Hvad sker der med Folketingets arbejde, når der er udskrevet valg?
Når et folketingsvalg er udskrevet, stopper Folketingets arbejde. Og alle sager, der ikke er færdigbehandlet, bortfalder efter valget.
|
Hvem er ansvarlig for at afholde folketingsvalgene?
Indenrigs- og Sundhedsministeriet er den ansvarlige myndighed, når det gælder organisering og afholdelse af valg til Folketinget.
|
Hvem kan stemme til folketingsvalg?
For at have stemmeret til folketingsvalg skal du have dansk statsborgerskab, være fyldt 18 år og have fast bopæl i riget.
|
Hvilke partier kan opstille til folketingsvalg?
Det kan alle opstillingsberettigede partier.
|
Hvor kan jeg finde valgresultater?
Man kan finde resultaterne fra alle folketingsvalg på Danmarks Statistiks hjemmeside.
|
Hvor mange kan stemme til folketingsvalg?
Ifølge den endelige opgørelse af vælgertallet kunne 4.270.774 vælgere stemme til folketingsvalget den 1. november 2022.
|
Hvor mange stemmer skal man have for at blive valgt til Folketinget?
Der er ikke et præcist tal for, hvor mange stemmer man skal have for at blive valgt ind. Det afhænger af, i hvilken valgkreds man er opstillet, hvor mange der stemmer ved valget, og hvor mange stemmer de andre kandidater får.
|
Hvor mange valgkredse findes der?
Landet er opdelt i tre landsdele. Landsdelene er tilsammen inddelt i 10 storkredse. Storkredsene er igen opdelt, så der i alt er 92 opstillingskredse. Derudover kommer Færøerne og Grønland, der hver udgør en opstillingskreds.
|
Hvor står det, at folketingsvalg skal udskrives, mindst 3 uger før det afholdes?
Det står ingen steder direkte. Grundloven nævner ikke, hvor lang tid der skal gå, fra statsministeren udskriver valg, til det skal holdes. Men praktiske hensyn til bl.a. dem, der skal brevstemme, gør, at statsministeren normalt udskriver det cirka 3 uger inden valgdagen.
|
Hvor tit er der valg til Folketinget?
Folketingsvalg skal holdes mindst hvert fjerde år. Det kan godt ske oftere.
|
Hvordan foregår brevafstemning?
Alle vælgere, der er forhindret i at møde frem på valgdagen, kan brevstemme på borgerservice. Man kan afgive sin brevstemme de sidste tre uger før valgdagen - dog senest den tredjesidste hverdag før valgdagen, dvs. fra 11. oktober til 28. oktober 2022.
|
Kan jeg stille op til folketingsvalg?
Hvis du kan stemme til et folketingsvalg, kan du også stille op til Folketinget. Det står i grundlovens § 29 og § 30.
|
Skal man holde folketingsvalg på en bestemt ugedag?
Nej, det er der ingen regler for. Det er helt op til statsministeren, hvilken dag valget skal være.
|