Forord

Forord

Folketingets håndbog om det parlamentariske arbejde, som udkom første gang i 2003, er et omfattende opslagsværk og et praktisk stykke værktøj til alle med arbejdsopgaver, der kræver viden om parlamentariske arbejdsgange, formalia osv. I 2023 er håndbogen – ud over en indholdsmæssig opdatering – også blevet digitaliseret. Det betyder, at håndbogen ikke længere vil blive udgivet som en fysisk bog, og at den fremover kun vil være at finde som et digitalt opslagsværk på Folketingets hjemmeside ft.dk. Det er hensigten, at Folketingets Administration fremover vil opdatere den digitale håndbog cirka en gang om året, så der så vidt muligt altid foreligger en ajourført version på Folketingets hjemmeside. 

Håndbog i folketingsarbejdet supplerer Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet, der hovedsagelig har det lovforberedende arbejde i regeringen som sit emneområde. Man kan sige, at håndbogen handler om alt det andet: Tilrettelæggelsen af arbejdet i Folketinget, fremsættelse af forslag, udarbejdelse af private forslag og ændringsforslag, udvalgsarbejdet og meget mere.

Det er tanken, at Håndbog i folketingsarbejdet skal kunne bruges af Folketingets medlemmer, folketingsgruppernes medarbejdere og ansatte i ministerier og organisationer.

Om håndbogen

Om håndbogen

Håndbogen er en sammenskrivning af bidrag fra en række medarbejdere i Folketingets administrative enheder, som alle har det til fælles, at de i en årrække har beskæftiget sig med det parlamentariske arbejde i Folketingssalen og i udvalgene. Det betyder på den ene side, at en stor mængde informationer og detaljer om arbejdet med lovgivning i Folketinget er med. På den anden side betyder det, at håndbogen kan forekomme tung, hvis læseren kaster sig ud i at læse den i ét stræk fra ende til anden. Man kan derfor med fordel bruge søgefunktionen, når man vil orientere sig om et bestemt emne.

I forbindelse med digitaliseringen af håndbogen har redaktionen besluttet at bevare kapitelstruktur, bilag m.v. fra den udgave af håndbogen, som udkom i oktober 2015. Håndbogens bilag 2, som er en vejledning om opstilling af ændringsforslag til fremsatte lov- og beslutningsforslag, er blevet opdateret den 1. november 2023. 

Ud over håndbogen producerer Folketingets Administration løbende en lang række publikationer og vejledninger med information, der er målrettet folketingsmedlemmer og ansatte i partierne og administrationen. Dette materiale er tilgængeligt på Folketingets hjemmeside ft.dk og på Folketingets intranet, Nettinget.

Afsnit 1.1 Hvem planlægger folketingsarbejdet i Folketingssalen?

Formanden, Udvalget for Forretningsordenen og Lovsekretariatet

1.1 Hvem planlægger folketingsarbejdet i Folketingssalen?

Krumtappen i folketingsarbejdet i Folketingssalen er dagsordenen for Folketingets møder. Det er Folketingets formand, der fastsætter Folketingets dagsorden (grundlovens § 39).

Folketingets formand er også formand for Udvalget for Forretningsordenen og inddrager jævnligt dette udvalg i planlægningen af folketingsarbejdet. Umiddelbart før folketingsårets begyndelse i oktober indkalder formanden udvalget til et møde med statsministeren, hvor regeringens lovprogram for det kommende folketingsår drøftes. Statsministeren sender endvidere statusredegørelser til udvalget i december, februar, marts og april om afviklingen af lovprogrammet. Disse redegørelser og opgørelser over antallet af og fremsættelsestakten for forslag fremsat af oppositionen kan give anledning til drøftelser i udvalget i løbet af folketingsåret. Det kan være om afviklingen af folketingsarbejdet, for så vidt angår konkrete lov- og beslutningsforslag, eller for så vidt angår den mere generelle afvikling. I forbindelse hermed søger formanden at sprede anden- og tredjebehandlingerne over de sidste måneder op til, at arbejdet i Folketingssalen slutter i begyndelsen af juni. Det skal forhindre, at folketingsarbejdet klumper sig sammen i de sidste par uger. Desuden kan formanden holde møder med gruppeformændene og udvalgsformænd og -næstformænd om afviklingen af folketingsarbejdet, når der er behov herfor.

Folketingets formand får bistand fra folketingssekretæren og Lovsekretariatet til det praktiske arbejde med at indkalde til møder, fastlægge dagsorden, udarbejde planer m.v.

Lovsekretariatet mødes på formandens vegne hver onsdag med repræsentanter for folketingsgrupperne for at drøfte udkast til ugeplaner og andet af betydning for afviklingen af folketingsarbejdet. Der er også løbende kontakt på embedsmandsniveau mellem Folketinget og ministerierne.

Afsnit 1.2 Mødeperioder og folketingsgrupper

Valgperioder, folketingsår, folketingssamlinger, grupper og løsgængere

1.2 Mødeperioder og folketingsgrupper

Grundloven inddeler det parlamentariske arbejde i valgperioder og folketingsår.

1.2.1 Valgperioder

1.2.2 Folketingsgrupper og medlemmer uden for grupperne

Efter et folketingsvalg konstituerer de nyvalgte folketingsmedlemmer sig i folketingsgrupper. Medlemmer valgt for samme parti danner typisk en folketingsgruppe, men også andre (f.eks. et nordatlantisk medlem eller en løsgænger) kan blive optaget i en folketingsgruppe.

En folketingsgruppe kan også dannes senere i valgperioden, f.eks. ved at nogle medlemmer bryder med deres folketingsgruppe. Disse medlemmer kan så vælge at danne et nyt politisk parti med henblik på at stille op til næste folketingsvalg. Når Indenrigs- og Sundhedsministeriet har godkendt det nye parti som opstillingsberettiget til næste folketingsvalg, kan de pågældende medlemmer anmelde sig som folketingsgruppe.
En ny folketingsgruppe kan også opstå, ved at et eller flere medlemmer tilslutter sig et eksisterende parti, der ikke er repræsenteret i Folketinget, men som er opstillingsberettiget til folketingsvalg.

Et folketingsmedlem, der ikke tilhører en folketingsgruppe, kaldes løsgænger eller medlem uden for grupperne (UFG).

1.2.3 Folketingsår og folketingssamling

Valgperioden inddeles i folketingsår. Folketingsåret begynder den første tirsdag i oktober og varer til den første tirsdag i oktober det følgende år. Når der har været folketingsvalg, deles folketingsåret i to samlinger:

1. samling, som omfatter folketingsåret indtil valgdagen, og 2. samling, som løber fra valgdagen og indtil den første tirsdag i oktober. Ved begyndelsen af en folketingssamling vælges ny formand og nye næstformænd og medlemmer til Folketingets udvalg (grundlovens § 36 og FFO, § 2, stk. 2, og § 7, stk. 1). Forslag til love og folketingsbeslutninger, der ikke er endeligt vedtaget før udgangen af folketingssamlingen, bortfalder (grundlovens § 41, stk. 4).

Folketingsåret indledes i øvrigt med statsministerens åbningsredegørelse, der består af en mundtlig del (»trontalen«) og en skriftlig del (lovprogrammet) (grundlovens § 38, stk. 1). 

Tidspunktet for afslutningen af arbejdet i Folketingssalen har Folketingets formand traditionelt fastsat til senest grundlovsdag, dvs. den 5. juni.

I perioden fra 1973 til 2010 har Folketinget som oftest afsluttet arbejdet inden grundlovsdag. Siden 2010 er Folketingets møder bortset fra i 2018 fortsat 1-2 uger ind i juni eller i hele juni måned på grund af almindelig travlhed, valg eller folkeafstemning i maj. Herudover har der i nogle tilfælde været afholdt en møderække over 1-2 uger i løbet af sommeren. I 2020 blev der afholdt hele 39 møder (fordelt på 23 mødedage) mellem grundlovsdag og folketingsårets afslutning med henblik på behandling af lovgivning i relation til covid-19-pandemien.

Der er en særlig mødedag i september med 1. behandling af finanslovsforslaget på dagsordenen. Formanden sætter ikke andre sager på dagsordenen for dette møde, bortset fra sager om orlov og lign.

Folketingsudvalgene kan holde møder hele året, men typisk vil mødeaktiviteten være noget mindre i de perioder, hvor der ikke er møder i Folketingssalen.

Afsnit 1.3 Planlægning af lovgivningsarbejdet

Fordeling af fremsættelser over året, lovprogram og frister for behandling

1.3 Planlægningen af lovgivningsarbejdet

Alle forslag bortfalder, hvis de ikke er vedtaget, inden folketingsåret slutter, dvs. inden den første tirsdag i oktober. Denne regel medfører stor travlhed ved afslutningen af mødeperioden, hvor mange forslagsstillere ønsker deres forslag færdigbehandlet. Arbejdspresset stiller store krav til organiseringen af gruppemøder og det lovtekniske arbejde i Folketingssekretariatet med udarbejdelse af udvalgsbetænkninger, ændringsforslag og optryk af lovforslag. For at modvirke denne koncentration af behandlinger og for at sikre en samlet behandlingstid for de enkelt forslag af rimelig længde har Folketinget løbende indgået aftaler med regeringen om fremsættelsestakten for regeringsforslag

Udvalget for Forretningsordenen opstillede i 1999 følgende ønsker til en bedre tilrettelæggelse af lovgivningsarbejdet:

• Størst mulig samling af forslag om ensartede emner.
  
  
• Bedre tid til forberedelse af behandlingerne i Folketingssalen såvel for medlemmerne og ministrene som for offentligheden.
  
  
• Bedre tid til udvalgsarbejdet.
  
  
• Større spredning af specielt anden- og tredjebehandlingerne.

1.3.1 Fordelingen af fremsættelser over året

Folketinget har nogle regler for, hvornår lovforslag bør fremsættes, af hensyn til planlægningen af lovgivningsarbejdet. De to vigtigste er, at regeringen bør fremsætte hovedparten af forslagene i sit lovprogram ved folketingsårets begyndelse, og at forslag normalt bør fremsættes senest den 1. april, for at de kan påregnes gennemført i det pågældende folketingsår (FFO, § 10, stk. 3).

Fremsættes et forslag efter den 1. april, skal der, hvis 17 medlemmer af Folketinget forlanger det, foretages afstemning om, hvorvidt 1. behandling kan finde sted (FFO, § 11, stk. 1).

Tilsvarende regler gælder for beslutningsforslag (FFO, § 17, stk. 3). Dog er fristen for beslutningsforslag fastsat til den 1. marts. 

Med henblik på at opnå en større spredning i fremsættelsestidspunktet for beslutningsforslag gennemføres i folketingsårene 2022-23 og 2023-24 en forsøgsordning med to årlige frister for fremsættelse af beslutningsforslag: en efterårsfrist og en forårsfrist. Begge frister annonceres ved samlingens begyndelse. 

Forslag indleveret før fristerne prioriteres i tilrettelæggelsen af arbejdet i Folketingssalen. Det vil stadig være muligt at indlevere forslag efter fristerne, men man kan ikke forvente samme prioritering, og forslagsstillerne må indstille sig på kun at få ét tilbud om tidspunkt for 1. behandling. Forslag indleveret efter fristerne vil dog kunne komme hurtigt til 1. behandling, f.eks. hvis det passer med andre behandlinger i salen på vedkommende ministers område, ved sambehandling med andre forslag m.v. eller ved emnemæssig sammenhæng med andre dagsordenspunkter. Ved fremsættelse inden efterårsfristen, som sættes til ca. den 15. november, kan forslagsstillerne forvente, at forslaget kommer til 1. behandling senest den 1. marts og om muligt inden den 1. februar. 

Den hidtil gældende forårsfrist fastholdes til cirka den 1. marts. Beslutningsforslag, som fremsættes inden forårsfristen, kan som i dag forventes at komme til 1. behandling inden den mødefri sommerperiode. Behandling af eventuelle senere fremsatte forslag vil afhænge af, om der er tid i salen og udvalgene. 

I Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet findes andre retningslinjer og hovedprincipper for lovarbejdet, herunder:

• Mindst halvdelen af regeringens lovforslag bør fremsættes inden medio november.
  
  
• Der lægges vægt på, at der kan fremsættes et betydeligt antal lovforslag allerede i Folketingets åbningsuge.
  
  

Erhvervsrettede lovforslag, som ønskes vedtaget 4 uger før en forudsat ikrafttrædelse den 1. januar, bør som altovervejende hovedregel fremsættes i åbningsugen.

1.3.2 Information om kommende forslag

Forudsætningen for en god planlægning er, at Folketinget har oplysninger om og overblik over de forslag, som forslagsstillerne ønsker færdigbehandlet det pågældende folketingsår. Det kan ske enten ved en tidlig fremsættelse af forslagene, eller ved at regeringen informerer Folketinget om indhold af og fremsættelsestidspunkt for kommende forslag.

De første oplysninger om det kommende folketingsår får Folketinget ved den åbningsredegørelse, som statsministeren afgiver den første tirsdag i oktober. Det sker i den skriftlige del af redegørelsen, det såkaldte lovprogram. Lovprogrammet indeholder forventet fremsættelsestidspunkt for de annoncerede lov- og beslutningsforslag og ministerredegørelser.

Statsministeren sender endvidere i begyndelsen af december, februar, marts og april en redegørelse om status for afviklingen af regeringens lovprogram til Udvalget for Forretningsordenen. Redegørelserne indeholder løbende opdaterede oplysninger om forventet fremsættelsestidspunkt for resterende forslag og resterende ministerredegørelser.

Tidspunktet i lovprogrammet for en fremsættelse kan f.eks. hedde februar I, det vil sige, at regeringen forventer at fremsætte forslaget i første halvdel af februar.

Folketingets formand får ikke tilsvarende tidlige oplysninger om kommende private forslag, altså forslag fra folketingsmedlemmer. Derfor er det vigtigt, at medlemmerne så tidligt som muligt giver Folketingets Administration besked om, hvilke forslag de vil komme med. Navnlig kan medlemmerne med fordel – når regeringens lovprogram er offentliggjort – give besked om eventuelle alternative eller supplerende forslag om samme emne som regeringens forslag. Det gør det muligt at samle forslag om samme emne til behandling i Folketingssalen. Udvalget for Forretningsordenen har i en beretning afgivet i 2022 om visse aspekter af brugen af beslutningsforslag i folketingsarbejdet og Folketingets behandling af beslutningsforslag (beretning nr. 11 af almen art, folketingsåret 2021-22) fastsat et kodeks for arbejdet med beslutningsforslag. Kodekset indeholder bl.a. opfordringer til folketingsgrupperne om at tilstræbe at fremsætte beslutningsforslag så tidligt i folketingsåret som muligt og til at undlade at fremsætte et beslutningsforslag, hvis et andet medlem eller parti har fremsat et forslag med et emnemæssigt beslægtet indhold. 

1.3.3 Frister for behandling

Forretningsordenen indeholder nogle minimumsfrister. Der skal gå 2 dage efter fremsættelsen, før et forslag kan komme til 1. behandling, og der bør gå 5 dage (FFO, § 11, stk. 1). Der skal endvidere gå 2 dage efter betænkningsafgivelsen, før et forslag kan komme til henholdsvis 2. og 3. behandling (FFO, § 8 a, stk. 2).

Desuden må 2. og 3. behandling tidligst finde sted, 2 dage efter at henholdsvis 1. og 2. behandling er afsluttet (FFO, § 12, stk. 1, og § 13, stk. 1). Endvidere må 3. behandling ikke finde sted før 30 dage efter fremsættelsen af lovforslaget (FFO, § 13, stk. 1). Et flertal på 3/4 af folketingsmedlemmerne kan beslutte at fravige disse frister (FFO, § 42).

Fristerne i Folketingets forretningsorden er som sagt minimumsfrister, og de vil normalt ikke være tilstrækkelige til, at offentligheden og medlemmerne kan nå at sætte sig grundigt ind i et forslag eller en betænkning, før forslaget skal til behandling i Folketingssalen. 

Derfor har Udvalget for Forretningsordenen opstillet som praktisk hovedregel, at 1. behandling normalt først finder sted i den første eller anden uge efter fremsættelsen. For så vidt angår forslag, der sættes til 1. behandling allerede i første uge efter fremsættelsen, gælder, at det tilstræbes, at 1. behandling placeres mindst en uge efter fremsættelsen. Fremsættes et forslag en torsdag, vil det som udgangspunkt tidligst blive førstebehandlet næstfølgende torsdag. Udvalget har også udtalt, at der normalt skal gå 5-6 dage mellem betænkningsafgivelse og 2. behandling. Disse frister skal sikre, at offentligheden og ordførerne får bedre tid til at sætte sig ind i forslagene. Desuden skal ordførerne have mulighed for at drøfte dem i folketingsgrupperne.

Fristerne gælder både lovforslag og beslutningsforslag, bortset fra reglen om, at 3. behandling af lovforslag ikke må finde sted før 30 dage efter fremsættelsen. Lovforslag skal behandles tre gange i Folketingssalen, mens beslutningsforslag kun skal behandles to gange.

Private lov- og beslutningsforslag kommer dog normalt ikke til 1. behandling lige så hurtigt som regeringsforslag, men forslagsstiller vil normalt få tilbudt en dato for 1. behandling inden for 1 måned efter fremsættelsen. I mange folketingsår fremsættes et stort antal beslutningsforslag umiddelbart før 1. marts-fristen. Dette kan indebære, at det ikke er muligt at tilbyde en dato for en 1. behandling af alle forslagene inden for 1 måned efter fremsættelsen. 

Helt op i 1960'erne var det praksis, at regeringsforslag dominerede dagsordenen for Folketinget, og at private forslag ikke automatisk blev sat til behandling. Chancen for, at private forslag kom igennem et udvalg til 2. og eventuelt 3. behandling, var endnu mindre. Dette er baggrunden for reglerne i FFO, § 11, stk. 1, og § 8 a, stk. 2, jf. § 17, stk. 1, om forslagsstillernes mulighed for at få deres forslag behandlet. Bestemmelserne har i dag ikke praktisk betydning.

Lovforslag

Beslutningsforslag

Afsnit 1.5 Planerne

Planlægning af møder i salen, dagsordener og indkaldelser

1.5 Planerne

I de følgende afsnit beskrives, hvordan møderne i Folketingssalen planlægges.

1.5.1 Mødeplanen

I begyndelsen af folketingsåret kan det være svært at danne sig et indtryk af den kommende arbejdsbyrde og de kommende hovedemner for den politiske debat, men alligevel udsender formanden i løbet af foråret en mødeplan for det kommende folketingsår med de dage, hvor der forventes møde i Folketingssalen.

Mødeplanen angiver normalt omkring 100 mødedage i tiden fra første tirsdag i oktober til grundlovsdag. Sædvanligvis indeholder den 2 mødefri uger, der falder sammen med skolernes efterårsferie og vinterferie, ligesom uge 10 traditionelt holdes mødefri til udvalgsrejser m.m. Desuden indeholder den normalt 3 mødefri uger omkring jul og en halv mødefri uge i forbindelse med påsken. Formålet med de mødefri uger og mødefri dage er at give medlemmerne bedre mulighed for at planlægge såvel folketingsarbejdet som arbejdet uden for Christiansborg, således at udvalgsrejser, heldagsmøder, seminarer, kurser og høringer m.v. kan placeres på dage, hvor der ikke er planlagt møde i Folketingssalen.

Mødeplanen omdeles til Folketingets medlemmer, ministrene og ministerierne og findes endvidere på Folketingets hjemmeside ft.dk.

1.5.2 Langtidsplanen

Hidtil har den detaljerede planlægning af arbejdet i Folketingssalen ikke rakt ud over 2-3 uger. Erfaringen viser, at 2-3 uger er et meget kort planlægningstidsrum, når man skal disponere over ministres og folketingsmedlemmers tid. Oftest vil de pågældendes kalendere være fyldt lang tid i forvejen, og folketingsarbejdet må foregå på bekostning af allerede indgåede aftaler og tilsagn. Derfor har Folketinget indført en langtidsplan til brug for planlægningen af møderne i Folketingssalen. Den indeholder imidlertid kun aftaler om forespørgselsdebatter, der traditionelt oftest er placeret flere uger ude i fremtiden. Disse aftaler fremgår af ugeplanen for den kommende uge.

1.5.3 Ugeplanerne

Med ugeplanerne offentliggør Folketinget den første samlede plan for det enkelte møde. Ugeplanerne udarbejdes på baggrund af

 

• lister fra Statsministeriet modtaget mandag over forslag, der skal på ministermøde tirsdag,
  
  
• meddelelser fra udvalgssekretærerne om, hvilke betænkninger udvalgene forventer at afgive de kommende 2 uger,
  
  
• fremsatte private lov- og beslutningsforslag,
  
  
• oplysninger fra udvalgssekretærerne om udvalgsarrangementer, der kan forventes at optage alle ordførere,
  
  
• løbende oplysninger fra ministersekretariaterne om, hvornår ministrene kan være til rådighed,
  
  
• konkrete aftaler med ministersekretariaterne og,
  
  
• for så vidt angår private forslag, tilkendegivelser fra ordføreren for forslagsstillerne.

 

Ugeplanerne offentliggøres for op til 4 uger ad gangen. På Folketingets hjemmeside offentliggøres hver onsdag formiddag et udkast til ugeplan for de kommende to uger (1. og 2. uge). Derudover offentliggøres et ”foreløbigt udkast” for de efterfølgende to uger (altså 3. og 4. uge). Hver fredag (alternativt den sidste mødedag i ugen) bliver ugeplanen for den kommende uge (1. uge) offentliggjort i en endelig udgave samt en opdateret udgave af udkastet for den efterfølgende uge (2. uge).  
 
Formålet med planerne for folketingsarbejdet og specielt den detaljerede ugeplanlægning er, at deltagerne i det parlamentariske arbejde, herunder berørte organisationer og institutioner, skal kunne indrette sig med henblik på indlæg og tilstedeværelse. Selv foreløbige udkast til ugeplan for den 3. og 4. uge, der er offentliggjort på Folketingets hjemmeside, indgår formodentlig i manges tidsplanlægning og bør derfor kun ændres, hvis der er særlige grunde til det. Selv om udkastet for den 2. uge benævnes udkast til ugeplan, betragtes det som udgangspunkt som bindende. Således vil der bortset fra anden- og tredjebehandlinger normalt ikke blive sat nye sager på den endelige ugeplan, som ikke har stået på udkastet. Ministersekretariaterne og gruppesekretariaterne skal derfor være opmærksomme på de forskellige faser i den konkrete ugeplanlægning og være behjælpelige med at gøre denne så sikker som mulig.

 

Onsdag eftermiddag mødes Lovsekretariatet med repræsentanter for folketingsgrupperne for at drøfte indholdet af planerne. Det er vigtigt, at grupperne i denne forbindelse giver besked til Lovsekretariatet om sammenhænge mellem de forslag, som er opført på planerne, både mellem forslagene indbyrdes og i forhold til kommende forslag fra grupperne. Derved kan Folketinget undgå med korte mellemrum at skulle gentage debatter i Folketingssalen om samme emne, selv om det sker på grundlag af forskellige forslag.

Regeringsforslag sættes normalt først til 1. behandling, i den første eller anden uge efter at de er fremsat, for at give medlemmerne, ministrene og offentligheden bedre mulighed for at forberede behandlingen. I ganske særlige tilfælde kan Folketinget færdigbehandle lov- eller beslutningsforslag på få dage, f.eks. ved overenskomstindgreb, afgiftsforhøjelser eller udsendelse af tropper og materiel til konfliktområder. Dette kræver dog, at et flertal på 3/4 af folketingsmedlemmerne vil medvirke til at give de nødvendige dispensationer (FFO, § 42). Private forslag sættes som nævnt normalt senere til 1. behandling end regeringsforslag.

Forslag, som udvalgene har afgivet betænkning over, sætter Folketinget fortrinsvis til 2. behandling tirsdag eller torsdag i ugen efter betænkningsafgivelsen og til 3. behandling tirsdag eller torsdag i den følgende uge.

Private forslag, der har sammenhæng med et regeringsforslag, der er fremsat eller forventes fremsat inden for en rimelig tid, bliver så vidt muligt sat til forhandling samme dag som regeringsforslaget. Eventuelt kan forhandlingen foregå under et.

Private forslag om det samme emne vil normalt blive sat til forhandling samme dag, og også disse bliver så vidt muligt behandlet under et. Udvalget for Forretningsordenen har i en beretning afgivet i 2022 om visse aspekter af brugen af beslutningsforslag i folketingsarbejdet og Folketingets behandling af beslutningsforslag (beretning nr. 11 af almen art, folketingsåret 2021-22) fastsat et kodeks for arbejdet med beslutningsforslag. Kodekset indeholder bl.a. opfordringer til folketingsgrupperne om at undlade at fremsætte et beslutningsforslag, hvis et andet medlem eller parti har fremsat et forslag med et emnemæssigt beslægtet indhold. 

Udgangspunktet for planlægningen af den enkelte dag er de aftaler, som Lovsekretariatet løbende indgår med ministerierne om, hvornår de enkelte sager skal behandles. Folketinget tilstræber at begrænse antallet af ministre, som bliver berørt af arbejdet i Folketingssalen på den enkelte dag. Det gælder dog ikke anden- og tredjebehandlinger og spørgetiden. Til gengæld bliver så mange som muligt af de sager, der angår de ministre, som skal i Folketingssalen den pågældende dag, placeret på dagsordenen.

Planlægningen har naturligvis ikke kun betydning for ministrene, men i lige så høj grad for folketingsmedlemmerne og Folketingets udvalg. Men med den korte planlægningshorisont er det nødvendigt at fastholde, at Folketingssalen er krumtappen i folketingsarbejdet, og at udvalg og medlemmer må tilrettelægge deres arbejde i forhold hertil.

En bestemmelse i forretningsordenen om, at der ikke måtte holdes udvalgsmøder samtidig med møderne i Folketingssalen, udgik i 1989 som lidt for restriktiv. Men det forudsættes fortsat, at udvalgene afbryder møderne, hvis der ringes til afstemning under udvalgsmødet, og andre udvalgsarrangementer, der afholdes uden for Folketinget, bør som udgangspunkt placeres på tidspunkter, hvor der ikke afholdes møder i Folketingssalen. Herudover kan det nævnes, at Udvalget for Forretningsordenen har henstillet, at der ikke afholdes udvalgsmøder under de store debatter.

1.5.4 Dagsordenen

Folketinget følger nogle retningslinjer for planlægningen af de enkelte ugedage:

 

Der er kun ganske undtagelsesvis møde i Folketingssalen om mandagen. Inden for de 9 mødemåneder er der endvidere normalt nogle få mødefri fredage. Møderne begynder tirsdag og onsdag kl. 13 og torsdag og fredag kl. 10. I december og maj begynder møderne om onsdagen som udgangspunkt også kl. 10. I travle perioder, især de sidste uger før jul og før grundlovsdag, forekommer der såvel møder om mandagen som fremrykkede mødetidspunkter på andre ugedage. 

• 3. behandling af lovforslag.
  
  
• 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag.
  
  
• 1. (eneste) behandling af beslutningsforslag.
  
  
• 2. behandling af lovforslag.
  
  
• 1. behandling af lov- og beslutningsforslag.
  
  
• Forespørgsels- og redegørelsesdebatter.
  
  

• Mødetider: tirsdag kl. 13, onsdag kl. 13, torsdag kl. 10 og fredag kl. 10 (Onsdage i maj og december kl. 10)
  
  
• Afstemninger: tirsdag og torsdag
  
  
• 2. behandling: tirsdag og torsdag
  
  
• 3. behandling: tirsdag og torsdag

I de travle perioder op til jul og grundlovsdag er der også afstemninger om lov- og beslutningsforslag i ugens øvrige mødedage.

1.5.5 Indkaldelse til møde

Folketingets formand indkalder til møde med angivelse af dagsorden (grundlovens § 39). Der er dog tre tilfælde, hvor formanden ikke selv kan bestemme tidspunkt og dagsorden for mødet:

1. Formanden skal indkalde til møde, når mindst 2/5 af medlemmerne, dvs. 72 medlemmer, fremsætter begæring herom med angivelse af dagsorden (grundlovens § 39).
   
   
2. Formanden skal indkalde til møde, når statsministeren skriftligt fremsætter begæring herom med angivelse af dagsorden (grundlovens § 39).
   
   
3. Hvis 7 af Finansudvalgets 17 medlemmer anmoder om møde i Folketingssalen i en i øvrigt mødefri periode med henblik på behandling af en bevillingsansøgning fra en minister – i form af et beslutningsforslag – kan det forventes, at formanden vil indkalde til møde (beretning fra Udvalget for Forretningsordenen, Folketingstidende 1968-69, tillæg B, spalte 1229).
   

 

Mødeindkaldelse sker normalt, ved at formanden ved slutningen af hvert møde meddeler tidspunktet for næste møde (FFO § 32, stk. 2). Formanden henviser desuden til den dagsorden, der fremgår af Folketingets hjemmeside. 

Folketinget kan også blive indkaldt på andre måder: Hvis der er uforudsete møder i mødefri perioder, vil medlemmerne blive indkaldt elektronisk via hjemmesiden og ved udsendelse af e-mail og eventuelt sms samt gennem grupperne med angivelse af mødetidspunkt og dagsordensemner. Der er ikke i grundloven eller forretningsordenen fastsat en minimumstid mellem indkaldelsen og mødets afholdelse, men hvis medlemmerne bliver indkaldt til møde i en forventet mødefri periode, vil formanden offentliggøre indkaldelsen så hurtigt som muligt på hjemmesiden.

Afsnit 2.1 Regeringsforslag

Forhandlinger inden fremsættelse og retningslinjer for samlelove

2.1 Regeringsforslag

Inden en minister fremsætter et lovforslag i Folketinget, har denne som regel forhandlet med regeringens støttepartier og eventuelt også med andre partier for at sikre, at der er flertal for forslaget. Ved særlig store og indgribende lovforslag indgår regeringen og en kreds af partier ofte en aftale eller et forlig, der danner grundlag for lovforslagets indhold. Hvis regeringsmagten deles af flere partier, foregår forhandlingerne rent praktisk først mellem regeringspartiernes ordførere, og når de er blevet enige, bliver ordførerne for andre partier inddraget.

Det er regeringen, som har ansvaret for at udarbejde de lov- og beslutningsforslag, som den fremsætter. Der henvises om tilrettelæggelsen af regeringens lovgivningsarbejde til kapitel 1 i Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet. Tre forhold er især relevante, hvad angår Folketinget:

• Statsministerens åbningsredegørelse indeholder både en mundtlig del og en skriftlig del (lovprogrammet). Formålet med lovprogrammet er at give Folketinget et overblik over de lovforslag, som regeringens politik vil udmønte sig i.
  
  
• Når ministeren sender udkast til lovforslag i høring, sender ministeren dem samtidig til det eller de relevante udvalg i Folketinget til orientering.
  
  
• Indkomne høringssvar udgør en væsentlig del af grundlaget for Folketingets behandling af lovforslaget. Ministeren sender høringssvarene og et høringsnotat med kommentarer fra ministeren til det relevante udvalg, når lovforslaget bliver fremsat.

Det ovenfor anførte beskriver normalsituationen. Regeringen fremsætter dog også lovforslag, som ikke har været opført på lovprogrammet, og udkast til lovforslag bliver ikke altid sendt i høring, ligesom Folketinget ikke altid modtager høringssvar og høringsnotat.

2.1.1 Samlelove

Uanset at det er regeringen, som har ansvaret for at udarbejde de lov- og beslutningsforslag, som den fremsætter, har Folketinget undertiden haft nogle mere principielle drøftelser om udformningen af regeringens lov- og beslutningsforslag. Udvalget for Forretningsordenen har bl.a. drøftet anvendelsen af lovforslag, der foreslår ændring af flere forskellige love (samlelovforslag). Det førte i 1999 til, at udvalget i betænkning og indstilling af 7. maj 1999 over beslutningsforslag nr. B 141 om ændring af forretningsorden for Folketinget (Forbedret lovkvalitet og revision af spørgetimen) udtalte, at »udvalget har bemærket, at regeringens og Folketingets fælles ønske om at reducere antallet af lovforslag ikke bør føre til anvendelse af såkaldte samlelove i andre tilfælde, end hvor der foreligger en nøje saglig eller politisk sammenhæng mellem de foreslåede temaer.«

I Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet er følgende bl.a. anført:

»Det kan på den ene side anføres, at et ændringslovforslag i almindelighed ikke bør indeholde ændringer af forskellige love, hvis der ingen indholdsmæssig sammenhæng er mellem disse ændringer. […] 

På den anden side både kan og bør flere lovændringer gennemføres ved samme lovforslag, hvis der er tale om ensartede ændringer (f.eks. ændring af et udtryk), hvis de foreslåede lovændringer har samme indholdsmæssige baggrund (f.eks. tilvejebringelse af grundlaget for ratifikation af en traktat eller konvention eller ændringer som følge af en samtidig foreslået hovedlov), eller hvis der i øvrigt er en nær emnemæssig sammenhæng mellem lovændringerne (f.eks. ændringer som opfølgning på en politisk aftale).

Hertil kommer, at vedkommende fagministerium – i forlængelse af den ovennævnte vurdering af lovændringernes indholdsmæssige sammenhæng – også bør foretage en vurdering af, om en samling af de forskellige ændringer i samme lovforslag vil kunne vanskeliggøre en hensigtsmæssig behandling af lovforslaget i Folketinget. 

Må det eksempelvis forudses, at der kan være folketingsmedlemmer, der ønsker at differentiere stemmeafgivningen, så der kan stemmes for nogle af lovændringerne, men ikke for andre lovændringer, taler dette for at opsplitte emnerne i flere ændringslovforslag, så det undgås, at lovforslaget vil skulle deles i forbindelse med Folketingets behandling af lovforslaget. Det kan i den forbindelse oplyses, at det af flere årsager kan være problematisk at dele lovforslag. Det bliver bl.a. vanskeligere senere at finde de rette forarbejder til lovgivningen, ligesom delingen i nogle tilfælde rent lovteknisk kan have en sådan karakter, at den øger risikoen for fejl i de vedtagne lovforslag.«

Ud over at overholde kravet om »indholdsmæssig sammenhæng« er det vigtigt, at ministerierne også anskuer den »saglige eller politiske sammenhæng« fra Folketingets synsvinkel og således lader det indgå i vurderingen, om den ønskede samling af emner i ét lovforslag vil gøre det muligt at gennemføre en hensigtsmæssig behandling af lovforslaget i Folketingssalen og i udvalget inden for de tidsfrister, der gælder i Folketinget for sådanne behandlinger.

Er der tvivl om, hvorvidt ændringer af flere forskellige love har en sådan indholdsmæssig sammenhæng, at de bør gennemføres ved et samlet lovforslag, bør der navnlig lægges vægt på udvalgenes ressort og oppositionens muligheder for at differentiere sin stemmeafgivning. Hvis de love, som foreslås ændret, ikke ligger inden for det samme udvalgsressort, vil dette således tale imod anvendelsen af et samlelovforslag. Ligeledes vil det tale imod anvendelsen af et samlelovforslag, hvis det må forudses, at (dele af) oppositionen ønsker at stemme forskelligt om de væsentlige dele af lovforslaget. Omvendt vil det efter omstændighederne kunne være mindre betænkeligt at medtage en mindre ændring af en lov i et lovforslag, der ændrer en anden lov, selv om der ikke er en nær emnemæssig sammenhæng, hvis der er tale om en ændring, der må anses for politisk ukontroversiel. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor en konsekvensændring ved en fejl ikke er blevet foretaget i forbindelse med en lovændring og derfor efterfølgende foretages i et forslag, der ændrer en anden lov inden for samme ministerområde.

Opstår der under behandlingen af et lovforslag ønske om, at forskellige dele af lovforslaget udgår, kan der stilles ændringsforslag herom. Der kan også stilles ændringsforslag, der går ud på en deling af lovforslaget i flere forslag. Det kan dog af flere årsager være problematisk at dele lovforslag. Bl.a. bliver det vanskeligere senere at finde de rette forarbejder til lovgivningen, ligesom delingen i nogle tilfælde rent lovteknisk kan have en sådan karakter, at den øger risikoen for fejl i de vedtagne lovforslag. Ændringsforslag om deling af lovforslag bør derfor kun anvendes i begrænset omfang.

Afsnit 2.2 Private forslag

Kodeks for beslutningsforslag og fremgangsmåde ved udarbejdelsen af beslutningsforslag

2.2. Private forslag

I de følgende afsnit beskrives de arbejdsgange og retningslinjer, som gælder, når folketingsmedlemmer ønsker at fremsætte et lovforslag eller et beslutningsforslag.

2.2.1 Forslag fra folketingsmedlemmer

Et lovforslag eller beslutningsforslag, som er fremsat af et folketingsmedlem, kaldes et privat forslag, fordi det ikke er fremsat af regeringen. I praksis er hovedparten af de private forslag beslutningsforslag, men der fremsættes også i hvert folketingsår et mindre antal private lovforslag.

En lov er bl.a. karakteriseret ved, at den har umiddelbar retsvirkning for borgerne, og at den skal anvendes af forvaltning og domstole. Der stilles derfor flere krav til indholdet af et lovforslag end til indholdet af et beslutningsforslag. Et privat lovforslag kan være velegnet, hvis der er tale om en mindre, veldefineret ændring i gældende lovgivning, men er mindre egnet, hvis der er tale om kompliceret eller omfattende lovstof.

Beslutningsforslag indeholder typisk et klart formuleret politisk budskab og et pålæg eller en opfordring adresseret til den relevante minister om at fortage en udmøntning, f.eks. i form af fremsættelse af et lovforslag med et nærmere angivet indhold. Et beslutningsforslags politiske og principielle aspekter er normalt fremtrædende under Folketingets behandling af forslaget. Hvis Folketinget vedtager et beslutningsforslag, vil ministeren efter de almindelige parlamentariske regler være politisk forpligtet til at udmønte folketingsbeslutningen.

Udvalget for Forretningsordenen vedtog i beretning nr. 11, folketingsåret 2021-22, et kodeks for arbejdet med private beslutningsforslag. Formålet med kodekset var at styrke og kvalificere brugen af private beslutningsforslag som parlamentarisk værktøj og derved fremme et folkestyre, der lytter, involverer og samarbejder om at gennemføre politik. Kodekset angiver et sæt overordnede spilleregler og opmærksomhedspunkter, som forslagsstillere som hovedregel bør følge i arbejdet med private beslutningsforslag. 

Det fremgår bl.a. af kodekset, at man bør overveje, om der er andre muligheder for at udfordre en ministerens holdning end et beslutningsforslag, at man bør undlade at fremsætte et beslutningsforslag, hvis et andet parti har fremsat et forslag med et emnemæssigt beslægtet indhold, og at forslagsstillere som hovedregel bør undersøge inden fremsættelsen, om andre partier ønsker at være medforslagsstillere. Det fremgår også, at beslutningsforslag skal være af en sådan kvalitet og karakter, at de er velegnede som grundlag for en politisk debat i Folketingssalen, og så de er forståelige for borgere og organisationer, der ønsker at følge debatten. 

Kodekset fremgår i sin helhed af Præsidiets vejledning til Folketingets medlemmer og gruppesekretariater om arbejdet med private beslutningsforslag (december 2022). Præsidiets vejledning indeholder også en praktisk guide for folketingsmedlemmer og gruppesekretariater til at udarbejde og fremsætte beslutningsforslag, herunder en skabelon for, hvordan man kan opbygge et beslutningsforslag.

Udvalgssekretæren for det relevante folketingsudvalg bistår folketingsmedlemmerne med at udarbejde og fremsætte private forslag. Denne bistand kan variere fra forslag til forslag afhængigt af den rådgivning og bistand, som de pågældende folketingsmedlemmer efterspørger. Udvalgssekretariatets bistand foregår i fortrolighed mellem de pågældende folketingsmedlemmer og Udvalgssekretariatet. 

Udvalgssekretariatets bistand kan ske på to måder:

Den ene omfatter de tilfælde, hvor folketingsmedlemmer fremsender et privat forslag til Udvalgssekretariatet, med henblik på at forslaget skal fremsættes i Folketinget. I disse tilfælde gennemgår udvalgssekretæren forslaget for eventuelle fejl og uklarheder i teksten, hvorunder også kilder, henvisninger og citater bliver kontrolleret med bistand fra Folketingets Bibliotek. Stavemåde og tegnsætning bliver tilrettet efter Retskrivningsvejledning for Folketingstidende. Der bør ikke være udenlandsk tekst i private forslag, heller ikke færøsk eller grønlandsk.

Hvis forslaget helt eller delvis er en genfremsættelse af et tidligere forslag, henvises i bemærkningerne til den tidligere fremsættelse. 

Hvis udvalgssekretæren bliver opmærksom på, at et forslag kan give problemer i forhold til grundloven, EU-retten, internationale forpligtelser (menneskerettighedskonventioner m.v.) eller grundlæggende retsprincipper, påpeger denne det over for forslagsstillerne, ligesom udvalgssekretæren orienterer forslagsstillerne, hvis denne skønner, at der kan være grund til at overveje andre indholdsmæssige ændringer.  

Afslutningsvis bliver forslaget korrekturlæst af Folketingstidende og herefter fremsat i Folketingssalen. 

Udvalgssekretæren orienterer løbende forslagsstillerne om, hvor langt i processen forslaget er nået, herunder hvornår det bliver fremsat. Udvalgssekretæren bestræber sig på, at forslaget kan blive fremsat hurtigst muligt. 

Fra et privat forslag bliver indleveret til Udvalgssekretariatet, til det bliver fremsat i Folketinget, vil der – afhængigt af hvor kompliceret forslaget er – normalt gå cirka en uge.

Den anden hovedgruppe af Udvalgssekretariatets bistand i forbindelse med private forslag omfatter de tilfælde, hvor et folketingsmedlem anmoder om bistand til udarbejdelse af udkast til et privat forslag fra bunden af. I disse tilfælde skal folketingsmedlemmet som minimum angive baggrunden for og formålet med forslaget. Men det er også nyttigt, hvis folketingsmedlemmet herudover kan forsyne udvalgssekretæren med så mange relevante oplysninger som muligt, herunder referencer til kilder som f.eks. ministersvar, avisartikler, skriftlige henvendelser osv. På baggrund heraf udarbejder udvalgssekretæren et udkast til forslagets titel og tekst og til den faktuelle del af forslagets bemærkninger.

Folketingsmedlemmer vil normalt selv skrive den rent politiske del af forslagets bemærkninger, men der er ikke noget til hinder for, at udvalgssekretæren også skriver udkast til denne del på baggrund af anvisninger fra forslagsstillerne. 

Udvalgssekretæren sender udkastet til det pågældende folketingsmedlem, som herefter tager stilling til, om forslaget skal fremsættes, eventuelt med justeringer.

2.2.2 Udvalgsbehandlingen af private forslag

Udvalgsbehandlingen af private lov- og beslutningsforslag foregår på samme måde som behandlingen af regeringens lov- og beslutningsforslag. Det betyder, at der som en del af udvalgsbehandlingen kan stilles spørgsmål til skriftlig besvarelse til den ansvarlige minister, afholdes samråd og høringer og stilles ændringsforslag m.v.

Behandlingen af private forslag kan afsluttes med en betænkning, hvis udvalget  –  og især forslagsstillerne  –  ønsker forslaget til afstemning i Salen. Forslagsstillerne kan også undlade at sende forslaget til afstemning og sidste behandling i Salen, f.eks. hvis hovedformålet med forslaget primært var at få den politiske debat om forslaget under førstebehandlingen. I sådanne tilfælde sker der ikke nødvendigvis mere med med et privat forslag, end at det førstebehandles. 

Udvalgsbehandlingen af private forslag kan også –  i stedet for en betænkning –  afsluttes med en beretning over forslaget. En beretning kan f.eks. være relevant i forbindelse med private forslag, som der ikke vil være flertal for ved en afstemning i Folketingssalen, men som dog indeholder elementer, som der umiddelbart kan samles flertal om. I disse tilfælde kan flertallet afgive en politisk tilkendegivelse i beretningen, som f.eks. kan være udformet som en opfordring til en minister om at tage bestemte initiativer, f.eks. at undersøge en politisk problemstilling nærmere. Se mere om beretninger over lov- og beslutningsforslag i afsnit 5.16.

2.2.3 Beretninger af almen art

Et udvalg kan også afgive beretning om en et emne, som ikke nødvendigvis tager afsæt i et lov- eller beslutningsforslag. Sådanne beretninger kaldes beretninger af almen art.

En beretning af almen art kan f.eks. være et relevant værktøj, hvis udvalget har beskæftiget sig med et konkret emne, og udvalget eller et flertal i udvalget i den forbindelse ønsker at tilkendegive en politisk holdning til emnet. Tilkendegivelserne i en beretning af almen art (beretningsbidrag) kan f.eks. være formuleret som en politisk intention om at følge op på udviklingen i en bestemt sag eller en opfordring til ministeren om at igangsætte initiativer.

Et udvalg skal i henhold til Præsidiets vejledning om arbejdet med private beslutningsforslag, december 2022, side 6 og 19, som udgangspunkt kun afgive en beretning af almen art, hvis den er udtryk for et flertals holdning.

2.2.4 Forslag fra udvalg

Folketingsudvalg kan også fremsætte private forslag. Det sker normalt i en betænkning og indstilling. Der forekommer to typer af betænkninger og indstillinger:

• I den ene type fremsættes et egentligt beslutningsforslag, der undergives to behandlinger i Folketingssalen uden mellemliggende udvalgsbehandling (udvalgsbehandling har jo fundet sted i forbindelse med udarbejdelsen af betænkningen og indstillingen). Som eksempel kan nævnes, at en ændring af Folketingets forretningsorden ofte vil foreligge i form af et beslutningsforslag indeholdt i en betænkning fra Udvalget for Forretningsordenen. Som andre eksempler kan nævnes beslutningsforslagene om godkendelse af statsregnskabet og godkendelse af Folketingets Ombudsmands beretning.
  
  
•  I den anden type afsluttes betænkningen med en indstilling til Folketinget, som der stemmes om i Folketingssalen. Som eksempler kan nævnes indstilling fra Udvalget til Prøvelse af Valgene efter et folketingsvalg, indstilling fra Retsudvalget om valg af ombudsmand og indstilling fra Udvalget for Forretningsordenen om ophævelse af et folketingsmedlems immunitet efter grundlovens § 57.

Afsnit 2.3 Fremsættelsen

Fremgangsmåde ved fremsættelse af lov- og beslutningsforslag

2.3. Fremsættelsen

Lovforslag og beslutningsforslag kan – bortset fra forslag til finanslov og de i budgetloven forudsatte forslag til love om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner samt eventuelle lovforslag om ændring af tidligere vedtagne love om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner, som regeringen ønsker at fremsætte i forbindelse med forslag til finansloven – kun fremsættes på dage, hvor der er møde i Folketingssalen (FFO, § 10, stk. 1 og 2). Folketingets formand anmelder typisk forslaget ved begyndelsen eller slutningen af et møde. Forslaget fremsættes derefter skriftligt, medmindre forslagsstilleren har begæret mundtlig fremsættelse, hvilket ikke er sket i mange år.

Forslaget og den skriftlige fremsættelsestale skal være frigivet i Lex Dania senest 1 time forud for fremsættelsestidspunktet og således klar til offentliggørelse på folketingstidende.dk, når formanden anmelder forslaget. I helt ekstraordinære situationer, hvor det f.eks. på grund af tekniske problemer ikke er muligt at offentliggøre forslaget på folketingstidende.dk ved anmeldelsen, kan forslaget udsendes til medlemmerne i elektronisk form eller omdeles i papirform (FFO, § 39, stk. 2).

Af hensyn til planlægningen af lovgivningsarbejdet bør hovedparten af de lovforslag, som regeringen påtænker at fremsætte i løbet af folketingsåret, fremsættes ved folketingsårets begyndelse (FFO, § 10, stk. 3). Lovforslag bør normalt fremsættes senest den 1. april, for at forslagsstilleren kan regne med, at det kan færdigbehandles i det pågældende folketingsår (FFO, § 10, stk. 3). Forslag til folketingsbeslutning, der ikke fremkommer som indstilling fra et udvalg, bør normalt fremsættes senest den 1. marts, for at forslagsstilleren kan regne med, at det kan færdigbehandles i det pågældende folketingsår (FFO, § 17, stk. 3). Endvidere gennemføres for folketingsårene 2022-23 og 2023-24 en forsøgsordning med en yderligere frist for fremsættelse af beslutningsforslag, ifølge hvilken beslutningsforslag, der fremsættes inden en nærmere fastsat efterårsfrist omkring den 15. november, kan forventes færdigbehandlet inden den 1. marts. Udkast til beslutningsforslag bør sendes til Udvalgssekretariatet senest 1 uge før fremsættelsesfristen.

I den forbindelse bemærkes, at Udvalget for Forretningsordenen i betænkning og indstilling af 23. maj 2018 over beslutningsforslag nr. B 147 om ændring af forretningsorden for Folketinget, 2017-18, opfordrede Folketingets formand til i almindelighed at afslå direkte udvalgshenvisning af beslutningsforslag, jf. FFO, § 17, stk. 2, for så vidt angår beslutningsforslag, der fremsættes efter fristen den 1. marts, for at undgå, at der skabes en forventning om en senere 1. (eneste) behandling.
 

2.3.1 Fremsættelse af regeringsforslag

Så snart et ministersekretariat kan forudse fremsættelsestidspunktet for et regeringsforslag med tilstrækkelig sikkerhed, skal det af hensyn til planlægningen henvende sig til Lovsekretariatet for at aftale datoen for 1. behandling.

Forud for fremsættelsen sender det pågældende ministerium følgende til Folketingets Lovsekretariat:

• Et eksemplar af lovforslaget (uden bemærkningerne).
  
  
• Et eksemplar af fremsættelsestalen.
  
  
• Et eksemplar af det af ministeren underskrevne brev med anmodning om fremsættelse.

Ministeriet stiler brevet til Folketingets formand, men sender det altid til Lovsekretariatet. Ministeriet bør altid skrive »haster/bringes« på kuverten og aflevere brevet direkte i Lovsekretariatet.

Ideelt set bør ministeriet sende lovforslaget til Folketinget i god tid inden den ønskede fremsættelsesdato, og dette bør først ske, efter at regeringen i et ministermøde har besluttet at fremsætte lovforslaget og dronningen har tiltrådt dette med sin underskrift. Men normalt ønsker ministeriet at fremsætte lovforslaget, straks efter at dronningen har tiltrådt fremsættelsen, hvilket kan ske ved et statsrådsmøde eller uden for statsrådet. Derfor sender ministeriet ofte lovforslaget til Lovsekretariatet, før det er blevet godkendt på et ministermøde. Når lovforslaget er godkendt på et ministermøde, og når dronningen med sin underskrift har tiltrådt, at lovforslaget kan fremsættes, skal Lovsekretariatet have telefonisk bekræftet, at det skal fremsættes.

Når et ministerium ønsker et lovforslag fremsat, aftaler ministersekretariatet en fremsættelsesdato med Lovsekretariatet. Lovsekretariatet skal have modtaget lovforslaget, fremsættelsestalen og følgebrevet senest kl. 11 dagen før fremsættelsen. Når Lovsekretariatet har modtaget materialet, giver det lovforslaget et L-nummer, og det er herefter ministeriets ansvar, at L-nummeret og fremsættelsesdatoen indskrives i lovforslaget, og at lovforslaget, senest 1 time før det skal anmeldes i Folketingssalen, er frigivet i Lex Dania Klient og således er klar til offentliggørelse på ft.dk og folketingstidende.dk.

2.3.2 Fremsættelse af private forslag

Lov- og beslutningsforslag fra folketingsmedlemmer (private forslag) fremsættes i praksis altid skriftligt. Derfor skal forslaget ledsages af en skriftlig fremsættelsestale. Talen indskrænker sig i hovedreglen til følgende standardtale:

»Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte: Forslag til ... ((Lov)forslag nr. L 00). Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.«

Ordføreren for forslagsstillerne nævnes altid først i rækken af forslagsstillere uanset partimæssig eller alfabetisk rækkefølge. Eventuelle andre forslagsstillere fra ordførerens folketingsgruppe følger – i alfabetisk rækkefølge – umiddelbart efter ordføreren for forslagsstillerne, således at alle forslagsstillere fra dennes folketingsgruppe står samlet. Det skal være helt afklaret, hvem der er ordfører for forslagsstillerne.

Efter den folketingsgruppe, som ordføreren for forslagsstillerne tilhører, kommer forslagsstillerne fra den – blandt de resterende folketingsgrupper – største folketingsgruppe i alfabetisk orden. Derefter kommer forslagsstillerne fra den næststørste folketingsgruppe på samme måde osv. Hvis en anden folketingsgruppe end den, som ordføreren for forslagsstillerne tilhører, udtrykkeligt beder om at få fremhævet folketingsgruppens ordfører på området, trækkes den pågældende frem først i rækken af medlemmer fra dennes folketingsgruppe.

Folketingsmedlemmer, som har orlov, kan ikke fremsætte forslag.

Selv om det ikke er et formelt krav, bør der være mindst to forslagsstillere for bl.a. at gardere sig mod, at en forslagsstiller kan være på orlov eller på anden måde fraværende, når forslaget skal behandles. 

Lovsekretariatet tildeler og registrerer løbende numre til forslag, som skal fremsættes. Udvalgssekretæren og Lovsekretariatet aftaler datoen for fremsættelsen af forslaget. Forslag fremsættes så hurtigt som muligt. Forslag kan kun fremsættes på mødedage. Udvalgssekretæren orienterer forud for fremsættelsen ordføreren for forslagsstillerne om fremsættelsestidspunktet.

Private forslag vil normalt blive førstebehandlet i salen. Lovsekretariatet aftaler dato for 1. behandling med ordføreren for forslagsstillerne.

Private forslag kan dog blive henvist til udvalgsbehandling uden 1. behandling, hvis forslagsstillerne ønsker det. Udvalgshenvisningen sker i så fald umiddelbart ved fremsættelsen. Forslagsstillerne skal derfor inden dette tidspunkt over for Lovsekretariatet tilkendegive, at forslaget ønskes henvist direkte til udvalgsbehandling.

Denne fremgangsmåde kan f.eks. være hensigtsmæssig ved genfremsættelse af et beslutningsforslag fra tidligere folketingsår, som har været undergivet 1. behandling. Med en direkte udvalgshenvisning af forslaget kan udvalget arbejde videre med det på baggrund af behandlingen af det oprindelige forslag. 

En direkte udvalgshenvisning kan også være relevant, hvis forslagsstillerne foretrækker en anden form for drøftelse eller belysning af forslaget end normal 1. behandling, f.eks. en åben udvalgshøring med inddragelse af interesseorganisationer og eksperter m.fl.

Afsnit 2.4 Tilbagetagelse af forslag

Fremgangsmåde, når et lov- eller beslutningsforslag tages tilbage

2.4. Tilbagetagelse af forslag

Forslagsstillerne kan på ethvert trin af et forslags behandling tage det tilbage (FFO, § 22, stk. 1). Det gælder både regeringsforslag og private forslag. Folketingets formand meddeler i salen, at forslagsstillerne har taget deres forslag tilbage. Derefter spørger formanden, om en anden – et medlem eller en minister – ønsker at optage (overtage) forslaget. Hvis nogen ønsker at overtage det – hvilket i praksis sker sjældent – fortsætter behandlingen af forslaget uændret. Ellers er forslaget bortfaldet.

Afsnit 2.5 Ændringsforslag

Udarbejdelse af ændringsforslag, retningslinjer for delinger, konsekvenser af ændringsforslag og tilbagekaldelse af ændringsforslag

2.5 Ændringsforslag

I de følgende afsnit beskrives retningslinjerne for arbejdet med ændringsforslag, som stilles til lov- eller beslutningsforslag.

2.5.1 Fremgangsmåden ved ændringsforslag

Når et lovforslag eller et beslutningsforslag bliver behandlet i Folketinget, sker det tit, at der bliver stillet ændringsforslag til det fremsatte forslag. Ændringsforslag kan stilles både af den minister eller af det folketingsmedlem, som har fremsat lov- eller beslutningsforslaget, og af andre folketingsmedlemmer.

De fleste ændringsforslag bliver stillet i den betænkning, som det relevante udvalg afgiver over lov- eller beslutningsforslaget, før forslaget kommer til 2. behandling i Folketingssalen. Fremkommer ønsket om at stille et ændringsforslag, først efter at udvalget har afgivet sin betænkning, må ændringsforslaget stilles uden for betænkning eller i en tilføjelse til betænkning.

I visse tilfælde afgiver et udvalg en tillægsbetænkning over et lovforslag, efter at det har været til 2. behandling, og det hænder endda, at udvalget siden hen afgiver en tilføjelse til tillægsbetænkningen. Hvis det sker, kan ændringsforslag også stilles i et af disse dokumenter. Se nærmere om de forskellige dokumenttyper i kapitel 5 og bilag 2.

Det er kun medlemmerne af det pågældende udvalg og ministeren, der kan stille ændringsforslag i betænkninger, tillægsbetænkninger og tilføjelser hertil. Hvis et medlem af en folketingsgruppe, som ikke er repræsenteret i udvalget, ønsker at stille et ændringsforslag, kan det kun ske uden for betænkning, tillægsbetænkning eller tilføjelser hertil.

En betænkning skal være offentliggjort på ft.dk eller folketingstidende.dk, senest 2 dage før det pågældende forslag bliver behandlet i Folketinget (FFO, § 8 a, stk. 2). Det samme gælder en tilføjelse til en betænkning, en tillægsbetænkning og en tilføjelse til en tillægsbetænkning. Ændringsforslag, som er stillet uden for en betænkning m.v., skal blot offentliggøres på ft.dk eller folketingstidende.dk, dagen før forslaget behandles i Folketinget (FFO, § 18, stk. 2). Af bl.a. lovkvalitetsmæssige grunde bør ændringsforslag, der stilles uden for en betænkning m.v., normalt ikke fremkomme, så sent som dagen før forslaget behandles i Folketinget, medmindre der er tale om rent tekniske ændringsforslag.

Ændringsforslag om deling af et lovforslag

En helt særlig type af ændringsforslag er ændringsforslag om deling af et lovforslag.

Et sådant ændringsforslag indebærer en grundlæggende ændring af det fremsatte lovforslag, der splittes op i nye selvstændige lovforslag.

Tidligere skete det relativt sjældent, at Folketinget vedtog at dele lovforslag. I perioden fra 1953 til 1990 blev der vedtaget i alt 12 delinger. I de senere år er der sket en markant stigning i antallet af delinger. Således blev der alene i folketingsåret 2021-22 vedtaget 22 delinger.

Imidlertid kan det af flere årsager være problematisk at dele lovforslag. Bl.a. gøres det vanskeligt senere at finde de rette forarbejder til lovgivningen, ligesom delingen i nogle tilfælde rent lovteknisk kan have en sådan karakter, at den øger risikoen for fejl i de vedtagne lovforslag. 

Som nævnt ovenfor foreslås der med et ændringsforslag om deling en grundlæggende ændring af det fremsatte lovforslag, der splittes op i nye, selvstændige lovforslag. Om ændringsforslaget vedtages, kan derfor også have stor betydning for opstillingen af eventuelle øvrige ændringsforslag og for afstemningsforløbet ved 2. behandling. Vedtages ændringsforslaget om deling, indebærer det, at ændringsforslag stillet til det udelte lovforslag bortfalder. Forkastes ændringsforslaget om deling derimod, vil alle ændringsforslag stillet til de nye lovforslag bortfalde.

Efter drøftelser i Præsidiet sendte Folketingets formand i 2013 derfor en opfordring til de stående udvalg om, at der i forbindelse med betænkningsafgivelser allerede inden det møde, hvor betænkningen skal afgives, skabes klarhed over, om et ændringsforslag om deling støttes af et flertal i udvalget. Endvidere gjorde formanden de stående udvalg opmærksom på bestemte retningslinjer vedrørende ændringsforslag om deling, som Præsidiet henstillede til udvalgene fortsat at følge:

• Et lovforslag bør som hovedregel ikke deles i mere end to dele.
  
  
• Lovforslag deles ikke ved 3. behandling.
  
  
• Beslutningsforslag deles ikke.

For en nærmere beskrivelse af de lovtekniske retningslinjer for opstilling af ændringsforslag om deling af et lovforslag henvises til vejledning om opstilling af ændringsforslag, der skal stilles til fremsatte lov- og beslutningsforslag, jf. bilag 2. 

2.5.2 Bistand til ændringsforslag

Udvalgssekretærerne har bl.a. til opgave at hjælpe folketingsmedlemmerne med at stille ændringsforslag. Et ændringsforslag med bemærkninger kan skrives helt fra grunden i et samarbejde mellem en udvalgssekretær og et folketingsmedlem, men det udarbejdes på grundlag af et oplæg fra folketingsmedlemmet. Oplægget kan spænde fra en mundtlig anmodning til et fyldigt skriftligt oplæg. 

I nogle tilfælde kan det være en fordel at anmode det pågældende ministerium om teknisk bistand til udarbejdelse af ændringsforslag. Det kan bl.a. komme på tale, hvis det drejer sig om teknisk komplicerede ændringsforslag, eller hvis det af politiske grunde er en hensigtsmæssig fremgangsmåde, f.eks. hvis der tegner sig et flertal for ændringsforslaget.

Folketingets formand slog i 2012 efter drøftelse af en konkret sag i Præsidiet fast, at Præsidiet lægger vægt på, at ministrene bistår med at fremme folketingsarbejdet – ikke mindst, når der er tale om ministrenes egne lovforslag – og herunder også bistår udvalgsmedlemmerne med teknisk bistand til ændringsforslag, som de måtte ønske at stille. Præsidiet finder, at en minister i sin besvarelse af udvalgsspørgsmål om teknisk bistand bør give spørgeren en begrundelse, hvis ministeren undtagelsesvis i særlige tilfælde ikke ønsker at imødekomme spørgerens anmodning om teknisk bistand. 

2.5.3 Konsekvenser af ændringsforslag

De nærmere regler for opstilling af ændringsforslag er angivet i bilag 2. Her skal det blot understreges, at der ikke skal stilles ændringsforslag, der udelukkende er udtryk for mekaniske konsekvenser af andre ændringsforslag. Som eksempel på mekaniske konsekvenser kan nævnes, at der ikke som konsekvens af indsættelsen af en ny paragraf i et lovforslag skal stilles ændringsforslag om, at de efterfølgende paragrafnumre skal rykkes, eller at henvisninger i lovforslaget til de rykkende paragraffer skal ændres. Baggrunden for dette princip er især, at ændringsforslag først og fremmest skal opfattes som afstemningstemaer med større eller mindre politisk indhold. Desuden er der en risiko for, at afstemningen i Folketingssalen bliver uoverskuelig, hvis der også skal stemmes om ændringsforslag, som blot er mekaniske konsekvenser af andre ændringsforslag.

Hvis et ændringsforslag bliver vedtaget, indføjer Lovsekretariatet i stedet de tekniske konsekvenser af ændringsforslaget i lovforslaget redaktionelt, når lovforslaget »optrykkes« efter behandlingen i Folketingssalen. Denne fremgangsmåde kan dog kun bruges, hvis de tekster, der berøres af konsekvenserne, er omfattet af det fremsatte lovforslag.

2.5.4 Ændringer i bemærkningerne

Et lovforslag eller beslutningsforslag indeholder ikke kun selve forslagets tekst, men også bemærkninger fra forslagsstilleren, som forklarer forslagets formål og konsekvenser m.v. Der kan imidlertid kun stilles ændringsforslag til forslagets titel og tekst og ikke til forslagsstillerens bemærkninger til forslaget. Det skyldes, hvad lovforslag angår, at bemærkningerne ikke »optrykkes« sammen med lovforslaget efter 2. og 3. behandling i Folketinget. Tilsvarende bliver bemærkningerne til et beslutningsforslag ikke »optrykt« sammen med beslutningsforslaget efter 2. (sidste) behandling/1. (eneste) behandling. Desuden bliver bemærkningerne til et lovforslag ikke optaget i Lovtidende, hvor de vedtagne love (men ikke folketingsbeslutninger) offentliggøres.

Er det af den ene eller den anden grund nødvendigt for forslagsstillerne at korrigere bemærkningerne til forslaget, må det gøres på en anden måde, f.eks. ved at der bliver optaget et bidrag i den betænkning, som det pågældende udvalg afgiver over forslaget. Som eksempler på betænkninger, der indeholder sådanne bidrag, kan nævnes Klima-, Energi- og Forsyningsudvalgets betænkning over lovforslag nr. L 53 af 14. december 2021, Børne- og Undervisningsudvalgets betænkning over lovforslag nr. L 144 af 29. april 2022 og Klima-, Energi- og Forsyningsudvalgets betænkning over lovforslag nr. L 153 af 3. juni 2022.

2.5.5 Høring over ændringsforslag

Det er almindeligt, at et ministerium sender et lovforslag i høring, inden det bliver fremsat i Folketinget, så myndigheder og private interesseorganisationer m.fl., som bliver berørt af lovforslaget, kan komme med kommentarer til det. Derimod bliver ændringsforslag normalt ikke sendt i høring, medmindre der er tale om ændringsforslag, der medfører en omfattende indholdsmæssig ændring af det fremsatte lovforslag.

Udvalget for Forretningsordenen har i betænkning af 7. maj 1999 over beslutningsforslag nr. B 141 om ændring af forretningsorden for Folketinget (Forbedret lovkvalitet og revision af spørgetimen) gjort opmærksom på, at når et af Folketingets udvalg behandler et lovforslag, har udvalget mulighed for at anmode ministeren om at foretage en høring over et ændringsforslag.

2.5.6 Tilbagetagelse af ændringsforslag

Et ændringsforslag kan tages tilbage igen af stilleren af ændringsforslaget på ethvert trin af forslagets behandling (FFO, § 22, stk. 1). Det gælder, uanset om stilleren er en minister eller et medlem af Folketinget, og uanset om ændringsforslaget er stillet i eller uden for betænkning. Stilleren af ændringsforslaget skal meddele Folketingets formand, at vedkommende ønsker at tage sit ændringsforslag tilbage. Herefter giver formanden meddelelse i Folketingssalen om, at forslagsstilleren har ønsket at tage sit ændringsforslag tilbage, og derefter spørger formanden, om nogen (en minister eller et medlem) ønsker at optage (overtage) ændringsforslaget. Hvis der er nogen, som ønsker det, fortsætter behandlingen af ændringsforslaget uændret, men ellers meddeler formanden, at ændringsforslaget er bortfaldet.

Afsnit 2.6 Borgerforslag

Fremgangsmåde, når et forslag har opnået 50.000 støttere, og Folketingets behandling af borgerforslag

2.6 Borgerforslag - en særlig type beslutningsforslag

Folketinget indførte i 2018 en borgerforslagsordning, der går ud på, at borgere kan komme med deres egne forslag til Folketinget om noget, som de mener bør ændres i samfundet. For at oprette eller støtte et borgerforslag skal man have stemmeret til folketingsvalg. Læs mere om borgerforslagsordningen, herunder betingelserne for at stille borgerforslag og reglerne om indholdet af borgerforslag, på Folketingets hjemmeside borgerforslag.dk.

Ordningen går ud på, at borgerforslag, der inden for en frist på 180 dage opnår støtte fra 50.000 borgere (kaldet støttere), fremsættes som beslutningsforslag i Folketinget af de partier, der støtter borgerforslagsordningen, og at forslaget kommer til 2. (sidste) behandling i Folketingssalen. 

Borgerforslag behandles i øvrigt som andre private beslutningsforslag.

2.6.1 Borgerforslaget bliver til et beslutningsforslag

Når et borgerforslag har opnået 50.000 støttere, lægger Folketingets Administration forslaget ind i Folketingets skabelon for beslutningsforslag og korrekturlæser det. 

Herefter sender administrationen forslaget til partigrupperne og eventuelle medlemmer uden for grupperne og beder dem tage stilling til, om de vil være med til at fremsætte forslaget som et beslutningsforslag i Folketinget, og i givet fald hvilket medlem for hver gruppe der skal være forslagsstiller. Borgerforslag bliver nemlig ikke automatisk fremsat i Folketinget, selv om de har opnået 50.000 støttere. Det skyldes, at det følger af grundloven, at det kun er medlemmer af Folketinget og ministre, der kan fremsætte forslag i Folketinget.

Borgerforslagene fremsættes af de politiske ordførere eller tilsvarende fremtrædende medlemmer, f.eks. gruppeformænd, fra alle de partier i Folketinget, der støtter borgerforslagsordningen. Medlemmer uden for grupperne kan også medvirke til fremsættelsen.

Formålet med denne fremgangsmåde er at sikre, at det fremstår klart, at der ikke er noget parti eller medlem, som særskilt har æren eller ansvaret for borgerforslagets indhold. Fremsættelsen er alene udtryk for, at partierne bag ordningen i fællesskab påtager sig at opfylde en nødvendig betingelse for, at borgerforslaget kan blive behandlet i Folketinget i overensstemmelse med intentionerne bag ordningen.

Af samme grund tilføjes der i bemærkningerne til beslutningsforslaget en standardformulering om, at der er tale om et borgerforslag, og at fremsættelsen ikke kan tages som udtryk for, at forslagsstillerne nødvendigvis støtter forslagets indhold. Dette fremgår også af den skriftlige fremsættelsestale.

Et beslutningsforslag, der udspringer af et borgerforslag, indeholder »(borgerforslag)« i slutningen af titlen. 

Ingen fremsættelsesfrister for borgerforslag

De frister, der gælder for fremsættelse af private beslutningsforslag, gælder ikke for borgerforslag. 
Opnår et borgerforslag 50.000 støttere tæt på den mødefri periode, beslutter udvalget, om det ønsker at behandle forslaget inden den mødefri periode eller i det nye folketingsår.

2.6.2 Udvalgsbehandling af borgerforslag før 1. behandling

Borgerforslagets indhold afgør, hvilket fagudvalg der skal behandle det. Vurderer udvalget, at der er væsentlige spørgsmål i borgerforslaget, der skal afklares inden 1. behandling af beslutningsforslaget, kan udvalget stille spørgsmål til fagministeren om forslagets mulige konsekvenser.

Hvis udvalget vurderer, at et forslag er formuleret så bredt, at det kan være vanskeligt for en minister at besvare spørgsmål om f.eks. dets økonomiske konsekvenser, kan udvalget vælge at indlægge forudsætninger i spørgsmålene. Udvalget vil også kunne spørge til forskellige konkrete modeller for udmøntning af forslaget eller dele heraf.  

Formålet med at stille disse spørgsmål inden 1. behandling er at styrke Folketingets samlede beslutningsgrundlag i forbindelse med behandlingen af borgerforslaget. Udvalget sætter derfor en frist for ministerens besvarelse af spørgsmålene, så medlemmerne har mulighed for at anvende svarene i deres forberedelse til 1. behandling.

Desuden kan udvalget før 1. behandling invitere stillerne af borgerforslaget til at komme i foretræde i udvalget for at redegøre for baggrunden for forslaget.

2.6.3 Behandlingen af borgerforslag i Folketingssalen

Behandlingen af borgerforslag i salen foregår ligesom behandlingen af andre private beslutningsforslag.

Ved 1. behandling er der dog ingen ordfører for forslagsstillerne af borgerforslaget. Det betyder, at ministeren får ordet først efterfulgt af ordførerne i sædvanlig rækkefølge efter folketingsgruppernes størrelse.

2.6.4. Udvalgsbehandling af borgerforslag efter 1. behandling

Under udvalgsbehandlingen har udvalget de samme muligheder for behandling af forslaget som ved udvalgsbehandlingen af andre lov- og beslutningsforslag. Udvalget kan f.eks. stille spørgsmål til ministre, afholde samråd og modtage deputationer. Har udvalget ikke inviteret stillerne af borgerforslaget til at komme i foretræde inden 1. behandling, kan udvalget vælge at gøre dette efter 1. behandling. 

2.6.5 Ændringsforslag til borgerforslag

Udvalget kan i forbindelse med udvalgsbehandlingen af borgerforslaget bl.a. overveje at stille ændringsforslag med henblik på en præcisering af det foreslåede. Et ændringsforslag kan f.eks. gå ud på, at regeringen pålægges at udarbejde en analyse af emnet for forslaget eller at indkalde til politiske forhandlinger, frem for at det med forslaget direkte kræves, at der skal ske en bestemt regelændring eller forandring i samfundet. 

2.6.6 Afgivelse af beretning over borgerforslag

Borgerforslagsordningen bygger på en forudsætning om, at der afgives betænkning over et borgerforslag, så det kan komme til afstemning om vedtagelse eller forkastelse i Folketingssalen.

Vurderer udvalget, at et borgerforslag ikke egner sig til en endegyldig politisk afgørelse i form af vedtagelse eller forkastelse ved 2. (sidste) behandling og dette ikke hensigtsmæssigt kan afhjælpes ved ændringsforslag, kan udvalget fravige forudsætningen om at afgive betænkning over borgerforslaget og i stedet afgive en beretning.

Af hensyn til den forventning, der normalt vil være hos borgerforslagets stillere og støttere, bør et udvalg dog kun anvende muligheden, hvis der er flertal i udvalget om en beretningstekst, som indebærer en form for videre politisk opfølgning på forslaget, f.eks. en opfordring til regeringen om at undersøge bestemte forhold nærmere, fremlægge en handlingsplan, fremsætte lovforslag, ændre administrative forskrifter eller indkalde til politiske forhandlinger.

2.6.7 Hvis borgerforslagets formål er opfyldt, inden folketingsbehandlingen er afsluttet

Formålet med et borgerforslag kan blive opfyldt, inden folketingsbehandlingen af forslaget er afsluttet. En sådan situation kan f.eks. opstå, hvis der er indgået en politisk aftale eller vedtaget et lovforslag, som opfylder borgerforslagets formål, parallelt med folketingsbehandlingen af forslaget.

Skulle en sådan situation opstå, inden forslaget er blevet førstebehandlet, kan udvalget efter FFO, § 9, stk. 1, anmode om, at beslutningsforslaget bliver henvist direkte til udvalgsbehandling uden en forudgående 1. behandling. Formålet med denne fremgangsmåde er, at udvalget kan afslutte folketingsbehandlingen af borgerforslaget ved at afgive en beretning, hvor udvalget konstaterer, at udvalget anser formålet med borgerforslaget for opfyldt.

2.6.8 Genfremsættelse af borgerforslag

Ved folketingsårets afslutning og ved udskrivelse af valg bortfalder borgerforslag, som ikke er behandlet færdig i Folketinget, ligesom øvrige lov- og beslutningsforslag.

Folketingets Administration vil i sådanne tilfælde spørge folketingsgrupperne og eventuelle medlemmer uden for grupperne i det nye folketingsår eller den nye samling, hvem der vil medvirke til en genfremsættelse. Det skyldes, at forudsætningen for borgerforslagsordningen er, at Folketinget afslutter behandlingen af et borgerforslag. 

2.6.9 Borgerforslag med en anmærkning

Borgerforslag skal kunne gennemføres inden for grundlovens rammer. Er det uklart, om forslaget kan det, giver Folketingets Administration det en såkaldt anmærkning ved offentliggørelsen af forslaget på borgerforslag.dk.

Formålet med anmærkningen er at gøre offentligheden opmærksom på, at der er en mulighed for, at forslaget efter en nærmere vurdering af, hvordan det forholder sig til grundloven, ikke vil blive fremsat i Folketinget, selv om det har opnået 50.000 støttere.

Opnår et borgerforslag med en anmærkning det krævede antal støttere, vil Folketingets Lovsekretariatet vurdere forslagets forhold til grundloven og give en indstilling til folketingsgrupperne om, hvorvidt forslaget kan fremsættes.

Indtil videre har ét borgerforslag med en anmærkning opnået 50.000 støttere. Det drejer sig om et borgerforslag om omskæring (beslutningsforslag nr. B 9 fra folketingsåret 2018-19, 1. samling). Forud for fremsættelsen udarbejdede Lovsekretariatet et notat om borgerforslagets forhold til grundloven. Notatet indeholdt en indstilling til folketingsgrupperne om, at forslaget kunne fremsættes, da det var Lovsekretariatets vurdering, at forslaget kunne gennemføres inden for grundlovens rammer. Efter fremsættelsen blev notatet omdelt offentligt på beslutningsforslaget.

Afsnit 3.1 Fremsættelsen

Retningslinjer og frister

3.1 Fremsættelsestale og fremsættelsestidspunkt

Forhandlingerne i Folketingssalen ledes af Folketingets formand. Formanden sørger for opretholdelse af god orden og en værdig forhandlingsform, og ethvert medlem skal underkaste sig formandens afgørelse angående opretholdelse af ordenen (FFO, § 4).

Folketinget har fire næstformænd og fire tingsekretærer, som er valgt blandt Tingets medlemmer. Hvis møderne i Folketingssalen ikke ledes af formanden, er det en af næstformændene eller tingsekretærerne, der leder mødet (FFO, § 5).

Formanden (eller den fungerende formand) bistås under møderne af folketingssekretæren eller en anden medarbejder i Folketingets Administration.

Den formelle fremsættelse af et forslag i Folketinget foregår ved en kortfattet skriftlig sammenfatning af forslagets hovedpunkter, som sammen med forslaget offentliggøres på folketingstidende.dk og ft.dk, når formanden har anmeldt fra talerstolen, at forslaget ønskes fremsat.

Oprindelig var fremsættelsestalen mundtlig, som ordet antyder, men siden folketingsåret 1992-93 har den mundtlige fremsættelsesform ikke været anvendt.

Beslutningsforslag fra medlemmer eller regeringen bør normalt fremsættes senest den 1. marts, hvis forslagsstilleren ønsker, at forslaget skal behandles i det pågældende folketingsår (FFO, § 17, stk. 3). Med henblik på at opnå en større spredning i fremsættelsestidspunktet for beslutningsforslag gennemføres i folketingsårene 2022-23 og 2023-24 en forsøgsordning med to årlige frister for fremsættelse af beslutningsforslag: en efterårsfrist og en forårsfrist, den 1. marts. Begge frister annonceres ved samlingens begyndelse. Se nærmere herom i kapitel 1 og Udvalget for Forretningsordenens beretning nr. 11 af 9. februar 2022 om visse aspekter af brugen af beslutningsforslag i folketingsarbejdet og Folketingets behandling af beslutningsforslag.

Af hensyn til planlægningen af lovgivningsarbejdet bør regeringen ved folketingsårets begyndelse fremsætte hovedparten af de lovforslag, som den påtænker at fremsætte i løbet af folketingsåret (FFO § 10, stk. 3). En minister eller et folketingsmedlem bør senest fremsætte et lovforslag den 1. april, hvis forslaget ønskes gennemført i det pågældende folketingsår (FFO, § 10, stk. 3). Hvis et lovforslag fremsættes efter den 1. april, bør der i fremsættelsestalen stå en begrundelse for den sene fremsættelse. Desuden bør det oplyses, om forslaget ønskes gennemført i det pågældende folketingsår.

Et erhvervsrettet lovforslag bør normalt fremsættes i åbningsugen, hvis ministeren ønsker, at forslaget skal være vedtaget 4 uger før en forudsat ikrafttrædelse den 1. januar, og ministeren bør oplyse dette i fremsættelsestalen.

Efter forretningsordenen må 3. behandling af et lovforslag ikke finde sted, før 30 dage efter at lovforslaget er fremsat (FFO, § 13, stk. 1). Den 24. marts 2021 afgav Udvalget for Forretningsordenen beretning nr. 15 om hastebehandling af regeringens lovforslag. Heri slår udvalget fast, at hastebehandlinger forstået som behandlinger, der samlet er betydeligt kortere end 30 dage, som klar hovedregel bør undgås. Hvis ministeren ønsker en dispensation, så et lovforslag bliver behandlet på mindre end 30 dage, bør ministeren også oplyse og begrunde dette i fremsættelsestalen.

Hvis et lovforslag fra regeringen ikke har været i høring, eller hvis høring først sker samtidig med fremsættelsen, bør ministeren oplyse det i fremsættelsestalen sammen med en begrundelse herfor. Ønsker ministeren 1. behandling, inden høringssvar og kommenteret høringsoversigt er sendt til Folketinget, bør dette også stå i fremsættelsestalen.

I fremsættelsestalen bør følgende særlige punkter således anføres, såfremt situationen kræver det:

• Ønske om hastebehandling, herunder om forslaget er mildt, moderat eller stærkt hastende, jf. afsnit 3.8.
  
  
• Ønske om færdigbehandling i samme folketingsår af lovforslag, der først fremsættes efter den 1. april.
  
  
• Ønske om færdigbehandling af et erhvervsrettet lovforslag 4 uger før en forudsat ikrafttrædelse den 1. januar.
  
  
• Ønske om 1. behandling, inden høringssvar og høringsnotat foreligger.

Afsnit 3.2 Forhandlingen

Ordførernes rolle, talerækkefølge, 1. behandling, 2. behandling og 3. behandling

3.2 Forhandlingen

I de følgende afsnit beskrives, hvordan behandlingen af lov- og beslutningsforslag foregår i Folketingssalen.

3.2.1 Ordførerne

Folketingsgrupperne udpeger for hver sag en ordfører, der er gruppens talsmand, og som indleder drøftelserne i folketingsgruppen med henblik på at skabe en fælles holdning såvel til det fremsatte forslag som til en senere forhandlingslinje og eventuelle ændringsforslag. I Folketingssalen taler ordførerne i en rækkefølge, der afgøres af gruppernes størrelse. De kan have en længere taletid end andre medlemmer, og i visse debatter (f. eks. debatten ved 3. behandling af finanslovsforslag) kan ordførerne have fortrinsret til at indgå i en dialog med den foregående taler (korte bemærkninger).

Gruppesekretariaterne sender inden udgangen af den foregående uge navnene på ordførerne til Lovsekretariatet med henblik på forberedelse af det enkelte møde. Senere ændringer meddeles til Lovsekretariatet. Skifter en gruppe ordfører på dagen, skal det meddeles til folketingssekretæren eller dennes stedfortræder i Folketingssalen.

3.2.2 1. behandling

Lovforslag undergives tre behandlinger i Folketingssalen, mens beslutningsforslag som udgangspunkt undergives to behandlinger efter tilsvarende regler, som gælder for lovforslags 1. og 3. behandling (FFO, § 17, stk. 1). Beslutningsforslag, der fremkommer som indstilling fra et udvalg i form af en betænkning og indstilling, undergives to behandlinger efter tilsvarende regler, som gælder for lovforslags 2. og 3. behandling, idet FFO, § 12, om udvalgsbehandling dog ikke finder anvendelse. En betænkning og indstilling anvendes bl.a. af Udvalget for Forretningsordenen i forbindelse med forslag til ændringer af Folketingets forretningsorden, men anvendes også af eksempelvis Retsudvalget i forbindelse med valg af ombudsmand, af Finansudvalget i forbindelse med godkendelse af statsregnskabet og af Udvalget til Prøvelse af Valgene efter et folketingsvalg.

Folketingets formand kan med forslagsstillernes samtykke bestemme, at et beslutningsforslag, som ikke er fremkommet som indstilling fra et udvalg, umiddelbart ved anmeldelsen henvises til udvalgsbehandling. Hvis udvalget afgiver betænkning over forslaget, undergives forslaget herefter alene én behandling efter tilsvarende regler, som gælder for lovforslags 3. behandling (FFO, § 17, stk. 2).

Under 1. behandling tilkendegiver folketingsgrupperne deres holdning til lov- eller beslutningsforslaget, hvilket danner grundlag for Folketingets videre behandling af forslaget. Hvis der er tale om et forslag fremsat af en minister, får ordførerne ordet først i sædvanlig rækkefølge efter gruppernes størrelse, og ministeren får ordet til sidst som forslagsstiller. Er der derimod tale om et privat forslag, får den pågældende minister ordet før ordførerne, og ordføreren for forslagsstillerne får ordet til sidst.

I folketingsårene 2022-23 og 2023-24 gennemføres der en forsøgsordning med mulighed for, at forslagsstilleren af et beslutningsforslag ved begyndelsen af 1. behandlingen fra talerstolen kan give en kort begrundelse for beslutningsforslaget med en taletid på 2 minutter, jf. Udvalget for Forretningsordenens beretning nr. 11 af 9. februar 2022 om visse aspekter af brugen af beslutningsforslag i folketingsarbejdet og Folketingets behandling af beslutningsforslag. Der vil ikke være mulighed for korte bemærkninger til begrundelsen.

Det forekommer, at forslagsstillere – især fra større folketingsgrupper – både ønsker at tale i den normale ordførerrække og at komme med et afsluttende indlæg. Formanden accepterer dette ønske, hvis ordførerens samlede taletid fordeles mellem de to indlæg. Ved behandling af gruppens egne forslag kan en folketingsgruppe vælge at stille med en selvstændig ordfører for gruppen, som er forskellig fra ordføreren for forslagsstillerne. I så fald har begge ordførere fuld taletid.

Talerækkefølge

I praksis følger Folketinget den hovedregel, at et lovforslag først kommer til 1. behandling, i den første eller anden uge efter at det er blevet fremsat. Efter FFO, § 11, stk. 1, må 1. behandling tidligst finde sted, 2 dage efter, og bør ikke finde sted, før 5 dage (i praksis helst 7 dage) efter at lovforslaget er offentliggjort på folketingstidende.dk eller ft.dk. Private lov- og beslutningsforslag kommer normalt ikke til 1. behandling lige så tidligt som regeringsforslag, men 1. behandling vil dog normalt finde sted inden for 5-6 mødeuger efter fremsættelsen.

Hvis et lovforslag fremsættes efter den 1. april, skal der, hvis 17 medlemmer kræver det, foretages afstemning om, hvorvidt 1. behandling kan finde sted (FFO, § 11, stk. 1). Hvis et beslutningsforslag, som ikke er fremkommet som indstilling fra et udvalg, fremsættes efter den 1. marts, skal der ligeledes, hvis 17 medlemmer kræver det, foretages afstemning om, hvorvidt 1. behandling kan finde sted, eller, hvis beslutningsforslaget kun skal undergives én behandling efter reglerne i FFO, § 17, stk. 2, om, hvorvidt forslaget kan henvises til behandling i et udvalg (FFO, § 17, stk. 3). Inden en sådan afstemning kan formanden sætte spørgsmålet til særskilt forhandling med taletid efter reglerne for korte bemærkninger. Bestemmelserne herom har hidtil ikke været anvendt.

3.2.3 2. behandling

Når et lov- eller beslutningsforslag har været til 1. behandling, henviser Folketinget det som udgangspunkt til et af de stående udvalg. Forslaget bliver ikke sat til 2. behandling i Folketingssalen, før udvalget har færdigbehandlet det ved at afgive en betænkning over det.

Der kan under behandlingen af lov- og beslutningsforslag stilles ændringsforslag af den minister eller det folketingsmedlem, der har fremsat forslaget, eller af andre folketingsmedlemmer. De fleste ændringsforslag stilles i den betænkning, som udvalget afgiver over forslaget, før forslaget kommer til 2. behandling i Folketingssalen, men ændringsforslag kan også stilles uden for betænkningen eller i en tilføjelse til betænkningen.

I 2. behandlingen indgår såvel det fremsatte forslag som udvalgsbetænkningen og eventuelle ændringsforslag uden for betænkningen. Debatten foregår under et og former sig oftest som ordførernes uddybende kommentarer til betænkningen og ændringsforslagene og ministerens bemærkninger hertil. Det forekommer ofte, at ingen eller kun en del af de tilstedeværende ordførere beder om ordet. I sidstnævnte tilfælde bliver talerækkefølgen i praksis typisk bestemt af, hvornår den enkelte beder om ordet, snarere end af gruppernes størrelse.

2. behandling må tidligst finde sted, 2 dage efter at 1. behandling er afsluttet (FFO, § 12, stk. 1). En anden frist for 2. behandling fastslår, at når et forslag er blevet henvist til et udvalg, må 2. behandling tidligst foretages, 2 dage efter at udvalgets betænkning er blevet offentliggjort på en af Folketingets hjemmesider (FFO, § 8 a, stk. 2). I praksis bestræber Folketinget sig imidlertid på, at der er et tidsrum på 5-6 dage mellem offentliggørelsen af betænkningen og 2. behandling. Det giver bl.a. interesseorganisationer bedre mulighed for at kommentere betænkningen, herunder især eventuelle ændringsforslag. Se nærmere afsnit 3.8 om dispensation fra fristerne i tilfælde af hastebehandling af regeringens lovforslag.

Et almindeligt beslutningsforslag, der ikke er fremkommet som indstilling fra et udvalg, undergives som udgangspunkt to behandlinger i Folketingssalen. Folketingets formand kan dog, hvis forslagsstilleren ønsker det, beslutte, at forslaget direkte efter anmeldelsen skal henvises til udvalgsbehandling, jf. FFO, § 17, stk. 2. Ved henholdsvis 2. (sidste) behandling og 1. (eneste) behandling følges samme fremgangsmåde som ved 3. behandling af lovforslag. Et udvalg kan afslutte behandlingen af et forslag, som ligger til behandling i udvalget, og som udvalget ikke afgiver betænkning over, ved at afgive en udvalgsberetning, jf. FFO, § 8 a, stk. 6.

Et beslutningsforslag, der fremkommer som indstilling fra et udvalg, undergives to behandlinger efter tilsvarende regler, som gælder for lovforslags 2. og 3. behandling, idet FFO, § 12, om udvalgsbehandling dog ikke finder anvendelse (FFO, § 17, stk. 1). 

3.2.4 3. behandling

3. behandlingen er delt op, så der først forhandles og stemmes om eventuelle ændringsforslag, hvorefter der forhandles og stemmes om forslaget som helhed. Ofte omfatter et ordførerindlæg under debatten om ændringsforslagene imidlertid såvel ændringsforslag som lovforslaget i dets helhed, hvilket formanden normalt accepterer. I øvrigt hænder det ofte, at ingen tager ordet under 3. behandling.

3. behandling må ikke finde sted før 30 dage (kalenderdage, dvs. inkl. søn- og helligdage) efter fremsættelsen, og før 2 dage efter at 2. behandling er afsluttet (FFO, § 13, stk. 1). En anden frist fastslår, at når et forslag har været henvist til fornyet udvalgsbehandling mellem 2. og 3. behandling og udvalget har afgivet tillægsbetænkning, må 3. behandling tidligst finde sted, 2 dage efter at udvalgets tillægsbetænkning er blevet offentliggjort på en af Folketingets hjemmesider (FFO, § 8 a, stk. 2). Se nærmere afsnit 3.8 om dispensation fra fristerne i tilfælde af hastebehandling af regeringens lovforslag.

To femtedele af Tingets medlemmer (72 medlemmer) kan over for Folketingets formand forlange, at 3. behandling tidligst finder sted 12 søgnedage (hverdage inkl. lørdage) efter forslagets 2. behandling (grundlovens § 41, stk. 3, og FFO, § 13, stk. 1). Anmodningen skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer. Udsættelse kan dog ikke finde sted, for så vidt angår forslag til finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidige bevillingslove, statslånslove, love om meddelelse af indfødsret, love om ekspropriation, love om indirekte skatter og i påtrængende tilfælde love, hvis ikrafttræden ikke kan udsættes af hensyn til lovens formål.

Afsnit 3.3 Ordførerindlæg, privatistindlæg og korte bemærkninger

Retningslinjer og varighed

3.3 Ordførerindlæg, privatistindlæg og korte bemærkninger

Under behandlingerne af forslag i salen taler ordførerne i rækkefølge efter gruppestørrelse. Efter ordførerne har øvrige medlemmer (privatister) adgang til at tale. Hvis en eller flere ordførere ønsker ordet i en anden runde, hvilket dog ikke sker ret tit, er der afsat taletid til dette, jf. forretningsordenens bilag 1.

Efter hvert indlæg er der mulighed for, at ordførere og andre medlemmer kan kommentere eller stille supplerende spørgsmål til den taler, der netop har afsluttet sit indlæg. Det sker gennem korte bemærkninger, jf. FFO, § 28, stk. 3. I det omfang formanden skønner det rimeligt, giver denne medlemmer ordet for fremsættelse af korte bemærkninger.

Tilsvarende vil der efter en ministers indlæg være mulighed for ordførerne og andre medlemmer for at fremsætte korte bemærkninger til ministeren.

En kort bemærkning skal være henvendt til den tidligere taler, men behøver ikke at være et spørgsmål. Medlemmerne kan få adgang til to korte bemærkninger ‒ den første af indtil 1 minuts varighed og den anden af indtil ½ minuts varighed ‒ i direkte fortsættelse af hinanden fra medlemmets plads til hver ordfører og til ministeren. Efter hver kort bemærkning, der som nævnt fremsættes fra pladserne, svarer ordføreren eller ministeren fra talerstolen. Også svaret kan have en varighed af op til 1 minut den første gang og op til ½ minut den anden gang. 

Ønsker en minister ordet for en kort bemærkning, fremsættes den altid fra talerstolen, og ministerens taletid er af indtil 3 minutters varighed. Herefter har normalt kun det medlem, der har givet anledning til ministerens indlæg, adgang til to korte bemærkninger til ministeren. Det vil i den pågældende situation bero på formandens skøn, om eventuelt også andre medlemmer kan få ordet for at fremsætte yderligere bemærkninger til ministeren.

Normalt vil Folketingets formand forud for de store debatter (åbnings- og afslutningsdebatterne og debatten ved 1. og 3. behandling af finanslovsforslaget) sende en meddelelse til medlemmerne med retningslinjer for, hvordan den konkrete debat vil blive afviklet, for så vidt angår både ordførerindlæg og korte bemærkninger.

Debattens vekslen mellem ordførerindlæg og andre medlemmers mulighed for direkte og hurtig dialog ved korte bemærkninger til den seneste ordfører stiller ordførerne lige, uanset om de repræsenterer regeringspartier eller oppositionen.

Denne balance forrykkes, hvis nogle ordførere undlader at komme med eget ordførerindlæg, men alene ved korte bemærkninger forholder sig kritisk til tidligere ordføreres indlæg. Dette vil som udgangspunkt hindre korte bemærkninger rettet til de ordførere, der ikke selv kommer med et ordførerindlæg. Formanden kan i sådanne situationer tillade korte bemærkninger rettet til ordførere, der ikke er kommet med eget ordførerindlæg.

Afsnit 3.4 Afbrydelse af behandlingen

1. behandling, 2. behandling og 3. behandling

3.4 Afbrydelse af behandlingen

Folketinget kan på ethvert trin af en sags behandling henvise den til behandling i et udvalg. Henvises et forslag under en allerede påbegyndt behandling, stilles dennes fortsættelse i bero under udvalgsbehandlingen (FFO, § 9).

Det forekommer ikke, at 1. behandling af et forslag afbrydes, men det har dog indimellem været på tale at afbryde en 1. behandling, hvis Folketinget ikke har modtaget høringssvar og høringsnotat fra ministeren. Det er dog i alle tilfælde forblevet ved ønsket herom. Næsten alle lovforslag henvises til et udvalg efter 1. behandling i Folketingssalen.

Afbrydelse af 2. og 3. behandling af lovforslag finder sted i sjældne tilfælde. Dette kan f.eks. skyldes, at der kort inden mødestart opstår et ønske om at undgå afstemning i Folketingssalen om ændringsforslag, eller at der er fremkommet nye oplysninger. Behandlingen i Folketingssalen sættes herefter i bero, indtil udvalgsbehandlingen er afsluttet. Også beslutningsforslag kan henvises til udvalgsbehandling under en igangværende behandling, hvilket i de senere år er sket nogle gange under 2. behandling.

Når et medlem fremsætter forslag om at afbryde behandlingen af et lovforslag, giver Folketingets formand normalt straks mulighed for en forhandling mellem ordførerne. Forhandlingen om afbrydelse foregår således, at en repræsentant fra hver af grupperne får lejlighed til at udtale sig for eller imod en afbrydelse. Taletiden er 1 minut. På den måde bliver formanden også selv orienteret om gruppernes indstilling, herunder om, hvorvidt formanden kan betragte et forslag om afbrydelse som vedtaget uden afstemning. Der stemmes dog altid om afbrydelse af et lovforslags 3. behandling.

Afsnit 3.5 Efter forhandlingernes afslutning

3.5 Efter forhandlingernes afslutning

Er forhandlingerne ved en behandling af et forslag i Folketingssalen afsluttet, kan ingen få ordet fra talerstolen – heller ikke til procedurespørgsmål, men medlemmerne kan fra deres pladser besvare formandens forskellige processuelle spørgsmål, f.eks. om de ønsker afstemning om ændringsforslag eller fornyet udvalgsbehandling.

Afsnit 3.6 Henvisninger til udvalgene

Udvalgsbehandling efter 1. og evt. 2. behandling

3.6 Henvisninger til udvalgene

Ved afslutningen af 1. behandling foreslår formanden normalt forslaget henvist til et bestemt udvalg, men forslaget kan i sjældne tilfælde gå direkte til 2. behandling uden udvalgsbehandling. Spørgsmålet om, hvilket udvalg forslaget skal henvises til, har forinden været drøftet på det møde, som Lovsekretariatet og repræsentanter for folketingsgrupperne holder hver onsdag. Efter 2. behandling skal Folketinget tage stilling til, om udvalget skal behandle forslaget igen. F.eks. kan udvalget tilkendegive ønske herom i betænkningen. Formanden foreslår oftest, at forslaget går direkte til 3. behandling uden fornyet udvalgsbehandling, medmindre nogen gør indsigelse. Hvis en ordfører gør indsigelse eller allerede under behandlingen i Folketingssalen har fremsat ønske om ny udvalgsbehandling, følger formanden normalt dette forslag uden afstemning, selv om det formelt er Folketinget, der afgør spørgsmålet, men formanden giver samtidig mulighed for, at de øvrige medlemmer kan gøre indsigelse mod fornyet udvalgsbehandling.

Afsnit 3.7 Afstemninger

Fremgangsmåde ved afstemninger i Folketingssalen

3.7 Afstemninger i salen

Under 2. og 3. behandling af lovforslag og 2. behandling af beslutningsforslag (og 1. behandling af beslutningsforslag, der fremkommer som indstilling fra et udvalg, eller beslutningsforslag, der alene undergives én behandling) stemmer medlemmerne om eventuelle ændringsforslag. Afstemningernes rækkefølge bestemmes af formanden, eller, hvis 17 medlemmer kræver det, af Folketinget (FFO, § 34).

Mange ændringsforslag afgøres uden afstemning, da formanden er bemyndiget til at erklære et afstemningspunkt, hvor formanden har grund til at anse udfaldet for givet på forhånd, for afgjort, uden at medlemmerne stemmer. Dog skal der altid stemmes om den endelige vedtagelse af lovforslag og beslutningsforslag (FFO, § 35, stk. 1).

Dagen før behandlingen af et lov- eller beslutningsforslag sender Lovsekretariatet en e-mail til folketingsgrupperne om, hvilke ændringsforslag der sættes til afstemning, og hvilke der anses for vedtaget eller forkastet uden afstemning. 

Praksis er, at ændringsforslag, der ifølge udvalgsbetænkningen vil blive tiltrådt af et flertal i Folketingssalen, anses for vedtaget uden afstemning. Det samme gælder ændringsforslag, som er stillet af en minister uden for betænkningen, da de oftest vil være teknisk begrundet. Ændringsforslag, der i betænkningen alene er stillet og tiltrådt af mindretal, sætter formanden umiddelbart til afstemning.

Ofte vil ændringsforslag have den konsekvens, at det bliver nødvendigt at stille ændringsforslag andre steder i lovforslaget. Er der tale om ændringsforslag om samme emne, der i betænkningen alene er tiltrådt af et mindretal, sættes kun det vigtigste til afstemning. Bliver dette forslag forkastet, anses de øvrige som forkastet som konsekvens heraf. I visse tilfælde vil det være rigtigst at anse et ændringsforslag for bortfaldet, som følge af at et andet ændringsforslag er blevet forkastet. Det er tilfældet, når to ændringsforslag er så nært forbundne, at det andet kun giver mening, hvis det første bliver vedtaget. Er der tale om ændringsforslag, der ifølge udvalgsbetænkningen vil blive tiltrådt af et flertal i salen, er der ikke behov for at sondre mellem hovedændringsforslag og konsekvensændringsforslag, da alle anses for vedtaget uden afstemning.

Når formanden under afstemningerne lægger op til, at et ændringsforslag afgøres uden afstemning, formulerer denne det som et spørgsmål til medlemmerne og imødekommer normalt straks ethvert fremsat ønske om afstemning. Der kræves således i praksis ikke, at 17 medlemmer forlanger det som anført i FFO, § 34. Vedrørende afstemning om dispensation fra Folketingets forretningsorden henvises til afsnit 3.8 nedenfor.

Hvis et medlem eller en folketingsgruppe er kommet til at stemme forkert, kan vedkommende henvende sig til folketingssekretæren eller til den referent, der sidder i Folketingssalen. Hvis den fejlagtige stemmeafgivelse kan ses ud af de summariske stemmetal, kan det i referatet på Folketingets hjemmesider markeres, at der skete en fejlafstemning, men det kan ikke anføres, hvad medlemmet eller gruppen ville have stemt, ligesom stemmetallene ikke kan ændres.

Afsnit 3.8 Dispensation og afvisning

Frister i lovgivningsarbejdet, dispensationer fra frister og afvisning af forslag

3.8 Dispensation og afvisning

Forretningsordenen indeholder en række frister for lovgivningsarbejdet. F.eks. kan et forslag først komme til 2. behandling 2 dage efter 1. behandlingen, og 2 dage efter at udvalgsbetænkningen er offentliggjort på en af Folketingets hjemmesider (FFO, § 8 a, stk. 2). Det kræver en dispensation at tilsidesætte en frist. Det er Folketinget, der giver dispensationen, og der skal være et flertal på tre fjerdedele af de medlemmer, der deltager i afstemningen (FFO, § 42).

Hvis en dispensation er nødvendig, opføres forslaget på dagsordenen med formuleringen:
»Eventuelt: 2. behandling af ...«. Langt de fleste dispensationer bliver givet, uden at medlemmerne stemmer om det. Her siger Folketingets formand: »Den sag, der er opført under punkt X på dagsordenen, kan kun med Tingets samtykke behandles i dette møde. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg samtykket som givet. (Pause). Det er givet.« 

Den 24. marts 2021 afgav Udvalget for Forretningsordenen beretning nr. 15 om hastebehandling af regeringens lovforslag, hvori udvalget opstillede retningslinjer for, hvornår der ved behandling af hastelovforslag skal stemmes om dispensation fra forretningsordenens fristregler i Folketingssalen:

• Mildt hastende lovforslag (ønskes færdigbehandlet inden for 15-30 dage): Dispensation kan gives, uden at medlemmerne stemmer om det.
  
  
• Moderat hastende lovforslag (ønskes færdigbehandlet inden for 8-14 dage): Der skal stemmes inden 3. behandling, fordi 30-dagesreglen ikke overholdes.
  
  
• Stærkt hastende lovforslag (ønskes færdigbehandlet inden for 1 uge): Der skal stemmes før 1., 2. og 3. behandling.

Den frist, som oftest gør dispensation nødvendig, er 2-dagesfristen fra offentliggørelsen af udvalgsbetænkningen, til 2. behandling af et forslag kan finde sted (FFO, § 8 a, stk. 2), men det kan også være reglen om, at 3. behandling af et lovforslag ikke må finde sted, før 30 dage efter at lovforslaget er fremsat (FFO, § 13, stk. 1).

Mener Folketingets formand – efter forhandling med Udvalget for Forretningsordenen – at et lovforslag eller et ændringsforslag strider mod grundloven, indstiller formanden til Tinget, at forslaget afvises (FFO, § 16, stk. 3). Endvidere kan formanden eller et medlem uden begrundelse anmode om, at et lov-, beslutnings- eller ændringsforslag bliver afvist. Anmodningen skal fremsættes, inden Folketinget er begyndt på forhandlingen om forslaget. Tinget bestemmer da uden forhandling, om forslaget skal afvises (FFO, § 23). En afvisning medfører, at forslaget anses for bortfaldet.

Afsnit 3.9 Identitet

Vurdering af et ændringsforslag i forhold til identitetskravet

3.9 Identitet

I det følgende afsnit beskrives retningslinjerne for vurderingen af, om et ændringsforslag vil ændre et lovforslag så meget, at det vil være i strid med det såkaldte identitetskrav.

3.9.1 Identitetskravet

Ifølge grundlovens § 41, stk. 2, der er gengivet i FFO, § 10, stk. 4, kan et lovforslag ikke vedtages endeligt, før det tre gange har været behandlet i Folketinget. Kravet om tre behandlinger indebærer, at et lovforslag ikke må undergives så væsentlige ændringer ved Folketingets 2. og 3. behandling, at der reelt er tale om et nyt forslag, der ikke bliver behandlet tre gange. Man kan sige, at der skal være en høj grad af identitet mellem lovforslaget, som det er fremsat og dermed foreligger ved 1. behandling, og lovforslaget, som det måtte blive vedtaget ved 3. behandling. Problemstillingen om, hvor omfattende ændringer der kan foretages i et lovforslag under dets behandling i Folketinget, uden at grundlovens bestemmelse overtrædes, beskrives derfor som et krav om identitet.

Bestemmelsen i grundloven opstiller ikke klare grænser for, hvornår identitetskravet er opfyldt, så det må bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Der bør lægges vægt på, at alle spørgsmål, der gøres til genstand for lovgivning, får en grundig behandling i Folketinget.

Den afgørende retningslinje må på den baggrund være, at hovedsubstansen i et vedtaget lovforslag skal have været undergivet tre behandlinger i Folketinget. Således må ændringsforslag i hvert fald vedrøre det samme emne som lovforslaget, det vil sige, at ændringsforslaget skal have en indholdsmæssig sammenhæng med lovforslaget. Det er ikke tilstrækkeligt, at de emner, som behandles i et ændringsforslag, er reguleret i den samme lov som de emner, der behandles i lovforslaget. Hvis der f.eks. er fremsat et lovforslag om ændring af efterlønsreglerne, kan der som udgangspunkt ikke stilles et ændringsforslag om forkortelse af karenstiden for dimittender, selv om begge spørgsmål reguleres i samme lov, nemlig lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Et lovforslag, der ændres så væsentligt under Folketingets behandling, at det mister sin identitet, kan ikke endeligt vedtages ved 3. behandling, da det vil stride mod kravet om et lovforslags tre behandlinger. Det er som følge heraf Folketingets praksis at afvise ændringsforslag, der er så vidtgående, at vedtagelse af lovforslaget vil stride mod identitetskravet, jf. nærmere herom i afsnit 3.9.2. I Folketingets praksis ved vurderingen heraf lægges der især vægt på følgende: 

• Har ændringsforslaget samme formål som lovforslaget? Hvis der alene er tale om at løse det samme problem på en anden måde, kan det tale for, at identitetskravet er opfyldt.
  
  
• Hvornår omtales ændringsforslaget første gang mere konkret? Hvis ændringsforslaget har været omtalt ved 1. behandling og stilles i udvalgsbetænkningen til 2. behandling, er det alt andet lige mindre betænkeligt, end hvis det uden foromtale stilles dagen før 3. behandling til omdeling under mødet. At muligheden for et konkret ændringsforslag er omtalt under 1. behandlingen kan således tale for, at identitetskravet er opfyldt. 
  
  
• Er der tale om at regulere forholdene for den samme personkreds eller en ny personkreds? Går ændringsforslaget ud på at regulere forhold for en helt ny personkreds, kan det tale imod, at identitetskravet er opfyldt.
  
  
• Er der tale om et ændringsforslag af nogenlunde samme økonomiske omfang som lovforslaget som fremsat? Hvis der er tale om meget store økonomiske ændringer, kan det tale imod, at identitetskravet er opfyldt. 
  
  
• Fastholder eller fraviger ændringsforslaget den grundlæggende struktur i lovforslaget? Hvis den grundlæggende struktur i lovforslaget fraviges, kan det tale imod, at identitetskravet er opfyldt.
  
  
• Vil ændringsforslaget medføre ændringer i andre hovedlove end den lov, der foreslås ændret ved lovforslaget? Ændringer i andre hovedlove vil som udgangspunkt tale imod, at identitetskravet er opfyldt.
  
  
• Vedrører ændringsforslaget samme del af loven, som lovforslaget vedrører? Hvis et ændringsforslag angår en anden del af loven end lovforslaget, kan det tale imod, at identitetskravet er opfyldt. (F.eks. kan man ikke ved et lovforslag om ændring af retsplejelovens afsnit om appelbegrænsning lave ændringer om advokater).

Endvidere kan det indgå i vurderingen, men typisk kun med begrænset vægt, om det vil være nødvendigt at ændre lovforslagets titel eller undertitel som følge af ændringsforslaget, om ændringsforslaget går ud på en helt ny affattelse af lovforslaget, og om der er udsigt til, at ændringsforslaget vil blive forkastet.

Opregningen ovenfor af elementer, der kan indgå i vurderingen, er ikke udtømmende.

Til illustration af en vurdering af et ændringsforslag i forhold til identitetskravet kan f.eks. henvises til Lovsekretariatets notat af 25. november 2021 til Transportudvalget om identitetskravet i grundlovens § 41, stk. 2, i forhold til et muligt ændringsforslag til lovforslag nr. L 20 (omdelt som L 20 – bilag 6, folketingsåret 2021-22).

3.9.2 Procedurespørgsmål

Hvis et ændringsforslag medfører så store ændringer i et lovforslag, at identitetskravet efter grundlovens § 41, stk. 2, ikke er opfyldt, vil forslaget ikke kunne vedtages endeligt ved 3. behandling, da det vil stride mod kravet om et lovforslags tre behandlinger. Det er som følge heraf Folketingets praksis at afvise ændringsforslag, der er så vidtgående, at lovforslaget vil miste sin identitet. Afgørelsen om at afvise ændringsforslaget træffes af Folketinget ved afstemning, men der finder ikke en forhandling sted i Folketingssalen, inden Folketinget stemmer om sagen. Inden afgørelsen træffes, forhandler Folketingets formand med Udvalget for Forretningsordenen om spørgsmålet, og på baggrund af den forhandling afgiver formanden en indstilling til Folketinget om, hvorvidt ændringsforslaget skal afvises. Det er på grundlag af denne indstilling, at Folketinget træffer sin afgørelse.

Denne procedure anvendes dog kun, hvis det er ganske klart, at identitetskravet ikke er opfyldt. Udvalget for Forretningsordenen har besluttet, at hvis der i andre tilfælde rejses tvivl om, hvorvidt et ændringsforslag opfylder identitetskravet, skal det i første omgang overlades til det udvalg, som behandler lovforslaget, at afgøre, hvad der videre skal ske, eventuelt på baggrund af et notat fra Folketingets Administration. Et medlem af Folketinget har dog altid mulighed for at anmode om, at et ændringsforslag bliver afvist (FFO, § 23, stk. 1).

De procedurer, som Folketinget normalt følger, når der rejses spørgsmål om, hvorvidt et ændringsforslag opfylder identitetskravet, fremgår af et notat, som er omdelt i Udvalget for Forretningsordenen (folketingsåret 2000-01, alm. del – bilag 46).

Det er yderst sjældent, at der træffes afgørelse i Folketingssalen om, hvorvidt et ændringsforslag skal afvises, fordi det er i strid med grundlovens identitetskrav. Sidste gang det skete, var i 1986, hvor Folketinget behandlede et lovforslag om folkeafstemning om den såkaldte EF-pakke. Fremskridtspartiet stillede et ændringsforslag, der gik ud på, at der ved folkeafstemningen om EF-pakken også skulle stemmes om reklamer i radio og tv. Et flertal i Folketinget afviste ændringsforslaget.

Afsnit 4.1 Nedsættelse og sammensætning af udvalgene

Stående udvalg, ad hoc-udvalg, sammensætning, valg af udvalgsformand, observatører, udvalgsudskiftninger og underudvalg

4.1 Nedsættelse og sammensætning af udvalgene

I de følgende afsnit beskrives, hvordan udvalg, ad hoc-udvalg og underudvalg m.v. nedsættes og sammensættes, og hvad reglerne er for udvalgsudskiftninger, observatører m.v.

4.1.1 Stående udvalg

Folketinget har en række faste udvalg eller stående udvalg, som de kaldes i forretningsordenen. De sammensættes formelt ved begyndelsen af folketingsåret og ved begyndelsen af en ny samling efter et folketingsvalg. Udvalgene består, indtil folketingsåret slutter, eller indtil der afholdes folketingsvalg.

Antallet af udvalg og udvalgenes sagsområder ændres normalt kun i forbindelse med ændringer i ministrenes sagsområder, typisk efter et valg. Der er 30 stående udvalg. Udvalgene  er opført ved navn i Folketingets forretningsorden (FFO, § 7, stk. 1), og udvalgenes sagsområder fremgår af Folketingets hjemmeside ft.dk. Udvalgene betegnes som stående, fordi de eksisterer, uanset om de har aktuelle sager at beskæftige sig med. Det mest almindelige er, at udvalgenes sagsområder svarer nogenlunde til ministrenes sagsområder. De fleste udvalg har derfor en fagminister, hvis ansvarsområde svarer nogenlunde til udvalgets. Der er dog ikke noget i vejen for, at et udvalgs sagsområder dækker flere ministres sagsområder, eller at flere udvalg dækker en ministers sagsområde.

Folketinget nedsætter endvidere ved hvert folketingsårs begyndelse samtidig med nedsættelsen af de stående udvalg en række særlige udvalg og delegationer m.v. (Se eksempler herpå i afsnit 4.8). 

4.1.2 Ad hoc-udvalg

Ud over de stående udvalg kan Folketinget nedsætte særlige udvalg (også kaldet ad hoc-udvalg) til behandling af enkelte sager (FFO, § 7, stk. 7). Det kan enten være til behandling af et bestemt lov- eller beslutningsforslag, eller det kan være til behandling af en bestemt politisk problemstilling. Et sådant udvalg ophører i almindelighed med at eksistere, når den eller de sager, der har været henvist til udvalget, er færdigbehandlede fra Folketingets side. Et særligt udvalg skal – som alle andre udvalg – nedsættes efter forholdstal, således at de afspejler Folketingets sammensætning. Ved nedsættelsen skal et særligt udvalg have et navn og et sagsområde, og formandskabet aftales mellem valggrupperne.

4.1.3 Sammensætning

De fleste af Folketingets udvalg har 29 medlemmer. Udvalget for Forretningsordenen og Epidemiudvalget har dog 21 medlemmer, og Finansudvalget, Indfødsretsudvalget og Udvalget til Valgs Prøvelse har 17 medlemmer.

Valg til udvalgene sker efter forholdstal. Det er almindeligt, at folketingsgrupperne slutter sig sammen i – sædvanligvis to store – valggrupper, og pladserne fordeles så efter forholdstal mellem valggrupperne. Inden for valggrupperne fordeles pladserne i praksis efter aftale mellem folketingsgrupperne.

Fremgangsmåden betyder, at små folketingsgrupper bliver tilgodeset, idet de ofte får flere pladser i udvalgene, end deres mandattal berettiger. Fordelingen af udvalgsposter kan betyde, at en folketingsgruppe ikke har lige mange medlemmer i alle udvalgene. Det kan også medføre, at folketingsgrupper, der ikke tilsammen har et flertal i Folketingssalen, alligevel kan have et flertal i visse udvalg og omvendt.

Lovsekretariatet udarbejder ved et nyt folketingsår eller efter nyvalg på baggrund af meddelelser fra folketingsgrupperne og valggrupperne en liste over udvalgenes medlemmer. Medlemmerne fra den største valggruppe står først. Inden for hver valggruppe står medlemmerne fra den største folketingsgruppe først med de afvigelser, der følger af aftaler mellem folketingsgrupperne om pladsfordelingen. Rækkefølgen på listen er angivet med numre og har betydning i situationer, hvor hverken formanden eller næstformanden kan være til stede. I disse situationer er det formelle udgangspunkt, at udvalget udpeger mødelederen efter rækkefølgen på medlemslisten.

4.1.4 Valg af udvalgsformand

Ved hver folketingssamlings begyndelse vælges blandt udvalgets medlemmer en formand og en næstformand (FFO, § 8, stk. 1). Fordelingen af formandsposter og næstformandsposter sker efter forholdstal. I praksis er det de valggrupper, der er dannet med henblik på valg til udvalgene, som udpeger, hvem der skal være formænd og næstformænd for udvalgene. Det sker efter nærmere aftale i og mellem valggrupperne. I enkelte udvalg er der faste aftaler om, hvilken valggruppe der besætter formandsposten. I Finansudvalget er det f.eks. praksis, at et medlem af den regeringsbærende valggruppe har formandsposten, mens der i Europaudvalget er tradition for, at den største oppositionsvalggruppe får formandsposten.

I tilfælde af at en udvalgsformand forlader udvalget før afslutningen på et folketingsår eller en samling, skal der formelt vælges ny formand på det førstkommende udvalgsmøde.

4.1.5 Observatører

Folketingets forretningsorden indeholder flere forskellige observatørordninger. Som observatør har et medlem mulighed for at deltage i møder, som afholdes i udvalg, som medlemmet ikke har plads i. Men muligheden for at deltage som observatør gives kun, når særlige betingelser er opfyldt. Som observatør har man ret til at deltage i forhandlingerne i udvalget, men man har ikke stemmeret eller ret til at fremsætte udtalelser i betænkninger.

Medlemmer af en folketingsgruppe, som ikke er repræsenteret i de stående udvalg, har ret til at indtræde i to af disse udvalg som observatører (FFO, § 7, stk. 5). Det samme gælder for medlemmer, der ikke er en del af en folketingsgruppe (løsgængere). Denne type observatører kan dog ikke indtræde i Udvalget for Forretningsordenen, Udvalget til Valgs Prøvelse, Epidemiudvalget, Finansudvalget og Indfødsretsudvalget. 

Der gælder desuden en særlig observatørordning i Udvalget for Forretningsordenen (FFO § 7, stk.3). Denne ordning indebærer, at en folketingsgruppe, der ikke er repræsenteret i udvalget, kan udpege et medlem, der har ret til at deltage i forhandlingerne i udvalget. 

Endelig er der en særlig regel for den situation, hvor et privat lov- eller beslutningsforslag efter 1. behandling henvises til et udvalg, hvor ordføreren for forslagsstillerne ikke har plads. I en sådan situation har ordføreren for forslagsstillerne mulighed for at deltage i udvalgsbehandlingen af forslaget, dog uden stemmeret og uden ret til at fremsætte nogen udtalelse i betænkningen (§ 8, stk. 12). Tilsvarende har folketingsmedlemmer valgt på Færøerne eller i Grønland ret til at deltage i udvalgsbehandlingen af forslag, der vedrører Grønland og Færøerne – igen uden stemmeret og uden ret til at udtale sig i betænkningen (§ 8, stk. 13).

4.1.6 Udvalgsudskiftninger

Folketingsgrupperne kan løbende udskifte deres medlemmer i udvalgene. Udvalgsudskiftningen kan gælde for et enkelt punkt på dagsordenen, en hel dag eller en længere periode. Udvalget for Forretningsordenen henstiller dog til, at udvalgsudskiftninger for et enkelt punkt på en mødedagsorden kun finder sted i begrænset omfang, og at muligheden primært benyttes af folketingsgrupper med kun få pladser i udvalgene.

En udvalgsudskiftning sker, ved at folketingsgruppens sekretariat sender en skriftlig anmodning til Udvalgssekretariatet på en særlig blanket.

4.1.7 Underudvalg og parlamentariske arbejdsgrupper

En række udvalg nedsætter underudvalg, der fungerer som aflastning for hovedudvalget, på den måde at udvalgsaktiviteter som f.eks. besøg, rejser, høringer, informationstiltag, procedurer osv. forberedes her. Herudover kan udvalgene nedsætte underudvalg til at følge en bestemt sag eller et bestemt emne. Underudvalg nedsættes efter almindelig beslutning i udvalget, og udvalget bestemmer selv, hvor mange medlemmer der skal være i underudvalget.

En anden arbejdsform, som nogle udvalg benytter sig af, er parlamentariske arbejdsgrupper. Et udvalg kan f.eks. nedsætte en parlamentarisk arbejdsgruppe, hvis det ønsker at grave dybere ned i en bestemt politisk problemstilling eller selv sætte dagsordenen over for regeringen. Der har bl.a. været nedsat parlamentariske arbejdsgrupper om opfyldelse af FN’s verdensmål, bekæmpelse af sort arbejde, dansksproget digitalt indhold og iværksætteri.

Hverken underudvalg eller parlamentariske arbejdsgrupper har dog samme formelle beføjelser som et egentligt udvalg eller et ad hoc-udvalg og har dermed formelt set ikke adgang til at stille spørgsmål til ministeren, kalde i samråd osv. Et underudvalg eller en arbejdsgruppe vil derfor typisk skulle løfte sine aktiviteter op i det udvalg, underudvalget eller arbejdsgruppen hører under.

4.1.8 Faste underudvalg under Udvalget for Forretningsordenen: Granskningsudvalget og Underudvalget under Udvalget for Forretningsordenen

Udvalget for Forretningsordenen nedsætter ved hver folketingssamlings begyndelse to permanente underudvalg: Underudvalget under Udvalget for Forretningsordenen, jf. FFO, § 59, og Granskningsudvalget, jf. FFO, § 61.

Underudvalget under Udvalget for Forretningsordenen foretager den forberedende behandling af sager om ministeransvar for Udvalget for Forretningsordenen med undtagelse af de sager, der er omfattet af Granskningsudvalgets kompetence. 

Granskningsudvalget varetager undersøgelse af sager, der påkalder sig kritisk opmærksomhed i offentligheden eller i Folketinget, og kan indstille til Udvalget for Forretningsordenen, at der på baggrund af undersøgelsen iværksættes enten en uvildig advokatundersøgelse, en faglig ekspertudredning, en granskningskommission eller en undersøgelseskommission. Granskningsudvalget behandler efterfølgende resultatet af undersøgelsen m.v. og indstiller herefter til Udvalget for Forretningsordenen, hvilke konklusioner resultatet bør føre til.

Begge permanente underudvalg er sammensat af et medlem fra hver af de folketingsgrupper, der er repræsenteret i Udvalget for Forretningsordenen, og observatørerne i Udvalget for Forretningsordenen fra Folketingets øvrige folketingsgrupper (efter ordningen i FFO § 7, stk. 3).

Afsnit 4.2 Udvalgenes beslutninger

Beslutningsdygtighed, uformel og formel beslutningsprocedure og protokol

4.2 Udvalgenes beslutninger

Afsnit 4.3 Udvalgenes møder

Dagsordener og mødetidspunkter

4.3 Udvalgenes møder

Udvalgsmøderne er omdrejningspunktet for arbejdet i udvalgene. Selv om en væsentlig del af udvalgsarbejdet foregår skriftligt eller uden for mødelokalet, er det på møderne, arbejdet koordineres og konfirmeres. Udgangspunktet i forretningsordenen er, at udvalgsmøderne foregår for lukkede døre, men udvalget kan beslutte at holde åbne møder eller lade dele af møder være åbne, f.eks. samråd (FFO, § 8, stk. 8).

Efter aftale med udvalgsformanden udarbejder Udvalgssekretariatet en dagsorden for udvalgsmødet. Når der kommer nye dagsordenspunkter eller relevante bilag til de enkelte dagsordenspunkter, offentliggøres der sædvanligvis en ny udgave af dagsordenen, hvilket medfører, at de af og til udsendes med kort varsel inden mødet. Det tilstræbes, at første udgave af dagsordenen udsendes senest fredag kl. 12.00 i ugen inden mødet. Det er muligt at abonnere på udvalgsdagsordenerne via Folketingets hjemmeside ft.dk. Udvalgsmedlemmerne indkaldes desuden til møderne via udvalgskalenderen i Outlook, og de vil således kunne tilgå dagsordenen via et link i indkaldelsen. 

Dagsordenen indeholder de punkter, som udvalget skal behandle på mødet, f.eks. modtagelse af deputationer, samråd og behandling af lov- og beslutningsforslag. Dagsordenen indeholder henvisninger til relevante bilag.

Udvalgsmedlemmer, som ønsker et emne optaget på dagsordenen, kan rette henvendelse til udvalgssekretæren, som efter aftale med udvalgsformanden sørger for, at det bliver sat på dagsordenen. Alle udvalg har et fast mødelokale, som dog for de flestes vedkommende deles med andre udvalg, og et eller to faste ugentlige mødetidspunkter. Mange udvalg holder et møde ugentligt i de perioder, hvor der er møder i Folketingssalen. Som hovedregel holdes udvalgets møde i det faste lokale og på et af de faste tidspunkter. En oversigt over de stående udvalg, mødeværelser, formænd, næstformænd, udvalgssekretærer og mødetider opdateres løbende på Folketingets hjemmeside ft.dk.

Det forventes, at ressortministeren reserverer plads i kalenderen på udvalgets faste og alternative mødetidspunkt, så det er muligt at afholde samråd på disse tidspunkter. 

Det kan dog være nødvendigt, f.eks. ved hastende sager og i travle perioder, at fravige de faste mødetidspunkter. Når der vælges ekstraordinære mødetidspunkter, tager udvalgssekretæren og formanden hensyn til f.eks. sager i Folketingssalen, som kræver udvalgsmedlemmernes tilstedeværelse, og til folketingsgruppernes gruppemøder.

Afsnit 4.4 Tavshedspligt

Fortrolige oplysninger, lukkede udvalgsmøder og overtrædelse af tavshedspligt

4.4 Tavshedspligt

De oplysninger, som Folketinget modtager fra ministre og andre, er som regel ikke fortrolige. Men det sker dog, at en minister giver fortrolige oplysninger til Folketinget, navnlig i forbindelse med den del af Folketingets virksomhed, som består i at føre kontrol med regeringen. I praksis opstår situationen ofte, ved at udvalget har stillet et spørgsmål til en minister, som det er svært at besvare fyldestgørende uden at give oplysninger, som er fortrolige.

Derimod giver lovgivningsarbejdet sjældent anledning til, at Folketinget modtager fortrolige oplysninger fra en minister. Dog giver Udlændinge- og Integrationsministeriet regelmæssigt fortrolige oplysninger til Folketingets Indfødsretsudvalg om personer, der har ansøgt om dansk statsborgerskab, da udvalget skal bruge oplysningerne ved behandlingen af de lovforslag, hvor der gives dansk statsborgerskab til bestemte personer.

Når en minister sender et fortroligt dokument til Folketinget, er det som regel et af Folketingets udvalg, som modtager dokumentet. Ministeren bør vejlede udvalget om, at dokumentet efter ministerens opfattelse indeholder fortrolige oplysninger, men i princippet kan ministeren ikke pålægge Folketinget (udvalget) at behandle dokumentet som fortroligt, da en minister som udgangspunkt ikke har beføjelse til at give Folketinget tjenesteordre. I praksis følger Folketingets udvalg dog altid vejledningen fra ministeren. Hvis udvalget er i tvivl om, hvorvidt hele dokumentet er fortroligt eller kun dele af det er fortroligt, kan det anmode ministeren om en nærmere vejledning.

Der gælder enkelte undtagelser fra reglen om, at en minister ikke kan pålægge Folketinget og dets udvalg at behandle bestemte dokumenter eller oplysninger som fortrolige. Det fremgår således af § 4 i loven om Det Udenrigspolitiske Nævn, at vedkommende minister eller formanden for nævnet kan pålægge folketingsmedlemmer eller andre tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, som fremkommer i nævnet. Ifølge undergrundslovens § 6, stk. 2, gælder der en tilsvarende regel for Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget, når den relevante minister forelægger en sag for udvalget om tilladelse til efterforskning og indvinding af råstoffer i undergrunden. Endvidere kan der ifølge § 4 e, stk. 1, i lov om Energinet være visse af Energinets projekter, der skal forelægges Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget, og som kan indeholde fortrolige oplysninger, som udvalgets medlemmer ikke uberettiget må videregive. For Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne gælder der en ubetinget tavshedspligt, da det er fastsat i § 5 i lov om etablering af et udvalg om forsvarets og politiets efterretningstjenester, at udvalgets medlemmer og sekretær er forpligtede til at bevare tavshed om, hvad de erfarer i udvalget.

Bortset fra disse særlige tilfælde må spørgsmålet om, hvorvidt en oplysning er fortrolig, afgøres efter lovgivningens almindelige regler og principper om tavshedspligt. I den forbindelse har navnlig forvaltningslovens § 27 betydning, da denne bestemmelse indeholder en række af de hensyn, som kan føre til, at en oplysning er fortrolig. Bestemmelsen er dog ikke udtømmende. Selv om forvaltningsloven ikke gælder for Folketinget, vil bestemmelsen alligevel have betydelig værdi som rettesnor for bedømmelsen af, om en oplysning er fortrolig.

Om dokumenters fortrolighed henvises til de regler, som Præsidiet har fastsat om adgangen til Folketingets parlamentariske dokumenter m.v. Reglerne er optrykt som bilag 1 til håndbogen.

Tavshedspligt under lukkede udvalgsmøder

Spørgsmålet om tavshedspligt opstår ofte i forbindelse med lukkede udvalgsmøder. På dette område gælder der nogle særlige regler, som kortfattet er gengivet i FFO, § 8, stk. 7. Et udvalg kan efter reglerne beslutte, at udvalgets medlemmer må informere offentligheden om konkrete forhandlinger, som har fundet sted bag lukkede døre i udvalget. Men hvis udvalget ikke har truffet en sådan beslutning, er forhandlingerne i lukkede udvalgsmøder fortrolige, og folketingsmedlemmer, ministre og embedsmænd må ikke referere over for andre, hvad der er blevet sagt under forhandlingerne i udvalget. Det er altså ikke tilladt at referere de synspunkter, vurderinger og argumenter, som andre udvalgsmedlemmer eller ministeren har fremført på udvalgets møde.

Forbuddet mod at referere fra lukkede udvalgsmøder er dog begrænset på forskellige måder (se betænkning og indstilling nr. B 141 af 7. maj 1999 om ændring af forretningsorden for Folketinget (Forbedret lovkvalitet og revision af spørgetimen)). Der er således ikke noget til hinder for, at en mødedeltager efter et lukket møde i udvalget refererer – f.eks. over for pressen – hvad vedkommende selv har sagt på mødet. Det accepteres også som udgangspunkt, at et udvalgsmedlem refererer udvalgets forhandlinger over for sin folketingsgruppe. 

Faktuelle oplysninger, der er fremkommet under et udvalgsmøde, er – til forskel fra indholdet af forhandlingerne under mødet – heller ikke undergivet tavshedspligt, medmindre de er omfattet af lovgivningens øvrige regler om tavshedspligt. Som faktuelle oplysninger regnes bl.a. oplysninger om en sags faktiske omstændigheder, herunder f.eks. beskrivelse af hændelsesforløb, resultater af undersøgelser og økonomiske opgørelser, ligesom visse oplysninger om udvalgets behandling af en sag kan have karakter af faktuelle oplysninger. Det gælder f.eks. oplysninger om, hvilke medlemmer og andre der har deltaget i udvalgets behandling af en bestemt sag, der altså ikke er omfattet af tavshedspligten. Udvalgssekretariatet registrerer dog efter mangeårig praksis ikke, hvilke udvalgsmedlemmer der deltager i konkrete udvalgsmøder.

Af de enkelte punkter på en udvalgsdagsorden fremgår det ofte, hvilke emner der skal drøftes på mødet, og dagsordenspunkter vil ofte være tilknyttet relevante offentligt tilgængelige udvalgsdokumenter, som medlemmerne frit kan referere fra. Men hvis emnet for mødet i sig selv er underlagt fortrolighed, f.eks. fordi anledningen til mødet har været en fortrolig mundtlig orientering fra en minister, vil også denne faktuelle oplysning om mødets tema være fortrolig.

Langt de fleste beslutninger i et udvalg træffes uden afstemning. Det betyder i praksis, at udvalgsformanden på baggrund af mundtlige tilkendegivelser fra de tilstedeværende udvalgsmedlemmer konkluderer, hvilken beslutning der er opbakning til i udvalget. I forbindelse med en sådan almindeligt forekommende beslutningsproces vil et udvalgsmedlem som udgangspunkt kunne referere, hvad udvalget har besluttet, da dette er en faktuel oplysning. Udvalgsmedlemmet vil også kunne referere over for udenforstående, hvordan medlemmet selv har forholdt sig til den sag, der er truffet beslutning om, men ikke, hvordan andre udvalgsmedlemmer har forholdt sig under mødet, da dette må karakteriseres som en del af udvalgets forhandlinger. 

Hvis der har været afholdt en egentlig afstemning i udvalget, hvad der i praksis yderst sjældent forekommer, kan udfaldet af afstemningen med angivelse af, hvilke medlemmer der har stemt henholdsvis for og imod en bestemt beslutning, derimod som udgangspunkt heller ikke anses for fortrolig. Visse typer af afstemninger og udfaldet af dem kan dog i sig selv være omfattet af tavshedspligten, f.eks. når Indfødsretsudvalget tager stilling til konkrete dispensationssager, som udvalget er blevet orienteret om i fortrolighed.   

Rækkevidden af tavshedspligten under lukkede udvalgsmøder kan ofte give anledning til tvivl, og grænserne mellem, hvad der er rent faktuelle oplysninger, og hvad der er en gengivelse af forhandlingerne under et møde, kan være svære at trække. I tvivlstilfælde kan udvalgsmedlemmerne under et lukket møde med ministeren bede ministeren om at klargøre, hvilke af de oplysninger, ministeren har givet på mødet, ministeren betragter som fortrolige. Et udvalgsmedlem, der er i tvivl om rækkevidden af tavshedspligten, kan også søge vejledning hos udvalgssekretæren. 

Udvalgene har mulighed for at holde åbne udvalgsmøder, der som hovedregel tv-transmitteres, og hvor der er adgang for offentligheden. Det er tilladt at referere, hvad der er blevet sagt under et åbent udvalgsmøde. Derfor må der ikke under åbne udvalgsmøder gives eller henvises til fortrolige oplysninger.

Overtrædelse af tavshedspligten

Overtrædelse af tavshedspligten kan efter omstændighederne straffes efter bestemmelserne i straffelovens
16. kapitel. Hvis tavshedspligten er brudt ved at videregive fortrolige oplysninger fra et lukket udvalgsmøde, kan det straffes efter straffelovens § 129. Der bliver dog ikke rejst straffesag ved domstolene, før politiet og anklagemyndigheden har efterforsket sagen og vurderet, at der er grundlag for at gennemføre en straffesag. Politiet kan indlede en efterforskning på baggrund af en anmeldelse, herunder fra den minister, der har givet Folketinget den fortrolige oplysning, en myndighed eller en borger.

Der har kun været ganske få straffesager, som har drejet sig om tavshedspligt i forbindelse med arbejdet i Folketinget. 

Den seneste straffesag om tavshedspligt drejede sig om fem folketingsmedlemmer, der i 1984 offentliggjorde to fortrolige redegørelser fra det daværende Monopoldirektorat om to bestemte brancher inden for industrien. Industriministeren havde sendt de to redegørelser til Erhvervsudvalget, og ministeren havde i den forbindelse gjort opmærksom på, at redegørelserne var fortrolige, og samtidig anmodet om, at udvalget også behandlede dem som fortrolige. Under en folketingsdebat forsøgte to folketingsgrupper at få vedtaget en dagsorden (folketingsvedtagelse), hvor Folketinget henstillede til regeringen at offentliggøre redegørelserne. Dagsordenen blev ikke vedtaget, men senere samme dag udsendte de fem folketingsmedlemmer en pressemeddelelse om, at de ville offentliggøre redegørelserne. I alt blev der udleveret ca. 150 eksemplarer af redegørelserne til interesserede. De pågældende folketingsmedlemmer blev hver idømt 50 dagbøder a 100 kr.

Afsnit 4.5 Deputationer

Retningslinjer for afvikling af et foretræde

4.5 Deputationer

Interesseorganisationer, foreninger og enkeltpersoner kan anmode om at møde op i udvalget og fremlægge deres synspunkter på et udvalgsmøde (FFO, § 8, stk. 5). Et sådant fremmøde kaldes et foretræde. Gruppen af personer, der kommer i foretræde, kaldes en deputation. 

En deputation kan f.eks. bede om at komme i foretræde for at tilkendegive sin holdning til et af de lov- eller beslutningsforslag, udvalget arbejder med. Det kan f.eks. være, hvis deputationen ønsker at gøre opmærksom på et forslags uhensigtsmæssige konsekvenser og derigennem påvirke udvalgets medlemmer i deres stillingtagen til forslaget. Formålet med foretrædet kan også være at gøre opmærksom på en sag eller en generel problemstilling inden for udvalgets sagsområde. 

De fleste anmodninger om at komme i foretræde imødekommes. Et foretræde skal som hovedregel vedrøre generelle eller principielle spørgsmål. Udvalgssekretæren inddrager udvalgsformanden og eventuelt hele udvalget, hvis en anmodning om foretræde giver anledning til overvejelser om at afvise deputationen. Et udvalg kan beslutte, at det ikke ønsker at tage imod en deputation, f.eks. hvis 

• foretrædet vedrører en personsag,
  
  
• problemstillingen ikke ligger inden for udvalgets sagsområde eller
  
  
• samme deputation beder om foretræde om samme sag gentagne gange.  

Udvalgssekretariatet aftaler tidspunktet for foretrædet med deputationen. Deltagerne i deputationen skal have et naturligt tilhørsforhold til den person, organisation eller forening, der har bedt om foretrædet, og navnene på de personer, der skal deltage i foretrædet, skal være oplyst til Udvalgssekretariatet på forhånd. Det er kun de personer, der er anmeldt, der får lov til at deltage i mødet.

Deputationen har i alt 15 minutter til at fremføre sine synspunkter og svare på eventuelle spørgsmål. Udvalgsmedlemmerne er ikke forpligtet til at kommentere deputationens synspunkter og svarer ikke på spørgsmål fra deputationen. 

Foretræder foregår altid for lukkede døre, og der bliver ikke taget referat (bortset fra i Europaudvalget).

Når foretrædet er slut, forlader deputationen lokalet, og udvalget har mulighed for at drøfte oplægget og tage stilling til, om fremlæggelsen giver anledning til, at udvalget ønsker at stille spørgsmål til ministeren eller tage andre initiativer.

Afsnit 4.6 Skriftlige henvendelser til udvalgene

Borgerhenvendelser og evt. opfølgning på henvendelser

4.6 Skriftlige henvendelser til udvalgene

Skriftlige henvendelser, som f.eks. en organisation, forening eller enkeltperson sender til udvalget, omdeles som udgangspunkt til udvalgets medlemmer. Det er herefter op til udvalgets medlemmer, om de ønsker at reagere på henvendelsen, typisk ved at stille et skriftligt spørgsmål til ministeren om ministerens kommentar til indholdet.

De fleste udvalg har den faste arbejdsgang med henvendelser, der vedrører lov- eller beslutningsforslag, at Udvalgssekretariatet stiller spørgsmål til ministeren om dennes kommentar til henvendelserne, uden at udvalgets medlemmer behøver at tage initiativ til det. 

Et udvalgsmedlem, der modtager en henvendelse, der kan have interesse for hele udvalget, kan videregive henvendelsen til udvalgssekretæren, som sørger for, at henvendelsen omdeles i udvalget. Inden da bør det pågældende udvalgsmedlem have sikret sig, at borgeren, der har henvendt sig, giver sit samtykke til, at henvendelsen deles med udvalgets øvrige medlemmer og eventuelt omdeles som et offentligt bilag, der kan læses på Folketingets hjemmeside. 

Henvendelser til udvalgene er som udgangspunkt offentlige, men kan dog efter ønske fra afsenderen eller efter udvalgssekretærens vurdering af oplysningerne i henvendelsen i stedet omdeles internt eller fortroligt. For yderligere information om adgang til udvalgenes dokumenter, herunder hvornår bilag gøres interne eller fortrolige, se afsnit 4.9. 

Afsnit 4.7 Åbne udvalgsaktiviteter, studieture og konferencer

Høringer, lukkede ekspertmøder, indenlandske og udenlandske studieture og borgermøder

4.7 Høringer, studieture og konferencer

Et udvalgs medlemmer har forskellige muligheder for - i fællesskab - at blive klogere på et emne inden for udvalgets sagsområde. Det kan f.eks. ske ved at invitere borgere eller eksperter ind på Christiansborg til en høring eller et ekspertmøde eller ved at tage på studieture i ind- og udland. Disse forskellige redskaber i udvalgsarbejdet beskrives i de følgende afsnit.

4.7.1 Høringer

Udvalgene har mulighed for at holde høringer om emner, der interesserer dem. En høring er en slags konference, hvor udvalget inviterer eksperter, interesseorganisationer, borgere eller andre med en særlig indsigt til at fortælle om deres synspunkter om, erfaringer med og viden om et bestemt emne. En høring kan f.eks. handle om konsekvenserne af et konkret lovforslag, som udvalget arbejder med, eller om en generel, aktuel problemstilling inden for udvalgets sagsområde, som udvalget ønsker at få belyst.

Høringer er som regel åbne for pressen og offentligheden. En åben høring bliver tv-optaget og vist direkte på Folketingets hjemmeside ft.dk. En åben høring bliver også vist direkte eller forskudt på Folketingets tv-kanal. Borgere og repræsentanter for interesseorganisationer og andre kan tilmelde sig åbne høringer og overvære dem fra tilhørerpladserne i lokalet. Ved nogle høringer får tilhørerne også mulighed for at stille spørgsmål til oplægsholderne.

Et udvalg kan også vælge at holde en lukket høring/et lukket ekspertmøde, hvor det kun er udvalgets medlemmer og de inviterede oplægsholdere, som har adgang. Udvalget kan desuden beslutte sig for andre formater, som er tilpasset det konkrete formål, f.eks. høringer, hvor tilhørerne bliver involveret, eller høringer med paneldebatter eller andet.

De fleste udvalg nedsætter et underudvalg, der står for den nærmere planlægning af høringen. Underudvalget kan f.eks. bestå af udvalgets formand og et til to medlemmer fra hvert valgforbund. Underudvalget tager stilling til høringens form og indhold, herunder programpunkter, oplægsholdere, høringens udstrækning (halv- eller heldags) m.v. Underudvalget tager endvidere stilling til, om høringen skal være åben eller lukket, og hvordan den skal afvikles.

Udvalgenes høringer bliver normalt holdt i Landstingssalen eller et andet større mødelokale i Folketinget, men kan også holdes uden for Christiansborg. I planlægningsfasen kan udvalget eventuelt bede det relevante fagministerium om bistand, f.eks. forslag til oplægsholdere.

Udvalget evaluerer normalt høringen på et efterfølgende udvalgsmøde og drøfter, om – og i givet fald hvordan – udvalget vil følge op på høringen. En eventuel tv-optagelse, oplægsholdernes eventuelle powerpointpræsentationer eller anden dokumentation af høringen bliver lagt på udvalgets side på Folketingets hjemmeside ft.dk.

4.7.2 Udvalgenes studieture

Folketingets udvalg tager jævnligt på studieture. Det gør de, fordi det er vigtigt for udvalgsmedlemmerne at holde sig orienteret om, hvad der rører sig inden for deres område i både ind- og udland.

Studieture i Danmark eller udlandet kan være et led i forberedelserne af konkrete beslutninger. Men udvalgene tager også af sted for at studere temaer, tendenser eller konkrete tiltag i udlandet, der kan tænkes at få indvirkning på eller være til inspiration for danske forhold.

De fleste af Folketingets udvalg har et dispositionsbeløb pr. år på ca. 250.000 kr. til brug for studieture og deltagelse i konferencer i udlandet. Udgifter til indenlandske studieture afholdes over Udvalgssekretariatets konto til indenlandske udvalgsaktiviteter. Udvalgene afgør selv, hvor mange af udvalgets medlemmer der kan deltage i en studierejse ‒ det maksimale antal er dog 17. Udvalgene kan også invitere den relevante minister og embedsmænd fra ministeriet til at deltage i en studietur. Ministeriet betaler i givet fald de udgifter, der er forbundet med ministeriets deltagelse.

Studieture foregår i Folketingets mødefri perioder, medmindre særlige forhold gør sig gældende og Folketingets formand har godkendt dette, eller der er tale om en tur, hvor der kun deltager op til 5 udvalgsmedlemmer.

Oplysninger om studieturene er tilgængelige på Folketingets hjemmeside ft.dk, hvor man bl.a. kan se formål med studieturene, hvem der deltager, budget og regnskab.

4.7.3 Konferencer m.m.

Udvalgene modtager ofte invitationer til at deltage i konferencer og møder i såvel indland som udland. Udvalget kan vælge at udpege et eller flere medlemmer til at repræsentere udvalget.

Er deltagelse i en konference eller et møde forbundet med udgifter, må udvalget træffe en beslutning om, hvorvidt emnet er relevant i forhold til udvalgets sagsområder, og om udvalget skal betale for medlemmets deltagelse.

Udgifter til konferencer og møder i udlandet afholdes af udvalgets dispositionsbeløb til brug for studieture m.m. i udlandet. Udgifter til deltagelse i indenlandske konferencer m.m. afholdes over Udvalgssekretariatets konto til indenlandske udvalgsaktiviteter.

4.7.4 Udvalgenes aktiviteter uden for Christiansborg

Nogle udvalg holder udvalgshøringer, foretræder eller borgermøder forskellige steder i Danmark – som et supplement til udvalgsaktiviteterne på Christiansborg. Det kan f.eks. være, at et udvalg i forlængelse af et studiebesøg i en by eller på en ø i Danmark modtager lokale organisationer, foreninger el.lign. i foretræde. Folketinget har mulighed for at tv-optage et udvalgsmøde, en høring eller et borgermøde, som afholdes på en anden lokalitet end Christiansborg.

Afsnit 4.8 Særlige udvalg og delegationer

Finansudvalget, Europaudvalget, Epidemiudvalget, Det Udenrigspolitiske Nævn, delegationer, Indfødsretsudvalget, § 71-Tilsynet og de tværpolitiske netværk

4.8 Særlige udvalg, delegationer og tværgående politiske netværk

Nogle af Folketingets udvalg har særlige kompetencer og opgaver, som adskiller sig fra de øvrige udvalgs arbejde. Desuden deltager et stort antal af Folketingets medlemmer i møder i internationale, mellemstatslige parlamentariske forsamlinger som medlem af en delegation. Endelig foregår en del af det parlamentariske arbejde også gennem de tværgående politiske netværk, SRSR-netværket og 2030-netværket. De særlige udvalgs opgaver, delegationernes arbejde og netværkene beskrives i afsnit 4.8.1-4.8.9. 

4.8.1 Finansudvalget

I Danmark må staten ikke opkræve skatter, før Folketinget har vedtaget finansloven (eller en midlertidig bevillingslov). Og ingen statslig udgift må afholdes uden hjemmel i finansloven, en tillægsbevillingslov eller en midlertidig bevillingslov. Det fremgår af grundlovens § 46.

Finansudvalget behandler de årlige finanslovsforslag. Desuden behandler udvalget tillægsbevillingslovforslag, lovforslag om optagelse af statslån, statsrevisorernes betænkning over statsregnskabet og konkrete bevillingsansøgninger fra ministre (de såkaldte aktstykker). Finansudvalgets arbejde omfatter således samtlige ministerområder.

Finansudvalget drøfter også de store linjer i den økonomiske politik.

Finansudvalget har 17 medlemmer. Udvalgets arbejdsform er på flere måder forskellig fra andre folketingsudvalg. Arbejdets specielle karakter er baggrunden for, at Finansudvalget – i modsætning til Folketingets øvrige udvalg – ikke modtager henvendelser fra organisationer eller borgere og heller ikke tager imod deputationer.

Udvalgets arbejde er beskrevet mere detaljeret i Finansudvalgets beretning af 7. april 2011 om Finansudvalgets arbejdsform m.v., der findes på ft.dk.

Finansudvalget behandler primært to lovforslag hvert år:

• Fra august til december behandler udvalget forslaget til finanslov for det kommende år.
  
  
• I januar og februar behandler udvalget tillægsbevillingslovforslaget for det foregående finansår. 

Bevillingsansøgninger fra ministre

Finansudvalget kan i modsætning til andre folketingsudvalg lovgive på vegne af hele Folketinget. Det sker i forbindelse med behandling af bevillingsansøgninger fra ministre (de såkaldte aktstykker), hvor en minister søger om penge til en konkret bevilling, som ikke er med på det års finanslov.

Aktstykker kan f.eks. dreje sig om:

• Overflytning af bevillinger, f.eks. fra et ministerområde til et andet eller inden for et ministerområde.
  
  
• Udmøntning af bevillinger, som allerede er givet på finansloven, f.eks. ulandsbevillinger og bevillinger til forsvarets materielanskaffelser.
  
  
• Køb eller salg af statens ejendomme eller igangsættelse af statslige byggerier, it-systemer m.v..

Derudover er det fastsat i en lang række love, at Finansudvalget skal godkende aftaler, koncessioner, garantier m.v.

Aktstykker godkendes af Finansministeriet, inden de sendes til Finansudvalget, medmindre der særskilt er hjemmel for andet.

Aktstykkerne behandles på udvalgets ugentlige møde torsdag kl. 13.00. Uden for Folketingets mødeperioder kan udvalget i ganske særlige og stærkt hastende tilfælde behandle et aktstykke ved en skriftlig procedure uden afholdelse af et møde.

Udvalgets behandling af aktstykker ligner de øvrige udvalgs behandling af lovforslag med skriftlige spørgsmål til ministeren, samråd m.v. Ved afstemninger om aktstykker gælder reglen om, at »stolene tæller«, det vil sige, at medlemmer, der ikke er til stede, regnes for at have stemt for ansøgningen, medmindre andet er meddelt på forhånd.

Ethvert folketingsmedlem kan anmode om, at et aktstykke bliver behandlet i Folketingssalen. Finansudvalget vil så normalt stoppe sin behandling, indtil aktstykket er færdigbehandlet i Folketingssalen.

Når udvalget har godkendt et aktstykke, er ministeren stillet, som om der var vedtaget en bevillingslov med aktstykkets indhold.

Ordningen med aktstykker er ikke i overensstemmelse med ordlyden af grundlovens § 46, men ordningen har vist sig at være både smidig og rationel. Den har været praktiseret i over 100 år, og forfatningen må på dette punkt siges at være ændret ved sædvane.

De bevillingsmæssige konsekvenser af aktstykker bliver optaget på tillægsbevillingslovforslaget og godkendes derved formelt af Folketinget efter finansårets afslutning.

Statsregnskabet

Finansudvalget behandler løbende beretninger modtaget fra statsrevisorerne. Herudover behandler Finansudvalget statsregnskabet med statsrevisorernes bemærkninger, som efter grundlovens § 47 skal fremlægges for Folketinget senest 6 måneder efter finansårets udløb. Derefter forelægger Finansudvalget statsregnskabet for Folketinget til beslutning.

4.8.2 Europaudvalget

Hvert år vedtager EU en lang række retsakter med stor betydning for borgere og virksomheder. Disse retsakter bliver til i et samspil mellem Europa-Kommissionen, der står for udarbejdelse og fremsættelse af forslagene, og Rådet og Europa-Parlamentet, som sammen vedtager disse.

Folketingets Europaudvalg er inddraget i denne lovgivningsproces. Det sker navnlig, ved at Europaudvalget giver regeringen mandat forud for forhandlinger i Rådet, men også i stigende omfang, ved at Europaudvalget sammen med Folketingets fagudvalg behandler og udtaler sig direkte til EU’s institutioner om vigtige EU-forslag.

Når regeringen forelægger EU-sager for Europaudvalget, er det enten til orientering eller med henblik på at få godkendt et forhandlingsmandat. Regeringen sikrer på den måde, at den ikke har et folketingsflertal imod sin EU-politik.

Hvor der er tale om sager »af større rækkevidde«, har det siden 1973 været fast praksis, at regeringen indhenter et forhandlingsmandat i Europaudvalget, før den kan tilslutte sig et forslag i Rådet. Ordningen med forhandlingsmandater blev indført med udvalgets første beretning af 29. marts 1973, hvor det blev fastslået, at regeringen forud for forhandlinger i EU’s råd om vedtagelser »af større rækkevidde« skal forelægge Europaudvalget et mundtligt forhandlingsmandat. Såfremt der ikke i udvalget konstateres et flertal imod forhandlingsoplægget, forhandler regeringen på dette grundlag.

Når Europaudvalget behandler og udtaler sig direkte til EU’s institutioner om vigtige EU-forslag, sker det i et tæt samarbejde med Folketingets fagudvalg. Bl.a. står Europaudvalget sammen med fagudvalgene for Folketingets overvågning af, at kommende EU-regler overholder nærhedsprincippet. Fagudvalgene har ansvar for den indledende behandling af et EU-lovgivningsforslag, mens Europaudvalget vedtager den endelige indstilling til EU’s institutioner.

Udenrigsministeriet koordinerer Danmarks deltagelse i Rådet og er derfor ressortministerium for Folketingets Europaudvalg. De øvrige ministerier sender notater m.v. til Europaudvalget via Udenrigsministeriet.

Til støtte for Folketingets behandling af EU-sager skal regeringen sende et grund- og nærhedsnotat om alle væsentlige EU-forslag til Europaudvalget og til de relevante fagudvalg. Grundnotatet fremsendes, senest 4 uger efter at forslaget foreligger på dansk. Dog skal grund- og nærhedsnotater, der vedrører en række særlig prioriterede forslag, sendes allerede efter 3 uger.

Forud for møderne i Europaudvalget fremsender regeringen desuden et samlenotat til udvalget, hvor samtlige sager vedrørende et bestemt rådsmøde er beskrevet. Disse samlenotater skal være Folketinget i hænde senest 8 dage inden mødet i Europaudvalget. 

Endelig behandler Europaudvalget som Folketingets øvrige stående udvalg også de lov- og beslutningsforslag, der henvises til det efter 1. behandlingen i Folketingssalen. Det drejer sig dog om forholdsvis få forslag om eksempelvis tiltrædelse af nye EU-traktater eller af udvidelsestraktater ved optagelsen af nye medlemslande i EU.

En mere detaljeret beskrivelse af arbejdet i Europaudvalget finder man i den vejledende sammenskrivning af Europaudvalgets beretninger »Folketingets behandling af EU-sager«, som er revideret senest i 2022 (EU-note E 2 – folketingsåret 2022-23 (2. samling)). Mere information om Folketingets arbejde med EU-sagerne findes på Folketingets EU-Oplysnings hjemmeside eu.dk.

4.8.3 Epidemiudvalget

Epidemiudvalget blev oprettet som et stående udvalg i Folketinget i forbindelse med vedtagelsen af en ny epidemilov i foråret 2021.

Epidemiloven indeholder bestemmelser om en særlig parlamentarisk kontrol, hvorefter der er krav om, at ministre, før de udsteder regler i medfør af visse nærmere bestemte bemyndigelser i epidemiloven, skal forelægge reglernes indhold for et folketingsudvalg (Epidemiudvalget). Ministeren må ikke udstede reglerne, hvis et flertal i udvalget udtaler sig imod reglernes udstedelse. 

Sagsgangen ved Epidemiudvalgets behandling er den, at den pågældende minister sender en skriftlig indstilling til udvalget og herefter forelægger sagen mundtligt på et udvalgsmøde. Når ministeren har forelagt sagen og svaret på spørgsmål fra udvalget, spørger udvalgets formand, hvordan udvalgets medlemmer stiller sig til forelæggelsen. Ministeren får under mødet udvalgets tilbagemelding, hvoraf det vil fremgå, om der er eller ikke er et flertal i udvalget imod, at ministeren udsteder reglerne. Ministerens indstilling til udvalget og udvalgets, herunder de enkelte folketingsgruppers, tilkendegivelser til indstillingen, bliver offentliggjort, kort tid efter at mødet er afholdt. 

Epidemiudvalget kan i nogle tilfælde behandle en ministers indstilling til udvalget i en skriftlig procedure, f.eks. hvis ministeren indstiller en forlængelse af allerede iværksatte restriktioner.

Epidemiudvalget fungerer – ud over at varetage den særlige parlamentariske kontrol i henhold til epidemiloven ‒ som et stående udvalg på linje med Folketingets øvrige stående udvalg. Udvalget kan herunder behandle lov- og beslutningsforslag og udøve almindelig parlamentarisk kontrol inden for udvalgets sagsområde.

4.8.4 Det Udenrigspolitiske Nævn

Grundloven indeholder to bestemmelser om Danmarks forhold til omverdenen: § 19 om den udenrigspolitiske kompetence og § 20 om at overlade beføjelser til internationale organisationer. Af § 19 fremgår det, at kongen (dvs. regeringen) handler på rigets vegne i udenrigspolitiske sager.

Det fremgår desuden af grundlovens § 19, stk. 1 og 2, at regeringens udenrigspolitiske kompetence er underlagt den begrænsning, at visse af regeringens handlinger kræver Folketingets samtykke. Det kan være:

• Handlinger, der indskrænker eller forøger rigets område.
  
  
• Indgåelse af forpligtelser, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig.
  
  
• Indgåelse af forpligtelser, som i øvrigt er af større betydning.
  
  
• Opsigelse af mellemfolkelige overenskomster, som er indgået med Folketingets samtykke.
  
  
• Anvendelse af militære magtmidler mod en fremmed stat, bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker. I dette tilfælde skal de trufne foranstaltninger straks forelægges Folketinget.

Det Udenrigspolitiske Nævn blev skrevet ind i grundloven i 1953, og der står nu følgende i grundlovens § 19, stk. 3: »Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om Det Udenrigspolitiske Nævn fastsættes ved lov.«

Nævnet har 17 medlemmer, og Folketinget vælger ligeledes 17 stedfortrædere, der indtræder i stedet for medlemmerne, når nogen af disse er forhindret.

Regeringen rådfører sig med Nævnet forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Desuden drøfter Nævnet sager af betydning for landets udenrigspolitik med regeringen, og Nævnet modtager oplysninger fra regeringen om udenrigspolitiske forhold. Det fremgår af loven om Det Udenrigspolitiske Nævn.

Eftersom rådføringen med Nævnet sker på regeringens initiativ, er det i første omgang regeringen, der bedømmer, om en beslutning er af en sådan »større udenrigspolitisk rækkevidde«, at det er nødvendigt at indkalde til et møde i Nævnet. Nævnet kan dog også blive indkaldt, såfremt mindst 3 medlemmer af Nævnet anmoder om det.

Regeringen er ikke bundet af Det Udenrigspolitiske Nævns standpunkter, men Nævnet er retningsgivende for, om regeringens udenrigspolitik har opbakning fra et flertal af Folketingets medlemmer.

Nævnsmøderne foregår i praksis på den måde, at en minister – som regel statsministeren, udenrigsministeren eller forsvarsministeren – giver en mundtlig orientering om aktuelle udenrigspolitiske emner, som medlemmerne har mulighed for at spørge ind til på mødet. Nævnets medlemmer og disses stedfortrædere modtager desuden løbende notater fra regeringen om udenrigspolitiske spørgsmål, pressemeddelelser og resolutioner fra internationale organisationer og møder m.v.

Det sker kun sjældent, at nævnsmedlemmerne stiller skriftlige spørgsmål til ministrene gennem Det Udenrigspolitiske Nævn. I givet fald bliver de stillet til mundtlig besvarelse.
 
Tidspunktet for regeringens inddragelse af Det Udenrigspolitiske Nævn i beslutningsprocessen omkring en udenrigspolitisk sag har gentagne gange været genstand for debat i Nævnet. Er der tale om beslutninger af større udenrigspolitisk rækkevidde, skal Nævnet inddrages, før regeringen træffer beslutning i sagen.

Nævnet har ikke hidtil deltaget i lovgivningsarbejdet. Lov- og beslutningsforslag på det udenrigspolitiske område er i stedet blevet henvist til behandling i Forsvarsudvalget, Udenrigsudvalget eller et ad hoc-udvalg.

Ifølge § 4 i loven om Det Udenrigspolitiske Nævn er Nævnets medlemmer forpligtede til at bevare tavshed om, hvad de erfarer i Nævnet, i det omfang vedkommende minister eller Nævnets formand træffer bestemmelse herom.

Oplysning om, hvornår Nævnet holder møde, er i udgangspunktet tilgængelig for offentligheden, men ikke oplysning om, hvilke sager der er på dagsordenen.

Referatet fra møderne er fortrolige, men medlemmer af Nævnet og stedfortrædere kan læse dem i Nævnets sekretariat i Det Internationale Sekretariat.

4.8.5 Delegationer

De internationale parlamentariske forsamlinger mødes til sessioner en eller flere gange om året varierende fra forsamling til forsamling. Folketinget sender delegationer af medlemmer til at deltage i sessionerne. På disse sessioner vedtages resolutioner og eventuelt også rekommandationer til det tilsvarende regeringsorgan. Da de alle er mellemstatslige forsamlinger, som ikke har selvstændig beslutningskompetence, er der alene tale om anbefalinger. Grundlaget for disse resolutioner og rekommandationer er forslag fra medlemmer af landenes delegationer, som de ofte vil have arbejdet med på møder mellem sessionerne i de udvalg og komitéer, der er tilknyttet de parlamentariske forsamlinger. Dette udvalgsarbejde og arbejdet under sessionerne svarer i store træk til det arbejde, der foregår i Folketingets udvalg og i Folketingssalen.

Endelig deltager medlemmerne af nogle af delegationerne (Europarådets Parlamentariske Forsamling, OSCE’s Parlamentariske Forsamling og NATO’s Parlamentariske Forsamling) i valgobservationer i lande inden og uden for medlemskredsen.

Efter hvert folketingsvalg udpeger Folketinget et antal medlemmer til delegationerne, og det sker efter samme system, som når der vælges medlemmer til udvalgene, dvs. efter forholdstalsvalg mellem valggrupper.

Folketinget udpeger delegationer til:

• Nordisk Råd

  Nordisk Råd blev oprettet i 1952 og har de fem nordiske lande og de tre nordiske selvstyreområder som medlemmer. Nordisk Råd er en pendant til Nordisk Ministerråd, som er regeringernes samarbejdsorgan. Nordisk Råds formål er at bevare og udvikle det nordiske samarbejde inden for retsvæsen, kultur, samfærdsel, miljø og sociale og økonomiske forhold. I de senere år er sikkerhedspolitik også blevet et emne, som Nordisk Råd behandler.

• Europarådets Parlamentariske Forsamling

  Europarådet og dets parlamentariske forsamling blev oprettet i 1949 med det formål at sikre stabilitet i Europa baseret på demokrati, menneskerettigheder, retsstatsprincipper og den fælles kulturarv. Europarådet består nu af 46 medlemslande. Europarådet har vedtaget en lang række konventioner. En af de vigtigste er den europæiske menneskerettighedskonvention fra 1950.

• OSCE’s Parlamentariske Forsamling (OSCE PA)

  OSCE PA blev dannet i 1992 og er den parlamentariske del af OSCE (Organization for Security and Co-operation in Europe), som består af 57 lande. OSCE PA har til formål at styrke parlamenternes indflydelse på OSCE-samarbejdet, hvis hovedopgave er udarbejdelse af fælles normer for mellemstatslig adfærd og fælles normer for relationer mellem borger og stat. Endvidere er OSCE involveret i integrering af nye demokratier i værdifællesskabet og aktiviteter relateret til krisestyring- og konfliktforebyggelse. Forsamlingen har overordnet til opgave at vurdere gennemførelsen af OSCE’s målsætninger, debattere aktuelle emner og afgive anbefalinger til f.eks. regeringerne.

• NATO’s Parlamentariske Forsamling (NPA)

  NPA består af parlamentarikere fra NATO’s medlemslande og NATO’s associerede medlemmer. Forsamlingens primære formål er af oplysende og konsensusskabende karakter, herunder at belyse forsvars- og sikkerhedspolitiske emner med henblik på at skabe fælles fodslag for den fremtidige udvikling af NATO.

• Den Interparlamentariske Union (IPU)

  IPU er en international organisation grundlagt i 1889, hvor over 175 nationale parlamenter er repræsenteret. IPU’s hovedformål er at virke for de parlamentariske institutioners udvikling og demokrati, at fremme interparlamentarisk dialog på verdensplan og at fremme fred, mellemfolkeligt samarbejde og en bæredygtig udvikling. IPU arbejder desuden for at sikre overholdelse af menneskerettighederne med særligt fokus på parlamentarikere i alle lande. Organisationen arbejder endvidere for et fortsat tættere samarbejde med FN.

• Arktisk Parlamentarikerkomité (SCPAR)

  Conference of Parlamentarians of the Arctic Region/Arktisk Parlamentarikerkomité er en komité for parlamentarikere, der repræsenterer de otte arktiske lande og Europa-Parlamentet. I komitéen deltager repræsentanter for de arktiske staters nationale parlamenter og Europa-Parlamentet. De arktiske oprindelige folk er faste deltagere i samarbejdet. Observatører deltager fra regeringer og interparlamentariske organisationer og fra observatørstater og relevante internationale organisationer. SCPAR er engageret i emner som uddannelse og forskning, erhvervsudvikling, klima og miljøspørgsmål og sociale spørgsmål.
  
  Folketingets repræsentant i Arktisk Parlamentarikerkomité vælges fra Folketingets arktiske delegation, som består af i alt 14 medlemmer. Delegationen har eksisteret siden 2019 og blev bl.a. oprettet for at sikre en bedre forankring af arbejdet med arktiske spørgsmål i Folketingets øvrige arbejde.

• Baltic Sea Parliamentary Conference (BSPC)

  BSPC blev etableret i 1991 som et forum for politisk dialog mellem parlamentarikere fra Østersøregionen. BSPC arbejder med spørgsmål af aktuel politisk interesse og relevans for Østersøregionen. Organisationen fremmer og driver forskellige initiativer og arbejder for at støtte en bæredygtig miljømæssig, social og økonomisk udvikling i Østersøregionen. BSPC består af parlamentarikere fra nationale og regionale parlamenter og parlamentariske organisationer omkring Østersøen. BSPC holder hvert år en større konference med deltagelse af delegationer fra alle medlemslandene. På konferencen vedtages en resolution med politiske anbefalinger til østersølandenes regeringer.
  
  Nordisk Råds delegation vælger medlemmer til at repræsentere Folketinget i det parlamentariske østersøsamarbejde.

4.8.6 Indfødsretsudvalget

I grundloven står, at ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov. Det betyder, at det er Folketinget, der tager stilling til, om en udlænding kan få dansk statsborgerskab.

Hvert år fremsætter regeringen typisk to lovforslag om indfødsrets meddelelse, hvor udlændinge, der har ansøgt om statsborgerskab, og som opfylder betingelserne, oplistes med navn.

Disse lovforslag og andre spørgsmål om statsborgerskab behandles i Indfødsretsudvalget. Indfødsretsudvalget behandler også sager om at give dispensation fra de betingelser, der stilles, for at en udlænding kan få dansk statsborgerskab.

4.8.7 § 71-tilsynet

§ 71-tilsynet har navn efter grundlovens § 71, som bestemmer, at behandlingen af frihedsberøvede personer (uden for strafferetsplejen) »undergives et af Folketinget valgt tilsyn, hvortil de pågældende skal have adgang til at rette henvendelse«.

Tilsynet består af 9 folketingsmedlemmer. De 9 medlemmer fører tilsyn med forholdene for bl.a. psykiatriske patienter og tvangsanbragte børn og unge. 

Tilsynet har ikke som de fleste af Folketingets udvalg opgaver, som er knyttet til behandlingen af lov- og beslutningsforslag.

Tilsynet har ikke kompetence til at træffe afgørelser, men kan alene give udtryk for sin vurdering af forholdene for de frihedsberøvede personer. Tilsynet kan i den forbindelse udtale kritik eller komme med anbefalinger eller henstillinger. 

4.8.9 De tværpolitiske netværk: SRSR-netværket og 2030-netværket

Folketingets Præsidium besluttede i 2019, at tværpolitiske netværk, der består af folketingsmedlemmer, kan få sekretariatsbetjening af Folketingets Administration, hvis de lever op til en række overordnede kriterier. Et af kriterierne er, at netværket er »bredt forankret« i Folketingets partier. Et andet kriterium er, at netværket beskæftiger sig med et emne, der går på tværs af Folketingets udvalg. 

Folketingets Administration sekretariatsbetjener to forskellige politiske netværk: Folketingets tværpolitiske netværk for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder (SRSR-netværket) og Folketingets tværpolitiske netværk for verdensmålene (2030-Netværket). 

Herudover eksisterer der en række selvstændige politiske netværk, som ikke modtager sekretariatsbistand af Folketingets Administration. 

Et tværpolitisk netværk har ikke de samme parlamentariske værktøjer til rådighed som Folketingets udvalg, hvilket betyder, at de f.eks. ikke kan stille spørgsmål til ministre eller kalde en minister i samråd. 

Fællesnævneren for netværkene er, at de giver plads til en anden form for politisk dialog, videndeling og tværpolitisk samarbejde og samtidig adskiller sig fra udvalg og underudvalg, ved at alle folketingsmedlemmer kan være medlem af dem.

• SRSR-netværket

  Folketingets tværpolitiske netværk for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder (SRSR-netværket) er en parlamentarisk gruppe på tværs af Folketingets partier, der arbejder for at fremme ligestilling mellem kønnene og retten til at bestemme over egen krop både nationalt og globalt. Netværket er en platform for samarbejde med regeringen, civilsamfundet, internationale organisationer, erhvervslivet og andre, som arbejder for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder (SRSR).
  
  Netværket beskæftiger sig bl.a. med retten til fri abort, kampen mod seksuel og kønsbaseret vold, diskrimination, LGBT+-rettigheder, øget adgang til prævention, seksualundervisning og kvinder og pigers inddragelse i beslutningsprocesser. 
  
  Netværket engagerer sig aktivt i internationale fora som FN, EU og det nordiske samarbejde.

• 2030-netværket

  Folketingets tværpolitiske netværk for verdensmålene (2030-netværket) er en parlamentarisk gruppe på tværs af Folketingets partier, der har til formål at fremme FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling i Danmark. Netværket følger fremdriften for opfyldelsen af målene og søger at understøtte et bredt samfundsmæssigt engagement. Det gør netværket bl.a. ved at skabe debat, dele viden og udøve parlamentarisk kontrol. 
  
  Netværket har etablereret et rådgivende organ ved navn 2030-panelet med repræsentanter for civilsamfundet, ngo’er, organisationer, erhvervslivet, forskningsverdenen m.fl., der understøtter netværkets arbejde via analyser, sparring, videndeling m.v. 2030-netværket er altså et forum for en bred dialog og samtidig en platform for samarbejde med civilsamfundet, erhvervslivet m.v.  
  
  Netværket engagerer sig også i FN’s opfølgning af verdensmålene, bl.a. i forbindelse med det årlige High-Level Political Forum, der udgør FN’s primære platform for evalueringen af fremdriften i opfyldelsen af målene.

Afsnit 4.9 Adgang til udvalgenes dokumenter

Offentlige, interne og fortrolige bilag

4.9 Adgang til udvalgenes dokumenter

Hvert folketingsår omdeles der et stort antal dokumenter til Folketingets udvalg. Dokumenterne består af materiale, der kommer til udvalgene, eller som sendes fra udvalgene. Det kan f.eks. være udvalgsspørgsmål og ministrenes svar på disse, ændringsforslag til lovforslag, udkast til betænkninger, rapporter og notater, henvendelser fra organisationer eller enkeltpersoner m.v. Når et dokument er omdelt til udvalgets medlemmer, får det et bilagsnummer. 

De fleste af disse dokumenter kan tilgås offentligt på Folketingets hjemmeside.

Folketinget arbejder med tre kategorier af dokumenter – henholdsvis offentlige, interne og fortrolige. Kategoriseringen har betydning for, hvem der kan tilgå dokumentet, og kategoriseringen afhænger af dokumentets indhold. Det fremgår af det enkelte bilag, hvordan det er kategoriseret.

Offentlige bilag

Et offentligt bilag er tilgængeligt på Folketingets hjemmeside ft.dk. Det betyder, at det kan ses af alle på internettet og f.eks. søges frem via Google eller andre søgemaskiner. Som udgangspunkt er alle udvalgsspørgsmål og svarene på dem offentlige. Borgere og organisationer, der henvender sig til et udvalg, skal tage stilling til, om deres henvendelse må distribueres som et offentligt bilag. Udvalgssekretæren kan dog beslutte, at en henvendelse skal omdeles internt eller fortroligt, til trods for at afsenderen ønsker henvendelsen offentliggjort. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis henvendelsen indeholder følsomme personoplysninger eller andet, der gør, at den ikke bør offentliggøres på Folketingets hjemmeside.

Interne bilag

Et internt bilag er tilgængeligt på Folketingets hjemmeside, men kan kun ses internt af Folketingets brugere, dvs. Folketingets medlemmer, ministre, folketingsmedlemmernes og folketingsgruppernes ansatte og ansatte i Folketingets Administration. Dokumenter kategoriseres som interne, hvis de indeholder oplysninger, som ikke bør ligge offentligt tilgængeligt på Folketingets hjemmeside, men hvor det samtidig vurderes ikke at være betænkeligt, at interne brugere i Folketinget har elektronisk adgang til dem. Det kan f.eks. være en borgerhenvendelse, som indeholder private oplysninger (f.eks. om en personlig klagesag), som ikke bør ligge offentligt tilgængelig på ft.dk, men hvor der ikke i henvendelsen er decideret følsomme personoplysninger eller andet, der kan begrunde en kategorisering som fortrolig.

Udvalgene kan også gøre brug af kategoriseringen intern ved omdeling af arbejdsdokumenter eller udkast, som ikke har betydning for varetagelsen af offentlighedens indsigt i Folketingets parlamentariske arbejde. Det kan f.eks. være et udkast til et program for en studietur, som ikke er endeligt vedtaget af udvalget, eller forslag til aktiviteter eller procedurer fra udvalgsmedlemmer, som skal drøftes på et kommende udvalgsmøde, og som udvalget ikke har taget endeligt stilling til.

Fortrolige bilag

Et fortroligt udvalgsbilag er kun tilgængeligt på Folketingets hjemmeside for udvalgets medlemmer og Udvalgssekretariatet. Øvrige medlemmer og andre brugere af ft.dk kan ikke se dokumentet, men kan blot se titlen »Fortroligt dokument«. Et fortroligt dokument, f.eks. et fortroligt svar fra en minister, må ikke uberettiget videregives til personer uden for udvalget. 

Fortrolige udvalgsbilag på print skal opbevares aflåst og skal makuleres efter brug.

Det følger af § 4, stk. 2, i Folketingets Præsidiums regler for adgang til Folketingets parlamentariske dokumenter m.v., at dokumenter er fortrolige, hvis de indeholder oplysninger, som efter deres art er omfattet af §§ 30-33 i lov om offentlighed i forvaltningen, eller andre særlige forhold taler for, at dokumentet behandles fortroligt. Det kan f.eks. være oplysninger om enkeltpersoners strafbare eller økonomiske forhold, cpr-numre el.lign., der begrunder, at et dokument omdeles fortroligt. Er et dokument i øvrigt modtaget fra en ekstern part, f.eks. en minister, som ved stempling eller på anden måde har oplyst, at denne betragter dokumentet som fortroligt, anses dokumentet også for fortroligt. Der kan ske yderligere begrænsninger i adgangen til fortrolige dokumenter (f.eks. kun adgang til at gøre sig bekendt med et fortroligt dokument i udvalgets sekretariat).

Reglerne om adgang til Folketingets parlamentariske dokumenter m.v. fremgår af bilag 1.

Afsnit 4.10 Udvalgs og delegationers hjemmesider

Nyheder, aktiviteter og dokumenter

4.10 Udvalgs og delegationers sider på ft.dk

Udvalgene og delegationerne har deres egen side på Folketingets hjemmeside ft.dk. Her er der link til de forskellige udvalgs og delegationers sammensætning og en beskrivelse af deres arbejdsområde. På udvalgenes og delegationernes sider kan man også klikke sig frem til de lovforslag, beslutningsforslag og udvalgsdokumenter, som udvalget eller delegationen arbejder med. Der er ligeledes vejledning i, hvordan man kan kontakte udvalget eller delegationen, ligesom der er link til udvalgets kalender og tv-optagelser fra åbne samråd i udvalget, og man kan læse nyheder fra udvalget eller delegationen.

Afsnit 4.11 Sekretariatsbetjening

Udvalgssekretariatet, Lovsekretariatet og Det Internationale Sekretariat

4.11 Sekretariatsbetjening

De fleste af Folketingets udvalg betjenes af Udvalgssekretariatet. Dog betjener Det Internationale Sekretariat Europaudvalget, Det Udenrigspolitiske Nævn og delegationerne. Lovsekretariatet betjener Udvalget for Forretningsordenen, Granskningsudvalget og Udvalget til Valgs Prøvelse.

Til hvert udvalg er der knyttet en eller flere udvalgssekretærer med typisk en samfundsvidenskabelig eller juridisk uddannelse og en til to udvalgsassistenter, som har en kontoruddannelse.

Udvalgets sekretariat har mange forskelligartede opgaver. Først og fremmest hjælper udvalgssekretæren både formanden og udvalgets medlemmer med processerne i udvalgsarbejdet og vejleder i brugen af de forskellige parlamentariske værktøjer. Medarbejderne i sekretariatet hjælper også med at stille udvalgsspørgsmål og samrådsspørgsmål til ministre og fremskaffe oplysninger til brug for udvalgsarbejdet. Sekretariatsbistanden kan også bestå i at formulere ændringsforslag til lovforslag og betænkningsbidrag og i at hjælpe med udformningen af beslutningsforslag. Endelig står sekretariatet for planlægningen af udvalgets møder, høringer, besøg og studierejser.

Når udvalgssekretæren hjælper et medlem, foregår det typisk på medlemmets initiativ og i fortrolighed. Udvalgsformanden bliver ikke inddraget eller orienteret. 

Meget ressourcekrævende opgaver vil dog kun blive iværksat efter beslutning i udvalget og ikke efter ønske fra et enkelt medlem.

Udvalgene kan få yderligere vejledning og hjælp fra Folketingets konsulenter. Deres opgave er at styrke den faglige bistand til udvalgene, bl.a. på det økonomiske, juridiske, EU-politiske og udenrigspolitiske område. Bistanden kan bl.a. bestå af udredninger, notater og mundtlige oplæg, herunder også til parlamentariske arbejdsgrupper. 

Udvalgene har også mulighed for at købe ekstern konsulentbistand.

Afsnit 4.12 Udvalgene og EU-sager

Fagudvalgenes behandling af EU-sager

4.12 Udvalgene og EU-sager

De fleste af Folketingets udvalg beskæftiger sig i dag med politikområder, der i større eller mindre grad bliver påvirket af den lovgivning, som vedtages af EU’s institutioner. Derfor behandler udvalgene som en del af lovgivningsarbejdet også EU-sager inden for deres ressortområder. Dette fremgår af FFO, § 8, stk.11.

Europaudvalget kan anmode et fagudvalg om at afgive en udtalelse om et EU-forslag. Fagudvalget er herefter forpligtet til at afgive en udtalelse til Europaudvalget. Formålet er at bruge udvalgenes faglige ekspertise. Ordningen anvendes på sager, hvor Europaudvalget vurderer, at det er særlig ønskeligt at inddrage et eller flere fagudvalg, f.eks. vedrørende væsentlige nye forslag til EU-lovgivning og reformer af EU-politikker.

En tidlig inddragelse af Folketinget er ikke mindst væsentlig, fordi de nationale parlamenter har en særlig rolle i EU’s beslutningsproces. Således har de nationale parlamenter mulighed for at gøre indsigelse mod et nyt forslag til EU-lovgivning, hvis det strider mod EU’s nærhedsprincip, det vil sige, hvis de nationale parlamenter mener, at de nye regler snarere hører hjemme i national lovgivning end i EU-lovgivning. Udvalgenes faglige ekspertise kommer også i spil, når Folketinget afgiver politiske udtalelser til Europa-Kommissionen.

Det er Europaudvalget, der i sager af større rækkevidde giver regeringen mandat til at forhandle i Rådet.

Det er kun gennem EU’s lovgivningsproces, at Folketinget kan sætte sit præg på de regler, der vedtages i EU. Når EU vedtager ny EU-lovgivning, har det nemlig enten samme effekt for danske borgere, som hvis Folketinget selv havde vedtaget den pågældende lovgivning (EU-forordninger), eller også får Folketinget kun snævre rammer for, hvordan EU-lovgivningen skal gennemføres i dansk lovgivning (EU-direktiver). Hertil kommer, at når først EU-lovgivning er vedtaget, kan den kun ændres ved ny EU-lovgivning.

Bortset fra pligten til at svare på anmodninger fra Europaudvalget om indstillinger i EU-sager fastlægger udvalgene selv, hvordan og i hvilket omfang EU-sagerne behandles.

Afsnit 5.1 Generelt om lovforslag og beslutningsforslag

Den overordnede proces for Folketingets behandling af forslag

5.1 Generelt om lovforslag og beslutningsforslag

Udvalgenes arbejde knytter sig i vidt omfang til behandlingen af lov- og beslutningsforslag. Der er stor forskel på, hvor mange lovforslag de enkelte udvalg behandler. Nogle udvalg behandler i et folketingsår over 30 lovforslag, mens andre udvalg kun behandler få forslag.

I forbindelse med Folketingets åbning i oktober fremlægger statsministeren regeringens lovprogram, der indeholder en samlet oversigt over de lov- og beslutningsforslag, som regeringen forventer at fremsætte i det kommende folketingsår. Programmet er inddelt efter ministerressortområder og indeholder et forventet fremsættelsestidspunkt for hver enkelt forslag. Udvalgssekretariatet omdeler en meddelelse i det enkelte udvalg med den del af lovprogrammet, der vedrører udvalgets ressortområde. Øvelsen gentages, hvis det er aktuelt, i forbindelse med statsministerens opdaterede redegørelser om lovprogrammet i december, februar, marts og april eller i forbindelse med nyvalg.

Regeringen fremsætter også forslag, som ikke er indeholdt i lovprogrammet eller i en af opdateringerne af dette, f.eks. i forbindelse med udmøntningen af finansloven eller lovindgreb af hastende karakter.

Inden en minister fremsætter et lovforslag, har det som hovedregel været sendt i høring. Ministeriet skal oversende høringssvar og høringsnotat til de(t) relevante udvalg efter nærmere fastsatte frister, jf. afsnit 5.5.

Den formelle udvalgshenvisning sker i forbindelse med 1. behandling af forslaget. På det første udvalgsmøde efter 1. behandling sættes forslaget på dagsordenen til gennemgang og fastlæggelse af tidsplan for udvalgets behandling af forslaget, jf. afsnit 5.8.

Under udvalgsbehandlingen kan udvalget stille spørgsmål til den minister, som har fremsat forslaget. Udvalget kan også modtage deputationer og afholde samråd, høringer og tekniske gennemgange m.v. vedr. forslaget.

Når udvalget er færdig med at behandle et lovforslag, afgiver udvalget en betænkning over forslaget, jf. afsnit 5.11-5.13. Betænkningen er en forudsætning for, at forslaget kan komme videre til 2. behandling i Folketingssalen. Under 2. behandling stemmes der om eventuelle ændringsforslag. Lovforslaget kan efter 2. behandling enten henvises direkte til 3. behandling eller, hvis der er folketingsmedlemmer, der beder om det, blive henvist til fornyet udvalgsbehandling mellem 2. og 3. behandling.

Er lovforslaget henvist til behandling i udvalget mellem 2. og 3. behandling, kan lovforslaget først komme videre til 3. behandling, når udvalget har afgivet tillægsbetænkning over forslaget eller afgivet en såkaldt mundtlig indstilling, jf. afsnit 5.16.

Udvalgsbehandlingen af beslutningsforslag svarer til udvalgsbehandlingen af lovforslag. Men fordi beslutningsforslag kun får højst to behandlinger i Folketingssalen mod lovforslags tre behandlinger, kan beslutningsforslag ikke gå tilbage til et udvalg efter 2. behandling. Udvalget kan derfor ikke afgive tillægsbetænkning over et beslutningsforslag. Siden folketingsåret 2013-14 har forslagsstillerne til private beslutningsforslag haft mulighed for at fravælge 1. behandling i Folketingssalen og i stedet bede om, at forslaget går direkte til udvalgsbehandling. Det er op til det enkelte udvalg at fastlægge, hvordan udvalgsbehandlingen af beslutningsforslag, der henvises direkte til udvalgsbehandling uden en forudgående 1. behandling i Folketingssalen, skal foregå. Se også afsnit 2.3.2.

I stedet for at afgive en betænkning kan udvalget afgive en beretning over lovforslaget eller beslutningsforslaget, hvis udvalget ikke ønsker, at forslaget skal videre til behandling i Folketingssalen, jf. afsnit 5.16.

Et lovforslag og et beslutningsforslag falder bort, hvis det ikke bliver færdigbehandlet inden folketingsårets udløb.

Afsnit 5.2 Formelle krav og tidsfrister for lovgivningsarbejdet

Reglerne for lovgivningsprocessen i grundloven og forretningsordenen, dispensationer fra tidsfrister m.v.

5.2 Formelle krav og tidsfrister for lovgivningsarbejdet

Grundloven og Forretningsorden for Folketinget indeholder en række formelle regler om lovgivningsproceduren. F.eks. skal der gå mindst 2 dage, efter at en betænkning er offentliggjort på folketingstidende.dk eller ft.dk, før et lovforslag kan komme til 2. behandling, og 3. behandling må ikke finde sted før 30 dage efter fremsættelsen (FFO, § 8 a, stk. 2, og § 13, stk. 1). Disse regler har betydning for udvalgenes planlægning af udvalgsbehandlingen. Især i slutningen af folketingsarbejdet i maj måned skal udvalgene derfor tage højde for tidsfristerne, sådan at der er plads til de tidsintervaller, der skal være mellem betænkningsafgivelsen og 2. behandling og senere mellem 2. og 3. behandling, jf. afsnit 1.3.3 ”Frister for behandling”.

Hvis et udvalg kan forudse, at det bliver nødvendigt med en dispensation fra en af tidsfristerne i den videre behandling i Folketingssalen, bør udvalget drøfte dette tidligst muligt i behandlingen af forslaget, og udvalget bør komme med en indstilling i betænkningen om dispensationen ved behandlingen i Folketingssalen.

Det er vigtigt, at ministersekretariatet, Udvalgssekretariatet og Lovsekretariatet er i en tidlig dialog om forslag, hvor der er ønske om dispensation fra en tidsfrist. Dette er især vigtigt ved hastebehandling af regeringens lovforslag, jf. afsnit 1.4.

I 2015 besluttede den daværende Venstreregering at indføre to fælles årlige ikrafttrædelsesdatoer for erhvervsrettet lovgivning (den 1. januar og den 1. juli) og med et ønske om, at den erhvervsrettede lovgivning skal være vedtaget af Folketinget senest 4 uger før ikrafttrædelsesdatoen. Denne praksis er videreført af de efterfølgende regeringer. Erhvervsrettede lovforslag, som skal træde i kraft den 1. januar, skal som altovervejende hovedregel fremsættes i Folketingets åbningsuge, jf. også afsnit 1.3.1.

Afsnit 5.3 Henvisning af lovforslag til udvalgsbehandling

Fremgangsmåden, når forslag henvises fra salen til udvalgene

5.3 Henvisning af lovforslag til udvalgsbehandling

Når et forslag er blevet førstebehandlet i Folketingssalen, bliver det henvist til behandling i et udvalg. Henvisningen foregår, ved at formanden siger følgende: »Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til xx-udvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. (Pause). Det er vedtaget.«

I de fleste tilfælde vil der ikke være tvivl om, hvilket udvalg et lovforslag skal henvises til. Der kan imidlertid opstå tvivl, hvis f.eks. et lovforslags indhold overlapper flere udvalgs sagsområder eller der er fremkommet politisk ønske om, at et bestemt udvalg skal behandle et lovforslag. Udvalgshenvisningen afklares inden 1. behandling, oftest på det ugentlige møde om onsdagen, som holdes mellem folketingssekretæren og gruppesekretærerne. Der opstår derfor normalt ikke debat eller afstemning, når Folketingets formand foreslår en udvalgshenvisning.

Betænkningsafgivelsen markerer formelt set afslutningen af udvalgsarbejdet, men et lovforslag kan til enhver tid blive sendt tilbage til behandling i udvalget (FFO, § 9, stk. 1). Efter betænkningsafgivelsen fortsætter en række af udvalgets aktiviteter vedrørende et lovforslag, f.eks. kan udvalget fortsat modtage henvendelser om lovforslaget, og medlemmer kan stille spørgsmål. Disse aktiviteter medfører normalt ikke, at lovforslaget genoptages til formel behandling i udvalget. Hvis der derimod kommer anmodninger om foretræde, eller der skal afholdes samråd i udvalget efter afgivelse af betænkning, er det nødvendigt, at udvalgsbehandlingen formelt genoptages. Der er ikke krav om fornyet udvalgsbehandling, hvis der efter afgivelse af betænkning ønskes stillet ændringsforslag, men det bør overvejes, om ændringsforslagene er af så omfattende karakter, at det vil være hensigtsmæssigt at få forslaget tilbage i udvalget, med henblik på at udvalget kan afgive en tilføjelse til betænkning.

Genoptagelse af udvalgsbehandlingen inden 2. behandling medfører, at udvalget skal afgive en tilføjelse til betænkning. Genoptagelse af den formelle udvalgsbehandling kan ske helt frem til under 2. behandling, ved at et medlem anmoder om at få afbrudt 2. behandling. I et sådant tilfælde afsluttes den fornyede udvalgsbehandling med afgivelse af en tilføjelse til betænkning, inden forslaget kan gå videre til ny 2. behandling.

Efter forhandlingen under 2. behandling og afstemning om eventuelle ændringsforslag overgår lovforslaget til 3. behandling, og Folketinget beslutter, om lovforslaget skal henvises til fornyet udvalgsbehandling mellem 2. og 3. behandling. Folketingets formand vil som udgangspunkt foreslå, at et lovforslag går direkte til 3. behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Formanden siger: »Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. (Pause). Det er vedtaget.«.

Lovforslaget henvises kun til fornyet udvalgsbehandling mellem 2. og 3. behandling, hvis en ordfører anmoder om det under 2. behandling, eller hvis det står i udvalgets betænkning eller tilføjelse til betænkning, at udvalget ønsker forslaget henvist til fornyet udvalgsbehandling efter 2. behandling.

Hvis et lovforslag er gået direkte fra 2. behandling til 3. behandling, kan det udvalg, som har behandlet lovforslaget mellem 1. og 2. behandling, dog stadig optage lovforslaget til fornyet udvalgsbehandling, hvilket i så fald skal meddeles Folketingets formand gennem Lovsekretariatet, jf. FFO, § 12, stk. 4.

Et forslag kan også henvises til udvalget ved at afbryde 3. behandling i Folketingssalen på samme måde som under andenbehandlingen.

Når den fornyede udvalgsbehandling foregår mellem 2. og 3. behandling, afsluttes udvalgsbehandlingen som regel med afgivelse af en tillægsbetænkning, inden lovforslaget går videre til 3. behandling. Alternativt kan udvalget afgive en mundtlig indstilling. Udvalget kan også efter at have afgivet tillægsbetænkning tage lovforslaget op til fornyet udvalgsbehandling. I sådanne tilfælde kan den fornyede udvalgsbehandling resultere i en tilføjelse til tillægsbetænkningen eller afgivelse af mundtlig indstilling. Se afsnit 5.16 for uddybende omtale af tillægsbetænkninger, mundtlige indstillinger m.v.

Der henvises i øvrigt til afsnit 5.14 om udvalgsbehandling efter betænkningsafgivelsen.

Selv om udvalgsbehandlingen er en fast indarbejdet del af Folketingets behandling af forslag, er der ikke noget formelt til hinder for, at Folketinget vedtager et forslag, helt uden at det har været behandlet i et udvalg. Det sker dog kun helt undtagelsesvis, at et lovforslag ikke henvises til udvalgsbehandling mellem 1. og 2. behandling.

Afsnit 5.4 Udvalgsbehandling af lovforslag før 1. behandling

Udkast til lovforslag, tidligt stillede udvalgsspørgsmål m.v.

5.4 Udvalgsbehandling af lovforslag før 1. behandling

Inden en minister fremsætter et lovforslag, har ministeriet som altovervejende hovedregel sendt et udkast til lovforslaget i høring hos interesseorganisationer, foreninger, andre myndigheder m.fl. Ministeriet offentliggør lovudkastet på ministeriets hjemmeside og på Høringsportalen, samtidig med at det sendes i høring. Desuden sender ministeren samtidig udkastet til det eller de relevante folketingsudvalg til orientering, og det omdeles på udvalgets almindelige del.

Høringsprocessen bidrager på det indholdsmæssige plan afgørende til kvalitet i lovbehandlingen. Den sikrer, at relevante parters synspunkter og erfaringer på en struktureret måde indhentes og overvejes i vedkommende ministerium og forelægges Folketinget, så de også kan inddrages i Folketingets stillingtagen.

I tilknytning til Folketingets konference om lovkvalitet i oktober 1998 aftalte regeringen og Folketinget, at ministeren sender udkastet til lovforslag til de(t) relevante folketingsudvalg til orientering, samtidig med at det bliver sendt i høring. Det blev samtidig aftalt, at det søges undgået, at der stilles spørgsmål til lovudkastet, og at ministeren - hvis spørgsmål alligevel stilles til lovudkastet - kan svare, at ministeren ikke ser sig i stand til at besvare spørgsmålet.

I praksis er det dog i dag ikke usædvanligt, at udvalgene stiller spørgsmål om et lovforslag, inden det er fremsat. Det sker bl.a. på baggrund af henvendelser fra berørte parter om de politiske aftaler, der ligger til grund for kommende lovgivning, eller på baggrund af det lovudkast, som ministeriet har sendt i høring. Nogle gange modtager et udvalg også deputationer på almindelig del om kommende lovgivning. Et udvalg kan desuden beslutte tidligt i folketingsåret ‒ f.eks. på baggrund af regeringens lovprogram i oktober ‒ at iværksætte udvalgsaktiviteter, f.eks. ekspertmøder, høringer og studiebesøg, om kommende lovforslag. Det vil udvalget typisk gøre ved særlig vigtige og komplicerede lovforslag, dels for at udvalgsmedlemmerne bliver klædt bedst muligt på til kommende forhandlinger med ministeren om det varslede lovforslag, dels for at give borgere, virksomheder, organisationer m.v., der berøres af det kommende lovforslag, mulighed for på et tidligt tidspunkt at fremkomme med deres synspunkter om den kommende lovgivning.

Afsnit 5.5 Høringssvar og høringsnotat

Retningslinjer og frister, når Folketinget modtager høringssvar og høringsnotat fra regeringen

5.5 Høringssvar og høringsnotat

Høringssvar er de bemærkninger, som interesseorganisationer, myndigheder m.fl. sender til et ministerium, når de er blevet bedt om at kommentere et lovudkast eller et lovforslag. Disse bemærkninger er bl.a. væsentlige for ministeriets egen vurdering af, om lovforslaget indholdsmæssigt og lovteknisk er egnet til at opnå sit formål. Høringssvarene er også vigtige for folketingsmedlemmernes vurdering af, om lovforslaget er rimeligt og hensigtsmæssigt. I praksis foretager ministerierne derfor som altovervejende hovedregel høring over lovforslag, inden de fremsætter dem i Folketinget. Det skal fremgå af et lovforslags bemærkninger, om lovforslaget har været sendt i høring, og hvem høringsparterne er.

Høringsparterne bliver bedt om at sende deres kommentarer til ministeriet inden en bestemt dato. Mange vælger også at lægge høringssvaret på deres hjemmeside, samtidig med at de sender det til ministeriet. Andre vælger at sende en kopi af høringssvaret til det udvalg, som senere skal behandle lovforslaget. Pressen vinkler mange politiske nyhedsartikler ud fra udvalgte høringsparters kommentarer til lovforslaget. Ifølge offentlighedsloven har offentligheden i almindelighed adgang til høringssvarene i ministerierne fra det tidspunkt, hvor lovforslaget er fremsat.

Der kan være store variationer i, hvor lang tid et lovudkast er i høring. Udvalget for Forretningsordenen har i sin beretning nr. 4 af 9. maj 2007 om opfølgning på konferencen den 9. oktober 2006 om samspillet mellem Folketing og regering understreget vigtigheden af, at de hørte parter har mulighed for at udarbejde et fyldestgørende svar, og har udtalt, at udvalget kan støtte, at ministerierne tilstræber frister på – som tommelfingerregel – ikke under 4 uger.

Ministeren skal som hovedregel oversende høringssvarene og et høringsnotat til det eller de relevante udvalg samtidig med fremsættelsen af lovforslaget. Undtagelsesvis kan Folketinget acceptere, at høringssvar og -notat først sendes til udvalget efter fremsættelsesdagen. Høringssvar og -notat skal dog altid oversendes senest kl. 15.00 7 dage inden 1. behandlingen. Det indebærer, at hvis 1. behandlingen f.eks. er planlagt til en tirsdag, skal høringssvar og -notat oversendes senest tirsdag kl. 15.00 i ugen inden 1. behandlingen.

Høringsnotatet indeholder et kortfattet referat af høringssvarene samt en kommentar fra ministeren til høringssvarene. Af ministerens kommentar i høringsnotatet bør det fremgå, på hvilke punkter de hørte er blevet imødekommet, og på hvilke punkter de hørte ikke er blevet imødekommet, og begrundelserne herfor.

Ordningen med at få høringssvarene og høringsnotatet oversendt inden 1. behandling af regeringens lovforslag giver Folketinget mulighed for at gennemføre en grundigere og mere indholdsrig 1. behandling, samtidig med at den enkelte minister får mulighed for at imødegå bemærkningerne i høringssvarene på et så tidligt tidspunkt som muligt og derved undgå unødvendige spørgsmål ved 1. behandling og senere i udvalgsbehandlingen.

Foreligger høringssvar og -notat ikke i overensstemmelse med fristerne, må ministeriet påregne, at tidspunktet for 1. behandling udskydes, medmindre der træffes særlig aftale med Folketingets formand.

Folketinget anbefaler på den baggrund, at ministersekretariaterne ved kalenderplanlægningen af en 1. behandling tager højde for, at 1. behandling placeres på et tidspunkt, hvor høringssvar og -notat må forventes at være oversendt til det relevante udvalg inden for de aftalte frister.

Hvis et lovforslag ikke sendes i høring, eller hvis det først sendes i høring samtidig med fremsættelsen – f.eks. ved indgreb, hvor formålet ville være forspildt, hvis der blev foretaget en høring før fremsættelsen – bør ministeren informere om det i fremsættelsestalen og give en begrundelse. Ministeren bør også angive, hvis ministeren ønsker lovforslaget førstebehandlet, inden høringssvar og høringsnotat foreligger.

Udvalget for Forretningsordenen udtalte i beretning nr. 15 af 24. marts 2021, at lovforslag, uanset at de ønskes hastebehandlet, som altovervejende hovedregel sendes i høring, også selv om lovforslaget ønskes behandlet på meget kort tid. Udvalget har derudover udtalt, at det forhold, at der er bred tilslutning til eller enighed blandt Folketingets partier om et lovgivningsinitiativ, grundlæggende ikke bør være et argument for at undlade høring.

Retningslinjerne for oversendelse af høringssvar og -notat gælder som minimum og erstatter derfor ikke eventuelle mere vidtgående aftaler om høringssvar og høringsnotater, som de enkelte udvalg har indgået med deres ressortministerium.

Der kan undertiden opstå tvivl om, hvorvidt ministerierne skal oversende interne høringssvar, dvs. høringssvar fra en intern myndighed el.lign. under ministeriets ressort. Udgangspunktet er, at også sådanne interne høringssvar bør oversendes, men praksis kan variere fra udvalg til udvalg, bl.a. afhængigt af, hvilke aftaler udvalgene har indgået med deres ressortminister.

For så vidt angår høring over et privat lovforslag, kan det relevante fagudvalg beslutte, om det private lovforslag skal sendes i høring.

Afsnit 5.6 Skriftlige henvendelser om lovforslaget

Praksis for behandlingen af f.eks. borgerhenvendelser som en del af udvalgsbehandlingen

5.6. Skriftlige henvendelser om lovforslaget

Udvalget modtager ofte henvendelser om et lovforslag. Sådanne henvendelser bliver omdelt som udvalgsbilag til det pågældende lovforslag, og udvalget stiller spørgsmål til ministeren om at kommentere henvendelsen. Det gælder også henvendelser, som udvalget har modtaget inden den formelle udvalgshenvisning af forslaget ved 1. behandling.

Har udvalget inden fremsættelsen af lovforslaget modtaget henvendelser vedrørende det kommende lovforslag, som er omdelt på almindelig del, vurderer Udvalgssekretariatet, om der er grundlag for at genomdele disse henvendelser på lovforslaget og stille spørgsmål om ministerkommentar til henvendelserne.

Afsnit 5.7 Udvalgsspørgsmål

Spørgsmål til skriftlig besvarelse og samrådsspørgsmål som en del af udvalgsbehandlingen

5.7 Udvalgsspørgsmål til lovforslag

Det formelle udgangspunkt er, at udvalgsbehandlingen af et lovforslag først starter, når lovforslaget i forbindelse med 1. behandling er henvist til behandling i udvalget, og at der først på dette tidspunkt stilles spørgsmål til ministeren. I praksis venter de fleste udvalg dog ikke med at stille spørgsmål, indtil lovforslaget formelt er henvist til udvalget.

Ved hastelovforslag træffer udvalget (eventuelt udvalgsformanden) som regel beslutning om at henstille til, at spørgsmål stilles hurtigst muligt, herunder forud for 1. behandling, med henblik på at fremskynde udvalgsbehandlingen.

Såvel medlemmer af udvalget som folketingsmedlemmer, der ikke er medlem af det pågældende udvalg (MFU), kan stille spørgsmål til skriftlig besvarelse om forslag. Spørgsmålene kan være af både faktuel og holdningsmæssig karakter. Samrådsspørgsmål kan kun stilles af medlemmer af udvalget, se afsnit 8.3.2.

Afsnit 5.8 Planlægning af udvalgsbehandlingen

Tidsplaner med frister for spørgsmål, svar, ændringsforslag m.v.

5.8 Planlægning af udvalgsbehandlingen

Udvalget for Forretningsordenen har i betænkning af 7. maj 1999 over beslutningsforslag nr. B 141 om ændring af forretningsorden for Folketinget (Forbedret lovkvalitet og revision af spørgetimen) beskrevet, hvordan udvalgene kan bidrage til en bedre planlægning af folketingsarbejdet. Hovedpunkterne er: Udvalgenes medlemmer har uanset den politiske holdning til et konkret forslag en fælles interesse i, at tekniske og faktuelle spørgsmål vedrørende et forslag er grundigt belyst. På den anden side er det af hensyn til den parlamentariske og politiske proces vigtigt, at udvalgsbehandlingen kan tilpasses det konkrete forslag, ligesom den kan variere fra udvalg til udvalg og fra forslag til forslag.

Udvalgene skal så vidt muligt fremme planlægningen af behandlingen af de enkelte forslag. De fleste udvalg fastlægger en tidsplan for udvalgsbehandlingen af forslag. Det sker typisk på det første møde, efter at forslaget er blevet førstebehandlet. Til brug for drøftelsen på udvalgsmødet udarbejder udvalgssekretæren et udkast til tidsplan, hvor der bl.a. tages hensyn til ikrafttrædelsestidspunktet og senest mulige dag for 3. behandling. Udvalgssekretæren vil forinden typisk have drøftet udkastet til tidsplan med ministeriet.

På dette udvalgsmøde eller eventuelt på et senere møde tager medlemmerne også stilling til, om udvalget skal gøre noget ekstra ud af arbejdet med lovforslaget. Det kan være at afholde en høring eller et ekspertmøde om forslaget eller at få dele af forslaget nærmere belyst af Folketingets egne medarbejdere, f.eks. udvalgskonsulenterne, EU-konsulenterne eller de økonomiske konsulenter. Udvalget kan også tage stilling til, om medlemmerne skal tage på studiebesøg el.lign. som led i udvalgsbehandlingen.

Nogle udvalg drøfter i starten af et nyt folketingsår ressortministerens lovprogram for på et meget tidligt tidspunkt at få afklaret, om udvalget mener, at der er behov for f.eks. afholdelse af tekniske gennemgange og høringer m.v. i relation til et kommende forslag inden for udvalgets ressortområde.

I visse situationer fastsætter udvalget en tidsplan for behandling af et forslag ved en skriftlig procedure i stedet for på et møde. Det kan f.eks. forekomme, hvis det førstkommende udvalgsmøde først finder sted længere tid efter 1. behandling. Ved forslag, der ønskes hastebehandlet, sker det også, at tidsplan for udvalgets behandling fastsættes af udvalget allerede inden lovforslagets fremsættelse eller inden 1. behandling.

Tidsplanen indeholder normalt:

• En frist for udvalgsmedlemmerne til at stille spørgsmål til ministeren.
  
  
• En frist for ministeren til at besvare spørgsmål.
  
  
• En frist for at stille ændringsforslag.
  
  
• En dato for udvalgets politiske drøftelse.
  
  
• En frist for udvalgsmedlemmerne til at indlevere eventuelle politiske bemærkninger (betænkningsbidrag).
  
  
• En dato for, hvornår udvalget forventer at afgive betænkning. 
  
  

Udvalget tager så vidt muligt hensyn til eventuelle ønsker til processen fra ministeren, f.eks. i forhold til lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Tidsplanen skal derudover bl.a. også tage hensyn til, at organisationer m.fl. får mulighed for at orientere udvalget om deres synspunkter om forslaget, og til frister for lovbehandlingen, se afsnit 1.3.3.

Når udvalget vedtager en tidsplan for behandlingen af et forslag, omdeles tidsplanen som udvalgsbilag på forslaget. Dette bilag vil – i lighed med øvrige bilag til forslaget – blive lagt på Folketingets hjemmeside ft.dk. Her kan interesserede løbende følge med i, hvor langt i processen udvalgsarbejdet er kommet. Udvalget kan på et senere tidspunkt justere tidsplanen, hvis det bliver nødvendigt.

Afsnit 5.9 Udvalgenes behandling af lovforslag

De forskellige redskaber til udvalgsbehandlingen, evaluering af love, bemyndigelsesbestemmelser m.v.

5.9 Udvalgenes behandling af lovforslag

I de følgende afsnit beskrives de overordnede rammer for, hvordan lovforslag behandles i udvalgene.

5.9.1 Generelt om udvalgsbehandlingen

Udvalgenes redskaber til behandlingen af forslag adskiller sig ikke fra de redskaber, udvalgene i øvrigt har til rådighed, dvs. i første række adgangen til at stille spørgsmål til ministrene til skriftlig eller mundtlig besvarelse (samråd), modtagelse af skriftlige henvendelser og modtagelse af deputationer. Udvalget kan endvidere beslutte at afholde f.eks. teknisk gennemgang, ekspertmøde eller høring om det pågældende lovforslag.

En stor del af udvalgsbehandlingen af forslag foregår skriftligt, uden at det bliver drøftet på udvalgsmøder. Det gælder f.eks. udvalgsspørgsmål til skriftlig besvarelse og modtagelse af skriftlige henvendelser til udvalget om forslaget. 

Det vil fremgå af udvalgets dagsordener, hvornår et forslag er til behandling på et udvalgsmøde. Det vil bl.a. være tilfældet, når udvalget skal modtage deputationer og holde teknisk gennemgang, samråd, ekspertmøder, høringer m.v., og når der er politisk drøftelse og afgivelse af betænkning over forslaget.

5.9.2 Evaluering af love

Udvalget for Forretningsordenen har i beretning nr. 12 af 6. maj 2015 om opfølgning på Præsidiets konference om arbejdet i Folketingets udvalg opfordret udvalgene til at overveje, hvordan de kan påtage sig et større ansvar for at overvåge, om væsentlig lovgivning efterfølgende får de tilsigtede virkninger. Udvalget bør under udvalgsbehandlingen af omfattende og principielle lovforslag derfor have fokus på, om det vil være hensigtsmæssigt med en systematisk evaluering af loven, når den har virket i en periode.

Udvalget kan beskrive eventuelle ønsker til evalueringsproces m.v. i udvalgets betænkning over et lovforslag, når udvalget finder evaluering relevant.

Udvalget bør sikre sig, at udvalget opnår det tilsigtede med en evaluering af en lov, og bør derfor forholde sig til bl.a.: Baggrunden for og formålet med evalueringen, hvilke forhold/elementer i loven der skal evalueres, hvem der skal evaluere, hvordan der skal evalueres, evalueringsperioden, og hvordan og hvornår evalueringen skal forelægges udvalget.

Udvalget kan også drøfte, om en lovevaluering/-overvågning skal ske på anden vis. Ministeren kan f.eks. sende udvalget en redegørelse om en lovs virkning, når loven har været i kraft i en bestemt periode, eller loven kan indeholde en revisionsbestemmelse, hvorefter ministeren er forpligtet til at fremsætte lovforslag om revision af loven inden for den i loven fastsatte tidsfrist. Udvalget kan også selv påtage sig opgaven med at følge en lovs virkninger og effekter, f.eks. ved at holde en høring, når loven har virket et stykke tid, hvor dem, der er berørt af loven, kan fremkomme med deres synspunkter om lovens virkninger i praksis.

5.9.3 Bemyndigelsesbestemmelser

Mange af de lovforslag, som Folketinget vedtager, indeholder bemyndigelsesbestemmelser til ministre.

Udvalget bør under udvalgsbehandlingen af især væsentlige og principielle lovforslag være opmærksom på lovforslagets bemyndigelser, herunder om bemyndigelserne er formuleret præcist nok, og om lovbemærkningerne hertil er fyldestgørende. Udvalget kan f.eks. også overveje, om udvalget ønsker en orientering, når ministeren efterfølgende udmønter bemyndigelserne i loven og udsteder bekendtgørelser. Der henvises bl.a. til omtalen af bemyndigelsesbestemmelser i Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet.

5.9.4 Folketingsmedlemmer, der ikke er medlem af udvalget

Hvis et medlem af Folketinget har fremsat et forslag og medlemmet (forslagsstilleren) ikke sidder i det udvalg, som forslaget henvises til, har forslagsstilleren ret til at deltage i udvalgets behandling af forslaget (FFO, § 8, stk. 12). Den pågældende har dog ikke stemmeret i udvalget eller ret til at fremsætte en udtalelse i betænkningen. I praksis vil den pågældende forslagsstiller derfor ofte blive indskiftet som medlem i udvalget, når forslaget er på dagsordenen for et udvalgsmøde. Det gør sig navnlig gældende i forbindelse med udvalgets afgivelse af betænkning. Herved sikres, at den pågældende ordfører opnår stemmeret, kan afgive indstilling og fremsætte udtalelser og få sit navn optrykt i betænkningen.

Folketingsmedlemmer valgt på Færøerne eller i Grønland har ret til at deltage i udvalgsbehandling af forslag, der angår henholdsvis Færøerne og Grønland, dog uden stemmeret og uden ret til at fremsætte en udtalelse i betænkningen, medmindre de er indvalgt i det pågældende udvalg (FFO, § 8, stk. 13).

Afsnit 5.10 Teknisk gennemgang

Ministerens og embedsmænds gennemgang af f.eks. teknisk komplicerede lovforslag

5.10 Teknisk gennemgang

Nogle lovforslag er meget omfattende og teknisk komplicerede. I de tilfælde kan udvalget bede ministeren og ministerens embedsmænd om at give udvalget en teknisk gennemgang af forslaget. Her gennemgår embedsmændene de enkelte dele af lovforslaget og svarer på faktuelle, ikkepolitiske spørgsmål.

Den tekniske gennemgang har til formål at give medlemmerne en grundlæggende viden om lovforslagets indhold og opbygning, så de er godt oplyst til 1. behandling i Folketingssalen, hvor den politiske drøftelse af lovforslaget finder sted, og til den efterfølgende udvalgsbehandling. Tekniske gennemgange kan også medvirke til at undgå overflødige spørgsmål senere i udvalgsbehandlingen.

Det er Udvalgssekretariatet, der aftaler tidspunktet for den tekniske gennemgang med ministeriet. Den tekniske gennemgang foregår i Folketinget eller i ministeriet. En teknisk gennemgang bør som udgangspunkt finde sted, efter at udvalget har modtaget høringssvar og -notat, men inden 1. behandling.

Politiske spørgsmål besvares ikke af embedsmændene under den tekniske gennemgang. Disse spørgsmål må medlemmerne stille på forslagets bilagsdel til ministerens skriftlige eller mundtlige besvarelse.

Forskellige regeringer har siden januar 2002 tilkendegivet, at det er en forudsætning for ministeriernes deltagelse i tekniske gennemgange, at ministeren deltager. Se bl.a. statsministerens svar af 14. januar 2013 på spørgsmål nr. S 803 (folketingsåret 2012-13). Det forekommer dog, at tekniske gennemgange foretages af ministerens embedsmænd uden ministerens deltagelse. Det er ministeriet selv, der påser overholdelsen af, om ministeren skal deltage i den tekniske gennemgang.

Afsnit 5.11 Betænkningsudkast

Betænkningsudkastet som en status på udvalgsbehandlingen af et forslag

5.11 Betænkningsudkast

Udvalgets arbejde med et lovforslag slutter med, at udvalget på et udvalgsmøde afgiver en betænkning, hvis lovforslaget skal til 2. behandling. En betænkning er en slags rapport, der opsummerer, hvad udvalget har arbejdet med under udvalgets behandling af lovforslaget.

Forud for det udvalgsmøde, hvor udvalget skal afgive betænkning, omdeler Udvalgssekretariatet et betænkningsudkast, som sættes på dagsordenen for udvalgsmødet.

Betænkningsudkastet giver udvalget et aktuelt billede af udvalgsbehandlingen af et forslag. Betænkningsudkast omdeles som offentlige bilag på forslaget på Folketingets hjemmeside. Herved kan borgere, virksomheder, interesseorganisationerne m.fl. få et grundlag for eventuelt at søge at påvirke den sidste del af forslagets behandling.

Et betænkningsudkast kan f.eks. indeholde ændringsforslag, som ministeren eller et medlem har stillet i, eller politiske bemærkninger fra folketingsgrupper eller udvalgsmedlemmer uden for folketingsgrupperne (UFG). Derimod er indstillinger, hvor folketingsgrupper eller udvalgsmedlemmer uden for folketingsgrupperne (UFG) angiver, hvordan de forholder sig til eventuelle ændringsforslag og lovforslaget, ikke nødvendigvis med i betænkningsudkastet. Indstillinger skal nemlig først oplyses på det udvalgsmøde, hvor betænkningen afgives (eventuelt efter mødet inden for en af udvalget fastsat kortere frist). I praksis forekommer det dog ofte, at nogle udvalgsmedlemmer sender indstillinger til Udvalgssekretariatet inden det udvalgsmøde, hvor der skal afgives betænkning. I disse tilfælde kan indstillingerne – afhængigt af, hvor lang tid før udvalgsmødet, de er modtaget ‒ være medtaget i betænkningsudkastet. Er der yderligere politiske bemærkninger ud over dem, der er indarbejdet i betænkningsudkastet, kan de også afleveres enten på det møde, hvor betænkningen afgives, eller efter mødet inden for en af udvalget nærmere fastsat kortere frist. Se også afsnit 5.13 om betænkningens indhold.

Hvis der kommer yderligere væsentlige elementer under udvalgsbehandlingen efter omdeling af betænkningsudkastet (det kan f.eks. være nye ændringsforslag), vil der blive omdelt et nyt betænkningsudkast (2. udkast til betænkning). Denne proces kan gentages flere gange, således at der omdeles nye, opdaterede betænkningsudkast. Betænkningsudkastene er nummererede, og i en parentes vil der stå, hvilke væsentlige ændringer der er tale om i forhold til det forudgående betænkningsudkast.

Afsnit 5.12 Betænkningsafgivelsen

Praksis og formalia, når betænkningen afgives

5.12 Betænkningsafgivelsen

Udvalgene skal afgive betænkning på et udvalgsmøde. Det er som hovedregel en forudsætning for betænkningsafgivelsen, at der foreligger et omdelt betænkningsudkast, og at alle ændringsforslag, der ønskes stillet, er indarbejdet i betænkningsudkastet. Undtagelsesvis kan udvalget beslutte, at ændringsforslag, der omdeles på selve mødet, men ikke er indarbejdet i betænkningsudkastet, kan stilles i betænkningen, og – endnu mere undtagelsesvis – at ændringsforslag, der er skitseret mundtligt på selve mødet, kan indgå i betænkningen. I sidstnævnte tilfælde vil det typisk dreje sig om ændringsforslag, som der ikke kan samles flertal for, og som de øvrige udvalgsmedlemmer umiddelbart kan forholde sig til.

Som udgangspunkt afgiver udvalget også først betænkning, når der er kommet svar fra ministeren på alle spørgsmål og der ikke er anmeldt nye deputationer. Udvalget kan dog beslutte at afgive betænkning, selv om der er ubesvarede spørgsmål og anmeldte deputationer.

I praksis imødekommer udvalgene som udgangspunkt ønsker fra enkelte udvalgsmedlemmer om at udsætte betænkningsafgivelsen, som f.eks. begrundes med, at medlemmerne har brug for mere tid til at arbejde yderligere med forslaget.

Præsidiet behandlede i januar 2002 en klage over et udvalgs behandling af et konkret forslag, hvor et snævert flertal i udvalget besluttede at afgive betænkning, selv om mindretallet i udvalget ønskede forslaget yderligere belyst. Præsidiet udtalte i den anledning: »Som led i bestræbelserne på at højne kvaliteten i lovgivningsarbejdet lægger Præsidiet stor vægt på, at lovforslag og beslutningsforslag får en saglig og korrekt behandling i Folketinget. Præsidiet tillægger det således stor betydning, at forslagene som altovervejende hovedregel sikres en behandling, hvor det tilstræbes, at sagen bliver belyst i bred enighed udvalgsmedlemmerne imellem, inden Folketinget træffer sin beslutning.«

Udvalget har ikke pligt til at afgive betænkning over et forslag, som er henvist til udvalget. Det er flertallet i udvalget, som bestemmer, om og i givet fald hvornår udvalget skal afgive betænkning, jf. afsnit 4.2. Mange private forslag når aldrig til betænkningsafgivelse. Når det drejer sig om forslag, som er fremsat af et eller flere folketingsmedlemmer, bør udvalget dog afgive betænkning, når forslagsstillerne med mindst 14 dages varsel skriftligt anmoder derom og anmodningen støttes af et mindretal repræsenterende mindst to femtedele af udvalgets medlemmer (FFO, § 8 a, stk. 2).

Udvalgets afgivelse af betænkning er en forudsætning for, at forslaget kan komme videre til 2. behandling i Folketingssalen.

Betænkningsafgivelsen er opdelt i to faser: En politisk drøftelse og selve betænkningsafgivelsen. De to faser kan være fordelt på to møder, således at udvalget på det første møde tager den politiske drøftelse og på et efterfølgende møde foretager den formelle betænkningsafgivelse. Andre gange foregår den politiske drøftelse og betænkningsafgivelsen på samme møde.

Indholdet af den politiske drøftelse kan spænde vidt: Fra på den ende side at være en reel politisk forhandling om lovforslagets emner, herunder formuleringen af eventuelle tilkendegivelser fra udvalget, til på den anden side blot at være en konstatering af, at udvalget er klar til at afgive betænkning.

Selve betænkningsafgivelsen foretages, ved at udvalgsformanden spørger ordførerne i rækkefølge efter folketingsgruppernes størrelse i udvalget og eventuelle udvalgsmedlemmer uden for folketingsgrupperne (UFG) om først indstillingen til eventuelt stillede ændringsforslag og herefter om indstillingen til lovforslaget i sin helhed.

Hvis der er stillet mange ændringsforslag, kan det være nødvendigt at gruppere dem og bede om indstillinger ad flere omgange. Hvis ikke alle indstillinger og politiske bemærkninger er modtaget på mødet, fastsætter udvalget i praksis en kort frist til at komme med indstilling og/eller aflevere politiske bemærkninger – typisk senere samme dag eller den følgende dag. I sådanne tilfælde meddeles indstilling og eventuelle politiske bemærkninger efterfølgende til Udvalgssekretariatet. Indstillingerne fra ordførerne under mødet noteres af Udvalgssekretariatet og indgår herefter i den endelige formulering af udvalgsbetænkningen. Betænkningen anses for afgivet, når et flertal i udvalget har tilkendegivet at være indstillet på at afgive betænkning og de ordførere, der er til stede, har meddelt udvalgsformanden, hvordan de stiller sig til forslaget og eventuelle ændringsforslag.

Betænkningen er normalt ikke klar umiddelbart efter betænkningsafgivelsen. Det skyldes, at det tager tid at få de mundtligt afgivne indstillinger formuleret skriftligt, ligesom nogle indstillinger og politiske bemærkninger måske først bliver afleveret efter mødet. Endvidere tager det tid med formaliakontrol, korrekturlæsning og offentliggørelse af betænkningen. Dette indebærer, at en betænkning ofte først er offentliggjort en eller flere dage efter selve betænkningsafgivelsen afhængigt af de konkrete omstændigheder, herunder hvornår lovforslaget skal til 2. behandling.

Betænkninger offentliggøres under hensyn til deres betydning som udgangspunkt hurtigst muligt. Der gælder efter Folketingets forretningsorden og praksis nogle frister for offentliggørelse af betænkninger, jf. afsnit 1.3.3 og 5.2. Disse frister udgør den yderste grænse for, hvor sent en betænkning kan offentliggøres, medmindre Folketinget har meddelt de nødvendige dispensationer fra fristerne, se afsnit 3.8. Hvis fristerne og særlige omstændigheder nødvendiggør det, kan en betænkning eventuelt offentliggøres uden at være korrekturlæst.

Betænkninger omdeles i udvalget som bilag til det pågældende forslag og bliver som andre udvalgsbilag lagt på folketingstidende.dk og ft.dk.

Afsnit 5.13 Betænkningens indhold

Indstillinger, politiske bemærkninger, ændringsforslag m.v.

5.13 Betænkningens indhold

Udvalgenes betænkninger over forslag følger en skabelon og er derfor meget standardiserede. Det er udvalgssekretæren, der er ansvarlig for, at formalia i betænkningerne er i orden.

Folketinget besluttede i folketingsåret 2018-19, at betænkningerne alene skal omfatte de oplysninger, der er centrale og væsentlige – bl.a. indstillinger og ændringsforslag – mens der, hvad angår oplysninger og dokumenter, der kan ses på Folketingets hjemmeside, kun er en kort omtale med henvisning hertil.

En betænkning indeholder disse informationer:

1. Orientering om stillede ændringsforslag (når der er stillet ændringsforslag)
   
   
2. Indstillinger
   
   
3. Politiske bemærkninger
   
   
4. Ændringsforslag med bemærkninger
   
   
5. Kort omtale af udvalgsarbejdet i øvrigt, herunder om forudgående høring over lovforslaget

Betænkninger kan herudover udbygges med andre informationer, f.eks. om dispensationer fra Folketingets forretningsorden, tilkendegivelser fra udvalget eller ministeren og udvalgets eventuelle beslutninger om evaluering af loven m.v. Betænkninger kan også indeholde informationer om emner, som udvalget særlig har beskæftiget sig med. Der kan også indgå oplysninger om, at udvalget har haft en bestemt forståelse af en bestemmelse i et lovforslag, eller andre forudsætninger af betydning for den efterfølgende fortolkning af loven for derigennem at øge betænkningens generelle informationsværdi og retskildeværdi.

Indstillinger og politiske bemærkninger

Et centralt element i betænkninger er indstillinger til lovforslaget og til eventuelle ændringsforslag fra folketingsgrupperne og eventuelle medlemmer af udvalget uden for folketingsgrupperne (UFG). Indstillingerne fortæller i mere eller mindre præcise vendinger, hvad de enkelte folketingsgrupper og eventuelle udvalgsmedlemmer uden for folketingsgrupperne (UFG) vil stemme. Selv om formuleringerne af indstillingerne langt hen ad vejen er standardiserede, er det de enkelte udvalgsmedlemmer, der på folketingsgruppens vegne formulerer en indstilling, herunder hvor præcis og detaljeret den skal være. Der kan således ved formuleringen af indstillinger f.eks. indgå politiske og taktiske hensyn, der gør, at indstillingen om en folketingsgruppes stemmeafgivning til et endeligt lovforslag kommer til at bero på udfaldet af afstemningen om ændringsforslag ved 2. behandling.

Der forekommer mange varianter af indstillinger. En indstilling, der tit optræder i betænkninger, er følgende: »[Folketingsgruppens] medlemmer af udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.« Denne indstilling kan betyde to ting: Enten at folketingsgruppen kun stemmer ja til lovforslaget ved 3. behandling, hvis ændringsforslagene vedtages, eller at folketingsgruppen også stemmer ja til lovforslaget, selv om ændringsforslagene ikke bliver vedtaget.

Folketingsgrupperne er ikke forpligtet til at formulere en indstilling i betænkningen. Derfor støder man også på følgende formulering i betænkningen: »[Folketingsgruppens] medlem af udvalget vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling.« Medlemmet kan herefter evt. gå på talerstolen ved 2. behandling og fortælle, hvad folketingsgruppen stemmer til ændringsforslag og lovforslaget, men det er ikke noget krav. Medlemmerne kan også nøjes med blot at afgive deres stemme.

En betænkning skal dog indeholde nogle indstillinger. Ellers vil den ikke kunne accepteres som grundlag for 2. eller 3. behandling af et forslag, som er blevet henvist til behandling i udvalget.

Udvalgssekretariatet grupperer indstillinger, der er ens. Det vil fremgå, hvilke folketingsgrupper og eventuelle medlemmer af udvalget uden for folketingsgrupperne (UFG), der står bag indstillingen, og om disse udgør et flertal eller et mindretal i udvalget.

Det kan undertiden være svært at gennemskue, hvad det endelige resultat af afstemningen om et lovforslag bliver, bl.a. fordi et mindretal eller et flertal i udvalget ikke altid vil afspejle et mindretal/flertal ved afstemningen i Folketingssalen. Betænkninger indeholder ud over en oversigt over udvalgets sammensætning ved betænkningsafgivelsen en oversigt over folketingsgruppernes størrelse og antal eventuelle medlemmer uden for folketingsgrupperne (UFG). Disse informationer bruges, når indstillingerne skal vurderes. Her kan man f.eks. se, om folketingsgrupper, der samlet udgør et mindretal i et udvalg, udgør et flertal i Folketingssalen.

Indstillinger fra folketingsgrupperne og eventuelle udvalgsmedlemmer uden for folketingsgrupperne (UFG) er ofte ledsaget af politiske bemærkninger. Det kan f.eks. være bemærkninger, der begrunder indstillingerne eller omtaler særlige forhold vedrørende lovforslaget, som folketingsgruppen/udvalgsmedlemmer uden for folketingsgrupperne (UFG) lægger vægt på.

Nogle gange leverer udvalgsmedlemmer repræsenterende forskellige folketingsgrupper et fælles bidrag til politiske bemærkninger. Det kan eventuelt være folketingsgrupper, der udgør et flertal i Folketinget. Om det er et flertal eller et mindretal, der står bag de politiske bemærkninger, kan være afgørende for, hvilken retskildeværdi de har.

Ændringsforslag

Betænkninger indeholder de ændringsforslag, som ministeren og udvalgsmedlemmer stiller til 2. behandling. Det fremgår af betænkningen, hvem der har stillet ændringsforslaget, og hvilke folketingsgrupper og eventuelle medlemmer af udvalget uden for folketingsgrupperne (UFG) der i forbindelse med betænkningsafgivelsen har sagt, at de vil stemme for ændringsforslaget. Desuden er der bemærkninger til hvert ændringsforslag i betænkningen. Her skriver ministeren eller de folketingsgrupper og eventuelle medlemmer af udvalget uden for folketingsgrupperne (UFG), der har stillet ændringsforslaget, hvad ændringsforslaget medfører, og eventuelt også, hvad der er baggrunden for ændringsforslaget.

Svar og henvendelser m.v., som tillægges særlig vægt

Der kan som hovedregel ikke ske optryk i betænkningen af spørgsmål/svar og andet materiale, som ligger på Folketingets hjemmeside. I stedet kan der i betænkningen laves en henvisning til og omtale af henvendelser eller besvarelser af udvalgets spørgsmål m.v., som har haft særlig betydning for udvalgets (eller en del af udvalgets medlemmers) stillingtagen til lovforslaget. Af hensyn til retskildeværdien bør det fremgå, hvem der står bag henvisningen og omtalen, herunder om det er hele udvalget eller et flertal eller et mindretal i udvalget.

Folketingsgrupperne og eventuelle medlemmer af udvalget uden for folketingsgrupperne (UFG) kan derudover i de politiske bemærkninger redegøre for, hvad de hver især anser for væsentligt i forhold til de pågældende svar m.v.

Hvis udvalget under udvalgsbehandlingen har truffet beslutning om f.eks. evaluering af loven eller der er særlige emner, udvalget har behandlet og tillagt vægt, jf. afsnit 5.9, eller udvalget har modtaget en tilkendegivelse fra ministeren, som ministeren ønsker medtaget i betænkningen, bør dette også fremgå af betænkningen.

Afsnit 5.14 Udvalgsbehandling efter betænkningsafgivelsen

Yderligere henvendelser, udvalgsspørgsmål m.v.

5.14 Udvalgsbehandling efter betænkningsafgivelsen

Selv om betænkningen markerer afslutningen af udvalgsbehandlingen, forekommer det ofte, at der også efter dette tidspunkt er aktiviteter vedrørende lovforslaget i udvalget. Det kan skyldes flere forhold. Der kan f.eks. være stillet spørgsmål til ministeren sent under udvalgsbehandlingen, hvor udvalget har besluttet, at det er tilstrækkeligt, at svaret foreligger inden 2. behandling i Folketingssalen. Eller det kan skyldes, at der kommer yderligere henvendelser fra interesseorganisationer m.fl. til udvalget.

Det accepteres desuden i praksis, at udvalgsmedlemmerne kan stille udvalgsspørgsmål efter den formelle afslutning af udvalgsbehandlingen, f.eks. hvis et sent modtaget svar fra ministeren eller nye oplysninger om lovforslaget giver anledning til det. Rent praktisk giver dette sig udtryk i, at der i udvalget omdeles bilag til forslaget. Sådanne aktiviteter medfører normalt ikke, at udvalget formelt genoptager lovforslagets behandling.

Kommer der derimod f.eks. anmodninger om foretræde for udvalget, eller skal der afholdes samråd i udvalget efter betænkningsafgivelsen, skal udvalget formelt genoptage udvalgsbehandlingen af lovforslaget, jf. også afsnit 5.3.

Efter den endelige vedtagelse eller forkastelse af et lovforslag ved 3. behandling omdeler Udvalgssekretariatet ikke yderligere bilag til lovforslaget i udvalget. Eventuelle udvalgsdokumenter vedrørende lovforslaget omdeles herefter på udvalgets almindelige del.

Afsnit 5.15 Ændringsforslag uden for betænkninger

Fremgangsmåde og frister

5.15 Ændringsforslag uden for udvalgsbehandlingen

Det er mest hensigtsmæssigt og overskueligt, at ændringsforslag stilles i betænkningen. Men det forekommer forholdsvis ofte, at ministeren eller folketingsmedlemmer stiller ændringsforslag uden for betænkningen til 2. behandling og uden for tillægsbetænkningen til 3. behandling. Det kan skyldes flere forhold. For det første kan det skyldes, at den, der ønsker at stille ændringsforslag – dvs. ministeren eller udvalgsmedlemmer – først bliver opmærksom på behovet, efter at udvalget har afgivet betænkning. For det andet kan det skyldes, at ændringsforslaget stilles af et folketingsmedlem, som ikke er medlem af udvalget. Der er ingen formel forskel på ændringsforslag stillet i betænkningen og ændringsforslag stillet uden for betænkning.

Ændringsforslag, der stilles uden for betænkningen, omdeles som bilag til lovforslaget. Ændringsforslag uden for betænkningen offentliggøres desuden på folketingstidende.dk og ft.dk senest dagen før behandlingen i Folketingssalen (FFO, § 18, stk. 2) – i modsætning til betænkningen, som skal være offentliggjort senest 2 dage før (FFO, § 8 a, stk. 2). Af hensyn til lovkvaliteten bør ændringsforslag, der stilles uden for betænkningen, dog så vidt muligt ikke stilles så sent, som dagen før forslaget behandles i Folketingssalen, medmindre der er tale om ændringsforslag med rent teknisk indhold.

Hvis det ved 2. behandling af et lovforslag ligger klart, at der er ønske om at stille ændringsforslag til 3. behandling, vil det som udgangspunkt være hensigtsmæssigt, at udvalget eller enkelte udvalgsmedlemmer anmoder om, at lovforslaget bliver henvist til fornyet udvalgsbehandling, således at udvalget får mulighed for at behandle og komme med indstillinger vedrørende det pågældende ændringsforslag. Hvis der alene er tale om ændringsforslag med rent teknisk indhold, kan en fornyet udvalgsbehandling dog være unødvendig.

Hvis et lovforslag ikke henvises til fornyet udvalgsbehandling mellem 2. og 3. behandling, forekommer det endvidere forholdsvis ofte, at der alligevel stilles ændringsforslag til 3. behandling. Det kan skyldes, at behovet for ændringsforslaget først opdages efter 2. behandling.

Afsnit 5.16 Andre dokumenter end betænkninger

Tilføjelse til betænkning, tillægsbetænkning, mundtlig indstilling, beretning m.v.

5.16 Andre dokumenter end betænkninger

Tillægsbetænkning

Tillægsbetænkning er betegnelsen for udvalgets indstilling til et forslag, som udvalget forud har afgivet betænkning over. Et udvalg kan tidligst afgive en tillægsbetænkning, efter at 2. behandling er afsluttet og forslaget er blevet henvist til fornyet udvalgsbehandling. Tillægsbetænkningen indeholder kun oplysninger om, hvad der er sket under udvalgsbehandlingen efter 2. behandling. Procedurerne omkring og indholdet af en tillægsbetænkning er i det væsentlige som ved en betænkning.

Tilføjelse til betænkning eller til tillægsbetænkning

Tilføjelse til betænkning anvendes, hvis udvalget har afgivet betænkning mellem 1. og 2. behandling og, inden lovforslaget kommer til 2. behandling, ønsker at tilføje noget, eller hvis 2. behandling afbrydes og lovforslaget henvises til fornyet udvalgsbehandling.

Tilføjelse til tillægsbetænkning anvendes, hvis udvalget har afgivet tillægsbetænkning og ønsker at tilføje noget til denne inden 3. behandling, eller hvis 3. behandling afbrydes og lovforslaget henvises til fornyet udvalgsbehandling.

Tilføjelsen til betænkning eller til tillægsbetænkning indeholder kun oplysninger om, hvad der er sket under udvalgsbehandlingen, efter at betænkningen eller tillægsbetænkningen er afgivet. Procedurerne omkring og indholdet af en tilføjelse til en betænkning er i det væsentlige som ved en betænkning.

På folketingstidende.dk og ft.dk er der eksempler på forslag, som har været behandlet i udvalg i flere omgange op til den endelige vedtagelse, og hvor der ud over betænkning og tillægsbetænkning i visse tilfælde også er afgivet tilføjelse til betænkning og eventuelt tilføjelse til tillægsbetænkning. Se f.eks. lovforslag nr. 93 af fødevareministeren, beslutningsforslag nr. B 123 af udenrigsministeren fra folketingsåret 2013-14 og lovforslag nr. L 199 af klima-, energi- og bygningsministeren fra folketingsåret 2012-13.

Mundtlig indstilling

Et udvalg kan vælge at afgive en mundtlig indstilling til et lovforslag ved 3. behandling i stedet for at skrive en tillægsbetænkning. Fordelen ved den mundtlige indstilling frem for en tillægsbetænkning er, at udvalget undgår at skulle overholde fristen om, at tillægsbetænkningen skal offentliggøres senest 2 dage før 3. behandling. En mundtlig indstilling anvendes kun, hvis der ikke er stillet ændringsforslag under det fornyede udvalgsarbejde, og hvis ingen af udvalgets medlemmer kræver, at udvalget afgiver en tillægsbetænkning. Hvis indstillingerne er lange – f.eks., fordi de indeholder begrundelser – kan det være en fordel at afgive tillægsbetænkning. Et udvalg, der beslutter at afgive en mundtlig indstilling, skal give besked til Folketingets formand gennem Lovsekretariatet. Mundtlig indstilling afgives fra Folketingets talerstol ved udvalgets formand, medmindre udvalget vælger en anden ordfører.

Omtryk af betænkninger m.v.

Et omtryk er en komplet gengivelse af et dokument (en betænkning, en tillægsbetænkning eller en tilføjelse til en betænkning/tillægsbetænkning) med foretagne ændringer. Baggrunden for, at Folketinget foretager et omtryk, kan være, at der er fejl i betænkningen. I omtrykket angives, at der er tale om et omtryk, og ganske kort, hvori den foretagne ændring består.

Beretninger

Et udvalg kan afslutte behandlingen af lovforslag og beslutningsforslag, som ligger til behandling i udvalget, og som udvalget ikke afgiver betænkning over, ved at afgive en udvalgsberetning (FFO, § 8 a, stk. 6). En beretning afslutter Folketingets behandling af forslaget. Forslaget kommer dermed ikke til videre behandling eller afstemning i Folketingssalen.

En beretning indeholder ikke som en betænkning indstillinger fra folketingsgrupperne eller eventuelle udvalgsmedlemmer uden for folketingsgrupperne (UFG). I stedet indeholder en beretning politiske tilkendegivelser – der kaldes beretningsbidrag – om det pågældende forslag fra hele udvalget eller fra et flertal og et eller flere mindretal. Endvidere indeholder en beretning over et forslag en kort beskrivelse af udvalgets arbejde med forslaget.

En beretning kan f.eks. benyttes i forbindelse med lovforslag, som et udvalg ikke ønsker til afstemning i Folketingssalen, men som udvalget gerne vil have mere tid til at arbejde med, eksempelvis fordi det er kompliceret eller omfangsrigt.

Lovforslag, der ikke er vedtaget ved en folketingssamlings udløb, bortfalder. Sådanne lovforslag kan genfremsættes i den følgende folketingssamling, men i så fald starter behandlingen af lovforslaget i Folketinget formelt forfra. I den forbindelse er beretningen et instrument, som et flertal i udvalget kan bruge til f.eks. at kommunikere til ministeren, at flertallet ønsker visse dele ændret i det nye lovforslag. Ministeren får så et overblik over, hvilke politiske holdninger folketingsgrupperne og eventuelle udvalgsmedlemmer uden for folketingsgrupperne (UFG) har til lovforslaget, inden ministeren genfremsætter lovforslaget.

En beretning kan også anvendes i forbindelse med private lov- og beslutningsforslag, som der ikke vil være flertal for ved en eventuel afstemning i Folketingssalen, men som dog indeholder elementer, der (som udgangspunkt) kan samles flertal om. I disse tilfælde kan flertallet afgive en politisk tilkendegivelse i beretningen, som f.eks. kan være udformet som en opfordring til den pågældende minister om at tage nærmere beskrevne initiativer.

Afsnit 5.17 Lovforslaget efter 2. behandling

Evt. ny version af lovforslaget med ændringsforslag indarbejdet

5.17 Lovforslaget efter 2. behandling

Hvis Folketinget vedtager ændringsforslag i forbindelse med 2. behandling af et lovforslag, udfærdiger Lovsekretariatet en ny version af lovforslaget med det indhold, det har efter 2. behandling. Denne version udgør grundlaget for den videre behandling af lovforslaget. Ændringsforslag, der stilles efter 2. behandling, skal således stilles til lovforslaget, som det fremtræder efter 2. behandling.

Versionen efter 2. behandling bliver offentliggjort på folketingstidende.dk, hurtigst muligt efter at 2. behandling er afsluttet. Folketinget anbefaler, at det pågældende ministerium umiddelbart herefter gennemgår denne version for eventuelle fejl og kontakter den lovteknisk ansvarlige i Folketinget ved tvivlsspørgsmål.

Versionen efter 2. behandling indeholder ikke kun de vedtagne ændringsforslag og de konsekvensændringer, der foretages i den forbindelse, men også rettelser af sproglig og formel karakter. Hvis Folketinget ikke vedtager ændringsforslag ved 2. behandling, foretager Lovsekretariatet redaktionelt de sproglige og formelle rettelser i versionen af lovforslaget som vedtaget ved 3. behandling.

Afsnit 6.1 Sproglig og lovteknisk gennemgang

Rettelser af sproglige og formelle fejl i lov- og beslutningsforslag

6.1 Sproglig og lovteknisk gennemgang

Administrationen i Folketinget foretager en sproglig og lovteknisk gennemgang af alle lovforslag og beslutningsforslag, som fremsættes i Folketinget. Men denne gennemgang er forskellig for regeringsforslag og private forslag.

Inden private lov- og beslutningsforslag bliver fremsat, gennemlæses de af referenter i Folketingstidende, og sammen med den pågældende udvalgssekretær sikrer de, at forslagene fremtræder sprogligt og formelt korrekt. Denne gennemgang omfatter også bemærkninger til forslagene. Regeringens lov- og beslutningsforslag bliver derimod ikke gennemgået af administrationen i Folketinget, inden de bliver fremsat. Det er derfor op til de enkelte ministerier og i et vist omfang Justitsministeriets Lovafdeling at påse, at regeringens lov- og beslutningsforslag opfylder de formelle forskrifter med hensyn til sprog og opstilling m.v.

Lovsekretariatet og referenterne i Folketingstidende foretager først en gennemgang af regeringens lov- og beslutningsforslag, umiddelbart efter at de er blevet fremsat. Det sker primært med henblik på udarbejdelsen af senere versioner af forslaget efter 2. eller 3. behandling. Denne gennemgang, der ikke omfatter bemærkningerne, har et andet sigte end den lovtekniske gennemgang, der foretages af Justitsministeriets Lovafdeling forud for fremsættelsen, idet den navnlig tager sigte på følgende:

• Rettelse af stave- og trykfejl.
  
  
• Rettelse af staveformer, hvor der efter dansk retskrivning er valgfrihed, men hvor den valgte staveform ikke er i overensstemmelse med det valg, der er truffet af Folketinget.
  
  
• Rettelse af forkert tegnsætning eller tegnsætning, der afviger fra det valg, der er truffet af
  Folketinget (Folketinget anvender traditionelt grammatisk komma (med startkomma før ledsætninger, dog ikke ved sideordnede ledsætninger med fælles indledningsord).
  
  
• Rettelse af åbenbare sproglige mangler.
  
  
• Rettelse af formelle fejl i henseende til opstilling m.v.
  
  
• Formel gennemgang med henblik på senere at kunne indarbejde eventuelle ændringsforslag i et lovforslag. Under denne gennemgang lægges navnlig vægt på henvisninger til andre bestemmelser, der er omtalt i det fremsatte forslag.
  
  
• En overordnet gennemgang af forslag til ændringslove med henblik på at finde sproglige uklarheder m.v. og fejl, der har konsekvenser for andre bestemmelser end de umiddelbart omfattede i den eller de love, som lovforslagene har til hensigt at ændre (og i enkelte tilfælde for bestemmelser i anden lovgivning).
  
  
  

En række af de nævnte tilretninger bliver foretaget redaktionelt i senere versioner af forslaget, mens andre kræver, at den pågældende minister stiller ændringsforslag. Enkelte redaktionelle rettelser bliver dog først foretaget efter aftale med det pågældende ministerium for at undgå misforståelser. Normalt er det den pågældende udvalgssekretær, der formidler Lovsekretariatets bemærkninger herom til ministeriet på samme måde som i de tilfælde, hvor der bør stilles ændringsforslag.

Selv om Folketingets Administration gennemgår private lov- og beslutningsforslag, inden de bliver fremsat, sker det undtagelsesvis, at der er sproglige eller formelle fejl i et sådant forslag. I givet fald bliver fejlen rettet op på samme måde som fejl i regeringsforslag. Visse tilretninger bliver således foretaget redaktionelt i senere versioner af forslaget, mens andre kræver, at forslagsstilleren stiller et ændringsforslag. Det er normalt den pågældende udvalgssekretær, som formidler kontakten til forslagsstilleren om disse spørgsmål.

Afsnit 6.2 Typiske fejl

Titler, ændringsforslag, konsekvensrettelser i hovedloven og andre fejl

6.2 Typiske fejl

De fejl, der ofte bliver konstateret i forbindelse med den lovtekniske gennemgang, falder inden for følgende hovedområder:

6.2.1 Titler

Lovforslag skal være forsynet med en titel, der kort karakteriserer lovforslagets indhold, og lovforslag, der går ud på at ændre eller ophæve en ældre lov, skal betegnes: forslag til lov om ændring henholdsvis ophævelse af den pågældende ældre lov, eventuelt med en karakteriserende undertitel (FFO, § 10, stk. 1). Fejl forekommer især i forbindelse med titler på ændringslovforslag. Udgangspunktet er, at alle de hovedlove, der foreslås ændret (eller ophævet), skal nævnes i titlen, også selv om ændringerne i eller ophævelsen af en eller flere af disse love er af underordnet karakter. Hvis lovforslaget medfører ændringer i et ikke helt lille antal love (typisk mere end fire), anbefaler administrationen i Folketinget dog, at der bruges en titel, der ikke er unødigt lang, men stadig dækkende. Som eksempler herpå kan nævnes titler som »Forslag til lov om ændring af visse skattelove« og »forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmiljø med flere love«. I de tilfælde, hvor et ændringslovforslag både omfatter en hovedlov og en tidligere gennemført ændringslov, som vedrører den samme hovedlov, bliver der desuden ifølge praksis kun henvist til hovedloven i titlen. F.eks. skal et lovforslag, der ændrer både lov om social service og en tidligere gennemført lov, som medførte ændringer i lov om social service, have som titel »Forslag til lov om ændring af lov om social service« og ikke »Forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om ændring af lov om social service«.

Har den lov, der foreslås ændret, en forkortet titel angivet i parentes efter den egentlige titel, anføres den forkortede titel i ændringslovforslagets titel i stedet for lovens fulde titel.

Som en undtagelse herfra bør den fulde titel – inklusive den forkortede titel – dog angives i både ændringslovforslagets titel og indledningen til den relevante paragraf i tilfælde, hvor der med ændringslovforslaget foreslås en ændring af lovens titel.

Hovedreglen om anvendelse af den forkortede titel gælder normalt kun i tilfælde, hvor den forkortede titel er en del af den fulde lovtitel som optrykt i Lovtidende. Som udgangspunkt kan forkortede titler, der alene er etableret i praksis, ikke træde i stedet for lovens fulde, autoritative titel. F.eks. accepteres det ikke at anvende mere jargonprægede lovtitler, heller ikke, selv om sådanne titler undertiden er optaget som søgeord i Retsinformation under populærtitel. Det går altså ikke at skrive »lukkeloven« i stedet for »lov om detailsalg fra butikker m.v.«, »selvejeloven« i stedet for »lov om Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v.« eller »bemyndigelsesloven« i stedet for »lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v.«

Folketingets Administration anbefaler, at der altid angives en undertitel på et ændringslovforslag. Undertitlen skrives i en parentes med stort begyndelsesbogstav. Når titlen skrives i en omløbende (fortsat) tekst, f.eks. i skriftlige fremsættelser og indledninger i ændringslovforslag, skal der ikke sættes punktum forud for parentesen, f.eks. »Forslag til lov om ændring af ligningsloven (Ændringer vedrørende skattefrihed for fratrædelsesgodtgørelser)«. Hvis der er tale om at ændre i en ændringslov, medtages undertitlen på den ændringslov, der ønskes ændret, ikke i lovforslagets titel. Den skal dog medtages i den relevante paragrafindledning. Selve lovforslaget til lov om ændring af ændringsloven bør derimod forsynes med en undertitel.

I mange forslag til hovedlove er der optaget bestemmelser, der ændrer eller ophæver eksisterende love. Dette nævnes ifølge praksis ikke i lovforslagets titel, og undertitler anvendes aldrig i forslag til hovedlove. Undertitler bruges heller ikke i beslutningsforslag.

6.2.2 Indledninger i ændringsforslag

Der gælder en række regler for, hvordan indledninger til paragraffer i ændringslovforslag skal affattes. Reglerne findes i afsnit 2.3.5 i Justitsministeriets vejledning af 26. juni 2018 om lovkvalitet. Reglerne skal ikke gentages her; men visse regler, som erfaringsmæssigt giver problemer, skal dog fremhæves.

I et ændringslovforslag skal der i indledningen til de enkelte paragraffer være en angivelse af den lov, der skal ændres. Efter tidligere praksis (før 2013) skulle en lovs fulde titel, herunder en eventuel forkortet titel i parentes, angives i indledningen til den relevante paragraf i et ændringslovforslag, uanset om der i selve titlen til ændringslovforslaget henvistes til den forkortede titel på loven. Med henblik på at ensrette anvendelsen af titler i ændringslovforslagets titel og i indledningen til forslagets paragraffer er denne praksis imidlertid nu ændret, således at der i indledningen til en paragraf i ændringslovforslaget alene skal henvises til den forkortede titel på tilsvarende vis, som dette sker i forslagets titel. For love, hvor der ikke er en autoritativ forkortet titel, angives fuldstændig titel, lovnummer og stadfæstelsesdato. Dette omfatter også en eventuel undertitel, hvis der er tale om at ændre i en ændringslov. Der skrives således f.eks.: »I lov nr. 153 af 26. februar 2011 om ændring af lov om social service (Alarm- eller pejlesystemer over for børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne anbragt i døgninstitution eller på opholdssted) foretages følgende …«.

Tidligere ændringslove og lovbekendtgørelser skal også nævnes i indledningen til paragraffer i ændringslovforslaget. Det forekommer imidlertid ofte, at nye ændringslove vedtages eller lovbekendtgørelser udstedes, umiddelbart inden ændringslovforslaget er blevet fremsat eller eventuelt efter fremsættelsen af ændringslovforslaget, med det resultat, at indledningens oplysninger ikke mere er aktuelle. Normalt vil en ajourføring kunne foretages redaktionelt af Lovsekretariatet.

6.2.3 Konsekvensrettelser i hovedloven

Det sker temmelig ofte, at der i et ændringslovforslag ikke er foretaget de fornødne konsekvensrettelser, som følge af at stykker, numre osv. i den lov, som skal ændres, bliver rykket eller ophævet.

Et eksempel kan være, at man i et ændringslovforslag har stillet forslag om, at der i en paragraf indsættes et nyt stykke, og at det får den konsekvens, at de efterfølgende stykker rykker, men forslagsstilleren har overset, at der er steder i den pågældende lov, hvor der henvises til disse efterfølgende stykker. Hvis der ikke stilles ændringsforslag, der retter op på problemet, indebærer det, at henvisningerne fremover bliver forkerte. Lovsekretariatet foretager en omfattende kontrol inden for den pågældende hovedlov af, om der er foretaget de fornødne konsekvensrettelser, men det er fortsat forslagsstilleren, der har ansvaret for, at lovforslaget ikke indeholder fejl. Under alle omstændigheder kan fejlen kun afhjælpes, ved at der stilles ændringsforslag.

6.2.4 Andre fejl

Sproglige fejl forekommer jævnligt i lovforslag. F.eks. sker det, at der i lovforslag bruges kønsspecifikke betegnelser, f.eks. »han«.

Af andre fejl, der jævnligt forekommer, kan nævnes

• henvisninger til bestemmelser, der ikke eksisterer, eller henvisninger, der er åbenbart forkerte,
  
  
• forkortelser eller begreber, der ikke er almindeligt kendte og ikke defineres eller forklares,
  
  
• indforståede udtryk, herunder på et fremmed sprog, og
  
  
• inkonsekvent sprogbrug.
  
  
  

Det kan endvidere nævnes, at ophævelsesbestemmelser i forslag til ændringslove bør placeres i en selvstændig paragraf og ikke i ikrafttrædelsesbestemmelsen, således som det ofte gøres i forslag til hovedlove. Dette svarer til, at bestemmelser i forslag til hovedlove, som ændrer bestemmelser i andre love, skal placeres i en selvstændig paragraf. Baggrunden for reglen er, at ophævelseslove opfattes på linje med ændringslove (FFO, § 10, stk. 1).

Afsnit 6.3 Retningslinjer for redaktionelle rettelser

Retskrivningsordbogen, Folketingets valg af staveformer, sproglige fejl og fejl vedrørende formalia

6.3 Retningslinjer for redaktionelle rettelser

De redaktionelle rettelser, som foretages af administrationen i Folketinget i forbindelse med senere versioner af fremsatte lov- og beslutningsforslag, følger bestemte retningslinjer. Blandt de vigtigste kan nævnes følgende:

6.3.1 Retskrivningsordbogen

Dansk retskrivning skal følges af alle dele af den offentlige forvaltning, af Folketinget og af myndigheder med tilknytning til Folketinget samt af domstolene (§ 2, stk. 1, i lov om dansk retskrivning). Dansk retskrivning fastlægges af Dansk Sprognævn og offentliggøres i nævnets retskrivningsordbog. Alle lov- og beslutningsforslag skal derfor følge reglerne i Retskrivningsordbogen.

6.3.2 Folketingets valg af staveformer m.v.

Retskrivningsordbogen giver i en række tilfælde valgfrihed med hensyn til staveformer og tegnsætning. Der eksisterer imidlertid en mangeårig praksis for, at Folketinget i de fleste tilfælde lægger sig fast på en bestemt af disse valgfri former. Det skyldes bl.a. hensynet til ensartetheden, og dette hensyn er blevet forstærket efter indførelsen af elektronisk data- og tekstbehandling med de muligheder, som søgning efter bestemte ord og udtryk giver. I det daglige arbejde med tekster i Folketinget er en vis ensartethed også en praktisk nødvendighed. Det ville være vanskeligt at administrere en ordning, hvorefter de enkelte leverandører af tekster til Folketinget, dvs. især ministerier og folketingsgrupper, havde hver deres praksis med hensyn til retskrivning og tegnsætning, som skulle respekteres i de tekster, der behandles i Folketinget. Derfor følges reglerne i ”Sprogbasen”, som kan findes på https://sprogbasen.ft.dk, hvor Folketingets valg af staveformer m.v. er samlet.

6.3.3 Sproglige fejl

Egentlige sprogfejl i lov- og beslutningsforslag bør selvfølgelig rettes, når der er mulighed for det. Som eksempler kan nævnes manglende ord, forkert anvendte ord, forkerte bøjningsformer etc. Forudsætningen for, at der kan ske en redaktionel rettelse, er naturligvis, at der ikke sker en ændring af den pågældende teksts mening.

6.3.4 Fejl vedrørende opstilling (formalia)

I Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet er der fastsat retningslinjer for opstilling af lovforslag. Forskrifterne drejer sig bl.a. om typografi og indrykning. Vejledningen kan findes i Retsinformation. 

Afsnit 6.4 Omtryk og rettelser af fremsatte lovforslag

Procedure ved rettelser af fejl

6.4 Omtryk og rettelser af fremsatte lovforslag

Det sker indimellem, at et lov- eller beslutningsforslag bliver omtrykt, efter at det er blevet fremsat, men inden 1. behandling. Denne fremgangsmåde anvendes navnlig i de tilfælde, hvor et ministerium bliver opmærksom på, at der er fejl i et lov- eller beslutningsforslag, som den pågældende minister har fremsat. For at undgå usikkerhed blandt Folketingets medlemmer og ansatte bør et ministerium, der overvejer at få et lovforslag omtrykt, kontakte den lovteknisk ansvarlige i Folketinget og aftale, om og i givet fald hvordan den konstaterede fejl bedst kan berigtiges, og herunder aftale den nærmere fremgangsmåde for udfærdigelsen af et eventuelt omtryk.

Ved omtryk af lovforslag bliver der øverst på lovforslagets første side anført »Omtryk« med angivelse af, hvilken type ændring der er tale om, f.eks.

• ændret tekst,
  
  
• ændret paginering,
  
  
• ændret titel eller
  
  
• tilføjelse af bilag.

I relation til Forretningsordenens frister svarer offentliggørelsen af et omtryk til fremsættelse af et nyt forslag. Et omtrykt lovforslag kan således ikke uden dispensation komme til 1. behandling, før 2 dage efter at omtrykket er offentliggjort på en af Folketingets hjemmesider. Et lovforslag som fremsat omtrykkes ikke, efter at 1. behandling af lovforslaget har fundet sted. Bliver ministeriet opmærksom på en fejl i lovforslaget, efter at 1. behandling har fundet sted, må fejlen korrigeres på anden vis. Er der fejl i selve lovteksten, kan fejlen rettes via ændringsforslag. Er der fejl i lovforslagets bemærkninger, vil fejlen som oftest mest hensigtsmæssigt kunne berigtiges, ved at ministeren sender en skriftlig berigtigelse til det stående udvalg, der behandler lovforslaget. Denne berigtigelse vil eventuelt kunne medtages i udvalgets betænkning over forslaget, jf. nærmere herom i afsnit 2.5.4.

Afsnit 6.5 Flere ændringsforslag angående samme lov

6.5 Flere ændringslovforslag angående den samme lov

Det forekommer undertiden, at der fremsættes og behandles to eller flere lovforslag, der indebærer ændringer i den samme hovedlov. Selv om forslagsstilleren er opmærksom på dette, før lovforslaget bliver fremsat, bør lovforslag udformes således, at det ikke tager hensyn til andre lovforslag, der allerede er under behandling. Man kan nemlig ikke vide, om de andre lovforslag bliver vedtaget, og i givet fald hvornår det sker. Lovforslaget skal altså ikke udformes således, at der tages højde for de ændringer i hovedloven, som det eller de andre lovforslag vil medføre, hvis de bliver vedtaget. Det samme kan forekomme, hvis et lovforslag ændrer i en bestående hovedlov og et andet lovforslag indeholder henvisninger til denne hovedlov.

Som eksempel kan nævnes, at der fremsættes to lovforslag, som begge indebærer, at der i en eksisterende lov (hovedlov) indsættes en række bestemmelser med den samme betegnelse (f.eks. samme kapitel- eller paragrafnummer), men med forskelligt indhold i de to lovforslag. Som et andet eksempel kan nævnes, at et ændringslovforslag indirekte har betydning for et andet ændringslovforslag til den samme hovedlov, idet det ene lovforslag indebærer konsekvenser i form af rykninger af efterfølgende bestemmelser i hovedloven, typisk stykker, som er omfattet af det andet lovforslag. Da man i disse situationer ikke kan vide, hvilket forslag der først vil blive vedtaget, skal begge lovforslag udformes således, at der ikke tages hensyn til det andet lovforslag. I sådanne situationer vil det være nødvendigt på et ret sent tidspunkt at stille ændringsforslag til det lovforslag, der vedtages sidst. Derfor er det vigtigt, at det pågældende ministerium på et så tidligt tidspunkt som muligt dels gør sig klart, hvad konsekvensen vil være for hvert lovforslag, hvis det vedtages sidst, dels kontakter Lovsekretariatet eller den pågældende udvalgssekretær for at aftale det konkrete forløb, herunder rækkefølgen for lovforslagenes 3. behandling i Folketingssalen.

Hovedreglen er altså, at der ikke skal tages hensyn til andre lovforslag om ændring af den samme hovedlov og lignende tilfælde, men hovedreglen må fraviges i de tilfælde, hvor flere lovforslag har en nær indbyrdes sammenhæng. Problemet kan især opstå, når der både fremsættes et forslag til en ny hovedlov og et lovforslag om ændringer i en række bestående love som følge af den nye hovedlov. Som et eksempel kan nævnes forslag til lov om leje (lovforslag nr. L 47), forslag til lov om boligforhold (lovforslag nr. L 48) og forslag til lov om ændring af lov om leje af almene boliger, lov om almene boliger m.v., lov om boliger for ældre og personer med handicap og forskellige andre love. (Konsekvensrettelser som følge af lov om leje og lov om boligforhold samt opsigelse af fremlejegivere i almene boliger) (lovforslag nr. L 49), alle fra folketingsåret 2021-22. På grund af den indbyrdes sammenhæng mellem de tre lovforslag var det uundgåeligt, at der især i det sidstnævnte lovforslag var en række henvisninger til bestemmelser i de to førstnævnte lovforslag. Det er altså især i de tilfælde, hvor der både fremsættes et forslag til en ny hovedlov og et lovforslag om ændringer i en række bestående love som følge af den nye hovedlov, at det kan blive nødvendigt at fravige hovedreglen. Ud over sådanne tilfælde kan der også forekomme tilfælde, hvor to ændringslove har en så tæt indbyrdes sammenhæng, at hovedreglen må fraviges. Som eksempel herpå kan nævnes lovforslag nr. L 145 og 146 fra folketingsåret 2012-13, der begge blev fremsat i tilknytning til lovforslag nr. L 144 (forslag til lov om offentlighed i forvaltningen).

Afsnit 6.6 Offentliggørelse af lovforslag efter 2. behandling og 3. behandling

6.6 Offentliggørelse af lovforslag efter 2. og 3. behandling

Hvis der i forbindelse med 2. behandling af et lovforslag bliver vedtaget ændringsforslag, sørger Lovsekretariatet for, at der udarbejdes en version af lovforslaget, hvori de vedtagne ændringsforslag med tilhørende konsekvensændringer er indarbejdet (den såkaldte indredaktion). Konsekvensændringerne drejer sig især om rykninger af paragraffer, stykker, numre og litraer og henvisninger hertil. Redaktionelle rettelser af sproglige og formelle fejl indgår også i denne version. Denne version vil normalt blive offentliggjort på www.folketingstidende.dk umiddelbart efter 2. behandling, og vedkommende ministerium bør hurtigst muligt gennemgå den nye version med henblik på kontrol af, om den foretagne indredaktion svarer til intentionerne i de vedtagne ændringsforslag. Hvis der er tvivlsspørgsmål, bør de hurtigst muligt rettes til den lovteknisk ansvarlige i Folketinget. Eventuelt kan der blive tale om, at der bør stilles konsekvensændringsforslag til 3. behandling.

Når et lovforslag er blevet vedtaget ved 3. behandling og et eksemplar af det vedtagne lovforslag er underskrevet af formanden og en tingsekretær, sørger Lovsekretariatet for, at lovforslaget offentliggøres. Ligesom ved 2. behandling kan der vedtages ændringsforslag til lovforslag ved 3. behandling. Hvis der bliver vedtaget ændringsforslag ved 3. behandling, bliver ændringsforslagene indarbejdet i den nye version, og vedkommende ministerium bør hurtigst muligt kontrollere, om ændringsforslagene er blevet indarbejdet i lovforslaget på en måde, som svarer til intentionerne i de vedtagne ændringsforslag.

Som nævnt underskrives det vedtagne lovforslag af formanden og en tingsekretær, og forslaget kan til brug for statsrådsproceduren afhentes af det pågældende ministerium i Lovsekretariatet, der normalt telefonisk vil give besked til ministeriets forkontor herom.

Afsnit 6.7 Omtryk af lovforslag efter 3. behandling

6.7 Omtryk af lovforslag efter 3. behandling

I heldigvis relativt få tilfælde sker det, at den udgave af et lovforslag, der offentliggøres på Folketingets hjemmesider umiddelbart efter vedtagelsen ved 3. behandling, ikke svarer til det, som Folketingets flertal har tilsigtet.

I det omfang dette skyldes menneskelige eller tekniske fejl i Folketingets Administration, kan fejlen i nogle situationer berigtiges ved at udsende en omtrykt udgave af det vedtagne lovforslag. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis et ændringsforslag, der var formuleret korrekt i en (tillægs)betænkning, ikke er blevet indarbejdet korrekt i lovforslaget.

Derimod vil det som altovervejende hovedregel ikke vil være muligt at udarbejde et omtryk, hvis fejlen har foreligget i de tekster, som Folketinget har taget stilling til, og som er blevet korrekt optrykt, dvs. fejl, der allerede forelå i det fremsatte forslag eller i eventuelle ændringsforslag, der er blevet stillet og vedtaget.

Hvis et ministerium opdager en fejl i et vedtaget lovforslag, er det vigtigt, at Folketingets Lovsekretariat kontaktes hurtigst muligt. Folketingets Lovsekretariat vil herefter – efter forelæggelse for folketingssekretæren og Folketingets formand og efter samråd med Justitsministeriets Lovafdeling – afgøre, om det er muligt at berigtige fejlen ved et omtryk.

Afsnit 7.1 Forespørgsler

De forskellige typer af forespørgsler

7.1 Forespørgsler

Et eller flere medlemmer kan tage initiativ til en bred debat i Folketingssalen om et givet emne ved at indlevere en forespørgsel, der formuleres som et spørgsmål om et offentligt anliggende til den eller de ministre, som medlemmer ønsker at stille forespørgslen til (grundlovens § 53 og FFO, § 21).

Når der er ønske om en særlig hurtig debat om et aktuelt emne, vil denne kunne finde sted i form af en hasteforespørgsel. De særlige regler, der gælder for afvikling af en hasteforespørgsel, beskrives i afsnit 7.4.

Normalt står der flere medlemmer, eventuelt fra flere folketingsgrupper, bag en forespørgsel. Det er sædvane, at Folketingets afslutningsdebat finder sted på grundlag af en forespørgsel om, hvad statsministeren kan oplyse om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation. Denne forespørgsel stilles typisk af et medlem fra hver folketingsgruppe og medlemmer uden for grupperne. Tilsvarende er der årligt tilbagevendende forespørgsler om f.eks. regeringens fremtidige klimapolitiske initiativer, der siden folketingsåret 2015-16 har været behandlet sammen med forhandlingen om regeringens årlige klimapolitiske redegørelse.

Afsnit 7.2 Proceduren ved forespørgsler

Samtykke, forhandlingen af forespørgsler, taletider m.v.

7.2 Proceduren ved forespørgsler

Forespørgslens ordlyd sendes elektronisk til Lovsekretariatet med tydelig markering af, om der er tale om en forespørgsel eller om en hasteforespørgsel, hvem der er forespørgere, herunder ordfører for forespørgerne og til hvilken eller hvilke ministre forespørgslen ønskes stillet.

Udvalget for Forretningsordenen har senest i betænkning og indstilling nr. B 147 af 23. maj  4. juni 2018 om ændring af forretningsorden for Folketinget (Ændring af forskellige arbejdsformer og forretningsgange m.v.) anført, hvilke overvejelser der i almindelighed bør indgå, når en forespørgsel ønskes stillet, herunder om emnet for forespørgslen må formodes at have en bredere politisk interesse, eller om det vil være bedre egnet til at blive behandlet i et fagudvalg, f.eks. ved et samråd med den pågældende minister. 

7.2.1 Fremme af en forespørgsel

Lovsekretariatet sørger for, at forespørgslen bliver offentliggjort på ft.dk og folketingstidende.dk. Folketingets formand anmelder forespørgslen i Folketingssalen.

Folketinget skal give samtykke til, at forespørgslen må stilles (fremmes). Folketingets Præsidium har besluttet, at spørgsmålet skal afgøres, senest den tredje mødedag efter at Folketingets formand har anmeldt forespørgslen. Sagen sættes på dagsordenen for et møde i Folketingssalen, men der er ikke en drøftelse i salen, inden beslutningen om fremme træffes.  Der har været ét tilfælde tilbage i 2000, hvor en forespørgsel er blevet nægtet fremme. Forespørgslen til den daværende socialminister vedrørte ikke dennes opgaver som socialminister, men dennes funktion som sit partis kampagneleder forud for folkeafstemningen den 28. september 2000 om euroen.

En forespørgsel skal vedrøre »et offentligt anliggende«. Der formodes at være meget vide rammer for, hvad en forespørgsel må omhandle. Rent private forhold som f.eks. en ministers måde at forvalte sit private liv på vil Folketingets formand dog formentlig nægte at anmelde i Folketingssalen. Sådanne sager vil antagelig dog først blive drøftet i Udvalget for Forretningsordenen.

Anmeldelse, fremme og afvikling af en forespørgsel skal finde sted i hvert sit møde. 

7.2.2 Hvornår sættes en forespørgsel til forhandling?

Når Lovsekretariatet har modtaget en forespørgsel, kontakter det forespørger og ministersekretariatet i det pågældende ministerium og aftaler, hvilken dag forespørgslen skal forhandles i Folketingssalen. Forespørgselsdebatten skal gennemføres, senest 10 mødedage efter at Folketinget har givet sit samtykke til forespørgslen (FFO, § 21, stk. 2). I praksis sættes en forespørgsel normalt først til forhandling i Folketingssalen, 4-5 uger (svarende til ca. 20 mødedage) efter at Folketinget har givet sit samtykke til, at forespørgselsdebatten bliver gennemført. Muligheden for, at forespørgselsdebatten bliver udsat, er større, hvis forespørgslen er stillet til flere ministre, og specielt hvis den også er stillet til statsministeren. Derfor bliver en forespørgsel af og til omtrykt med forespørgernes indforståelse, så den kun stilles til den mest berørte fagminister.

Ministeren har mulighed for at udsætte en debat om en sag, hvis ministeren anser det for at være i strid med landets interesser, at en offentlig debat om den pågældende sag finder sted inden for den ovennævnte frist. I så fald meddeler ministeren dette til forespørgerne, hvorefter forespørgslen udsættes (FFO, § 21, stk. 2). Bestemmelsen ses ikke at være anvendt.

Er der flere forespørgsler om det samme emne, kan Folketinget behandle dem under et, men oftest bliver de behandlet i umiddelbar forlængelse af hinanden. Præsidiet henstillede i december 2002 til folketingsgrupperne, at de i disse tilfælde bliver enige om en fælles forespørgselstekst. Kan der ikke opnås enighed, vil den forespørgsel, hvor forespørgerne repræsenterer flest medlemmer, efter praksis blive sat til forhandling først. Forespørgslens nummerering er således uden betydning i denne forbindelse.

I betænkning nr. B 69 af 3. maj 2000 om ændring af forretningsordenen henstillede Udvalget for Forretningsordenen til medlemmerne (folketingsgrupperne), at de nøje overvejer behovet for at stille forespørgsler, specielt hen imod folketingsårets afslutning (i april og maj måned), således at tilrettelæggelsen af arbejdet i Folketingssalen kan forbedres. Denne henstilling skal ses i sammenhæng med de overvejelser, Udvalget for Forretningsordenen mener generelt bør indgå, når en forespørgsel ønskes stillet, herunder om emnet for forespørgslen må formodes at have en bredere politisk interesse, eller om det vil være bedre egnet til at blive behandlet i et fagudvalg, f.eks. ved et samråd med den pågældende minister (se betænkning og indstilling nr. B 147 af 23. maj  2018 (Ændring af forskellige arbejdsformer og forretningsgange m.v.).

7.2.3 Afvikling af en forespørgselsdebat

Forespørgselsdebatter afvikles som udgangspunkt efter denne skabelon:

• Forespørgslen indledes med, at en ordfører for forespørgerne først giver en begrundelse for, at forespørgslen er blevet stillet. Ordføreren har 3 minutter til begrundelsen. Ordføreren behøver ikke nødvendigvis være den forespørger, der er nævnt først i forespørgslen. Medlemmerne kan ikke fremsætte korte bemærkninger til ordføreren for forespørgernes begrundelse. Det er ikke muligt på dette tidspunkt at ændre emnet for forespørgslen.
  
  
• Herefter svarer ministeren eller ministrene (FFO, § 21, stk. 3). Ministeren har 15 minutter til at svare. Hvis forespørgslen er stillet til flere ministre, kan den samlede taletid for ministrene udstrækkes til mellem 20 og 25 minutter efter aftale mellem Lovsekretariatet og de involverede ministerier.
  
  
• Folketingets formand kan tillade ordførerne én kort bemærkning til ministeren eller ministrene efter besvarelsen.
  
  
• På grundlag af ministerens svar finder der herefter en forhandling sted, hvor der normalt deltager en ordfører fra hver folketingsgruppe. Ordførerne er placeret på første række i Folketingssalen under behandlingen af forespørgsler og redegørelser, jf. afsnit 7.5.1. 
  
  
• Under forhandlingen er der afsat 5 minutter til hver ordfører i første runde. Den første ordfører, der får ordet, er det medlem, der står først som forespørger. Herefter får ordførerne ordet i sædvanlig ordførerrækkefølge, dvs. efter folketingsgruppernes størrelse. Andre medlemmer kan få ordet til et indlæg på 3 minutter.
  
  
• Under forhandlingen kan medlemmerne fremsætte forslag til vedtagelse, jf. afsnit 7.3. Der kan derudover fremsættes korte bemærkninger til de enkelte ordførere.
  
  
• Når alle ordførerne og eventuelle andre medlemmer har holdt deres ordførertale, får den eller de deltagende ministre ordet som den/de sidste i første runde af forhandlingen. Ministeren eller ministrene får ordet i op til 10 minutter i alt. Efter eventuelle korte bemærkninger til ministeren eller ministrene er første runde af forhandlingen slut.
  
  
• Herefter er der mulighed for at foretage en anden runde af forhandlingen. Den bliver normalt brugt til en afrunding af debatten, men det er ikke altid, at der er ønske hos ordførerne om en anden runde. Ordføreren for forespørgerne kan få ordet i op til 5 minutter i anden runde. Herefter kan eventuelle andre ordførere få ordet i op til 3 minutter.
  
  
• Hvis der er fremsat forslag til vedtagelse, afsluttes forhandlingen med en afstemning om forslagene, jf. afsnit 7.3.3. Bortset fra ved afslutningsdebatten udsættes afstemningen og dermed den formelle afslutning af forespørgslen i praksis til næste mødedag med afstemninger i Folketingssalen.

En forespørgsel kan tages tilbage af forespørgerne, indtil Folketinget begynder på det dagsordenspunkt, hvor forespørgslen skal fremsættes og forhandles. En forespørgsel, der er taget tilbage, kan ikke overtages af andre folketingsmedlemmer (FFO, § 22, stk. 2 og 4).

Afsnit 7.3 Forslag til vedtagelse

Behandlingen af forslag til vedtagelse, længde og indhold og afstemningsrækkefølgen

7.3 Forslag til vedtagelse

Under forespørgselsdebatter, afslutningsdebatten og forhandling om en af statsministerens redegørelser, herunder åbningsdebatten (FFO, § 19, stk. 1 og 2), kan der fremsættes en særlig form for beslutningsforslag, som kaldes forslag til vedtagelse (FFO, § 24).

En folketingsvedtagelse er en politisk udtalelse, der som regel er rettet til regeringen, og den har ikke retsvirkninger for borgerne eller offentlige myndigheder. Det er dog muligt for Folketinget – med bindende virkning – at udtale mistillid til en minister i et forslag til vedtagelse. Der kan ikke stilles ændringsforslag til et forslag til vedtagelse (FFO, § 24, stk. 2).

Et forslag til vedtagelse kan på et hvert trin af behandlingen tages tilbage og optages af andre (FFO, § 22 stk.1).

Udvalget for Forretningsordenen har i betænkning og indstilling nr. B 147 fra 4. juni 2018 (Ændring af forskellige arbejdsformer og forretningsgange m.v.) henstillet til folketingsgrupperne, at de overvejer at tilrettelægge deres arbejdsgange, så udkast til vedtagelser mere konsekvent deles mellem grupperne til brug for forberedelsen af en forespørgselsdebat. 

7.3.1 Behandling af forslag til vedtagelse

Et forslag til vedtagelse fremsættes, ved at det pågældende medlem læser forslagets tekst op og derefter afleverer teksten til formanden. Det bør tydeligt nævnes i forbindelse med oplæsningen, på hvilke medlemmers eller folketingsgruppers vegne forslaget fremsættes. Formanden meddeler, at forslaget nu indgår i forhandlingen.

Der afsættes ikke særskilt taletid til oplæsning af forslag til vedtagelse, men i de senere år har Folketingets formand tilladt oplæsning af forslag til vedtagelse ud over den taletid, der ellers tilkommer medlemmet.

Medlemmer, der har opbrugt deres taletid under forhandlingen, kan få ny taletid, hvis der fremsættes et forslag til vedtagelse (FFO, § 24, stk. 3). Denne mulighed anvendes dog i praksis sjældent.

7.3.2 Længde og indhold af forslag til vedtagelse

Da et forslag til vedtagelse ikke får samme grundige behandling som andre beslutningsforslag, har Folketinget sat en grænse for, hvor langt et forslag til vedtagelse må være. Forslag til vedtagelse må ikke være sammensat af mere end 150 ord. Ved en hasteforespørgsel er det højst 50 ord, jf. afsnit 7.4.

Et forslag til vedtagelse skal efter sit indhold have en naturlig tilknytning til den forhandling, som foregår (FFO, § 24, stk. 1). Der kan altså ikke fremsættes et forslag til vedtagelse, som drejer sig om noget helt andet end det, som er emnet for debatten.

7.3.3 Afstemningsrækkefølge

Der kan kun vedtages ét forslag til vedtagelse under hver debat, og når ét forslag er vedtaget, bortfalder de øvrige (FFO, § 24, stk. 2). Ved en række tilfælde har det imidlertid vist sig under debatten, at der ville være flertal for mere end ét forslag. I disse tilfælde er det den rækkefølge, som forslagene kommer til afstemning i, som er afgørende for, hvilket forslag der bliver vedtaget. Da udfaldet af afstemningen kan være afgørende for, om regeringen har et flertal for sig eller imod sig, er det vigtigt for både regeringen og folketingsgrupperne, at de på forhånd kan beregne denne rækkefølge.

Afstemningsrækkefølgen afgøres som hovedregel af Folketingets formand (FFO, § 34), og formanden følger en særlig praksis, der har udviklet sig siden 1930'erne. I hovedtræk går den ud på følgende: Hvis der alene er fremsat forslag til vedtagelse, som regeringen ikke kan acceptere, sættes forslagene til afstemning i kronologisk rækkefølge, dvs. i den rækkefølge, hvori de er fremsat. Men hvis der er et af forslagene til vedtagelse, som regeringen godt kan acceptere, ændres afstemningsrækkefølgen. Ifølge fast praksis sættes det forslag til vedtagelse, som regeringen har erklæret at kunne acceptere, til afstemning først. Vedtages det, anses de øvrige forslag til vedtagelse for bortfaldet. Begrundelsen for denne fortrinsstilling er, at afstemningen her i virkeligheden anses for at dreje sig om at udtrykke tillid eller mistillid til regeringen. Der er dog eksempler på, at Folketingets formand med den pågældende ministers accept har fraveget denne afstemningsrækkefølge.

Efter anmodning fra 17 medlemmer skal afstemningsrækkefølgen imidlertid bestemmes ved afstemning i Folketingssalen. Inden denne afstemning kan 1 af de 17 medlemmer og formanden hver udtale sig én gang (FFO, § 34). Opnår et forslag fra 17 medlemmer ikke flertal, er det op til formanden at bestemme rækkefølgen.

Afsnit 7.4 Hasteforespørgsler

Fremgangsmåde og regler ved hasteforespørgsler

7.4 Hasteforespørgsler

Er der ønske om en særlig hurtig debat om et aktuelt emne, vil dette kunne ske i form af en hasteforespørgsel (FFO, § 21, stk. 4). En hasteforespørgsel afvikles den førstkommende onsdag kl. 13, såfremt anmodningen om hasteforespørgslen er modtaget i Lovsekretariatet senest kl. 14 den fjerde hverdag forinden (normalt torsdag). Anmodningen skal komme fra gruppeformanden for en eller flere folketingsgrupper og skal støttes af en bredere kreds af folketingsgrupper (mindretalsbeskyttelsen på to femtedele i grundloven indgår her i afvejningen uden dog at være afgørende som forudsætning eller som medførende et krav).

Lovsekretariatet sender anmodningen om en hasteforespørgsel til de øvrige folketingsgrupper og til det relevante ministerium. I praksis anmoder Lovsekretariatet på formandens vegne grupperne om at fremkomme med deres indstilling til anmodningen inden for en kort frist. Grupperne skal i deres svar klart tilkendegive, om de støtter eller ikke støtter anmodningen om en hasteforespørgsel. Folketingets formand beslutter samme dag på baggrund af gruppernes indstillinger, om anmodningen skal imødekommes.

Forespørgslen offentliggøres på ft.dk, og den anmeldes og fremmes, inden debatten påbegyndes. Det er ikke et krav som ved almindelige forespørgsler, at anmeldelse, fremme og afvikling skal finde sted i hvert sit møde.

På grund af den korte forberedelsestid og af hensyn til den øvrige onsdagsdagsorden er rammen for afviklingen af en hasteforespørgsel 2 timer og 15 minutter. Der er derfor mindre tid til rådighed for de enkelte ordførere og involverede ministre end ved en almindelig forespørgsel. Formanden giver i forbindelse med meddelelsen (torsdag) om, at der vil blive afviklet en hasteforespørgsel, oplysning om de taletider, der vil være gældende.

Eventuelle forslag til vedtagelse må ikke være på mere end 50 ord (FFO, § 24, stk. 1). Afstemning om fremsatte forslag til vedtagelse udsættes til den følgende dag, medmindre denne er mødefri. Er dette tilfældet, finder afstemningen sted den førstkommende tirsdag.

Folketingets formand lader som udgangspunkt et § 20-spørgsmål til mundtlig besvarelse udgå i spørgetiden, hvis det vedrører samme emne som en hasteforespørgsel samme dag (FFO, § 20, stk. 5). 

Afsnit 7.5 Redegørelser fra regeringen

Almindelige redegørelser, statsministerens åbningsredegørelse og andre redegørelser

7.5 Redegørelser fra regeringen

I de følgende afsnit beskrives de forskellige typer af redegørelser fra regeringen, taletiderne under en redegørelsesdebat, og hvordan man sender en redegørelse til Folketinget.

7.5.1 Almindelige redegørelser

En minister kan give Folketinget en redegørelse for et offentligt anliggende (FFO, § 19, stk. 4). Traditionelt er en redegørelse en orientering om et generelt emne, et helt sagsområde eller et lovgivningsområde, som en minister giver, normalt i skriftlig form, uden at være svar på spørgsmål fra Folketinget.

En redegørelse fremkommer således normalt på initiativ fra ministeren, og formålet er som udgangspunkt at inddrage Folketinget i regeringens overvejelser om ændret lovgivning på et område. Ved at afgive en redegørelse og sikre, at den kommer til debat, får regeringen på et tidligt tidspunkt en tilkendegivelse om folketingsgruppernes holdning til emnet. Folketinget inviteres således til at medvirke ved udformningen af de politiske hovedlinjer i regeringens lovforslag eller af regeringens politik på områder, hvor der ikke lovgives.

Redegørelsen kan også have baggrund i en lov, en folketingsbeslutning eller en folketingsvedtagelse. Anledningen er ofte, at der har været et ønske i Folketinget om, at der skulle foretages en evaluering af nogle bestemte regler i lovgivningen efter en vis periode. F.eks. er der i nogle love indsat en bestemmelse om, at ministeren skal afgive en redegørelse til Folketinget om det pågældende område en gang om året. I andre tilfælde er der indgået en aftale mellem ministeren og et af Folketingets udvalg om, at ministeren skal afgive en redegørelse til Folketinget.

Et ministerium, der vil sende en redegørelse til Folketinget, skal orientere Lovsekretariatet i god tid forinden. Ministeriet skal samtidig oplyse, om ministeren ønsker, at redegørelsen bliver sat til forhandling i Folketingssalen (hvilket gennemsnitligt sker med to tredjedele af redegørelserne), og i så fald skal en dato for forhandlingen aftales med Lovsekretariatet.

Når redegørelsen er modtaget i Folketinget, anmelder Folketingets formand den i et møde ved at læse op, hvilken minister der har afgivet redegørelsen, angive redegørelsens nummer og i øvrigt henvise til offentliggørelsen på ft.dk og folketingstidende.dk.

Beslutningen om, hvorvidt en redegørelse skal forhandles i Folketingssalen, træffes som hovedregel af Folketingets formand. Beslutningen træffes, senest den første mødedag efter at redegørelsen er henholdsvis afgivet og offentliggjort på ft.dk og folketingstidende.dk (FFO, § 19, stk. 5). Men redegørelsen skal sættes til forhandling i Folketingssalen, hvis mindst 17 folketingsmedlemmer anmoder om det over for formanden. Anmodningen skal fremsættes, senest den første mødedag efter at redegørelsen er henholdsvis afgivet og offentliggjort. Forhandlingen af redegørelsen skal finde sted, senest 10 mødedage efter at formanden har henholdsvis meddelt Folketinget sin beslutning og modtaget anmodningen fra mindst 17 folketingsmedlemmer, medmindre Folketinget beslutter andet. Der går dog oftest 15-20 mødedage, efter at en redegørelse af afgivet, før den kommer til debat. Det er som oftest ministeren, som har aftalt dette med de relevante ordførere. Som eksempel på årligt tilbagevendende redegørelser kan nævnes de årlige retssikkerhedsredegørelser og ligestillingsredegørelser. 

7.5.2 Procedure m.v. for fremsendelse af redegørelser til Folketinget

Ministeriet skal endvidere senest kl. 11.00 dagen før anmeldelsen sende et printet eksemplar af redegørelsen til Lovsekretariatet og et brev stilet til Folketingets formand, men sendt til Lovsekretariatet, om anmeldelsen. Derefter kontakter Lovsekretariatet det pågældende ministerium om nummer på redegørelsen. Redegørelsen skal være frigivet i Lex Dania-klient senest 1 time før begyndelsen af det møde, hvor formanden anmelder redegørelsen. Når redegørelsen er anmeldt, sørger Lovsekretariatet for, at den frigivne redegørelse offentliggøres på folketingstidende.dk og ft.dk.

En redegørelse må ikke fylde mere, end hvad der svarer til fem til seks sider i det tospaltede pdf-format. Det svarer til ca. ½ times mundtlig fremsættelse. Det er derudover muligt at medtage bilag til redegørelsen, men den skal kunne læses uden bilag. 

7.5.3 Taletider ved redegørelsesdebatter

Taletiderne ved forhandlingen om en redegørelse er 10 minutter for ordførerne i første omgang og 5 minutter i en eventuel anden omgang. Ministerens taletid er 20 minutter i første omgang og herefter 10 minutter i eventuelle følgende omgange. Der kan ikke fremsættes forslag til vedtagelse under forhandlingerne. Ordførerne er placeret på første række i Folketingssalen som ved forespørgsler.

Forhandlingen om en redegørelse kan ske sammen med en forespørgselsdebat om samme emne. I så fald anvendes taletiderne for forespørgsler under begrundelsen af forespørgslen og ministerens eller ministrenes besvarelse, og under den efterfølgende forhandling anvendes taletiderne for redegørelsesdebatter. Der kan fremsættes forslag til vedtagelse under forhandlingerne.

7.5.4 Statsministerens åbningsredegørelse m.v.

På den første mødedag i folketingsåret afgiver statsministeren en åbningsredegørelse (grundlovens § 38 og FFO, § 19, stk. 1). Den betegnes officielt som en redegørelse for rigets almindelige stilling og de af  regeringen påtænkte foranstaltninger. Åbningsredegørelserne har stor politisk betydning, og derfor gælder der særlige regler for forhandlingen af disse redegørelser:

• Folketinget skal foretage en forhandling om åbningsredegørelsen (åbningsdebatten). Forhandlingen gennemføres typisk 2 dage efter afgivelsen af åbningsredegørelsen. 
  
  
• Der kan fremsættes forslag til vedtagelse under debatten om åbningsredegørelsen.
  
  
• Folketingets formand fastsætter særskilte retningslinjer for debatten med hensyn til taletider m.v. Det samme gælder for afslutningsdebatten (forespørgselsdebatten om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation).

Statsministeren kan også på andre tidspunkter af folketingsåret afgive en redegørelse for rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger, hvilket ofte er tilfældet efter et folketingsvalg (FFO, § 19, stk. 2). Der skal også i disse tilfælde foretages en forhandling af redegørelsen, hvilket sker efter samme principper som for åbningsdebatten. 

7.5.5 Andre redegørelser

Med indførelsen af de stående udvalg i 1972 blev der oprettet et forum for dialog mellem en minister og folketingsgrupperne, som i høj grad er blevet udnyttet som alternativ til redegørelsesdebatter i Folketingssalen. Der findes i forarbejder til love (f.eks. i bemærkninger til lovforslag eller i udvalgs betænkninger) talrige eksempler på, at en minister giver tilsagn om efter et stykke tid at orientere et folketingsudvalg om virkningerne af loven. Disse redegørelser til udvalg kommer ikke til debat i Folketingssalen.

Afsnit 8.1 Oversigt

Mundtlige og skriftlige spørgsmål til ministre

8.1 De forskellige typer af spørgsmål

Folketingets arbejde med lovforslag og beslutningsforslag og den parlamentariske kontrol med regeringen bliver i stor udstrækning udført, ved at medlemmerne stiller spørgsmål til ministrene. Der findes flere varianter af spørgsmål til ministrene. Nogle stilles gennem udvalgene, hvor det er udvalgsformanden, der spørger på vegne af hele udvalget. Andre stilles direkte af navngivne folketingsmedlemmer. Langt hovedparten af spørgsmålene skal ministrene besvare skriftligt.

I Folketingssalen besvares spørgsmål mundtligt enten i spørgetimen med statsministeren på udvalgte tirsdage, hvor lederne af partierne uden for regeringen stiller spørgsmål til statsministeren, som ikke er kendte på forhånd, eller i spørgetiden om onsdagen, hvor ministre besvarer spørgsmål, som medlemmer har stillet senest 3 hverdage forinden (lørdag ikke medregnet).

Ministrene kan også besvare spørgsmål mundtligt under et samråd i et udvalg. Her vil spørgsmålene være oversendt til ministeren inden afholdelsen af samrådet. Endelig har udvalgene mulighed for at afholde lukkede spørgetimer med en minister, hvor udvalgsmedlemmerne kan stille uforberedte spørgsmål til ministeren om aktuelle politiske emner, og hvor der mulighed for en mere uformel dialog mellem minister og udvalg.

• Se oversigt over spørgsmål til ministre

Afsnit 8.2 Spørgsmål fra enkeltmedlemmer: § 20-spørgsmål

Spørgsmålets indhold, formalia, ministerens svar og tilbagetagelse af spørgsmål

8.2 Spørgsmål fra enkeltmedlemmer: § 20-spørgsmål

§ 20-spørgsmål kan stilles til enten mundtlig eller skriftlig besvarelse. Ministeren skal besvare et spørgsmål stillet til skriftlig besvarelse i løbet af 6 hverdage (lørdag ikke medregnet). Om onsdagen er der spørgetid i Folketingssalen, hvor ministre besvarer de spørgsmål, som medlemmer senest 3 hverdage forinden har bedt om mundtligt svar på.

Alle § 20-spørgsmål offentliggøres på Folketingets hjemmeside ft.dk med en angivelse af status for besvarelsen, herunder om spørgsmålet er besvaret, taget tilbage, afvist m.v. Lovsekretariatet offentliggør besvarelsen på hjemmesiden.

• Se oversigt over spørgsmål til ministre

8.2.1 Indholdsmæssige krav til § 20-spørgsmål

Det spørgsmål, som medlemmet stiller til ministeren, skal vedrøre ministerens holdning til eller opfattelse af et offentligt anliggende på grundlag af informationer, der er umiddelbart tilgængelige for ministeren (FFO, § 20, stk. 1).

8.2.2 Hvilken minister skal et § 20-spørgsmål stilles til?

Spørgsmål skal stilles til vedkommende minister (FFO, § 20, stk. 1). Efter grundlovens § 14 er det kongen (i praksis statsministeren), som fordeler sagsområderne mellem ministrene, og denne fordeling er udgangspunkt for, hvilken minister et spørgsmål skal stilles til. Et spørgsmål kan ikke stilles til en minister, som ikke har ansvaret for det sagsområde, som spørgsmålet drejer sig om. Har et medlem indgivet et spørgsmål, der ikke er stillet til den rette minister, skal spørgsmålet omadresseres til den rette minister for at kunne stilles.

8.2.3 Formkrav til § 20-spørgsmål

Et § 20-spørgsmål skal stilles skriftligt, og det skal formuleres kort og bestemt. Det kan være ledsaget af en kort skriftlig begrundelse (FFO, § 20, stk. 2). Spørgsmålet må ikke have vedlagt bilag.

8.2.4 Formandens afvisning af § 20-spørgsmål

Lovsekretariatet vurderer på Folketingets formands vegne, om et spørgsmål falder inden for rammerne af § 20-spørgsmål i forhold til indhold, form og adressat.

8.2.5 Frister og fremgangsmåde for at stille § 20-spørgsmål

Et medlem, der ønsker at stille et § 20-spørgsmål, sender spørgsmålet til Lovsekretariatet via den elektroniske postkasse i Outlook. I de perioder, hvor der er møder i Folketingssalen, skal spørgsmålet være modtaget senest 1 time før normal lukketid, som er kl. 16.00 tirsdag-torsdag og kl. 15.00 mandag og fredag, for at det kan forventes videresendt samme dag til det pågældende ministerium. I de mødefri perioder skal Lovsekretariatet have modtaget spørgsmålet senest kl. 14.00.

Spørgsmål til mundtlig besvarelse skal være modtaget af Lovsekretariatet, senest kl. 12.00 3 hverdage før spørgetiden afholdes. Lørdag medregnes ikke i fristen, så den er sædvanligvis fredag kl. 12.00. Spørgsmål modtaget efter fristens udløb stilles til den næste spørgetid, medmindre spørgeren i stedet ønsker spørgsmålet stillet til skriftlig besvarelse.

Folketingets Præsidium har tidligere opfordret til, at § 20-spørgsmål til mundtlig besvarelse sendes til Lovsekretariatet allerede torsdag inden kl. 12 i de tilfælde, hvor der kan være tvivl om, hvilken ressortminister spørgsmålet skal stilles til. På den måde vil der være mere tid til at afklare tvivlen og hermed undgå, at spørgsmålet ikke bliver besvaret i den førstkommende spørgetid.

Folketingets formand lader som udgangspunkt et spørgsmål til mundtlig besvarelse udgå, hvis det vedrører samme emne som en hasteforespørgsel i samme uge (FFO, § 20, stk. 5).

Der kan ikke stilles spørgsmål til spørgetiden til statsministeren, hvis denne deltager i spørgetimen om tirsdagen i samme uge.

Spørgsmål til skriftlig besvarelse i et folketingsår skal stilles senest den 15. september eller, hvis denne dag er en søndag, lørdag den 14. september (FFO, § 20, stk. 9). Spørgsmål til mundtlig besvarelse kan kun stilles i de perioder, hvor der er møder i Folketingssalen.

Et medlem kan ikke stille et § 20-spørgsmål, efter at der er udskrevet folketingsvalg, eller efter at regeringen har indgivet afskedsbegæring (FFO, § 20, stk. 9). Ministrene skal fortsat besvare § 20-spørgsmål, der er stillet, før valget blev udskrevet, eller før regeringen trådte tilbage, men de vil oftest være tilbageholdende med at komme med politiske udmeldinger i svaret, under henvisning til at der er udskrevet valg, eller til, at regeringen fungerer som forretningsministerium.

Ministres afbud til spørgetiden

Ministrene bør besvare spørgsmål til mundtlig besvarelse i den førstkommende spørgetid.

Præsidiet lægger vægt på, at medlemmerne får de bedste muligheder for at få deres spørgsmål besvaret inden for så kort tid, at spørgsmålene ikke mister deres aktualitet. Derfor bør kun uopsættelige forhold kunne begrunde, at en minister ikke møder op i Folketingets spørgetid. Det vil f.eks. være tilfældet ved ministerrådsmøder eller sygdom.

Er en minister forhindret i at deltage i spørgetiden, skal denne meddele dette pr. mail til Lovsekretariatet senest 1 uge før den pågældende spørgetid. Lovsekretariatet lægger en nyhed om afbuddet på Nettinget.

Spørgsmål, der er stillet inden modtagelsen af ministerens afbud, vil blive omtrykt til besvarelse i den næste spørgetid, hvor ministeren deltager, medmindre spørgeren ønsker en skriftlig besvarelse i stedet. Er der enighed mellem spørgeren og de pågældende ministre, kan en anden minister besvare spørgsmålet den dag, som spørgeren har ønsket. Hvis ministrene og spørgeren bliver enige om denne fremgangsmåde, skal en af parterne give besked til Lovsekretariatet.

8.2.6 Besvarelsen af § 20-spørgsmål

Ingen pligt til at svare

En minister har ikke en retlig pligt til at besvare § 20-spørgsmål fra folketingsmedlemmer. Det er baggrunden for reglen i forretningsordenen om, at en minister enten forud for en besvarelse i en begrundet meddelelse eller i spørgetiden kan erklære, at vedkommende ikke ser sig i stand til at besvare spørgsmålet, hvorefter sagen er sluttet (FFO, § 20, stk. 4). Det forekommer også, at en minister meddeler, at vedkommende ikke ønsker at besvare et spørgsmål på nuværende tidspunkt, men henviser til senere at ville fremsende et svar til spørgeren eller til et udvalg. Meddeler en minister efter at have påbegyndt et svar i spørgetiden, at vedkommende ikke har yderligere at tilføje, bliver spørgsmålet ligeledes betragtet som afsluttet.

Svarets indhold

Klager til Præsidiet over besvarelsen af § 20-spørgsmål

Fristen for skriftlig besvarelse af § 20-spørgsmål

Fremgangsmåden ved skriftlig besvarelse af § 20-spørgsmål

Fremgangsmåden ved mundtlig besvarelse af § 20-spørgsmål i spørgetiden

Rækkefølgen af mundtlige § 20-spørgsmål i spørgetiden

Folketingets formand bestemmer rækkefølgen af spørgsmål til ministrene i en spørgetid (FFO, § 20, stk. 5). Rækkefølgen fastsættes i praksis efter statsrådsrækkefølgen, men kan dog fraviges, hvis en minister undtagelsesvis anmoder om at blive rykket frem eller tilbage på listen. Lovsekretariatet vil i et sådant tilfælde betinge sig, at det ministerium, der ønsker en anden placering, på forhånd har aftalt ændringen med de ministerier, der berøres af ændringen.

En minister skal ikke besvare spørgsmål i mere end 1 time pr. spørgetid, medmindre formanden i særlige tilfælde bestemmer andet (FFO, § 20, stk. 5). Hvis der er indleveret flere spørgsmål til en minister i en spørgetid, end det må forudses, at denne vil kunne besvare inden for 1 time, fastlægger formanden spørgsmålsrækkefølgen med henblik på at opnå en rimelig fordeling imellem spørgerne. Spørgsmål, der ikke når at blive besvaret inden for 1 time, kan omtrykkes af Lovsekretariatet til skriftlig besvarelse, hvis spørgerne ønsker det.

8.2.7 Tilbagetagelse af § 20-spørgsmål

Afsnit 8.3 Udvalgsspørgsmål

Spørgsmål til skriftlig besvarelse, samråd og udvalgsspørgetime

8.3 Udvalgsspørgsmål

I de følgende afsnit beskrives de forskellige typer af spørgsmål, der kan stilles i forbindelse med udvalgsarbejdet: udvalgsspørgsmål til skriftlig besvarelse, samrådsspørgsmål og mundtlige spørgsmål under lukkede spørgetimer med ministeren.

• Se oversigt over spørgsmål til ministre

8.3.1 Spørgsmål til skriftlig besvarelse

Et udvalg kan stille spørgsmål om de lov- og beslutningsforslag, der er til behandling i udvalget, eller om et emne eller en sag, der ligger inden for udvalgets sagsområde. Spørgsmål, der ikke er om et lov- eller beslutningsforslag, kaldes spørgsmål på almindelig del (forkortes alm. del). Formålet med et udvalgsspørgsmål er at få ministerens svar om faktuelle forhold eller af holdningsmæssig karakter.

Udvalgsspørgsmål til skriftlig besvarelse offentliggøres på ft.dk med en angivelse af status for besvarelsen, herunder om spørgsmålet er ubesvaret, besvaret, besvaret foreløbigt eller taget tilbage. Besvarelsen gøres tilsvarende tilgængelig på hjemmesiden.

Hvilken minister skal et udvalgsspørgsmål til skriftlig besvarelse stilles til?

Udvalget kan stille spørgsmål enten til den minister, som er fagminister i forhold til udvalget, eller til en anden minister, som spørgsmålet hører under, så længe spørgsmålets emne ligger inden for udvalgets sagsområde. Ønsker et udvalgsmedlem at stille et spørgsmål til fagministeren, og det viser sig, at spørgsmålets emne hører under en anden ministers ressort, kan spørgeren have velovervejede politiske grunde til at fastholde, at spørgsmålet stilles til fagministeren, selv om ministeriet finder det uhensigtsmæssigt. Det er dog i sidste ende statsministeren, der beslutter, hvilke sagsområder de forskellige ministre har.

Udvalget bør undgå at stille det samme spørgsmål til flere ministre, hvor det står klart, at der er én minister, som har ansvaret for den pågældende sag. Spørgsmål om emner, der berører flere ministres sagsområde, kan stilles til alle de involverede ministre, men stilles som udgangspunkt til den hovedansvarlige minister med anmodning om, at denne indhenter bidrag fra de involverede ministre.

Er et spørgsmål ved en fejl stillet til en anden minister end den, som spørgsmålet hører under, vil spørgsmålet blive omstillet til den minister, som det hører under, efter aftale med spørgeren. Den oprindelige svarfrist fastholdes som udgangspunkt.

Udvalgsspørgsmål til skriftlig besvarelse med og uden spørgerens navn

Udvalgsspørgsmål stilles formelt af udvalgsformanden på udvalgets vegne, også selv om initiativet stammer fra et enkelt medlem af udvalget, og selv om det måske kun er det medlem, som interesserer sig for den problemstilling, som spørgsmålet handler om.

På udvalgsspørgsmål, der stilles af et medlem af udvalget, angives spørgerens navn, hvis denne beder om det. Som oftest ønsker spørgerne navn på spørgsmålene.

Hvis spørgeren ikke er angivet på spørgsmålet, er oplysningen om, hvem der er spørger, normalt kun tilgængelig for udvalgets medlemmer, medmindre spørgeren selv har oplyst det, f.eks. i medierne. Udvalgsmedlemmer bør således – efter fast praksis – ikke oplyse, hvem der har stillet et konkret anonymt spørgsmål, til andre end udvalgets medlemmer.

Også folketingsmedlemmer, som ikke er medlem af et bestemt udvalg, kan stille spørgsmål gennem dette udvalg. Disse spørgsmål kaldes MFU-spørgsmål. MFU er en forkortelse for »medlem af Folketinget uden for udvalg«. Spørgerens navn angives altid ved MFU-spørgsmål.

Formkrav til udvalgsspørgsmål til skriftlig besvarelse

Da et udvalgsspørgsmål til skriftlig besvarelse er hele udvalgets spørgsmål, skal formuleringen være enkel, neutral og uden værdiladede udtryk.

Udvalgsspørgsmål bør som udgangspunkt formuleres som ét spørgsmål og være formuleret således, at det kan læses for sig selv, også selv om det er stillet i sammenhæng med flere spørgsmål om samme emne.

Der kan ikke gives en særskilt begrundelse ved et udvalgsspørgsmål som ved et § 20-spørgsmål, men en begrundelse kan fremgå af selve spørgsmålets ordlyd. Omhandler et spørgsmål en artikel, publikation m.v., skal spørgsmålet indeholde en henvisning, så det er muligt at finde artiklen m.v. Der kan som supplement til henvisningen indsættes link i et udvalgsspørgsmål, men link bør undgås af hensyn til risikoen for, at de ophører med at virke.

Den minister, som et spørgsmål stilles til, benævnes i spørgsmålet som »ministeren« uden angivelse af ministerens ressort. Statsministeren benævnes dog »statsministeren«.

Spørgsmål affattes på dansk, og ord på andre sprog bør derfor undgås. I det omfang et spørgsmål undtagelsesvis indeholder udenlandske ord, bør disse ledsages af en oversættelse.

Fremgangsmåden ved udvalgsspørgsmål til skriftlig besvarelse

Udvalgsspørgsmål til skriftlig besvarelse sendes til Udvalgssekretariatet via den elektroniske postkasse i Outlook.

Der er ingen frister for indlevering af udvalgsspørgsmål til skriftlig besvarelse. Når et udvalg fastlægger tidsplanen for udvalgsbehandlingen af et lov- eller beslutningsforslag, bliver der dog som regel fastsat en retningsgivende frist for medlemmers indlevering af spørgsmål om det pågældende forslag.

Udvalgsspørgsmål ved et folketingsårs begyndelse og ved udskrivelse af folketingsvalg

Udvalgsspørgsmål kan stilles hele året. Ved folketingsårets afslutning bortfalder alle ubesvarede spørgsmål formelt set. De fleste udvalg har imidlertid en aftale med fagministeriet om, at ministeren besvarer de ubesvarede spørgsmål, uden at udvalget behøver at genstille dem i det følgende folketingsår.

Udvalgsspørgsmål opretholdes, efter at folketingsvalg er udskrevet, og Folketingets forretningsorden udelukker ikke, at der fortsat kan stilles spørgsmål gennem udvalgene. I praksis bliver der dog ikke stillet udvalgsspørgsmål – eller kun meget få – efter udskrivelsen af folketingsvalg, medmindre uopsættelige sager gør dette nødvendigt. Det er op til den enkelte minister at afgøre, om denne vil besvare spørgsmål efter valgudskrivelsen, både dem, der blev stillet, før valget blev udskrevet, og eventuelle nye spørgsmål. Ofte vil ministeren vælge ikke at besvare spørgsmålene, særlig når der er tale om politiske spørgsmål af holdningsmæssig karakter. Ved folketingsvalgets afholdelse bortfalder ubesvarede udvalgsspørgsmål.

Svar og foreløbige svar på udvalgsspørgsmål til skriftlig besvarelse

Hvis udvalget ikke har angivet en særlig frist, skal ministeren, senest 4 uger efter at et udvalgsspørgsmål er stillet, have besvaret det. Et udvalg kan anmode ministeren om at besvare udvalgsspørgsmålet inden en anden, nærmere angivet frist (FFO, § 8, stk. 6), hvis det er spørgerens ønske. For spørgsmål stillet vedrørende lov- og beslutningsforslag fastsætter udvalget svarfristerne sammen med fastlæggelsen af tidsplanen for udvalgets behandling af de pågældende forslag.

En minister kan undtagelsesvis besvare et udvalgsspørgsmål foreløbigt. I det foreløbige svar bør ministeren begrunde, hvorfor denne ikke kan besvare spørgsmålet endeligt inden for fristen, og hvornår – med så præcis en tidsangivelse som muligt – det endelige svar kan forventes. Hvis ministeren ikke kan overholde den forventede dato for oversendelse af et endeligt svar, som ministeren har oplyst i en foreløbig besvarelse, bør ministeren orientere udvalget herom.

Der er kutyme, at en minister besvarer de spørgsmål, som et udvalg har stillet til vedkommende minister. En minister har dog ikke en retlig pligt til at besvare spørgsmål fra Folketinget. At ministeren ikke har en retlig pligt til at besvare spørgsmål fra Folketinget, betyder ikke, at denne frit kan negligere spørgsmålene. Hvis det sker, risikerer ministeren at blive draget politisk til ansvar af Folketinget, i yderste konsekvens ved Folketingets vedtagelse af et mistillidsvotum efter grundlovens § 15.

Det er ministeren, der bestemmer, hvordan denne vil besvare et spørgsmål. Dog må en minister ikke give Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger, og ministeren må ikke under Folketingets behandling af en sag fortie oplysninger, der er af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af sagen (ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2). Der er ikke begrænsninger med hensyn til omfanget af en ministers skriftlige svar på et udvalgsspørgsmål.

Ministeriet sender svar på udvalgsspørgsmål med digital signatur til Udvalgssekretariatets postkasse, [email protected]. Hvert svar skal sendes separat.

Udvalgssekretariatet kontrollerer, at fristerne for besvarelsen af udvalgsspørgsmål overholdes, og rykker ministerierne for svar, hvis fristen overskrides. Udvalgssekretariatet anmoder samtidig med henvisning til FFO, § 8, stk. 6, om en skriftlig tilbagemelding på, hvornår spørgsmål med overskredet svarfrist kan forventes besvaret. Hvordan og hvor ofte, Udvalgssekretariatet rykker for svar, afhænger af de enkelte udvalgs praksis.

8.3.2 Samråd og samrådsspørgsmål

Et samråd er et møde i et af Folketingets udvalg, hvor en minister er indkaldt af et eller flere af udvalgets medlemmer, så ministeren mundtligt kan svare på spørgsmål om en given sag. Ministeren har inden samrådet fået et eller flere skriftligt formulerede samrådsspørgsmål om samme emne, som ministeren skal besvare under samrådet, og som danner grundlag for en videre drøftelse under samrådet (FFO, § 8, stk. 6). Et samrådsspørgsmål kan stilles om et lov- eller beslutningsforslag, der behandles i udvalget, eller om et emne inden for udvalgets sagsområde som et led i Folketingets kontrol med regeringens arbejde (almindelig del). Samrådsspørgsmål skal som udgangspunkt være af holdningsmæssig karakter og lægge op til en politisk drøftelse mellem ministeren og udvalget. Rent faktuelle forhold, som relaterer sig til samrådsspørgsmålets emne, kan udvalget med fordel afklare ved skriftlige udvalgsspørgsmål, som ministeren besvarer inden afholdelsen af samrådet.

Et folketingsmedlem kan ikke stille samrådsspørgsmål i et udvalg, som vedkommende ikke er medlem af. Hvis et medlem ønsker at stille samrådsspørgsmål og stå som stiller af et samrådsspørgsmål i et udvalg, som medlemmet ikke har plads i, skal medlemmet derfor skiftes ind i udvalget den dag, hvor samrådsspørgsmålet stilles, og den dag, hvor samrådet afholdes.

Samrådsspørgsmål er underskrevet af udvalgsformanden på udvalgets vegne. Hvis spørgeren ønsker det, kan vedkommendes navn anføres på spørgsmålet. Som oftest vil spørgeren – eller spørgerne – gerne have navn på samrådsspørgsmålet.

Ministrene er – som det også gælder ved øvrige spørgsmålstyper – ikke forpligtet til at svare på samrådsspørgsmål, men de vil stort set altid gøre det. Selv om en minister ikke kan drages retligt til ansvar for at lade være med at besvare spørgsmål fra Folketinget, kan et flertal i Folketinget beslutte at drage politiske konsekvenser, f.eks. udtrykke kritik, hvis ministeren ikke vil stille op til f.eks. et samråd.

Tidspunktet for samrådets afholdelse

Et samråd afholdes som udgangspunkt i forbindelse med udvalgets sædvanlige (eller alternative) mødetidspunkt. Derfor forventes både udvalgets ressortminister, spørgeren og udvalgsformanden at være til rådighed på disse tidspunkter. Det er udvalgssekretæren, der tager initiativ til at finde et tidspunkt for afholdelse af samrådet, hvor både spørgeren og ministeren kan være til stede.

Ressortministeren bør være indstillet på at møde i samråd, senest 4 uger efter at samrådsspørgsmålet er stillet, så samrådet ikke mister sin aktualitet. Ministeren bør sende en skriftlig begrundelse til udvalget, hvis ministeren undtagelsesvis ikke kan overholde tidsfristen. Visse ferieuger, bl.a. ugerne omkring jul og påske og sommerferie og efterårsferie, bliver ikke medregnet, når udvalgssekretæren vurderer, om 4-ugersfristen er overholdt.

Det sker indimellem, at et udvalg kalder andre ministre end udvalgets ressortminister i samråd. Også disse samråd skal som udgangspunkt være afholdt inden for tidsfristen på 4 uger. Man kan dog ikke forvente af en minister, at vedkommende altid står til rådighed for at møde i samråd i et ”fremmed” udvalg på dette udvalgs faste eller alternative mødetidspunkt. Derfor bør udvalget (samrådsspørgere og udvalgsformand) udvise fleksibilitet, når sådanne samråd skal i kalenderen.

Enkelte samråd indkaldes rutinemæssigt. Det gælder f.eks. i nogle udvalg, at ministeren kaldes i samråd om dagsordenen for et kommende rådsmøde i EU. Disse samråd kan planlægges i god tid ud fra oversigten over kommende rådsmøder.

Åbne og lukkede samråd

Udvalgsmedlemmer, der stiller samrådsspørgsmål, skal tage stilling til, om de ønsker et åbent eller et lukket samråd. Der står i Folketingets forretningsordens § 8, stk. 8, at et samråd skal holdes for åbne døre, hvis 3 udvalgsmedlemmer støtter dette. I praksis kommer denne formelle regel kun i spil, hvis der er uenighed i udvalget om, hvorvidt samrådet skal være åbent eller lukket. Samrådsspørgeren bestemmer oftest selv, om vedkommende ønsker et åbent eller et lukket samråd. Et åbent samråd bliver tv-optaget og vist direkte på Folketingets hjemmeside ft.dk. Det bliver også vist direkte eller forskudt på Folketingets tv-kanal. Og man kan efterfølgende streame samrådet fra Folketingets hjemmeside.

Borgere, journalister og interesseorganisationer m.v. har også mulighed for at overvære åbne samråd fra tilhørerpladser i udvalgslokalerne. Det åbne samråd egner sig derfor bedst til politiske problemstillinger, som har offentlighedens interesse. Er samrådet lukket, må kun udvalgets medlemmer, Udvalgssekretariatet, ministeren og ministerens embedsmænd deltage. Et lukket samråd er derfor velegnet, når udvalget forventer, at ministeren i en sag kan give flere og eventuelt fortrolige oplysninger end under et åbent samråd. Ofte vil der under et lukket samråd opstå en mere direkte og åben dialog mellem udvalg og minister.

Åbne samråd annonceres via en nyhed om samrådet (om emne, tid, sted og tilmelding), som Udvalgssekretariatet lægger ud på Folketingets hjemmeside, så snart der er enighed om datoen for samrådets afholdelse.

Afviklingen af samrådet

Et samråd varer som udgangspunkt maksimalt 1 time, og ministerens indledende besvarelse af samrådsspørgsmålet/samrådsspørgsmålene bør ikke vare mere end 10 minutter.

Udvalgene er dog forskellige, ligesom de problemstillinger, som samrådsspørgsmål adresserer. Nogle samråd, f.eks. om særlig aktuelle politiske sager med stor mediebevågenhed, eller samråd med flere ministre, vil man næppe i praksis kunne afvikle på 1 time. Udgangspunktet med en fast tidsramme på 1 time for samråd kan derfor fraviges, hvis spørgeren specifikt udtrykker ønske om det forud for samrådet.

Spørgsmålet om et samråds varighed har indimellem givet anledning til uenighed mellem udvalg og minister. I forbindelse med behandlingen af klager vedrørende dette spørgsmål har Folketingets Præsidium opfordret til, at ministre i videst muligt omfang imødekommer ønsker fra udvalgsmedlemmer om at fravige tidsrammen på 1 time.

Ved samråd med to ministre bør udvalget som udgangspunkt afsætte 1½ time med 10 minutter til den indledende besvarelse til hver af ministrene.

I tilfælde af et særlig tidskrævende eller på anden måde usædvanligt samråd bør udvalgsformanden i dialog med spørger og minister finde en justeret form og tidsramme for samrådet, f.eks. med planlægning af en pause.

Udvalgsmødet, hvor samrådet afholdes, begynder for lukkede døre uden ministeren. Når udvalget er klar til at tage imod ministeren, åbner udvalgsassistenten døren og byder ministeren indenfor. Ministeren sidder ved siden af udvalgets formand.

Selve samrådet afvikles som hovedregel efter denne skabelon:

• Udvalgsformanden byder velkommen.
  
  
• Samrådsspørgeren begrunder samrådet.
  
  
• Ministeren besvarer samrådsspørgsmålet/samrådsspørgsmålene (maks. 10 minutter).
  
  
• Samrådsspørgeren stiller et til to korte opfølgende spørgsmål.
  
  
• Ministeren svarer samrådsspørgeren.
  
  
• Udvalgets medlemmer stiller spørgsmål i spørgerunder, og ministeren besvarer spørgsmålene.
  
  
• Samrådsspørgeren får mulighed for enten et afsluttende spørgsmål eller en afrunding. 
  
  
• Hvis samrådsspørgeren har afsluttet med et spørgsmål, svarer ministeren til sidst.
  
  
• Udvalgsformanden oplyser, at samrådet er slut.

Spørgsmål, som udvalgsmedlemmer stiller ministeren under samrådet, skal holdes inden for emnet for samrådsspørgsmålet. Ministeren kan vælge at undlade at svare, hvis et spørgsmål ligger uden for det, som samrådsspørgsmålets formulering emnemæssigt dækker over. Det er udvalgsformandens opgave at sørge for, at medlemmerne ikke stiller retoriske støttespørgsmål til ministeren eller kommer med unødigt lange indlæg. Spørgsmålene bør være reelle og have til formål at belyse emnet for samrådet. Men korte kommentarer, som ikke indeholder spørgsmål, kan også forekomme.

Udvalgsformanden samler normalt udvalgsmedlemmernes spørgsmål i spørgerunder, således at f.eks. 2-3 udvalgsmedlemmer stiller deres spørgsmål, før ministeren får ordet for besvarelse. Der vil sædvanligvis være flere spørgerunder.

Af hensyn til gæster og tv-seere bør medlemmerne under åbne samråd tiltale hinanden med for- og efternavn og parti, men uden hr. og fru. Ministeren tiltales i udgangspunktet »ministeren«.

Opfølgning på samrådet

Når alle spørgsmål er besvaret og samrådet er slut, forlader ministeren udvalgsværelset, og udvalget drøfter derefter, om samrådet giver anledning til en form for opfølgning, f.eks. udvalgsspørgsmål til ministeren.

Måske har ministeren under samrådet tilkendegivet, at vedkommende vil svare skriftligt på et eller flere af de spørgsmål, der blev stillet under samrådet, men som ikke blev fyldestgørende besvaret, fordi de måske krævede en nærmere undersøgelse. Her vil det være normal praksis, at udvalgssekretæren efter samrådet formulerer spørgsmålene som skriftlige udvalgsspørgsmål, så udvalget bedre kan holde øje med og følge op på, om de får de svar, der er aftalt under samrådet. Det sker også, at udvalgssekretæren tager kontakt til ministersekretariatet efter samrådet for at afstemme, hvilke tilsagn ministeren gav på mødet (f.eks. mundtlige tilsagn om at oversende rapporter, notater el.lign.).

Udvalgssekretariatet sørger også efter samrådet for, at udvalget stiller et spørgsmål til ministeren om at få tilsendt ministerens talepapir fra samrådet. Ministeriet bør sende talepapiret til udvalget senest 3 arbejdsdage efter samrådet. Talepapiret vil herefter som udgangspunkt blive gjort tilgængeligt som et udvalgsdokument.

Der udarbejdes normalt ikke referat fra et samråd – kun hvis udvalget beslutter det forud for samrådet. Dette sker dog kun i yderst sjældne tilfælde.

Orienterende eller besluttende samråd

Samråd under almindelig del er som udgangspunkt af orienterende karakter. Der er altså normalt ikke tale om, at udvalget beslutter noget om det emne, som samrådet vedrører. Hvis den minister, der er i samråd, udtrykkeligt beder udvalget om en stillingtagen, skal udvalgets formand sørge for, at det kommer til afstemning på mødet. Det samme skal ske, hvis et eller flere udvalgsmedlemmer under samrådet tilkendegiver en egentlig stillingtagen, som de inden mødets afslutning beder om udvalgets tilslutning til. Beslutning om, hvorvidt et samråd ikke blot har været af orienterende, men af besluttende karakter, træffes i samme møde efter de almindelige regler med flertalsafgørelse.

Udvalgets formand skal orientere ministeren i de tilfælde, hvor udvalget træffer beslutning om, at et samråd har været besluttende. Hvorvidt et samråd ikke blot har været orienterende, men besluttende, har også betydning for, om Folketingets Ombudsmand kan behandle den sag, som har været genstand for samrådet. Folketingets Ombudsmand kan ikke behandle en sag, som der er truffet beslutning om i Folketinget. Ombudsmanden er derimod ikke udelukket fra at behandle en sag, når et samråd har været af orienterende karakter.

8.3.3 Lukkede spørgetimer i udvalgene

Fra og med folketingsåret 2021-22 har udvalgene haft mulighed for at afholde lukkede spørgetimer med ressortministeren. Disse spørgetimer afholdes under udvalgenes almindelige møder, og formålet er at skabe rum for en uformel dialog mellem ministre og udvalg om aktuelle politiske emner, som ikke er »store nok« til eller på anden måde ikke egner sig til et samråd.

Spørgetimer i udvalgene er lukkede, det vil sige, at der er ikke er adgang for offentligheden, og at møderne ikke tv-optages. Alle medlemmer af udvalget kan som udgangspunkt stille spørgsmål til ministeren, og ministeren kan – i lighed med spørgetimen med statsministeren i Folketingssalen – indlede spørgetimen med at orientere udvalget om aktuelle sager.

Under udvalgsspørgetimen er der i princippet mulighed for at spørge ind til alle emner, der hører under ministerens ressort. Spørgsmålene skal dog omhandle aktuelle sager og være af generel og holdningsmæssig karakter. Desuden bør spørgsmålene lægge op til en politisk drøftelse med ministeren og det øvrige udvalg, og medlemmerne bør undgå tekniske og rent faktuelle spørgsmål, som ministeren har ringe mulighed for at svare på uden forberedelse. Ministeren kan under spørgetimen erklære, at ministeren ikke ønsker at besvare et spørgsmål og henvise til at ville besvare det skriftligt.

De enkelte udvalg kan – efter aftale med ministeren – beslutte at oversende spørgsmål eller emner til ministeren på forhånd, således at ministeren har mulighed for at forberede sig. En sådan mulighed udelukker ikke, at der under den konkrete spørgetime kan blive spurgt ind til andre, uforberedte emner.

Afsnit 8.4 Spørgetimen med statsministeren

Fremgangsmåde, taletider m.v.

8.4 Spørgetimen med statsministeren

På udvalgte tirsdage kl. 13.00 afvikles der spørgetime med statsministeren i Folketingssalen, hvor bestemte medlemmer af Folketinget kan stille mundtlige spørgsmål til statsministeren (FFO, § 20, stk. 10).

Det er kun lederne af partierne uden for regeringen eller deres stedfortræder, hvis en partileder har særligt begrundet forfald, der har adgang til at stille spørgsmål i spørgetimen. Derudover kan folketingsmedlemmer valgt i Grønland og på Færøerne deltage de gange om året, hvor der afholdes en udvidet spørgetime med statsministeren. Statsministeren kan vælge at indlede spørgetimen med at give Folketinget en orientering i op til 5 minutter om foranstaltninger, der påtænkes iværksat af regeringen, eller om andre offentlige anliggender (FFO, § 20, stk. 10).

I modsætning til, hvad der gælder for Folketingets spørgetid om onsdagen, er spørgsmålene i spørgetimen ikke kendt på forhånd. Meningen er at undgå tekniske spørgsmål, som statsministeren ikke har mulighed for at besvare uden et oplæg fra sine embedsmænd, og at få en mere direkte politisk præget debat om brede emner. Statsministeren kan erklære, at statsministeren ikke ønsker at besvare et spørgsmål (FFO, § 20, stk. 11).

En spørger har op til 2 minutter til at stille spørgsmålet, hvorefter statsministeren har 2 minutter til at besvare det. Herefter kan spørgeren få ordet op til to gange med taletid på 1 minut, mens statsministeren får et tilsvarende antal gange og samme taletid til at svare (FFO, § 20, stk. 11).

Rækkefølgen af spørgerne afgøres af Folketingets formand og fastsættes i praksis efter folketingsgruppernes størrelse med spørgeren fra den største gruppe først (FFO, § 20, stk. 10). I en udvidet spørgetime giver formanden ordet først til de 2 medlemmer valgt i Grønland med det medlem, der blev valgt med flest stemmer, først, og derefter tilsvarende til de 2 medlemmer valgt på Færøerne efterfulgt af medlemmerne valgt i Danmark i sædvanlig rækkefølge.

Der er ikke adgang til medspørgere i spørgetimen.

Afsnit 9.1 Orlov for folketingsmedlemmer

Grunde til orlov, ansøgning om orlov m.v.

9.1 Orlov for folketingsmedlemmer

Grunde til at holde orlov er fastsat i forretningsordenens § 41. Reglerne går i hovedtræk ud på, at Folketinget kan meddele et medlem af Folketinget orlov og indkalde stedfortræderen i følgende tilfælde:

• Graviditet, fødsel eller adoption.
  
  
• Sygdom, pleje af alvorligt syge børn eller af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.
  
  
• Udsendelse i offentligt hverv til udlandet eller Færøerne eller Grønland.
  
  
• Møder i Færøernes Lagting eller Grønlands Inatsisartut.
  
  
• Andre grunde.
  
  
• Ministerorlov til udsendelse i offentligt hverv til udlandet eller Færøerne eller Grønland.
  
  
• Ministerorlov for ministre, der alene ønsker at give møde i Folketinget som ministre. (Reglen er møntet på ministre fra partier med en vælgertilslutning på 10 pct. eller derunder). 
  
  

Et medlem, der ønsker orlov (se yderligere om sygeorlov nedenfor), sender en ansøgning til Lovsekretariatet via postkassen [email protected]. Den orlovssøgende stiler ansøgningen til formanden og oplyser om begrundelsen og starttidspunktet for orloven. Har medlemmet ikke selv mulighed for at skrive ansøgningen, kan den komme fra folketingsgruppens gruppeformand eller gruppesekretær.

Når formanden har modtaget en ansøgning om orlov, sættes spørgsmålet på dagsordenen til Tingets afgørelse. I praksis bevilger Tinget altid orlov i overensstemmelse med formandens indstilling. Derefter indkaldes stedfortræderen som midlertidigt medlem i orlovsperioden.

Udvalget for Forretningsordenen har i beretning nr. 4 af 1. december 2021 om dokumentation for og gradvis tilbagevenden ved folketingsmedlemmers sygdom opstillet retningslinjer for anmodning om og meddelelse af orlov på grund af sygdom. Retningslinjerne går ud på, at gruppeformanden for den pågældende folketingsgruppe over for formanden gennem Lovsekretariatet skriftligt skal oplyse, at det er godtgjort, at sygdom foreligger. Dette indebærer således, at det orlovssøgende medlem fremviser dokumentation for sygdom over for gruppeformanden i form af en lægeerklæring eller indkaldelse til operation eller tilsvarende. Dokumentation vil dog ikke være påkrævet, hvis det er helt åbenlyst, at det pågældende folketingsmedlem er syg. Herefter vil formanden i sin indstilling til Folketinget oplyse, at det over for formanden er oplyst, at det er godtgjort, at sygdom foreligger.

Udvalget for Forretningsordenen opfordrede i øvrigt i beretningen til, at et medlem, der er meddelt orlov på grund af sygdom, udviser betydelig tilbageholdenhed med at deltage i politiske begivenheder under orloven. Som eksempler nævnes politiske tv-programmer, interview og paneldebatter.

Et medlem modtager ikke vederlag under orlov begrundet i »andre grunde« eller ved orlov for ministre, der alene ønsker at give møde i Folketinget som ministre.

Ved orlov på grund af graviditet og fødsel eller adoption er der fastsat en maksimumsgrænse på 12 måneder. Ved barsel bevilger Folketinget efter praksis ikke orlov efter barnets 1-årsfødselsdag. Derudover indeholder forretningsordenen ikke bestemmelser om tidsmæssige begrænsninger for en orlov. Dog er der i forretningsordenen fastsat en minimumsgrænse på 7 dage for orlov. Dette betyder, at et medlem efter 7 dage altid er berettiget til at melde sig tilbage fra orlov. Dette skal ske skriftligt til Folketingets formand gennem Lovsekretariatet.

Afsnit 9.2 Folketingsmedlemmers immunitet

Beskyttelse mod strafferetlig tiltale m.v. og ifm. ytringer

9.2 Folketingsmedlemmers immunitet

I de følgende afsnit beskrives omfanget af folketingsmedlemmers beskyttelse mod strafferetlig tiltale og fængsling samt medlemmernes beskyttelse i relation til deres ytringer i Folketinget.

9.2.1 Beskyttelse mod strafferetlig tiltale og fængsling

Medlemmer af Folketinget kan ikke tiltales eller fængsles, uden at Folketinget har givet sit samtykke. Dette fremgår af grundlovens § 57, 1. pkt.

Beskyttelsen gælder for medlemmer af Folketinget. Ministre er ikke omfattet, medmindre de også er folketingsmedlemmer. Beskyttelsen gælder kun, så længe vedkommende er medlem af Folketinget. Efter at medlemmet er udtrådt af Folketinget – uanset af hvilken grund – kræves der ikke længere samtykke fra Folketinget til tiltale eller fængsling, heller ikke for handlinger, der blev begået under medlemskabet.

Hvis et folketingsmedlem bliver grebet på fersk gerning, dvs. pågrebet under udførelsen af den strafbare handling eller i umiddelbar forlængelse heraf, gælder beskyttelsen ikke.

Beskyttelsen gælder mod tiltalerejsning, dvs. anklagemyndighedens beslutning om, at der ved en domstol skal rejses en straffesag med henblik på at placere ansvar for et strafbart forhold. Folketingets samtykke skal derfor ikke indhentes ved politimæssige eller retslige undersøgelser, private søgsmål eller det offentliges anlæggelse af en erstatningssag mod et folketingsmedlem. Hvis en sag kan afsluttes med et bødeforelæg, herunder såkaldte administrative bøder, skal Folketingets samtykke heller ikke indhentes. Hvis en sag, der kunne have været afsluttet med et bødeforelæg, alligevel skal indbringes for retten, f.eks. fordi vedkommende medlem nægter sig skyldig, skal Folketingets samtykke indhentes.

Beskyttelsen omfatter endvidere enhver form for fængsling, dvs. anholdelse, varetægtsfængsling, frihedsstraf og sikkerhedsforvaring m.v.

Beskyttelsen omfatter ikke straffeprocessuelle tvangsindgreb, der ikke indebærer frihedsberøvelse, f.eks. ransagning. 

9.2.2 Beskyttelse i forbindelse med ytringer i Folketinget

Efter grundlovens § 57, 2. pkt., gælder der en særlig beskyttelse af folketingsmedlemmers ytringsfrihed. Det følger af denne bestemmelse, at et folketingsmedlem ikke uden Folketingets samtykke kan drages til ansvar uden for Folketinget for sine ytringer i Folketinget.

Beskyttelsen omfatter både mundtlige og skriftlige ytringer, herunder f.eks. taler og korte bemærkninger i Folketingssalen, spørgsmål og betænkningsbidrag. Det kan give anledning til visse afgrænsningsspørgsmål, hvornår en ytring er fremsat ”i Folketinget”. Der er ikke tale om et rent stedligt kriterium, så det er ikke i sig selv afgørende, hvor en ytring fysisk er sket. Der skal dog være tale om en ytring, som er fremsat under udøvelsen af hvervet som folketingsmedlem. Ytringer f.eks. under vælgermøder eller i politiske indlæg i pressen antages ikke at være omfattet af beskyttelsen.

Beskyttelsen omfatter enhver form for retsforfølgning, herunder både straffesager og private søgsmål med påstand om erstatning.

Beskyttelsen gælder for medlemmer af Folketinget. Ministre er ikke omfattet, medmindre de også er folketingsmedlemmer. Modsat beskyttelsen mod tiltale og fængsling antages beskyttelsen for ytringer i Folketinget også at gælde forhenværende folketingsmedlemmer, hvis ytringen blev fremsat, mens de var medlemmer. 

9.2.3 Proces for anmodninger om samtykke efter grundlovens § 57

Et folketingsmedlem kan ikke give afkald på beskyttelsen efter grundlovens § 57, f.eks. for at undgå den offentlige omtale, der følger af sagens behandling i Folketinget, eller for ikke at give indtryk af at ville dække sig ind under medlemskabet af Folketinget.

Som altovervejende hovedregel har Folketinget givet samtykke til anmodninger om samtykke efter grundlovens § 57, 1. pkt.

For sådanne sager følges den praksis, at justitsministeren sender en anmodning om samtykke til Udvalget for Forretningsordenen, jf. FFO § 25, 5. pkt. Anmodningen er normalt vedlagt en indstilling fra anklagemyndigheden og et udkast til anklageskrift.

Udvalget for Forretningsordenen behandler anmodningen og afgiver herefter en betænkning og indstilling til Folketinget, normalt om, at Folketinget giver samtykke til, at justitsministerens anmodning imødekommes. Betænkningen og indstillingen behandles én gang i Folketingssalen med afstemning om vedtagelse af indstillingen.

Folketinget har som altovervejende hovedregel ikke givet samtykke efter grundlovens § 57, 2. pkt., og anmodninger herom har været uhyre sjældne. Også en sådan anmodning vil skulle behandles af Udvalget for Forretningsordenen, hvis indstilling vil skulle gennemgå én behandling i Folketingssalen.

Ved straffesager for Rigsretten følges en anderledes proces, som ikke beskrives her. 

Afsnit 9.3 Folketingets register over folketingsmedlemmernes hverv og økonomiske interesser (Hvervregisteret)

Reglerne om registrering af hverv og økonomiske interesser

9.3 Folketingets register over folketingsmedlemmernes hverv og økonomiske interesser (hvervregisteret)

Udvalget for Forretningsordenen vedtog i 1994 regler om registrering af folketingsmedlemmernes hverv og økonomiske interesser. Reglerne er siden ændret i 2001, 2005, 2012, 2014 og 2015.

Udvalget for Forretningsordenen besluttede i 2014 at gøre registrering i hvervregisteret obligatorisk, dog således at et medlems manglende deltagelse i registeret ikke vil kunne medføre sanktioner ud over offentliggørelse af den manglende registrering på Folketingets hjemmeside.

Formålet med reglerne er at skabe større åbenhed for pressen og offentligheden i bredere forstand om de enkelte folketingsmedlemmers økonomiske interesser ved siden af folketingsarbejdet. De interessekonflikter, der eventuelt kan opstå for et folketingsmedlem mellem hvervet som folketingsmedlem på den ene side og private økonomiske interesser på den anden side, vil dermed kunne komme til offentlighedens kundskab.

Følgende persongrupper skal lade deres hverv og økonomiske interesser registrere efter reglerne:

• Folketingsmedlemmer.
  
  
• Midlertidige medlemmer af Folketinget, når medlemskabet har varet en sammenhængende periode på 4 uger.

Ministre har mulighed for at lade sig registrere i hvervregisteret. For ministre gælder der herudover et særligt regelsæt om registrering af personlige økonomiske interesser m.v., der administreres af Statsministeriet. Ministrenes oplysninger i Statsministeriets register kan findes på regeringens hjemmeside regeringen.dk.

Følgende hverv og økonomiske interesser skal registreres i hvervregisteret:

• Lønnede bestyrelsesposter. Stillingen og selskabet registreres.
  
  
• Lønnede stillinger, hverv el.lign. Stillingen og arbejdsgiveren registreres.
  
  
• Selvstændig indtægtsgivende virksomhed. Arten registreres.
  
  
• Økonomisk støtte fra indenlandske selskaber, organisationer, institutioner eller enkeltpersoner. Giverens navn og støttens art registreres.
  
  
• Gaver fra indenlandske givere, hvis hver enkelt givers gave har en værdi, der åbenbart overstiger 3.000 kr., og gaven har tilknytning til modtagerens medlemskab af Folketinget. Giverens navn, gavens art og tidspunktet for modtagelse af gaven registreres.
  
  
• Udlandsrejser, som ikke fuldt ud betales af statslige midler, af medlemmets parti eller af medlemmet selv, og som har tilknytning til medlemskabet af Folketinget. Giverens navn, tidspunktet for rejsen og destinationen registreres.
  
  
• Enhver økonomisk ydelse, økonomisk fordel, gave el.lign. fra udenlandske givere, når værdien af det modtagne åbenbart overstiger 3.000 kr. og ydelsen m.v. har tilknytning til modtagerens medlemskab af Folketinget. Giverens navn, arten af ydelsen m.v. og tidspunktet for modtagelsen registreres.
  
  
• Selskabsinteresser, hvis værdi åbenbart overstiger 75.000 kr. Selskabets navn registreres.
  
  
• Aftale af økonomisk karakter med tidligere arbejdsgiver, f.eks. om orlov eller tjenestefrihed. Arbejdsgiverens navn og aftalens art registreres.
  
  
• Aftale med fremtidige arbejdsgivere om ansættelse el.lign. Arbejdsgiverens navn og aftalens art registreres.

Det bemærkes, at beløb eller værdi af de ovenfor nævnte hverv og økonomiske interesser ikke skal registreres.

Registreringspligtige oplysninger og ændring af tidligere registrerede oplysninger skal registreres, inden 1 måned efter at de foreligger. Registrering kan ske via e-mail til Lovsekretariatet på [email protected].

Hvervregisteret er tilgængeligt for offentligheden via Folketingets hjemmeside. Her kan man også finde reglerne for registrering, en vejledning, der nærmere beskriver reglernes formål og indhold og den praktiske gennemførelse af registreringen m.v., og en fortegnelse over medlemmer, der ikke har ladet sig registrere. Endvidere findes der et fysisk eksemplar af hvervregisteret i Folketingets Bibliotek.

Almindelige forespørgsler vedrørende hvervregisteret besvares af Folketingets Oplysning. Forespørgsler af mere speciel karakter, f.eks. vedrørende forståelsen af reglerne, besvares af Lovsekretariatet.

Afsnit 9.4 Folketinget og offentligheden

Reglerne om offentlighed omkring Folketingets virksomhed

9.4 Folketinget og offentligheden

Der findes såvel i grundloven som i Folketingets forretningsorden regler om offentlighed omkring Folketingets virksomhed.

Efter grundlovens § 49 er Folketingets møder offentlige. Der er således fuld offentlighed med hensyn til forslag og forhandlinger i Folketingssalen.

Møder i Folketingets udvalg foregår som udgangspunkt for lukkede døre, men udvalgene kan beslutte at holde åbne møder eller lade dele af møder være åbne, f.eks. samråd, jf. nærmere herom i afsnit 4.3, 4.4, 4.7.1 og 8.3.2.

I FFO, § 44, stk. 1, er der hjemmel til, at Folketingets Præsidium kan fastsætte regler om adgang til Folketingets Administrations og folketingsudvalgenes skriftlige materiale.

Folketingets Præsidium har fastsat regler om adgang til Folketingets parlamentariske dokumenter m.v., jf. nærmere herom i afsnit 4.9. Reglerne fremgår af bilag 1 til håndbogen.

Folketinget offentliggør en række oplysninger om det parlamentariske arbejde på ft.dk og folketingstidende.dk. Ft.dk indeholder også generelle oplysninger om folketingsmedlemmernes vilkår.

Folketinget er ikke en del af den offentlige forvaltning, og reglerne i offentlighedsloven gælder derfor ikke for Folketingets virksomhed. Det er derfor Folketinget selv, der beslutter, i hvilket omfang der meddeles indsigt i oplysninger om Folketingets virksomhed.

Afsnit 10.1 Folketingstidende.dk og Folketingstidende

Referat af Folketingets forhandlinger og referenterne rolle

10.1 www.folketingstidende.dk og Folketingstidende

På www.folketingstidende.dk finder man referatet af Folketingets forhandlinger samt lov- og beslutningsforslag, betænkninger, vedtagne forslag, aktstykker, forespørgsler, forslag til vedtagelse, redegørelser og lovforslag som optrykt efter 2. behandling. Disse dokumenter, der udelukkende foreligger som sidefaste pdf-filer, er den autoritative udgave.

Det er som udgangspunkt datoen for offentliggørelsen af dokumenterne på www.folketingstidende.dk, der er gyldig i forhold til tidsfristerne i FFO.

Også www.folketinget.dk indeholder løbende dokumentation af Folketingets parlamentariske arbejde, herunder skriftligt besvarede § 20-spørgsmål, udvalgsbilag m.v. (se 10.3).

Folketingstidende er siden folketingsåret 2009-10 kun udkommet digitalt på www.folketingstidende.dk, og den trykte udgave af Folketingstidende fra 1953 til 2008-09 og af Rigsdagstidende (fra 1850 til 1952-53) er blevet digitaliseret og kan findes under menupunktet e-Folketingstidende på www.folketingstidende.dk.  Folketingstidende er samtidig navnet på en enhed i Folketingets Administration, hvis væsentligste arbejdsopgaver er at udarbejde referater af Folketingets forhandlinger og at foretage sproglig revision og korrektur af lov- og beslutningsforslag og betænkninger m.v.

10.1.1 Referat af Folketingets forhandlinger

Referenterne i Folketingstidende udarbejder redigerede referater af Folketingets forhandlinger ved hjælp af et tale til tekst-system. Der produceres en første udgave med forbehold for fejl og udeladelser, og denne udgave erstattes på et senere tidspunkt af den endelige udgave, når den første udgave er korrekturlæst og kontrollyttet.

Referatet af de enkelte taler overføres løbende til www.folketingstidende.dk og www.folketinget.dk. Målet er, at første udgave af referatet af et møde kan læses, senest arbejdsdagen efter at mødet er holdt, men i perioder med lange møder i Folketingssalen og/eller mandagsmøder kan referatet være flere dage forsinket. I særlig pressede perioder kan det være op mod et par uger forsinket. Har man i sådanne perioder brug for at vide, hvad der er sket under et møde, kan man se møderne på video on demand på www.folketinget.dk.

Siden Den Grundlovgivende Rigsforsamling trådte sammen i 1848, er der blevet udarbejdet redigerede referater af talerne i rigsforsamlingen og senere i Landstinget og Folketinget. Niveauet for redigeringen er blevet ændret i takt med udviklingen i samfundet, de ændrede formelle regler for debatterne i Folketinget, den teknologiske udvikling og den mere liberale indstilling til skriftsproget.

Folketingets Præsidium har med mellemrum drøftet redigeringen af Folketingets forhandlinger på baggrund af et notat fra Folketingstidende om de anvendte redigeringsprincipper m.v. I Præsidiet har der været enighed om, at der er behov for redigering af det sagte, inden det publiceres. Der er endvidere enighed om, at de enkelte talere ikke må miste deres særpræg ved redigeringen.

De ændringer, som referenterne foretager, kan inddeles i følgende hovedgrupper:

• Rettelse af faktuelle og meningsforstyrrende fejl og fortalelser.
  
  
• Tillempning af talesproget til et talesprogsnært, syntaktisk sammenhængende skriftsprog.
  
  
• En nænsom redigering af sproget, der sikrer, at talernes intention med det sagte fremgår.
  
  
• Ændringer med henblik på overholdelse af formalia.
  
  

Hovedprincippet er, at rettelser begrænses til, hvad der skønnes absolut nødvendigt, og ved færrest mulige ændringer af talerens ord. Ofte er det tilstrækkeligt, at der flyttes lidt rundt på talerens egne ord.

Folketingstidende følger Dansk Sprognævns anvisninger i Retskrivningsordbogen og anvisninger for retskrivning, som fremgår af Sprogbasen, der er et dynamisk, elektronisk opslagsværk, der redigeres og vedligeholdes af medarbejdere i Folketingstidende (https://sprogbasen.ft.dk). I en del af Sprogbasen, som kun er tilgængelig for ansatte m.fl. i Folketinget, er der anvisninger for redigering og formalia.  

10.1.2 Referenten i Folketingssalen

Under forhandlingerne i Folketingssalen er der altid en referent til stede. Referenten sidder på sekretærpladsen længst til venstre for Folketingets talerstol og registrerer elektronisk, hver gang en ny taler tager ordet, således at lydoptagelsen af talerne bliver opdelt i sekvenser. Denne opdeling bruges både i forbindelse med udarbejdelsen og publiceringen af referatet og til video on demand. Hvis der er tid, tager referenten også noter til brug for redigeringen, herunder om forhold, som ikke fremgår af lydoptagelserne.

I Folketingssalen kan referenten rette henvendelse til folketingsmedlemmet eller ministeren for at få belyst en eventuel uklarhed i den afholdte tale, og talerne kan kontakte referenten, hvis de er blevet opmærksom på en fortalelse. Det er dog ikke muligt at få sat f.eks. en glemt sætning ind i referatet.

Folketingsmedlemmer og ministre er velkomne til at videregive en kopi af deres tale til referenten, ligesom referenten kan henvende sig for at få en kopi med henblik på at mindske risikoen for fejl ved referatudarbejdelsen. Folketingstidende har kun mulighed for at bringe citater, når det er dokumenteret, at de er korrekte, og folketingsmedlemmer og ministre kan derfor med fordel aflevere en kopi af citatet til referenten.

Hvis et medlem eller en folketingsgruppe er kommet til at stemme forkert, kan de henvende sig til folketingssekretæren, til den sekretær, der står for afstemningerne, eller til den referent, der sidder i salen. Der vil så blive tilføjet »ved en fejl« i referatet på www.folketingstidende.dk og www.folketinget.dk, ligesom der vil blive indsat en note til afstemningsresultatet på www.folketinget.dk. Det kan ikke anføres, hvad medlemmet eller gruppen ville have stemt, og stemmetallene kan ikke ændres.

Afsnit 10.2 Tv fra Folketinget

Tv-kanalen, web-tv og video on demand

10.2 Tv fra Folketinget

Folketingets debatter transmitteres både på tv-kanalen FOLKETINGET og som web-tv på www. folketinget.dk, hvor debatterne også kan genses som video on demand. Ligeledes kan mødernes ses på appen ”Tv fra Folketinget”. 

10.2.1 Tv-kanalen FOLKETINGET

Tv-kanalen FOLKETINGET transmitterer fra Folketinget hver dag året rundt. Kanalen er gratis og giver mulighed for at følge Folketingets arbejde tæt, både i Folketingssalen og i udvalgene. FOLKETINGET transmitterer alle møder i Folketingssalen direkte i deres fulde længde. Desuden sender kanalen fra åbne samråd og udvalgenes høringer og temamøder. Kanalen kan også ses som web-tv på Folketingets hjemmeside.

10.2.2 Web-tv - direkte møder og video on demand

Folketingets hjemmeside (www.folketinget.dk) har en tv-side, hvor det er muligt at følge Folketingets debatter direkte på fire forskellige tv-kanaler. Her transmitteres møderne i Folketingssalen, Europaudvalgets møder og de åbne samråd og åbne høringer, der finder sted på Christiansborg. Der er mulighed for at spole i de direkte transmissioner, der sendes på tv-siden.

Tv-siden har også en video on demand-funktion, så man kan se eller gense alle de møder, der er optaget siden starten af folketingsåret 2010-11. Tv-optagelserne er desuden integreret i mødereferaterne på hjemmesidens dokumentdel, hvilket betyder, at man finder videoerne sammen med de skriftlige referater, når man slår en sag op. Videoerne har her samme opdeling som referaterne, så det er muligt at klikke rundt mellem talerne og vælge netop de dele af mødet, man ønsker at se.

Afsnit 10.3 Folketingets hjemmeside - Folketinget.dk

Nyheder, kalender, dagsordener, dokumenter m.v.

10.3 Folketingets hjemmeside - www.folketinget.dk

På www.folketinget.dk (eller bare www.ft.dk) kan man bl.a. finde følgende:

• Folketingets nyheder, kalender, dagsordener og ugeplaner. Det er muligt at tegne et skræddersyet abonnement på netop de dele af det parlamentariske arbejde, som man interesserer sig for.
  
  
• Information om folketingsmedlemmerne. Hvert medlem har sin egen medlemsside med cv, oversigt over udvalgsposter og ordførerskaber, link til medlemmets aktuelle parlamentariske arbejde og oplysninger om hverv og økonomiske interesser.
  
  
• Information om Folketingets udvalg og arbejde. Hvert udvalg og delegation har en side med information, kalender og nyheder om udvalgets og delegationens arbejde. Desuden vises udvalgets sammensætning og sekretariat, og der er en formular til brug for skriftlige henvendelser til udvalget.
  
  
• Generel information om folkestyret og dets rammer.
  
  
• Under punktet Dokumenter finder man alle de parlamentariske dokumenter, der indgår i Folketingets arbejde: lovforslag, beslutningsforslag, forespørgsler, udvalgsbilag, § 20-spørgsmål, referater m.v. Folketingets hjemmeside indeholder dokumenter fra og med folketingsåret 2004-05, 1. samling. Dokumenterne fra samlingerne fra 1985-86 til 2003-04 er tilgængelige i et webarkiv på hjemmesiden. Man kan fra www.folketinget.dk søge efter dokumenter i alle samlinger fra 1985-86.

Folketingets hjemmeside opdateres løbende, og abonnementsmail udsendes også løbende. Interne og fortrolige bilag er ikke tilgængelige på hjemmesiden og sendes derfor heller ikke i abonnement.

Leder man efter tidligere lovforslag, beslutningsforslag, forespørgsler, redegørelser eller referater fra Folketingssalen, ligger disse i digitaliseret form på www.folketingsstidende.dk.

Leder man efter ældre udvalgsdokumenter, der ikke er elektronisk tilgængelige, kan man kontakte Folketingets Oplysning.

Afsnit 10.4 Folketingets Bibliotek

Hjælp til bl.a. informations- og dokumentationsopgaver

10.4 Folketingets Bibliotek

I lighed med andre parlamenter har Folketinget et bibliotek. Folketingets Bibliotek tilbyder en omfattende service med informations- og dokumentationsopgaver i forbindelse med det politiske og parlamentariske arbejde. Biblioteket er et fagbibliotek inden for bl.a. samfundsvidenskab, jura, historie, politik og internationale forhold.

Bibliotekets målgruppe er nuværende og forhenværende folketingsmedlemmer, ministre, repræsentanter i Europa-Parlamentet, partiernes ansatte, Folketingets Administrations ansatte og journalister med privilegeret adgang til Folketinget.

Biblioteket leverer en omfattende række serviceydelser til både Folketingets medlemmer, administrationens ansatte og offentligheden. Målet er hurtig og præcis informationssøgning inden for alle fagområder. Opgaverne løses via en blanding af trykt og digitalt materiale og leveres både online og ved personligt fremmøde.

Biblioteket vedligeholder en omfattende samling af digitalt og trykt materiale. Der er adgang til fagligt relevante informationsressourcer og -service, herunder digitale ressourcer som bl.a. aviser, tidsskrifter, nichemedier, nyhedsportaler, avisarkiv og lovsamlinger. Derudover har biblioteket også en samling med bøger fra 1830’erne og frem. Biblioteket vejleder i brug af de forskellige informationstilbud. Det er også muligt for medlemmer og ansatte i Folketinget at booke en bibliotekar, hvis man har brug for hjælp.

Afsnit 10.5 Baggrundsmateriale til ugens debatter i Folketingssalen

Baggrundsmateriale til bl.a. forberedelse af ordførertaler

10.5 Baggrundsmateriale til ugens debatter i Folketingssalen

Biblioteket udarbejder baggrundsmateriale til 1. behandling af lov- og beslutningsforslag, til forespørgsels- og redegørelsesdebatter og til udvalgte samråd og høringer.

Baggrundsmaterialet består af materiale med link til gældende lovgivning og de publikationer m.v., der henvises til i bemærkningerne til forslag. Der er henvisninger til eventuelle tidligere debatter af samme art, relevant litteratur, avis- og tidsskriftsartikler og relevante hjemmesider.

Baggrundsmaterialet er primært målrettet medlemmers forberedelse til ordførertaler. De publiceres på Folketingets hjemmeside under det enkelte forslags side senest fredag kl. 12 i ugen før 1. behandling/forhandling i salen.

Afsnit 10.6 Folketingets arkiv - udvalgsbilag

Parlamentariske materialer fra 1848 og frem

10.6 Folketingets arkiv - udvalgsbilag

Folketinget har sit eget arkiv, der rummer arkivalier, dvs. utrykt materiale, vedrørende det politiske arbejde. Arkivet indeholder parlamentariske materialer fra 1848 til og med den senest afsluttede folketingssamling og arkivalier fra Rigsdagens/Folketingets Administration. Den politiske del af arkivet består for størstedelens vedkommende af bilag fra arbejdet i Folketingets stående udvalg og andre udvalg. Arkivet har siden 1930 været placeret i Folketingets Bibliotek.

Afsnit 10.7 Folketingets Oplysning

Oplysningstjeneste for borgere, studerende, forskere mv.

10.7 Folketingets Oplysning

Folketingets Oplysning er en oplysningstjeneste, hvor eksterne brugere som interesseorganisationer, ministerier, studerende, forskere og almindelige borgere kan få svar på alt om Folketinget på en enkel og neutral måde.

Folketingets Oplysning svarer på spørgsmål om:

• Lovgivningsprocessen.
  
  
• Konkrete lovforslag og sager i Folketinget – både aktuelle og historiske.
  
  
• Gældende regler inden for alle lovgivningsområder.
  
  
• Historier fra medierne.
  
  
• Christiansborg og dets historie.
  
  
• Brug af Folketingets hjemmeside.

Alle er velkomne til at kontakte Folketingets Oplysning. Man kan ringe på telefonnummer 3337 3338, sende en mail på [email protected] eller chatte fra Folketingets hjemmeside. 

Afsnit 10.8 Folketingets EU-Oplysning

EU-oplysningstjeneste for borgere, studerende, forskere mv.

10.8 Folketingets EU-Oplysning

Folketinget har også en oplysningstjeneste om EU – Folketingets EU-Oplysning. EU-Oplysningen svarer på faktuelle spørgsmål om EU og Folketingets behandling af EU-sager.

EU-Oplysningen betjener en bred gruppe af brugere, der bl.a. omfatter almindelige borgere, studerende, folkeskoleelever, presse, interesseorganisationer, offentlige myndigheder, biblioteker og andre EU-informationstjenester.

Derudover står EU-Oplysningen bag hjemmesiden www.eu.dk, hvor der kan findes en omfattende mængde informationer om EU generelt og aktuelle emner. På siden er det også muligt at følge Europaudvalgets behandling af EU-sagerne via de såkaldte statusblade, der giver et samlet overblik over Folketingets og EU-institutionernes behandling af et givent forslag. Endelig udgiver EU-Oplysningen publikationer med information om forskellige EU-forhold.

Bilag 1 - Regler om adgang til Folketingets parlamentariske dokumenter m.v.

Bilag 1: Regler om adgang til Folketingets parlamentariske dokumenter m.v. (som vedtaget af Præsidiet den 25. februar 2015)

Bilag 2 - Vejledning om opstilling af ændringsforslag til fremsatte lov- og beslutningsforslag

Med eksempler på ændringsforslag til forslag til hovedlove og forslag til ændringslove

Bilag 2: Vejledning om opstilling af ændringsforslag til fremsatte lov- og beslutningsforslag