179 unge skal fremsætte forslag til nye love i Folketinget
På Ungdomsparlamentsdagen mandag den 27. januar skal 179 særligt udvalgte elever fra skoler i hele Rigsfællesskabet fremsætte og behandle deres egne lovforslag i Folketinget.
Det er resultatet af mange måneders aktivitet og forberedelse, der kulminerer på Ungdomsparlamentsdagen i Folketinget. Her skal 179 elever endelig fremlægge og behandle deres egne forslag til nye love, som de mener vil kunne løse vigtige samfundsudfordringer.
Ungdomsparlamentsdagen forløber på stort set samme måde som en dag gør, når der skal træffes beslutninger eller vedtages nye love i Folketinget. Eleverne skal arbejde med deres lovforslag i udvalg, som bliver ledet af folketingsmedlemmer. De skal stille spørgsmål til ministre i spørgetiden. Og de skal fremlægge, drøfte og stemme om deres egne lovforslag i Folketingssalen. Som afslutning på dagen overrækker Folketingets formand de vedtagne lovforslag til en repræsentant fra regeringen.
Læs mere om Ungdomsparlamentsdagen her