Grundlovens paragraf 40

§ 40

Ministrene har i embeds medfør adgang til Folketinget og er berettigede til under forhandlingerne at forlange ordet, så ofte de vil, idet de i øvrigt iagttager forretningsordenen. Stemmeret udøver de kun, når de tillige er medlemmer af Folketinget.

Kommentar:

Denne bestemmelse giver ministrene ret til at deltage i både åbne og lukkede møder i Folketingssalen. Men den giver dem ikke ret til at være med under udvalgsmøderne. Ministre er ikke altid valgt ind i Folketinget. Alligevel har de ret til at deltage i møderne. De kan også forlange at tale i Folketinget. En minister har kun stemmeret, hvis han eller hun også er valgt ind i Folketinget.

Når Folketinget behandler et forslag, er den minister, som forslaget vedrører, næsten altid til stede i Folketingssalen. Det gælder, uanset om det er et forslag, der er fremsat af et folketingsmedlem eller af regeringen.

Også i spørgetiden og under forespørgsler er der en minister til stede i Folketingssalen. Den eneste undtagelse er, når Folketinget behandler emner, der kun vedrører Folketinget, f.eks. valg til folketingsudvalg eller ændringer af Folketingets forretningsorden.