OSCE. I vores del af verden er det de to organisationer, hvor diskussionerne om demokrati og menneskerettigheder har været samlet. Derfor fortjener de ikke bare massiv støtte fra dansk side, men det er også steder, hvor vi bør være helt i front, og især da i en verden, hvor demokrati og menneskerettigheder er på tilbagetog. For det er jo det, der er virkeligheden. Derfor synes vi heller ikke, at det har været så rart at opleve, at der har været perioder, hvor f.eks. Europarådets økonomi har været afhængig af store bidrag fra Rusland, Aserbajdsjan og Tyrkiet. Altså, det er virkelig en noget kedelig alliance. De skulle aldrig have haft den placering, heller ikke når det gælder det økonomiske.

Det er klart, at situationen for os i den her del af verden er blevet totalt forandret med Ruslands invasion af Ukraine med det formål at besætte hele landet. Det er ikke bare nogle grænsestridigheder, som vi oplever flere steder; det er en afgørende ny ændring. Og vi må jo stille spørgsmålet: Hvad betyder det for OSCE og for Europarådet? Hvis vi kigger på OSCE, er det min fornemmelse ud fra forskellige oplysninger, at den amerikanske position – og jeg ved ikke helt, om det er den samme, der fremgår af papiret her – at man vil bruge OSCE som et sted til at kritisere russerne. Jeg synes bare på en eller anden måde, at OSCE er alt for vigtig til det. For hvis vi bare gør OSCE til et sted, hvor man kritiserer russerne, så undervurderer vi jo alle de andre områder end Rusland, hvor OSCE spiller en central rolle.

Der er jo 11 lande i OSCE, som ikke er medlem af Europarådet. Det er primært lande i Centralasien, og det er jo steder, ikke mindst når vi ser på Kinas fremmarch, hvor det er helt afgørende, at demokratiet slår rod og udvikler sig, og det er i høj grad OSCE, vi bruger i forhold til de områder. Hvis vi bare gør OSCE til en kampplads mod Rusland, hvad sker der så med det nødvendige arbejde, der er i forhold til dem, hvad enten vi snakker valgobservationer eller demokratidiskussioner – ja, hvad som helst? De steder, hvor jeg har været til OSCE's Parlamentariske Forsamling de sidste gange, er det gået totalt op i hat og briller i en diskussion med Rusland. Rusland får for meget plads. De har ikke bare ødelagt det for Ukraine, de risikerer også at ødelægge det for en række lande, ved at vi i OSCE koncentrerer os for meget om dem.

Derfor synes jeg, vi bliver nødt til at overveje den model, man kan kalde OSCE 2.0. Om det kan lade sig gøre, ved jeg ikke. Det er jo noget af det, der må diskuteres, men det går ud på, at man så at sige flytter OSCE's kerneopgaver over i en ny organisation, hvis også de centralasiatiske lande vil være med til det, og at det så at sige gamle OSCE så bare får lov at stå og vente på en situation. For selvfølgelig skal vi være klar til en situation efter Putin – eller efter putinismen, vil jeg være mere præcis og sige. Altså, vi skal være klar til, at Rusland skal være en del af den demokratiske struktur, men vi bliver jo nok nødt til at sige, at det kan tage både 5, 10 og 15 år, og derfor bliver vi nødt til at overveje, hvad vi gør i mellemtiden.

Kl. 18:12

I forhold til Europarådet vil jeg sige, at Europarådet handlede utrolig flot på Ruslands aggression, altså på trods af at det er et bredt sammensat forum. Da vi havde afstemningen i den parlamentariske forsamling om udsmidning af Rusland, var der 216, der stemte for udsmidning; der var 3, der undlod at stemme; og der var 0, der stemte imod – nul. Altså, det er da ret godt. Og jeg tror egentlig ikke, når jeg nu kender alle i Europarådets Parlamentariske Forsamling, at det var, fordi der ikke var nogen, der måske havde lyst til at gøre det; men de turde ikke, fordi de var fuldstændig klar over, at det bare ville være no go i forhold til den organisation, som Europarådet var. Så det var jo en enorm stærk beslutning – nul stemmer imod. Europarådet har lavet gode ting omkring særdomstole i forbindelse med forbrydelser i Ukrainekrigen – rigtig godt.

Vi må styrke organisationen. Topmødet her den 16.-17. maj i Reykjavik er jo en mulighed, men hvad betyder det at styrke organisationen? Jo, det er selvfølgelig at fastholde de demokratiske principper – ikke gå tilbage – og det fremgår også af redegørelsen, og det er rigtig vigtigt. Men på en eller anden måde må vi også ind på det, som nogle ordførere tidligere har været inde på, nemlig det, der handler om at tvinge alle medlemmer, der ønsker at være medlem af Europarådet, som jo ikke er en geografisk organisation, men en politisk organisation, til rent faktisk så at respektere de afgørelser, der træffes, f.eks. af domstolen. Og det bliver jo svært. Altså, det ved vi jo allerede er svært.

Men der er spørgsmålet og en diskussion, som jeg synes vi må have, hvilken rolle EU kan spille i den sammenhæng. For det har jo ligesom været logikken at sige, at forudsætningen for, at man kunne blive medlem af EU, var, at man rent faktisk var medlem af Europarådet. Derfor var mange lande rigtig interesseret i at komme ind i Europarådet, altså for at komme skridtet videre over til, hvor pengene lå.

Men hvorfor kunne den model ikke udvides til at handle om, at forudsætningen for, at man kan få EU-støtte, forudsætningen for samarbejdsaftaler med EU osv. er, at man ikke bare er formelt medlem af Europarådet, men også at man respekterer de beslutninger, som træffes i Europarådet. Det er jo en måde, hvorpå man, hvis interessen er der, vil kunne udbrede de principper, som de institutioner bygger på. Jeg synes i hvert fald, det er noget, der er værd at overveje, for ellers er jeg bange for, at vi får en situation, hvor vi måske kan have en tom skal i Europarådet, hvis ikke vi er klar til at sørge for, at folk rent faktisk lever op til det, de forpligtiger sig til.

Den her debat er jo lidt rituel – det er en redegørelse, vi har en gang om året, bum-bum-bum, og så stiller vi os op og siger et eller andet. Jeg synes jo bare, at den her debat er ekstra relevant i år, fordi den bliver nødt til at føre til nogle afgørelser, eller rettere sagt: Den fører til nogle afgørelser. Uanset hvad vi gør, fører den et eller andet sted hen. Spørgsmålet er, om vi vil påvirke det, og det er jo derfor, jeg vil opfordre til, at vi her i Folketinget tager en diskussion om, hvad den udvikling, vi har set, betyder i forhold til vores konkrete arbejde i forhold til Europarådet. Hvad betyder det i forhold til vores konkrete arbejde i forhold til OSCE, og hvordan kan vi lægge det ind i en eller anden form for samlet ramme? Tak.

Kl. 18:16

Den fg. formand (Annette Lind):

Tak for ordførertalen. Der er lige et par korte bemærkninger. Først vil jeg gerne give ordet til hr. Mogens Jensen fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Kl. 18:16

Mogens Jensen (S):

Tak for det, og tak til Enhedslistens ordfører, også for det store arbejde, der laves i Europarådet fra Enhedslistens side. Det er jo der, jeg oplever det. Det er prisværdigt.

Nu opridser hr. Søren Søndergaard selv en række problemstillinger. Og nu skal vi have det her topmøde i Europarådet, som ikke har været afholdt i, er det 18-20 år, til maj i Island. Jeg vil spørge: Hvad er Enhedslistens opfordringer til og overvejelser om, hvad der ligesom skal komme ud af det topmøde?

Kl. 18:16

Den fg. formand (Annette Lind):

Hr. Søren Søndergaard, værsgo.

Kl. 18:17

Søren Søndergaard (EL):

Jamen det er jo de to ting, jeg forsøgte at sige; altså, der er mange ting, og der er jo også lavet en rapport i Europarådet, som lægger op til en række ting, men det er jo de to centrale områder. Det ene er at fastholde principperne, for der er altså et pres i forhold til de principper, som Europarådet bygger på, og enhver risiko i forhold til at skabe noget nyt på andre områder er, om det bliver på et lidt lavere niveau. Så det er en vigtig opgave, at man, og det står også i redegørelsen fra udenrigsministeren, fastholder og forsvarer de principper, som Europarådet bygger på. Det er opgave nummer 1.

Den anden opgave er at diskutere, påbegynde diskussionen og lægge op til diskussionen om – og måske også lægge op til, at der ikke skal gå lige så mange år, før det femte topmøde kommer – hvordan vi kan gøre medlemskabet af Europarådet lidt mere forpligtende. Der synes jeg bare, vi skal huske på én ting, for spørgsmålet om Rusland, andre lande osv. bliver nævnt, og det er, at Rusland jo er en helt anden spiller end en række andre trods alt mindre lande, og det vil sige, at vores mulighed for at lægge pres på en række mindre lande for at få dem til at være med er større, end den er i forhold til Rusland, og derfor er det, at Rusland er gået ud, måske ikke nogen dårlig anledning til faktisk at tage den diskussion af, hvordan medlemskabet bliver mere forpligtende.

Kl. 18:18

Den fg. formand (Annette Lind):

Tak for det. Så vil jeg gerne give ordet til hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Kl. 18:18

Peter Skaarup (DD):

Tak for det, og tak for talen. Man kan jo altid være enig eller uenig med hr. Søren Søndergaard, men der er noget indhold i talerne, og det synes jeg da man skal kvittere for. Når jeg lige ville spørge om noget, var det, fordi hr. Søren Søndergaard var inde på sådan et OSCE 2.0, altså fordi alt går op i Rusland nu, skal vi have noget andet.

Jeg kunne bare godt tænke mig lige at vide et par ting. Det første spørgsmål er, hvem der i givet fald skulle være medlem af det nye OSCE, altså 2.0. Er det de samme lande, eller er det en anden landegruppe, som hr. Søren Søndergaard tænker på? Det andet spørgsmål er, om hr. Søren Søndergaard i den situation mener, at OSCE, som det er i dag, skulle køre videre sideløbende. For man kan sige, at hvis diskussionerne er ufrugtbare, er spørgsmålet, om vi ikke har nok organisationer. Nu taler vi om tre i dag, men vi har jo også alle mulige andre organisationer, hvor nogle af de her diskussioner foregår.

Kl. 18:19

Den fg. formand (Annette Lind):

Ordføreren.

Kl. 18:19

Søren Søndergaard (EL):

Altså, OSCE kan ikke køre videre, som det er i dag. Det kan det måske i år, eller det gør det i år, og det kan det måske næste år, men i og med at Rusland kan blokere for alting, vil det stoppe, medmindre det generelle forhold til Rusland ændrer sig. Det kan godt være, at det gør det; det tror jeg bare ikke man skal bygge noget på. Det kan tage lang tid.

Som udgangspunkt skal det være de samme lande, som er i OSCE i dag, og så er der et enkelt land – det ved jeg godt – som jeg meget gerne vil diskutere, og som jo af samme grund ikke kan komme med i Europarådet, og det er Belarus. De kan ikke komme med, og det kan godt være, at de ikke skal med. Men som udgangspunkt mener jeg, at det arbejde, som OSCE laver, er utrolig relevant for resten af OSCE-landene, men også der er det klart, at man bliver nødt til at sætte nogle grænser. Altså, man bliver nødt til at sige, at vi ikke kan acceptere, at nogle ting går i den forkerte retning, og det vil sige, at hvis der er andre lande, der går i en forkert retning, må det også få konsekvenser for dem. Men igen vil jeg sige, at der er forskel på Rusland og en række andre lande, der ikke kan blokere på samme måde, som Rusland kan. Men som udgangspunkt består OSCE 2.0 af alle lande undtagen Rusland.

Kl. 18:20

Den fg. formand (Annette Lind):

Ønsker hr. Peter Skaarup yderligere en kort bemærkning? Nej. Så vil jeg gerne give ordet til hr. Michael Aastrup Jensen fra Venstre. Værsgo.

Kl. 18:20

Michael Aastrup Jensen (V):

Tak for det. Det er jo sådan – og hr. Søren Søndergaard kommer selv ind på det – at vi skal stille nogle krav til de her lande. Så er spørgsmålet jo: Hvad sker der så, hvis de lande er hundrede procent ligeglade med de krav? Hvilken konsekvens skal det så have? Sætter man dem så stolen for døren og siger, at så kan de ikke være medlem af de fines klub, eller siger man, at nu må man se osv., og så sker der ingenting?

Kl. 18:21

Den fg. formand (Annette Lind):

Ordføreren.

Kl. 18:21

Søren Søndergaard (EL):

Ja, og det er jo der, hvor der helt klart efter min mening er en forskel på Europarådet og OSCE, for OSCE er mere en geografisk foranstaltning, og det, der gør, at det bliver nødvendigt at tage opgøret i forhold til det OSCE, der eksisterer i dag, er jo Ruslands rolle og Ruslands mulighed for at blokere. Det er jo det, der fremtvinger den diskussion.

Det forholder sig anderledes med Europarådet. Jeg var fuldstændig enig i den beskrivelse, som hr. Michael Aastrup Jensen gav for lidt siden, om, hvad Europarådet skal være. Europarådet skal være en klub af ligesindede, der bygger på nogle demokratiske værdier, og det er klart, at der selvfølgelig skal være noget snor. Der sker også ting herinde, som nogle kalder udemokratiske, men det er ikke den slags ting, vi snakker om. Men når der er tale om systematiske krænkelser af menneskerettighederne, at man går i den forkerte retning over en længere periode, at man ikke lytter til domstolen, at man ikke følger domstolens afgørelser, så bliver vi bare nødt til at sige, at så er der sådan set ikke nogen grund til, at man er i klubben.

Kl. 18:22

Den fg. formand (Annette Lind):

Tak for det. Den sidste, der har indtegnet sig til en kort bemærkning, er hr. Christian Friis Bach fra Radikale Venstre. Værsgo.

Kl. 18:22

Christian Friis Bach (RV):

Tak for det. Og også tak til hr. Søren Søndergaard for et stort engagement og en god tale. Et af de spørgsmål, som den ukrainske regering lagde stor vægt på, da vi besøgte landet i sidste uge, var jo at få etableret en international domstol – og altså ikke en hybriddomstol – når det gælder retsforfølgelsen af selve aggressionsforbrydelsen. Det kan jo se rigtig svært ud i FN, så jeg kunne godt tænke mig at høre hr. Søren Søndergaard, om han vurderer, at Europarådet kunne være en ramme for det, som det beskrives i redegørelsen at der har været drøftelser om.

Kl. 18:23

Den fg. formand (Annette Lind):

Hr. Søren Søndergaard, værsgo.

Kl. 18:23

Søren Søndergaard (EL):

Altså, i forhold til selve aggressionsforbrydelsen tror jeg det helt ærligt ikke. Det er ikke, fordi jeg har noget imod, at man prøver, men man skal også vurdere, hvad konsekvensen er af at få det igennem, altså hvor mange der vil lytte til det, og hvilken effekt det vil have.

Jeg synes, at det spor, man har forsøgt at forfølge med en særdomstol for forbrydelser, hvem der så end har begået dem – vi ved godt, hvem der har begået 99 pct. af dem i Ukraine – er et rigtigt spor. Det er ikke, fordi jeg har noget imod det, men jeg tænker bare, at jeg ikke tror, at det er Europarådets opgave.

Kl. 18:23

Den fg. formand (Annette Lind):

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger, og så vil jeg gerne sige tak til hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten. Og så skal vi sige velkommen til Radikale Venstres ordfører. Værsgo, hr. Christian Friis Bach.

Kl. 18:23

(Ordfører)

Christian Friis Bach (RV):

Tak for det. Og tak til udenrigsministeren for en god redegørelse og for denne drøftelse af tre organisationer – i særlig grad selvfølgelig OSCE og Europarådet – der udgør kernen i den sådan lidt bredere europæiske arkitektur for fred, samarbejde og menneskerettigheder, som blev skabt i perioden lige efter anden verdenskrig.

Det er jo på alle måder en bekymrende redegørelse. Det er bekymrende at se, at OSCE gennem de sidste år – og selvfølgelig særlig med Ruslands invasion i Ukraine – ikke har kunnet spille den rolle, organisationen var tiltænkt, når det gælder forebyggelse af konflikter, varsling af konflikter og krisestyring. Det er jo en stor falliterklæring for organisationen, og det bør, som hr. Søren Søndergaard også antyder, føre til grundlæggende refleksion over dens fremtid.

Men det er godt at se, at Danmark det til trods forsøger at bruge enhver mulighed for at skabe resultater, om det så gælder Demokratiprisen, arbejdet for at bekæmpe tortur eller vennegruppen for journalisters frihed og mediefriheden i en tid, hvor det jo er et stigende problem i Europa og ikke mindst i Rusland. Jeg synes også, det er godt, at Danmark bruger OSCE som platform til at udtrykke solidaritet med Ukraine og holde Rusland ansvarlig. Men vi skal også sikre, at vi fortsat bruger OSCE til at forebygge konflikter alle de steder, hvor det kan lade sig gøre. Det gælder Balkan, Kaukasus og Centralasien, hvor OSCE stadig kan og skal spille en rolle.

Også Europarådet har jo været udfordret, men her har vi med den markante eksklusion af Rusland kunnet sende et stærkt signal. Og det er godt, at Danmark også her forfølger enhver mulighed for at holde Rusland ansvarlig for de værdier og de menneskerettigheder, som Europarådet bygger på, og bruger Menneskerettighedsdomstolen til at forfølge de ansvarlige bag de forbrydelser og menneskerettighedskrænkelser, der skete før den 16. september, og til at rejse en række sager imod Rusland og intervenere til støtte for Ukraine.

Vi skal også bakke op om drøftelserne omkring, hvordan vi kan tilrettelægge den særdomstol, der skal etableres for at retsforfølge aggressionsforbrydelsen, om end den drøftelse, vi havde i Europa, måske ikke er den rigtige ramme. Men vi må bruge enhver anledning til at få etableret den særdomstol, og det klare signal fra regeringen i Ukraine er, at de ikke ønsker en hybriddomstol, men ønsker en international domstol, så ingen kan gå fri, så enhver forbrydelse kan forfølges. Og jeg kunne godt tænke mig også at høre udenrigsministerens vurdering af, hvilken rolle Europarådet kunne spille, og hvordan vi kommer videre med den diskussion.

Det er godt, man ser på at etablere et skadesregister for erstatning. Det er godt, man ser på enhver mulighed for at knytte Ukraine tættere til Europa; medlemskabet af udviklingsbanken og enhver anden lejlighed skal vi benytte til at sende et signal til Ukraine om, at de hører til Europa, og at de hører til hos os.

Så er det også godt, at Danmark fortsætter sammen med andre ligesindede og sikrer, at Europarådets medlemmer efterlever deres forpligtelser – det har der været fokus på hos stort set alle ordførere – og at man overholder Menneskerettighedsdomstolens afgørelser. Her skal Danmark være en tydelig stemme, og vi skal også engagere os i de diskussioner om, hvordan Europarådet kan spille en endnu mere aktiv rolle, når det gælder demokrati, retsstat og menneskerettigheder i det nye Europa, som tegner sig efter Ruslands invasion – for det bliver der brug for. Det er godt at se, at man også i Østersørådet fra dansk side engagerer sig i ethvert fremskridt, man kan forsøge at skabe. Det er alt fra menneskehandel, beskyttelse af børn og havvindmøller til civil beskyttelse.

Men i forbindelse med gennemgangen af de europæiske organisationer vil jeg afgive en stilfærdig protest over, at der ikke er ofret nogen ord på FN's regionale kommission for Europa, UNECE – den organisation, som jeg i 3 år var så privilegeret at stå i spidsen for. For den hører til i den samme familie af europæiske organisationer skabt med henblik på at skabe fred, sikkerhed og samarbejde i Europa.

UNECE var måske ikke en organisation, der skabte, eller er ikke en organisation, der skaber overskrifter, når det gælder sikkerhed, demokrati eller menneskerettigheder. Men det er en organisation, der jo med EU som forbillede i virkeligheden siden anden verdenskrig faktisk skabte og har skabt solide resultater, når det gælder et økonomisk og meget praktisk samarbejde mellem Øst og Vest, som et lille bidrag til fredelig sameksistens.

Det, der slog mig i min tid i UNECE, var, hvordan man selv i de mest markante kriser i Europa formåede fortsat at tale sammen om praktiske og konkrete problemer, som man ønskede at løse. De allerstørste transportkonventioner, som stadig væk former alt, hvad der sker på også de danske veje – trafikskilte, et vejnavn eller de grundlæggende trafikregler i Europa – og de store transportkonventioner, som handler om bilers sikkerhed og standarder, blev skabt, kort efter at man så invasionen og bekæmpelsen af det spirende demokratiske oprør i Tjekkoslovakiet. Selv der formåede man at sætte sig ned og diskutere vejskilte og transportaftaler.

Kl. 18:29

Mange af de store miljøkonventioner, der som f.eks. Århuskonventionen har skabt ren luft og sikre floder og mulighed for mennesker for at engagere sig i miljødemokratiet, blev også skabt i svære tider under den kolde krig, hvor spændingerne var intakte. Det fører mig til at slutte med en refleksion, for jeg anerkender, at der ikke for nuværende er plads til forsonende udmeldinger eller forhandlinger med Rusland. Tiden er ikke moden til det. Men bliver den det, skal vi tænke over, hvor man kan indlede en spæd dialog. Hvor er det?

Man kan igen forsøge at bidrage til den vision, vi tror på og har bygget EU på, nemlig at det også igennem et praktisk og økonomisk samarbejde er muligt at bidrage til fred og sikkerhed i Europa, og der tror jeg, at det økonomiske spor i organisationer som OSCE måske kan bruges til en forsigtig tilnærmelse og dialog, også fordi de organisationer jo fortsat har et vist ejerskab i både Rusland og Belarus. Men tak for en vigtig drøftelse. Den europæiske arkitektur for sikkerhed, fred og fremgang er under pres, og den her drøftelse er desværre igen blevet uhyggelig aktuel. Vi tilslutter os redegørelsen.

Kl. 18:30

Den fg. formand (Annette Lind):

Tak for ordførertalen. Der er ikke nogen korte bemærkninger til Radikale Venstres ordfører. Så er det Dansk Folkepartis ordfører. Værsgo, hr. Alex Ahrendtsen.

Kl. 18:31

(Ordfører)

Alex Ahrendtsen (DF):

Tak, formand. Jeg generer nok ikke nogen ved at sige følgende: OSCE, Østersørådet og Europarådet har ført en noget hengemt tilværelse i offentligheden i mange år, og det er, uanset at det har været et vigtigt arbejde. Østersørådet har jo f.eks. været vigtigt for landene omkring Østersøen, ikke bare med hensyn til miljø og fiskeri, men også for at knytte landene tættere sammen. Danmark har haft et tæt samarbejde med Tyskland og Norden i mange år og efter Murens fald også med Baltikum, mens Polen blev frit efter Murens fald, og der vi har oplevet en fantastisk udvikling, som man kun kan udtrykke beundring over for. Der har det været vigtigt for Danmark også at lære om Polen i dette forum.

OSCE har jo været en vigtig organisation med hensyn til bl.a. sikkerhed, og Europarådet har selvfølgelig været det med hensyn til bl.a. demokrati i Europa. Det har været vigtige fora, bl.a. for Danmark, der som et lille land er afhængigt af, at man taler sammen, og at man lærer hinanden at kende. Alt dette har Ruslands brutale angrebskrig og overfald på Ukraine jo fuldstændig ændret på.

Jeg ved ikke rigtig, hvad det ender med. Jeg kan godt være bekymret, for Rusland bliver dag for dag mere og mere vanvittigt, og man kan jo undre sig over, at verdens største land kan føle sig indesluttet, og man kan føle sig lidt fortabt over, at et land har brug for en angrebskrig for at udvide sit territorium. Man kan også blive helt fortvivlet, når man hører dette land kalde andre for nazister, når det selv er et nationalsocialistisk regime. Jeg synes, det er dybt bekymrende. Dag for dag udvides det paranoide Rusland, og det bliver sværere og sværere for os gennem disse fora at tale med Rusland. Derfor var det jo også naturligt, at det blev smidt ud. Det havde ikke noget at gøre i Europarådet, det havde ikke noget at gøre i Østersørådet, og det har faktisk heller ikke noget at gøre i OSCE.

Jeg har jo mest haft kendskab til Europarådet, i og med at jeg har siddet der i en forholdsvis kort periode. Det var en stor og lærerig oplevelse. Det gav mig også et godt kendskab til, hvor stor forskel der kan være på partier i de forskellige lande. Hr. Mogens Jensen, dansk socialdemokrat, holdt en glimrende tale til forsvar for Ukraine, og jeg ved, at ukrainerne var meget glade for talen, og de kom hen til mig og sagde, at det var en fantastisk præcis tale. Samtidig kunne man jo opleve de tyske socialdemokrater tale om fred, dialog og fordragelighed med Rusland. Det var to verdener. Og så var der engelske socialdemokrater, ekstremister som Jeremy Corbyn. Det var absurd teater nogle gange i Europarådet, som dog har taget stilling til Rusland, heldigvis, trods disse mærkværdigheder. Rusland blev smidt ud, og det støtter vi jo fuldstændig fra Dansk Folkepartis side.

Europarådet har en vigtig funktion at udøve, da der er lande, som vi nok – uden at være for grove – ikke vil kalde for demokratier, men som dog, i og med at de får en observatørstatus, bliver tilknyttet, altså Kosovo, Palæstina og andre har jo en form for tilknytning. Det kan man tage som et udtryk for, at man gerne vil den vej. Man vil gerne lære. Det er en af de ting, Europarådet kan, selv om det fører den der lidt hengemte tilværelse i offentligheden. Men alt behøver jo heller ikke at være i offentligheden for at være godt.

Jeg vil dog sige, at der selvfølgelig også er nogle ting, som vi ikke er helt tilfredse med i Europarådet fra Dansk Folkepartis side. Bl.a. var der en lidt sær sag her for nylig, hvor Danmark fik afvist en dommer trods dennes kvalifikationer, fordi vedkommende havde det forkerte køn – vedkommende var en mand – og Danmark brugte så virkelig lang tid på at finde en kvinde. Vi fandt så til sidst en tidligere højesteretsdommer, meget kvalificeret. Ja, det var altså lidt besynderligt at opleve det spil, at Danmark ikke selv kunne bestemme, hvem man ville indstille, men at man skulle opfylde en kønskvote.

Kl. 18:36

En anden ting, som vi er lidt bekymret for i forhold til Europarådet, er, at mange af de dommere, der så bliver indstillet fra Europarådet og fra landene, ikke har nogen højesteretserfaring. Nogle har slet ikke nogen dommererfaring. Og så er der en hel del, der har græsrodserfaring, altså fra ngo'er – det drejer sig bl.a. om 22 ud af de 100 dommere – hvilket jo selvfølgelig også medfører, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bliver ret aktivistisk. En aktivistisk menneskerettighedsdomstol er et problem for et demokrati, for så udvider den hele tiden sin legitimitet, og dermed underminerer den folkestyret, i og med at det jo er folkevalgte, der i sidste ende skal vedtage lovene, selvfølgelig under ansvar for deres forfatninger og en eventuel højesteret. Det er ikke noget, jeg påstår. Det her er blevet undersøgt af European Centre for Law and Justice i 2020.

Til sidst har jeg en lille kommentar om OSCE, og tak til hr. Søren Søndergaard for at tage hul på debatten om OSCE. Jeg synes, det er en vigtig debat. Om det skal være OSCE 2.0 eller det skal være OSCE-plus, er for mig egentlig ikke så vigtigt. Jeg tror, at tiden er løbet fra OSCE. Jeg har svært ved at se, hvad den kan bidrage med i fremtiden, i og med at der også er diktaturlignende stater med i OSCE. Jeg tror, at vi kommer til at skulle tage den svære beslutning at oprette en organisation eller en sammenslutning af demokratiske stater, der skal afløse OSCE.

Jeg ved, der allerede er amerikanske politikere, der har rejst dette i offentligheden. Jeg erindrer også, at tidligere statsminister hr. Anders Fogh Rasmussen flere gange har nævnt det. Jeg synes også, det igen er en overvejelse værd, og det skyldes jo også, at demokratiske stater og lande bliver mere og mere udfordret af store, stærke stater som Kina, Rusland, Sydafrika – som man har svært ved at kalde et velfungerende demokrati – som rykker sammen, og der har vi bare brug for et forum, hvor vi står sammen over for dem, så vi i sidste ende får udbredt demokratiet, for det går jo i den forkerte retning på verdensplan.

Så jeg har altså svært ved at se, at OSCE kan fortsætte. Det er jo ikke noget, Danmark kan beslutte. Det er noget, der skal besluttes af de store lande. Det var Dansk Folkepartis kommentar til redegørelsen, og tak for den. Som altid er det fint og fornemt arbejde fra ministeriets side. Tak.

Kl. 18:39

Den fg. formand (Annette Lind):

Tak for ordførertalen. Der er en kort bemærkning, og den er fra hr. Mogens Jensen, Socialdemokratiet.

Kl. 18:39

Mogens Jensen (S):

Tak. Også tak til Dansk Folkepartis ordfører for engagementet i bl.a. Europarådet, og jeg vil benytte lejligheden her til måske på lidt utraditionel vis at gøre opmærksom på noget, jeg glemte i min egen tale, ved at spørge hr. Alex Ahrendtsen, som jo er kulturordfører gennem mange år, om han også glæder sig over, at Arbejdermuseet faktisk har modtaget Den Europæiske Museumspris 2023, som jo uddeles under Europarådet og dermed også understreger det kulturarbejde, der foregår på tværs af landene i Europarådet.

Kl. 18:40

Den fg. formand (Annette Lind):

Værsgo.

Kl. 18:40

Alex Ahrendtsen (DF):

Sådan et spørgsmål har jeg aldrig fået før, men jeg vil da sammen med hr. Mogens Jensen glæde mig over den pris, som Arbejdermuseet har fået, og det er sikkert fortjent, for det er jo et fremragende museum, der gør et fantastisk arbejde. For at gøre reklame for min egen bog, kan jeg sige, at jeg selv har benyttet mig af Arbejdermuseets ekspertise i forbindelse med Rindal, der jo var involveret i fagforeningsarbejde. Og jeg har så måttet finde frem til nogle sager, han har været involveret i, bl.a. også den overenskomst på HK-området, der gør, at man skal finde mindst halvdelen af arbejderne for at kunne få en overenskomst – og den gælder stadig væk i dag. Det har jeg i hvert fald fået fortalt af en fagforeningsmand.

Kl. 18:41

Den fg. formand (Annette Lind):

Det kan blive en lang debat, når man lige skal huske på noget, men det er helt tilladt. Tak for ordførertalen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Jeg ser ikke umiddelbart flere ordførere i salen, så derfor vil jeg bede udenrigsministeren om at komme på talerstolen. Værsgo.

Kl. 18:41

Udenrigsministeren (Lars Løkke Rasmussen):

Tak for det. Og tak for en, synes jeg, interessant og lødig debat med mange gode indlæg, og som hr. Alexander Ryle sagde, er det godt at få et overblik, særlig når man er ny. Det var også, hvad jeg selv tænkte, da jeg oversendte den her redegørelse til Folketinget. Den er jo i sagens natur den første siden den sidste, og den sidste debat fandt sted den 5. april 2022, halvanden måned efter at Rusland den 24. februar havde iværksat sin omfattende invasion af Ukraine. Det prægede naturligvis debatten dengang, ligesom det jo også har præget debatten i dag, men alligevel med sådan lidt mere refleksion, fordi der er gået noget tid.

Takket være ukrainernes tapre modstand og høje moral og i øvrigt også den internationale opbakning, altså donationer, så blev invasionen jo ikke et så hurtigt overstået kapitel, som Rusland og i virkeligheden nok en del andre med dem fejlagtig havde regnet med. Krigen raser fortsat, og Rusland udviser ingen vilje til at indgå i reelle forhandlinger. Der ageres med stor brutalitet og kynisme og en helt enorm foragt for menneskeliv, og i virkeligheden ikke bare ukrainernes, men jo også egen befolknings liv, og det har medført store lidelser.

Samtidig står vi med et uhyrligt angreb på den regelbaserede verdensorden, som vi har opbygget siden anden verdenskrig, og som jo handler om det fundamentale princip om alle staters ret til selvbestemmelse. Det må vi ikke sidde overhørig, og det er der bestemt heller ikke nogen ordførere, der har gjort her i dag, tværtimod. Derfor vil jeg også bare indskrive mig i rækken af deltagere i den her debat, som også bruger lejligheden til at sende et utvetydigt signal til Kreml om, at vi aldrig kommer til at acceptere den form for fremfærd, som Rusland har været eksponent for i Ukraine.

Det internationale samfund, herunder FN, EU og NATO, har fordømt Ruslands invasion i Ukraine; særlig EU og NATO har utvetydigt reageret i både ord og gerning med konkret støtte til Ukraine. Og måske kan man sige her i lyset af det spørgsmål, der var bl.a. fra Alexander Ryle, om, hvorvidt nogle andre kan tage over, når OSCE er lidt lammet – hr. Søren Søndergaard var inde på de samme ting – at det har EU jo gjort i en eller anden udstrækning. Vi har oplevet et Europa, altså et EU-Europa, der har steppet op både konkret i forhold til Ukraine og nu senest helt ekstraordinært i EU's historie direkte donerer våben og handler våben ind, men jo også i forhold til outreach til resten af verden.

Der har været lagt et markant både politisk og økonomisk pres på Rusland: de mange sanktioner og det internationale arbejde for at sikre retsforfølgelse. Men der er jo fortsat et behov for at lægge pres på Rusland, også via andre internationale organisationer. Det er helt afgørende, at vi giver Ukraine de bedst mulige kort på hånden ved en mulig forhandlingssituation, når den situation på et tidspunkt opstår, hvor det bliver relevant.

Der er ingen tvivl om, som ordførererne også fuldstændig samstemmende har været inde på, at hele den her krig positivt har presset et sammenhold frem, men også har presset nogle af de internationale organisationer. Det har også presset os her, for det skabte jo fundamentet for det nationale kompromis om Danmarks sikkerhedspolitik fra marts sidste år, Ukrainefonden er få uger gammel, og der er hele det arbejde med at forhandle et nyt forsvarsforlig, som nu sættes i gang, og som vi har accelereret, i forhold til det der blev besluttet for bare et år siden, så vi lever op til vores NATO-forpligtelser m.v. Så der skal jo ageres, og der bliver ageret.

Det gælder jo også i varierende grad i forhold til de tre organisationer, der er genstand for debatten her i dag, og indtil invasionen var Rusland medlem af alle tre organisationer. Men det er jo kompliceret, det siger sig selv. Men det rokker ikke ved, at multilateralt samarbejde er vigtigt og vigtigere end nogen sinde før i forhold til alle os, der bakker op om den internationale regelbaserede orden og bakker op om FN-pagten, om demokratiske værdier og overholdelse af internationale konventioner. Det er vigtigt. Det er vigtigt for regeringen, og det er vigtigt for de ordførere, der har haft ordet her i dag.

Kl. 18:46

Den her invasion har jo så ændret ved det politiske landskab i Europa, haft konsekvenser for hele verden. Den nye sikkerhedspolitiske situation har præget vores tilgang og relation til Rusland både bilateralt og i internationale organisationer. Og med det afsæt vil jeg så lige knytte nogle bemærkninger til arbejdet i de tre organisationer, der er genstand for redegørelsesdebatten i dag.

Først er det OSCE. Med krigen mod Ukraine har Rusland overtrådt alle de mest fundamentale principper for OSCE-samarbejdet. Det kalder på et helt særligt fokus fra de øvrige deltagerstater. Krigen er, som Polens præsident, Duda, formulerede det på et OSCE-ministerrådsmøde i december sidste år, antitesen til de værdier, som OSCE-samarbejdet er bygget for at forsvare. Og derfor har hr. Søren Søndergaard også en pointe i, at det, som OSCE så i særlig grad har været brugt til, har været en ramme for at holde Rusland og Belarus ansvarlige og demonstrere, at langt flertallet af organisationens 57 deltagerstater står last og brast med Ukraine, fra de ugentlige drøftelser i Wien til det højeste politiske niveau på ministerrådsmødet i Polen i december. Det pres er ikke lettet. Og det er jo i sig selv et vigtigt resultat, og det bidrager også til at vise de lande i OSCE, der er tæt på Rusland, hvor isoleret Rusland står i regionen. OSCE og de ligesindede deltagerstater har sidste år også mobiliseret støtte til Ukraine på en række helt konkrete områder. Kontoret for demokratiske institutioner og menneskerettigheder gik eksempelvis hurtigt i gang med at monitorere overtrædelser af menneskerettighederne i Ukraine. Og tre gange sidste år brugte man den såkaldte Moskvamekanisme. Det førte bl.a. til en tidlig indsamling af beviser på Ruslands brud på OSCE-forpligtigelser, folkeretten og menneskerettighederne i Ukraine. Det er beviser, som siden hen er indgået som en del af andre internationale undersøgelser.

Da Rusland i midten af sidste år fik nedlagt den sidste OSCE-feltmission i Ukraine, lykkedes det i stedet at få etableret et støtteprogram for Ukraine til at videreføre OSCE's tilstedeværelse og projekter i landet på basis af frivillige bidrag fra landene. Og i efteråret lykkedes det trods russisk obstruktion at gennemføre en omfattende menneskerettighedskonference i Warszawa, hvor bl.a. situationen i Ukraine var i fokus. Ingen af de ting er jo så sket med konsensus, og de har derfor også et mere politisk sigte, nemlig at vise, at vi ikke godtager russiske forsøg på at gøre konsensuskravet i OSCE til en grænseløs russisk vetoret.

Det ændrer dog ikke på, at OSCE i sin kerne er et konsensussamarbejde mellem ikkeligesindede stater. Uden politisk vilje fra alle deltagerstater til at gå på kompromis er samarbejdet meget vanskeligt, og det har i særdeleshed også præget arbejdet i 2022, ligesom det jo i øvrigt også må ligge til grund for de tanker, der har været luftet her, om: Skulle man lukke organisationen, lave en tom skal, flytte sig over i et andet regi? Hvis jeg ikke husker helt forkert, smed man Jugoslavien ud i 1992 – det var konsensus minus en – men her er vi næppe i en konsensus minus en-situation. Lad mig bare nævne Belarus.

Det her fører jo så til nogle udfordringer, bl.a. den udfordring, at der ikke er konsensus om et budget for 2022-2023. Der er heller ikke konsensus om, hvilket land der skal lede OSCE-samarbejdet i 2024. Embedsperioderne for de ledende poster i OSCE udløber med indeværende år, og også her ser konsensus vanskeligt ud. Så der er jo klart nogle udfordringer. Og på det her årlige ministerrådsmøde i december i Polen vedtog man for første gang hverken beslutninger eller fælleserklæringer. Det polske formandskab nægtede samtidig den russiske udenrigsminister indrejse til mødet. Så det er udfordrende. Våbenkontrolområdet har længe været udfordret. I 2022 har det været præget af, at en del ligesindede lande ikke ønsker at drøfte militære tillidsskabende foranstaltninger, så længe krigen raser. Finland har eksempelvis som nuværende formandskab aflyst de fleste møder i det, der hedder Open Skies-komitéen som følge af implementeringen af den traktat, der giver mulighed for at indsamle information om militære aktiviteter i deltagerlandene fra luften.

De øvrige regionale konflikter forbliver så til gengæld på organisationens dagsorden trods det store fokus på Ukraine. Det gælder bl.a. de uløste konflikter i Sydkaukasus, i Georgien, i Moldova, grænsestridigheder i Centralasien. Konflikterne var fastfrosne længe inden februar 2022, men de skarpt optrukne skillelinjer gør ikke fremskridt nemmere.

Kl. 18:51

Men manglen på politisk vilje til trods gav det her ministerrådsmøde grundlag for en lille optimisme, for selv de største kritikere ønskede at bevare samarbejdet, og det er sådan set vigtigt. Selv i den nuværende situation gør organisationen en forskel, konkret på jorden i OSCE-regionen igennem de 13 feltmissioner, de tre uafhængige menneskerettighedsinstitutioners arbejde og de utallige former for støtte, som OSCE-sekretariatet tilbyder deltagerlandene, og på det politiske niveau ved at sikre, at ikkeligesindede mødes og ser hinanden i øjnene, også når der er krig, hvilket sådan er lidt parallelt til det, hr. Christian Friis Bach sagde om UNECE.

I et lidt mere langsigtet perspektiv har OSCE også meget at tilbyde: i det politisk-militære spor en platform og ikke mindst konkrete værktøjer, som eventuelt kan komme i spil igen, når den aktive fase af krigen i Ukraine er ovre. Der er bred enighed blandt ligesindede om, at arbejdet med konventionel våbenkontrol, militær transparens og tillidsskabende foranstaltninger også vil og bør have en plads i en fremtidig europæisk sikkerhedsarkitektur, om end den forventeligt bliver mindre tillidsbaseret og med et stigende fokus på kontrol og verifikation. Derfor vil vi også fra dansk side i år arbejde for at bevare eksisterende våbenkontrolaftaler og dialogformater, idet samarbejdets rammer og redskaber også har værdi for en fremtidig europæisk sikkerhedsarkitektur.

På menneskerettighedsområdet har alle deltagerstater, også Rusland og Belarus, i Moskvadokumentet fra 1991 anerkendt, at manglende respekt for menneskerettighederne ikke alene er et internt spørgsmål for den enkelte stat, men at det også er af legitim interesse for alle stater. Det er en forpligtigelse, vi har en interesse i at bevare, selv når – og det må man jo aktuelt medgive – afstanden mellem ord og handling er ualmindelig lang. Danmark vil derfor i 2023 fortsætte med at gå i front i OSCE for at holde Rusland politisk ansvarlig for brud på menneskerettighederne og folkeretten i Ukraine og fastholde det politiske pres på Belarus ved at holde menneskerettighedssituationen højt på OSCE's dagsorden. Den her organisation har jo mange års erfaring med mægling, monitorering og konflikthåndtering i forhold til Ukraine. Resultaterne har været blandede, men Ukraine har i OSCE et forum, hvor man står over for Rusland sammen med en meget bred vifte af europæiske og nordamerikanske lande. Det vil Ukraine forhåbentlig kunne drage fordel af og nytte af i fremtiden, og derfor vil vi bidrage til, at OSCE fastholder fokus på Ruslands invasion af Ukraine og på Ruslands ansvar for at stoppe krigen og genoprette sikkerheden på det europæiske kontinent.

For så vidt angår Europarådet, er det jo også præget af Ruslands invasion. Som alle her ved, blev Rusland kort efter invasionen, den 16. marts, ekskluderet, og det har haft konsekvenser for såvel det politiske arbejde i Europarådets Ministerkomité som ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. For at tage det sidste først har eksklusionen af Rusland jo haft direkte konsekvenser for muligheden for at indbringe klager mod Rusland for menneskerettighedsdomstolen. Med virkning fra den 16. september 2022 er Rusland således ikke længere statspart til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og det betyder, at domstolen fremadrettet kun vil være kompetent til at behandle sager i relation til handlinger og undladelser, der vedrører krænkelser af konventionen, som blev foretaget før den dato, altså den 16. september.

Menneskerettighedsdomstolen vil dog kunne behandle den mellemstatslige klagesag, som Ukraine har anlagt mod Rusland med påstand om russisk ansvar for alvorlige menneskerettighedskrænkelser begået i Ukraine. Danmark har sammen med en lang række andre lande, herunder langt størstedelen af EU-landene og Norge, fået tilladelse af domstolen til at afgive indlæg i sagen og selvfølgelig til støtte for Ukraine. De sager, der allerede var anlagt mod Rusland frem mod eksklusionen, fortsætter som nævnt. Sandheden er jo imidlertid, at der ikke er udsigt til, at man fra russisk side aktivt vil engagere sig i disse sager ved domstolen. Det samme gælder arbejdet i Strasbourg med at påse Ruslands efterlevelse af domme. Det forekommer jo helt usandsynligt, at Rusland skulle engagere sig i en dialog med Europarådets medlemsstater. Men derfor er der jo alligevel en synlighed i de her ting.

Kl. 18:56

Det årlige udenrigsministermøde blev afholdt i Torino i maj sidste år, og også på det møde kom Ruslands invasion til at fylde meget. Der blev vedtaget en politisk erklæring, der i hårde vendinger fordømte invasionen og kræver, at Rusland straks bringer sin aggression til ophør. Der blev vedtaget en revideret handlingsplan for Ukraine, som tog højde for invasionen, og en helt ny handlingsplan blev så vedtaget så sent som i december 2022. Sidste sommer blev Ukraine inviteret til at blive medlem af Europarådets Udviklingsbank. Det er en beslutning, vi fra dansk side støtter og hilser velkommen. Det betyder, at Ukraine fremadrettet vil kunne nyde godt af udviklingsbankens låneinstrumenter, og vi lægger stor vægt på, at den prioriterer indsatser i Ukraine, hvilket den nu også har bedre muligheder for, fordi banken jo foretog en kapitaludvidelse på op til 4,25 mia. euro i december.

Et andet emne i relation til den russiske invasion, som har været drøftet i Europarådet i løbet af de seneste måneder, er jo så muligheden for at etablere et skadesregister for ofre i Ukraine i regi af Europarådet, og hvis det etableres, vil det være et både vigtigt og nyttigt redskab til at indsamle og dokumentere ukrainske krav mod Rusland som følge af den ulovlige magtanvendelse. Så både generelt og i forhold til Ukraine ligger det regeringen meget på sinde at sikre, at der kan ske en retsforfølgelse for internationale forbrydelser, og det blev der også spurgt ind til. Danmark støtter derfor også op om beslutningen fra februar i år om at bede generalsekretæren om at undersøge modaliteterne for, at Europarådet kan bistå i forhold til oprettelse af et skadesregister til registrering af tab som følge af Ruslands invasion.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol udgør fortsat hjørnestenen for den menneskeretlige beskyttelse i Europarådets medlemslande, og derfor vil regeringen også fortsat i det løbende arbejde have fokus på at sikre, at medlemslandene efterlever afgørelserne fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det gælder over en bred kam, og vi har selvsagt i den sammenhæng et særligt fokus på Kavalasagen, hvor Tyrkiet desværre heller ikke har efterlevet den seneste dom fra juli, og jeg forstår sådan set godt den utålmodighed, som flere af ordførerne, både hr. Michael Aastrup Jensen og hr. Søren Søndergaard og rimeligvis også andre, udtrykker i relation til Tyrkiets manglende efterlevelse af konventioner, de selv har underskrevet. Vi vil også løbende overveje mulighederne for at indgive indlæg i sager for Menneskerettighedsdomstolen, hvor Danmark ikke er part, men hvor udfaldet af sagerne vurderes at kunne få betydning for Danmark. Et særligt fokus i den sammenhæng vil jo være retsstatsområdet og vigtigheden af domstolenes uafhængighed.

Så er der jo årets forventeligt vigtigste begivenhed, som flere også har adresseret, nemlig topmødet i Reykjavik den 16.-17. maj for stats- og regeringscheferne og også for observatørlandene USA, Canada, Mexico og Japan, og internationale organisationer som EU, OSCE og FN. Alle er blevet inviteret af Islands statsminister, og det vil markere afslutningen på Islands formandskab, og det vil i øvrigt være det kun fjerde topmøde siden Europarådets oprettelse i 1949. Det seneste blev afholdt for snart 20 år siden i Warszawa i 2005. Så det er en sjælden begivenhed, og at den sjældne begivenhed finder sted lige nu, understreger jo den alvorlige situation, som regionen befinder sig i. Så det skal også ses i lyset af den nye sikkerhedspolitiske situation i Europa efter Ruslands invasion. Så det bliver på mange måder en unik mulighed for at tage bestik af aktuelle og fremadrettede udfordringer og sikre, at Europarådet fremadrettet vil være en relevant organisation, som er i stand til at håndtere udfordringerne – det lægger vi vægt på – altså en organisation, der er fit for purpose, kunne man sige.

Det er jo også forventningen, at der på det her topmøde vil være et stærkt fokus på Ukraine, men også på andre nabolande, der er udsat for russisk indblanding, eller som grænser op til Rusland – Moldova, Georgien og det vestlige Balkan – og vi håber også, at det vil være en genbekræftelse af det værdipolitiske grundlag, hvorpå Europarådet hviler. Så lægges der også op til at drøfte aktuelle udfordringer for retsstaten samt teknologiske fremskridt af betydning for demokrati og menneskerettigheder. Klimamæssige udfordringer vil rimeligvis også blive et tema.

Så jeg håber, at vi til næste års redegørelsesdebat vil kunne bekræfte Europarådets centrale rolle. Jeg håber også, jævnfør hr. Mogens Jensens indledende bemærkninger, at det snart vil være muligt at få løst de kalendermæssige udfordringer. Vi har prøvet ad fire omgange at finde en egnet dato til et møde med de danske medlemmer af Europarådets Parlamentariske Forsamling og mig selv. Det har vi lige haft en praktisk diskussion om, og det skal nok komme i kalenderen. For det er selvfølgelig vigtigt, at vi får et møde snarest.

Kl. 19:01

Så vil jeg lige til allerallersidst bare knytte nogle ganske få bemærkninger til arbejdet i Østersørådet. Efter at Rusland meddelte sin udtræden, startede der jo en refleksionsproces. Den afsluttes på et udenrigsministermøde i Wismar i juni. Vi mener, at det fortsat er en vigtig platform for regional dialog og samarbejde. Der er allerede enighed om, at organisationen skal bestå, og at man ikke kan acceptere Ruslands påstand om, at Østersøsamarbejdet ikke giver mening uden dem. Tværtimod, i den her situation skal de demokratiske lande i Østersøregionen rykke tættere sammen om hinanden. For så vidt angår det praktiske samarbejde, er der nemlig, som flere har været inde på, masser af områder i forhold til menneskehandel, beskyttelse af udsatte børn, civilbeskyttelse og alt muligt andet, som har voksende betydning, og som bør styrkes.

Med det vil jeg sige tak for en god debat, og jeg vil egentlig også gerne sige tak for de mange forskellige positive bemærkninger, der har lydt om Udenrigsministeriets forskellige ansatte, som har indgået et samarbejde med de ordførere, der har haft ordet i årets løb. Det skal jeg vide at viderebringe, og det ved jeg er værdsat.

Kl. 19:02

Den fg. formand (Annette Lind):

Tak til udenrigsministeren for talen og for redegørelsen. Der er en enkelt kort bemærkning, og jeg vil gerne give ordet til hr. Mogens Jensen fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Kl. 19:03

Mogens Jensen (S):

Tak til udenrigsministeren for et, synes jeg også, glimrende svar og oprids af situationen og den debat, som vi har haft her i dag. Nu er det tre organisationer, og jeg vil lige fokusere på Europarådet og det kommende topmøde. Nu sagde udenrigsministeren selv, at det jo også på en eller anden måde er nyt land for ham selv at betræde her, så derfor er det måske ikke helt fair at stille det her spørgsmål, men nu har vi jo været inde på det flere gange her i forhold til Europarådet. Hvordan kan vi lykkes med at bekræfte og genbekræfte grundværdierne i Europarådets arbejde blandt alle 46 medlemslande og skabe en fremtidig udvikling i Europarådet, samtidig med at vi altså oplever et Tyrkiet, der nu står midt i en traktatkrænkelsesproces, som jo reelt kun er brugt en gang tidligere i Europarådets historie? Og vi har f.eks. Polen, som nu er blevet dømt seks gange ved Menneskerettighedsdomstolen for sin domstolsreform og måske også står over for en traktatkrænkelsesprocedure. Skal vi være overbærende, eller skal vi være konsekvente?

Kl. 19:04

Den fg. formand (Annette Lind):

Udenrigsministeren.

Kl. 19:04

Udenrigsministeren (Lars Løkke Rasmussen):

Jeg synes ikke, man skal være overbærende. Som udgangspunkt skal man være konsekvent, og så skal man jo balancere tingene og også forholde sig realistisk til tingene. Nu finder det her topmøde jo faktisk sted kun 2 dage efter afholdelsen af det tyrkiske valg. Det er jo ikke til at vide, hvad resultatet bliver, og det kan altså også have en betydning. Og derfor tror jeg også bare, man må sige, at vi på alle måder befinder os lidt i måske ikke bare ét skæbneår, her i 2023, men i flere skæbneår, hvor vi skal passe på med, at vi ikke får, kan man sige, eroderet nogle væsentlige internationale organisationer. Så det er jo en balance. Alene det, at der holdes det her topmøde i Island, er et vigtigt signal.

Så vil jeg i øvrigt bare genbekræfte invitationen, som vi så ikke har fået datosat rigtigt. For jeg tror også, vi kunne skabe et møderum, hvor vi måske kunne komme lidt tættere på nogle af de overvejelser, som forskellige ordførere også har haft med på talerstolen her i dag. Og det skal naturligvis falde på plads i god tid inden mødet i Island.

Kl. 19:05

Den fg. formand (Annette Lind):

Tak. Så vil jeg gerne give ordet til hr. Christian Friis Bach fra Radikale Venstre. Værsgo.

Kl. 19:05

Christian Friis Bach (RV):

Tak for det, og tak til udenrigsministeren for en rigtig god redegørelse fra talerstolen også. Det er bare igen spørgsmålet om, hvordan man kan tilgå spørgsmålet om aggressionsforbrydelser og retsprocessen. Hvis ikke man med et FN-mandat kan få etableret en international proces og domstol, hvis ikke Ukraine ønsker en hybridagtig konstruktion, som kan gøre, at man kan indlede retsprocessen mod højtstående medlemmer af det russiske samfund, er der så noget perspektiv i drøftelserne under Europarådet, og kan den drøftelse føre os et sted hen?

Kl. 19:06

Den fg. formand (Annette Lind):

Udenrigsministeren, værsgo.

Kl. 19:06

Udenrigsministeren (Lars Løkke Rasmussen):

Jeg abonnerer faktisk lidt på hr. Søren Søndergaards svar på det samme spørgsmål til hr. Christian Friis Bach tidligere. Jeg tror, at nogle af de aktiviteter, som jeg beskrev, omkring skadesregister og andet, kan være med til at understøtte nogle ting. Men det er jo en rigtig, rigtig svær sag, fordi der ikke er nogen ICC-kompetence. Vi har også været inde på det i andre debatter, vi har haft her i salen, altså at det at tilvejebringe en stærk FN-resolution i hvert fald ikke bare er på den flade hånd.

Jeg vil meget gerne give et tilsagn om også at diskutere den sag. Det kan være i kredsen af folketingsmedlemmer, der sidder i Europarådets Parlamentariske Forsamling, og jo i hvert fald helt kontinuerligt i Det Udenrigspolitiske Nævn. Det er en sag, vi er engagerede i. Vi har tilmeldt os kernegruppen af lande, der arbejder sammen med Ukraine om hele det her accountabilitetsspørgsmål, men det er både komplekst og dilemmafyldt.

Kl. 19:07

Den fg. formand (Annette Lind):

Der er ikke nogen anden bemærkning, og så vil jeg gerne give ordet til hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten. Værsgo.

Kl. 19:07

Søren Søndergaard (EL):

Jeg har ikke bedt om ordet.

Kl. 19:07

Den fg. formand (Annette Lind):

Så var det taget tilbage igen. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til udenrigsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, heller ikke hr. Søren Søndergaard, er forhandlingen sluttet.

Kl. 19:07

Meddelelser fra formanden

Den fg. formand (Annette Lind):

Der er ikke mere at foretage i dette møde.

Folketingets næste møde afholdes i morgen, onsdag den 29. marts 2023, kl. 9.00.

Jeg henviser til den dagsorden, der vil fremgå af Folketingets hjemmeside.

Mødet er hævet. (Kl. 19:08).