- 9 udvalgsmøder
- behandling af 1 lovforslag og 3 beslutningsforslag
- 3 samrådsspørgsmål fra udvalget
- 111 udvalgsspørgsmål fra udvalget
- modtagelse af 1 deputation
- 55 skriftlige henvendelser til udvalget
I folketingsåret 2021-22 behandlede udvalget bl.a. L 116 Forslag til lov om etablering af statsgaranti på en del af ejendomskreditaftalerne i landdistrikterne og beskæftigede sig med emner som tilflytning, fordeling af bredbåndspuljen, planloven, landvejsprincippet, turisme m.m.
Høring
Udvalget holdt den 27. april 2022 en åben høring om tilflytning til landdistrikter og øer. Høringen havde til formål at sætte fokus på, hvordan tiltrækning og tilflytning af nye beboere til landdistrikter og øer kan understøtte positiv udvikling, vækst og levende lokalsamfund. Oplæg fra eksperter og fagpersoner om aktuel forskning, kommunale initiativer og lokale løsningsmodeller belyste bl.a., hvordan man kan skabe de bedste betingelser for tilflytning, og hvilke tiltag der kan være med til at øge befolkningstilvæksten i landdistrikterne og på øerne.
Temamøder, ekspertmøder og andre møder
Den 1. december 2021 havde udvalget et møde med Landdistrikternes Fællesråd om bl.a. planloven, uddannelsesområdet og inkorporering af grønne initiativer og med Center for Landdistriktsforskning om centerets forskning, administration og vigtige satsningsområder.
Tekniske gennemgange
- L 116 Forslag til lov om etablering af statsgaranti på en del af ejendomskreditaftalerne i landdistrikterne ved embedsmænd fra Erhvervsministeriet den 23. marts 2022. Gennemgangen omhandlede ordningens afgrænsning, elementer, prissætning og risikominimering og administrative foranstaltninger.
- Den 16. maj 2022 gav erhvervsministeren og embedsmænd fra Erhvervsministeriet udvalget endnu en teknisk gennemgang af lovforslag nr. L 116. Gennemgangen omhandlede, hvilke ejendomstyper der er omfattet af ordningen og kommunal garanti under Indenrigs- og Boligministeriet.
- Fordelingen af bredbåndspuljen ved klima-, energi- og forsyningsministeren og embedsmænd fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet den 28. april 2022.
Rejser
Udvalget var på studietur til Lolland-Falster den 6. april 2022, hvor formålet var at få indsigt i, hvilken betydning Femern Bælt-forbindelsen kan få for området. Udvalget havde bl.a. fokus på de vækst- og udviklingspotentialer, som Lolland-Falster kan få mulighed for at udnytte med byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen. På studieturen mødtes udvalget med repræsentanter for Femern A/S, Lolland Kommune og Business Lolland-Falster. Herudover besøgte udvalget Nature Energy Biogasanlæg.
Udvalget var på studietur til Sønderjylland den 20. og 21. juli 2022. Formålet var at blive klogere på nogle af de udfordringer, som landdistrikter og øer bl.a. i grænselandet står over for, og at få indsigt i initiativer, der imødekommer udfordringerne, inden for emner som tilflytning og bolig, erhvervsudvikling, energi og grøn omstilling, uddannelse, infrastruktur, turismeudvikling, social udsathed og grøn mobilitet. På studieturen mødte udvalget en række relevante myndigheder, foreninger, organisationer og repræsentanter for erhvervslivet. Udvalget besøgte bl.a. en energi- og læringshytte og et tilflytterhus i Sæd, Tøndermarsk Initiativet i Højer, Det Blå Gymnasium i Tønder, den borgerdrevne købmand i Visby, initiativet Social Drive Out i Ribe, virksomheden SaltPower i Sønderborg, Center for Verdensmål i Sønderborg og Naturpark Nordals og Mjels Pumpehus på Als. I Skærbæk holdt udvalget et åbent borgermøde, hvor udvalget besvarede spørgsmål fra borgerne.