Arkitekturen
Tårnet er opført som en del af det tredje og nuværende Christiansborg Slot, der blev bygget i perioden 1907-1928. Ligesom resten af hovedbygningen er tårnet tegnet af arkitekt Thorvald Jørgensen (1867-1946).
Undervejs i byggeprojektet blev planerne for tårnet ændret flere gange, bl.a. fordi byggeriet overskred budgetterne. Man valgte derfor at spare en del af udsmykningen væk, så tårnet kun havde én krone, da Christiansborg Slot stod færdigt i 1928, selv om Thorvald Jørgensen havde planlagt 3 kroner på værket.
Tårnet blev oprindeligt opført i jernbeton med en granitbeklædt facade og en tagbeklædning, der bestod af teglsten, fordi der ikke var råd til et kobbertag. Efter en landsdækkende indsamling blev teglstenene på både tårnet og hovedbygningen i 1937 udskiftet med kobber. I starten af det nye årtusinde blev det konstateret, at tårnets kobberbeklædning og underliggende jernbeton var i en så dårlig forfatning, at en gennemgribende renovering var nødvendig. Renoveringen fandt sted 2006-2009. Efter renoveringen er taget nu kobberbrunt, men vejr og vind vil med tiden irre kobberet, så det får sin karakteristiske grønne farve. Den nye kobberbelægning forventes at kunne holde ca. 100 år.
På tårnets spir ses 8 kobberfigurer, der er skabt af billedhugger Axel Locher (1879-1941). Figurerne er 3,1 m høje og viser mænd og kvinder, der udfører forskellige erhverv.
De 3 kroner
Først i 1934 kom de sidste 2 kroner på. Det skete på initiativ af den daværende indenrigsminister, Bertel Dahlgaard (RV), der mente, at når tårnet kun havde én krone, mindede bygningen for meget om Korsør Banegård.