Mad og drikke
I Tårnets mest spektakulære rum er der en restaurant med plads til omkring 100 gæster. Her er buster og statuer blevet støvet af til glæde for de spisende gæster.
Fra det enorme vindue er der udsigt over Københavns tage, Indre Slotsgård og Christiansborgs ridebane.
Køen til restauranten er både for dem, som har bestilt bord på forhånd, og for dem, der satser på, at der er ledige pladser. Restaurantens personale vil prioritere de gæster, der har bestilt bord. Det er en god idé at møde op, inden det tidspunkt man har bestilt bord, da der kan forekomme kø og ekstra ventetid ved indgangen til Tårnet.
Udsmykningen
Rummets dimensioner fremhæves af den smalle betontrappe, der strækker sig til næste etage og understreger de 11 m, der er til loftet. I nicherne er specialdesignede bænke med til at fremhæve tykkelsen på de gevaldige mure.
Den ottekantede bænk i midten af rummet dækker over den kuppel, som danner loftet for Finansudvalgets mødelokale nedenunder. Det er et af de mest betydningsfulde lokaler på Christiansborg. Da slottet blev bygget, var det tænkt som kongens soveværelse.
På Tårnets spir kan man se 8 figurer, skabt af billedhuggeren Axel Locher (1879-1941). De 3,1 m høje figurer viser kvinder og mænd, der udfører forskellige erhverv. I restauranten i Tårnet ses 2 af forarbejderne til figurerne i fuld størrelse: En skovarbejder med en økse og et reb i hænderne og en mejerske i færd med at kærne smør.