Om Ungdomsparlamentet

Folketingets Ungdomsparlament
Hvert andet år inviterer Folketinget alle elever i 8. og 9. klasse på danske, grønlandske og færøske skoler til at deltage i Ungdomsparlamentet , der afsluttes med Ungdomsparlamentsdagen på Christiansborg den 27. januar 2025.

Et særligt undervisningsforløb
Ungdomsparlamentet er et særligt tilrettelagt undervisningsforløb, der i første omgang består af seks lektioner i samfundsfag. Eleverne kommer med idéer og udarbejder deres egne forslag til nye love, som skal kunne løse nogle af de samfundsudfordringer, de synes er vigtige at få løst, inden for områderne sundhed, klima, uddannelse, flygtninge og lovovertrædelser.

60 lovforslag udvælges til Ungdomsparlamentsdagen
Eleverne indsender dernæst deres færdige lovforslag til Folketinget. Folketingets Administration udvælger herefter i alt 60 lovforslag udarbejdet af 179 elever fra omkring 60 forskellige skoler fordelt over hele landet, Grønland og Færøerne. I udvælgelsen af forslag bliver der taget hensyn til, at skoler fra hele landet skal repræsenteres, at alle fem emneområder dækkes ind, og at forslagene både er gennemarbejdede og begrundet med saglige argumenter.

Skoleelever sætter dagsordenen i Folketinget for en dag
De 179 elever bliver inviteret til at deltage i Ungdomsparlamentsdagen på Christiansborg, hvor de skal agere folketingspolitikere for en dag og sætte dagsordenen i Folketinget i selskab med folketingsmedlemmer og ministre. Eleverne skal arbejde med deres lovforslag på stort set samme måde, som det normalt foregår i Folketinget, når nye lovforslag skal behandles. De skal således deltage i udvalgsarbejde, der ledes af folketingsmedlemmer, de får mulighed for at stille spørgsmål til ministre herunder statsministeren i spørgetiden, og de skal til slut stemme for eller imod forslagene i Folketingssalen. I spørgetiden får eleverne bl.a. mulighed for at stille spørgsmål direkte til statsministeren.

Bedre forståelse for demokratiets spilleregler
Formålet med Ungdomsparlamentet og ungdomsparlamentsdagen er at give eleverne en bedre forståelse for demokratiets spilleregler og for, hvordan lovgivningsarbejdet i Folketinget fungerer.

Kontaktoplysninger
Spørgsmål vedrørende Ungdomsparlamentet og Ungdomsparlamentsdagen:
E-mail: [email protected]

Folketingets tv sender direkte fra Ungdomsparlamentets møder i Folketingssalen den 27. januar 2025. Udsendelsen kan ses live på ft.dk

Læs mere om Ungdomsparlamentet og Folketingets øvrige undervisningstilbud på ft.dk/undervisning