Hvordan abonnerer jeg på dokumenter fra Folketinget?

Du kan oprette et e-mailabonnement på parlamentariske dokumenter, nyheder og dagsordener fra Folketinget her på hjemmesiden.

Abonnementssystemet giver dig et varsel på e-mail, når nye dokumenter ligger på hjemmesiden.

For at abonnere skal du:

  • oprette dig som bruger
  • vælge, hvilken type dokumenter du ønsker
  • vælge, hvor tit du ønsker en nyhedsmail om det.

Opsætningen af abonnementet er lidt omstændelig. Du skal for hver dokumenttype under hvert udvalg vælge, hvor ofte du vil modtage dem (mailfrekvensen). Abonnementet kan til gengæld blive rimelig præcist.

Dokumenttyper, du kan abonnere på:

  • ugeplaner og dagsordener for møder i Folketingssalen
  • nyheder og dagsordener fra udvalg og delegationer
  • nyheder fra Folketinget
  • parlamentariske dokumenter, f.eks. dokumenter vedrørende lovforslag, beslutningsforslag, forespørgsler eller redegørelser, § 20-spørgsmål, udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag.

Frekvensen for nyhedsmails

Du kan indstille frekvensen for abonnementsmails på følgende intervaller:

  • straks
  • hver anden time
  • dagligt
  • ugentligt

Ændre, pause, slette dit abonnement

Du kan redigere dit abonnement, når du logger på.

Du kan også slette dine abonnementer eller sætte hele abonnementet på pause.

Emneafgrænsning

Det er ikke muligt at emneafgrænse på andet end udvalgsniveau. Derfor vil du, hvis du arbejder med et afgrænset emneområde, også få nyhedsmails om andre emner, som udvalget behandler.

Hvis dit emne går på tværs af flere udvalg, kan du være nødt til at abonnere på to udvalg.

Stil et spørgsmål
Større
Du kan selv stille et spørgsmål til Folketingets Oplysning. Brug linket herunder. Hvis du sender dit spørgsmål inden klokken 15.00 på hverdage, kan du regne med at få svar samme dag.